2012/13 Round The World

13.10.2012

Den planlagte rute

Jeg flygter ind i stuen, mens fruen haster forbi med støvsuger og gulvskrubbe. Rent skal der være, nu huset skal passes af Karin og Michael, mens vi udlever vores drøm om en længerevarende jordomrejse.

Men ligeså vigtigt er det jo at gøre sig digitalt klar til turen – herunder naturligvis at kreere et logo. Sådan er vores arbejdsfordeling – og det er vi begge glade for 🙂

Rejseplan og vouchers er tjekket en sidste gang. Kreditkort ‘nulstillet’ og gyldige pas.

2 x 23 kg (eller nok rettere 30 kg til fruen og 16 kg til mig) skal pakkes i 2 kufferter – så skal resten af garderoben i flyttekasser. Hvor svært kan det være?

Nu er det vel blot at vente på, at det bliver tirsdag den 16.10.12 – en afrejsedato der blev fastlagt 22.05.12 og som dengang var langt ud i fremtiden, men som nu er om få dage.

16.10.2012

Jeg havde absolut ikke forestillet mig en 4 måneders jordomrejse uden Mac. Hvor det før i tiden – og vel reelt de seneste 15 – 20 år – var helt udelukket, at jeg forlod Danmark uden min PC og tjek på den til enhver tid værende hurtigste (ja, i starten: mulige) forbindelse til (inter)nettet, så var det ganske utænkeligt, at jeg skulle kunne gennemføre en 4 måneders jordomrejse uden min Mac. Mac er min ven. Mac er min tro følgesvend. iPhone og iPad er uundværlige – men min Mac er navnestrengen mellem mit H.C.Andersen-gen og virkeligheden.

SAS Fast Track – for Business Class passagerer

Hvad gik galt? Jo, såmen – jeg glemte Mac på skrivebordet på Bregnevej. Stresset? Forvirret? Alzhemeimer Light? I don’t know. Men jeg var opmærksom på, at noget var riv ravende galt, da vi skulle igennem Fast track security check. Computeren skal op af tasken. Men der var ingen computer. Mac var efterladt. Og i første omgang var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt den var efterladt på Bregnevej eller om en ‘langfinger’ havde været ’hurtige end sin egen skygge’ på Burger King, hvor vi havde holdt afsked med familien Stampe.

Vi var (selvfølgelig) i god tid. Fruen var overbevist om, at vi skulle promenere transithallen igennem op til flere gange – og jeg så frem til en stille stund i SAS’ business lounge. Forhistorien kort: Inspireret af min ’gamle’ partner, Peter havde jeg undersøgt mulighederne for at opgradere vores Economy-pladser til Economy Extra eller Business Class. Dyrt – nej. Billigt – nej. Men vel reelt lige den pris, som ’ones in a lifetime’ gav mening. Vi skulle flyve Business til New York, skulle vi.

Men som nævnt var kære Mac ikke i rygsækken – og så var ’gode dyr rådne’. Skulle jeg gennemleve en ’kold tyrker’, eller skulle familien Stampe køre tilbage til Bregnevej og søge efter Mac. Svaret var jo indlysende – problemet var vel reelt om jeg kunne holde flyet tilbage indtil de nåede frem til lufthavnen igen.

En kort telefonopringning til Tina fik gjort problemet både forståeligt og løsbart. Så vi kunne passere Security Check og forsøge at få blodtrykket ned i loungen. Lykken tilsmilede os midt i krisen, da et toilet på SK909 var i udu. I første omgang blev afgang udsat fra kl. 12:25 til kl. 13:10. Næste udfordring var så, om Mac var på Bregnevej eller på vej til Langbortistan.

Missing Mac er ankommet til lufthavnen

Mac var på Bregnevej – og en time senere (kl. 12:20) kunne jeg opleve gensynets glæde. Vi var forenet, Mac og jeg. Så nu var jeg (igen) klar til vores store RTW (Round The World) Tour.

”Velkommen – De skal blot lige frem og til venstre”, lød det, da vi entrede SAS’ Airbus A330. What a feeling.

Value for money? I don’t know.

Men ’pissefedt’. Selv med strakte ben kunne fruen ikke nå rækken foran. Vi måtte nive os selv lidt i armene og tænke ”Fordi vi fortjener det”.

Men hurtigt blev vi jo lidt filosofiske og konkluderede, at vi jo også igennem livet har haft det fornødne held til at vilje og arbejdsomhed havde gode vækstbetingelser.

Bloddy Mary – så er vi fløjet

For første gang i mit liv blev en ’langdistanceflyvning’ for kort.

8 ½ time er for lidt på Business Class. Drinks, menukort, fino vino og Cameron Diaz på skærmen. What a feeling. Som fruen sagde: ”Det her ka’ jeg sgu godt vende mig til.”

Men der var ikke meget Business Class over modtagelsen i Emigration Control. Minderne om en meget ugæstfri velkomst i 1980 blev genopfrisket. “Hvor længe vil De opholde dem i USA?”, lød det surt fra ‘stenansigtet’ i glasburet. “2 måneder”, svarede jeg med en vis entusiasme og forventningsglæde. “Hvad i alverden vil De gøre 2 måneder i USA”, spurgte stenansigtet. “Nyde livet og oplevet jeres smukke land”, forsøgte jeg igen venligt. Havde jeg ikke efterfølgende forklaret ham, at vi begge var stoppet på arbejdsmarkedet, er jeg sikker på, at spørgsmålene ville have fortsat. Men pludselig stemplede han på livet løs – og vi slap igennem.

30 Oak Lane, Morristown, NJ

Og straks var vi igen på Business Class. Kufferterne var fremme samtidig med os og i ankomsthallen stod Anne-Mette og Peter ventende med privat limousineservice.

Vi kørte til Anne-Mette og Peters hus i Morristown – en forstad på New Jersey – vel svarende til Holte. Dog lige en forskel på størrelsen på grunde og huse. Det er amerikansk. Det er bare King Size.

30 Oak Lane, Morristown er et 5 stjernet privat ‘gæstehus’ 🙂 og vi fik straks en hel etage at boltre os på. Her kunne vi da godt blive et par måneder 🙂

Billeder fra 16.10.2012 – klik her.

17.10.2012

Efter en stille og rolig hyggeaften og en skøn nattesøvn (seng, madras og dyner fra IKEA – så det var jo helt hjemligt) stod dagens program på Manhattan-sightseeing.

Peer 2, Hoboken – færge til Manhattan

Morristown ligger ca. 60 km vest for Manhattan, og transporten derind var en lille times kørsel til Hoboken, hvorfra man krydser Hudson River med en hurtiggående flodpram.

Parkeringspladsen lå ‘lige om hjørnet’ ved Shipco Transport, som er verdensfirmaet Anne-Mette’s bror, Klaus Jepsen styrer i New York. Efter en ultrakort intro på Klaus’ kontor befandt vi os hurtigt på 5. sal, hvor mødefaciliteterne var helt passende til det fremskredne tidspunkt – klokken var 12:00 og på 5. sal har Shipco Transport en kæmpe bar med Carlsberg i fadølsanlægget.

Timet og tilrettelagt kom vi til Peer 2, hvor færgen mindre end 5 minutter efter ankomst skulle fragte os til Manhattan.

Jeg havde nogen uro i maven. Hvordan ville det være at komme tilbage til Manhattan efter 11.09.01?

Vi ankom til Manhattan lige neden for World Financial Center og indtrykkene var straks overvældende. Særligt bemærkede vi et utal af politibetjente – både civilklædte og i uniform. Man skulle givet ikke se ‘mystisk’ ud – eller efterlade en rygsæk. Det gav et klart indtryk af, at man var under konstant overvågning. Er de nu blevet helt paranoide?

Spørgsmålet blev besvaret i løbet af aftenen, da vi læste om en 21 årig gut fra Bangladesh, som tidligere på dagen var blevet anholdt under hans forsøg på at detonere en 450 kg tung bombe i en bil parkeret omkring World Financial Center. Heldigvis var hans ‘samarbejdspartner’ en FBI-agent ‘under cover’, så ingen var reelt i fare. Men det siger noget om den potentielle risiko, New Yorkere (og turister) lever under. Ifølge kilder herovre skulle det være det 15. terrorforsøg i New York siden 11.09.01.

‘Hullet’ efter North Tower

Området omkring World Financial Center er en kæmpe stor byggeplads. I respekt for ofrene for 11. september terrorangrebet er ‘pladserne’, hvor tvillingetårnene stod, ikke blevet genanvendt til nye højhuse, men er i stedet blevet til monumenter i form af to store, ca. 10 meter dybe ‘vandhuller’, hvor vand flyder fra bassinkanten og først ned i en hul, svarende til størrelsen af hvert tårn og dernæst ned i et mindre hul i midten, hvor man ikke kan se bunden. Rundt om bassinkanterne er navnene på ofrene indgraveret.

Vi var heldige, at der var ‘ledige pladser’ til adgangen kl. 15:00 – og at kravet om en ‘forhånds-sikkerhedsgodkendelse’ var blevet lempet. Så efter en hyggelig frokost på en typisk amerikansk burgerrestaurant med kæmpe bardisk og 5 mega fladskærme visende hver deres kanal, blev vi lukket ind 9/11 Memorial.

En larmende stilhed mødte os. Det var skræmmende, betagende, gribende. Hvilken meningsløshed – i hvert fald set ud fra vores øjne. 2.977 uskyldige mennesker blev dræbt. Billedet af et brændende North Tower og et fly på vej ind i South Tower stod på nethinden – og hvem kan ikke huske, hvad de foretog sig, da man første gang hørte om terrorangrebet.

Ved en tilfældighed erfarede jeg, at SAS faktisk efter 09.11.01 ændrede flynummer på ruten København – New York. Jeg havde nemlig i forbindelse med vores rejseplanlægning hele tiden tænkt på, at vi – igen – skulle med SK 911. Ligesom i 1981. Denne flyvning har altid stået for noget helt specielt i mit liv – og som ‘lufttosset’ har flynummeret bare altid været i min bevisthed. Meget overraskende blev jeg så af FDM-rejseagenten gjort opmærksom på, at SAS’ flyvning til New York hedder SK 909, og det generede mig faktisk, for det ‘stemte’ ikke med min overbevisning. Men efterfølgende er ‘mysteriet’ opklaret. SAS ændrede flynummeret efter 09.11.01, så SK 911 blev til SK 909.

Domineret af lysreklamer
Times Square – pulserende af liv

Men amerikanere – og måske specielt New York’ere – er ikke sådan at slå ud. For godt nok er ‘tvillingetårnene’ nu blevet til kæmpestore ‘huller i jorden’, men i stedet bygges nu USA’s højeste bygning – 1. World Trade Center på 541 meter og ved siden heraf 4. World Trade Center på 298 meter. Mindre kan ikke gøre det. Og efter sigende er konstruktionerne ‘terrorrist-sikret’.

Tiden var nu inde til noget mere muntert – så vi tog en taxi op til Times Square. Tju-hej et mylder af mennesker. Og rigtig mange danske turister – så man skulle lige passe på at kommentere de forbipasserende alt for højlydt.

Tiden var også inde til at få genoprettet væskebalancen, og heldigvis ligger Hard Rock lige ved Times Square. Hard Rock er hard rock – så det er jo blot at nyde øllen og larmen – samtale er så godt som udelukket.

Vi fik dog hurtigt tankerne og minderne på plads. Vi havde før været sammen med Anne-Mette og Peter på Hard Rock. Det var i Singapore i 2001.

Efter lige knap 14.000 skridt (Anne-Mette er naturligvis udstyret med skridttæller) blev det taxi tilbage til Hudson River Ferries, Peer 11, Wall Street – og igen var det ‘timet og tilrettelagt’ – faktisk holdte Anne-Mette kontrolløren hen med snak, indtil Peter kom løbende med billeterne (og kaptajnen truttede vildt i hornet).

En begivenhedsrig dag blev afsluttet med lidt indkøb i supermarked – og så hjemmehygge og (måske lidt for meget) rødvin 🙂

Biileder fra 17.10.2012 – klik her.

18.10.2012

Washington’s Headquaters (vinterhovedkvarter 1779/80)

Dagen startede i det historiske hjørne – besøg på Washington’s Headquarters 1779/80, som ligger i Morristown.

Washington’s Headquarters er faktisk en af de få (ifølge en meget entusiastisk og underholdende guide) historiske bygninger, der er bevaret i USA. Vi fik en grundig gennemgang af huset – som i 1779 var ejet af enkefrue Jacob Ford – men som tjente som militært hovedkvarter for general George Washington i vinteren 1779/80 under den amerikanske revolution.

En god start for vores ‘historiske’ rejse gennem United States of America.

Herefter vandrede vi ind til Morristown ‘centrum’, hvor vi hos George and Martha’s (Hr. og fru Washington) American Grille delte en burger.

Jeg havde hørt, at man godt kunne købe en enkelt burger og så bede om en ekstra tallerken – men det her var niveauet over – burgeren blev delt i køkkenet og serveret med delt tilbehør på 2 tallerkener. Til og med fik fruen så gratis cola – “Her i baren tager vi ikke penge for cola”, annoncerede tjeneren venligt.

Anne-Mette og Peter havde arrangeret cruise rundt om Manhattan (ja, Manhatten er en ø – og ikke en halvø, som jeg havde forestillet mig). Skibet SeanShipco, ejet af Shipco Trading og med Anne-Mette’s bror, Klaus som kaptajn lå i Morris Canal Basin, som ligger lige på den anden side af Hudson River – overfor Manhatten’s kendte skyline med (nu) Tower of Liberty og World Financial Center.

Frihedsgudinden

Vi var så lige forbi og hente Vita (Klaus’ hustru) hjemme i New Vernon. 600 kvm ren luksus på en grund i et område, der selv får Sophienholm til at ligne et fattigrøvskvarter.

Hatten af for The American Way – og for en dansker, som har knoklet sig hele vejen op. Så videre til Morris Canal Basin, hvor Klaus stod klar med det gode skib SeanShipco.

Anette og jeg måtte flere gange på turen rundt om Manhattan knibe os selv i armen og spørge: “Drømmer jeg eller er jeg vågen”. Det var en ubeskrivelig oplevelse. Og kulminationen var (selvfølgelig), da vi lå foran Frihedsgudinden og Klaus med 80 db spillede America the Beautyful.

Flere turistbåde defilerede forbi – og vi og SeanShipco blev blitzet mere end 500 gange med Frihedsgudinden i baggrunden 🙂

Sejlturen sluttede med Anne-Mette’s picnickurv ombord på SeanShipco og med Manhatten’s skyline ud agten.

Hold kæft det var STORT.

Billeder fra 18.10.2012 – klik her.

19.10.2012

Efter 3 dage med smukt og lunt efterårsvejr skulle vi have en regnvejrsdag. Men ganske passende var dagen på forhånd dedikeret en ‘slapperdag’, hvor jeg i ro og mag kunne surfe på nettet, skrive dagbog og læse (danske) nyheder, mens Anne-Mette og Anette gik på powershopping i Morristown’s indkøbscenter.

Bobby Flay, Mesa Grill

Aftenen var reserveret til middag på Mesa Grill på 5th Avenue på Manhattan, hvor den ‘verdensberømte’ kok, Bobby Flay kreerede en udsøgt menu til os. Rent faktisk var middagen min 60 års fødselsdagsgave fra Anne-Mette og Peter, så jeg forsøgte forgæves at betale min del af middagen med det medbragte ‘hjemmegjorte’ gavekort.

Vi forstod nok ikke rigtigt om vores bestilling af 4 x Blue Corn Pancake med Barbecued Duck og Habanero Chile-Star Anise Sauce helt ufrivilligt blev konverteret til en appetizer, hvor vi rent faktisk delte en pandekage i fire kvarte stykker, eller om tjeneren blot forberedte os på, at de bestilte Chipotle Clazed Rib Eye med rød og grøn Chile Sauce havde en ‘vægtfylde’, der langt oversteg vores spisekapacitet. Men lækkert var det alt sammen – og den samlede mængde oversteg klart et overdådigt måltid.

Jeg glemte jo lige turen ind til Manhattan. Først i bil (igen) til Hoboken til ’vores’ parkeringsplads – og så denne gang PATH’en (Port Authority Trans-Hudson) under Hudson River til 14th Street lige ved 6th Avenue. Gammel skrammel undergrundsbane – men det fungerer sgu. Tju hej hvor det gik – og så stod vi uden for nr. 102 på 5th Avenue.

Ice Coffee – og ikke Irish Coffee
Anne-Mette gør klar til Facebook

Servicen er helt i top – og tjenerne næsten ’overvenlige’. Men måske også en lille smule for hurtige på aftrækkeren, når ”Irish Coffee” bliver til ”Ice Coffee”. Misforståelsen blev dog hurtigt ratificeret, og herefter var drikkelsen absolut mere Irish end den var Coffee.

Vi forsøgte os med en ’tresser-pubcrawl’ tilbage til PATH’en – og super fornøjeligt for Peter, Anette og jeg.

Anne-Mette, som havde tilbudt sig som chauffør, holdt humøret højt ved sin premiere på opload af tekst og billeder direkte på Facebook.

Overmætte og overtrætte nåede vi tilbage til Morristown – og så et par enkelte ‘godnatdrinks’ 🙂

Billeder fra 19.10.2012 – klik her.

20.10.2012

Det var klart med en vis spænding i maveregionen da vi nærmede os 1045 Northern Bvld., Roslyn på Long Island, hvor vi hos CruiseAmerica skulle afhente vores C25, der nu skal være vores mobile hus i 24 dage.

Vores nye hus i 24 dage

Var det bilens størrelse og køreegenskaber? Næh. Var det ukendt køreområde? Næh. Var det uvished om destination og rute? Næh. Men kombinationen af al det ukendte pumpede adrenalinen vildt rundt i årene. Mængden af informationer og tiden til at sætte dem på plads i de grå hjerneceller oversteg klart den til rådighed værende kapacitet, men heldigvis har jeg en rimelig udviklet intuition.

Vores ‘navigationsanlæg’ til at føre os til Battle Row Campground i Old Bethpage på Long Island bestod af 4 ‘directions’ nedskrevet på et stykke papir og min iPhone. Måske skulle vi investere i en Garmin eller TomTom? Omvendt giver det jo en pæn stor selvtilfredsstillelse, når man efter kun 2 fejldisponeringer holder foran indkørslen til ‘campground’en’.

“Har I bestilt plads? – Nå, ik’ – så er alt optaget”, sikken en start. Holder amerikanerne også efterårsferie? Men jeg fik charmeret mig ind og fik tildelt en af de pladser, som var reserveret til pladsens stamgæster.

Helt cool kunne vi køre til nærmeste Shop Rite supermarked, for plads 1 var nu vores for en enkelt overnatning. Vi købte vildt ind. Mad, drikke og diverse. Vildt hyggeligt at proviantere til vores nye liv i motorhome’t.

På vejen tilbage til Battle Row Campground fandt vi et pizzaria og fruen købte 4 forskellige kvarte pizza’er. Der var dømt hjemmehygge og hyggen blev forstærket af et par kølige Budweiser’e.

Efter den sene frokost havde vi behov for en ‘hel morfar’ – blodtrykket faldt til afslappet rejse-mode – og vi følte os klar til den nye del af vores RTW Tour.

Billeder fra 20.10.2012 – klik her.

21.10.2012

Rute Old Bethpage, NY – Coatesville, Philadelphia, PA

Garmin go home. TomTom go home. Vi har jo allesammen en iPhone (og/eller en iPad). Find din campground på nettet. Klik på adressen. Find rute. Naviger. Hvor svært ka’ det være?

Nyeste IOS 6.0 erstatter 100% en traditionel GPS/navigator. Og ‘Applesine’ (den venlige dame i min iPhone) taler (næsten) dansk. Så skal vi bare lige have ændret Distancer i Indstillinger til Miles – så spiller det max.

“On the road again” faldt mere end naturligvis i vores “Kjeld og Hilda-mode” med minderne om RulleKnaus 1999, 2000 og 2001 samt mobilhome-turene i Australien i 2004 og 2009. Vi var tilbage i ‘vores’ campermiljø – på landevejen og med huset på nakken.

Vi havde spottet en KOA-campground (Kampgrounds of America) lidt sydvest for Philadelphia i Pennsylvania. 3 timer og 20 minutter fortalte Applesine, men hun var vist ikke klar over trafikken gennem Long Island, Brooklyn, Staten Island, New Jersey og til Pennsylvania.

Det der med at Applesine taler (næsten) dansk kommer særligt af hendes forklaring af distancer. På dansk: En mil, flere mil. På konverteret dansk: En mil, flere miles (udtales altså med “i” og ikke “ei”). Så kør 10 miles (udtalt miles – og ikke meils) skurer lidt i ørerne. Pudsig sprogforvirring.

Incl. shopping af brødrister og havestole tog det os godt 6 timer – men en spændende tur, hvor vi først nød stilheden på Long Island, dernæst vildt mylder og udsigt til Manhattan fra Brooklyn og Staten Island og senere skov og grønne enge efterhånden som vi kom længere og længere ‘ud på landet’.

Anette blev døbt “cambine” (som alternativ til “kahyts”) og jeg fik lidt (bedre) fod på ‘husets’ tekniske indretning.

Billeder fra 21.10.2012 – klik her.

22.10.2012

Dagens rute – West Chester (Philadelphia) – Gettysburg – Millersville (Washington)

Endnu en solfyldt morgen over østkysten – nærmere betegnet Coatesville, Philadelphia, Pennsylvania. Koldt men klart – så det var (igen) korte bukser og tshirt. Man er vel viking fra det kolde nord, hvor isbjørnene går rundt i gaderne.

Endemålet for dagens roadtrip var Millersville nord for Washington DC i Maryland, men vi havde planlagt en ‘omvej’ til Gettysburg, Pennsylvania med henblik på at opleve Gettysburg National Military Park Museum.

Vi kom virkelig ‘på landet’ og oplevede et ganske andet USA. Høstede marker og efterårsfarvede skove, små ‘landsbyer’ med store indkøbscentre. Alting er stort herovre – men ikke ligefrem moderne.

Da vi ankom til Gettysburg National Military Park Museum fik vi to options. En guide’t cykeltur eller en guide’t bustur. ‘Cambine’ var ikke i tvivl – særligt ikke efter den venlige cykeludlejningspige lidt forsigtigt nævnte, at en cykeltur forudsatte, at man til daglig udøvede en vis form for motion.

Vi fik så de 3 vigtigste dage (1. – 3. juli 1863) i USA’s borgerkrigshistorie præsenteret på knap 3 timer – med godt 2 timer i en guide’t busrundtur, 1/2 times film og ca. 15 minutter ‘show’ i et 360 grader ‘cyklorama’. Spørg mig lige om general Robert E. Lee, Confederate commander eller general George Gordon Meade, Union commander.

Little Round Top – Unionens folk havde et godt syn for de angribene Confederate

Undervejs tænkte jeg flere gange på, hvordan jeg i dag stiller mig helt uforstående over for borgerkrige i Afrika, hvor de stort set udrydder hinanden, og så er det kun 150 år siden, at man i USA, som vel betegnes som et veludviklet samfund, udkæmpede en borgerkrig med omkring 620.000 døde soldater.

Og faktum er vel, at de sociale, politiske, økonomiske og racemæssige spørgsmål, som var baggrund for krigen, fortsat giver visse indre stridigheder i de ellers så ‘forenede’ amerikanske stater.

Klokken var blevet omkring 16:30 – og forud lå ca. 60 miles inden vi nåede frem til Millersville lige nord for Washington DC. Og såvel køle- som vinskab skulle refil’es. En ‘sikkerhedsopringning’ til KOA (Kampground of America) i Millersville gav os mulighed for ‘late entrance’, så der blev tid til supermarked og Liquor Store.

Det tager altså også godt nok sin tid at købe ind, når hverken indretning eller sortiment ligner SuperBrugsen. Udfordrende – men også en sjov oplevelse. Særligt når tiden ikke er noget problem.

Dagens indkøbsoplevelse var i Liquor Store (hvorfor kan man ikke købe vin i Supermarkedet?). Udvalget af ‘beuaty-bokse’ er ikke overvældende – de må lære at drikke noget mere rødvin i USA. Men fremme ved kassen spurgte den unge dame: “Do you have birthday”? Jeg overhørte nok et lille “a” (Do you have a birthday), for jeg svarede nej – og funderede over, hvorvidt jeg ville have fået 20 % rabat, hvis jeg havde fødselsdag. Men så blev det hele virkelighed igen: “I need information about your birthday if you want to buy alcohol”.

Så et der serveret – efter en l a n g dag på landevejen) og Gettysburg National Military Park)

Jeg ved godt, at jeg ser ung ud – men at man skulle være i tvivl om, hvorvidt jeg er mere end 21, kommer nu godt nok bag på mig.

Vi havde nok ikke helt imødeset udfordringerne ved at køre gennem Baltimore og ind mod Washington i heavy traffic og solnedgang og efterfølgende aften.

Så godt trætte nåede vi frem til KOA i Millersville omkring 19:30. Kontoret var som forventet lukket, men campens lokale sherif mødte os i sin lille ‘golfbil’ straks efter vi ankom, og vi blev venligt guide på plads.

Og så stod den på Bloddy Mary – man var vel kommet til Maryland 🙂

Billeder fra 22.10.2012 – klik her.

23.10.2012

Tirsdag (23.10.12) stod programmet på Washington D.C.

Union Station – USA’s 2. største togstation – med Columbus Circle til minde om Christopher Columbus

Lidt interessant research omkring Washington inden vores besøg: Washington D.C. er opkaldt efter USA’s første præsident, George Washington (Washington) og Christopher Columbus, som jo som bekendt ‘fandt’ Amerika, da han ledte efter søvejen til Indien (D.C. – District of Columbia). Byen blev ‘født’ hos hovedstad, idet staterne Maryland og Virginia hver afgav et stykke jord, så man kunne oprette en ‘neutral’ hovedstad. Vi kunne senere erfare, at en sådan ‘konstrueret’ hovedstad er meget forskellig fra hvad vi ellers kender af hovedstæder i Europa.

En anden interessant information: Washington er et distrikt og ikke en stat. Det betyder, at indbyggerne i Washington – og dem er der ca. 600.000 af – hverken har medlemmer i Senatet (her har hver stat 2 medlemmer) eller i Repræsentanternes Hus (Kongressen) (435 repræsentanter fordelt af antal indbyggere i hver af de 50 stater). Men selvfølgelig skal de betale skat til statskassen 🙂 Som et lille plaster på såret har de dog 3 stemmer (ud af de 100 + 435 + 3, ialt 538 delegerede) ved præsidentvalget.

Vores campingsplads i Millersville lå ca. 30 mil fra Washington centrum, og desværre var den daglige shuttlebus fra campingpladsen til Washington gået i vinterhi. Men midtvejs ligger New Carrollton – og her er der store parkeringspladser og metro til hovedstaden.

Orange linie førte os i løbet af en god halv time til Federal Triangle. Selve stationen lå under/i Ronald Reagan bygningen – trianglen refererer til “Robert F. Kennedy Department of Justice Building, the Herbert C. Hoover Building (Department of Commerce), and the buildings of the Internal Revenue Service and the Environmental Protection Agency”. Så var vi jo ligesom kommet til hovedstaden.

Vi havde planlagt en sightseeing ved brug af Big Bus Tours Hop-on Hop-off, men første bus ved Willard Hotel var en gammel ‘kasse’ fra Old Town Trolley Tours med en overdimensionet negerbrun kvindelig chauffør. Hende kunne vi ikke stå for – problemet var bare, at billetter til ‘hendes’ bus skulle købes på Union Station. Hvad gør man så? Man kører gratis med til Union Station – og når man så kommer dertil, og der holder en Big Bus Tour Hop-on Hop-off, så siger man Tak – og smutter over til konkurrenten.

Washington er hovedstad i ordet egentlige forstand. Her er regeringsbygningen U.S. Capital, præsidentens bolig White House og vel stort set alle ministerier og nationalbanken. Eneste undtagelse synes at være forsvarsministeriet, Pentagon, som i nogens opfattelse ligger i Washington, men som rent faktisk ligger på den anden side af Potomac-floden i Virginia.

U.S. Capital – set fra vest

Udover alt det ‘nutidige’ er Washington også samlingssted for et utal af monuments/monumenter  (storslåede bedrifter vi vil huske) og memorials/mindesmærker (til ære for faldne). Rundturen viste os således Washington Monument, Jefferson Memorial, Lincoln Memorial, Korean War Memorial og World War II Memorial. Og så selvfølgelig U.S. Capital og Det Hvide Hus. Herudover blev vi anvist en hel del museer, men det var stemningen ikke lige til.

Vi hoppede af ved Ford’s Theater og Spy Museum i håb om/tro på, at vi var i ‘downtown’. Men en sådan findes slet ikke i Washington. Der er ganske enkelt ingen ‘lokal sjæl’ i byen – men imponerende med alle de officielle bygninger, monumenter og memorials.

Vi spottede dog hurtigt Gordon Biersch Brewery Restaurant – og nød deres Golden Export fadøl og “Märzen Barbecue Chicken topped with smoked bacon, cheddar cheese and our Märzen barbecue sauce”-sandwich til fruen og “Märzen Barbecue Burger with smoked bacon, cheddar cheese and our Märzenbarbecuesauce” til mig. Hovedstadeligt.

Hjemme hos Michelle og Barack – Også kaldet The White House

Efter frokost forsøgte vi at komme til kaffe hos Michelle, men efter velunderrettede kilder var hun en smut i Florida. Hvor tarveligt når vi nu kom forbi.

Hop op igen – og nu med blå linje til Arlington National Cemetery. Ifølge Wikipedia skulle 290.000 veteraner og dræbte i USA’s krige – lige fra uafhængighedskrigen til krigene i Afghanistan og Irak – ligge begravet her.

Men kirkegården ‘huser’ også John F. Kennedy, Jacquiline og to af deres børn, Robert Kennedy og Teddy Kennedy.

Oversat af landsformanden for Round Table Danmark 1992/93: “Spørg ikke hvad Round Table kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for Round Table”

Apropos John F. Kennedy, så ‘lånte/transformerede’ jeg et af hans mange ‘statement’, da jeg i 1992/93 var Landsformand i Round Table Danmark. “Spørg ikke hvad Round Table kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for Round Table”. John og jeg havde store tanker i vores embeder.

Vi måtte jo også lige forbi Den ukendte soldats grav – men ups, så var sidste Big Bus Tours Hop on bus vist kørt for i dag. I første omgang blev vi afvist af konkurrenten, men da han så kørte forbi os 100 meter længere fremme, hvor vi spadserede, åbnede han døren og inviterede os på en gratis tur til ‘downtown’ (hvilket viste sig at være lige rundt hjørnet Federal Triangle).

Tilbage med metroen til New Carrollton og tilbage i motorhome’t til Millersville. Godt trætte over overmætte af indtryk kørte vi ind på Capital KOA ca. 19:30.

Billeder fra 23.10.2012 – klik her.

24.10.2012

226,8 miles fra Millersville Natural Bridge/Lexington

On the road again – og Applesine annoncerede 226,8 miles fra Millersville, Maryland til Natural Bridge/Lexington, Virginia. Mega heavy traffik ‘rundt om’ Washington – og der var næsten konstant kø-kørsel på de 2×5 sporede ‘forbindelsesveje’. Det er godt nok mange vognbaner – men der er godt nok også mange biler. Hvor fanden skal de allesammen hen? Trafikken nord/syd og øst/vest er stort set lige tæt. Og klokken er 11:00 om formiddagen.

Efterhånden får vi kæmpet os fri af trafiktætheden og en meget smuk efterårsnatur i et skovrigt og med lidt små ‘bjerge’ kommer os i møde. Whah, Shenandoah National Park flankerer os mod nord og vi nyder turen i fulde drag. Kør af Nødebovej/Gillelejevej gennem Grib Skov en tidlig efterårsdag – og så sæt et 1:10 gange forstørrelsesglas for øjnene – så har du vores view i dag.

Cambine på iPhone-fotokursus

Jeg var vildt facineret af udsigten og bad Cambine tage et billede af det smukke landskab. Ak, ja.

Virginia betegnes ind i mellem som en ‘svingerstat’ (nej, ikke swingerstat), da det politiske flertal – modsat mange øvrige ‘sydstater’ – i mange år har været republikansk men på det seneste igen er blevet til flertal af demokrater.

Der skulle bespises og der skulle provianteres. En god og en dårlig oplevelse.

Bespisningen var 4 stjernet – vi besøgte Chili’s i Culpeper og fruen fik en Ceasar Chicken Salad, mens jeg guffede en Santa Fe Chicken Salad i mig. Fik jeg nævnt chili. Moderat men absolut ikke til at tage fejl af.

Og så den dårlige oplevelse – Aldi. Fruen påstod at Aldi-supermarkedet var pænere end tilsvarende i Danmark. Jeg mistede totalt lysten til mad – og så oven på Chili’s.

Jeg nærmest flygtede ud af forretningen – men snart fandt vi på vejen en super dejlig Walmart. Alt hvad hjertet (og maven) begærer. Så fruen fik sin hårtører og jeg øl, vin og bearnaisesovs. Livet var igen på første klasse.

10 minutter forsinket (17:10) kunne vi nyde vores Bloddy Mary (selv om vi nu var i Virginia) på KOA, Natural Brigde.

Billeder fra 24.10.2012 – klik her.

25.10.2012

Med solen i ryggen

Der var dømt ‘hviledag’. Vi havde bare lyst til en dag, hvor vi kunne nyde det dejlige vejr – læse blade og bøger (Cambine) og surfe på nettet / skrive dagbog (Chief).

