Anette og Jan Andersen

11.12.2009

Så fik vi pakket t-shirts og korte bukser til årets juletur 'down under'. Utroligt at så lidt kan veje så meget. 46 kg - men ifølge fruen skyldes det vægten af Rasmus' julegaver. Jeg er nu sikker på, at vi ville have undgået overvægt, hvis fruen havde indskrænket sine toilettasker (ja, det er flertal) til tandbørste, tandpasta og en enkelt deodorant.

Inge og Marius samlede os op på Bregnevej kl. 18:00 og det blev lige til en enkelt glas 'farvel-og-god-ferie-rødvin'. Vi dobbelttjekkede lige trafikken og situationen i og omkring lufthavnen, men det var ingen tegn på kaos som følge af officielle eller uofficielle deltagere på den igangværende klimakonference. Sidstnævnte er min betegnelse for såkaldte 'aktivister', der efter sigende skulle tale for en god sag på en ganske upassende måde. Snart kan de tale rigtig meget sammen i særlige 'aktivistbure' på Retortvej i Valby. Så det blev til limousine-service til terminal 3.

Jeg havde netop med en vis glæde konstateret, at første del af flyturen til Melbourne skulle foregå med SAS. Vi havde fundet de billigste priser med Air China, så vi var lige som forberedt på ståpladser og en skål ris. Men turen København - Beijing, 7.200 km skulle vise sig at være med en forholdsvis ny Airbus A343 fra SAS. Ved check-in blev vi på sædvanlig vis opfordret til 'gør-det-selv', men Air China var vist lidt for avanceret for SAS' automater. Eller var det omvendt? Vi fik i stedet en venlig personlig betjening, og jeg forsøgte på bedste vis at distrahere SAS-medarbejderen med historier om Rasmus' julegaver, fruens toilettasker og registrering af bonuspoint, så han fik sat 'heavy weight'-mærkater på begge kufferter men glemte alt om at opkræve betaling for overvægt. Vi fik også charmeret os 10 rækker længere frem i flyet, men desværre var vi uopmærksomme på, at det blev til 2 midterpladser i den midterste række med 4 sæder.

Fruen blev inviteret på bøf og rødvin i terminal 2's Hereford Beefstouw - så det begrænsede jo heldigvis tiden til taxfree- og øvrig shopping. Måske er bøf og rødvin ikke den bedste forberedelse til en flyvning hen over natten på 9 timer? Vi fik dagens motion med rask kapgang til C38, hvor boarding var ved at være afsluttet og de sidste to sæder 27D og 27E ventede på, at vi skulle plante os og slå rødder.

Datoen skiftede til den 12.12 omkring St. Petersborg.

12.12.2009

Et døgn har som bekendt 24 timer, men alligevel fik vi kun godt 15 timer ud af den 12.12. Nu er flysæder jo ikke verdens bedste senge, så det var ganske udmærket, at dagen var kort og at vi på et døgn fik mulighed for to gange nattesøvn.

Ved ankomsten til Beijing blev vi mødt er en (næsten) personlig guide, der førte os tværs igennem terminalbygningen for at vi kunne checkin hos Air China til turen Beijing - Melbourne. Alt i Beijing lufthavn virker totalt tjekket og styret, men ikke desto mindre fik den søde, lille lynkineser os 'baglæns' gennem security control og frem til checkin i den helt modsatte ende af terminalbygningen. Efter vores noget indelukkede oplevelse på de to midtersæder i SAS-maskinen var vi enige om, at om det så skulle være på sidste række, så ville vi foretrække den, hvis vi kunne få to sæder i en af yderrækkerne. Med 58 rækker var der jo lidt at tage af, og med vores 'langt-fra-business-billetter' fik vi charmeret os frem til række 57, hvor vi til stor glæde fik tildelt sæde A og C (B fandtes ikke på række 57).

Efter checkin blev vi guidet videre - igen uden om de 'officielle kanaler' til en 'immigration control', der stædigt - men absolut venligt - forklarede os, at vi skulle registreres med midlertidigt ophold i Kina, da næste flystrækning fra Beijing til Shanghai var en indenrigsflyvning. Vores personlige guide fik som afskedssalut lige bemærket, at vi nok ikke skulle bevæge os uden for den planlagte metrotur fra terminal 3 til terminal 2, da tiden var knap og da det nationale computersystem forventede os 'meldt ud' inden for en meget begrænset tid.

Trods det fuldautomatiske metrosystem mellem terminalerne holdes der fint gang i beskæftigelsen. En helt statsautoriseret kontrollørkontrollant anviser med store armbevægelser, hvornår man må gå ind i et tog og hvilket udgang, man skal anvende, når man går ud. Jeg ved ikke, om kineserne prøver at gå ind i et tog, der ikke er kommet endnu eller om de voldeligt forsøger at åbne dørene i den modsatte side af der, hvor dørene åbnes automatisk, når toget er stoppet ved endestationen.

Inden midnat efter ca. 3 timers flyvning og knap 1.100 km nåede vi Shanghai, hvor 'showet' indenrigs/udenrigs blev afspillet i modsat rækkefølge. Denne gang havde vi dog ikke nogen personlig guide, men vi var to ud af et par hundrede, der på bedste skoleturmanér fulgte en ny lynkineser rundt i to af Shanghais terminalbygninger. Det virker sgu noget omstændigt med en mellemlanding, der umiddelbart mest synes at være for at tanke flybenzin. Vi kunne dog konstatere, at en del yderligere passagerer skulle med fra Shanghai til Melbourne, da de forholdsvis mange ledige sæder på turen fra Beijing til Shanghai nu blev fyldt op.

Straks efter take-off kunne jeg konstatere, at vi nu havde været både i Beijing og i Shanghai. Bortset fra guiderundvisningerne i de to lufthavne, var der ikke noget rigtigt at skrive hjem om. Og med besøg i to af Kinas største byer, havde jeg så fået vist fruen de meste af Kina.

13.12.2009

Sidste strækning var også den længste: Shanghai - Melbourne 8.050 km og en flyvetur på 11 timer. Det er godt nok lang tid - også selv om udvalget er film er alsidigt og en god del af tiden går med endnu en nattesøvn.

De fleste passagerer er noget klatøjede efter sådan en flyvetur, men alligevel kan det godt undre mig, at man kan blive så 'turistet', at nogen overser ankomst-kontrollens store ta'- film-forbudt-skilte, og andre forsøger at stille ekstraordinær 'håndbagage', som f.eks. fladskærme' uden om opmarcheringsgangene helt frem til 'fordelingspunktet' og så selv traske turen igennem den lange kø. En 125 kg Aussie stod nøgternt og beskuede os alle, og da førstnævnte endelig kom forrest i køen, blev hun stoppet og beordret til at slette hele den dvd, der sat i kameraet. Jeg er ikke sikker på, at hun slettede mere end den 'forbudte' sekvens, men hun fik godt nok røde ører. Sidstnævnte fik sig også en overraskelse, da fladskærmen var pist borte, da han endelig nåede igennem køen. Aussie så helt uskyldig ud og nævnte, at man da naturligvis ikke kunne efterlade bagage uden opsyn. Kinesermanden anede ikke sine levede råd, og det blev ikke bedre, da Aussie 'fandt' pakken men forklarede, at han så måtte gå igennem køen igen og denne gang bærende med fladskærmen. Ja, velkommen til Australien.

Vores problem var hverken ulovlig fotografering eller efterladen bagage. Måske var det endnu værre. Men besses medbragte rugbrød og risengryn blev heldigvis ikke spottet, og fruen kunne se helt uskyldig ud, for hun forstod ganske enkelt ikke, hvad Customs Control spurgte efter.

Så manglede vi jo lige en smuttur fra lufthavnen til udlejningsfirmaet, hvor vores rullende hjem for de næste 14 dage gerne skulle stå fuldtanket og nyvasket. Ikke den store udfordring at stille sig i en taxi-kø og få tildelt en af de 'autoriserede' gule Melbourne-taxis. Mente vi. Og dog. En somalier taxachauffør, der ikke kunne finde noget som helst uden sin gps'er, blev ved at spørge om, hvilken forstad vi skulle ud til. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde et fint kort over byen og med udlejningsfirmaet indtegnet. Men chaufføren lignede en, der så et bykort for første gang. Først efter hjælp fra en kollega - og efter at jeg havde fundet adressen, som kunne genkendes på gps-en, turde han forlade lufthavnsområdet.

Han demonstrerede yderligere mangel på forståelse for den civiliserede del af verden, da han efter turen var afsluttet og jeg havde afregnet med en pæn sum 'tips' blev stoppet efter at have kørt 20 meter. Årsagen var, at udlejningsfirmaet ifølge lejekontrakten skulle refundere udgiften for kørslen fra lufthavnen. Han enten kunne ikke eller ville ikke forstå, at udlejningsfirmaet skulle bruge en kvittering. Kommunikationen blev ført af medarbejderen fra udlejningsfirmaet, så den manglende forståelse skyldes ikke mine begrænsede sprogevner. Det tog 5 minutter, inden han modvilligt skrev på en kvittering.