Så findes det ikke bedre

Der var flot blå himmel fra morgenstunden og ved middagstid havde temperaturen sneget sig op på 25 grader – og fortsat klar himmel og fuld sol.

Største udfordring var klart campingpladsens ekstremt langsomme internetforbindelse. Livet er sgu for kort til langsomt WiFi. Og langsomt var næsten overdrevet hurtigt – jeg kunne havde gået ved siden af bits’ne hele vejen til cyberspace.

Mere fart var der over parkens mus. De havde godt nok krudt bagi – men var åbenbart så dus med campisterne, at de spankulerede rundt i området i højlys dag.

Cambine blev ‘luft’et’ – vel omkring 1/2 mil inden Bloddy-Mary-tid (Kl. 17:00), hvorefter råhyggen fortsatte.

Naboen’s palme

Aftenmenuen bestod af Papa Wings og Hawaiian BBQ Chicken Pizza. Hvordan nu det? Havde campingpladsen en restaurant med et varieret menukort? Næh, men det havde Papa John’s – og han kommer gerne til Natural Bridge, Lexington for den fyrstelige gebyr på 5 USD. Og det vel at mærke, at prisen for maden alene beløb sig til 18 USD. Jeg flottede mig (mente Cambine) med en samlet betaling på 30 USD, men så var det også lige før, at han ventede på at kunne fjerne servicen og eventuelle madrester.

Pladserne omkring os var blevet fyldt godt op i løbet af eftermiddagen/aftenen – det minder rigtig meget om ‘rushhour’ i en lystbådehavn. Samværet er på samme niveau. Man hilser pænt og udveksler: “Hvor kommer du fra i dag – hvor skal du hen i morgen” – og så er der enkelte, der stiller sig op med et glas rødvin og vil storkonversere. Vi nyder alle typerne – den sidstnævnte slags dog i små portioner.

Men vores nabo denne aften var godt nok en af de avancerede. Ikke på grund af indtrængende smalltalk eller højlydt skænderi med fruen. Nej men hans montering af en palme med lys i gjorde godt nok et indtryk 🙂

Og indtrykket blev ikke mindre efterhånden som dagslyset helt forsvandt. Det var ikke mindre end helt vildt 🙂

Billeder fra 25.10.2012 – klik her.

26.10.2012

195 miles Natural Brigde, Virginia – Kingsport, Tennessee

195 miles fra Natural Brigde, Virginia til Kingsport, Tennessee gennem ren og skær indianerland.

Jeg forstår godt, at de blev ret sure, da europæiske kolonister besatte området. Her er smukt og frodigt – tænk sig at have været høvding med 10 squaw-lamseben omkring sig og så 1.000 tønder land skov og eng.

Jeg er sikker på, at deres Bloddy Mary smagte perfekt til helstegt vildsvin.

Men det gør Hardee’s Red Burrito (beef) aldeles ikke. Større frokostfiasko har vi vist ikke har til dato – og det ikke kun indregnet nuværende rejse. Alene udseende af den matbrune ‘sovs’ gjorde det vanskeligt at tage første bid, og smagen gjorde det næsten umuligt at fortsætte. Jeg ønskede egentlig ikke at være ‘helt’, men jeg var sulten og følte det nok for pinligt, at vi begge hældte det mega meget mad direkte i ‘returkassen’. Vi så dog begge frem til en skinketoast, når vi var landet i Kingsport.

KOA i Kingsport var vel reelt den bedst beliggende campingplads, vi indtil nu havde gæstet i USA. Men det havde rigtig mange andre campister også fundet ud af – og de havde stort set alle sammen skrigende unger og gøende hunde. Ungerne blev lagt i seng, mens hundene syntes at have udgangstilladelse til langt ud på natten.

Operation sommerhår
…….. og resultatet 🙂

Jeg igangsatte ‘operation sommerhår’ – så hårtrimmeren forblev på 2 mm, da jeg fortsatte fra skægget og op til overetagen.

Nu er det jo meget subjektivt, om kort (meget kort) hår er ‘smart’ eller ikke ‘smart’, men Cambine glæder sig til, at håret igen vokser ud (altså der, hvor der nu er hår :-)), mens jeg synes det ser lidt ‘sejt’ ud.

Vi spottede naboeer og genboers optænding af bål. Var det virkelig tilladt at tænde bål på en campingplads midt i en skov? Forbudt kan det ikke have været, for ‘lejrchefen’ kørte gentagne gange rundt og snakkede med gæsterne.

Men det skal selvfølgelig nævnes, at bålene blev etableret i særlige jernringe/gryder, som givet var til samme formål. Disse bål gav så grundlag for grill af brød og bøffer – og selvfølgelig en særlig hygge og stemning. Men når man nu ikke selv har et sådant, så gav de altså også en vis (ubehagelig) ‘duft’ af røg.

27.10.2012

208 miles Kingsport, Tennessee – Ringgold, Georgia

Eldorado med Jørgen de Mylius – så er man jo ligesom hjemme igen. Altså bortset fra at vi normalt ikke hører radio natten mellem lørdag og søndag kl. 04.03 – eller rettere kl. 03.03 – I fik jo lige en time foræret. Og så introducerer han Beach Boys med information om, at melodien kom på gaden for 50 år siden.

Jeg var sikker på, at det var en fejl – altså indtil jeg lige tjekkede på Wikipedia. Beach Boys startede i 1961. Nå, ja – men er det 50 år siden?

Min manglende tidsfornemmelse fik tankerne tilbage til dagens telefonopringning til Mor. Hørelsen er ikke i top, men det er hukommelsen eller måske rettere realitetsansen absolut heller ikke. Mor kunne meget entusiastisk berette, at Tina havde fået en lille pige – altså at Rasmus havde fået en lillesøster, og da jeg forsøgte at forklare, at det måtte være noget, hun havde drømt, blev hun rigtig ‘pigefornærmet’ og sagde, at hun at ikke ville finde sig i, at jeg i tide og utide påstod, at det, der var virkelighed, var noget hun havde drømt. Så sluttede den telefonsamtale 🙁

Buffalo Wild Wings Grill & Bar i Cleveland

Dagens tur gik igennem mere indianerland – 208 miles fra Kingsport, Tennessee til Ringgold, Georgia. Igen en fantastisk smuk tur – med først Cherokee National Forrest og dernæst Great Smoky Mountain National Park i baggrunden.

Vi fik tanket op – både Gas (som er navnet på benzin overhere) og rødvin. Og så en ny ‘dunk’ mixture til vores Bloody-Mary-drinks.

I modsætning til gårsdagens rædselsfulde frokostoplevelse blev dagens frokost en top succes.

Traditional and boneless BBQ Hot Wings med HOT BBQ sauce

På Buffalo Wild Wings Grill & Bar fik vi super lækker ‘Wings’ (både ‘boneless’ og ‘traditionelle’) med sweet og hot BBQ. Omgivet af 22 fladskærme fra 32 til 80 tommer, visende (american) football mellem Tennessee og South Carolina fik vi en velsmagende og meget stemningsfyldt frokost. Stemningen mindede om (tidligere) lokalderbys mellem Brøndby og FcK. Men desværre fik Tennessee ‘bøllebank’, så stemningen blev efterhånden lidt trykket. Ja, rent faktisk forlod flere lokalet med højlydte mishagsytringer.

KOA Lookout Mtn. Chattanooga South ligger stort set i nødsporet til Interstate 75 (1.786 miles fra Michigan nord til Florida syd). Det havde vi ikke lige spottet, da vi reserverede plads i går aftes. Og det var heller ikke umiddelbart lige til at gætte, da vi tog frakørsel 350. Men ak, til højre, til højre og til højre – og som skrevet så var vi helt tilbage i nødsporet til motorvejen. “Centralt beliggende – tæt ved motorvej”.

Temperaturen var hastigt nedadgående, så vi fik gang i motorhome’ts gasfyr. 22 grader (som så blev justeret til 23 for at skabe den rette stemning :-)) og så lidt brød, ost og masser af rødvin. Lykken er 🙂

Også denne KOA havde WiFi – men denne med en hastighed som nævnt (også) muliggjorde live Natradio på P4. Lidt sjovt, at familie og venner i Danmark fik en time foræret, mens vi sad og råhyggede. Speakeren på nyhederne kl. 03:00 kunne glædesstrålende meddele, at klokken nu (igen) var 02:00.

28.10.2012

9 grader – jeg måtte ‘overgive’ mig. Det var sgu for koldt til korte bukser. Og tilmed blæste det – men heldigvis ikke i Sandy-styrke. Vi følger godt med i orkanvarslerne, men indtil videre synes Sandy at gå ind på østkysten og primært ramme North Carolina, Virginia, Maryland og New York. Altså øst og nord for Georgia.

Vi besluttede os for en dag i ‘lokalområdet’, således at næste stop kun var ca. 60 mil mod syd – mod Atlanta. Til gengæld ville vi opleve lidt lokale byer og Ruby Falls (som havde haft mindst 10 reklameskilte ved Interstate 75 siden Kingsport).

Og så kulminationen dybt inde i grotten – Ruby Falls – 145 fod højt underjordisk vandfald

Vi kørte igennem ‘landsbyerne’ Battlefield og Rossvill – total ‘døde’. Hvad var der galt? Kommer Sandy alligevel og smadrer det hele? For der er vel ikke fodbold i fjernsynet kl. 11:00? Nej, men der er komsammen i kirken – eller rettere kirkerne. Parkeringspladserne foran shoppingcentrene var tomme. Parkeringspladserne foran kirkerne var fyldte. Vi er godt nok kommet til Guds eget land.

Og dem der ikke var i kirke var på besøg i Ruby Falls. 400.000 besøgende om året – og så var det jo søndag, så mon ikke 2.000 besøgende skulle med elevatoren 260 fod ned for at se en meget spektakulær kalkstensgrotte.

Selve grotten havde været kendt i mange år, da Leo Lambert i 1920’erne gravede ‘et hul i jorden’ (klippen), idet den oprindelige adgang var lukket pga en ny jernbanetunnel. Men han kom åbenbart ned et særligt sted i grotten, hvor han efter 12 timers kravlen og gang (med petroliumslamper som lyskilde) pludselig stod under et hidtil ukendt underjordisk vandfald. Dagen efter tog han fru Ruby med i dybet – og så var Rubys Falls en turistattraktion.

Så var ‘frokostturen’ kommet til Pizza Hut. Jeg er fuldstændig tosset med Meat Lover’s (pepperoni, ham, beef, bacon and sausage) – og så i ‘Pan’-tykkelse. Vi delte én pizza – men fik da lige et par ‘takeaway’-bokse – og så var aftensmaden jo (næsten) også klaret.

Billeder fra 28.10.2012 – klik her.

29.10.2012

“I dag er det mo’ar’s fødselsdag” – stemningen var høj – i hvert fald indtil mor besvarede vores opringning. “Er det Per?”, var bemærkningen. Nå, jeg fik da gjort det klart, at det var Jan, der ringede, men dernæst skulle jeg lige forklare mor, at det var Anette, der sang med og ikke Stine. Herefter dog nogle klare minutter, hvor mor kunne berette om storebrors og Elses besøg med en stor buket roser og vennerne Ruth og Bents besøg. Dernæst desværre (igen) ‘tågesnak’.

Vi kørte i vores motorhome til “marta” (Metropolitan Atlanta Rapid Transit Authority) i Dunwoody – ca. 25 mil – og ca. 15 mil fra Atlanta centrum. Herfra med “marta” til Dome/GWCC/Philips Arena/CNN Center (ja, det hedder stationen), som ligger tæt ved dagens 2 udflugtsmål: World of Coca Cola og CNN.

En tanketorsk ved omskiftningen i Five Points (samlingspunkt for “marta’s” 4 linier) havde dog nær kostet os den bestilte VIP Tour kl. 11:10. Jeg fik lige byttet om på øst og vest – og det ‘kostede’ vel omkring 15 minutter. Så vi ankom med lidt åndenød til CNN kl. 11:02.

Og havde vi ikke på forhånd tabt pusten, så gjorde vi det, da vi entrede bygningen. Whaw, hvor vildt. Et helt bygningskompleks under tag – altså vel 20 etager oppe. Og alt sydede af TV-skærme, reportere, teknikere, nyheder, vejrudsigter m.m.m. Vi var sgu midt i CNN – Superstorm Sandy og præsidentvalg.

Og straks er man ‘indsats’ som TV-star 🙂

Guidet VIP Tour startede med “verdens længste fritstående rulletrappe” (ifølge CNN og Guinness Book of Record) op til 8. etage (det kan de sgu sagtens påstå – jeg kan ikke genfinde oplysningen på Guinness) – og så var vi jo helt ‘naturlig’ placeret i vores helt eget studie. Vi havde valgt det helt rigtige tidspunkt den helt rigtige dag. For ifølge vores guide var der normalt mellem 10 og 20 på en sådan Guidet VIP Tour – og vi var Cambine og mig.

Men udover dette ‘show-up’ så var resten af VIP Touren intens underholdning for to ‘nyhedstosser’.

Vi så (og jeg afprøvede selv) nyhedsoplæserteknik (de bruger fortsat ‘rulletekster’, men på en sådan måde, at du ikke kan se, at nyhedsværten reelt læser en skærmtekst – papiret i hånden er til ‘pynt’ – og så hvis lige teknikken svigter) og Cambine var vejrprofet med et grønt bagklæde (som dog for få år siden (i Danmark et par måneder siden) blev afløst af en ‘intelligent’ faldskærm).

Sandy – orkanens vej ind over østkysten

Vi var i såvel journalistisk som teknisk ‘nervecentrum’ for både CNN og ‘søsterkanalen’ HLN – og fornemmede hvordan 4.000 medarbejdere i huset og 6.000 medarbejdere rundt om i verden dagligt distribuerer nyheder til omkring 240 mio. mennesker globalt.

Jeg sendte Tina en SMS på vej ind til CNN: “Så måske kan du se mig på CNN om en times tid :-)” Og så blev det faktisk virkelighed – blot hun havde fulgt en spansktalende udgave og bemærket ‘vindueskiggerne’ bag nyhedsoplæseren. Her stor Cambine og jeg – men vi vinkede dog ikke.

En helt unik oplevelse – og i stor kontrast til vores besøg i World of Coca Cola. Givet vores forventninger om at se et kæmpe produktionsanlæg var helt fejlagtige. Givet at World of Coca Cola er et PR-stunt. Men vi følte os sgu noget til grin ved dette 16 USD (pr. person) selvhøjtidelige udstillingsvindue. Måske skulle vi have set det før den virkelige, pulveriserende verden i CNN?

Tilbage med “marta” og motorhome’t til Carsterville. Råhygge, Sandy på CNN og TV2 News.

Vi følte os stadig i god afstand til uvejret.

Se billeder fra 29.10.2012 – klik her.

30.10.2012

Dagens ‘raid’ – Carsterville – Nashville 212 miles

En ren afslapningstur – ‘interstate-koger’ – 212 miles fra Carsterville til Nashville. Startende i Georgia – en tur omkring Chattanooga, som ligger i Tennessee – og så lige rundt hjørnet, hvor staten Georgia igen huserer – inden resten af turen foregik gennem skønt Tennessee-landskab. Man fornemmer næsten indianerne nyde de frugtbare dale omgivet af skovklædte bakker.

Inden vi nåede frem til Nashville skulle der provianteres og indtages frokost. Vi havde gjort det til vane at ‘spise ude’ til frokost, og så nyde stilheden, rødvinen og ‘kold mad’ til aften.

Provianteringen skete helt perfekt i Walmart og Stones River Liquors i Murfreesboro, men ak – frokosten blev en understregning af, at vi ‘spiser for at leve – vi lever ikke for at spise”. Havde det været omvendt, så var vi i dag afgået med døden.

Der er ikke tabt mange kokkehuer i køkkenet i Farmers Family Restaurant. Spareribs viste sig at være BBQ-kylling. Ingen hvidvin til Cambine og ingen Budweiser til mig. På positivlisten stod 19,71 USD (hvorfor jeg lige betalte 5,29 USD i ‘service’ ved jeg ikke – der var ingen), et frit ta’selv-madorgie til hr og fru Jones – og så var maden jo egentlig ganske velsmagende. Men Michelin behøver ikke køre forbi.

Så slog vi os ned på KOA Nashville, 2626 Music Valley Drive. Selve adressen var jo sød musik – og endelig en WiFi-forbindelse, der gav mulighed for at se TV2 News nogenlunde uden afbrydelser.

31.10.2012

Adressen 2626 Music Valley Drive indikerede jo allerede, at vi nu var i ‘(country)musikkens hjerte, Nashville. Men der skulle dog 25 USD til at bringe os ind i ‘hjertekammeret’. Derimod har Music Valley Drive et utal af spise-/underholdningssteder, hvor musikken indgår som det primære element i aftenens oplevelse.

Desværre kunne jeg ikke lokke Cambine til et par

Downtown bookede vi straks 2 billetter på Music City Trolley Hop On Hop Off – og så fik vi ‘historien’ om Nashville og ‘hele den tyrkiske musik’. Som så meget andet her i livet, er udviklingen sket på flid, dygtighed og held. Men uanset den indbyrdes vægt af de 3 ingredienser, så er Nashville blevet indbegrebet af ‘musikkens by’ – og vel især countrymusikken.

En lidt sjov historie om bynavnet. Byen blev grundlagt af James Robertson og John Donelson i 1779. Den blev opkaldt efter en af revolutionens helte: Francis Nash – men som Nashborough. “Nashborough” var dog for meget engelsk – og særligt efter revolutionen – så med tanke på den franske støtte blev blev omdøbt til “Nashville”.

Det syder og bobler af musik fra det øjeblik man stiger ud af taxien på Broadway ved 2nd Avenue. Og det eneste, der kan konkurrere med musikken, er ‘boots-forretningerne’.

Og dette var kun én af mange vægge med guldplader

Vi så, hvad man nu skulle se i Nashville, men særligt Music Square W og Music Square E imponerede. Hvis bare halvdelen af historierne, busguiden fortalte, er sande, så har de pladestudier i Music Square godt godt lagt øre til mange hits. Man kunne jo næsten fornemme Johnny Cash og Dolly Parton stå på gadehjørnerne – og selv Elvis har indsunget megahits her.

Vi ‘hoppede af’ ved Hall of Fame – og her var de så allesammen. I hvert fald de kendte navne, som vi har forbundet med countrymusik.

Herefter forkælede vi os selv med lækker steak med frites og bearnaise-sauce på The Merchants og derefter en lille time med en lokal country-helt på et ‘spillested’, der osede af countrystemning.

Mætte af mad og lyd tog vi en taxi tilbage til camground’en – og en velfortjent HEL morfar.

Se billeder fra 31.10.2012 – klik her.

01.11.2012

Nashville – Memphis – 238 miles

De var godt nok populære, de franskmænd. Nashville er absolut ikke den eneste ‘ville’ i Tennessee. Knoxville, Clarksville, Hendersonville, Shelbyville, Maryville, Crossville, Cookeville, Fayetteville – og der er sikkert flere ‘ville’r’. Man mærker da ikke så tætte bånd mellem Frankrig og USA i dag, gør man?

Vi nød en skøn tur fra Nashville til Memphis – 238 miles Interstate i pagt med naturen. Rigtig meget (efterårs)skov og høstede marker.

Dagens indkøbs- og frokoststop skete i Jackson – vel sådan 2/3 af vejen. Vi er ‘fans’ af Walmart – her kan ikke alene købes alt, hvad maven begærer (dog ikke vin og sprut), også ‘outdoor’, legetøj og elektronik findes i stort udbud.

Crispy Chricken Salat – og et enkelt glas Chardonney

Frokosten blev indtaget i Cheddar’s. Crispy Chicken Salad og 1/2 Rack Hickory Smoked Ribs. Absolut i den høje ende af skalaen for vores frokoster.

Eneste minus – maden og serveringen var perfekt – var højden på bordet i forhold til højden på ‘bænken’. Cambine kunne stort set skubbe maden direkte fra tallerkenen og i skrutten 🙂

Vi nåede frem til KOA Kampground i Memphis omkring 15:30, så der var tid til at nyde solen og det (igen) lune vejr (over 20 grader :-))

Det var måske lidt pral at bruge bynavnet Memphis. Byen var reelt Marion, som lå ca. 20 miles fra Memphis. Og så krydsede vi Mississippi og var reelt i Arkansas – mens Memphis ligger i Tennessee. Som at kalde en kampingplads i i den vestlige udkant af Malmø for København.

Pladsens lokale ‘sherif’ var meget snaksagelig – og han var da næsten ikke til at stoppe, da han erfarede, at vi kom fra Danmark. Ja, selvfølgelig havde han danske rødder. Bedstemor var dansk – fra Thurø. Hun var så som 4 årig flyttet med familien til USA og som voksen blevet gift med en skotte. De havde fået en datter, som var blevet gift med en tysker. Så altså 1/4 dansk, 1/4 skotsk og 1/2 tysk. Pudsigt at tænke sig, at stort set alle amerikanere er 1., 2., 3., eller 4. generations indvandrede. Hvad skulle Pia Kjærsgaard på Manhattan forleden dag?

Se billeder fra 01.11.2012 – klik her.

02.11.2012

Hvor dum kan man være – selvfølgelig havde The King en kampground. Hvorfor havde jeg ikke lige spottet det? Var nok (for) meget fokuseret på KOA. Men OK – vi havde haft en sjov oplevelse med den ‘1/4-danske-sherif’. Men lige bag Heartbreak Hotel – som jo er nabo til Graceland – var der selvfølgelig Graceland RV Park & Campground. En ganske udmærket campingplads.

Men vi var ikke færdige med at dumme os – for vi overså skiltet og kørte i stedet ind på Graceland’s parkeringsplads. For medens 15 USD kunne vi så se ind til campingpladsen 🙂

Ready to visit The King

Men nu skulle Graceland opleves – og så kunne vi efterfølgende vurdere, om vi ville køre lidt sydpå om eftermiddagen, eller om vi ville nyde eftermiddagssolens på The King’s egen campingplads.

Med tanke på ‘parkeringskvajerten’ så jeg lige mit snit til at spare på indgangsbilletten til Graceland. Jeg skulle bare vise Cambine’s kørekort – så var der pensionistrabat 🙂

Jeg skal dog lige love for, at pensionisten blev 15 igen. Overalt summede Elvis – både i lyd og billeder. Stemningen steg og steg – og vi fandt os selv gå rundt smånynnende (og lidt syngende :-)).

Vi var så bare 2 ud af 600.000, der i 2012 besøger Graceland. Og her må jeg tilføje, at Elvis har solgt mere en 1 mia. plader – kun overgået af The Beatles.

Elvis’ grav

Vi fik en ganske udmærket ‘lydguidet’ tur rundt i og omkring huset på Graceland. En fantastisk og sjov oplevelse. Hvis vi ikke allerede var Elvis fans, så blev vi det i hvert fald. Ikke et øje tørt – mange rosende os – han var sgu ikke alene en charmetrold.

Efter Graceland så vi først en særskilt udstilling af Elvis’ mange biler (og enkelte motorcykler). Stort set alle biler har efterfølgende været ejet af andre end Elvis, men efterhånden som Graceland som begreb er blevet etableret, er bilerne ‘kommet hjem’. Nogle som gaver – andre købt tilbage af Elvis Presley Trust. Imponerende bilpark i 60’erne og 70’erne. Særligt imponerede 2 Roll’ser og en Mercedes 600 ‘Lang’ (samme model som Simon Spies havde :-)).

Det glædede mig naturligvis særligt at Elvis også havde haft en Harley-Davidson Electra Glide. Det lignede (inkl. farven) stort set den Harley, jeg havde kørt på for en måned siden.

Herefter en udstilling af Elvis’ 2 fly. En Convair 880 Jet ‘udrangeret’ fra Delta Airlines i 1975 og købt for 250.000 USD men ombygget (kun indvendig) for 350.000 USD og navngivet Lisa Marie (navnet på hans datter). Og en Lockheed JetStar knap 900.000 USD også i 1975, mens han ventede på levering af Lisa Marie. Der var sgu stil over ham.

Resten af udstillingerne var næsten udelukkende med henblik på at få os til at købe noget ‘Elvis-merchandise’. Lige vel overdrevet – og eneste positive var, at det overalt var under ledsagelse af Elvis musik.

Men frokosten på Rock a’ Roll Cafe ku’ han ikke være bekendt – det eneste, der var King over, var Budweiser.

It’s tuff – but somebody has to do it

Det gav næsten sig selv – vi havde mest lyst til at summe over de mange oplevelser på The Kings egen campground – så vi svingede om hjørnet og følte os til grin over den betalte parkeringsafgift.

Solen skinnede og temperaturen var 22 grader, så camperdresset var igen korte bukser.

Siddende med benene indkomne oppe og virkelig nyde det gode vejr kom næste camper kørende forbi. “It’s tuff – but somebody has to do it”, råbte han. Cool man.

Kaffen blev udskiftet med Captajn Morgan rum med (lidt) cola og vi sad salige og nød Elvis’ From Hawaii via Satelite på iPhone’n. En koncert som i øvrigt blev set af mere end 1 mia seere i 1973. En koncert hvor der ikke var en fast billetpris. Folk betalte, hvad de kunne, og indtægterne gik ubeskåret til en cancerfond. Nej, han var altså ikke alene en charmetrold.

Se billeder fra 02.11.2012 – klik her.

03.11.2012

Det blev en lidt lang tur – reelt nok lidt for lang. 309 miles, hvor mere end halvdelen var på ‘landeveje’, var i overkanten. Men lige fra den begrænsede planlægning i Danmark havde jeg lyst til at se ‘king size’ marker – og drømte da også om en promenadekørsel langs Mississippi. Min lyst fik jeg styret – men drømmen blev til to views (men absolut smukke) ved bropassager af floden.

Sardis Dam

Vi blev fristet af en vejnummerskilt med underteksten “scenic rute” allerede 38 mil syd for Memphis. Yes, tænkte jeg, lige hvad jeg havde drømt om. Men hvad skete der? “Scenic rute” gik mod øst – altså væk var Mississippi.

Nå, vi havde jo hele dagen foran os, så ingen grund til at vende om. Vi måtte se, hvad det nu var, de gerne ville vise os. Det var en meget smuk vej gennem skov og eng og pludselig en mega dæmning, som opdæmmede Sardis Lake. Smukt var det både mod søen og mod det opdæmmede område, hvor der også var en mindre sø.

Sardis Lake

Tilbage på Interstate 55 og sydpå, hvor vi så igen efter ca. 40 mil drejede fra – og denne gang mod vest – mod Mississippi.

Det var godt nok (også) en oplevelse. Efter godt 10 mil valgte jeg at låse alle døre – og både forankørende og ‘forfølgere’ blev studeret nøje. For slet ikke at tale om de sorte, vi så i de små byer. De er sgu ikke negerbrune – de er kulsorte.

“Vi er fandme godt nok langt ude”, mente Cambine, “Bor her slet ingen mennesker?”. Jo stemningen var ikke til at tage fejl af. Det var ikke lige her, jeg skulle finde en campground. Jeg forsøgte med trøstende ord: “Skat, det er jo mig, de slår ihjel – dig voldtager de kun”. Beroligende, mente Cambine.

Dæmning ved Sardis Lake

Nordstaterne kæmpede godt nok for at slaverne skulle blive frie. Men absolut ikke for at de skulle blive rige. Og krisen kradser – selv i lidt pænere forstæder til lidt større byer stod villaer forladte og forfaldne. Godt Sandy ikke ramte her – så var halvdelen af husene væltet.

Der blev længere mellem de faldefærdige huse, da vi passerede Mississippi ved Greenville (igen en ‘ville’) og kørte fra staten Mississippi til staten Arkansas. Men det var givet fordi, der i al almindelighed blev længere mellem husene. Marker omkring 5 miles lange var ikke ualmindelige.

Jeg sad og filosoferede over, hvordan verdens landsmænd ikke var verdens rigeste. Vi har da brug for fødevarer – ja, det er da det ‘råstof’, vi absolut ikke kan undvære. Hvorfor kan alverdens olieproducenter blive enige om at blive stinkende rige, mens alverdens landmænd til stadighed sælger deres produkter i ‘kostpris’? Det må have en forklaring – men jeg har ikke fundet den endnu.

Vi var lidt i krise, hvad spisesteder angik. Meget lidt tiltalende – for at sige det pænt. Men vi havde jo slet ikke været på McDonald – og nu havde vi været ‘On the road’ i 2 uger. Hvorfor skulle der så lige stå en ‘kulsort’ og ryge ved siden af vores motorhome, mens vi hastigt slugte en Bacon Cheeseburger?

Det gik så sydpå til Vicksburg, hvor vi igen krydsede Mississippi. Egentlig havde vi planlagt en campground vest for Jackson (ikke Jackson, Tennessee men Jackson, Mississippi) – ca. 80 mil længere fremme, men vi var ved at være trætte og klokken var jo over ‘Bloddy Mary tid’ (som nu var blevet til Captajn Morgon med Cola). Så vi smuttede af Interstate 20 straks efter vi havde passeret Mississippi og fandt Magnolia RC Park Resort. Nok kun til et par enkelte stjerner mht faciliteter og ‘omgivelser’, men rigtig hyggelig, lokal betjening og – i modsætning til de fleste KOA’er, vi havde besøgt – så langt fra Interstate’n, at vi alene kunne høre cikaderne.

04.11.2012

Vicksburg – New Orleans – 229 miles

Så kom regnen – og endda i rigelige mængder. Natten drev et mindre uvejr over Vicksburg – og så var det jo lidt dumt, at jeg havde et glemt at lukke en tagluge 🙁 Men vi tænkte positivt tilbage på, at vi faktisk ikke havde haft regnvejr, mens vi havde kørt i vores motorhome. Camping egner sig altså ikke til regnvejr – ligesom så lidt som til sejllads – alting bliver bare rigtigt fugtigt og klamt.

En lettere forvirring bredte sig omkring klokken – vores iPhones viste 9:10, da vi forlod Vicksburg, men motorhome’s ur viste 10:10. Konklusion (Kloge Aage): Amerikanerne kører sommertid frem til første søndag i november.

På tankstationen brokede en kunde sig over, at han sgu ikke kunne finde ud af, hvad klokken var. “Don’t you have a smartphone”, spurgte ekspedienten lidt spydigt. “I have a phone, but it ain’t smart”, svarede fyren tilbage. Ekspedienten kommenterede så, da han forlod butikken med en del dåser under armen: “He didn’t buy any milk or juice”.

Route 61 ned langs Mississippi betegnes som The Great River Road – rent faktisk følger Route 61 Mississippi gennem 10 stater – 2.340 miles – fra Minnesota i nord til Louisiana i syd. Men udsigt til Mississippi er der ikke noget af – i hvert fald (heller) ikke fra Vicksburg til New Orleans. OK – 10 sek. ved byen Baton Rouge – efter en strækning på 160 miles. Men vejen indeholder da godt nok en del broer over mere eller mindre tørlagte bifloder, som løber sammen med Mississippi. Tilmed er Route 61 såkaldt Disaster Evacuation Route – så vi følte os helt trygge, da vi passerede Grand Gulf Nuclear Generating Station.

Antallet af faldefærdige huse var nogenlunde som under turen i går. Og endnu en gang bemærkede jeg, at alle de kulsorte kørte rundt i megastore dollargrin. Jeg ved ikke, hvem der griner mest. Olieselskaberne? Sådan en Lincoln Continental fra 1966 kører vist ikke mange miles pr. gallon.

Første forsøg på et supermarked endte galt. Macy er stort – mega stort – men de har ikke fødevarer. Til gengæld havde de strømper, så vi gik jo ikke helt forgæves 🙂 Derimod havde Winn Dixie alt – også rødvin og øl 🙂 Og så lå de lige om hjørnet til Chili’s Grill & Bar, så Cambine kunne kaste sig over Boneless Buffalo Chicken Salad.

Vi havde nu forladt staten Mississippi og kørt ind i staten Louisiana. Stadig ikke ‘spor’ af floden Mississippi, men masser af vand – søen Lake Pontchartrain. Ja, bare sådan 1.600 m2 nord for New Orleans mod ‘fastlandet’. (Nord for ‘nålen’ på ovenstående kort). Men her fik vi da godt nok set vand – faktisk løb Interstate 10 mere end 10 mil i kanten af søen. Så meget i ‘kanten’, at alle 4 vejbaner kørte på en lang bro stående i ‘vandkanten’.

05.11.2012

Vi havde planlagt en bytur til New Orleans. Orkanen Katrina (August 2005) var en mega katastrofe – vist nok den værste i USA’s historie. Men hvorvidt det er Katrina eller den aktuelle økonomiske situation, der i dag præger New Orleans mest, skal jeg ikke kunne sige. I forstæderne er 1/3 af husene ubeboet, 1/3 reelt klar til nedrivning (men beboet) og 1/3 rimelig pæne.

Undervejs til centrum bliver vi ‘underholdt’ af campground’ens shuttlebus-chauffør. Trods ganske overdrevent brug af slang (eller også blot en sydstatsdialekt) forstod hvilken enorm betydning orkanen har haft for området – men også hvordan man reelt mener, at en stor del af de bygninger (herunder ‘public schools’) , der ikke klarede orkanen (eller rettere den efterfølgende stormflod), var så faldefærdige, at de for længst burde havde været jævnet med jorden. Desværre har den efterfølgende økonomiske krise godt det mere end vanskeligt at få genopbygget området.