Det er altid med lidt mavekneb man møder frem 16.000 km væk hjemmefra og forsigtigt spørger om de skulle have en campervan, der står og venter på en. Men jo, vi stod i systemet, og en Spirit Grande blev kørt frem til en demonstration af diverse teknik. Min glæde over at reservationen fungerede og jeg blot skulle vise mit kørekort og lade computeren aflæse magnetstriben på VISA-kortet (just in case :-)) overskyggede min skuffelse over, at den fremviste camper syntes noget mindre end, hvad jeg havde forventet. Fruen havde ikke følt de samme udfordringer, så hendes fokus var knivskarpt. "Skat, hvor er toilettet?"

Død og pine - nu var det frem med bedetæppet og VISA-kortet. Alternativet ville givet have været, at jeg havde skulle holde 14 dages camperferie alene, mens fruen ville have indlogeret sig på et 5-stjernet hotel og bedt Rasmus og Tina komme med først mulige fly fra Ayers Rock. Ingen tvivl om at min voucher udviste en Spirit Grande og ingen tvivl om, at jeg var overbevist om, at jeg har bestilt nummeret større med toilet. Prisen jeg havde betalt hjemmefra matchede også sidstnævnte, men som nævnt udviste min voucher noget ganske andet.

Heldigvis havde udlejningsfirmaet en ledig camper i den 'rigtige' størrelse, så jeg slap lige 640 AUD. Det bliver givet en udfordring, når jeg kommer hjem, at få kradset pengene ud af den agent, jeg via internettet havde booket og betalt camperen igennem.

Servicemedarbejderen havde forståelse for mine frustrationer over at have betalt for en 'maxi' og så kun have en voucher - og reservation - på en 'mini', så han fandt den absolut nyeste Mercedes, de havde stående ledig. Ny model - kørt under 30.000 km - og med aircondition og barbeque-grill. Begge dele ekstra luksus, som skulle vise sig at være 'livsnødvendige'.

Vi var enige om, at den enkleste vej til frokost var tilbage til den McDonalds, vi havde passeret på vej ud til udlejningsfirmaet. Det blev til en times sightseeing i Melbournes sydvestkvarter. Den McDonalds, vi havde set, var blevet revet ned, og sydvestkvarteret må være det område i en storby, hvor der per kvadratkilometer er færrest McDonalds. Total udsultede og dehydrerede svimlede vi ind hos den 'Gyldne måge' og slugte en Mcetellerandet og skyllede en stor cola ned.

Fordelen ved den store sightseeing var, at vi klart viste, hvordan vi skulle finde ud af byen i retning mod Adelaide. Vi planlagte første stop til Ballarat, som lå ca. 150 km fra Melbourne. Undervejs fik provianteret 'grundforsyning' af mad og drikkevarer. Ja, nu var campingferien rigtig startet.

 

Det var campingferieproblemerne så også. 'Landstikket' fungerede ikke, men jeg orkede ikke at agere handyman. Et døgn på batteri kunne den vel nok klare, hvis vi begrænsede strømforbruget til køleskab og et enkelt loftlys.

 

 

 

 

Vi var også godt trætte af dagens strabadser, så efter lidt aftensmad og 3 - 4 glas rødvin behøvede vi slet ikke lys.

 

 

 

 

14.12.2009

Om det skyldes at vi gik tidligt i seng, eller om det bare var fordi, vi næsten ikke kunne vente til at mødes med Rasmus, Bo og Tina, ved jeg ikke, men vi vågnede allerede ved 6-tiden. Det kan også være det skyldes temperaturen, som vi absolut ikke havde forventet i det ellers sommerklare Australien. Termometret viste inde 14 grader, så meget mere end 10 grader tror jeg ikke der var udendørs. Til sådan en 2 personers 'luksuscamper' medfølger 2 lagener, 2 hovedpuder men kun 1 dyne, som vel til gengæld godt kunne betegnes som en 1½-mands-dyne. Vi har aldrig dyrket det at dele en dyne, hvilket fruens adfærd i løbet af natten tydeligt bar præg af. Efterhånden som natten skred frem, havde fruen mere og mere dyne og jeg påført mig mere og mere tøj.

Dagens planlagte tur gik fra Ballarat til Adelaide - en strækning på ca. 650 km. Da vi kom uden for byen og rumlen fra motor og dæk begyndte at virke bekendt, tænkte vi begge tilbage på tidligere campingferier.

Hvad var så mere naturligt end igen at stemme ud i vores helt egen 'campersang' "On the road again". Første tekstlinje og melodi er vist ret 'ægte', men de næste 'la-la-la-linjer' samt tonerne hertil er vores helt egne.

On the road again
La-la-la-la-la-la-la-la
La-la-la-la-la-la-la-la
La-la-la-la-la-la-la-la-lah-la-la
On the road again

Jeg kan ikke lige skrive noderne, men den er en rigtig 'ørehænger' og man lærer hurtigt teksten.

De ca. 650 km af A8 og A1 går gennem en varieret landskab med nogle mega kornmarker. Ja mega er næsten en underdrivelse. Markerne er ind i mellem så store, at du ikke kan se enden af dem, selv om vejen ligger lidt højere end marken. Stort set ingen marker er under 1 kvadratkilometer og der går ofte 20 - 25 km imellem at man kan skimte et hus.

Løbende advarer skilte ved vejen mod at køre, hvis man er træt. Forståeligt nok for de lige strækninger er godt nok søvndyssende. Som nyankommet turist, der helt uvant kører i den 'forkerte' side og med kæmpe modkørende trucks, der ikke synes at have en hastighedsgrænse at tage hensyn til, er man dog rimelig tændt hele tiden.

Trods gentagne forsøg på at få fruen til at overtage kørslen var jeg eneste chauffør. Nok også godt det samme, hvis skulle nå frem til familien Stampe, inden vi skulle hjem til Danmark igen.

Så jeg holdt strækkeben-/tissepause for hver ca. 1 - 1½ time. De fleste pauser var på de dertil indrettede 'powernap-sites', som ligger med ca. 10 km mellemrum. Der var da også enkelte byer, vi passerede igennem, så det blev til den første australske 'pie' ved en 'Texas-salloon-lignende' kaffebar.

Efter godt 7 timers kørsel kørte vi ind i Adelaides forstæder. Tydeligt at registrere hvor sent og hvor hurtigt byen har udviklet sig. Stort set alle veje går parallelt og vinkelret på hinanden. Kun afstandene snyder lidt fra ens normale opfattelse af måleforhold på et bykort. Fruen skulle være navigatør, og det gik også udmærket, så længe vi kørte ligeud. Mindre heldigt når vi skulle dreje. For fruen er endnu ikke helt sikker på, at højre er der hvor tommelfingeren sidder til venstre. Nu havde jeg heldigvis selv en vis fornemmelse af, hvor campingpladsen lå i forhold til lufthavn og havet, så flere gange kørte jeg direkte modsat den anviste retning. Ganske fornuftigt for på den måde fandt vi den hurtigste vej frem til Big 4 (Ih hvor jeg hader det navn) campingpladsen. En af de bedre af slagsen - med alle faciliteter i top og direkte adgang til strand.

Jeg havde fortsat problemer med 'landstikket', og da temperaturen i løbet af dagen var steget til omkring 30 grader, var jeg lige ved at koge over, da fruen interesseret, men absolut uden evner til at løse problemet på meget nært hold skulle følge min fejlsøgning. Jeg måtte forvise hende fra camperen - hvilket mindede os begge om episoder fra Anderstina, hvor der absolut kun er plads til en enkelt på og omkring skibet. Uden helt at forstå, hvori og hvad fejlen bestod af, og efter jeg både havde genset instruktionsvideo og søgt total ubrugelig hjælp fra udlejningsfirmaets døgnservice, kom der pludselig gang i laderen og camperen var nu kørende med almindelig vekselstrøm til aircondition og strømforsyning til computeren. Smilet kom igen frem i mine øjne, og jeg inviterede straks fruen på restaurant.

Restaurant var nok en lidt overdreven betegnelse for campingpladsens café, men på det tidspunkt kunne vi have nydt en indtørret pie eller en mikroopvarmet pizza. Bad lusk - caféen lukkede kl. 20:00 og klokken havde sneget sig frem til 20:15. Vi fik anvist 2 restauranter 10 minutters gang fra campingpladsen, men også her ville Steff-Houlbergs pølsevogn på Rådhuspladsen havde fået flere kokkehuer. Mindst utiltalende var en Fish & Chips nede ved stranden, og jeg blev da også helt euforisk, da menutavlen viste forårsruller. Vi bestilte helt vildt 4 store forårsruller og en bakke pommes frites, som vi bragte med tilbage til camperen og indtog godt hjulpet af Hardys Carbenet Sauvignon. Hvad jeg ikke helt var klar over - men så jeg kunne konstatere hele natten - så var der tale om forårsruller med fiskefars. Ikke just en fiskedelikatesse.

15.12.2009

Så nærmede vis os. Tirsdag skulle være 'storegensynsdag' og vi skulle køre nordpå Adelaide - St. Augusta ca. 300 km, mens familien Stampe skulle komme nordfra Coober Pedy ca. 600 km.

I løbet af formiddagen steg temperaturen til 39 grader, så nu fik vi da rigtig mærket sommer i Australien. Noget af et udsving til de 14 grader, vi havde haft blot 2 dage forinden. Temperaturen toppede i øvrigt, da vi holdt frokostpause i Snowtown. Svært at forestille sig, hvordan den by lige havde fået det navn.

Vindmøllevingen var et tegn på en stor vindmøllepark, som der var blevet opstillet lidt uden for byen. Jovist blæste det, men energien fra et solfangeranlæg ville kunne have fået vindmøllerne til at løbe den anden vej.

Omgivelser skiftede efterhånden karakter fra kornmarker til sand og små buske. Men en ting fortsatte ufortrødent. Et med vejen paralleltkørende jernbanespor. Eneste variation gennem mere end 500 km var, når vejen ind i mellem kørte over, under eller krydsede jernbanesporet. Det var som om, byerne på strækningen var blevet enige om, at stationen i hver anden by skulle ligge i den sydlige ende af byen og i hver anden i den nordlige. Det var mig umuligt at se nogen logik i disse 'omskiftninger'. Lige så langt øjet rakte, var det intet, der synes skulle give anledning til, at vej og jernbane skulle skifte indbydes placering. Først lige uden for Port Augusta så vi første tog på sporet, så det må nok konstateres, at trucks har overtaget transportopgaven.

Vi tankede op med frisk frugt, madvarer og rødvin, så der var dømt 'hjemmehygge' på Big4-campingpladsen i Sankt Augusta, til familien Stampe nåede frem. Vi fik reserveret en dobbeltplads til Stampes Camperman og vores Maui, så vi kunne bo bildør til bildør. Ja, vi så jo helst, at de flyttede helt ind i vores Maui.

Som nævnt var temperaturen på 39 grader, så det blev til en time ved og det meste af tiden i pladsens swimmingpool.

Og så pludselig holdt de der. Lige foran Maui'en parkerede en Camperman og ud af camperen steg 3 glade Stamper - Rasmus, Tina og Bo. Lidt overdrevent at man fik tårer i øjnene - de havde jo trods alt ikke været under 2 måneder, og vi havde haft både telefon-, sms- og mailkontakt. Men alligevel - det var jo lige netop gensynet, vi havde glædet os til, lige siden Rasmus i lufthavnen på vej op ad rulletrappen råbte: "Farvel morfar og besse, vi ses til jul".

Der blev kysset og krammet, og highlights fra særligt de sidste par uger blev beskrevet. Vi sad med verdens bredeste smil og nød hver en historie og hvert et grin. Efter en halv time var det som om, at det kun var et par uger siden, vi sidst havde været sammen.

Og hurtigt overbeviste vi os selv om, at de også havde glædet sig meget til at gense os. Rasmus fortalte f.eks., at han de seneste 3 dage havde været sammen men nogle andre danske børn, men at det triste ved afskeden langt var blevet overskygget af glæden ved at vi skulle mødes.

Bo så straks min krise, og med 3 ugers erfaring i Outback'en fik han hurtigt indrettet en plads i skyggen, strøm på ventilatoren og en iskold øl. Man har vel en svigersøn :-)

Rasmus fik straks efter 27 megakram fra familie og venner i Danmark overrakt et medbragt memorykort med spil til hans Nintendo (det gik op for mig, at vi ikke alene har været brødsmuglere, vi havde også været spilpirater). Så var han tabt for omverdenen i flere timer. Jo, det var skam dejligt at gense besse og morfar, men savnet af Nintendo-spil syntes at have større opmærksomhed.

Han havde dog et øjebliks overskud til stolt at fremvise indretningen i familiens Camperman, herunder særligt hans 'værelse' og endnu mere særligt pakkekalenderen fra besse. Jo, hun havde skam været meget med på turen de sidste par uger. Han var faktisk vågnet tidligt flere morgener, fordi han glædede sig til at pakke dagens pakkekalendergave op.

Største gensynsglæde for Tina syntes at være besses medbragte rugbrød, så aftensmenuen stod på rugbrød, rugbrød og rugbrød - og så pølser ristet på Maui'ens barbecue.

16.12.2009

Så var det jo tilbage mod syd igen, for den overordnede rute for vores fælles køretur var 'rundt om sydkysten'. Meget klogt havde Tina og Bo planlagt første stop efter St. Augusta i Tanunda (Barossa Valley - mega vindistrikt) - en køretur på ca. 300 km.

 

Med Stampernes Camperman som førerhund og Maui'en halsende bagefter drønene vi igennem store kornområder og flere vindistrikter. Bo kunne være glad for, at der ikke var hastighedskontrol eller at hans ulovlige overhalinger ikke blev observeret af politi, for så ville han have fået en mængde fartbøder og så mange klip, at det ikke længere ville være muligt at se, at der var tale om et kørekort.

Da temperaturen toppede ved 41½ grad, og airconditionanlægget kørte på fuld speed, måtte vi gøre holdt ved et vejarbejde. Det gjorde noget af et indtryk at se to 'skiltevendermænd', der i hver ende af vejarbejdet stod med et skilt og en walkie talkie. På den ene side af skiltet stod Stop og på den anden Slow. De styrede så gennem radiokommunikationen, at vejstrækningen med vejarbejdet fungerede som ensrettet. Godt nok havde de storskyggende hatte på, men hold bøtte hvor må det være varmt og ensformigt at står sådan en hel arbejdsdag. Vores holdt gjorde, at temperaturmåleren til sidst viste 47 grader.

Familien Stampes 'lonely planet' havde anprist en frokostrestaurant på hovedgaden i Tanunda, men indehaverne havde åbenbart ikke tålmodighed til at vente på vores besøg. Restauranten var lukket og ejendommen til salg.

Derimod var den restaurant, vi havde planlagt til aftenens festmenu åben, og helt udansk bad vi om et bord indendørs. Det var simpelthen for varmt at sidde ude.

Jeg måtte jo i gang med de australske specialiteter, så hvad var mere nærliggende end kængurokød. Det smager i øvrigt ganske fortræffeligt. Som en lidt sødlig oksemørbrad.

I byen befandt sig også en ganske udmærket Big4 campingplads, hvor Rasmus, Bo og jeg hurtig var til afkøling i poolen, inden vi skulle besøge et af verdens 10 største vinhuse - Wolf Blass.

Det er stort - mega stort. Og der er absolut ingen sammenligning med et fransk vinslot.

Række efter række i næsten uendelige længder står vinplanterne snorlige i et område, der vel er mere end 1.000 kvadratkilometer. Og så er Barossa Valley kun et ud af mange distrikter, hvor Wolf Blass høster deres druer.

Vinkyperen kunne ikke oplyse, hvor mange flasker vin, der årligt blev produceret, men han vidste, at han havde mere end 3.500 kollegaer.

Vi smagte os igennem 5 forskellige, rigtig gode rødvine, og selvfølgelig måtte vi købe 12 flasker Gold Label og en enkelt helt special (det var i hvert fald prisen) til andestegen juleaften.

På vej tilbage til campingpladsen provianterede vi - og så lidt pudsigt opdagede jeg, at en bil på parkeringspladsen havde nummerpladen 'Rasmus'.

Bo tryllede lækkerier - kylling i pandekager i forskellige styrker, og jeg serverede selvfølgelig Gold Label.

41½ grads varme giver hævede fødder og ømme lægge, så jeg investerede i ½ times fod- og lægmassage. Endnu en gang ydede fruen en hjælpende hånd.

Straks efter aftensmaden krøb indendørs pga. myg og varme - og legede alle mor, Carl og baby. Det var mere end trykkende, og skyerne begyndte at komme væltende ind, mens lynene hyppigere og hyppigere oplyste himlen i det fjerne. Endelig begyndte det at regne - og et totalt vejrskifte udspandt sig den følgende nat.

17.12.2009

Det virkede som om, det havde regnet hele natten, og om morgenen regnede det fortsat i få, tunge dråber. Temperaturen var faldet til 17½ grad, så nu blev airconditioneringen i bilen lige pludselig omdannet til varmeapparat. Ganske ufattelig temperaturforskel på mindre end 8 timer.

Vores planlagte rute for dagen var Tanunda (Barossa Valley) - Adelaide ca. 100 km., så rent køremæssigt var det jo en fridag, som skulle bruges til vin- og ostesmagning.

Vi besøgte 3 producenter - small, medium og large. Vinene var alle 3 steder fortræffelige - men priserne var heller ikke just til 3 liter i et papkarton. Bo var turguide og valget af vinproducenter gav et godt indblik i den storindustri, der nu er opbygget i Australien.

Den første vinproducent vi besøgte, var en af områdets ældste, hvilket 'præsentationslokalerne' bar tydeligt præg af. Nu var det jo næsten som at besøge en fransk vinbonde. Her kunne vinkyperen stolt oplyse, at de årligt producerede vin fra 400 tons druer. Han vidste ikke lige hvor mange flasker vin, der blev ud af det, men han vidste, at hans årsproduktion svarede til en dagsproduktion hos Wolf Blass.

De næste to vinproducenter var mere 'industrielle'. Ja, den sidste synes slet ikke at have produktion men kun et 'præsentationslokale'. Til gengæld var vinen - ifølge byens turistbrochure - blandt områdets absolut bedste.

Vi nød endnu en del smagsprøver - men naturligvis kun små mængder.

Mindre heldig var Bo med at finde osteproduktion. Den virksomhed, som var beskrevet i turistguiden, viste sig at være en helt almindelig, men dog nok velassorteret osteforretning. 'Narrefisse' - vi ville ikke en gang gå ind i butikken.