Men ‘downtown’ var stort set alt under renovering. Jeg er ikke den store tilhænger af ‘gamle mursten’ (eller hvad der nu er brugt som byggematerialer herovre), men French Quarter er nu godt nok fascinerende – og egentlig skønt at man forsøger at renovere i ‘gammel stil’. Hvorfor så denne helt ekstreme renoveringsaktivitet? Ifølge vores buschauffør fordi New Orleans i 2013 ikke alene skal afholde Mardi Gras  (Mardi Gras er navnet på det årlige karneval i New Orleans, der slutter ‘fede tirsdag’, og som siden 1857 er blevet fejret med optog gennem byen. Karnevalet varer ca. 14 dage, men de indledende festligheder begynder allerede omkring helligtrekonger) men også på Mercedes Benz Superdome skal være vært for årets Super Bowl.

Lidt pudsigt at man forventer 2.000.000 gæster til byen i anledning af Super Bowl – men at der kun er plads til 73.000 tilskuere på stadion.

Steamer Nachez klar til promenadesejllads

Busturen sluttede ved Toulouse Station, som ligger ‘i bunden’ af French Quarter ved Mississippi. Og der lå den jo. Steamer Nathez. Som klippet ud af en reklamefilm for Mississippi, New Orleans og Louisiana. Man blev jo ligesom draget hen til billetkontoret – 2 billetter til sejltur på Mississippi inkl. frokost. Der blev så lige tid til en kort promenade inden vi entrede skibet kl. 11:00.

De 2 Budweiser’e fejlede ikke noget – men så var det vist også så som så med succes’en. Lunch-buffet’en mindede os om, at “vi ikke lever for at spise” og sejlturen var sgu noget antiklimaks. Vi sejlede den ‘forkerte vej’ – og i stedet for et forventet syn af smuk flodbred, husbåde og uendelige sukkerrørsmarker blev det ‘ned ad floden’ til et kedeligt havneområde og ‘arbejdsløse’ skibe liggende for anker.

Anderledes hyggeligt og sjovt var så gåturen efterfølgende i French Quarter.

Vi mærkede i den grad byens interesse for football. Mandag aften skulle byens “Saints” have besøg af Eagles fra Philadelpia. Og byens – og helt særligt French Quarter – beværtninger kogte af stemning. Som Strøget ved derbyet FcK – Brøndby (altså dengang Brøndby var tophold i superligaen :-)). Men absolut en positiv stemning – en masse råb og slagsange – men ingen optræk til ballade. Tværimod – vi nød drillerierne omkring bardisken.

Hun havde sgu godt nok fingrekræfter

Vores svære valg stod mellem Horney Gator – “guaranteed to make you a better lover” eller Hand Grenade – “new orleans most powerful drink”. Tilfældigt blev det til Hand Grenade, og jeg skal da lige love for, at den var “powerful”. Således meddelte cambine meget hurtigt, at hun absolut ikke skulle have mere spiritus den dag.

Herefter blev vi ‘overtalt’ til for 81 USD fod- og nakkemassage. Ganske udmærket proces til at få dampet sprutten lidt af.

Så kunne vi da heldigvis komme tilbage på et par nye værtshuse og nyde et par kolde Budweiser’e.

Nok lidt heldigt, at vi havde ‘bestilt’ hjemkørsel til 17:45 – ellers var vi givet blevet ‘småfulde’ 🙂

Se billeder fra 05.11.2012 – klik her.

06.11.2012

Campground KOA i New Orleans lå i forstaden Kenner – og få hundrede meter fra Mississippi. Så endelig fik vi floden at se tæt på – men desværre på en noget grå, blæsende efterårsdag. Så den planlagte l a n g e spadseretur langs floden blev på mindre end en time.

Vi fejrede vores 398. ‘månedskærestedag’ med en middag hos The Court of Two Sisters i New Orleans. En anbefaling fra Kirsten Kongshaug, som er New Orleans-ekspert. Vi tjekkede restauranten i går – og bestilte straks bord.

Så holdt vi alle vejret – skulle det være Obama eller Romney. Rødt eller blåt – eller jo omvendt i USA – blåt eller rødt. Det er fortsat ikke gået op for mig, hvorfor republikanerne står stærkest i de fattige sydstater som Mississippi, Louisiana, Alabama og Georgia. Vores shuttlebuschauffør gav en forklaring: “They are crooks all together”. Og det omfattede senatorer, kongresmedlemmer – og ja, præsidenter. Levebrødspolitikkere – ingen havde nogen sinde prøvet at have hårdt job, hvor de dagligt skulle kæmpe for føden. Så han var egentlig ligeglad med, at han slet ikke kunne stemme. Han havde nemlig ikke boet et helt år i New Orleans – og derfor skulle han stemme i sin ‘hjemstat’, som vist ikke var lige om hjørnet. Jeg spurgte forsigtigt, om han så ikke kunne brevstemme? Jo, men det gad han ikke bruge tid på.

Vi havde faktisk glædet os til at opleve præsidentvalget sådan ved at være der selv. Men der var absolut ikke valgstemning i byen. Faktisk var der ingen stemning overhovedet. En ren spøgelsesby sådan en tirsdag aften. Diamentralt modsat til vores oplevelse i går. Ingen football – ingen fest – ingen mennesker.

Vi var godt nok ikke de eneste i restauranten, men hver tjener havde maks 2 borde at servicere. Så det gjorde det jo endnu mere grotesk, at vores service lå omkring 1 på en skala fra 1 til 10. Cambine var overbevist om, at vores kvindelige tjener havde menstruation – for eneste smil, hun kom med i løbet af aftenen, var, da hun lagde regningen.

Court of Two Sisters – friskbagt brød fra bageren

Nu skal det selvfølgelig ikke lastes hende, at serveringen af det traditionelle lune flutes før middagen skete ved at der blev lagt en ‘bagerpose’ med et styk flutes i. Men at hun glemte at komme med vinkortet – og da jeg rykkede for det brugte yderligere 10 minutter – var sgu dårlig service. Om det så var hendes eller ‘vinmandens’ skyld, at der gik yderligere 15 minutter inden vinen blev serveret, skal jeg ikke dømme, men faktum var, at vi stort set havde spist hovedretten inden rødvinen var skænket i glasset.

“Vi er alko’lisert – ja vores dessert kommer om et øjeblik”, vrøvlede cambine. Og så flækkede hun af grin, da hun skulle fortælle, hvordan de (meget) overvægtige damer kæmpede sig ind på de (meget) små toiletter. Jo, underholdningen fejlede ikke noget – selv om jeg ikke fik levende musik og ‘sydstatsstemning’, som jeg havde forventet.

Den dårlige oplevelse fortsatte. Efter forgæves at have ventet på en taxi i over 30 minutter (og vel efter 20 minutter at have rykket for den), stoppede vi den næste forbipassende taxi og bad ham køre os til vores campground i Kenner. No, no, sir – it’s to far away. Jeg troede et øjeblik, det skyldtes sprogforviklinger, men nej, han ville ikke køre ud af centrum. Det var der ikke penge i. Han var dog så venlig at lade os køre med et mere trafikeret kryds, hvor vi så kunne prøve at charmere os ind hos en anden chauffør.

Det lykkedes – til en ‘overpris’ (ifølge oplysninger fra campground’en skal prisen være 30 USD) på 40 USD kørte han os i sin formel 1 racer til Kenner. Jeg kunne absolut ikke genkende vejen, men tak Apple Map – jeg fik hurtigt tastet adressen i på iPhonen og kunne følge med i, at vi rent faktisk kørte mod Kenner og tilsidst direkte til campground’en.

Så blev det rigtigt valgaften og -nat. Tak til TV2 News og WiFi på KOA Campground. Og tillykke til Obama. 4 more years – Nyrup må have svært ved at få armene ned – tænk sig at den amerikanske præsident kopierer hans slogan.

Billeder fra 06.11.2012 – klik her.

07.11.2012

New Orleans – Lafayette – 149 miles

Så havde vi fået nok af New Orleans – og måske i sær af den jernbane, der lå i ‘baghaven’ til campground’en i Kenner. En ting var den hyppige trafik af godstoge, men at de i 15 – 20 sek mere eller mindre konstant skulle blæse i deres vildt overdimensionerede horn, når de passerede campground’en, forstod vi absolut ikke. Vores ‘værter’ mente, at der skulle ‘tudes’ hver gang, toget passerede en ‘overgang’ og at der vist nok var en del af disse omkring ‘baghaven’. Dette var vist også blevet indskærpet, efter at en 3 årig dreng kl. 02:00 om natten var blevet kørt over af et tog. Det er fortsat uklart, hvorfor knægten var på ‘måneskinsspadserertur’ på det tidspunkt.

Dagens rute – New Orleans – Lafayette – 149 miles – var en ren ‘betonkoger’. On the road again. Ga’da’gung’ – ga’da’gung. Omkring 1/3 af (beton)vejen stod på bropiller, og sammenføjningerne gav både lyd og bump. En ganske speciel oplevelse at køre igennem ‘vandland’ på bropiller.

Amerikanerne kalder disse vandområder “bayou’er”. Wikipedia: “En bayou er ofte en anabranch eller mindre fletning af en flettet kanal, der bevæger sig meget langsommere end ‘hovedåren’, ofte bliver sumpet og stagnerende. Vegetation afhænger af området, mange bayous er hjem for languster, visse arter af rejer, andre skaldyr, havkat, frøer, tudser, amerikanske alligatorer, amerikanske krokodiller, og en myriade af andre arter.” Vist godt nok udmærket, at vi ikke punkterede eller havde motorproblemer 🙂

Og var det ikke “bayou’er”, så var det sukkerrørsplantager. Man kunne næsten fornemme de sorte slaver knokle gennem de høje sukkerrør bogstaveligt talt med pisken over nakken.

08.11.2012

Vi var ikke faret vild – det sørgede iMap på fars iPhone for. Men når nu man bliver fristet af et skilt med “Davy Crockett Natl. Forest Neches Bluff Overlook” – og når den den planlagte campground ikke kan findes på iMap’en, så kan det sgu godt gå hen og blive solnedgang.

Ja – da vi forlod route 21 og drog ind for at se Davy Crockett’s overlook var stemningen helt i top. Vi havde haft en skøn tur på godt 240 miles – inkl. Hot Wings hos Buffalo Wild Wings Grill & Bar i Lufkin. Bortset lige fra de første 60 miles, som der ikke er noget at skrive hjem om, så var resten af turen en fantastisk flot skovtur. Skov, skov og mere skov – og ind i mellem kæmpe marker med rigtig mange bøffer gående og græsse. Vi kunne næsten se cowboy’derne ride rundt og passe på kvæget.

Vi blev fristet

Trods den lange tur var vi i fin tid (klokken var vel omkring 15:30), da vi blev fristet af skiltet. Kunne vi virkelig se, hvad Davy Crockett havde set i 1810?

Det var absolut mere “Bluff” end det var “Overlook” – kunne vi så konstatere, da vi efter vel ca. en time igen var ude af skoven. Og skovveje er ikke beregnet til motorhomes- eller motorhomes er ikke beregnet til skovveje. Det hele hoppede og dansende – og det var umuligt at fortryde og vende om. Selv da vi blev mødt med advarselsskilte: “Caution – Smoke Ahead!” måtte vi holde vejret og trykke speederen lidt længere ned.

Nå, tilbage til route 21 – og vi jokede med, “at solen jo ikke var gået ned”. Men efterhånden måtte vi sande, at Mission Tejas State Park ikke lige var til at få øje på, og at vi nu måtte iværksætte ‘plan B’ (find den første og den bedste campground). Igen kunne iPhone og Safari hjælpe – altså da vi først kom til Crockett og igen havde mobilnetdækning.

Solen nåede lige at forsvinde bag træerne, da vi kørte ind på Pecan Grove Rv. Park i Crockett (efter 302 miles – 57 miles mere end planlagt) – og så prøvede vi for første gang at tjekke ind på en campground efter kontoret var lukket. Høflig selvbetjening – men det fungerede sådan set også udmærket. Til gengæld var campground’en nok kun 2-stjernet og særligt toilet- og badfaciliteterne ikke lige til cambines enegang. På positivlisten var dog – i modsætning til Mission Tejas State Park – at der var WiFi. Så vi fik både TV2 News og Klovn – men godt nok noget ‘hakket’.

Se billeder fra 08.11.2012 – klik her.

09.11.2012

KOA i Caddo Mills står godt nok under Dallas NE, men ……. – ja, man smutter jo ikke lige de 40 miles til downtown. Til gengæld var beliggenheden en af de smukkere blandt de campgrounds, vi havde besøgt. Og da mindst 0,3 miles fra Interstate 30.

Crockett – Dallas – 142 miles

Efter den noget anstrengende køretur i går nød vi en kort (142 miles) tur fra Crockett til Caddo Mills / Dallas NE.

KOA Dallas NE / Caddo Mills

Turen var præget af ‘ægte-Texas-landbrug’ – store marker og store ‘landsteder’ med traditionelle, fine ‘indgangspartier’, hvor ranchens navn stod skåret i træpinde. Og ind i mellem rigtige ‘texas-byer’, hvor 2-etagers huse gav en nostalgisk tanke på ‘comboyfilm’. Da der så tilmed lå ‘gunshops’ på stort set hvert gadehjørne, sad vi hele tiden og så os om en ridende sherif med skydende seksløbere.

Cambine sang: “Jeg er en glad lille cowboy – fra Texas prærieland – at ride og kaste med lasso – er det jeg allerbedst kan -Jubijæ – jubijæ -er det jeg allerbedst kan”. Og jeg tændte straks for bilradioen 🙂

Da vi ankom til campground’en serverede Cambine pølser med kartoffelmos til frokost – og så gik gassen helt af ballonen. En hel morfar, bad og gåtur h e l e vejen rundt om søen 🙂 En rigtig slapperdag. Og aftenen sluttede med “Texas gule rose” med Preben Uglebjerg download’et fra YouSee – ikke en trusse tør.

Se billeder fra 09.11.2012 – klik her.

10.11.2012

Den primære årsag til, at vi havde afveget fra den gennemgående sydvestgående rute fra New York til Houston og ‘smuttet’ nordpå til Dallas, var ønsket om at se Elm Street og The Texas School Book Depository Building. Som mange andre har vi siden 22. november 1963 været fascineret af John F. Kennedy – for vores generation blev myten jo større end nutiden.

Og jeg skal lige love for, at vi fik John F. Kennedy koncentreret i 2 1/2 time. Alle minder kom frem, klump i halsen og faktisk også tårer i øjnene. Den mand havde nogle budskaber – og gjorde en forskel. Både i levende live og efterfølgende.

Næsten uforvarende købte vi billet til det der viste sig at være en bustur. En bustur – hvor i alverden skulle vi hen. Vi stod jo lige på hjørnet af Elm Street og Houston Steet – for foden af den 7 etagers ejendom, som i 1963 var The Texas School Book Depository Building. Og i bygningen var det vi søgte – Six Floor Museum at Dealey Plaza.

Men det var absolut en spændende bustur – og givet fordi chaufføren/guiden i den grad levede sig ind i begivenhederne i november 1963. Først en lille ‘udkørsel’, så vi rigtigt kunne leve os ind i Kennedy’s promenadekørsel op gennem Main Street. Vi kunne næsten fornemme de titusindevis af mennesker, der stod på fortovet og hang ud af vinduerne. Et ekstremt populært præsidentpar – selv om Texas og Dallas ikke ligefrem var Kennedy’s hjemmebane. Ganske lidt om konspirationsteorierne – gutten holdt sig til facts eller til de oplysninger, som efterfølgende syntes at være dokumenteret.

Texas School Book Depository Building – set fra den vinkel, hvor Kennedy blev skudt

Bang – bang – bang – ingen i bussen var i tvivl om, at vi var blevet beskudt – lige der hvor Kennedy’s kortege den 22. november 1963 blev angrebet. De mange billeder fra mordattentatet stod lysende på nethinden.

Men var det så det? – Nej, vi hastede videre af ruten til hospitalet, hvor Kennedy’s liv desværre ikke stod til at redde. Derefter ‘hjem’ forbi der, hvor Lee Harvey Oswald havde boet – og hvortil han havde taget en taxi umiddelbart efter attentatet. Videre af den rute, som Oswald efterfølgende var gået – og forbi 10th E, hvor politimanden J. D. Tippit blev koldblodigt myrdet af Oswald. Herefter op forbi The Texas Theater, hvor Oswald blev arresteret og til sidt tilbage til downtovn og forbi politistationen, hvor Oswald blev myrdet af Jack Ruby.

Under hele turen berettede chaufføren/guiden om begivenhederne på en sådan måde, at vi, hvis vi lukkede øjnene, kunne se det hele som en dokumentarfilm. VERDENSKLASSE.

Der var nu selvfølgelig risiko for, at selve museet ville være lidt af et antiklimaks. Vi havde jo lige oplevet det hele ‘live’. Det var det måske også – og alligevel ikke. For museet indeholdt en masse andet end billeder fra Kennedy’s besøg i Dallas og selve attentatet. En masse spændende fotoopsætninger af Kennedy’s liv – selvfølgelig mest det politiske liv – og flere meget interessante film – herunder flere af de mange, fantastiske taler, Kennedy holdt. Og alt blev på forståeligt engelsk/amerikansk headset-lydguidet organiseret og effektivt.

Vi havde behov for en gåtur uden yderligere indtryk, så vi slentrede lidt på må og få – og så alligevel i retning af Dallas Convention Center, hvor vi på busturen havde spottet i hundredevis af store, flotte motorcykler. Reelt var det blot for at sunde os lidt – og så er skinnende Harley’er jo altid dejligt at se på.

Cambine var ved at gå sukkerkold, så vi hastede ind på Smokehouse Sonny Bryan’s. De store fadøl fejlede ikke noget, men maden var mildest talt ‘uinspirerende’. Og besøget blev da i den grad også præget af, at tjeneren tabte en åben flaske Gravy et par meter fra mig med det resultat, at jeg fik (små) dråber Gravy på mig fra storetåen og til øreflippen. Havde jeg haft en seksløber, havde jeg sgu skudt ham.

Vi hastede ud til KOA Campground i Arlington, som ligger mellem Dallas og Fort Worth. Vi ville ‘tjekke ind’, så vi ikke havde problemer med adgang senere på aftenen. Tyrkisk bad og rent tøj – og så videre til Fort Worth Stockyards.

Cattle drivers

Helt klart ‘bare’ en turistattraktion – men altså sådan en, som mere en 2 millioner gæster hvert år. De gjorde deres til, at vi mentalt skulle bringe os tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, men nutidens mega rockertrucks, Harley’er og sågar de særlige megalange, amerikanske limousiner bragte os kontinuerligt tankerne up to date.

Lidt stemning af de mere end 160 milioner af kvæg, der er handlet på Fort Worth Stockyard fik vi dog, da vi ved rent held havde timet vores besøg til Cattle Driver ‘showet’ kl. 16:00, hvor 6 – 8 ‘ægte’ comboys drev vel omkring 20 “longhorn” kvæg op gennem Exchange Avenue.

Og stemningen blev da kun bedre, da vi testede Stockyard’en eget bryggede fadøl. For så at kulminere, at vi sluttede med en ‘fed middag’ på H3 Ranch. Crispy fried catfish til cambine og flaming tenderloin til mig. Vi nøjedes med hver 2 glas rødvin – men på bedste amerikanske vis kom resten af den dejlige vin med hjem til campground’en.

Se billeder fra 10.11.2012 – klik her.

11.11.2012

Dallas – Houston – 248 miles

De 248 miles fra Dallas til Houston blev lidt af et ‘transportstykke’. Vel reelt set første gang på vores motorhome-tur, hvor vejen blev lidt ensformig. Men det gjorde det jo heller ikke bedre, at jeg havde valgt at køre Interstate 40 stort set hele vejen. De er ret effektive deres motorveje, men denne var konstrueret så effektiv, at den gik hen og blev kedelig. Heldigvis havde cambine nu efterhånden øvet sig på en del ‘cowboysange’, så underholdningen var i særklasse 🙂

Vi havde specielt 2 anledninger til at have Houston på programmet. 1. Vi ville gerne besøge Anne og Ulrik Groth (oliesheikens søn og svigerdatter), som flyttede til Houston for snart 12 år siden og 2. vi ville gerne se Johnson Space Center.

Hos Anne og Ulrik Groth
11907 Wynmar Ln
Cypress
Texas
77429
USA

Vi ankom til familien Groth på Wynmar Lane i Cypress (en forstad til Houston) ca. 16:30, og straks blev der serveret kolde øl i haven.
Det var super dejligt at se de unge mennesker og deres 2 skønne unger – Emilie på 5 og Sebastian på knap 2.

Vi spurgte nysgerrigt ind til deres liv i Texas, og det var skønt at fornemme, at alle stortrivedes. Hvor er det vidunderligt at se en dansk familie, der tager ‘springet’, at de har succes. Super godt gået.

Det osede af harmoni – og selv om der nu var gæster, der skulle ‘underholdes’, var der tid og rum til hygge med ungerne.

Aftensmenuen og -stemningen var til en Michelin-stjerne – og da kaffen blev serveret i stuen, hvor vi i mega store og dejlig bløde sofaer nød god musik på et anlæg, der får vores B&O-anlæg til at lyde som en lirekasse, var vi ‘høje’. En ganske stor kontrast til vores ‘opholdsstue’ i camperen og musik på iPhonen.

Se billeder fra 11.11.2012 – klik her.

12.11.2012

Dobbeltseng, dobbeltdyne, rugbrød med ost til morgenmad – hvad kunne vi dog ønske os mere?

Bil til rådighed 🙂
Audi TT Quartro

Det skulle da lige være Audi TT Quartro rød cabriolet til vores udflugt til Johnson Space Center. Hva’be’har’ – og så måtte Ulrik få housematen til at køre ham på arbejde.

Vi trodsede kulde, blæst, vej- og bilstøj – for vi skulle køre i åben sportsvogn, skulle vi. 60 miles spændende ‘ræs’ rundt om Houston – VILDT.

Mission Control

Vores ankomst var ubevidst timet til Nasatram Tour, hvor vi fik adgang til træningsområdet for astronauter til International Space Station, det meget berømte Apollo Mission Control og en udstilling af forskellige raketter – særligt en komplet Saturn V raket.

Efter lidt frokostføde så vi en film om ‘rumprogrammet’, hvorefter vi havde en meget spændende, lydguidet historisk gennemgang. Der var mange ‘store’ indtryk – og særligt Apollo 17, der med sit næsten udbrændte varmeskjold hang med få meters afstand.

Fruen fik pakket sig ind i bedste ‘Grace Kelly open car outfit’ – og så nød vi begge tilbagekørslen til Cypress 🙂

7 retter på Max kl. 23:30

Aftenen stod på Eddie Vedder konsert. For de ‘uvidende’, så var Eddie Vedder en af ‘hovedfigurerne’ i Pearl Jam.

En stor oplevelse – god musik – og en fantastisk stemning i en total udsolgt Jones Hall (vel omkring 3.000 mennesker). Pearl Jam og Eddie Vedder har ikke lige været i vores LP/CD-samling, men musikken var fascinerende og medrivende.

Salen kogte – også over sangeren. “I love you, Eddie”, råbte en moden kvinde lige bag os. “I love you more”, kom det prompte fra en ‘konkurrent’ et par rækker længere fremme.

Koncerten sluttende først kl. 23:00 – men hvad gør det, når køkkenet har åbent til 24:00 hos Max. Vi delte 7 forskellige, lækre retter og en flaske dejlig rødvin fra Napa Valley (nord for San Francisco), så aftenen var helt igennem perfekt.

Se billeder fra 12.11.2012 – klik her.

13.11.2012

Efter en dejlig afslappet morgen hos familien Groth og en fin ‘afskedstur’ med vores hjem siden 20.10 (24 dage – dog inkl. de sidste 2 dage, hvor vi har boet på 5 stjernet luksushotel hos Anne og Ulrik på Wynmar Lane) tog i en taxi til George Bush (den første George Bush) International Airport i Houston.

Her blev vi mødt af den virkelige verden for fattigrøvsturister. Ikke så meget det, at der var selvcheckin – det er man jo efterhånden blevet vant til – men at vi skulle betale 25 USD for hver kuffert, vi ønskede med til Las Vegas, var godt nok en overraskelse. Jeg prøvede at forklare, at det måtte vi da have betalt hjemmefra, men svaret kom prompte (de får sikkert samme bemærkning hver gang en ‘ny’ rejsende møder op) – 50 USD hvis jeg ønskede 2 kufferter til Las Vegas.

Men, men, men – hver kuffert må ikke veje mere end 23 kg eller 50 lps. Og der var ingen ‘kære mor’. Enten reducerede vi vægten, eller også skulle vi betale 100 USD i overvægt. Fruens kuffert vejede 8 lps for meget – men min måtte godt veje 4 lps mere. Jeg har nok ikke helt forståelse for prissætningen. 25 USD pr. kg for max 3 manuelle løft. Det giver ingen mening. Og skulle det have noget at gøre med den samlede vægt af ‘lasten’, så burde rigtig mange amerikanere betale adskillige tusinde dollar i ‘personlig overvægt’.

Det gav jo to udfordringer. 1: Min kuffert var jo sådan set fyldt op og 2: Hvad ville fruen kaste bort. Vi var klar til at flytte os lidt væk fra indtjekningen, men nej – “nu står jeg med kuffertmærkerne her – og så må I ikke løbe”, meddelte checkin-damen. Det var altså ikke noget hit at bakse med to kufferter på hver sin vægt ved indtjekningen. Jeg ‘ofrede’ et par Ecco-sko og pressede kufferten til det absolut yderste, hvorved jeg fik plads til en del af fruens sko, ‘medicinskabet’ og en hørtører. Herudover kom andre af fruens sko i vores respektive håndtasker, hvorefter fruens kuffert lige nøjagtigt vejede 50 lps, mens min vejede 48 lps.

Fruen i Bush Int. Airport, Houston

Det efterfølgende stripteasegedemarked ved security control gjorde ikke stemningen bedre, så den første, store, kolde fadøls-Budweiser var tiltrængt. Men så var humøret igen i top – og da vi herefter brugte mit Priority Pass kort til at menge os ind i United Club Loungen, kunne vi jo ikke få armene ned igen.

Og dog – det fik vi, da vi satte os på række 38 i United Airlines Boing 757-300. De 24 business class passager sad sikkert fint der ude foran, men vi 192 på economy class var godt nok stuvet sammen. Som jeg husker ‘præstens caraveller’, der fløj os til grisefester på Mallorca, så havde de bedre plads til krop og ben. Måske fyldte jeg heller ikke selv så meget dengang 🙂

Vi havde så tilmed ‘Mr. Smiley’ siddende yderst (3 på hver side) mod midtergangen. Han brokkede sig over alt og alle – særligt de mange, der skulle på toilettet på den 3 timer lange flyvetur. Vi skulle faktisk tage mod til os før vi bad om ‘udgang’.

Så vi var da bare rigtig glade, da vi var landet og i taxi på vej til Ceasars Palace. Og vi tog det med et smil, at vi fik set hotellet fra 3 verdenshjørner, inden taxien kørte op foran indgangen.

Fruen var naturligvis overvældet af synet af spilleborde og -maskiner. Ja, hovedindgangen er jo ikke med direkte adgang til receptionen. Nej, nej – det vigtigste først. Spil, spil og atter spil.

Robert de Niro – ellerer det Jan Andersen?

Værelset var OK – men så heller ikke mere. Men man får jo, hvad man betaler for. Til gengæld er det jo imponerende, at de også havde forvekslet mig med Robert de Niro – og til min store glæde havde lagt seneste nummer af magasinet Player på sofabordet.

Jeg blev straks inspireret af det unge look – og barberede skægget af. Gjorde det indtryk på fruen? Næh, i hvert fald ikke før jeg selv kommenterede det.

Efter flere anbefalinger købte vi billetter til et aftenshow på New York-New York’s Cirgue du Soleil. Det var selvfølgelig den ‘frække’ udgave – Zumanity. Man var vel i Syndens By. Udover at aktørerne, som var mere eller mindre nøgne, var ‘smukke unge mennesker’, så var de også dygtige artister. Absolut et Las Vegas show værdigt.

Publikum var ‘voksent’ men vi var da ikke de ældste 🙂 En rigtig ‘Bedstemor med slag’ blev ‘inviteret’ på scenen til en noget fræk (på en sød måde) optræden. “Hvad tror du, dine børn siger?”, spurgte konferencieren. “Det er jeg sådan set lige glad med”, svarede hun med et stort grin, “det er meget værre med mine børnebørn”.

Aftenen sluttede med middag på Hard Rock. Heldigvis havde jeg skulle stille urene 2 timer tilbage, så vi nåede da lige i seng inden midnat.

Se billeder fra 13.11.2012 – klik her.

14.11.2012

Paris

Vi nød dagen med den ‘traditionelle’ gåen op og ned af Las Vegas Boulevard – eller ‘The Strip’, som den kaldes. Det hele er ‘kuleskørt’ men samtidig meget fascinerende. Alt kan lade sig gøre – New York, Paris, Venedig – ja, alle bygninger er særprægede.

Harley Davidson Cafe

Frokosten blev Chicken sandwich nydt på Harley Davidson cafe. Og selvfølgelig ‘strøg vi igennem’ butiksarkaderne med Cucci, Yves Saint Laurent, Prada, Louis Vuitton m.m.fl. Heldigvis var der ingen udsalg – og jeg forklarede tydeligt, at for hver ny ‘ting’, fruen måtte ønske at købe, skulle der bortsmides tilsvarende vægt inden afrejse 🙂

Min plan hjemmefra var, at vi skulle spise middag på 107. etage på Top of the World, men desværre måtte vi konstatere, at restauranten var lukket p.g.a. ‘remodeling’ 12.11 – 03.12. Ulrik havde anbefalet restauranten Mix, som ligger på 64. etage på THEhotel – et ‘appendix’ til Mandalay Bay. Absolut topklasse. Men det var vinkortet også. Igen – man får det, man betaler for. Og det var da imponerende med de 7.000 flasker i et 15 fod højt ‘vinskab’. Men når stort set billigste rødvin koster 100 USD, så føler jeg mig sgu ikke på hjemmebane.

Vin, mad (Filet Mignon med grønne asparges og bearnaise) og betjening var ‘verdensklasse’ – så man kunne undre sig over, at den ikke har haft en Michelin-stjerne siden 2009.

Se billeder fra 14.11.2012 – klik her.

15.11.2012

Dagen startede med en meget trist mail fra fætter Steen – moster Bente er død som følge af en kæmpe hjerneblødning. Det gjorde ondt – rigtigt ondt. Moster Bente har altid været min ‘yndlingsmoster’, hos hvem jeg i min barndom har tilbragt mange ferier. 76 år. Ja, jeg er måske urealistisk, når jeg har besluttet mig for at blive 85.

Fars nye kærlighed
Cockpit i fars nye kærlighed

Vi fik pakket, tjekket ud og i taxi kørt til Car Rental Central ved lufthavnen.

Den lange kø ved indtjekning blev ‘udskiftet’ med straksbetjening i en særskilt ‘Gold’-afdeling på 1. sal. Lidt held at jeg lige huskede, at jeg render rundt med et Hertz #1 Club Gold kort i pungen.

Servicemedarbejderen hos Hertz så noget bekymret på vores baggage, da hun på skærmen kunne se, at jeg havde bestilt en Chrysler 200 convertible.

Men jeg var jo nem at lokke – for medens 10 USD pr. dag ekstra, kunne jeg få min ‘drømmebil’ – en rød Ford Mustang. Sådan.

En rigtig dejlig ‘køremaskine’, som bragte os ud af Las Vegas og i første omgang til Hoover Dam.

Las Vegas – Grand Canyon – 292 miles

Imponerende bygningsværk – og særligt imponerende, at den er bygget 1931 – 1935. 4.360.000 m3 beton har skabt denne dæmning, som årligt producerer 2.000 megawatt. Og reservoiret – Lake Made (som altså er ‘kunstigt’ skabt) indeholder knap 35 milliarder liter vand. Hoover Dam er i øvrigt en del af det system, som giver vand til mere end 25 mio. mennesker i det sydvestlige USA.

Jeg ville jo egentlig have været ingeniør, men mine karakterer rakte ikke til DTU. Så blev jeg jo kun revisor.

Turen fra Las Vegas til Grand Canyon var på 292 miles. Men da vi jo først kom fra Las Vegas omkring kl. 11:00, og da vi dernæst brugte vel omkring 1 1/2 time ved Hoover Dam, og endelig i adstadigt tempo sugede nostalgien af Route 66 ind, blev det mørkt, da vi kørte de sidste 50 miles op fra Williams til hotel El Tovar i Grand Canyon Village.

Ud over at vi var godt trætte, da vi nåede frem, var det faktisk ganske udmærket, at vi nu befandt os mindre en 50 meter fra ‘hullet’ – og ikke havde set det mindste til et af verdens (oprindelige) 7 naturvidundere.

Se billeder fra 15.11.2012 – klik her.

16.11.2012

Grand Canyon

Dagen var jo lidt speciel – for den markerede, at vi nu havde været på RTW Tour i en måned. Helt fantastisk spændende, sjove, flotte, interessante, skønne, dejlige oplevelser. Super at vi har ‘dagbogen’ – den vil hjælpe os til bedre at huske eventyret.

Jeg havde jo ikke lige håbet på, at ‘åbenbaringen’ af Grand Canyon for fruen skulle ske i regnvejr, så stemningen var lidt trykket, da vi pakkede bilen. Men mine bønner blev hørt – for da vi gik tilbage mod hotellet – og de ekstra 50 meter hen til ‘hullet’, stoppede regnen og solen skinnede mellem cumulus skyerne.

Grand Canyon

Fruen fik den forventede ‘hovsaoplevelse’ – og vi stod længe stille og beskuede ‘naturvidunderet’.

Jeg tror, at alle, der har set Grand Canyon, har været begejstret – og jeg tror, at alle, der alene har set billeder, har lidt svært ved at forstå denne ‘overdrevne’ begejstring. Almindelige digitale billeder er nu en gang (i hvert fald her i 2012) todimentionelle. Og Grand Canyon skal ses tredimentionelt. Det er jo netop den 3. dimension – dybden – der gør det hele så fantastisk.