Det klarede op og temperaturen kom igen over 20 grader inden vi kørte ind i Adelaide, hvor vi omkring 'Halmtorvet/Søndre Boulevard' fandt en parkeringsplads. Bo og jeg blev enige om, at vi måtte få overstået strøgturen og parkeret pigerne på en campingplads, så ville vi tilbage til en lidt anderledes pubcrawl.

Gågaden i Adelaide er som en hvilken som helst anden gågade i en storby. Tøjbutik efter tøjbutik varieret med en skoforretning.

Heldigvis havde svigersønnen kun købt parkering til 2½ time, så da byturen tillige var planlagt til at spise frokost, blev det ret begrænset powershopping.

Ærligt skal det nævnes, at det eneste indkøb var mig selv, der investerede i en ny, hvid Nike-cap.

Vi søgte hurtigt ud til byens Big4-campingplads, hvor familien Stampe fik den plads, vi nogle dage forinden havde benyttet, mens vi fik nabopladsen. Vi nød eftermiddagssolen og en kølig brise.

Pludselig råbte Tina: "Rasmus, se hvem der kommer der." Så var det Rasmus' legekammerater fra Outback'en, som også var kommet til Adelaide, og dermed var både mor, far, besse og morfar 'downgradet' til sovebamser.

Bo kokkererede på campingpladsens BBQ-køkken, og udendørstemperaturen betød, at vi søgte læ og varme i Bos spisekøkken.

Den forgangne nats bratte temperaturfald blev for mit vedkommende imødegået af lån af Bos sovepose, hvilket betød, at familien Stampe i nattens løb måtte krybe sammen under Tinas dyne og hvad de nu ellers kunne finde til at skabe lidt varme.

18.12.2009

Så var der dømt råhygge. Besse og Rasmus legede Carl, mor og baby, Tina læste og skrev mails, Bo var i gang med at tilberede aftensmaden og jeg havde fået fritime og adgang til trådløst netværk. Så kunne det jo næsten ikke blive større.

Temperatur og blæst lignede en halvkold dansk sommerdag, så min nyinvestering i egen sovepose blev indviet. Et noget ømt syn med mig siddende i en havestol iklædt sovepose, med computeren mellem benene og en kold øl i den dertil indrettede holder i havestolen.

Vi havde tilbagelagt ca. 350 km på strækningen Adelaide - Robe, sådan ret sydøst ned fra Adelaide langs kysten. Ja sådan så det ud på kortet, men vandet vi kørte på siden af var faktisk en mega sø, der ligger parallelt med kyststrækningen over flere hundrede kilometre. Endnu en gang imponerede de store vider. Australien er alting i stor størrelse.¨

Vi gjorde holdt ved en af de mange 'saltsøer' - hvilket var vores betegnelse, da den indtørrede sø var omgærdet af et hvidt pulver, der smagte af salt.

Trods informationsskiltet blev vi ikke helt kloge på hvad det hele gik ud på, men der var ingen tvivl om, at der manglede noget vand i midten af den scene, der lå foran os.

In the middle of nowhere stoppede vi op for at forsyne os med lidt frokost. De store afstande gør, at de få beværtninger rent faktisk har gæster, og hverken mad eller betjening virkede som om, at vi var de første forbipasserende i længere tid.

Fin frokost - fin betjening - men hold bøtte en 'restaurant'. Ja, faktisk var det et motel. Jeg skulle have penge - mange penge - hvis jeg skulle overnatte der.

Robe skulle være kendt for et utal af fiskeriudsalg, men den store hummer var nu mere symbolet på en industri til salg. Givet at supermarkederne har overtaget salget af hvad-som-helst - og friske fisk og skaldyr.

Det lykkes dog Tina og Bo at finde et 'fabriksudsalg', så kok Bo tryllede grillede rejer og hummer. Rejerne var krydset mild, medium og strong, og Bo guffede naturligvis kun i sidstnævnte. Det var for meget for fordøjelsen, så straks efter middag måtte han ligge på langs.

19.12.2009

En forholdsvis kort køretur - fra Robe til St. Gambier på ca. 150 KM - blev tilbagelagt på et par timer. Vi havde spottet endnu en Big4 - campingplads i St. Gambier, som skulle have nogle fantastik smukke søer, som oprindeligt var vulkankratere.

 

En superfin campingplads - og vi fik hurtigt indrettes os. Rasmus 'udstillede' en kæmpe dyrepark (mon ikke de får overvægt, når de skal hjem) og vi andre nød en kølig australsk øl.

Herefter var der vandretur til de nærliggende søer, der som nævnt var vulkankratere. For mig helt uforståeligt var den ene sø blå og den anden grøn. Uanset farven var begge fantastiske syn og historierne om de aktive vulkaner for 'kun' 4 - 5.000 år siden var skræmmende læsning.

Vi forkælede os selv med middag på byens hotel. En noget spøjs oplevelse - ikke mindst på herretoilettet, hvor en lokal Aussie forsøgte at forklare mig, at det alene skyldes den høje temperatur, at han måtte side hele dagen i baren og drikke øl.

20.12.2009

Dagens tur gik fra St. Gambier til Wye River - en tur på ca. 400 km - de sidste 200 km af snoede veje, så inklusiv frokost og indkøb tog det små 9 timer. Men hvilke 9 timer. Mega kornmarker blev til mega græsmarker med mega mange kvæger og får. Senere til mega skovområder, hvor advarsel om skovbrand stod for hver ca. 10 km. Og så var den der - Great Ocean Road. Var det nu opreklameret turistpropaganga?

Tag strækningen Gudhjem - Allinge og gang med 10. Klipperne, havet, ja det samlede synsindtryk var vildt fascinerende. Billederne taler vist sin helt egen historie.

Vi blev kyndigt guidet af Tina, som sidst i 90'erne havde gennemkørt strækningen i en turistbus, hvorfor hun kendte de mest spændende udsigtspunkter og 'historierne' omkring dem. Det eneste minus var, at en million fluer også nød udsigten og i øvrigt søgte tørsten slukket i mine øjenkroge.

Kl. 18:30 nåede vi så frem til Big4 Turist Park ved Wye River. En meget idyllisk beliggende campingplads ved Great Ocean Road. Om det skyldes stedet fantastiske beliggenhed eller særlige omkostninger ved at skaffe vand og strøm ved jeg ikke, men prisen på en 'powersite' (en plads, hvor der kan tilsluttes 'landstik') lå 75% over de priser, vi ellers havde betalt.

Bo og besse gik straks i 'køkkenet' og snart efter råhyggede vi med spagetti med kødsovs.

Vi indrettede derefter biograf i Maui'en og mens Rasmus så egen film på den bærbare dvd-afspiller, afspillede vi Die Hart 4 på Maui'ens fladskærmstv med indbygget dvd. Bo ville gerne se filmen, da han trods tidligere 3 forsøg endnu ikke havde set den hele, da han de øvrige gange havde været faldet i søvn. Der synes også her at være store dele af filmen, hvor øjenlågene skyggede for nethinden, men mon ikke han efter yderligere et par forsøg vil have set filmen i sin helhed. Rasmus kiggede op fra sin egen film ind i mellem og spurgte interesseret i, om hvem der var den 'gode' og hvem der var den 'onde'. Han var heldigvis helt med på, at den røde farve på ansigt og krop skyldes ketchup.

21.12.2009

Vi fortsatte af Great Ocean Road til Torquay, hvor vi gjorde holdt for en kop kaffe og en is.

 

Efter en rimelig kold nat, hvor der uden på enhver legemsdel, der ikke var under dyne/sovepose, dannedes rimfrost, var temperaturen nu igen kommet op på 23½ grad, og solen skinnede næsten frit gennem tynde, højtliggende skyer. Vi havde de sidste par aftener nydt airconditionapparatets varmelegeme, og ved 5-tiden vågnede jeg, rejste mig op, stak armen i vejret og startede varmeblæseren. Det blev til en helt human temperatur, fruen et par timer senere kunne stå op til.

Denne del af Great Ocean Road var på nogle områder faktisk mere Great end dagen før. Måske ikke så særpræget med de 100 meter høje, lodrette limstensklippevægge, men som at køre op langs Middelhavet på de strækninger, hvor vejen næsten hænger på siden af klipperne. Igen og igen udbrød vi: "Hold op hvor er det smukt". Jo, vi var ganske benovet over den storslåede natur, og priste os med stor ydmyghed lykkelige over den fantastiske naturoplevelse og det skønne samvær med vores lille familie.

De sædvanlige advarsler om at køre galt på grund af træthed blev nu suppleret med andre alvorlige advarsler. Water restriction level 4 - så er det vist lige før, at man kun må børste tænder en gang om dagen. Open fire only on special permission - alting var mere end knastørt, og brug af åben ild kunne meget vel starte en ukontrolleret skovbrand.

Ved Torquay forlod vi så Great Ocean Road og kørte mod Melbourne, hvor vi (turguide Tina) i en forstad fandt en Big4 campingplads. Der var swimmingpool, legeplads, fine køkken- og badefaciliteter - men intet trådløst netværk. Hvilken skandale.