Er smilet lidt anstrengt?

“Så ruller vi sgu gardinerne ned”, bemærkede fruen – måske lidt anstrengt. Men hun holdt stand – i hvert fald en halv times tid. Så forbarmede jeg mig 🙂 og kalechen blev rullet på.

Vi havde de ‘givne’ stops (Scenic view) øst ud gennem South Rim, hvorefter det blev ‘cruise-kørsel’ i sammenlagt 290 miles. Dagens ‘højdepunkt’ var 7.777 fod over havets overflade – og enkelte af klipperne havde en tyndt lag sne.

Vi blev lidt snydt af Applesine, som førte os til Tropic i stedet for Bryce Canyon City. Så den i forvejen lidt for lange tur blev 2 x 9 miles forlænget 🙁 Vi nåede dog heldigvis lige frem inden det blev (helt) mørkt.

Grand Canyon – Bryce Canyon – 290 miles

Og hvad trængte vi rigtig meget til? 2 Budweiser. Men ak. Bryce Canyon ligger i Utah, og her kan man ikke købe øl på et hotel uden restaurant (og hvis de havde haft restaurant, så kunne man ikke købe øl uden at købe mad).

Øl kan derimod godt købes i souvenirbutikker, så vi fremrykkede aftensmaden og fandt en kombineret restaurant og souvenirbutik. Havde vi lige 6 Budweiser med ‘hjem’ på hotellet?

Se billeder fra 16.11.2012 – klik her.

17.11.2012

Bryce Natural Bridge – nede i skyen
Bryce Canyon – Zion Netionalpark – 90 miles

Det tager jo lidt af charmen, når seværdighederne fortoner sig i lavthængende skyer.

Vi havde fået anbefalet Bryce Canyon som værende anderledes smuk end Grand Canyon. Og anbefalingerne er sikkert velbegrundede – vi fik bare ikke oplevelsen 🙁

Bryce Canyon lå indhyldet i et skydække (vi var altså også i højden 8 – 9.500 fod) og under skyerne regnede det. Men OK – reelt set første seværdighed i dårligt vejr. Det kunne vi vist ikke klage over.

Under turen ‘ned’ mod Zion Nationalpark klarede det op, og fra indkørslen til nationalparken og til vores hotel i Springdale skinnede solen smukt på den meget spektakulære natur. “Whaw” og “Holdkæft hvor er det smukt”, lød det igen og igen fra fruen.

Ved indtjekningen på Driftwood Logde i Spingdale spurgte receptionisten nysgeriigt til bilpriser og benzinpriser i Danmark. “Det ville skabe den 2. amerikanske revolution, hvis vi fik jeres bil- og benzinpriser”, konstaterede hun. Jeg argumenterede ikke imod.

Zion National Park

Vi delte en kyllingesandwich (servitricen bemærkede, at hun også fandt portionerne store – selv om de var delt i 2) og så var det ‘ned med gardinerne’. Den ‘inderste del’ af Zion Nationalpark skulle nydes uden tag på Mustang’en.

Zion Nationalpark er ikke mindre en storslået – og endnu en gang måtte vi konstatere, at vores todimensionelle billeder ikke ‘beskrev’ vores oplevelse.

Efter en hel morfar på motellet var det tid til føde (igen) – og vi frekventerede motellets nabo.

Skulle vi lige have en drink inden maden? – Næh, det forbød kirken overfor. Nul spiritus. Men heldigvis havde de givet tilladelse til at restauranten serverede vin til maden 🙂

Utah kan vist staves Uta-da-da.

Se billeder fra 17.11.2012 – klik her.

18.11.2012

Motellet serverede ikke morgenmad, så vi måtte tilbage til gårsdagens frokostrestaurant. Igen delte vi en portion. Mon ikke det ville hjælpe på amerikanernes volume, hvis de halverede deres portioner?

Zion – Death Valley – 265 miles

Vi smuttede lige tilbage til parkeringspladsen foran receptionen til vores motel. Så kunne vi nemlig igen logge på WiFi – og få Rasmus og Tina på FaceTime. Vildt dejlig at se og høre dem – vi savner dem rigtig meget – og det lød til at være gensidigt 🙂

Jeg huskede turen Las Vegas – Zion Nationalpark som en lang, ensformig ‘motorvejskørsel’, så fruen var advaret. Men det var absolut ikke rigtigt husket. For den del der ligger i Utah og i Arizona samt den østligste del af Nevada var smuk dalkørsel mellem flotte bjergformationer. Og så fik vi det meget spektakulære syn af en storby, der pludselig dukker op midt i ørkenen – Las Vegas.

Vi havde besluttet ikke at gæste Las Vegas en gang mere på denne tur, så vi smuttede videre af Veteran Memorial Hwy (Route 95) – mod Death Valley.

Dødens forgård

Jeg havde booket et værelse i Beatty – sådan ved ‘indkørslen’ til Death Valley, idet jeg mente at den planlagte turlængde på 265 var det maximale, fruen kunne ‘klare’ 🙂

Givet en fejldisposition – Beatty var virkelig ‘dødens forgård’. Ingen mobildækning! Kunne vi komme længere ned?

Eneste positvt at skrive om er, at hotellet havde det hurtigste WiFi, vi indtil nu havde haft på vores tur.

Så alle app’s blev opdateret, og vi nød (igen) – efter at vi på Denny’s havde delt en kyllingesalat og en halv flaske rødvin – i alt 20 USD – turens indtil nu billigste aftensmadrestaurant – muligheden for at se Nyheder (SAS konkurs?) og Klovn (3 afsnit fra sæson 6).

Se billeder fra 18.11.2012 – klik her.

19.11.2012

SAS blev reddet – så kan vi godt rejse videre 🙂 Rent faktisk er det andre Star Alliance selskaber, vi skal flyve med resten af vejen rundt. United Airlines, New Zealand Air og Lufthansa. Men det ville nu have gjort et kedeligt indhug på pensionsopsparingen, hvis SAS var gået konkurs. Og så synes jeg da også, det ville have været meget trist for Københavns Lufthavn – og jo for alle os rejseglade danskere.

Beatty – Gennem Death Valley – Visalia – 311 miles

‘Luksusmotellet’ Death Valley Inn havde (heller) ikke morgenmadsrestaurant, så vi smuttede lige forbi Denny’s igen. Vi var kun til kaffe og toast – det begynder at være lidt ‘belastende’ med restaurantmad 3 gange om dagen.

Og så den ‘traditionelle’ optankning af benzin og vand – inden vi entrede Death Valley. Men trods klar blå himmel kom temperaturen i dalen ikke meget over 25 grader Celcius – det er jo også vinter i Death Valley.

Death Valley National Park

Jeg stoppede flere gange under kørslen i dalen – og slukkede motoren – så vi rigtigt kunne høre stilheden.

Death Valley er som sådan ikke smuk, men meget spektakulær og fascinerende. Hvis man altså er til øde sletter og golde bjerge.

Radiobølgerne finder heller ikke helt frem til dalen, så det blev til musik fra iPhonen. Hvordan levede vi før vi fik iPhone? Ingen mail, internet, navigation, kamera og musik. Holdkæft hvor oldnordisk.

Og så var det jo ‘konge’ at finde ud af, at iPhonen ikke alene via Bluetooth kunne tilsluttes Mustang’ens håndfri mobilanordning, den kunne også via Bluetooth tilsluttes musikanlægget. Sådan. ‘Mine favoritter’ drønede over anlægget, mens vi passerede et totalt øde månelandskab i ‘Den Døde Dal’.

iPhonen viste også sin værdi, da vi omkring Bakersfield ‘jagtede’ en Pizza Hut. Vi havde bestemt os for Pizza Hut – og en sådan kunne vel ikke være så svær at finde. Næh, vi fandt straks en, da vi kørte af Interstate’n. Men ….., det var en Pizza Hut Express – og deres udvalg og manglende restaurant modsvarede ikke vores forventninger. Så ud i bilen igen og så google Pizza Hut i Bakersfield. Hvor svært ka’ det være? Ja lidt svært, da hjemmesiden ikke rigtig fortalte, at nærmeste Pizza Hut var endnu mere ‘take away’ end den først besøgte. Så vi fik set lidt af Bakersfield. Men på 3. Pizza Hut var der det ‘rigtige’ pizzaudvalg – og en spiseafdeling.

Vores ‘bytur’ i Bakersfield gjorde desværre, at vi først var fremme i Visalia 17:30 – og dermed at solen var gået ned. Vi vil principielt gerne være fremme til overnatningsstedet i dagslys, så vi bedre kan se omgivelser og faciliteter. Fruens humør steg dog igen til topniveau, da vi kom op på vores værelse. Absolut det pæneste værelse, vi havde haft siden Ceasars Palace i Las Vegas.

Vi fik så mulighed for at gæste endnu en restaurantkæde – Applebee’s – som lå lige overfor Fairfield Inn, Marriott i Visalia. Orange Dream Martini (Creamy Pinnacle Whipped vodka shaken with ice, orange juice and garnished with whipped cream) – så var stemningen lagt. Og så ‘verdens bedste’ ‘ribs’. Igen måtte vi dele. Tænk sig – vi lever for halv pris 🙂

Se billeder fra 19.11.2012 – klik her.

20.11.2012

Det startede lidt problematisk. Fra Visalia og ind mod Sequalia National var udsigten alene golde ørkenbjerge. Ja, hvis man var meget optimistisk, så var der måske nogle små bukse i horisonten. Hvordan kunne de bjerge huse verdens største træer? Vi jublede jo næsten, da grantræerne nåede omkring 5 meter i højden, men hele tiden tænkte vi “narrefisse”.

Sequoia – Yosimite – 267 miles

Så kom skiltet: “First Class Landscape”. De lider sgu ikke af mindreværdskomplekser i Calafornia. Men det gik opad – og view’et blev mere og mere storslået.

General Sherman – verdens største træ (volumen)

Senere lystavlen: “Road work ahead – expect one hour delay”. Det gjardt da ikke os, gjorde det? Duften af apotek (jeg er ikke lige klar over, hvilke træer, der giver denne duft) fik os til at glemme advarslen. Og da apoterduften blev erstattet med en gennemtrængende granduft, havde vi stort set glemt advarslen. Ak ja, det gjardt os – lige spot os. For da vi nåede vejarbejdet, fik vi venligt – men bestemt – at vide, at ‘passet’ var lukket for 5 minutter siden – og at det åbnede igen om en time.

Vi ‘rest’ede’ 15 minutter længere tilbage – og nød solskin, flot udsigt og en dejlig duft af nåletræer. Så op igen – og denne gang kom vi helt frem til “verdens største træ” (målt i volumen) – General Sherman. Et reedwoodtræ med et volumen på 1.487 m3 (sådan ca. 75% af min varmluftsballon :-)).  Alt er stort i USA – men det træ er altså bare verdens største (i volumen). Har du set et større, så send lige en mail.

Vi søgte videre nordpå – delvis gennem Kings Canyon National Park – mod Yosimite National park, hvor jeg havde booket værelse på Yosimite View Logde. Endnu et gensyn fra min Harley Davidson Tur med Peter Nordahl for godt 1 1/2 måned siden. Men, men, men ……… de havde fortsat hverken mobildækning eller WiFi på Yosimite View Logde. Jeg kommer her altså ikke igen, før de har etableret et hurtigt WiFi.

Dobbeltværelse på Yosimite View Lodge – spa

Men værelset var imponerende. King size bed er måske ikke special – men det er et boblebad inde i sove-/opholdsværelset. Mindre imponerende, men alligevel – dobbelt brusekabine. For et øjeblik var det manglende WiFi glemt.

Vi smuttede forbi receptionen på vej til restauranten. Så kunne jeg komme på nettet og få booket et værelse på Sheraton i San Francisco. Stemningen var høj – og den blev jo næsten i skyhøjde, da fruen ‘kværnede’ en Dry Martini Cocktaii.

Jeg ved ikke helt, hvad tjeneren havde puttet i fruens drink. Men kartoffelmosen blev efterfølgende ‘angrebet’ med to knive.

Da vi dernæst delte en flaske rødvin, forespurgte jeg forsigtigt, om jeg skulle spørge efter en redningsvest, inden vi skulle i boblebad. “Jeg nøjes med armvinger”, svarede fruen – og jeg forstod klart at hun hentydede til, at hun i forvejen havde påført sig ‘mavebælte’.

Senere – og fortsat inden boblebadet – erklærede fruen, at hun var tryg ved, at jeg havde taget livredderprøven. Jo, stemningen var høj.

Se billeder fra 20.11.2012 – klik her.

21.11.2012

Yosemite – San Francisco – 213 miles

Der er godt nok stor forskel på at opleve Yosemite National Park i solskin på ryggen af en Harley og så i tåge/regnvejr i en lukket bil. Så min entusiasme stod på en hård prøve, da vi kørte ind i nationalparken fra morgenstunden. Skyerne lå lavt – og i skyerne kunne vi kun se lidt af skønhederne – mens vi under skyerne havde regnvejr.

Yosemite National Park

Det blev dog til enkelte spektakulære view – og alligevel en smuk regnvejrstur i en af USA’s fantastiske nationalparker. Stor respekt for at de beskytter de smukke områder i en ellers ekstrem kommerciel del af verden.

Louie’s Place Saloon & Grill I La Grange

Frokosten var planlagt til Louie’s Place Saloon & Grill i La Grange. Hvordan det? Jo, her spiste jeg frokost med Peter Nordahl 23.09.12, da vi kørte på motorcykel fra San Francisco til Yosemite National Park. In the middle of nowhere fandt vi helt tilfældigt dette stykke kulturhistorie – og dette MÅTTE jeg vise fruen. Men ak – Louie’s holder lukket om onsdagen, så det blev kun til et kig ind gennem vinduerne.

I stedet blev til så frokost på MountainMikes i Waterford. En super pizza – Pizza Hut go home.

Og så stod den på San Francisco. I hæsblæsende tempo på 6-sporet Interstate entrede vi “Sankt Frans” via Oakland Bay Brigde. Applesine var programmeret til Sheraton på Mason Street tæt ved Fisherman’s Wharf, og smut så holdt vi i parkeringskælderen. 3 USD pr. 20 minutter – men dog lidt mængderabat – ‘kun’ godt 50 USD pr. døgn. 25 USD pr. næse for morgenmad og 15 USD pr. døgn for WiFi. Ja, vi var rigtig nok kommet til en storby.

Efter vi var ‘installeret’, fik fruen sig en ‘halv morfar’, hvorefter vi promenerede i Fisherman’s Wharf og frem til Pier 39 med de mange spisesteder (restauranter var et lidt for ‘flot’ ord for flere af madstederne), souvenirbutikker og meget andet gøgl. Safety first blev middagen indtaget på Hard Rock Cafe.

Se billeder fra den 21.11.2012 – klik her.

22.11.2012

Golden Gate set fra Nord

Thanksgiving Day i USA betød, at stort set alt – med undtagelse af souvenir-butikker – havde lukket. Det timede vi så til en tur ‘op og ned’ (bogstaveligt talt) i San Francisco’s gader og over Golden Gate til Sausalito.

Jeg måtte jo lige forbi Eagle Riders – men ‘cyklerne’ holdt også Thanksgiving Day. Jeg mindedes den noget barske start fra 8th street, via Bryant Steet til The Embarcadero. Og så videre Bay Street, Marina Blvd og op på Presido Pway – ud på Golden Gate. Holdkæft hvor jeg nød de fire hjul, der selv holdt balancen, når vi for hver 100 meter skulle stoppe – enten for rødt lys eller for (fuld) STOP skilt.

Efter et holdt ved Golden Gate Viewing Point (nord for Golden Gate) kørte vi mod Sausalito – og passerede ‘åstedet’, hvor jeg 22.09.12 ‘røg på røven’ med min røde Electra Glide Harley. De må have niveleret afkørslen – nu virkede den ikke så ‘skæv’ 🙂

Efter carpuchino og promenade i Sausalito kørte vi – efter anbefaling fra concierge’n på hotellet – til Muir Woods, hvor vi skulle kunne se flotte redwoodtræer i frodigt skovområde. Anbefalingen var sikkert både velment og velbegrundet, men skoven (beskrevet som parkeringspladser og tilkørselsveje) var ‘optaget’ af amerikanere, der markerede Thankgiving Day med hele familien.

Så vi trillede stille og roligt videre til Muir Beach View og betragtede “Mar Pacifico” (på engelsk Pacific – på dansk Stillehavet). Vi havde virkelig valgt dagen, hvor havet levede op til sit navn. Ingen vind – ingen bølger. Hvor utroligt fredeligt.

Og så stod vi stort set midt over Sankt Andreas forkastningen, hvor “Stillehavspladen” og “Den Amerikanske Kontinentalplade” bevæger sig mod hinanden 33 – 39 mm pr. år. Det måtte sgu godt vente lidt med næste ‘brag’, hvor San Francisco bliver midtpunkt for et mega jordskævl.

Fulton Valley Turkey – Thanksgiving Day

Vi ‘osede’ videre nordpå af Route 1 – og tog en break ved Parksite Cafe Stinson Beach.

Så var vi godt nok kommet midt i Thankgiving Day.

For menuen lå fast: “Eat well, be happy”. Dog kunne vi vælge mellem Butternut Squash Soup og Butterhead Lettuce & Pears til forret. Jeg valgte selvfølgelig rigtigt – suppen, men generøst tilbød jeg at bytte halvvejs. Hovedretten var Fulton Valley Turkey, og tilbehøret sikrede, at kalkunen på ingen måde blev oplevet ‘tør’. Helt efter bogen sluttede vi af med apple- og pecan organic pies.

Vi kunne på flere måde trille derfra.

Tilbage på Sheraton tog vi en slapper – og en ‘halv morfar’. Egentlig havde vi besluttet os for at ‘faste’ resten af dagen. Men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt. Så i Fisherman’s Wharf fandt vi en enkelt restaurant, der ikke havde sendt personalet på tvungen afspadsering. Tænk sig – Hard Rock Cafe var lukket!

Se billeder fra 22.11.2012 – klik her.

23.11.2012

Black Friday går amerikanerne shop amok. Så dagen var selvfølgelig dedikeret powershopping for fruen.

Bakke op og bakke ned – gennem et menneskemylder i Chinatown – så landede vi i downtown, hvor det virkede som om San Francisco’s 800.000 indbyggere (altså med fradrag af de 200.000 kinesere, vi havde passeret i Chinatown) var ved tømme stormagasiner og specialforretninger.

Det tog godt nok luften ud af fru Andersen. 3 etager i Macy’s og 2 etager i Niketown, så var fruen mættet. Mine bange anelser om en hel dag i sko- og tøjbutikker blev til en lettelsens suk på Union Square. Havde det ikke været fordi, der var en mega lang ventetid, så havde jeg fejret ‘befrielsen’ med at løbe på skøjter på pladsen.

Så helt målrettet – og igen guidet af min iPhone – søgte vi frem til Ecco forretningen i Post Street. Ecco – det ved man, hvad er – og hvilket er mere naturligt for en dansker, end at købe Ecco sko i San Francisco. Det blev da også til et par til både fruen og til mig. Og stort set uden prisnedslag. Fruen var så begejstret for sin nyerhvervelse – at ekspedienten slet ikke fik dem igen. Til gengæld fik jeg en fin pose til at bære de brugte støvletter i.

Se mors nye sko

Det vilde indkøb blev fejret med et køligt glas hvidvin på Grant Avenue. Solen skinnede fra en skyfri himmel – og i solen var temperaturen vel omkring de 30 grader. Om det var vinen, solen eller lykken over de nye fine sko, der steg fruen til hovedet, var uklart, men hun meddelte i hvert fald, at hun nu var beruset.

Vi bevægede os videre til French Quarter og blev her ‘indfanget’ af en velvokset (ikke velvoksen) italiensk mamma. “Pizza – Pasta – Bloody Mary”, annoncerede den yndefulde. Og hvad kunne vi så mere begære. Vi var fanget.

Kabelsporvogn på California Street San Francisco

Så skulle vi naturligvis også køre i kabelsportvogn. Er det ikke er særsyn ved San Francisco? Fra bund til top – Califonia Cable Car Line. Vi købte en ‘envejsbillet’ – men fedtede os ind til en halv tur ned igen til Mason Steet. Og så var det ellers ned ad bakke hele vejen hjem. Hvem siger det er lettere at gå nedad?

En morfar, afslapning og så fredo w/crab og enchilada på Franciscan Crab Restaurant. Vi var fortsat ikke gourmet’er – men det forhindrede os jo ikke i at nyde maden (og den søde betjening :-))

Se billeder fra 23.11.2012 – klik her.

24.11.2012

Adante Hotel – Geary Blvd – San Francisco

Der var jo i San Francisco visse ting, som jeg måtte vise fruen. Hotellet og parkeringskælderen fra min Harley tur med Peter og Lombard Street.

Aftenen i forvejen havde jeg spottet, at Mason Steet, hvor fruen og jeg boede, rent faktisk lå lige ved siden af Taylor Street, hvor Peter og jeg skulle have boet 22.09.12. Vi var jo så blevet ‘upgradet’ (eller snydt) til Adante Hotel på Geary Blvd, som lå til venstre en blok længere fremme.

Parkeringskælder til Adante Hotel – Geary Blvd – San Francisco

Hotellet lignede sig selv – og fruen takkede for opgraderingen til Sheraton. Men nedkørslen til parkeringskælderen må de have ‘udjævnet’. Den var mindst dobbelt så stejl og 4 gange så lang, da jeg skulle forcere den på min Harley.

Lombard Steet – San Francisco

Og Lombard Street, som med sine hårdnålesving praler med at være ikke alene San Francisco’s men hele verdens mest snoede gade. Det er ikke sandt – men det gør jo ikke synet og oplevelsen af at køre slalomkørsel med fald på 16% (inden man ændrede vejen til disse hårnålesving, var hældningen mellem 27 og 35%) mindre spændende.

Applesine var også blevet lidt rundtosset, så inden vi ad Oakland Bay Brigde fandt ud af San Francisco, havde vi (gen)set både California Avenue, Chinatown og vores gåtur til downtown i går.

Apropos Oakland Bay Brigde så genkaldte jeg mig i den grad starten på Harley turen. Det var sgu ikke for sarte sjæle at køre på en Harley Davidson Electra Glide ud af San Francisco på en 6 sporet motorvej i nederste etage på en hængebro med ‘rillet’ vejbelægning – og så dagen efter, at jeg var væltet med cyklen lige efter Golden Gate.

Til tonerne af “San Francisco” med Scott McKenzie og “It never rain in Southern California” med Smokie kørte vi nordpå til Napa Valley i den smukkeste vintersol og 22 graders varme.

Ifølge Wikipedia: “Napa Valley er USA`s mest kendte vindistrikt og ligger nord for San Francisco i Californien. Vinproduktionen begyndte i området omkring midten af 1800-tallet, og omkring århundredeskiftet var der mere end 100 vingårde. Det gik dog ned ad bakke for vinproduktionen i området i første halvdel af 1900-tallet, blandt andet på grund af alkoholforbudet i USA fra 1920 til 1933. I 1965 blev den første nye større vingård åbnet i området siden alkoholforbudet. Området fik øget prestige, efter at områdets vine slog flere kendte franske vine ved en vinsmagningskonkurrence i Paris i 1976.”

Sterling Vineyard – Napa Valley

Vi fandt hurtigt hotellet og fik så guide til dalens mange vineyards. Der skulle – ifølge områdets officielle hjemmeside – være omkring 400 af dem. Vi fik anbefalet 5 – men vi nøjedes med at besøge 2. Rutherford og Sterling.

Sidstnævnte var absolut gearet til turister. Flot indkørsel – kæmpe parkeringsplads – og så en gondol til at bringe dig op til herlighederne.

Sterling Vineyard – Napa Valley

Men det var ventetiden værd. En smukt 360 graders view fra gondolen – spændende, detaljeret beskrivelse af vinproduktion – og så prøvesmagning af nogle meget dejlige vine. Vi måtte da også lige købe 4 ‘halve’ flasker til hotelbrug 🙂

Det blev sen frokost – Jack in the Box – mad med hjem. Og så en hel morfar. Det havde taget hårdt på fruen at være til vinsmagning.

Om aftenen kørte vi til Napa ‘downtown’. Jo, der var faktisk en by – og der var faktisk ‘downtown’. Og midt på torvet var der i bedste storbysstil anlagt skøjtebane. Vi dumpede ind i Norman Rose på First Street. “De unges paradis”, mente fruen. Så vi var kommet det rigtige sted.

Se billeder fra 24.11.2012 – klik her.

25.11.2012

Det skulle så være den helt store “Renunion Day”. Napa Valley, Sausalito, Muir Woods, Golden Gate og Sheraton. Vi havde ikke fået nok – vi manglede ligesom noget.

Beringer – Napa Valley

I Napa Valley kørte vi i går forbi Beringer Vineyards, men klokken var for mange (og sulten for stor) til at besøge denne vingård. Så vi måtte tilbage til dalen og vi timede ankomsttidspunkt til en guidet rundvisning. Vi var super heldige, for ingen andre havde samme perfekte timing, hvilket betød, at vi havde vores helt personlige guide. Det gjorde absolut oplevelsen meget bedre. Ikke blot fordi antallet af smagsprøver blev fordoblet, men særligt fordi vi kunne få besvaret alle vores ‘dumme’ spørgsmål. Og så måtte vi selvfølgelig afslutte besøget med at købe 6 (375 ml) flasker Private Reserve til halv pris 🙂

Herefter kørte vi mod San Francisco, således at vi kom til byen fra nord. Det betød, at vi kunne gense Sausalito – og denne gang var The Spinnaker ikke lukket pga Thanksgiving Day. Så en fin frokost med en helt speciel udsigt til Golden Gate Brigde og San Francisco.

Vi tog så igen turen til Muir Woods – en gåtur rundt i skoven, nyde freden, duften og de flotte redwood-træer.

Golden Gate fra nordvest

Skyerne lå lavt over Golden Gate og San Francisco. Det betød, at den midterste tredjedel (herunder vejbanen) af broen var indhyldet i en tyk sky. Toppen af pylonerne var i solskin og mellem vejbanen og havoverfalden var det klart (men selvfølgelig overskyet). Et helt fantastisk syn – som vi måtte se to gange.

Ja, for da vi første gang kom ind til San Francisco, syntes jeg ikke, at jeg rigtig havde fået oplevet dette vejrfænomen. Så jeg vendte rundt og kørte tilbage over broen. Ind på diverse udsigtsposter og betragte broen, skyerne og byen i baggrunden.

Gensynet med Sheraton blev en lidt speciel oplevelse. Der var nemlig uoverensstemmelse mellem vores booking og Sheraton’s reservationssystem. Noget uforståeligt i vores IT-alder, at reservationerne fra Booking.com indtastes manuelt i Sheraton’s reservationssystem – og dermed risikoen for fejlindtastning. Vi havde ifølge Sheraton en reservation til 25.12.12. Heldigvis var hotellet ikke fuldbooket, så vi slap med skrækken.

Men oplevelsen havde gjort fruen noget rundtosset, så da hun lige havde snuppet en halv morfar, faldt hun helt bogstaveligt ud af sengen. Bump. Ingen synlige skader 🙂

Efter anbefaling fra Inge og Marius indtog vi aftensmaden på The Stinking Rose. En helt igennem ‘garlic’ restaurant. Sjov og anderledes oplevelse.

Aftenen sluttede med FaceTime med Rasmus og Bo (Tina er på arbejdsrelateret tur til Nepal). Rigtig hyggelig at tale med billedet på. Vi savner dem bare rigtig meget.

Se billeder fra 25.11.2012 – klik her.

26.11.2012

The Rock set fra San Francisco

Årsagen til gensynet til San Francisco var primært ønsket om at besøgte Alcatraz – The Rock. Det ønske har 999.998 andre også i 2012, hvilket betyder, at billetter skal købes med 2 – 3 dages varsel. En velbeskrevet og let læselig folder gav os en god baggrundsviden inden vi ankom til øen, som ligger ca. 1 mil fra havnefronten i San Francisco.

Før en lydguidet rundvisning i selve fængslet, så vi en film om øens historie. Det er jo trods alt kun et begrænset tidsrum (1934 – 1963), hvor øen har ‘huset’ det berygtede fængsel Alcatraz. Men uden denne del af historien, tror jeg ikke øen ville have 1 mio. besøgende årligt.

“Bread the rules and you go to prison. Break the prison rules and you go to Alcatraz.” viste en stor plakat ved indgangen. Givet meget betegnende for den oplevelse, som de 1.576 indsatte igennem årene har haft. Og ifølge ‘gæstelisten’ var det absolut heller ikke Guds bedste børn, der havde været ‘indlogeret’.

Vi havde da heldigvis sikret os en returbillet til San Francisco, så det blev til frokost på den legendariske Pier 39. Vores besøg i San Francisco blev afsluttet behørigt og med manér.

San Francisco – Carmel – 126 miles

Herefter ‘kæmpede’ vi os ud af byen og ad Route 1 sydpå til Monterey og Carmel. Vi ankom efter mørkets frembrud, så synet af byens særpræg måtte vi have til gode. Tilsvarende med oplevelsen af, at være opgraderet til en suite med havudsigt. Stillehavet levede helt op til sit navn – så vi kunne hverken høre eller se oceanet.

Vi blev anbefalet at spise på Basil – og ja, på mange måder følte vi, at vi befandt os på “Halløj på badehotellet”. Så lettere beruset 🙂 fandt vi tilbage til suiten og tændt op i pejsen (og denne gang ingen ‘snydepejs’ – det var med rigtig ild).

Jeg fik surfet mig frem til, at Clint Eastwood (som jeg ejer Mission Ranch m.m. i Carmel – og som har været borgmester i byen 1986 – 1988) havde haft en hovedrolle i filmen “Flugten fra Alcatraz”. Den film måtte jeg downloade og se. Men ak, koncentrationen var ikke i top, så inden det gik op for mig, at jeg ikke kunne downloade den “because of geographical restrictions on the product”, havde jeg fået købt filmcoveret til 15 USD (plus 11 USD i fragt).

Og så var det i øvrigt første dag på vores RTW Tour, hvor ‘dagsuniformen’ inkluderede en langærmet skjorte. Indtil nu havde jeg i dagtimerne kun brugt t-shirts. Men det er også blevet vinter på vestkysten.

Se billeder fra 26.11.2012 – klik her.

27.11.2012

En rigtig slapper-dag. Sove længe. Nyde udsigten. Læse (net)aviser. Køre lidt rundt i byen – som mindede os om Hornbæk eller Gilleleje.

Udsigten fra ‘vores’ terrasse

Og den ‘verdenskendte’ 17 Miles Drive. Godt man ikke er golfspiller. Tænk sig at køre forbi den ene super lækre golfbane efter den anden – og så ikke få mulighed for at spille. Efter sigende skulle banerne vist ikke være tilgængelige for ‘almindelige’ mennesker. Desværre gemte kendisserne sig i deres megastore huse med scenerisk view over klipper og oceanet. Vi var jo ellers klar til at blive inviteret ind til en kold Budweiser.

Benzinmåleren havde advaret om begrænset beholdning allerede inden vi kørte ind på de 17 mil, så da jeg ved The Lodge i Pebble Beach lige spottede en Chevron, kørte jeg rent instinktivt ind til standeren. Fluks stod en servicemedarbejder og mens snakken gik lystigt om vejret – særligt det truende regnvejr – fyldte han tanken op. Men hvad gik galt? Hvorfor stoppede den ikke som den plejede omkring de 50 USD? Jo, fordi gallonprisen på denne eksklusivt beliggende tankstation var 5,999 USD – men så altså med betjening. Senere konstaterede jeg nede i byen, at Shell solgte benzin (selvbetjening) til 3,749 USD pr. gallon. Taget i røven.

Så vi måtte jo spare på frokosten. Supermarked – og et par sandwish med hjem. Men med to kolde Budweiser’e var det jo ikke så ringe endda.

Den truende regn udeblev – faktisk sad vi flere timer på ‘vores’ terrasse og nød livet i dejlig solskin.

Aftensmåltidet blev indtaget hos Clint Eastwook på Mission Ranch. Igen en anbefaling fra Inge og Marius. Og igen en succes.

Se billeder fra 27.11.2012 – klik her.

28.11.2012

It never rains in Southern California – passer altså ikke. Det både regnede og stormede, da vi i Carmel slog øjnene op til en ny dag. De seneste dages trusler fra metereologerne var nu blevet til alvor. Det stod ned i lårtykke stråler – og det stormede så hele papmache-huset (amerikansk byggestil) gyngede. Sandys lillesøster hærgede nu i California.

Carmel – Solvang – 198 miles

Så var det jo dejligt med en ‘lavtflydende’ Ford Mustang. Som dag og nat i forhold til vindfølsomheden i et motorhome.

Men udsigten til en helt sikker meget smuk California Route 1 ned langs vestkysten fra Carmel blev i den grad ødelagt at en hurtiggående vinduesvisker. Ja, og så var sigtbarheden flere gange nede på 50 meter. Hvalerne blev under vandet – det var sgu for koldt at stikke snuden op og hilse på turisterne. Køerne stimlede sammen under træerne og fuglene vuggede rundt i vandet og holdt vingerne til kroppen for at holde varmen.