Efter frokost, swimmingpool og almindelig afslapning stod den på bytur. Melbourne har som mange andre storbyer sin egen Chinatown, og Bo og jeg spottede da også straks aftenens udflugtsmål - Club X. Vi så Melbournes kommende X-faktor-vinder, men det fremgik ikke helt klart, om 'biken' var talentets eller dennes fars, der på behørig afstand stod og betragtede mønterne til aftensmaden.

Vi var efterhånden også sultne, og efter en hurtig afvisning af en kælderrestaurant fandt vi Il Divo Restaurant og Bar. Lige hvad vi lystede: Rasmus ville gerne have kylling med pommes frites, Tina Files Mignon, Bo Morton Bay Bugs og jeg en Tournedos Il Divo. Så var der lige besse - hun spejdede forgæves efter en pizza.

Jeg spurgte høfligt efter vinkortet, men så var det at jeg kom i overhængende fare for et hjertestop. "Desværre hr., vi har ikke licens", udtrykte den spinkle servitrice med et noget påtaget smil. "Så giv mig en øl", fattede jeg mig forholdsvis hurtigt til. "Desværre hr., vi har ikke licens".

Hvem kan spise Tournedos Il Divo uden rødvin? Og hvor var lige besses pizza? Det blev til to gange Lasagne, et glas hindbærsaft og en cola. Første gang jeg har været på en bar uden licens til at sælge øl og vin, og sidste gang jeg er gået en på en restaurant for at spise aftensmad, hvis de ikke har et vinkort.

22.12.2009

Jeg var jo godt klar over, at gårsdagens bytur ikke dækkede familien Stampes og fruens behov for en storbysoplevelse. Der manglede jo både bustur, marked, sporvogn, Southbank promenade, fancy frokost og Eurekas Skydeck.

 

Meget ubrugeligt har jeg set til salg på markeder rundt om i verden, og Queen Victoria Market var en helt almindelig rodebutik. Jeg kan måske se behov for 1 og af 10.000 ting, men der er altid sort af mennesker. Det blev til strømper til Rasmus, en bamse og 5 stænger lakrids.

Ubrugelige ting og sager blev afløst af et frugtmarked, men den særlige oplevelse gik på et vinudsalg. Ikke blot almindelige flasker vin, men også 30 liters dunke. Som en særlig tjeneste var det også muligt at få 'refill', så sparede man 1,50 USD pr. flaske.

Tiden var inde til en formiddagsøl, ja jeg mente jo at jeg i mere end ½ time havde overskredet sikkerhedsgrænsen. Belært af gårsdagens uhyggelige oplevelse tjekkede jeg barens licenser, inden jeg inviterede familien indenfor. Næh, den gik ikke. No licens. Men krisen udviklede sig heldigvis ikke faretruende, for ret over for markedet lå The Druncken Poet. Og ja, de havde licens og jeg fik mig et stort glas, koldt fadøl.

Rasmus syntes temperaturen efterhånden var for høj, så han nød sin cola som ene mand på værtshuset.

Herefter tog vi sporvognen til Southbank. Vi havde, da vi tog bussen ved campingpladsen, købt 4 'heldagsbilleter' til voksne men ingen til Rasmus, da buschaufføren mente at børn, som ikke var over 5 år, var gratis. Måske var der en lille sprogtudse, for reglen var lidt anderledes, da vi i sporvognen blev 'holdt op' af billetkontrollanter, som var totalt 'under cover', men som viste deres autoriserede billitkontrallantbadges. Det så i hvert fald sådan ud. Her var reglen, at børn fra 5 år og opefter skulle have billet. Kontrollanten var dog i julehumør, så et stedet for en bøde blev det til 'Merry Christmas'.

På Southbank Promenade fandt vi en moderne, full license frokostrestaurant, hvor de både kunne servere store bøffer og muslinger.

Tina og Rasmus spillede Nintendo, mens vi ventede på maden. Et rigtigt familiespil :-) Jeg synes i hvert fald Tina ser ud til at få meget sjov ud af denne avancerede Gameboy.

Herefter gik turen til The Southern Hemisphere's Highest Viewing Platform.

Elevatoren stoppede efter 35 sekunder på 88. etage, og et 360 graders view over Melbourne kunne iagttages. Jeg fokuserede mest på tennisstadium, hvor Caroline til januar vinder hendes første Grand Slam. Og så var der lige det helt 'syge' view - lodret ned langs de 88 etager.

Jeg elsker at flyve. Jeg elsker at stå i en flettet kurv hængende under en stor ballon, der alene holdes oppe af varm luft. Men jeg hader at stå ved vinduerne i høje bygninger. Det gør mig ganske enkelt utilpas, så lige pludselig skal jeg ned, og det kan kun gå for langsomt.

Ned igen foregik med 9 meter pr. sekund - hvilket føltes som 'frit fald' (det suste i maven som da jeg i sin tid sprang 'bungy jump').

Nede fra var bygningen nu også ganske imponerende.

Vi passerede Yarra River og passerede Flinders Steet Station, som vist nok er Melbournes 'hovedbanegård'.

Her skiltes vi, d.v.s. at Rasmus tog bussen med besse og mig tilbage til campingpladsen, så mor og far kunne købe julegaver.

Tilbage på campingpladsen stod den på total afslapning, et par kolde øl og opdatering af rejsedagsbogen.

Tina og Bo kom godt en time senere - tomhændet. Næsten. For de havde da nu adressen på en Toys'R'us. Det var nu nemmere, dengang julemanden tog hånd om alle julegaverne.

23.12.2009

Dagens startede med flot, blå, klar himmel og temperaturen udendørs til morgenmaden kl. 8:00 var 20 grader. Det skulle blive en varm dag. En meget varm dag.

Vi kørte fra Melbourne til Phillip Island (ca. 150 km), som skulle være 'verdenskendt' for pingvinparaden hver aften på Summerland Beach på sydkysten.

Efter parkering af Maui'en på Big4-campingpladsen i Newhaven kørte vi til Cove for at få frokost og proviantere.

Bo bestilte 'lidt ekstra pommes frites' - og også her var Aussie-størrelsen mega.

Rasmus besse instruerede i åbne en Aussie-ketchuppakke. Når det er lært, er det såmen ganske ligetil, men jeg tror at mindst hver anden turist ved første forsøg får ketchup i hovedet og på tøjet - og ikke på tallerkenen.

Tilbage mod campingpladsen fik jeg 'fornøjelsen' af 'dagligstuen'.

Selvfølgelig hyggelig at være i nærheden af Rasmus, men han var totalt opslugt af Ben10 på computeren.

Jeg undrede mig lidt over, at han ikke brugte sin egen dvd-afspiller, men der var vist noget med, at visse piratkopier kan afspilles på en MAC og visse på en dvd-afspiller.

Total smeltet og med mega klumpfødder måtte jeg hurtigst muligt ind i Maui'ens airconditionerede kabine og køle lidt ned.

Besse kokkererede risengrød - ja, nu var det snart jul - og traditionen med risengrød lillejuleaften skulle vi ikke snydes for, selv om temperaturen klokken 17:45 fortsat viste 30½ grad i skyggen.

Vi fik besøg af en halvblind, lokal kænguru, der meget forundret duftede lugten af besses risengrød.

Hvad var det god disse mennesker spiste? Det duftede ikke som australsk lammekød eller steak på BBQ'en.

Godt med sukker og godt med kanel - og så de nissesange, vi lige kunne huske. Jo, julen blev nu mere og mere tilstedeværende.

Og så var der jo pingvinparaden. Det mindede mig om 'bagsiden' ved sidste besøg i 2004 i Australien. Fint med turistattraktioner - men de kan altså også opreklameres for meget, og det hele bliver så kommercielt, at oplevelsen næsten uanset det spektakulære virker som rent antiklimaks. Med en gennemsnitpris barn/voksen på 75 kr. sætter 3.500 tilskuere sig til rette for at se 900 dværgpingviner komme i land hver aften efter dagens 'fiskeri'. Vi får læst og påskrevet om forbud mod fotografering - selv uden blitz - kun sagte tale og absolut ingen armbevægelser. Ved mørkets frembrud dukker de små væsener op ad vandet og trasker forbi publikum oplyst af 10 stk. 1.000 watt pærer på høje pæle. Dernæst stiller de sig foran deres oplyste huler og smukserer sig, og enkelte særligt udvalgte begynder at parre sig. Det er muligt, at de ville kunne blive generet af blitz, men ellers synes de nu helt at nyde publikums tilstedeværelse.

Den helt store pingvinparade var så i 'centret'. Vi modstod fristelsen :-)

En mega industri bygget på det særlige 'wild life fænomen', at 900 dværgpingviner har slået sig ned på mindre end 300 meter af sydkysten på Phillip Island. Selvfølgelig var det en speciel oplevelse, og havde jeg oplevet det alene sammen med familien, ved at vi helt alene havde siddet i strandkanten og set de mange dværgpingviner komme i land ved mørkets frembrug, ja så havde det givet været den største 'wild life'-oplevelse, jeg indtil dato havde haft.

24.12.2009

Morgenmaden måtte indtages i Maui'en, da det regnede fra morgenstunden. Det lovede ikke godt. Skyerne hang tung over Phillip Island, og det var ikke lige til at se, hvornår regnen skulle kunne stoppe.

Foran os havde vi ca. 300 km fra Phillip Island til Lakes Entrance. Igen en strækning med store græsmarker, hvor tusindtal af kreaturer og får græssede. Det blev dog hurtigt tørvejr men fortsat overskyet - ganske udmærket vejr at køre i.

Rasmus, Tina og Bo førte som sædvanligt an - ja, sammen med Tomtom. Jeg ved ikke, hvordan de havde fået indstillet 'teknikken', men to gange undrede jeg mig over deres 'smutveje'. Første gang kørte vi en 'firkant' uden om hovedvejen, for ca. 10 km. længere fremme igen at komme tilbage på sporet. "Vi har helt sikkert sparet nogle kilometre", mente Bo. Ja, sådan kan man jo på forskellig vis udtrykke, når man har kvajet sig. Anden gang var undskyldningen mere regulær: "Jeg kan ikke både køre og snakke", lød det. Jeg tror såmen blot, de skulle have slukket gps'en og set på de ganske udmærkede vejskilte.

Ved gennemkørsel af en del byer undervejs spejdede vi ivrigt efter fiskeriudsalg, da julemenuen skulle stå på hummer og rejer.

Da vi kom til slutdestinationen - Lakes Entrance - var vi faktisk ved at opgive og i stedet gå i Coles (et supermarked).

Så var det, at havnen kom til syne og dermed både fiskekuttere, fiskerestaurant og den mest lækre fiskeforretning.

Både frokost og julemenu var reddet.

Besse og jeg måtte prøve Fish & Chips, og det var vi vældig fornøjet med.

Efter frokost blev der tid til en 'halv morfar', mens Rasmus og besse klippede julehjerter og guirlander.

Rasmus havde det som alle andre børn på 5½ år: Ka' næsten ikke vente. Så der blev set dvd-film og spillet på Nintendo.

Han forsøgte ihærdigt at lære besse at spille 'Mario' på Nintendo'en, men det kræver mere koncentration, hurtigere reaktion og større fingerfærdighed at komme igennem 'bombebanen' end en besse lige besidder. Vigtigst var det jo nok også bare, at besse var med.

Jeg studerede campere og campingvogne og noterede mig gode idéer til indretning af vores kommende mobile sommerhus. Outback-modellen så jo ganske spændende ud, men uden toilet og bad er det 'no go'. Men jeg har nu i tankerne fået indrettet soveværelse, toilet/bad, køkken, stue, gæsteværelse og terrasse - og mon ikke vi kan få presset det i en 10 meter dobbelt-akslet med 1. sal på den ene halvdel.

Bo kokkererede og kokkererede. Ja faktisk måtte han bruge 2 køkkener, da andre gæster utålmodigt bad ham stoppe de finere kogekunster i første køkken.

Min opgave bestod i løbende at skaffe 20 cent-mønter til kogepladerne og så åbne julevinen.

Vi havde jo 'investeret' på vores besøg hos Wolf Blass i Barossa Valley. På den flaske stod der hovedret. Dem der påstår, at man ikke kan drikke rødvin til grillstegte rejer, fortjener ikke en Special Edition, Black Label fra Wolf Blass.

Men inden nød vi en Veritas Wine, som næsten var på omgangshøjde. Lidt specielt om den vin, så var der faktisk rationering hos vinproducenten. Hver besøgende kunne maks købe 6 flasker. Det tror jeg faktisk aldrig, at jeg har oplevet før. Om det var en salgsgemik eller seriøst, ved jeg ikke. Vi købte blot en enkelt flaske - og den var rigtig dejlig.

Pakkerne var stillet op i 'bagperronen', og vi nød rigtig Bos lækkerier. Tilbehøret havde han 'digtet' undervejs fra Phillip Island, men fantasierne var løbet lidt fra ham, for de stegte løg nåede aldrig til bordet. "Jeg ved alligevel ikke, hvad vi skal bruge dem til", lød det. Tilsvarende blev forbuddet mod, at jeg rengjorde stegepanden, før vi spiste, ganske irrelevant, da den varme stegeolie alligevel ikke skulle bruges efterfølgende.

Rasmus blev hurtig 'mæt', men han accepterede, at vi nød maden, mens han fordrev tiden med en Ben10-film.

Endelig var vi færdige med at spise. Naturligvis sluttede vi af med risalamande - og jeg vandt - for første gang i 100 år - mandelgaven. Jeg smuglede hurtigt den hele mandel over til Rasmus, men selvfølgelig var der både en voksengave og en mandelgave til Rasmus. Jo, det var skam en rigtig juleaften.

Sanghæfterne blev fundet frem, og vi sang første og sidste vers af dem alle sammen. Traditionen tro sluttede vi med "Højt for træets grønne top" - og selvfølgelig alle vers. Festen var i gang - og Rasmus 'sang med' simultant. Det lød faktisk som om han kunne de fleste tekster udenad.

Helt euforiske sprang vi ud af Maui'en og løb hånd i hånd rundt om bilen. "Nu er det jul igen og nu er det jul igen" - ja, de øvrige campister fik sig noget af en oplevelse. Men det gjorde vi også - det var dansk jul, når den er sjovest. Det var stort.

Endelig kom tidspunktet, hvor Rasmus kunne dele gaver ud. Hurtigt fik han lært at læse. "Til Rasmus" "Fra mor og far / besse og morfar / oldemor og oldefar Robert / onkel Bjarne". Et par enkelte gaver var ikke til ham, og det accepterede han undtagelsesvis.

Det blev to timers vild jubel og intens leg med Monsterfabrikken og Ben10-uret. Sidstnævnte var lidt problematisk, da det havde stået øverst på hans ønskeliste, men det indkøbte var ikke lige den rigtige model. Han turde dog ikke satse på at det skulle byttes, når han var tilbage i Danmark, så "adobt-adabt-improve" (Round Table - slogan) var denne model lige pludselig verdens sejeste. Det forlod ikke armen resten af aftenen - og i øvrigt heller ikke den efterfølgende nat.

Vi råhyggede med chokolade og rødvin - men aftenens centrum var naturligvis verdens gladeste dreng. Det er jo fedt at få en masse legetøj i julegave, men endnu federe er det, når mor, far, besse og morfar sidder koncentreret og leger med.

For en stund glemte vi, at regnen silede ned uden for Maui'en. Vi havde jo forventet at skulle sidde udendørs i tusmørket og nyde 'midnights summer', men vores barnefødte drømme om en hvid jul var åbenbart delvist hørt. Der var i hvert nedbør - problemet var blot, at sneen smeltede på vej ned til Australiens sommertemperatur på 20+ grader.

25.12.2009

Det var ligesom at vågne efter den dejligste, varmeste og mest intense drøm.

 

Afskedens time - morgenmad - men uden Rasmus, som fortsat sov på '1. sal' i Camperman'en.

Vi var alle enige om, at det havde været en dejlig oplevelse, og jeg foreslog, at vi skulle gøre det til en tradition. Næste år kunne de dog godt nøjes med at tage til Jylland, hvis de absolut skulle udenlands for at holde jul.

Rasmus, Tina og Bo drog nordpå mod Sydney, hvor de ca. midtvejs ved Batemanns Bay skulle møde Tinas mor og hendes kæreste Søren.

Vi kørte mod vest - tilbage mod Melbourne.

Ingen af os var helt opmærksom på, at Australien holder lukket 1. juledag. Nu havde vi jo lige vænnet os til, at stort set alle forretninger har åbent 9:00 - 22:00 hver dag - vel at mærke 7 dage om ugen. Ja, visse af supermarkederne Coles, har faktisk åben 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen - det kalder jeg en åbningstid. Familien Stampe kom i krise omkring frokosttid, da benzinmålerens udvisende blev suppleret med en lysende gul lampe. Hr. og fru Aussie var gået i gang med at fejre Jesus' fødselsdag, så der var ikke tid til at sælge mere benzin. Tina måtte på sine bedende kræ tale om næstekærlighed og en mor, der ventede med længsel 300 km nordligere, før den barmhjertige tankpasser genåbnede butikken og tanken kunne blive fyldt op.

Vi opdagede den 'store lukkedag', da vi efter en 'lille' køretur på 300 km kom til Big4 i Dandenong - en forstad til Melbourne. Her var 'kontoret' lukket - med henvisning til et telefonnummer i tilfælde af en nødsituation. Heldigvis boede 'lejrchefen' i et til campingpladsen tilstødende hus, og heldigvis var julestemningen ikke løbet mere løbsk, end at fru 'lejrchef' ville lukke os ind og anvise os en plads.

Vi var i øvrigt lidt heldige med at finde pladsen. Selvfølgelig kan to pensionistcampere klare sig uden gps'er, man har vel kort og har ved 'learning by doing mistakes' lært, at solen går nordover i Australien. Men besse er ikke helt verdens bedste navigatør, når kortets detaljeringsgrad ikke matcher den virkelige verden. Faktisk opgav hun - efter at vi have set hovedstrøget i Dandenong både sydfra og nordfra - og sidst vestfra. Vi blev enige om, at jeg skulle foretage en u-vending og så selv overtage navigationen. Jeg lagde an til vending, men her var det så, at fordelen ved langsynethed (og en vis form for 'næse') kom til sin ret. Jeg spottede 2 - 300 meter længere fremme et skilt, der kunne minde om et skilt med en campingvogn, hvorfor jeg afbrød u-vendingen og fortsatte ligeud. Jeps det var Big4-campingpladsen, der var skilt til. Så der hvor fruen var faret vild, havde hun faktisk været på ret rette vej.