Og hvad kørte vi så lige forbi? Vores motorhome fra CruiseAmerica? California 6UVS207. Jeg mente at kunne huske, at vores nummerplade startede med 6UV – den var i hvert fald fra California. Billedet på bagenden var helt sikkert det samme. Fruen stillede skarpt: “Så skal John stå i døren”, og hentydede til, at der på døren til ‘huset’ var et kæmpe billede af en Golden Retriever, som udlejningsagenten havde døbt John. Jeg kørte ind til siden et par miles længere fremme – og motorhome’t kørte forbi. Og ja, John sad i døren. Men hvordan var ‘vores’ motorhome kommet fra Houston til vestkysten. Lang tur på kun 14 dage. Vi indhentede John og kunne så konstatere, at det ikke var ‘vores’ motorhome, da vi i mellemtiden havde fundet et billede at ‘vores’ motorhome, hvor man kunne se nummerpladen 6VLD318.

Stormen og regnen var i øvrigt hård ved træer og klipper, så ind i mellem var det lidt forhindringskørsel mellem nedfaldne grene og klippestykker. Vi lagde os trygt bag en ‘klippeskraber’, som var en pæn stor lastbil med en plov monteret på fronten. Ind i mellem, når der var grene og klippestykker på vejbanen, sænkede han ploven og skovlede vejen ren. Sådan.

Hvad var så mere dansk end at købe Ecco sko i San Francisco? Det var da at besøge Solvang. Wikipedia: “Solvang er en by med cirka 5.300 indbyggere nord for Los Angeles i Californien. Byen blev oprettet af en gruppe danske lærere i 1911. Byen blev opbygget efter dansk forebillede med bindingsværkshuse, skole, landsbykirke og kopier af Dybbøl Mølle og Rundetårn. Byens museum Elverhøj Museum ligner en dansk bondegård fra 1700-tallet, indrettet med gamle danske møbler, og selv byens park blev opkaldt efter Hans Christian Andersen.”

Og vejret kunne jo ikke blive mere dansk.

4 mands orkester – til 6 gæster

Kulminationen – klimaks på Solvang Brewing Company: Ale-brined Pork Loin. Traditional Danish preparation, served with lingonberry sauce, smashed potatoes & gravy and Danish red cabbage. Også kaldet flæskesteg med rødkål.

Grisen stod op til begge ører – men ……. der manglede flæskesværen. Klart den må være spist mellem grisehandleren i Faaborg og restauranten i Solvang.

Kaffen bestod af øl fra det huslige bryggeri – og så whisky/cola, da den lakridsagtige smag på husets specialitet bare blev for meget.

Et 4-mands-band underholdte os 6 gæster. Alting er stort i USA.

Se billeder fra 28.11.2012 – klik her.

29.11.2012

Man er jo ingen helt, blot fordi man egenhændigt vasker 4 maskiner vasketøj. Men det skader ikke på kontoen. Og alternativet var værre. Så skulle jeg gå med fruen på vaskeriet. Hvor dum ser man lige ud som vasketøjsbærer 🙂 Fruen optjente også en masse bonuspoint – mine renvaskede skjorter og t-shirts fik det glatte lag.

Så var der lige FaceTime-gensyn med Rasmus og Bo (Tina var ifølge Rasmus ved at bestige Mount Everest). Hotellets trådløse netværk – eller dets opkobling til World Wide Web – var noget langsomt, så billedkvaliteten var mildt sagt forringet. Men dejligt alligevel – og vi tæller nu ned til at skulle gense dem 17.12.

Dybbøl Mølle – i Solvang

Herefter var vi på bytur i Solvang. Som at gå rundt i Faaborg – ja, lige med den forskel, at H.C. Andersen fylder noget mere i Solvang.

King Frederik Inn, Atterdag Village, Ingeborg’s (Chokoladede), Mortensen’s Danish Bakery, Petersen Village and Inn, Hamlet Inn, Hadsten House m.m.fl. Stort set alle forretninger, hoteller og restauranter asscocieres med Danmark. Danske flag side om side med amerikanske. Og danske vejnavne: Copenhagen Dr., Atterdag Rd., Molle Way og Elverhoy Way. Var vi lige danske – vi ‘ejede’ jo næsten turistinformationen og heldigvis havde turistchefen danske rødder. Grandfather fra Langeland og Grandmother fra Sønderjylland. Så det var vist hendes kvalifikationer til jobbet.

Fruen spejdede forgæves efter et menukort, hvor dansk smørrebrød indgik. Det blev til en rejemad, men på lyst, blødt rugbrød. Og min medisterpølse havde vist kun formen til fælles med en dansk ditto fra slagter Broe. Øllen var derimod ‘helt’ dansk – en kølig Carlsberg Green Label. Verdensklasse – tak Jacobsen.

Eftermiddagen stod på afslapning. Dagbog, Nyhedsmail (Dansk Ballonunion) og fruen “Tvunget til tavshed” af Linda Castillo på iPad’en. Efterfølgende var hun lidt bekymret (altså fruen), for næste bog i eReolen var ikke så tyk. For mig at se, er alle bøgerne lige tykke på iPad’en 🙂

Se billeder fra 29.11.2012 – klik her.

30.11.2012

Solvang – Los Angeles – 134 miles

Det var så 3. regnvejrsdag. Så det var meget begrænset, hvad vi fik set de 134 miles mellem Solvang og Los Angeles.

Vi måtte stort set ned i vandkanten ved Santa Barbara for at kunne få øje på Stillehavet – selv om Route 101 en stor del af vejen en mindre end et stenkast fra havet. Skyerne hang 2 – 3 meter over vejbanen og ‘væltede’ ned mod havet. Ret specielt.

Ved Ayroyo Buro Beach Country Park holdt vi et formiddagskaffestop i vandkanten – og så 3 jubeloptimister surftræne i Stillehavets bølger.

Der var ikke rigtig noget glamour – men de skal da nok blive gode til næste sommer.

Vi ankom til Hollywood / Los Angeles ved totiden og indlogerede os på Hollywood Celebrity Hotel.

Jan de Niro

Receptionisten må være svagtseende, for jeg blev ikke genkendt. Måske fordi jeg om morgenen igen havde justeret hårlængden ned til 3 mm (ikke 2 mm denne gang – forbud fra fruen).

Men vi var da dårligt kommet ned til Hollywood Hills før – særligt japanske – fotografer skød løs. Vi skyndte at gemme os på en hyggelig italiensk restaurant, hvor de serverede pizzetter (normal dansk størrelse af en pizza).

Jeg måtte være forberedt på 4 hårde dage i Hollywood.

Aftenen sluttede med sandwich på Hard Rock Hollywood med live music. Nej, fruen sprang ikke ud.

Se billeder fra 30.11.2012 – klik her.

01.12.2012

Så oprandt dagen, hvor vi skulle sige farvel til ‘vores’ røde Ford Mustang. Hvor vemodigt – den havde jo været vores faste base siden 15.11.12. Man bliver jo ligesom i familie.

Modtagelseskomite

Så inden vi afleverede den hos Hertz måtte vi ose lidt rundt. Desværre forhindrede småregn i, at turen blev med kalechen nede. Vi fik set Sunset Boulevard, Beverly Hills, Chinatown, Koreatown, Downtown og sidst ‘endestationen’ for Route 66 – Santa Monica.

Herefter med Hertz-shuttlebus til Terminal B, hvor vi skulle modtage Inge og Marius, der havde valgt at dele 2 ugers oplevelser med os.

Vi var allerede fra morgenstunden forberedt på 3 timers forsinkelse, så ventetiden var den ‘normale’ på godt en time, hvor man tjekker kuffertlabels på de ‘indkomne’ passager og triumferende konstaterer, at nu er ‘vores’ fly ankommet – og så går der alligevel en halv time mere 🙂

Fru og hr. Hansen ankommet til Los Angeles

Blomsterdamen bemærkede, at det var fantastisk fin service, jeg ydede mine kunder, når jeg modtog dem med en mørkerød rose. Hun skulle lige vide, at det var min turistguide for de næste 14 dage, jeg havde købt en rose til. 14 dage uden beslutninger – blot være vedhæng.

Så min sidste beslutning i lang, lang tid var at aftensmaden skulle være burgere på Hard Rock Cafe – og med kolde fadøls Budweiser’e. Succes indtil Irish Coffee til dessert. Den var for sgu Irish. Kold, masser af sprut, tynd kaffe og ingen flødeskum.

Se billeder fra 01.12.2012 – klik her.

02.12.2012

Der var aftalt morgensmadstræf på værelse 109 – og chefturguiden havde dekreteret kl. 8:30. Så fruen måtte (igen) bruge vækkeur. Fru og hr. Hansen starter dagen på en Fernet Branca – og fruen sluttede sig straks til alkoholdet. Jeg holdt mig diskret i baggrunden – jeg hader at bøvse morgenbitter frem til formiddagsbajeren.

Det blev tid for FaceTime med Rasmus – og nu igen Tina, som var sikkert hjemvendt fra Nepal. Skønt.

Årsagen til den tidligere morgenparole var, at chefturguiden havde lagt et forholdsvist stramt program for dagens sightseeing. Så i strækmarch til Hollywood Boulevard, hvor L.A. City Tours solgte en 3 1/2 times “Hollywood & Movie Star Homes”.

Hollywoodland – uden LAND

Vi startede på den for os ikke kendte Mulholland Drive med fantastisk syn af Los Angeles by og det legendariske HOLLYWOOD-skilt (lige inden skiltet forsvandt i en sky). Vores guide kendte stort set alle beboerne på Mulholland Drive – og priserne på deres huse. Imponerende husket – hvis blot 25 % af det var sandt. Herefter ‘op og ned’ i Beverly Hills og sluttelig Rodeo Drive – men ingen Pretty Woman 🙁

Vi ser for lidt film (og amerikanske serier) – eller husker ikke skuespilleres navne særligt godt – for vi kendte vel omkring 5 % af navnene. Men ……. Jack Nicholson, Jennifer Lopez, Madonna, Jackie Chan, Tom Cruise, Marilyn Monroe, Julia Roberts, Lucille Ball, Ozzy Osborne, Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy David Jr. kunne vi da godt huske. De tre sidstnævnte havde i øvrigt været naboer og genboer i Beverly Hills – det havde nok ikke været kedeligt den gang.

Rodeo Drive skulle jo også besøges, men creditkortene forblev i pungen. Flotte forretninger – ingen prisskilte – det lugtede af mange penge. Rigtig mange penge.

På turen tilbage til Hollywood Drive bemærkede jeg et ‘prisskilt’ i minibussen. “Tips guide – Good Tour 5 – 7 USD, Great tour 10 – 15 USD – Excellent Tour 20 USD pr. person”. Det blev til en længevarende forhandling på bagsædet. OK, han var meget underholdende, guiden. Han kendte en masse navne og priser, han var villig til at stoppe “anytime”, så vi kunne fotografere og få autografer, men …… – vi så ingen – absolut ingen – kendte. Nå, det var jo også søndag – så de var vel i kirke allesammen. Så vi takserede turen til Great – i den lave ende.

Til gengæld var Hot Wings på Buffalo Wild Wings Grill & Bar excellent. Både maden og betjeningen. En spøjs overtatoveret lille dame serverede skønne boneless wings med et totalt smittende smil – og hun accepterede at vi jokede hende en del med “early bed”, da hun var blevet afsløret i et kæmpe gab.

Reklamefilmsoptagelse på Walk of Fame

Efter at vi havde deltaget som statister ved optagelsen af en reklamefilm på Hollywood Boulevard blev kaffen indtaget i Starbucks inden vi sluttede det hårde program af med Bloody Mary (og andet godt) på Pig’n Whistle.

Aftenen blev tilbragt på Miceli’s på Las Palmas (sidegade til Hollywood Boulevard). Ifølge vores turguide tidligere på dagen, havde stedet været en af Frank Sinatra’s favoritrestauranter. Maden var fin – vinen var super (og billig) – betjeningen (med syngende tjener) i særklasse og vi hyggede os gevaldigt. Ja, vi ville faktisk slet ikke gå hjem. 3 gange fik vi slutregningen.

Se billeder fra 02.12.2012 – klik her.

03.12.2012

Vi fik da godt nok en på opleveren i Universal Studio. For Universal Studio var meget andet en filmstudier og Wisteria Lane fra serien Desperate Housewives. Der var også både gøgl og en masse action.

Universal Studios

Vi blev allerede ved indgangen fristet af VIP Experience “Be Pampered Like a Star. The VIP Experience is the most exclusive way to go behind the scenes at a working movie studio and the ultimate way to visit Universal Studios Hollywood. Vi var solgt – til 289 USD pr. næse – men så forventede vi jo også at se Julia Roberts i optagelser til Pretty Woman II.

Bortset fra mødet med Julia Roberts levede VIP touren helt op til forventningerne. Tøffenden rundt i vores særlige VIP bus startede med præsentation af studiet, hvor The Bravermens i TV Serien Parenthood huserer. Desværre var vi ikke lige opdateret på serien Parenthood, men introduktionen gav et godt indtryk af opbygningen af et studie.

Oversvømmmelse mineby – Universal Studios

Dernæst New York City og Wisteria Lane krydret med King Kong 360 i 3D, opsætningen af kulissen til flystyrtet i War of the Worlds, det udendørs studie til Jaws-filmene, ‘bilaction-studiet’, Bates Motel fra Psycho, undergrundsstationen og regnvejret i minebyen. Jo, vi fornemmede filmoptagelser – måske havde vi ikke ligefrem hovedrollerne, men vi var meget betydningsfulde statister.

Vi fik også en interessant præsentation af værksteder og et kæmpe lager af ‘udstyr’ til opbygning af locations.

Og så var der jo lige Transformers The Ride i 3D, The Simpsons Ride, Shrek i 4D (med vand, varme og luft som 4. dimension), House of Horrors, Special Effect Stage og WaterWorld. Adrenalinkicks og shows.

Tilbage til Hollywood Boulevard – tilbage til Pig’n Whishle. De mange oplevelser skulle skylles grundigt ned inden skønhedssøvnen før middagen på The Rolling Stone (hvor de stort set kun spillede Beatles-melodier).

What a day. Det er hårdt at være stjerne.

Se billeder fra 03.12.2012 – klik her.

04.12.2012

Vi havde fået lov at sove længe – først morgenmad kl. 09:00. Chefturguiden var blev human.

Herefter tog Marius og jeg en taxi til en Hertz biludlejning i West Hollywood. Servicemedarbejderen jokede med, at vi var kommet det forkerte sted – han havde os i hvert fald ikke på udlejningslisten. Faktum var nærmere, at ‘hovedkontoret’ til levering i morgen havde solgt den bil, som ‘lokalkontoret’ havde reserveret til os. Og så skulle han udfylde tiden, mens en kollega fik fuldtanket en anden bil og vasket den. Men vi blev absolut ikke snydt – en Chevrolet Equinox blev byttet ud med en Toyota 4Runner.

Los Angeles – Palm Springs – 122 miles
Marilyn Monroe was “discovered” at Charlie Farrell’s Racquet Club in Palm Springs in 1949

Destination Palm Spring – byen for velhavende pensionister og Hollywood-stjerner i 1960’erne. Et hundrede og femogtyve golfbaner, 2.250 huller, eller rettere tørstige udgravninger, der opsuger 1200 tusind gallon vand bare for at overleve.

Chefturguiden var blev opgraderet på Best Western Plus Las Brisas – sådan er det jo at være chefturguide – men i total beskedenhed og hengivenhed over for rejsedeltagerne blev opgraderingen overdraget os. Jeg skulle hilse at sige, at vores værelse var lækkert. Kingsizebed i overstørelse, lækkert bad, lænestole – og så en mega jacuzzi. Vi elsker vores chefturguide.

På den mexicanske grill var tjeneren lidt fortørnet over, at vi bestilte Budweiser. Det havde sgu ikke meget at gøre med Mexico. Men vi charmede os ind med 4 mexicanske frokostretter – spørg mig ikke lige, hvad det var.

Så var der dømt strøgtur – meget civiliseret – ingen skumle passager – men en hovedgade der var acceptabel for selv den mest sippede LA-forstadsfrue. Jeg holdt fortsat creditkortet fast i mulvarpeskinnet – og det tætteste vi var ved et indkøb, var nye Ecco-sandaler til mig.

Marilyn Monroe var stillet op midt på strøget – i en 34.500 lbs udgave. Det gjorde hende jo ikke mindre charmerende. Selvfølgelig måtte jeg tjekke ‘understellet’ – og jo, hun havde trusser på, men de var revet noget i stykker i den ene side.

Første katastrofe indtraf: Fruen havde glemt proptrækkeren i LA. Anden katastrofe indtraf: Fruen havde ikke pakket min hårbørste (hvad skulle jeg også bruge den til), min barbermaskine (den skulle jeg måske heller ikke bruge mere) og min deodorant (ja, den ville de alle gerne, jeg fortsat brugte) ned, da hun pakkede toilettaske og kuffert i LA, mens Marius og jeg hentede udlejningsbil. Var hun lige bagud på point?

Jeg forsøgte flere gange før, under og efter aftenmåltidet at invitere til fællesbad i vores spa på værelset. Men Marius bakkede – han var vist godt klar over, hvilke udfordringer han ville få med 2 skønne kvinder og en impotent kammerat.

Se billeder fra 04.12.2012 – klik her.

05.12.2012

Palm Springs – San Diego – 132 miles

Palm Springs var en særpræget oplevelse. En kunstig oase i ørkenland. En udstilling i hvilken betydning vand har på livet på jorden. Ingen vand – intet liv.

Men skulle California gå hen og få vandmangel, så kan vi også godt pege på et sted, hvor der kan spares. Palm Springs og Palm Desert. Næsten provokerende at se grønne rabatter langs alle veje – stort set til bygrænsen.

Vi overhørte Applesines kørevejledning ‘nord om’ Mt. Jacinto og Idyllwild-Pine Cove og stak i stedet ‘syd om’. En fantastisk bjergkørsel med nogle meget sceneriske views – både af ørken og af Palm Springs og Palm Desert.

Palm Desert / Palm Springs

Vi passerede en mængde indianerreservater – og blev egentlige lidt flove på amerikanernes vegne over de områder, der var udlagt hertil.

Efter at have indlogeret os i San Diego på The Bristol og spist frokost på Currant Restaurant søgte vi ned til havnen. Vi ville jo se de amerikanske stillehavsflåde.

Et eller andet var der gået galt for chefturguiden og hendes juniorassistent (det er mig). For enten havde japanerne endnu en gang sænket stillehavsflåden, eller også var vi noget galt afmarcheret mht denne flådebase. Den lå i hvert fald ikke til turistskue i San Diego.

Sidst på aftenen besøgte vi Yard House. Tænk sig – mere end 200 forskellige fadøl frisk fra hanen. Marius og jeg nåede kun 4 (tilsammen), inden pigerne ville hjem.

Se billeder fra 05.12.2012 – klik her.

06.12.2012

Vores moleræs i går havde da ‘afsløret’ ‘et eller andet krigsskib’ ved kajen i San Diego, så chefturguiden havde planlagt en formiddagstur til det, der skulle vise sig at være USS Midway (Museum). Whaw – i 3 1/2 time oplevede vi et af USA’s legendariske hangarskibe – dels på egen hånd, med lydguide og med personlige guider.

USS Midway

Et hangarskib er nu noget helt særligt – uden at jeg hermed skal postulere, at jeg er hjemmevandt på flådens forskellige skibe. Men jeg er fascineret af et hangarskib – også i den grad. 4.500 mand ombord håndterer en flydende fæstning med både forsvars- og angrebsvåben. Det var vildt spændende at se ‘livet’ under dæk – men klimaks var naturligvis at se Flight Deck, Brigde, Admiral’s & Captain’s Quarter.

Og så eksemplarer af de forskellige flyvemaskiner og helikoptere, som havde ‘tjent’ på USS Midway. Efter de forskellige ‘tidsaldre’ en skræmmende styrke af Tomcat, Hornet, Phantom, A-7 og Crusader’s. USS Midway’s generalieblad viser bl.a. deltagelse i Vietnam-krigen (1965 – 1973) og Operation Desert Storm (1991).

Uden at have prøvet noget, der blot i begrænset omfang kan indikere G-påvirkningen, når en A-7 Corsair II på 2 sek. nåede 120 knob (222 km/t), følte jeg et helt ‘adrenalinkig’, da jeg beskuede katapultstartbanen. Piloterne må have været helt ‘høje’, når de startede deres operationer.

FaceTime med Fru og Hr. Hansen – så hyggeligt

Først efter 3 1/2 time var vi mætte af hangarskib og sulten efter føde. Så heldigt at The Fish Market lå lige bag USS Midway.

Herfter forvildede vi os (undskyld chefturguide) ud forbi San Diego Convention Center, og efter at være guidet til “registration” fandt vi “station”, som med San Diego Public Transportation bragte os til The Old Town. Jeg ved ikke lige hvad vi havde forventet – men givet ikke det vi så. Lidt historisk omkring ‘birthplace’ for California, et retssal og et fængsel, men besøget blev dog reddet af drinks på en hyggelig ‘mexikansk’ restaurant.

Tilbage til downtown, gaslygtekvarteret, Hard Rock og sluttelig The Beer Company (konkurrent til Yard House). Så havde vi igen fået, så mexikanerhatten passede.

Billeder fra 06.12.2012 – klik her.

07.12.2012

Chefturguiden havde planlagt dagens tur til Los Angeles med to ‘omveje’ og en ‘strandvej’

San Diego – Los Angeles – 126 miles

Første ‘omvej’ var en tur rundt om San Diego Bay og Port of San Diego. En ‘omvej’ på omkring 25 miles. Desværre med så lavthængende skyer (tåge), at vi kun i begrænset omfang så andet end landevejen.

Men så fandt vi den amerikanske stillehavsflåde. Den var heldigvis ikke sunket – eller på mission. Men ligger altså ikke sådan bare til udstilling og rundvisning. Så kun på behørig afstand kunne vi se hangarskibet USS Carl Vinson (faktisk herfra at Osami bin Laden blev ‘søsat’ 02.05.11 i den nordlige del af det Arabiske Hav), en del destroyere, Ro-Ro-skibe og andet maritimt grej. Jeg vil opfordre alle til at holde sig gode venner med USA.

Herfra nordpå ad ‘strandvejen’ via Mission Bay til La Jolla. Givet strandområder hvor der om sommeren er et leben af badegæster og surfere. Området lå ikke øde, men der var mere end god plads på strandene og surferne havde vist kun begrænset risiko for kollision.

Søløver ved La Jolla

Ved La Jolla beskuede vi ca. 100 mætte sæler, der lå i sandet en bugt, hvor badegæster var frabedt. Sælerne var i øvrigt overvåget af hundredvis af brune pelikaner, som så næsten lige så mætte og dovne ud. Meget spektakulært syn.

Efter frokost forlod vi ‘strandvejen’ og entrede Interstate 5 direkte mod hotel Radisson ved Los Angeles International Airport – dog lige med en ‘omvej’ omkring Hollywood Celebrity Hotel for at afhente den anden halvdel af indholdet fra min toilettaske. ‘Omvejen’ tog vel ‘kun’ omkring 2 timer (heavy traffik i og omkring Los Angeles), så der var dømt (op til flere) kvajebajer til fruen.

Fru Hansen og jeg gik på hotellet i gang med check-in til morgendagens flyvetur til Honolulu. Lucky punch – for Fru og Hr. Hansen var blevet opgradet til Economy Plus. Marius havde fået 2 sæder, så der var jo ingen panik, da der på Inges bordingpass stod “Agent”. Da jeg forsøgte check-in var der ikke flere ledige economy-sæder. 2 sæder på række 20 blinkede ledige, men det var economy extra. For medens 59 USD pr. næse kunne vi blive opgradet. Alternativet var at håbe på, at to andre allerede seatede ikke dukkede op – eller at flyet ikke var overbooked, så vi alligevel fik de anviste sæder. Jeg valgte den sikre løsning og slap 118 USD.

Se billeder fra 07.12.2012 – klik her.

08.12.2012

Jeg hader vækkeure. Faktisk en af de store befrielser ved mit retirement, at min uafsluttede nattesøvn ikke skal forstyrres af en irriterende summen eller bippen fra et sådant terrorinstrument. Så det er kun i nødstilfælde, at jeg anvender alarmen på min iPhone. Men fruen mente, at denne lørdag morgen var et nødstilfælde, da vi skulle med hotellets lufthavnsbus kl. 07:00. Så jeg indstillede modvilligt iPhone til at summe kl. 06:00. Helt ubevist havde jeg imidlertid glemt at aktivere alarmen, så hverken min eller fruens nattesøvn blev forstyrret kl. 06:00. Det gjorde den så (nok heldigvis) af naboens (Fru og Hr. Hansen) rumsteren, så vi nåede også bussen 🙂

I lufthavnen blev gårsdagens glæde over Fru og Hr. Hansens gratis opgradering noget spoleret af seatningen. Marius var fortsat seatet på 7E, men Inge havde ikke plads 7F men derimod 15D. Men dog fortsat Economy Plus.

I flyveren var der nummeret før kaos, da mange par åbenbart var seatet med sæder, der ikke var ved siden af hinanden. Jeg kunne ikke se logikken, og mange forsøgte da også indbyrdes at bytte. Det fremskyndede ikke ligefrem ombordstigningen, at stort set halvdelen rendte frem og tilbage på gangen og forsøgte at bytte. Særligt ikke når de hele tiden ønskede at medbringe deres overdimensionerede håndbaggage.

Aloha from Hawaii

Economy extra på United Airlines er bedre benplads – men så var det vist også det. Fruen og jeg måtte i hvert fald (igen) betale 50 USD for at få vores kufferter med, og ombord måtte jeg slippe 6 USD for en Budweiser.

Efter en ‘smuttur’ på knap 6 timer i en Boing 757-300 og en shuttlebustur på knap 1/2 time fra lufthavnen befandt vi os så i den skønneste vinterkulde – kun 25 grader Celcius – på Hotel Sheraton Princess Kaiulani i Honolulu på Hawaii. Det tog 5 minutter, så var vi i korte bukser og sandaler klar til at invadere Ala Moana Park og Waikiki Beach.

Vi fik tjekket lokalområdet, testet alkoholprocenten på deres Dry Martini’er, delt lidt kinesermad – og ‘monteret’ os på vores respektive værelser – og på Fru og Hr. Hansen altan, hvor vi til tonerne fra Aloha Hawaii med Elvis nød rødvin og chokolade.

Se billeder fra 08.12.2012 – klik her.

09.12.2012

Det var sgu godt nok nummeret værre end iPhonens vækkealarm. Sheraton Princess Kaiulani var et dejligt hotel – fint værelse – og spændende udsigt. Men natten igennem føltes det som om vi befandt os midt på Rådhuspladsen en eftermiddag ved 16-tiden, hvor trafikken sneglede sig afsted p.g.a. vejarbejde, Metrobyggeri og nedrivning af det gamle Industriens Hus. Først da vi lukkede altandøren og ‘aktiviteten’ omkring os blev reduceret væsentligt som følge af, at Hawaii Maraton blokerede Kaiulani Avenue, fik jeg lidt søvn.

Vi spiste morgenmad om kap med hvide duer og det vel at mærke på hotellets udendørsrestaurant. Var man uopmærksom et øjeblik, eller vovede man sig ind til buffet’en for et ekstra glas juice, så sad duerne på bordet og spiste løs, når man kom tilbage. Jeg hader duer. Luftens rotter. Uanset dyrebeskyttelse, uanset de fredssymboliserende (fede) hvide duer, så finder jeg det aldeles upassende at spise sammen med dem.

Danske badenymfer

Jeg klarede to timer med sand mellem tæerne. Flot, ik’? Så måtte jeg hjem på hotellet og have et bad. Men jeg fik da to gange nydt Stillehavets 25 graders klare, rene vand. Nu var jeg også blevet vinterbader.

Waikiki Beach var ikke denne formiddag tiltrukket af andre fotomodeller end Inge og Anette, men hyggeligt at beskue de mange surfamatører, der igen og igen forsøgte at ride på bølgerne. Og så på den nemme måde – ingen sejl.

Shrimper’s Heaven
Hand Breaded Coconut Shrimp, Chilly Shrimp, Fried Shrimp and Japanese style Tempura Shrimp with Fries. And of course great Dippin’ Sauces like Tangy Asian, Cajun Marmalade and Zesty Cocktail.

Det myldrede med japanere alle vegne. Mindst 2/3 af turisterne var japanere. Generelt set venlige mennesker. Absolut ikke ‘herremennesker’ – næsten for selvudslettende ind i mellem. Lidt sjovt at se en lille ‘japsergenstand’ på 160 cm og vel på omkring 45 kilo (fruen mener str. 34) ved siden af en overfed ‘amerikanerfrue’ på 170 cm og 125 kilo (ingen kendt størrelse – deres tøj må specialbygges).

Vi holdt afslapningseftermiddag med en morfar og en gåtur på Kaiakaua Avenue (af vores lufthavnsshuttlebuschauffør ‘udnævnt’ til at være Honolulu’s The Strip), inden vi kl. 17:00 mødtes påny.

Chefturguiden havde spottet Bubba Gump i Honolulu, så aftenmenuen stod på Shrimper’s Heaven – Hand Breaded Coconut Shrimp, Chilly Shrimp, Fried Shrimp and Japanese style Tempura Shrimp with Fries. And of course great Dippin’ Sauces like Tangy Asian, Cajun Marmalade and Zesty Cocktail. Det var ik’ så ringe endda.

Og så kørte vi helt ned i gear med et glas hvidvin og en godnatbajer på Hansen’s altan.

Se billeder fra 09.12.2012 – klik her.

10.12.2012

Vores turistbus på Hawaii

Oahu (det hedder ‘vores’ ø på Hawaii) er andet end Honolulu og Waikiki Beach, så vi havde lejet en ‘turistbus’, der på behørig vis kunne fragte os rundt på øen.

Chefturguiden havde planlagt en ‘rundtur’ på den sydøstlige del af Oahu – omfattende Diamond Head, Hanauma Bay, Makapuu og Kaulua Bay. Skiftevis klipper og sandstrande – med det flotteste klare, blå vand, jeg nogensinde har set. Meget overraskende for os alle fire, at naturen var så ‘voldsom’. Vi havde nok mere forventet et ‘bountyland’ med lav regnskov og millioner af palmer ved havet.

Om eftermiddagen besøgte vi ‘larmefabrikken’, der ligger overfor/nedenfor vores sidefløj af hotellet. ‘Larmefabrikken’ fordi 50 airconditionanlæg på de toetagers bygninger konstant giver et øredøvende lydinferno. Og særligt når det akkompagneres af turistbusser, der med motoren (og aircon) kørende, bakker frem og tilbage lige nedenfor vores altan.

‘Larmefabrikken’ var i øvrigt King’s Village – et shoppingcenter i miniformat. Men et værtshus med Budweiser – næh – så det blev til ‘duepladsen’ på hotellet.

Uheldigt for Marius og heldigt for mig, så havde Marius fået ‘hold i ryggen’, så vi måtte til behandling på The Shiatsu & Massage Center. Han blev ikke helt kureret, for efterfølgende måtte jeg lukke den ene sandal – og det rygtes, at Inge fortsat agerer skohorn med den ene pegefinger. Måske bliver vi nød til endnu en behandling.

Aftenen stod på hård rock på Hard Rock. Vel den mest spektakulære indretning af en Hard Rock, vi indtil dato har set. I et 5 meter bredt bælte var loftet i en halvbue udsmykket med mindst 100 guitarer. Vildt flot.

Se billeder fra 10.12.2012 – klik her.

11.12.2012

I min generation forbinder man Hawaii med Pearl Harbor 7. december 1941. Japanerne sænkede seks slagskibe og svært beskadiger otte. Desuden mistede amerikanerne tre lette krydsere, tre destroyere og tre mindre fartøjer samt 188 fly. 2335 soldater og 68 civile omkom, og 1178 såredes.

Chefturguiden havde dikteret afgang fra hotellet kl. 7:00, da vi skulle være ‘parat’ ved Pearl Harbor Visitor Center i god tid inden kl. 07:55 – tidspunktet hvor den første angrebsbølge bestående af 89 Nakajima B5N2-torpedofly (40 med torpedoer og 49 med panserbrydende bomber), 51 Aichi D3A1-styrtbombefly og 43 eskorterende Mitsubishi A6M2-jagerfly (i alt 183 fly) kom ind over havnen fra alle verdenshjørner. Vi var naturligvis på plads – just in time.

Først lige en udstilling med den historiske baggrund og en 20 minutters informationsfilm inden vi sejlede ud til USS Arizona Memorial. USS Arizona, som var det største amerikanske slagskib, blev ødelagt, da en modificeret 40 cm granat smadrede gennem to pansrede dæk og detonerede i det forreste ammunitionsmagasin. Alene på USS Arizona omkom 1.102 mænd.

Tilbage i ‘parken’ hvor mindeplader for hvert enkelt sænket og beskadiget skib og dets besætning var præsenteret rundt om en kæmpe ‘model’ af Pearl Harbor og skibenes placering. Det gibbede sgu noget i mig, da en ‘japser’ meget entusiastisk forklarede en større gruppe landsmænd om flyangrebet. Jeg fattede ikke et ord – men tonefaldet var nummeret mere end begejstret.

USS Bowfin

Så gik turen ombord på USS Bowfin – en Balao-klasse ubåd, der opererede i Stillehavet fra 1. maj 1943. På 9 togter fik den sænket 44 japanske skibe. 80 mand i en sardindåse. Og fornemmelsen af at være ‘nede’ i en ubåd blev i den grad forstærket, da man p.g.a. en heftig regnbyge lukkede lugen netop i det område, vi befandt os i.

USS Missouri

Med bus kørte vi så til Ford Island, hvor USS Missouri (USA’s sidst byggede slagskib – Mighty Mo) ligger som flydende museum. Det var på USS Missouri den japanske udenrigsminister Mamoru Shigemitsu med en større delegation underskrev den betingelsesløse overgivelse den 2. september 1945. Slagskibet har udover 2. verdenskrig ‘tjent’ i Koreakrigen, Vietnamkrigen og senest i Golfkrigen i 1991.