Vi var kommet tilbage Melbourne - og til solen. Men hold op hvor var der blevet stille. Vi storsavnede familien Stampe. Så de mange gode oplevelser i de forgangne 9 dage blev genopfrisket i hukommelsen - og vi sad begge med kæmpe smil og glædede os i ydmyghed over vores tilværelse.

26.12.2009

Turen i Australien var ved at nærme sig sin afslutning. Der var knap 30 km fra forstaden Dandenong til Melbourne centrum, så efter kun få kager og en enkelt cola kom vi til Melbourne for 3. gang på ferien. Jeg havde fra starten påtaget mig navigationen til hotellet i city og fra hotellet til Maui-kontoret, selv om fruen for en gangs skyld var helt opmærksom på, hvilken gade hotellet lå. Hun havde nemlig 'oversat' Spencer Street til Spender Street og det var ganske naturligt at huske.

Bortset fra en enkelt lille omkørsel, da vi skulle ind på Spencer Street, men hvor højresving ikke var tilladt, kørte vi den direkte vej ind til city og frem til hotellet. Trods det tidligere fremmøde - klokken var omkring 11:30 - var vores værelse klar, og vi fik flyttet vores bagage fra Maui'en og op på værelse.

Lidt større udfordring fik vi da vi skulle fra hotellet og ud til Maui-kontoret i sydvestkvarteret. Jeg havde lige glemt, at jeg foretog en U-vending ved hotellet, så først da vi var ude i St. Kilda, hvilket ligger sydøst for city, blev jeg klar over, at vi kørte den forkerte vej. Tilbage igen til hotellet - og så den rigtige vej ud af byen. Så var det jo ingen sag at finde Maui-kontoret, som viste sig at ligge stort set 'rundt om hjørnet' i forhold til den Big4-campingplads, vi havde boet på i 2 dage sammen med familien Stampe.

Den uundgåede triste afsked med Maui'en forestod, og vi sagde pænt farvel og tak for 3.320 km i det rullende sommerhus. Bortset fra problemet med 'landstikket' havde den jo fungeret perfekt i alle 14 dage.

Vi tog en taxi tilbage til Southbanks, hvor Anette endelig fik sin pizza. Vi savnede familien Stampe, så der måtte sms'es til Tina. "Kom til sol i Melbourne - jeg giver middag på Il Divo." Men Tina var ikke til solvitser, for det var dårligt vejr i Batemanns Bay og vejrudsigten var absolut ikke god for de efterfølgende dage. Synd for Tinas mor og Søren.

Efter frokost besøgte vi Melbournes Akvarium og betragtede endnu en 'pingvinparade' - denne gang på meget nært hold, men med en glasplade for at kunne holde en indetemperatur hos pingvinerne på minusgrader.

Første billede kan godt se lidt forvirrende ud, for det er faktisk to pingviner, der march lige efter hinanden.

Det undrede mig i øvrigt, at man 'udstillede' pingviner i et Akvarium. Pingviner er mig bekendt en fugl, og jeg havde bildt mig selv ind, at et akvarium var et sted, man 'udstillede' fisk.

Dem var der så til gengæld rigtig mange af, og mange af dem var ganske farvestrålende og særprægede.

Akvariet var i øvrigt indrettet med et særligt 'bassin' i kælderetagen, hvor vi gik over, igennem og under hajer og kæmpe rokker.

Jeg var nu rigtig glad for, at der her var glas imellem. Det må sgu være noget ubehageligt at møde en haj på dens hjemmebane.

Vi gik tilbage mod centrum og der opdagede jeg så pludselig et skilt for vores HLB-samarbejdspartner i Melbourne. Surt at de holdt juleferielukket - jeg havde jo ellers lige set min mulighed for at gøre lidt forretning, så jeg kunne få refunderet flybilletten, når jeg kom hjem.

Vi drak en kop kaffe på en fortovscafé. Det blev en noget spøjs oplevelse. Ganske uforberedt lød det en brag ved bordet ved siden af os, et glas splintrede og vand sprøjtede - primært på kvinden, der sad ved bordet men også en del på mig. Jeg så en mand gå hastigt videre, uden den mindste antydning på at se sig tilbage. Der var ganske enkelt ikke tale om et uheld, men om en 'tosse', der åbenbart syntes, det var sjovt, at tage et fyldt vandglas fra et bord, og så smadre dette ned i bordet, så glasset splintrer og vandet sprøjter ud til alle sider. Kvinden blev naturligvis helt vildt chokeret og en kraftigt tudereaktion var forventelig. Hun fik efterfølgende fremstammet, at hun havde set ham komme gående med rimelig raske skridt og vel egentlig også havde haft lidt øjenkontakt. Da han så kom direkte mod hendes bord, havde hun tænkt, at han var en skuespiller, der skulle udføre en scene. Men skuespilleren var psykopat, og han forsvandt inden nogen af os nåede at reagere.

2. juledag er absolut ikke en 'lukkedag', men derimod 1. dag er et storstilet 'end of year'-udsalg.

 

Fruen havde som nævnt registreret, at vi boede på Spender Street (Spencer Street), og lige over for hotellet var der et større indkøbscenter. Jeg kunne ikke undslå mig, at fruen var mig dog nådig. Det blev vel kun til omkring 10 tøj- og skobutikker - og ingen powershopping. Selv med 70 % prisnedsættelse var der intet, der fristende fruen over evne.

Tilbage på hotellet nød vi udsigten og en øl. Fruen fik sig en 'halv morfar', mens jeg loggede mig på hotellets trådløse netværk. Jeg fik læst lidt nyheder - særligt om Delta-flyet, der havde været udsat for et attentat-forsøg. Jo, en rigtig god måde at forberede de kommende 4 flyvninger på i alt 26 timer.

Sidste aften på denne Australienstur blev nydt på en 'italiener' i centrum. Venlig betjening, en god flaske Valpolichella og dejlig mad. Dog synes fruen at skulle lede meget i risen for at finde laksen. Hvornår lærer hun at bestille en god bøf?

Underholdningen stod 'Michael Jackson' for. Ellers var det hans bror? Fin musik - meget alsidigt. Bror Jackson stod og spillede sagte på trommer til alle melodierne.

På vej tilbage til hotellet inviterede jeg fruen på Mens Club, men da hun lovede, at jeg ikke kunne få noget der, som jeg ikke kunne få på vores eget hotelværelse, lod jeg mig overtale :-)

27.12.2009

Så var det jo ellers bare hjemad. Melbourne - Shanghai - Beijing - Frankfurt - København. Hvor svært kan det være.

Jeg ville være økonomisk og anvende lufthavnsbussen, som passerede hotellet ca. hver 10 minut. Nej, jeg er bare meget lidt begejstret for taxier. Det er vist skrevet pænt. Men fruen havde ikke fået nok af gamle bilvrag og udenlandske taxichauffører, der synes at ligne nogen, der lever hele deres liv i bilen. Jeg hader, når jeg føler mig nødsaget til at snakke med chaufføren, fordi jeg er nervøs for, at han ellers vil falde i søvn. Han selv prøver at holde sig vågen ved at køre som død og helvede, overhalende på skift indenom og udenom og køre så tæt op i røven på forankørende, at han kan se kan hvilken kanal, radioen er indstillet på. Vi overlevede dødskørslen og ankom i rigtig god tid i lufthavnen.

Det er i øvrigt ganske fornuftigt, når man nu skal flyve langt og hvor det ikke er helt ligegyldigt, hvor i flyveren man bliver seatet. Nej, vi blev ikke opgradet. Hvorfor er det noget, vi kun hører om, andre gør? Men vi fik charmeret os til en 'bytter', hvor 2 midtersæder på 40. rækker blev ændret til 2 sæder på 32. række - med vinduesplads. I øvrigt 2. række efter en tom 2. sektion af business class. Så det duftede da lidt af en opgradering. Jeg forstod så nok ikke helt, hvorfor række 31 kom efter række 16. Måske fordi det lyder lidt blæret, at man også har række 51 i en Airbus A330.

Vi skulle efter 10 timer og 50 minutter - og en strækning på godt 8.000 km - mellemlande i Shanghai, og det skulle vise sig at blive noget af et gedemarked. Vi havde jo prøvet den modsatte situation på vejen ud, hvor vi fra Beijing til Shanghai ankom med et indenrigsfly og hvor vi skulle videre til Melbourne udenrigs. Men en ting er at blive lukket ud af Kina, en helt anden ting er det at blive lukket ind. Vi havde jo haft kineserekskorte, da vi prøvede det modsatte i Beijing på udturen, men her blev vi overladt til os selv - og 10 - 15 kinesere, der tjekkede, dobbelttjekkede og trippeltjekkede vores e-tickets, boardingpas, arrival cards, helbredserklæringer og pas. Jeg forstod ikke helt, hvad der foregik, men det var noget med, at de skulle have telefonisk bekræftelse fra luftfartsselskabet om, at vi skulle videre med fly ud af Kina i Beijing.