Mitsubishi A6M Rei-Sen (Type 0), kendt som Zero

Afslutningsvis besigtigede vi hangar 37 og hangar 71 et stort antal af de mange jagerfly, bombefly og helikoptere, som under og efter 2. verdenskrig har været tilknyttet den amerikanske flåde. Ja, og så da også lige et par japanske modeller – herunder Mitsubishi A6M Rei-Sen (Type 0), kendt som Zero.

7 1/2 spændende historieundervisning om den del af 2. verdenskrig, som handler om japanerne. Men hvem var heltene – hvem var skurkene. Var man skurk, når man sendte en torpedo i mod et krigsskib – og var man helt, når man smed en atombombe, der øjeblikkeligt dræbte 60.000 civile og påførte mindst lige så mange skader for livet? Krig er noget lort.

Aftenens festmenu blev indtaget på Top of Waikiki – en roterende restaurant på 21. etage – med flot udsigt over Honolulu’s skyline og Waikiki Beach. I begejstring om den flotte udsigt fik chefturguiden oversat værtindens venlige modtagelse “Do you have anything to celebrate” til “Ska’ vi have noget at drikke”. En chefturguide der hele tiden tænker på gæsternes ve og vel.

Se billeder fra 11.12.2012 – klik her.

12.12.2012

Så fandt vi det ‘rigtige’ Hawaii. Ananasplantager, kaffeplantager, sukkermarker, regnskov, palmer og surfstrande. Chefturguiden havde planlagt en tur rundt på den nordøstlige del af Oahu, og her fik vi de indtryk, som passede i vores billede af Hawaii.

Ananas

Første stop var Dole Plantation, som primært producerer ananas. På en 20 minutters togtur blev vi transporteret rundt gennem marker, diverse ‘opsætninger’ og et vandreservoir. Lidt pinligt fik vi udstillet vores manglende kendskab til ananasproduktion – men efter turen og de beskrivende informationstavler var vi helt dus med både plantning, de 3 gange høstning og markens renovering. Trods en konstant produktion gennem mere end 100 år er det ikke lykkes at erstatte den menneskelige arbejdskraft med maskiner ved plantning og høst af ananas. Teknologisk for stor udfordring – eller er den importerede arbejdskraft for billig? Jeg så gerne den dansker, der indhyllet i en kraftigt beskyttelsesdragt i 35 graders varme gik ned gennem rækkerne af 1 meter høje ananasplanter med vildt skarpe blade og huggede frugterne af planterne.

Ironmaiden

Herpå mod nord til Waialua Bay og Waimea Bay, hvor vi skulle se på Green Sea Turtles (Grønne havskildpadder). Vi parkerede lidt tilfældigt ved stranden for at beskue Stillehavet mod nord – og så viste det sig at være et beskyttet område, hvor ca. 70 havskildpadder søger ly for Hvidhajer. De lokale ‘sikkerhedsfolk’ havde identificeret 28 havskildpadder, som nu stod registreret med navn, køn, alder og vægt.

Chefturguiden havde naturligvis sørget for, at “Ironmaiden” (tidligere kendt som “Ironman”, men omdøbt da man havde fundet ud af, at havskildpadden var en dame) søgte helt op på stranden – lige hvor vi stod. 25 år og ca. 100 kg – en ung dame. Havskildpadder kan blive op til 188 år og veje op til 900 kg.

Nu var fjenden ikke længere Hvidhajer men ‘japsere’, der helst sad på ryggen af havskildpadden, når den skulle fotograferes. Japanere kan ikke læse skilte – hverken dem på engelsk eller dem på japansk – så derfor de lokale ‘sikkerhedsfolk’.

Næste stop – rundt om nordspidsen – Kahuku og Fumi’s Shrimp Farm. Igen en på opleveren. Men maden fejlede absolut ikke noget.

Byodo-In Temple

Dagsturens sidste specifikke oplevelse af The Byodo-In Temple i Valley of The Temples Memorial Park i Kahaluu. Templet var bygget i 1968 til minde om 100 året for de første japanske immigranter til Hawaii. Byodo-In Temple på Oahu er en miniudgave af det over 950 årige Byodo-in Temple i Uji, Japan.

En stille aften på ‘italieneren’ på Beachwalk – og selvfølgelig en godnatdrink på Fru og Hr. Hansens altan. Vores altanstole var efterhånden flyttet nogle gange mellem værelse 984 og 994.

Se billeder fra 12.12.2012 – klik her.

13.12.2012

Man kan jo blive fristet over evne. Trods et rimeligt problemfrit ægteskab med Applesine – hun har vel kun reelt svigtet 2 gange – blev jeg fristet af dagens app tilbud. En ny udgave af Google Maps (straks døbt “Googleline”) til iPhone’n. Den skulle efter presseomtalen være mere brugervenlig end Applesine – og så skulle den være uden fejlanvisninger. Det var ikke helt kærlighed ved første blik – OK, hun så smart ud, hun talte (bedre) dansk og hun matchede straks alle henvisninger fra Google, men …….. – hun var dårligere end Applesine til at følge GPS’ern.

Chefturguiden havde fra morgenstunden ændret dagens program, så Diamond Head var udsat og nu skulle vi Aloha Tower, Downtown, Kongeslot, Westminster Abbey (minikopi) og Chinatown.

Aloha Tower set fra downtown

Aloha Tower – åbnet 11. september 1926 – er oprindeligt et fyrtårn – et af Hawaii’s vartegn. Lidt pudsigt at øverste etage ud over udsigtsposter mod alle fire verdenshjørner kun havde ét rum – et toilet. Men det var selvfølgelig praktisk for fyrbøderen.

Iolani Palace – the official residence of King Kalākaua and Queen Lili’uokalani, who were the last in a long line of ruling Hawaiian royalty

Herefter forbi Iolani Palace “Det officielle residens for Hawaiis monarki er et vidunder af overflod, innovation og politiske intriger. Omhyggeligt restaureret til sin tidligere storhed fortæller dette nationalhistoriske vartegn i downtown Honolulu om en tid, hvor deres Majestæter, kong Kalakaua, som byggede det i 1882, og hans søster og efterfølger, dronning Lili’uokalani, gik i sine berømte haller.”

Vi nøjedes med den fine beskrivelse og hastede videre – kongen er død, dronningen er død – så ingen ville beskænke os med en Budweiser.

Ak og ve – chefturguiden ville også i kirke. Hun mente, vi havde behov for lidt syndsforladelse. Jeg mente mere, at vi havde behov for en øl. Men The Westminster Abbey of Hawai’i – Kawaiaha’o Church var absolut et besøg værd – og så blev besøget krydret med en snak med præsten, som faktisk ventede på nydeligt, ungt ‘japserpar’, der skulle giftes. Klasse og stil. 2 mega limousiner kørte frem. En med brudeparret og en med gæsterne.

Prøvelserne kom til en ende. Chefturguiden forbarmede sig – og alkoholiske drikke blev serveret på Ferguson’s Irish Pub.

Helt overmodige bevægede vi os ind i Chinatown. Nok den mest ikke-kinesiske Chinatown, jeg til dato har set. Det var vel kun skiltene og maden, der var kinesisk. Ingen boder, ingen kulørte lamper. Men forårsruller og løgsuppe.

Klar til at møde stjernerne

Vi holdt lidt lav profil, for aftenen var dedikeret Rock-a-hula Legends in Concert Waikiki. Den ultimative oplevelse! VIP adgang til VIP Lounge, hvor vi nød en velkomst Blue Hawaii Mai Tai. Dernæst det overdådige Green Room (inspireret af Elvis’ billardstue), hvor vi fik serveret Green “Champagne” og Posh Hawaiian Pupu s (hors d’oeuvres), mens vi afventede et særligt besøg i værelset af The King himself. Sidst (altså inden det hele rigtig begyndte) en rundvisning backstage.

Da vi så bestilte både en flaske hvidvin og en flaske rødvin, var den (meget) unge og (meget) smukke tjener ved at besvime. Hun undlod ikke at bemærke, at hun var spændt på, hvordan vi havde det, når vi igen skulle forlade lokalet. Ak, ja – vi var jo næsten ædru.

Men det havde absolut ikke forhindret os i at nyde Elvis (1962), Steven Tyler, Mikael Jackson, Madonna og Elvis (1973) i Legends in Concert Waikiki. Super professionelt – både den gode mad og showet. Vi var godt nok høje, da vi skyllede aftenens oplevelser ned på Fru og Hr. Hansens altan.

Se billeder fra 13.12.2012 – klik her.

14.12.2012

Vi skulle selvfølgelig ikke snydes for Diamond Head – mente chefturguiden. Så fredagens guidede tur startede på Diamond Head, inden vi kørte nordvest.

Udsigten mod nordvest fra Diamond Head

Hvor Hawaii som helhed er skabt ved et større vulkanudbrud for sådan ca. 2,6 millioner år siden, så er Diamond Head et lille efterbøvs på et par dage for 150.000 år siden (jeg er lidt skuffet over den upræcise information). Navnet blev givet, da man fandt diamanter i kystaller, der var indlejret i klipperne.

En 0,75-mile (1,1-km) vandretur på en bjergsti, herefter 74 trin, en tunnel og endnu en trappe på 99 stejle trin, sluttende med en vindeltrappe på 43 trin. Og så skal man stort set kravle ud gennem et ‘skydehul’, inden man fra en observationsplatform får en fantastisk udsigt over Honolulu (særligt Waikiki) og Stillehavet. Fin belønning for strabadserne. Ligesom Budweiser’en jeg havde medbragt – hvilket fik den lokale ‘vagt’ til formanende at opfordre til betydelig indtagelse af vand, inden jeg påbegyndte nedstigningen. Endnu en ‘Hawaiineser”, der ikke kender vikingernes forhold til øldrikning.

Så gik turen nordvest, hvor vi igen nød den smukke kombination af bjerge, kystvej og bugter. Vi spejdede forgæves efter hvaler, der efter sigende skulle komme forbi på denne tid af året, men vi måtte nøjes med en flok legende delfiner – vel omkring en 10 stykker.

Dagens føde blev indtaget på Pizza Hut (frokost) og Chili’s (aftensmad). Vi skulle jo slutte USA på amerikansk.

Rudolf’s lillesøster – King’s Village

Og så måtte vi jo også lige sige farvel til ‘larmefabrikken’ (King’s Village). Etablissementets eget rensdyr (Rudolf’s søster) serverede den bedste Irish Coffee, vi endnu havde fået. Men vi havde også selv defineret indholdet – både i komponenter og mængder.

Hun bekræftede vores rygte – danskere drikker meget alkohol – men hvis ikke den unge dame selv havde drukket af natpotten, så var hun påvirket af stoffer. Sangerinderøjne, fnisen og usikker gang.

Det blev en tidlig godnatdrink – denne gang på vores altan – da vi jo skule op igen ‘før fanden fik sko på’.

Se billeder fra 14.12.2012 – klik her.

15.12.2012

Hvor var det dejlig at vågne kl. 04:22, da urinblæren skulle tømmes. Så slap jeg nemlig for ‘terrorangreb’ fra iPhonens alarm. Vi skulle tidligt op, da ville køre Inge og Marius til lufthavnen kl. 05:00. Forsigtigt nussede jeg fruen – “skatter, go’ morgen”, hvortil hun replicerede (halvt i søvne): “Har uret ringet (jeg ved ikke lige hvilket ‘ur”, hun hentydede til)?” Da jeg ærligt svarede nej, vendte hun sig (lidt demonstrativt) og annoncerede, at hun i så fald ville sove indtil uret ringede. Ja, så måtte jeg jo prøve igen “skatter, go’ morgen”.

Endnu en gang havde chefturguiden gjort brug af sine forbindelser (I ved – 3 ting – forbindelser og connections), så de var (igen) upgradet til Economy Plus. 15. række – sådan. Men 197 USD hvis de ville have 2 kufferter med hjem. OK – det var en fejl – halvdelen blev straks refunderet. OK – det var så også en fejl – chefturguiden fik efterfølgende alle pengene retur. Som hendes assistent har jeg sgu noget at lære.

Vi var jo ikke blevet helt færdige med at sove, så det var – efter fruen havde dulmet den værste sult, selvfølgelig – tilbage til hotellet og 1 ½ time på den anden side.

Hanauma Bay

Vi var fortsat de lykkelige lejere af den røde Ford Mustang, så da vi havde pakket, tjekkede vi ud fra hotellet kl. 11:15 og tøffede lidt rundt på øen. Vi tog (igen) til Hanauma Bay – og denne gang bevægede vi os ned til stranden med koralrev, en mængde farverige fisk og havskildpadder. De farverige fisk så vi i en informationsfilm, som var obligatorisk undervisning, hvis man ville have adgang til stranden. Mærkelig nok kom de ikke op og hilste på os i vandkanten. Det gjorde til gengæld en havskildpadde – men …… nu var vi jo ’dus med havskildpadder’, så denne lille baby på ½ meter kunne ikke imponere.

Ved Kaneohe Bay på østkysten fandt vi en hyggelig frokostrestaurant og så krydsede vi tilbage over øen til lufthavnen. Vemodigt tog vi afsked med den røde Mustang – med hotelværelser – med Hawaii og med USA.

I lufthavnen forsøgte jeg at bortgive restbeholdningen af Budweiser’e. Men ak og ve – hawainesere drikker ikke. Korrekt – de sagde sgu nej tak. Så de røg til sidst i en affaldskurv. Blasfemi.

Da vi blev seatet 11J og 11K i 767’ere, som skulle bringe os de 7096 km fra Honolulu til Auckland, kunne vi næsten ikke få armene ned. Placeringen i flyet var da også ganske udmærket, men dels var sæderne mere end elendige, dels var i sær den mandlige passager på rækken foran af en sådan størrelse, at han stort set ikke kunne sidde der, med mindre ryglænet var helt tilbage. Belastende – både for ham og for os. Vi forsøgte forgæves at finde hvile og få lidt søvn.

16.12.2012

Ja, det kunne jo ikke blive ved med at gå godt – sådan at ‘vinde tid’, hver gang vi bevægede os vestpå. København – New York 6 timer, tværs over USA 3 timer, Los Angeles – Hawaii 2 timer, Hawaii – Auckland 1 time, Auckland – Brisbane 3 timer. Ude midt i Stillehavet gik det galt. Smut – ingen 16.12.12 – for første gang i mit liv ingen søndag i en uge.

Til gengæld gik vi så fra at være ‘bagud’ til at være ‘forud’. Når man I Danmark går i seng, står vi op, mens det indtil nu havde været sådan, at man i Danmark stod op, gik vi i seng.

Men jeg ved ikke rigtig hvordan vi skal forholde os med havemøblerne. Lige nu har de vist alligevel heller ikke brug for dem derhjemme.

17.12.2012

Vi fik igen ‘misbrugt’ mit Priority Pass I en dejlig business lounge I Auckland lufthavn, så de 3 timers transittid fløj (men uden tidsforskel) afsted. Vi var klar til yderligere 2296 km fra Auckland til Brisbane.

Vores 777’er fra Auckland til Brisbane

Jeg havde i forvejen tjekket, at vores seating 40A og 40B var nogle af de bedste ‘monkeypladser’ – masser af benplads og ingen foranvæltende medpassagerer. Go’ morgen røv – de havde byttet 777-200’eren ud med en 777-300, så række 40 var ikke forreste række i en section. Til gengæld var vores medpassager på række 39 i normalstørrelse (måske endda små), så ryggen forblev oprejst. Herudover var sæderne bedre polstret (777’eren er også betydelig nyere end 757’eren) og benpladsen var vel omkring 10 cm længere. Alt I alt en bedre oplevelse, der gav mulighed for et par timers søvn.

Morgenmadsserveringen blev afbrudt af kraftig turbulens – det da er godt nok sjældent, at kabinepersonale sætter sig og spænder sikkerhedsselerne. Jeg funderede over, hvor stort udsving vingespidserne kunne tåle.

Vores nye hus

Fra lufthavnen i Brisbane tog vi en taxi til Maui campervanudlejning (nu hedder det en campervan og ikke et motorhome), hvor vores nye hjem til de næste 28 dage stod (næsten) klar.

Brisbane – Byron Bay – 174 km

Vi fik installeret en Navman-navigator, som vi straks døbte ‘Navmam’. Nye faciliteter i forhold til Applesine og Googleline var advarselssignal, når hastigheden oversteg det tilladte og advarsel om nærtforekommende fartkontrol. Men der skal mere til, hvis de i fremtiden skal konkurrere med iPhone’s Applesine og Googleline.

Det tog 2 timer fra Brisbane til Byron Bay, hvor Rasmus og Tina ventede. For Rasmus havde dagen været lang, da han vågnede allerede 05:15 og spurgte mor om vi snart kom.

Men 15:05 trillede vi op foran indtjekning – og straks blev vi ‘overfaldet’. Hvor dejligt. Hold op hvor har vi savnet dem.

Vi fik indrettet os lidt midlertidigt – for vi måtte nyde Koralhavets lune vand og brusende bølger. Luften var vel omkring 28 grader – vandet ca. 25. Solen bagte ned – på med faktor 50.

Pigerne udvalgte en fiskerestaurant til aftensmåltiden – og jeg (som ifølge mit rygte ikke kan lide fisk) var den eneste, der valgte en ‘rigtig’ fiskeret. Fish & chips tæller ikke, piger. Dagens fisk – ja ….. spørg mig ikke lige, hvad det var – men det smagte udmærket. Vinen var super – den havde jeg nemlig selv været ovre i ‘sprutbutikken’ og købe.

18.12.2012

Historien har det med at gentage sig. Se bare tilbage på vores begyndervanskeligheder på Australiensturen i 2009 – her kunne vi heller ikke få aircon til at virke i vores campervan. Både Tina, Anette og jeg kunne huske, at vi også havde et problem i 2009 – men vi kunne ikke huske løsningen. Problemet var beskrevet i dagbogen – men ikke løsningen. Så husk lige næste gang: det er ikke kun et spørgsmål om at sætte ‘landstikket’ i stikkontakt og på campervan’en. På campervan’en skal stikket trykkes hård ind, så det giver et ‘klik’. Så først efter en nat i ‘svedekassen’, fik vi gang i aircondition.

Rasmus fik lokket mig til at købe et surfbrædt, så hurtigt var vi klar til filmsoptagelserne. Det var sgu godt nok svært – ja, svært bare at holde balancen på maven, når bølgen ‘kammer over’. Og efterfølgende understrøm hiver badebukserne af og med ud. Jeg må vist bruge seler.

Uheldigt fik Rasmus og jeg nærkontakt med en jellyfish (australsk brandmand). Jeg fik kun et par enkelte ‘snit’ på lårene, mens Rasmus blev godt og grundigt brændt på begge baglår og den ene læg. Det gjode nas. Rigtig nas. Og ret larmende løb vi op til den kommunale svimmingpool, trodsede adgangskontrollen og hoppede i karet. Jeg fik fat i en sameritter, og samtidig med at mor dukkede op, fik vi førstehjælp i form af isterninger og eddike. Efter 10 – 15 minutter kunne vi igen begynde at tale sammen.

Tilbage på campingpladsen søgte jeg afkøling og skygge. Skygge er mangelvare, når solen næsten står lodret. Men i campervan’en (med nedrullede gardiner) var det skygge – og nu også kulde, da aircon kørte for fuld styrke.

Der var ikke rigtig stemning for mere strand og havvand, så eftermiddagen blev tilbragt ved svimmingpoolen. Jeg sneg mig hjem ved 16-tiden for at læse mails, skrive dagbog og surfe lidt på nettet, men ak – kapaciteten på campingpladsens netforbindelse var helt og aldeles utilstrækkeligt. Jeg tænkte med vemod tilbage på mit 1200 baud modem.

19.12.2012

Vi havde jo fået ny turguide – redaktøren for turengaartil.dk – sådan. Skønt at blive ført frem til succes.

Calypso Beach i Wet’n’Water World

Dagens tur var til Wet’n’Wild Water World ca. 1 times kørsel nord for campingpladsen i Byron Bay i turguidens eksklusive Camperman. Absolut value for money (turguidens campervan) – utroligt at sådanne ‘kasser’ kan holde over 15 år og køre mere end 500.000 km.

Turguiden var selv chauffør og Rasmus havde bestemt, at han og jeg skulle sidde på ‘kvalmerækkerne’ (to bænke på langs af bilen) omme bagi. Tju-hej, hvor det gik. Og med alle vinduerne åbne var aircon rimelig.

Buddatime

Wet’n’Wild Water World var et pænt stort vandland. Men med australsk skolesommerferie og solskinsvejr med 30 grader i skyggen var kapacitetsudnyttelsen 150 %. Turguiden og besse fandt heldigvis en enkelt ledig palme på Calypso Beach, som blev basen for dagens oplevelser i diverse bassiner og ‘actions’.

Sidst på eftermiddagen viste turguiden os Surfers Paradise. En strand og en lille by, der siden turguidens første besøg i 1994 var blevet til et mega turistmekka med et utal af ‘surferbutikker’, restauranter og skyskrabersurferhoteller. Charme? Nej – det var ‘hjemme’ i Byron Bay.

Surfers Paradise havde også sit eget ‘storcenter’, så her var vi lige på julegaveindkøb. Først en runde hvor Rasmus udpegede julegaveønsker. Og så fandt Rasmus og jeg en café, hvor vi kunne få kold øl og limonade, mens Tina og besse købte vildt ind. Da de mødte os på caféen, skulle Rasmus virkelig koncentrere sig for IKKE at se ned i indkøbsposerne 🙂

Godt brugte nåede vi tilbage til campingpladsen i Byron Bay ved 19-tiden, så aftenmenuen stod på brød, skinke og ost. Ikke lige Rasmus’ livret, så vi ‘forsvandt’ op til Domino Pizza. Ups – der blev jeg godt nok upopulær – for Tina havde åbenbart lige inden bestemt, at Rasmus skulle spise den mad, der var serveret.

Se billeder fra 19.12.2012 – klik her.

20.12.2012

Jeg havde Store vaskedag – incl. familien Stampe’s – blev det til 3 maskiner. Men man er vel prof – også når tøjet skal hænges op på tørresnor. Nej, det hang ikke i farveorden. Men strømper blev samlet i par og bh og trusse matchede. Lidt stil måtte der jo være.

Eftermiddagshygge i Byron Bay

Pigerne powershoppede (naturligvis kun nedsatte varer) i mens. Fin arbejdsfordeling. Man må jo tænke på, at alternativet – altså at jeg først skulle hjælpe med at vaske og efterfølgende med på bytur – ville have været værre.

Vi nåede da også lige en Matador mandekamp. Spørg lige hvem der vandt. Men vi havde aftalt, at vi skulle spille ’hårdt mod hårdt’ – ingen kære mor – og ingen tudefjæs, når man tabte. Rasmus holdt vores aftale 🙂

Senere blev der udskrevet en ’hente pizza i morgen konkurrence’. Først Matador, dernæst Afrikas Stjerne – og hvis stillingen var 1-1, så et 3. spil. Drengene mod pigerne. Først Matador – som drengene vandt med mindst mulige marginal. Dernæst Afrikas Stjerne, som pigerne vandt stort set inden vi fik begyndt. Der måtte så et 3. og afgørende spil til. Rasmus valgte, at vi igen skulle spille Afrikas Stjerne, og her tog vi grusom revanche. Med frækt spil og absolut på målstrengen vandt vi – men hoverede naturligvis ikke (ret meget).

Se billeder fra 20.12.2012 – klik her.

21.12.2012

Skønt med en turguide, der er på hjemmebane. Ja, jo næsten ‘Australiensekspert’. Vi nød det for 3 år siden på sydkysten – og nu nyder vi det på østkysten. Vi får set det, man ‘skal’ se – timet og tilrettelagt.

Cape Byron State Conservation Park
Cape Byron State Conservation Park

Dagens tur gik til den lokale turistattraktion – ja, vel reelt årsagen til, at Byron Bay er Byron Bay. Fra Wikipedia: “Cape Byron er det østligste punkt på fastlandet i Australien. Det ligger omkring 3 km nordøst for byen Byron Bay. Kappen blev navngivet af British opdagelsesrejsende kaptajn James Cook på en passere den 15. maj 1770, til ære for den britiske opdagelsesrejsende John Byron, der sejlede jorden rundt i HMS Dolphin 1764-1766.”

Vi tog turen ned af de 288 trapper, så vi rigtig kunne høre bølgernes brusen og se delfinerne svømme om kap med surfere. Igen var Rasmus uheldig. En mindre fibersprængning i ballen på vejen ned gjorde turen noget problematisk. Og igen igen – for en hestebremse (eller noget andet skab) stak Rasmus under foden, så Tina måtte bære ham op til sidste 10 trin og hen til Camperman’en og afkølende isterninger.

Herefter til en lille by Bangalow – “a relaxed but stylish village close to Byron Bay”. Meget hyggelig – nostalgien sad i hver en bygning. Pigerne shoppede (en julegave til Tina), mens Rasmus og jeg spillede “Sten, saks, papir” på en café (det var jo også blevet tid for en formiddagsøl).

Om eftermiddagen råhyggede vi på campingpladsen og i byens store svimmingpool. Rasmus havde endnu ikke fået bearbejdet sin skræk for brandmænd, så det skulle ikke blive til mere havvand ved Byron Bay.

Mens pigerne hentede pizza (resultatet af gårsdagens konkurrence) gjorde vi klar til at spise inde i Maui’en, da bygerne tog til i både hyppighed og styrke. I begejstring over synet af 3 pizzabakker væltede Rasmus mit fyldte rødvinsglas. Hvor kan et glas rødvin dog fylde meget på en lædersofa. “Morfar, dit kreditkort. Morfar, din iPhone”, råbte krægten og konstaterede efterfølgende, at vi havde reddet de to vigtigste ting. Mindre væsentligt var mine gennemblødte shorts og underbukser.

Se billeder fra 21.12.2012 – klik her.

22.12.2012

Rasmus havde besluttet, at vi skulle gruppere os i en ‘drengebil’ og en ‘tøsebil’. I visse situationer rykker jeg op i ‘rangordenen’ – dejligt 🙂

Byron Bay – Nambucca – 296 km

Turguiden havde booket næste campingplads i Nambucca – en smuttur på 296 km fra Byron Bay stik syd. Vi fik installeret os med GameBoy, DVD-afspiller, sodavand og slik, og så var det bare “On the road again”. Han skal jo nok lære ‘sangen’, inden vi når til Melbourne 🙂

Super hyggeligt – og vi kæmpede begge med det kedsommelige i lange sommerferiebilkøer. Infrastrukturen på den del af Australien er ufattelig dårlig. De har garanteret aldrig haft en trafikminister fra Brisbane. Tænk sig, at hovedstaden i Queensland, Australiens 3. største by, ikke er ‘forbundet’ med Sydney med en motorvej.

Fotograf Rasmus praktiserer ved The Big Banana

På vejen gjorde vi et frokoststop ved “The Big Banana”. Det er nok en af de eneste ‘ting’, jeg ikke synes om ved Australien. De ‘opreklamerer’ deres seværdigheder helt urimeligt meget. Sikkert en stor bananplantage. Og vartegnet (13 x 5 meter) var da ikke til at overse. Men betal så lige 33 AUD (kurs over 6 DKK) for “Big ‘bunch’ of fun” (1 1/2 time skøjtebane, 1 1/2 vandrutchebane, 2 kælketure, en filmforestilling om banenproduktion og en rundtur i plantagen) – lidt proptrækkeri. Hvilket vi naturligvis ikke indlod os på 🙂

Nambucca Heads og White Albatros Heliday Center

Ved 5-tiden nåede vi frem til Nambucca Heads og White Albatros Holiday Center. Whaw. Og her skulle vi være lillejuleaftensdag/aften og juleaftensdag/aften. Endnu mere whaw. Der var smukt. Og en 4 1/2 stjernes campingplads (endda med guldmedalje for den bedste 4 1/2 stjernes campingplads i Australien). Deres hjemmeside overdrev ikke. Et perfekt valg af turguiden.

Og sikken en modtagelse – inden vi forlod checkin, havde receptionisten lært at sige “Glædelig jul” på dansk 🙂

Men, men, men …….. – hvad er værre end en langsom internetforbindelse? INGEN internetforbindelse. KATASTROFE. Tina og jeg gik paniske rundt på pladsen – et eller andet sted måtte vi da kunne logge på deres WiFi. Forgæves. Jeg klamrede mig til min iPhone – heldigvis kunne jeg da via mobilnettet holde kontakt med omverdenen.

Vi besluttede os for lidt forkælelse – middag på stedets restaurant. L a n g næse. Køkkenet lukkede kl. 20:00, og vi var først middagsklar 20:15. Men med ‘rester fra de riges bord’ (lidt pizza fra dagen før og lidt ‘overskud’ fra frokosten) samt lidt brød og ost overlevede vi (alle 4 havde vist også rigelig med depoter at tære på).

Der blev (igen) spillet Matador og Afrikas Stjerne – drengene mod pigerne. Uafgjort 1 – 1 – og så var det godnat.

Se billeder fra 22.12.2012 – klik her.

23.12.2012

Jorden gik ikke under den 21.12.12 – og heller ikke den 23.12.12. Jeg kom nemlig på ‘nettet’. Mens Rasmus, Tina og Netus var i poolen, sad jeg og og ville skrive dagbog ‘offline’, da min Mac pludselig genkendte campingpladsens trådløse netværk. Et mirakel – et internet blev (gen)født.

Jeg elsker min kone, jeg elsker min datter, jeg elsker mit barnebarn – men jeg har behov for ‘alenetid’. Livet skal filosoferes, nyheder skal læses, spørgsmål skal googles, mail skal læses og besvares, dagbog skal føres – det kræver ‘alenetid’. Og ‘alenetid’ fik jeg hele formiddagen. Tak.

Morfar på julemadsindkøb

Efter frokost smuttede jeg lige i Woolworths. Det er jo ligesom at tage en ‘vasketur’. “Går du med i supermarkedet og kører efter mig med indkøbsvognen som min bendelorm?” Eller får man en mega indkøbsseddel og klarer det selv? Jan Andersen, Danmark – ka’ selv.

Jeg fik købt ALT, hvad der stod på indkøbssedlen (undskyld, men bageren havde lukket – så jeg henter flütes i morgen) – og så en hel masse mere. Julenisse, nissehuer, julesok (og noget at putte i den) og mega meget slik og snacks. Mere end halvdelen af de forbipasserende kommenterede min ‘juleindkøbsvogn’, og da jeg efterfølgende satte julenissen på passagersædet med sikkerhedsselen, var modkørende ved at støde sammen i deres iver over at hilse på julemanden.

Rasmus tog vel i mod vores nye familiemedlem og inviterede ham da straks med på legepladsen. Desværre var der ingen af legekammeraterne der kunne tale dansk med julemanden, så han blev hurtigt parkeret tilbage.

Hvorfor skal skaldyr serveres med skal. Man serverer da ikke en bøf med behåret hud.

Belært af gårsdagens brøler havde Tina bestilt bord på campingpladsens gourmetrestaurant – og kl. 19:00. Vi havde opgivet vores traditionelle lillejuleaftensrisengrød – hvorfor forstod jeg nok ikke helt. Gav de ikke for let op mht risengrøden?

Nåh, men gourmetrestaurant. Jeg skulle selvfølgelig prøve det vildeste – Krabbe med ris i noget garlic et eller andet. Men hvorfor skal man servere skaldyr i skallerne? Man serverer da ikke bøf i kalvehud. Det kræver jo mere end stort førerbevis at få bare det mindste ud af en krabbeklo.

Turguiden viste endnu et talent. Krabben blev splittet i atomer – og jeg fik en masse dejligt krabbekød. Skaldyr er verdensklasse – bare de ikke ligger i deres skaller.

Se billeder fra 23.12.2012 – klik her.

24.12.2012

Så var det jul i Australien – og 10 timer før Danmark. En af de dage, hvor det er særligt fedt at være foran – syntes Rasmus. Jeg kunne jo forklare ham, at han ville have fået julegaverne 10 timer senere, hvis han havde været hjemme i Danmark.

Captain Cook Lookout

Men reelt er ventetiden jo fra man vågner til efter juleaftensmiddagen – og den er pr. definition ALT for lang. Jeg underholdte med dykkerkonkurrence i swimmingpoolen (som han rent faktisk vandt – den knægt er en fisk i vandet, og så svømmer han jo ikke som jeg rundt med et stort mavebælte) og en længere ’opdagelsesgåtur’ rundt om Shelly Beach, Captain Cook Lookout og andre udsigtsposter, mens besse solbadede og mor var på (rest)indkøb (jeg havde jo ikke 100 % succesrate med mine indkøb i går) i et totalt overfyldt supermarked.

Det bliver vist ikke til hvid jul i Nambucca

Om eftermiddagen var mor ’legeonkel’, mens besse og jeg nød at betragte det flotte solskinsvejr fra vores lænestole under behørig skyggepressenning. Nu kunne vi med høj grad af sikkerhed konstatere, at det ikke ville blive en hvid jul i Nambucca.

Tina stod for forretten – rejesalat (kæmperejer), jeg for hovedretten  – kyllingespyd og andebryst (grillet naturligvis) og besse for deserten – risalamande. Jeg fik (igen) mange +point. Det var stort.

Og spørg lige hvem der vandt mandelgaven. Rasmus, selvfølgelig. Men hvad der måske var mere interessant var, at han vandt den uden ’børnesnyd’.

Campervan’en var behørigt julepyntet, så vi gik indendørs og sang julesange. En valgt sang af hver enkelt – og så kun første og sidste vers. Det var vist sikkert underholdning for de omkringliggende campister.

Så var det jul i Australien

ENDELIG – julegaverne kunne deles ud.  Den gamle sentimentale morfar stortudede ved årets billede af vidunderbarnebarnet. Rasmus kiggede lidt forstrækket, men mor og besse fik straks afdramatiseret. Ja, jeg tudede sådan set bare videre.

Fra mor og far til Rasmus. Fra mor og far til Rasmus. Fra besse og morfar til Rasmus. Fra besse og morfar til Rasmus. Jeg kunne blive ved. Den knægt bliver vist lidt (meget) forkælet.

Vi forsøgte at kontakte Bo på FaceTime, men nethastigheden var ikke hertil. Så Rasmus måtte nøjes med almindelig mobiltelefoni.

Det var ‘storespilleaften’, så drengene mod pigerne – først Matador og så Afrikas Stjerne. 1 – 1 og så skulle et 3. spil afgøre, hvem der vandt den store gave. Beskidte tricks og overdrevent held – ja, drengene måtte sande, at spilleheldet var opbrugt. Så pigerne løb af med strandtennis m.v. Mon vi får lov at lege med?

Se billeder fra 24.12.2012 – klik her.

25.12.2012

Så skete det igen. En ny campingplads – ingen forbindelse med pladsens trådløse netværk. Hærværk. Havde tænkte bandeord også kostet 1 AUD for 6 bandeord, så var jeg blevet ruineret. Og på den værst tænkelige dag – der er jo 364 dage til næste jul, hvor jeg kan ønske mig et WiFi.

Turguiden havde valgt 1. juledag til ’skiftedag’. Ganske fornuftigt – stort set ikke en bil på vejene. Alle butikker og restauranter lukket. Og dog – McDonald’s sikrede, at vi fik frokost.

Nambucca – Pipers Bay – 218 km

Vi flyttede karavanen 218 km sydpå – fra Nambucca til Pipers Bay. En køretur i smuk natur – herunder en hel del skov. Trods det umiddelbart så ud som om Pacific Highway 1 gik ned langs kysten, var der ikke havudsigt på ruten. Men det var nu også ganske hyggeligt og smukt at se marker, enge og skov.

På første halvdel af turen var Pacific Highway 1 fortsat en ’landevej’, der snoede sig gennem landskabet og forbandt en mængde mindre byer. Og i byerne lå skoler op ad ’landevejen’, så hastighedsbegrænsningerne gik helt ned til 40 km/t. Anden halvdel blev lidt mere transportvenlig. Lange strækninger med 3 spor, delt skiftevis 2 og 1 – og til sidst minsandten også 4 spor – og uden om de mindre byer. Stort set på hele strækningen kunne vi fornemme vejanlægsaktivitet – så mon ikke infrastrukturen er forbedret væsentligt om et par år?

Vi kom frem til Lakesite Resort Forster i Pipers Bay ved 3-tiden, og straks kastede Rasmus sig i poolen til afkøling. Vi så ham igen ved 6-siden – og dette til trods for, at det begyndte at regne ved 5-tiden. Super dejligt at han havde fundet legekammerater – og drengeleg i en svimmingpool har ingen sprogbarriere.

For første gang på denne fase af vores RTW-tour spiste vi på indendørs – og resterne blev juleaften blev varmet i mikroen. En enkelt spil Matador måtte vi jo også have.

Regnen fortsatte – og det samme gjorde mine forsøg på at komme på pladsens trådløse netværk. Min tålmodighed blev testet – og det samme gjorde mine IT-kundskaber. Trætheden overmandede til sidst begge dele.

Se billeder fra 25.12.2012 – klik her.

26.12.2012

Ved familierådet til morgenmaden blev to nye ord defineret som bandeord (og dermed belagt med 1/6 AUD i afgift, hvis de blev udtalt eller stavet): ’nosser’ og ’patter’. Jeg kunne fortsat godt ’få lange nosser’ af det manglende WiFi, men jeg måtte ikke sige det højt. Rasmus måtte heller ikke længere omtale besses babser som ’patter’, og han mente, at han havde sparet omkring 3 AUD ved, at ordet først nu var påført bandeordslisten. ”Helt ærligt morfar, de er lige så store som Linse’s”, var morgenens sidste bemærkning i den sag.

Han var i storform fra morgenstunden, og med bemærkninger som: ”Endelig – lad os bryde nogle regler” og ”Jeg må indrømme, jeg er lidt af en charmetrold”, var vi ligesom i gang med dagens oplevelser.

Det regnede fortsat – og vejrudsigten ’lovede’ regn hele dagen – så pigerne ville en tur i byens indkøbscenter. De havde vist en fornemmelse af, at der startede udsalg i tøjbutikkerne. Jeg fik bevilget ’alenetid’, så Rasmus smuttede med pigerne. Han havde vist en fornemmelse af en ’efterjulegave’.

Alle 3 fik bekræftet deres fornemmelser – og jeg fik ajourført vores dagbog. Pladsens ’officielle’ WiFi var fortsat i en ’mode’, som ikke matchede min computer, men i receptionsområdet lykkedes det mig at logge på receptionens WiFi (et andet lokalt trådløst netværk). Jeg forsøgte igen at forklare receptionisten, at han burde genstarte routeren, men han fastholdt stædigt, at jeg var den eneste på hele pladsen, som ikke kunne logge på. Jeg tænkte en overgang på at klage til ejeren – men det var vist også ham.

Jeg har forsøgt at forklare, at det ikke er jul længere, og at julemanden burde sendes hjem til Grønland, men fruen påstår, at julen varer indtil påske.

I det fortsatte regnvejr var der biograf på programmet. En af Rasmus’ kalendergaver var ”Min søsters børn i Nordjylland”, så den stod på plakaten. Men, men, men ….. ”Wrong region”, meddelte DVD-afspilleren på camperens fladskærm. Hvorfor australierne ikke lige må se film fra Nordjylland, står mig fortsat uklart.

Heldigvis har Rasmus’ DVD-afspiller ikke de samme fine fornemmelser for, hvor man befinder sig, så den danske storfilm blev beskuet af os alle fire på en 5 tommers skærm.

Regnvejret fik logget os på restaurant, inden aftenhyggen i campervan’en igen stod på Afrikas Stjerne og Matador.

Og så var det godnat.

Se billeder fra 26.12.2012 – klik her.

27.12.2012

Så var det Rasmus’ og min tur til at køre til Forsters indkøbscenter. Utroligt at knægten havde lyst til at tage med mig ind til centret for at købe et par nye short. Det var ren kærlighed. Helt overstrømmende. Så jeg måtte jo gengælde kærligheden med et Nintendo 3D spil og så en lille omvej forbi McDonald’s på vejen hjem. Ren kærlighed.

Temperaturen var faldet til 21 grader – men regnen var stoppet og solen skinnede. Alting duftede friskt og dejligt. Der blev råhygget med swimmingpool, solbadning og spil hele eftermiddagen. Smilet stod igen fra det ene øre til det andet.

Og så farvel til nissehuerne

Også da vi lige stillede op til nissehuefotografering i solskin og 25 graders varme sidst på eftermiddagen.

Inden jeg skulle grille de mørbradbøffer, som jeg selv havde indkøbt hos slagteren, måtte jeg lige klare en ’vasketur’. Håndklæderne trængte til en ’frisker’ og der var lavvande i Tina trussebeholdning. Med solbriller og kasket forsøgte jeg at skjule min identitet. Med dagens husgerninger var jeg bange for at blive shanghajet til at være frontløber i næste års gayparade i Sydney.

Lækker mad, mega meget hygge og den smukkeste solnedgang.

Se billeder fra 27.12.2012 – klik her.

28.12.2012

Turguideassistenten (det var mig) havde på gårsdagens indkøbstur spottet et skilt til Cape Hawke, som skulle være et udsigtspunkt med udsigt over kystlinien både mod nord og mod syd. Så det måtte vi naturligvis opleve.

Udsigt fra Cape Hawke mod syd

Trods 420 meter – stort set lodret, mente besse – var det besværet værd. En fantastisk flot udsigt op og ned langs Det Tasmanske Hav og ind i landet over Wallis Lake(s). Storslået natur gør en helt ’høj’.

Så forbi indkøbscentret, hvor vi investerede i 2 nye campingstole. 6 AUD stykket. Jeg fatter ganske enkelt ikke prissætningen. Moms, fragt, emballage, forhandleravance – hvad er kostprisen?

Og så betaler man 25 AUD for 4 stk. laks. Ingen kostpris, lidt udgift til at fange dem og transporten er fra lige rundt om hjørnet. Man skal være fisker – ikke campingstoleproducent.

Jeg meldte mig (igen) ’frivilligt’ til kokketjansen – og grillede laks og grøntsager. 7 (Rasmus) + 7 (besse) + 8 (Tina) kokkehuer (ud af 3 x 10 mulige). Vist en meget god start på vores madlavningskonkurrence.

Året lakker mod enden, og på årets sidste bankdag måtte vi lige klare ’bilopsparingen’ (jeg har lovet Rasmus en bil, når han bliver 18 år – og forudsat, at han ikke ryger). Kontanterne skulle investeres i aktier, og jeg tænkte, at Rasmus havde lige så god (eller måske bedre) forstand på aktieinvesteringer som jeg. Han kunne vælge mellem bank (Danske Bank), medicin (Novo Nordisk), fly (SAS), vindmøller (Vestas), øl (Carlsberg), fladskærm (B&O) og smykker (Pandora). Maks 3 forskellige – men ok med 1 eller 2. ”Det er da klart, morfar”, konkluderede han hurtigt. ”Medicin skal alle bruge. Børn. Voksne. Og de fattige i Afrika. Og alle vil gerne ud at rejse ligesom os.” Så det blev halvt af hver med Novo Nordisk og SAS.

Se billeder fra 28.12.2012 – klik her.

Filmklip fra 28.12.2012 – klik her.

29.12.2012

Pipers Bay – Cessnock – 175 km

Turen fortsatte sydpå mod Hunter Valley – et af Australiens store vinområder. Dagens rute var først langs kysten gennem Booti Booti Conservation Reserve – en meget smuk, tynd sand-/skovstrækning med Willis Lake på den ene side og Koralhavet på den anden. En strækning som vi dagen forinden havde betragtet fra Cape Hawke.

Udsigt fra Lighthouse ved Seal Rocks mod øst

Dernæst en ’afstikker’ til Seal Rocks, som er sandstrand, klipper (også ude i havet) og fyrtårn. Fascinerende smukt – både set nede fra stranden og oppe fra fyret. Når man beskuer klippeskærene langt ude fra kysten, forstår man godt, hvorfor man i 1875 byggede Sugerloaf Point Lighthouse.

Rasmus var blevet lovet McDonald’s til frokost, men sultet overmandede knægten ved en Hungry Jack. Australsk kopi – men en dårlig kopi – de kunne i hvert fald ikke håndtere ’rushhour’. Fejlekspedition og bløde pommes frites. Vi vil ha’ McDonald’s.

Som så i øvrigt lå 200 meter straks efter udkørslen fra Hungry Jack.

Ved 16-tiden nåede vi frem til BIG4 Valley Vineyard Tourist Park i Hunter Valley. Sol, swimmingpool, hoppepude, WiFi med internet og Thai Restaurant. Ja, der var noget til os alle.

Se billeder fra 29.12.2012 – klik her.

30.12.2012

Vores Round The World Tour har givet mange nye oplevelser, og selv en ‘almindelig vintur’ i Hunter Valley blev ganske speciel. Det skete nemlig med privatchauffør (turguiden). Hvilken luksus ikke alene at smage på vinene men også drikke dem med god samvittighed.

Flere pengetræer

Rundturen i Hunter Valley lignede ellers på mange områder vores besøg i Napa Valley, nord for San Francisco. Omgivet af et begrænset antal vinstokke ligger et nydeligt hus, hvor nydelige damer skænker op med et begrænset antal forskellige vine. De fleste i en prisklasse, som jeg normalt ikke køber vin i. Kan du lide vinen – og det kan du jo 8 gange ud af 10 – det er jo ikke rævepis, de præsenterer i salgsboden – er det jo ikke et spørgsmål om hvorvidt, du køber den, men om hvor mange flasker du ønsker at købe.

Her i Hunter Valley kan man vist ikke kalde det ‘proptrækkeri’, når alle vin er med skruelåg, men så en særlig form for ‘turistfangeri’. Egentlig syntes jeg ikke, det var mindre forpligtende at købe vinen i Napa Valley selv om man betalte 6 USD for at smage 3 vine (som dog blev modregnet prisen på de købte vine). Foregår vinsmagningen ved personlig betjening, ligger der noget af et pres på at smagningen afsluttes med et køb. Men det var jo alligevel hyggeligt – og vi kom da formiddagen igennem med 4 x 2 flasker dejlig – men alt for dyr – rødvin.

De er jo snu forretningsfolk her Down Under. For når nu der dagligt kommer et væld af nysgerrige turister, der vil købe 2 flasker vin, så bygger man da også et ostemageri, et bageri eller pølsemageri. Så lokalt. Så nostalgisk. Og nu er der sørme også noget at spise til vinen. Det er tydeligt, at det er en ganske god forretning – men respekt for deres professionelle indstilling til at kombinere vinsmagning med at gøre business.

8 %’eren er lidt for bitter

Vi afsluttede vinturen med en øltest. Og her kunne Rasmus hurtig konkludere, at Carlson’s Cold og Carlson’s Dry ikke var udsat for reel konkurrence fra det lokale bryggeri.

Tina havde kokketjansen og serverede rejer/ost/pølser. Også 22 kokkehuer – fordelt med 9 (Rasmus (var der lidt ‘mortillæg’ ?)), 6 (besse) og 7 (Jan).

Aftenunderholdning bestod af besøg i Hunter Valley Gardens, hvor et Christmas Lights Spectacular med over 1,25 million lys var en flot oplevelse. Der var lysshow med eventyr, The Twelve Days of Christmas, Jesus fødsel, dinosaurer og Sidney (med operahuset og Sidney Harbour Brigde). Og så havde de over en sø et flot fyrværkeri, der rigtig varmede os op til morgendagens nytårsforestilling i Sydney.

Se billeder fra 30.12.2012 – klik her.

Filmklip fra 30.12.2012 – klik her.

31.12.2012

Hunter Valley – Sydney – 154 km

Dagen startede (altså efter morgenmad) med en morgendukkert – Rasmus mente (og det var sådan set korrekt), at jeg skyldte en tur i poolen. Så fik vi pakket og klar til dagens tur ind til Sidney. Vi skulle forbi Maui’s kontor i Mascot (sydlig forstad til Sydney), hvor vores campervan skulle stå parkeret i 2 dage, mens vi nød storbyen, nyrårsaften og et lækkert hotelværelse.

Lang næse – for de ville ikke have vores campervan stående. Søforklaringer om det antal campervans, de skulle håndtere den 01.01 og 02.01 og om hvor lidt plads, de havde at operere på. Vi blev godt knotne, for vi havde jo netop forhørt os herom i Brisbane, og den venlige medarbejder dér kontaktede Sydney-kontoret og fik accept i vores påhør. Men nul – ingen parkering. Ydermere fik Tina ved telefonisk kontakt til vores hotel oplyst, at hotellet ikke kunne tilbyde parkering for campervans – altså planen om, at vi stillede vores campervan hos Maui og kørte til hotellet i Tina’s campervan var ‘no go’. Ja, så var det jo ikke alene de 31 grader, der gav sved på panden.

Det eneste positive ved mødet med Maui, Sydney var, at de gav os en adresse og et telefonnummer til Airportlink Carpark. Lidt spøjst skulle vi kontakte ejeren, Michael på en japansk restaurant, da han ikke besvarede Maui-medarbejderens telefonopkald. Vi fandt ikke Michael, men vi fandt en nedlagt fabriksejendom med mange kvadratmeter betonparkering. Og i et særskilt område stod 4 campervans parkeret. Michael kunne åbenbart mærke vibrationerne af mobiltelefonen i lommen, mens han kørte på nytårsvisit med familien, for pludselig ringede han tilbage. Det lød som om vi var det rigtige sted – og at vi kunne parkere begge vores campervans i 2 døgn. Spændende om vi nogen sinde ser dem igen (og den del af vores baggage, som vi ikke tog med på hotellet).

Herefter i taxi ind til hotellet, checkin og så en hurtigt pizza – klokken var efterhånden blevet 15 – og vi skulle jo lige nå en ‘morfar’, inden vi skulle til nytårsfest på Restaurant Waterfront, The Rocks (ved Circular Quay).

En sand folkevandring gennem Sydney – vi og 1.499.996 (ifølge lokale medier i Sidney) andre skulle til Sydney Harbour og fejre nytårsaften. Vi kom lige inden menneskemængden klumpede sig helt sammen nede ved The Rocks – og området i øvrigt blev lukket for flere tilskuere.

16 sekunder tilbage af 2012 – nedtællingen begynder

Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er, der gør nytårsaften i Sydney til noget helt særligt. Men stemningen er fantastisk. Det oser af fest og glæde. 28 grader kl. 20:00, vel omkring 24 grader kl. 24:00. Lysudsmykning på Sydney Harbour Bridge og flere 3-mastede skonnerter i havnen og spots på operahuset og en mængde andre bygninger. Næsten fuldmåne. Ikke en sky på himlen. Kylie Minogue talte ned – og syv ton fyrværkeri med omkring 100.000 knald blev skudt af. Det var stort. Godt nytår.

Se billeder fra 31.12.2012 – klik her.

Syv ton fyrværkeri med omkring 100.000 knald blev skudt af

01.01.2013

Den 1. januar er jo sådan ‘dagen derpå’ – og ikke rigtig ‘en ny start’.

Selv om vi sov længe følte jeg mig godt brugt, da vi godt over klokken 11 kæmpede os ned i byen for at få morgenmad. Hotellets morgenbuffet var lukket 10:30. Tømmermænd og brændende sol. En udendørs café med ekstrem langsom servering, 90 % af det bestilte og så et pristillæg på 50% som følge af at det var den 01.01 (det stod så pludseligt klart, hvorfor vi ikke skulle betale, da vi bestilte fremme ved disken).

Stort set alle shops var lukket, så vi (primært Rasmus og jeg) søgte afkøling i Event Cinemas George Street.

Det blev til 166 minutter med The Hobbit: An Unexpected Journey. Lidt svært at følge med, når filmen ikke er tekstet – og man i øvrigt ikke har læst bogen (eller set/læst Ringenes Herre). Der var rigtig mange ‘special effects’, som efter Tinas anbefaling gjorde, at vi ikke ønskede at se filmen i 3D. Mange skulle efter sigende blive dårlige, når de ser den i 3D – og selv i 2D var der da også scener, hvor jeg koncentrede mig om at det hele var filmtricks.

Tina og besse havde lyst til lidt solskinspromenade – og Rasmus og jeg til en afslapper på værelset, inden vi sammen gik i Sydney’s Chinatown og spiste – selvfølgelig – Pekingand (og andet godt).

Se billeder fra 01.01.2013 – klik her.

02.01.2013

Frisk og udhvilet vågnede vi kl. 8 og efter bad og ’nedpakning’ af nytårsbaggagen indtog vi et overdådigt morgenmåltid på hotellets restaurant. Overdådigt i hvert fald efter prisen – 82 AUD (ca. 500 kr) for 2 English Breakfast og 2 Continental. Så var det også betalt.

Rasmus med morfar på vej til Toronga Zoo

Vi tjekkede ud og fik opbevaret vores baggage, så Tina og besse kunne powershoppe, mens Rasmus og jeg hyggede os med en tur i Toronga Zoo (Sydney’s zoologiske have).

Til besse’s store bekymring og turguidens klare rejseinformationer gik vi syngende og smådansende op til undergrundsstationen Museum, hvor vi tog toget til Circular Quay – havnekajen med de mange færger, der sejler rundt i Sydney-området. Her fandt vi så færgen til Toronga Zoo – og ganske heldigt var afgang kun 10 minutter efter vi havde fået købt billet.

Rasmus og morfar på vej hjem fra Toronga Zoo

Vi fik set Koalabjørne, giraffer, elefanter, tigre, sneleoparter, bjerggeder og mange andre spændende dyr. Vi fik drukket sodavand, spist burgere og is. Men vigtigst af alt – vi fik råhygget som en rigtig morfardag. Lykken er.

Tina fik brugt flere måneders tøj- og skobudget, mens besse fik købt nye kufferter. Og en lille sød ’klud’.

Så med 4 store kufferter tog vi en taxi tilbage til Mascot og håbede inderligt på, at vores campervans stadig stod på den ’parkeringsplads’, hvor vi den 31.12.12 havde efterladt dem. Taxichaufføren så noget bekymret på de 4 kufferter, som vi forklarede blot at have været vores garderobe til nytårsdagene. Men heldigvis var det en stationscar, som der var lige akkurat plads til alt.

Sydney – Moss Vale – 125 km

Vores campervans stod sæ’fø’li’ og ventede på os – sammen med ’parkeringspladsbestyrer’ Michael, som mente, at 47 ½ time var lig 3 dage. Nu var dagsraten kun 10 USD pr. campervan, så vi gik ikke ind i en større diskussion. Sammenlagt var de 2 x taxi samt afgiften i Mascot givet også mindre, end hvad vi skulle have betalt for én camparvan inde i Sydney – hvis vi altså overhovedet kunne have fundet et sted, hvor der var højt nok til en campervan.

”On the road again”, sang Rasmus og jeg – og så smuttede vi videre sydpå 125 km til Moss Vale.

Han siger, det er ’sjovere’ at køre med morfar. Men jeg tror nu også bare han nyder den bedre komfort og vores aircondition 🙂

På Moss Vale Caravan Park fik vi geninstalleret os i vores campervans. Og fra naboejendommens pizzaria fik vi klaret aftensmaden hurtigt, så der var energi til både Afrikas Stjerne og Matador.

Ja, vi var ligesom ’hjemme’ igen.

Se billeder fra 02.01.2013 – klik her.

03.01.2013

Det var en rigtig kold nat – med temperatur vel ned til 12 – 14 grader. Helt ned i soveposen og kun næsen udenfor. Til sidst blev fruens klapren tænder dog for meget, så jeg tændte for varmeblæseren. Vildt luksusgrej – varmeblæser om natten og airconditionering om dagen/aftenen.

Moss Vale – Canberra – Old Adiminaby – 333 km

Vi var lidt i panik fra morgenstunden. Efter Sydney havde vi ingen forudbestilte campingpladser, og det skulle vise sig at være noget af et problem. For stort set alle campingpladser meldte ”Alt udsolgt”. Nuvel var det australsk sommerferie – og højsæson for turister – men det var da godt nok en overraskelse for os, at der var totalt booket efter nytår. Vi måtte forlade pladsen i Moss Vale (skulle være ude inden 10:00) uden at have reservation til aftenen.

Vi var dog alligevel heldige i Moss Vale – for i receptionen fik turguiden en tyk mappe med mega mange campingpladser optegnet. Og ved 3. opringning lykkedes det at få en reservation på Rainbows Pines Turist Caravan Park i Old Adiminaby.

Køreturen på knap 350 km blev delt i tidsmæssig to lige store stækninger med break i Australiens hovedstad, Canberra.  På strækningen bevægede vi os længere ind i landet, og store skovområder blev afløst af kæmpe sletter. ALT er stort i USA, men Australiens sletter er bare mega store. Jeg kan bare ikke få nok af sådanne views.

Vejene var prydet med advarselsskilte om Wildlife – men ingen skilte på sletterne med advarsel om gennemgående asfaltveje med hurtigkørende biler. Så desværre var der i vejkanten alt for mange steder resultatet af sammenstød mellem kænguruer og biler – vel at mærke ingen døde biler.

War Museum

Canberra er som nævnt Australiens hovedstad. Ligesom Washington DC decideret bygget som hovedstad – hvilket betyder, at der er uforholdsmæssig mange museer, kontorbygninger og lignende i forhold til beboelser. Faktisk bor der alene godt 300.000 fast i Canberra. Bygningerne gør nok byen storslået, men man finder ikke megen charme.

Med vores noget anstrengte tidsplan (vi skulle være fremme i Old Adiminaby inden 18:00) blev det til en køretur ind gennem centrum og hyggelig frokost. Dernæst på deres War Museum – noget imponerende at Australien trods deres beliggenhed var aktive deltagere i den europæiske del af såvel første som anden verdenskrig. Så skulle vi jo også lige køre forbi både den gamle og den nye parlamentsbygning – så havde vi jo reelt set hovedstaden.

I Cooma delte vi os i 2 hold – en til indkøb – en til at nå frem på campingpladsen inden kl. 18. Rasmus og jeg valgte frivilligt at køre mod Old Adiminaby. Maui’ens temperaturmåler viste 36 grader – vi nød vores aircon.

Spilleaften

Da vi nåede frem, var ’butikken’ lukket, men ’bossen’ var lige om hjørnet ved ’maskinparken’ – vi var jo ventet. Meget smuk beliggende men ……. – ingen swimmingpool, intet WiFi (men dog mobilnet). Så den manglende svimmingpool var allerede fra morgenstunden kompenseret med 3 spil efter aftensmaden (pølser på Maui-grill / ost og flütes).

Selvfølgelig vandt Rasmus og jeg 2 – 1.

Se billeder fra 03.01.2013 – klik her.

04.01.2013

En hel fantastisk morgen. Sol fra en skyfri himmel – 24 grader til morgenmaden og bedre held med booking af næste campingplads – allerede 2. forsøg gav accept til 3 overnatninger på Contryside Caravan Park i Kalaru, som ifølge ’bogen’ havde swimmingpool, hoppepude og WiFi (hvad kunne vi så mere ønske os).

Old Adiminaby – Kalaru – 187 km

Køreturen mod sydøst var helt fantastisk smuk. Første del fra Old Adiminaby og Lake Eucombene på højslette, som lå mere end 1.000 meter over havets overflade. Med bjerge i baggrunden gav det forklaringen på, at vi i byen Cooma (1.170 m.o.h.) kørte forbi en forretning med skiudstyr (godt nok sommerlukket) og navnene i området – Snoowy River og Snoowy Mountain Highway.

Fred Piper Memorial Lookout

I South East Forrest National Park passerede vi Fred Piper Memorial Lookout – et udsigtspunkt bygget til minde om Fred Piper. Australa Monument: Fred Piper was a Cooma – Bega passenger service driver for 28 years, and he died of a heart attack while digging a path for his bus through a snow drift on the Snowy Mountains Highway.

Nede i dalen viste Muai’ens temperaturmåler 39 grader, men den var naturligvis påvirket af en høj vejtemperatur. Nu var der vandingsanlæg og flere og flere dyrkede marker. Det lignede nysåede majs – hvad kan ellers dyrkes i sådan en varme?

Vi nåede frem til Kalura omkring kl. 12, så der var dømt pool inden frokost. OK – de havde en pool – vel på størrelse af 6 af de boblebade, vi havde på værelset tilbage i Yosimite, USA. Men vi blev da kølet ned – hvilket i hvert fald for os voksne var det vigtigste. Rasmus var forståeligt nok lidt ’mellemfornøjet’.

Campingpladsen havde også den annoncerede hoppepude, men temperaturen og den manglende skygge forbød reelt set anvendelse heraf. Og afkrydningen af WiFi var ’snyd og bedrag’ – men endnu værre – mobildækningen var mellem 10% og ingen dækning. Internettets betydning for civilisationen har absolut ikke samme omfang som i Europa og USA.

Vi havde en rigtig afslapningseftermiddag, hvor vi under behørig skygge (og ind i mellem brug af Maui’en og dens aircondition) hyggede med spil, læsning, lektier og bare ’flade ud’.

Til aften blev vi feteret med Rasmus’ ”4-stjernes-middag”. Maden blev indkøbt (mor hjalp lidt) på campingpladsens takeaway og så vimsede han om os med servering af drinks og snacks før, under og efter middagen. Det gav 3 x 9 point fra mor, besse og mig.

Se billeder fra 04.01.2013 – klik her.

05.01.2013

Ved familierådet til morgenmaden blev vi enige om at forkorte opholdet i Contryside Caravan Park i Kalaru. Mini swimmingpool, ingen shoppingmuligheder, for mange fluer, intet WiFi og kun meget begrænset mobildækning. Så de 3 overnatninger blev aftalt reduceret til 2, og turguiden fik til opgave at finde en ny campingplads ved vandet, med kæmpe swimmingpool, legeplads og WiFi. Så måtte vi ’glemme’ de 2 x 58 AUD (ca. 700 DKK) vi havde betalt for 3. overnatning. BIG4 i Eden meldte OK, så nu var vi jo spændte på faciliteterne.

Tathra Beach

Vi pakkede badetøjet og flygtede fra fluerne ned til Tathra Beach – ca. 5 km fra campingpladsen. Fin sandstrand, store bølger og en blæst, der godt nok afkølede os perfekt, men samtidig skabte en mindre sandstorm. Besse blev godt sandblæst, mens Rasmus, Tina og jeg blev væltet omkuld af meterhøje bølger.

Vi klarede et par timer – men det var inklusiv en tur på strandvejen for at købe is. Så var det måske alligevel bedre med fluerne. Strandområdet havde en udmærket frokostrestaurant med plads til ca. 40 gæster. Alle 40 kom mellem kl. 12:45 og 12:55 – og vi var de sidste 4. Så først kl. 13:55 fik vores mad. Nå, Rasmus havde sin Nintendo og vi voksne hyggede med kølige drikkevarer uden fluer og sandstorm.

Det var nu besse tur til at arrangere ”4-stjernes-middag”, så jeg tilbød mig som chauffør og drager til en indkøbstur i nærmeste Coles (i Bega ca. 18 km fra campingpladsen). Laksesnitter til forret, mexicanske pandekager med kylling, taco, salat m.m.m. til hovedret og muffins til dessert. Med 9 point fra Rasmus, 10 fra Tina og 9 point fra mig, vandt besse således konkurrencen med sammenlagt 28 point – 1 mere end Rasmus.

Pas i øvrigt på betegnelsen ”Countryside – rigt fugleliv”. Mange fugle = ingen edderkopper. Ingen edderkopper = mange fluer 🙁

Se billeder fra 05.01.2013 – klik her.

06.01.2013

”Go’ morgen skat og tillykke med os” – selvfølgelig havde jeg husket, at vi havde kærestedag – også selv om iPhonen’s kalendermarkering først angav 07.01.13 kl. 04:00 (svarende til 06.01.13 kl. 18:00 + 10 timers tidsforskel mellem Gentofte og Kalaru, Australien). Og det var jo en ganske særlig en af slagsen – nr. 400.

Kalura – Eden – 53 km
Internetadgang på Twofold Bay Beach Resort

Vi smuttede så lige en kort tur på 53 km fra Kalaru til Eden, hvor vi havde booket pladser for 2 overnatninger på BIG4’s Twofold Bay Beach Resort. Der var en kæmpe swimmingpool. Der var legeplads og hoppepude. Men omkring WiFi havde vi læst forkert. De annoncerede ikke med Wifi men med ”Internet Access”, hvilket viste sig at betyde mulighed for at købe 1 time og 1 kvarters adgang til internettet på en langsom computer og langsom nethastighed fra et ”Internet Room” på 1 x 1,5 meter for 10 AUD. Narrefisse.

Vores pladser var super gode. Skråt i forlængelse med hinanden og i mellem os  et stort træ med mange blade. Det gav varieret skygge stort set hele dagen.

Rasmus nød swimmingpoolen det meste af dagen og vi andre fordybede os i egne tanker på skift. Skønt.

Kærestedagen blev behørigt markeret med en dejlig middag på restaurant.

Se billeder fra 06.01.2013 – klik her.

07.01.2013

Vi havde på forhånd booket to overnatninger i Eden, så dagen var planlagt med hjemmehygge, vandretur, swimmingpool – og ja, så havde jeg jo (igen) vasketur (min storfamilie havde 80 stykker tøj klar til vask).

Besse på bjergbestigning

Besse og jeg gik os en lang tur langs Twofold Bay Beach – og belønningen for fruens udholdenhed og ’bjergbestigning’ var en kølig formiddagsøl på det nærliggende resort.

Rasmus havde konverteret til delfin – og Tina måtte med jævne mellemrum lade sig udsætte for undervandsangreb og vandkamp.

Vi måtte jo også have lidt ’kultur’, så dagens supermarkedsindkøbstur med kombineret med besøg på Eden Killer Whale Museum.

Manglende tænder efter ‘tovtrækning’

Her så vi skelettet af ”Gamle Tom” – en ’verdenskendt’ spækhugger fra Twofold Bay. ”Gamle Tom” ’styrede’ bugten fra omkring 1880 til omkring 1920. I øvrigt en hel fantastisk historie om et samarbejde mellem hvalfangere og spækhuggere. Spækhuggerne viste hvalfangerne ud til hvalerne – ja, det trak faktisk bådene i reb, som de holdt i munden – og når hvalfangerne havde fået deres harpuner i hvalerne, rullede spækhuggerne sig over hvalens ’blæsehul’, og svømmede neden under hvalerne, så de ikke kunne dykke. Som belønning smed hvalfangerne afskårne hvaltunger ud til spækhuggerne.

Hjemme på campingpladsen stod den på spil, pool og sol. Og om aftenen havde vi indgået den særlige aftale, at hvis enten drengene eller pigerne tabte i såvel Matator som Afrikas Stjerne, så skulle taberne moone.

Pigerne moonede 🙂

Se billeder (nej – ikke at pigernes mooning) fra 07.01.2013 – klik her.

08.01.2013

Morgentemperatur 07:40 – og vejrudsigt

Så vendte vinden – fra øst og dermed fra Koralhavet til vest og dermed fra fastland og ørken. Det betød 29 grader til morgenmaden, og rygterne om kommende varmerekord nåede campingpladsen. Der var derfor dømt pool  inden afrejse – og så i øvrigt fuld knald på aircon i Maui’en. Rasmus havde (igen) fedtet sig ind (hos både besse og morfar), så det blev besse i ’svedekassen’ sammen med Tina og Rasmus i Maui’en sammen med mig.