Vi var vel 15 - 20 rejsende, som fik den noget ubehagelige oplevelse at stå der og ikke vide, om man kommer videre, eller om man skal sove natten over på en bænk i emigrationskontrollen.

Vi kom med og ja med det præcis samme fly og på de samme gode sæder. Men størstedelen af medpassagererne var udskiftede, hvilket fruen var ganske fornøjet med. Hun havde nemlig haft en hakkende, spyttende (dog i en pose) og smaskende kineser siddende over for sig i midterrækken, og de lyde, han var kommet med, gav ganske gedigne brækfornemmelser. Ellers forløb turen Shanghai - Beijing på knap 1.100 km og ca. 2½ time ganske smertefri. Flysæderne 31A og 31C var jo efterhånden også formet som vores ryg og bagdel.

28.12.2009

Det blev midnat Beijing-tid, mens vi ventede på vores fly til Frankfurt. Ja, desværre skulle vi 'omkring' Frankfurt, da det direkte fly Beijing - København flyver dagligt kl. 15:35 fra Beijing. Vi havde et fly kl. 01:30 til Frankfurt med en forventet flyvetid på 10 timer og 45 minutter for de 7.800 km. Lidt surt med en ekstra mellemlanding og endnu mere surt, at der faktisk er længere fra Beijing til Frankfurt end fra Beijing til København.

Vi var på kraftig nedkøling for at kunne tilpasse os den danske vintertemperatur. Således havde Beijing minus 11 grader, og selvfølgelig skulle vi køre i bus frem og tilbage mellem fly og terminalbygning og med tog mellem terminalbygningerne. Yderligere var CA 965 eneste 'natfly', så forretninger og restauranter var lukkede - og varmeapparaterne delvis slukkede. Vi frøs med anstand.

Det er jo altid rart, at få noget forærende - og at få tid forærende, syntes for en, der i vel sammenlagt mere end 35 år har ført timesagsregnskab stort set hver dag, at være lidt en en lottogevinst. Selvom den ekstra tid primært var timer, hvor solen beskinnede den modsatte halvdel af kloden, så er det på sin vis fortryllende at sove i sammenlagt 8 timer, og så alligevel have 50 vågne timer den 27. og 28.12. Det ville godt nok have været rart i visse statusperioder, hvor døgnets normale 24 timer ikke rigtigt havde slået til.

Frankfurt lufthavn var stort set ikke vågnet endnu, da vi landede. Lige bortset fra en dansktalende paskontrollør, der undrede sig over, hvad vi lavede i Frankfurt, når vi kom fra Beijing og skulle til København. Det gjorde vi jo sådan set også, og da jeg straks spottede, at første fly afgik til København kl. 08:10, var jeg hurtig hende ved transferskranken og forhøre mig om en ombookning. "Desværre - af sikkerhedsmæssige hensyn skal I følge bagagen, og den er registreret til at blive fløjet med afgangen kl. 12:35." Jeg tænkte: "Nu skulle det lige passe, at bagagen ikke nåede frem sammen med os i København."

Efterhånden kom der liv i lufthavnen og vi fik mulighed for at købe kaffe og croissanter. Samtidig var der jo et udmærket velfungerende trådløst netværk, så nattens mails kunne blive afsendt og man ligesom kunne begynde på job igen. Det var jo mandag og almindelig arbejdsdag, og trods mails på både mobiltelefon og computer i de seneste 14 dage, var der presserende opgaver, der nu skulle løses.

Tilbage stod så en kort flyvetur på 680 km og en flyvetid på 1 time og 25 minutter. Det virkede lige oven på de 2 gange 11 timers flyvninger som lidt af en efterve (uden at jeg dog helt ved, hvad jeg her udtaler mig om).

At rejse er at leve skrev H.C. Andersen. Vi har på kun 14 dage rejst rigtig meget - og levet rigtig meget. Destinationen var jo bestemt af familien Stampes rundtur i Australien, men vi var rigtig glade for, at de i ugerne op til jul ville være på strækningen Port Augusta - Lakes Entrance (sådan det sydøstlige hjørne af Australien). Der havde vi nemlig aldrig været, og de 3.330 km 'rundtur' var en fantastisk smuk oplevelse. Vi vil huske tilbage på mega kornmarker, mega skove, mega græsmarker med mega mange dyr, mega sandområder og Great Ocean Road, som på mange måder var Great. Og så vil vi naturligvis huske tilbage på den utrolige dejlige intense oplevelser vi havde i familien Stampes nærvær. Det var jo disse oplevelser, vi drog af sted for at få, og vi fik til fulde vores forventninger indfriet. Billederne af en lykkelig familie, Rasmus juleaften - og selvfølgelig de mange krammer og 'Carl, mor og baby-lege' - vil stå i hukommelsen indtil strømforsyningen stopper til hjernens memorykort.

Vi kan slet ikke få nok af at rejse, og genopfriskningen af livet i en camper i Australien (2004) og New Zealand (1992) bekræftede vores beslutning om, at vi i 2012 drager til New Zealand på en rejse af ubestemt varighed. Nej, nej - ikke noget med immigration, men blot en l a n g rejse, hvor hjemrejsen ikke er booket, når vi tjekker ind i Københavns lufthavn.

Flere udtrykte i øvrigt bekymring inden vores afrejse om at flyve med Air China. Helt unødvendigt. De er fuldt kvalificeret medlem af Star Alliance. Det bør dog tages med i overvejelserne, at det hverken er muligt at få Bloddy Marry eller rødvin, da kineserne - i hvert fald 'officielt' ikke drikker alkohol. Kun ved særlig venlig henvendelse og fremvisning af ikke-kinesisk pas lykkes det at få en øl. Herudover vil jeg nok også fraråde 'varianten' med Beijing/Shanghai, hvis man skal til Australien eller New Zealand og ikke ønsker decideret at opleve en af de nævnte byer. Det var godt nok bøvlet at skifte frem og tilbage mellem international og domestic. Den sidste lille 'rejsefidus' skal være, at man ikke nødvendigvis med fordel skal tjekke sin bagage ind fra start- til slutdestinationen, hvis der som i vores tilfælde er næsten 7 timers ventetid i Frankfurt. Havde vi fået vores bagage ud i Frankfurt, så kunne vi være kommet 4½ time før hjem. På sin vis jo ligegyldigt ud af en samlet transporttid på 37 timer, men man får sgu kuller af at sidde i en lufthavn og høre på det ene udkald efter det andet til fly, der skal til København. Nu forstår jeg bedre, hvorfor der tit ligger folk og sover i lufthavne.

På den positive side skal det så også liges nævnes, at fruens gentagne ønsker om længerevarende ophold i en lufthavn, nu givet ikke vil være lige så indtrængende.

Meget passende for sidste destination på denne rejse, sad jeg så i Frankfurt lufthavn og bestilte flybillet til Zürich den 23.01.10, hvor jeg tager med Christopher og Slagelse Skiklub til Engelberg, Schweiz for at få undervisning til at løbe off piste.

Det blev så også lige til 2 'frankfurter' med brød og fadøl. Det må være det man kalder jetlag, når man drikker fadøl kl. 10 om formiddagen. Og så endelig booking af SK 1638 og den lille smuttur hjem til København. Vi nåede jo dårlig nok at læse Børsen og BT, før dækkene hvinene på MD83'eren og vi kunne træde ud i det flotteste vintervejr med en temperatur på + 4 grader. Hvem sagde frost og hvid jul. Har I bare drømt?

Vi skulle naturligvis slutte ferien med endnu en speciel taxioplevelse. Jeg havde gerne taget toget til Hellerup, men fruen mente, at danske regionaltoge kørte uden varme og at hendes påklædning alene var passende, når udetemperaturen var 20+ grader. Og hvad sker der? Ja, mit forsøg på at forklare om frit taxivalg og mit særlige kreditkort til Taxa mislykkedes i hvert fald. "Det er hans tur", undskyldte en nydelig klædt, dansktalende chauffør fra Taxa og pegede på en mere end 10 år gammel Dantaxi. Jeg spottede hurtigt, at kilometertælleren udviste 722.xxx kilometre, og at chaufføren ikke var af dansk oprindelse. Han spurgte høfligt, hvilken vej jeg ønskede at køre, men foreslog selv motorring 3. Ja, så var jeg da ikke sluppet med 355 kr.

Om det var for at han måtte gøre noget ekstra for at holde sig vågen, eller fordi han var hemmelig agent for et Atlantis Rejser, ved jeg ikke, men efter et kort høflighedsspørgsmål om hvorvidt vi havde været ude at rejse (ja, smart ik' - vi hyrede taxien i lufthavnen), holdt han enetale om, at han dagen efter skulle på ferie - i Jordan. Han skulle på familiebesøg, sku' han. "Hvis I godt kan lide at rejse, må I endelig tage til Jordan. Mellemøstens mest fredelige land. Alle i Mellemøsten slås mod hinanden, så vi har flygtninge fra alle lande. Der er 850.000 flygtninge i Jordan og kun en befolkning på under 5 mio. jordanere." Det blev til interessant orientering om Sharm el Sheikh, pyramider og Petra. Men vi var nok ikke verdens mest troværdige tilhørere.

Tilbage på Bregnevej var det et tiltrængt bad og så rugbrød, markrelsalat og leverpostej. Juletur til 'down under' var slut.