Eden – Bairnsdale – 269 km

Turen Eden – Bairnsdale på 269 km var meget skovrig, hvilket dæmpede temperaturen noget. Men på solstrækningerne viste Maui’ens temperaturmåler 39 ½ grad. Vi blev da også i den grad mindet om varmen uden for bilen, da vi passerede en gruppe mennesker, der samledes om at hjælpe en dame, der givet var dejset om på grund af varmen. Uhyggeligt – og uhyggen blev forstærket, da vi kort efter mødte en ambulance med udrykning.

Bairnsdale var en rigtig by – og i en rigtig by er der (mindst) én McDonald’s, siger Rasmus. Så dagens varme mad var skønne burgere på Den Gyldne Måge.

Jeg havde selv ’udpeget’ Big4 i Bairnsdale, da jeg ud fra Big4-mappen havde spottet (og nu set rigtig godt efter symbolerne), at der på pladsen var WiFi. Ikke verdens hurtigste, men det var der. Så jeg fik ’bevilget’ 3 timers ’alenetid’, mens Rasmus og pigerne nød poolen og soldyrkning.

Pladsen havde også en minigolfbane, og her måtte vi beundrende se Dronningmøllemesteren (Tina) gå banen igennem 8 under par. Jeg fik absolut mest ud af spillet – med ca. 50 % flere slag end mesteren.

09.01.2013

Rasmus havde (for 2. gang) fedtet sig ind til at sove i ’smørhullet’ mellem besse og mig. Ikke meget plads – og særligt ikke, når Rasmus roterer 4 gange rundt om sig selv (i længdegående retning) i løbet af natten. Det blev en forholdsmæssig rolig nat – og besse fik vist kun en enkelt ’kajeryster’.

Og hvad er skønnere end besses dyne om morgenen, når hun står op? Intet, mente Rasmus – og gassede den helt frem til kl. 10:30. Jeg skal da lige love for, at knægten fik udsovet. Han var ikke til at styre (læses positivt) resten af dagen.

Jeg fik igen en time alenetid (jeg var fortsat i minus i forhold til behov :-)), mens Rasmus, Tina og besse opdaterede madforsyningerne.

Ferryman Seafood Cafe

Frokosten blev indtaget på Ferryman Seafood Cafe, som var et hyggeligt gensyn med Lakes Entrance, hvor vi også camperede sammen med Rasmus, Tina og Bo i 2009.

Eftermiddagen stod på forbedring af Rasmus’ og mit minigolfhandicap, inden vi efter aftensmaden (far her grillstegte lige laks og rejer :-)) skulle afvikle Bairnsdale-mesterskabet for hold. Vores træning gav det ønskede resultat – vi lammetævede tøserne med et enkelt slag.

10.01.2013

Bairnsdale – Melbourne – 297 km

Så stod den på sidste tur i Australien (for denne gang) – fra Bairnsdale til Melbourne – 297 km. Ved morgenbordet blev bilbesætningen sædvanen tro drøftet. Og sædvanen tro lød det fra Rasmus: ”Jeg vil køre med morfar”.

Tina forsøgte med ”Kære Rasmus”, hovedet på skrå og tilbud om ’snack-up’ på førstkommende tankstation. Kompromis blev indgået. ½-delen med morfar og ½-delen med mor. ”Jeg kan lige så godt få det værste overstået”, meddelte Rasmus, og mente dermed, at første halvdel af turen skulle foregå i Camperman’en. Han skyndte sig dog hurtigt at forklare, at det var et bilvalg og ikke et chaufførvalg, han havde hentydet til.

Der gik dog ikke mere end 5 minutter, før han havde ombestemt sig. ”Først kører jeg med dig morfar. Så passer jeg på, at du ikke udtørrer.” Jeg havde ham lumsk mistænkt for, at han var noget udspekuleret. For chancen for at det så blev til mere end halvdelen i Maui’en var givet større, når han startede hos morfar. Og ja – han kørte med morfar hele vejen til Melbourne.

Vi havde et glædeligt gensyn med Ashley Garden BIG4 Holiday Village i Braybrook. I 2009, da vi i Australien, boede vi et par overnatninger på samme campingplads med Rasmus, Tina og Bo.

Det sidste stykke vej og passagen af McDonald’s i Braybrook fremkaldte i øvrigt sjove minder om fruens og min første køretur i 2009. Ca. 1 time brugte vi dengang på at køre rundt for at finde førnævnte McDonald’s, som vi havde passeret under 5 minutter før vi ankom til udlejningsfirmaet med taxi. Det er ligesom blevet nemmere at køre i venstre side af vejen 🙂

Det glædelige gensyn blev i øvrigt hurtigt ret afdæmpet. ”Vores WiFi er under opgradering – virker igen medio januar”, lød det undskyldende fra receptionisten. 3 døgn i Melbourne uden WiFi. Katastrofe :-((

11.01.2013

Rasmus og jeg havde fået bevilget endnu en morfardag. Som han jo rigtigt bemærkede: ”Jeg er i underskud af morfardage. I har nu rejst i 3 måneder, og vi har kun haft én morfardag.”

Så det var op i receptionen og købe 2 dagskort til bus- og tognettet, og så med bus 220 fra Braybrock til Qeens Street ved Finders Station. Vi var helt høje, da vi kørte på vej mod centrum, men I guder, hvor var det varmt, hver gang bussen stoppede og han åbnede dørene. Vi rundede 36 grader, da vi kom til centrum, så første pitstop var nærmeste café, hvor vi kunne få 2 iskolde colaer (de havde desværre ikke licens, så jeg kunne få en øl).

Melbourne Aquarium

Melbourne Aqaurium er pænt stort og med pingviner og rigtig mange forskellige fisk. Rasmus demonstrerede ganske stor viden om ”dyr, der lever under vand”, som han kaldte det – for det er jo ikke bare fisk. ”Hvor ved du alt det fra”, spurgte jeg nysgerrigt. ”Fra skolen, ”undervandsfilm” og besøg på akvarium’er derhjemme”, svarede han triumferende. Ingen tvivl om at han har meget stor interesse for ”vanddyr”.

Sulten var ved at overmande os, så det var frem med iPhone’s og søge efter nærmeste McDonald’s. 900 meter – hårdt når man er sulten, men ingen snak om alternative spisesteder.

Eureka Skydeck

Efter frokost besøgte vi Eureka Skydeck – den højeste bygning på den sydlige halvkugle. Fra 88. etage betragtede vi Melbourne og omegn – og særligt spændende syntes jeg, at udsigten mod tennisanlægget, hvor Australian Open spilles fra mandag den 14.01, var lidt sjov. Skulle Caroline nu ikke lige komme tilbage på banen? Det må da lige være stedet, hvor vi igen ser Miss Sunshine.

Så fik vi os en lille gåtur i centrum, inden vi igen tog bussen tilbage til Braybrook. Lidt spøjst at buschaufføren kørte forkert – indtil en passager gjorde ham opmærksom herpå. Så var det lidt rundt i et villakvarter for at komme tilbage til ruten. Ikke lige velegnede veje til en citybus.

Hjemme på campingpladsen var det lige på hovedet i poolen – så vi fik afsluttet morfardagen med vandbrydekamp. Efter 15 minutter havde jeg ikke luft til mere 🙂

Se billeder fra 11.01.2013 – klik her.

12.01.2013

Fine vaskefaciliteter og en tørresnor med indbygget tørretumbler – ja, så var der jo ingen grund til at Rasmus og Tina havde vasketøj med hjem til Danmark. Vi kunne jo også lige så godt vaske vores Tshirts, inden de skulle pakkes nederst i kufferten. Vejrudsigten til den første uge på New Zealand viste ikke det store behov for Tshirts.

Rasmus – før
Rasmus – efter

Og så jeg udlovede 5 AUD for nogle Rasmus-lokker, så jeg kunne snuse til ham den kommende måned.

Vi råhyggede med egoafslapning til hen på eftermiddagen, hvor vi så tog til Scienceworks – Melbourne’s svar på Experimentariet.

På Scienceworks

Rasmus’ alder og interesser var nok sådan ’lige midt i mellem’, hvor afdelingen for leg er for småbørnsagtig og afdelingen for indlæring for avanceret.

Camperman’en skulle afleveres renvasket, så vi eksperimenterede med en australsk gør-det-selv-vaskehal. For medens 3 x 2 AUD fik Camperman’en forvask, skumvask og højtryksspuling. Det blev vist ikke til en ny bil, men Rasmus mente bestemt, at den var mere ren, end da de havde modtaget den 4 uger tidligere.

Vi holdt ’afskedsmiddag’ på den nærliggende Thai restaurant og smovsede os gennem kyllingespyd, forårsruller, kylling i karry, friturestegte rejer og bøf med hvidløg og pepper. Ja – og så lige bananasplit til dessert.

Den store finalespilleaften blev noget af en fuser. Pigerne lammetævede os i både Afrikas Stjerne og Matador 🙁

Se billeder fra 12.01.2013 – klik her.

13.01.2013

Gråvejr, småkoldt (20 grader – nærmest ‘vinter’ i Melbourne) – men jo dagen, hvor vi skulle pakke sammen, sende Rasmus og Tina hjem til Danmark og selv fortsætte til New Zealand. Så vejret var jo på sin vis ganske passende. Vi kunne alle køle ned – for Rasmus og Tina som forberedelse til frostvejr i Danmark og for os en forsmag på temperaturen på New Zealand. Og jo så i øvrigt fint vejr til nedpakning og rejse.

Rasmus’ formiddag blev reddet af morfars iPhone og en udvidelse af det australske mobilabonnement. Det blev til 4 afsnit af Jul i Valhalla, inden mobilnettet blev overbelastet og transmissionshastigheden utilstrækkelig til streaming.

Først afleverede vi Maui’en – og konstaterede en samlet køretur i Australien på 2377 km. Meget naturskøn oplevelse. Har man ikke topprioritet på at skulle dykke i Great Barrier Reef, så vil det være strækningen Brisbane – Melbourne, jeg vil anbefale til ‘førstegangsAustraliensfarere’. Men absolut ikke mindre end 3 uger – helst 4. Og husk lige at bestille plads på campingpladserne i forvejen, hvis rejsen foregår medio december – medio januar.

Dernæst Camperman’en – hvor kontoret lå 26 km mod nordøst. I midten – ja, der var lufthavnen 🙂 Men vi fik fat i en minivan, så 4 store kufferter, 7 håndtasker/rygsække, Julius (julemanden) og så os 3 voksne plus Rasmus samlet kunne transporteres tilbage til lufthavnen.

Julius, Rasmus og Tina skulle flyve med Emirates via Singapore og Dubai til København, mens Anette og jeg skulle med Air New Zealand til Christchurch, New Zealand. Men heldigvis var vores planlagte afgangstider med kun 20 minutters mellemrum, så vi kunne jo sammen hygge med lidt sushi/Hungry Jack og røverhistorier.

Klar til afgang

Den værste røverhistorie var dog nok, at Tina og besse glemte Rasmus’ rygsæk, da de flyttede bord hos Hungry Jack, mens Rasmus og jeg ledte efter en McDonald’s. Så da vi besluttede at gå til vores respektive gates (som heldigt var præcis ved siden af hinanden), var rygsækken væk. Vores forvirrede blikke blev spottet af et par, som sad ved et andet bord i restauranten. “Er det en rygsæk, I leder efter? Så er den afhentet af en securityvagt”. Ups – skidt og godt – efter et par løftede pegefingre til mor, fik Rasmus hos vagten udleveret sin rygsæk igen.

Jeg var ved at ‘brænde inde’ med 65 AUD – men heldigvis har Lego også eksporteret til lufthavnen i Melbourne. De sidste 4 AUD blev dog sparet til en tur for Rasmus og mig i to massagestole. En fed måde at sidde smågrinende ved siden af hinanden og sige tak for ferien.

Vores fly var 1/2 time forsinket, så det endte med, at Julius, Rasmus og Tina boardede først – og vi 10 minutter efter. Vi taxiede faktisk ud mod startbanen, da Emirates lettede. Og vi nåede lige at få en mail fra Tina: “Tak for en dejlig ferie – vi har fået tre sæder for os selv :-)”. Emirates har virkelig respekt for julemanden.

Med op til 300 km/t medvind og en topfart over land på 1138 km/t indhentede vi forsinkelsen og landede faktisk kl. 23:49 (New Zealand tid) – 10 minutter før schedule time. Men toiletbesøg og indkøb af toldfri whisky blev skyld i, at vi kom bagerst i køen – så selv om hotellet under 5 minutter fra lufthavnen, var vi først på vores værelser omkring kl. 01:30.

Her kunne vi så konstatere, at minutprisen for samtaler hjem til Danmark på vores TDC-abonnementer var 12 DKK og prisen pr. MB data var 75 DKK for mig og 100 DKK for Anette. Et tjek på vejret, bankkontoen, Børsen Mobil og mails kostede lige 720 DKK. Er der noget teleselskaberne kan blive enige om, så er det at tyvstjæle pengene på international teletrafik. Længe leve WiFi, Internet, Skype og FaceTime.

Se billeder fra 13.01.2013 – klik her.

14.01.2013

Hotel ved Christchurch lufthavn med Maui-camperudlejning i baghaven

Et stort plus – Maui, Christchurch var nabo til vores lufthavnshotel, Sudima. Så præcis kl. 11:00 troppede jeg op for at afhente vores nye mobile feriehus. Et stort minus – selv om jeg som ‘professionel camperbruger’ fik dispensation for at skulle se en 15 minutters introduktionsvideo, så ventede jeg over en time, før jeg blev ekspederet. Et stort plus – fantastisk god service, inkl. bord/stolesæt i en kvalitet, der vel var 10 gange Maui Australien, ekstra dyne og ekstra håndklæder. Man ved jo lige, hvad der behøves 🙂 Et stort minus – mega omstændeligt – de burde have et særligt tjek ind for proffer. Det tog samlet næsten 2 timer at blive køreklar.

Copenhagen Bakery

Første stop var nøje planlagt – Copenhagen Bakery. Fruen havde tjek på adressen – nu skulle vi have rigtig rugbrød. Vi tømte butikken for de sidste 2 hele, friske kernerugbrød. Så forbi supermarked – vi skulle jo starte på en frisk – så der blev køb alt fra morgenmad til toiletpapir. I øvrigt en bemærkelsesværdi indretning af “Countdown” (New Zealand’s SuperBrugsen) – først øl og vin. Det burde inspirere andre supermarkeder.

Vi var nu klar til at ‘generobre’ Sydøen på New Zealand og tænkte tilbage på vores første rejse hertil i 1992. Det var i ‘RT-tiden’, hvor jeg som landsformand repræsenterede Round Table Danmark på WOCO’s verdensmøde i Palmerston North (Nordøen). Dengang startede vi med en “PreTour”, som foregik sammen med 4 andre par og 2 singler på en rundtur på Sydøen. Nu skulle drømmene gøres til virkelighed igen.

Christchurch – Akaroa – 85 km
Canterbury – med ogsigt mod Akaroa

Første tur var – som i 1992 – planlagt til Akaroa. www.akaroa.com: “Just 75 kilometres from the city of Christchurch, New Zealand, Akaroa is a historic French and British settlement nestled in the heart of an ancient volcano. Explore the village with its colonial architecture, galleries, craft stores, and cafés. Relax or take part in the many activities that are on offer. Explore the dramatic outer bays and take your time to soak in the magic of this area. A wide range of accommodation is available and you will need more than a day to explore this little piece of paradise.” Og så var det ikke en gang løgn.

Den smukke udsigt fra campingpladsen – vel den smukkest beliggende campingplads vi endnu har ligget på under vores RTW Tour – blev akkompagneret af rugbrød med pålæg og ost til aftensmad. Ren nostalgi.

Se billeder fra 14.01.2013 – klik her.

15.01.2013

For en sjældent gangs skyld holdt meterioløgnerne, hvad de lovede. Regn fra morgen til aften. Og ja – det pissede ned hele dagen.

Caroline Wozniacki – Sabine Lisicki – 2-6, 6-3, 6-3

Anette søgte stillingen som turguideaspirantselev – og blev straks sat igang med ansættelsestest. Planlæg en oplevelsestur på 27 dage rundt om sydøen på New Zealand. Pusten og stønnen – og en del snak med sig selv – men planen syntes at tage form.

Jeg opdaterede dagbog mens Caroline’s kamp mod Sabine Lisicki i Australien Open blev fulgt med Live-opdatering på Eurosport.com. Det var næsten for spændende – og absolut en nødløsning at følge alene med resultatet af hvert parti – men OK, når enden er god, er alting godt. 2-6, 6-3, 6-3 (efter at have været bagud 0-3). Du behøver ikke at give så meget spænding i næste match, Caroline.

Og stod den på råhygge med Mac’en (yes – her var WiFi og en rimelig internetforbindelse) og “Mine favoritter” på iPhonen med akkompagnement af heftige regnbyer på taget af Maui’en.

Se billeder fra 15.01.2013 – klik her.

16.01.2013

Morgenmad i solskin

Så havde vi fået tilstrækkeligt med vand til planter, dyr og vanddrikkende mennesker – og vi kunne nyde morgenkaffen i lunt vejr, solskin og den smukkeste udsigt. Som følge af gårsdagens regnvejr havde vi besluttet at blive en dag mere på Top 10 Holiday Park Akaroa – og med vores kendskab til pladsens indretning havde vi fået skiftet til en rigtig ‘udsigtsplads’.

Dagens program lød på vandretur og sightseeing i Akaroa og omegn samt “Cruise Akaroa Harbour, uncover the history of the region, see dolphins, seals, penguins and enjoy stunning views” med Black Cat Cruises.

Akaroa blev ‘fundet’ af Captain Jean François L’Anglois (franskmand) i 1838, men da han havde været hjemme for at finde franskmænd, der ville etablere sig på New Zealand og kom tilbage i 1840, kunne han konstatere, at englænderne var kommet ham i forkøbet og indgået aftale med lokale høvdinger. Franskmændene bosatte sig imidlertid og byen er i dag meget fransk præget. Det skader jo absolut ikke på hyggen. Og de taler let forståeligt engelsk.

Vi bookede en ‘havnerundfart’ (Akaroa betyder “Lang havn” – og havneområdet er principielt hele fjorden – helt ud til Stillehavet). ‘Eftermiddagsforestillingen’ kl. 15:30 var med “Fish & Chips”, men billetsælgeren undskyldte at flere gæster havde klaget over kombinationen af madlugt og en vis søgang, så serveringen foregik inden afgang og på den ‘originale’ (og ‘verdenskendte’) Akaroa Fish & Chip Shop.

I byen bemærkede jeg i øvrigt flere Telecom-telefonbokse. Nej – ingen bruger telefonbokse i dag (siger de i Danske Bank). Men oven på hver boks sad en mega WiFi-antenne – og Telecom tilbød gratis WiFi. Og det fungerede – ganske udmærket. Forklar mig lige forretningsidéen.

Vi havde en fantastisk smuk sejltur i fjorden/’havnen’ – og ja, vi så delfiner, sæler, (dværg)pingviner og nød den fantastiske udsigt.

Se billeder fra 16.01.2013 – klik her.

Stedet hvor Englænderne indgik aftale med den lokale høvding
Udsejling mod Stillehavet

17.01.2013

Akaroa – Kaikoura – 285 km

Strækningerne Akaroa – Lake Ellesmere og Waipara – Kaikoura af Inland Kaikoura Road (første fjerdedel og sidste halvdel af dagens tur Akaroa – Kaikoura på 285 km) er mega smukke – også i regnvejr. Endnu en regnvejrsdag – men det ødelagde på ingen måde den storslåede natur. Næsten tværtimod. Samtlige nuancer på farveskalaen fra lysegrøn til mørkebrun – og i bunden af de sommertørre floder fra grå til sort – præsenterede sig storslået. Alt under trægrænsen – men bakke op og bakke ned.

The Mud House Winery & Cafe

Da jeg afhentede campervan’en anbefalede medarbejderen, at vi skulle spise frokost The Mud House Winery & Cafe i Waipara, når vi drog nordpå. Jeg var sikker hvor omkring, han havde udpeget stedet, men ikke på navnet. Alligevel syntes jeg reelt ikke i tvivl, da vi så ‘stedet’ fra landevejen.

Vi startede med vinsmagning – så kunne vi jo lige få tanket lidt op (6 flasker) inden den videre tur – og minsandten om ikke vi fik rabat på efterbevilling. Med rabathæfte, som de selv udleverede, fik vi 10 % (som blev afrundet til en flaske).

Dernæst ind i restauranten for at nyde en udsøgt Mud Platte. Gæt lige hvem, der sad i restauranten? Ja, medarbejderen fra Maui! For sjov spurgte jeg ham lige, om jeg var kommet det rigtige sted – hvilket han med et kæmpe smil bekræftede.

Endelig (igen) på ‘nettet’ – for at kunne læse, at Danmarks håndboldherrer havde lammetævet Island i Sevilla. 4 kampe – 8 point – det tegner bare så godt.

Charwell Forks

På strækningen Waipara – Kailoura af Inland Kailoura Road så vi vel omkring 10.000 af New Zealand’s 45 mio. får (ca. 10 får pr. indbygger). Bemærkelsesværdigt at se dem græsse op ad stejle skråninger.

En-vejs-bro på Inland Kaikoura Road

Indland Kailoura Road bød på endnu et særsyn – vel omkring 20 ensporede broer. Nuvel trafikken var ikke voldsom – det var vel reelt kun campervans vi mødte på vores vej – men det var en fordel at være lidt ‘fremsynet’, når man nærmede sig en bro. Var der nogen på broen – nej, det kunne hurtigt overskues. Var der nogen på vej ind på broen fra den modsatte ende – måske, det var mere et lotteri. Vi fik os et par ‘hovsaoplevelser’ – og en del af garderoben fra bagsædet og øverste hylde på ‘flyvetur’ gennem ‘huset’.

Ingen mobildækning på Inland Kaikoura Road – selvfølgelig. Men med tankeoverføring fik jeg så udsat igangsætningen af tenniskampen mellem Caroline Wozniacki og D. Vecik. Rent faktisk startede den præcist som jeg fik logget mig på WiFi og Eurosport.com, da vi kom frem til Top 10 Holiday Park i Kaikuora. 6-1, 6-4 – sådan Miss Sunshine.

Se billeder fra 17.01.2013 – klik her.

18.01.2013

Det er jo rigtigt hyggeligt, at nogen læser vores rejsebeskrivelse. Og endnu mere hyggeligt, når nogen kommenterer den. En særlig tak til min personlige IT-rådgiver, It-revisor (CISA, CRISC), adm. dir. Revi-IT A/S, Martin Brogaard Nielsen, som kan forklare mig Telecom’s forretningsidé (spørgsmål 16.01.13):

Kaikoura – Blenheim – 128 km

“Kære Jan. Blot en kommentar til din undren over forretningsideen bag gratis WIFI. Dels brander virksomheden sit navn ganske alvorligt (se bare, du har skrevet om det i din dagbog), giver dermed ekstra hits på Google (og det er penge værd), og herudover sælger udbyderen uden tvivl din ”surf-historik” til analysefirmaerne. Sidstnævnte er ret interesserede i at finde ud af hvad en gæst laver på internettet, for det er (også) penge værd. De vil kunne se, at du har en Mac, kommer fra Danmark, søger på ’hvor er den nærmeste McD’ osv. Selvfølgelig gør man kun dette, når man i forvejen har en infrastruktur, men det lyder det også til, at de har når du skriver, at antennerne er monteret ovenpå telefonbokse (hvad er det i øvrigt? :-). Nu behøver du ikke gruble mere over det :-).”

SH 1 S

Strækningen Kaikoura – Blenheim bragte dejlige minder frem fra vores RT-tur i 1992. Her kørte vi med tog på strækningen (fra Christchurch til Picton, hvor vi tog færgen til nordøen), og dengang var jeg vildt fascineret af ruten, hvor sporet flere steder næsten kørte i vandkanten. Jeg huskede fra dengang, at vi mindst 20 gange på strækningen ‘byttede’ om, så halvdelen af tiden var togsporet tættest vandet og vise versa. Jeg undrede mig – som dengang – hvorfor man ‘bytter’ hele tiden. (Spændende om en læser nu har svaret på det :-))

Søløver Ohau Point nord for Kaikoura

Ved Ohau Point nord for Kaikoura så vi en af New Zealand’s største kolonier af søløver. Hvor var det befriende at se ‘vilde dyr’ på nært hold uden at skulle betale entre. Ikke p.g.a. udgiften – men fordi man ved, at de i så fald jo reelt er spærret inde i et (delvist) unaturligt miljø.

På turen besluttede jeg mig for at starte en ny ‘bølge’. Motorcyklister gør det. Sejlere gør det. Man hilser, når man passerer hinanden. For man er jo noget ganske særligt. Så hvorfor ikke campervan’ere? Nu hilser jeg på alle modkørende campervans. Bare vent – om 5 år hilser alle campervan’ere, når de kører forbi hinanden.

Efter en hyggelig frokost i byen Blenheim indlogerede vi os på endnu en Top 10 Holiday Park. I kan godt opdatere alle gamle noter om manglende WiFi på New Zealand. I hvert fald hvis vi taler om Top 10 campingpladser. De har (indtil nu i hvert fald) været helt i Top 10. BIG 4 Australia – her kunne I sgu godt lære noget af Kiwi’erne.

Efter aftensmaden – hvor jeg i øvrigt (igen) grillede laks (badet i hvidvin) – stod fruen på hovedet i en affaldscontainer. Hendes oprydningsiver havde lige kostet en gaffel 🙂 Endnu et talent – gaflen blev generobret.

Se billeder fra 18.01.2013 – klik her.

19.01.2013

Jeg forsøgte fra morgenstunden at få håndboldkampen Danmark – Makedonien frem på TV2Play. Men, men, men – kun TV2 News må sendes til udenlandske IP-adresser. Så det blev til Liveopdatering på sporten.dk – og nu venter Tunesien i 1/8-finalen.

Blenheim – Richmond – 150 km

Næste destination var Richmond, Nelson, men vi tog bevidst lige en omvej omkring Picton. En rigtig fornuftig disposition – turen Picton ad Queen Charlotte Drive til Havelock var som skåret ud af en turistbrochure. Ingen overdrivelse at Kiwi’erne kalder det en “Scenic route” – og meget passende har de etableret små rastepladser med “Scenic views”. Fruen efterspurgte “lockouts” på turen – men rettede dog hurtigt selv til “lookouts” 🙂

Udsejlingen fra Picton

Der er skrevet mange rosende ord om Nelson – og særligt om deres “marked” om lørdagen. Jeg er altså ikke lige til “markeder”, men solidarisk havde jeg indvilget i, at vi timede ruten således, at vi kom til Nelson lørdag. Jeg indlagde stop ved forskellige udsigtspunkter, et længere ‘kaffeholdt’ og sidst – men absolut vigtigt i timingen – en 10 km’s tilbagekørsel til Havelock, da jeg opdagede, at dieselstanden var kriminel lav. Så var jeg helt sikker på, at vi ikke nåede frem til Nelson, før “markedet” lukkede kl. 13:00 🙂 OK – det var ikke planen – men det var resultatet.

Frokost i Nelson

Vi fik dog alligevel en hyggelig bytur i Nelson – med en super dejlig frokost. Eneste minus – MEGET nærgående måger – vi skulle faktisk løbende skræmme dem væk, hvis ikke de skulle smutte forbi bordet og snuppe en pommes frites.

Fremme på campingpladsen i Richmond mødte vi nogle meget nedtrykte naboer. De havde holdt parkeret (jeg fik ikke fat i hvor) og været på en 10 minutters gåtur = smadret siderude og pist væk computer, iPad og iPhone. Surt show. Vi må vist fremover (igen – som i USA) altid medbringe rygsæk med ‘elektronikken’, når vi forlader campervan’en.

Eurosport.com: “WOZNIACKI 6-4 6-3 – GAME, SET & MATCH! Tsurenko has a chance to break back and get things back on serve but Wozniacki saves it with a forehand winner before going on to wrap up the match at her third attempt (first in this game) when the Ukrainian sends a forehand into the net. Wozniacki will face Svetlana Kuznetsova in the fourth round.” Jeg mindes ikke, jeg har fulgt med i en tenniskamp med så mange table servepartier. Heldigvis tabte Tsurenko flest.

Se billeder fra 19.01.2013 – klik her.

20.01.2013

Ja, selv Sydøen har en nordspids – og lige under den ligger Golden Bay. Den nyudlærte turguide havde booket en dagstur til Golden Bay – med indlagt frokostbuffet i strandkanten. Verdensklasse.

Pohara – Golden Bay

Dagen startede helt New Zealand atypisk: 17 grader kl. 9:00 og sol fra en 100 % klar himmel. Hvad gik galt? Vi kunne spise morgenmad ude i short og tshirts. Ja, selv solcreme faktor 30 blev taget i brug.

Golden Bay lå ca. 100 km fra Richmond – en kørsel gennem vindistrikter, rundt om Abel Tasman National Park og over et ‘bjergpas’ 731 m.o.h. med 290 sving og kurver (ifølge Politikkens Turen Går Til New Zealand – jeg mener nu, at der var 297 sving og kurver). Turenguiden efterlyste “udgiftsposter” – ja, helt afrevisortiseret er hun endnu ikke. Hun mente selvfølgelig “udsigtsposter”.

En skøn tur – en skøn dag. Jeg trækker mit postulat om naturoplevelse i regnvejr lidt tilbage – det skader absolut ikke på oplevelsen, at landskabet bliver smykket med total solskin.

Se billeder fra 20.01.2013 – klik her.

21.01.2013

Håndboldherrene lammetævede Tunesien
Richmond – Carters Beach (Westport) – 215 km

En skøn morgen – Håndboldherrerne lammetævede Tunesien til morgenmaden, der blev indtaget i strålende solskin og total blå himmel. Kampen blev fulgt på Liveblog live bloggen – sporten.dk.

Jeg havde ellers fået friske råd fra min personlige IT-rådgiver, It-revisor (CISA, CRISC), adm. dir. Revi-IT A/S, Martin Brogaard Nielsen: “Du har behov for at blive set som at komme fra Danmark. Altså have en dansk IP-adresse. Følgende udbyder giver dig en VPN forbindelse, som du kan koble på, og så skulle du route ud via en dansk IP: http://vpn-byen.dk/” Smutti’ – VPN-forbindelse købt og betalt (60 kr. pr. måned) – og Mac’en sat op til nye muligheder. Selvfølgelig kom jeg på – men ak, internetforbindelseshastigheden var ikke til Live-TV.

Således opløftet kunne vi starte dagens “ride” til Carters Beach, Westport – en smuttur på 215 km. En fantastisk smuk “grøn” tur – særligt de godt 100 km, hvor vi bugtede os gennem bjerge og dale sammen med Buller River. Desværre så vi ingen ‘riverraftingbåde’ på floden – kun på vejen ved at gøre sig klar. Men givet at de alle har fået en fed tur i dag.

Buller River – Hvem sagde River Rafting?

Ikke mange modkørende campervans – nok ikke den mest oplagte rute på en ‘almindelig’ ferie på New Zealand – her vælger man givet strækningen på tværs Greymouth – Christchurch via Arthur’s Pass. Men vi nød turen – hver en kilometer.

Fremme ved Carters Beach fik vi frokost sammen med Eurosport.com og Caroline – Kuznetsova. Øv, øv, øv – 2-6, 6-2, 5-7 – og så er det ikke mere Australian Open.

Efter en hel morfar kørte vi til ‘vores’ supermarked (Countdown) i Westport. Vi sprang ud på det dybe vand – nu skulle vi altså prøve New Zealand’s nationalret, grillstegt lammekortelet.

Jeg ‘tryllede’ ved Maui’ens indbyggede BBQ og scorede 3 kokkehuer.

Se billeder fra 21.01.2013 – klik her.

22.01.2013

Endnu en fantastisk solskinsdag – New Zealand, hvad går der galt? 3 dage i 100 % solskin og næsten ‘australsk’ varme.

Carters Beach (Westport) – Franz Josef – 274 km

Så vi nød den smukke kørsel fra Carters Beach (Westport) til Franz Josef – en strækning på 274 km. Der var store græsmarker med kvæg og får (fårene er kraftigt på retur – ifølge ‘kilde’ er bestanden fra 1989 reduceret fra over 60 mio. til nu omkring 30 mio – de må være udkonkurreret af kvæg og vinstokke – jeg foretrækker nu også en god bøf med et dejligt glas rødvin fremfor lammesteg med øl), der var ‘bjergkørsel’ og der var ‘strandvejskørsel’. Og selvfølgelig en masse ‘”Scenic views” og “Lookouts” (turguidens ‘udgiftsposter’).

Pancake Rocks, Vestkysten, New Zealand

Turguiden havde (vist inspireret af Tina) spottet Punakaiki Pancake Rocks og åndehuller. Fra newzealand.com: “Naturen begyndte dette kunstværk omkring 30 millioner år siden. Over tusinder af år, vekslende lag af små havdyr og sand blev begravet og komprimeret på havets bund. Dette skabte områder med multiple lag af hård kalksten og blødere sandsten. Jordskælv derefter løftede havbunden høj og tør, og disse slow motion kunstnere – regnen og vinden – begyndte at udhule blødere sandsten.Resultatet er klipper og kløfter med hundredvis af horisontale skiver langs deres lodrette flader, ligesom store stakke af pandekager.” Meget spektakulært.

Spændingen blev forøget af usikkerheden om, hvorvidt vi havde tilstrækkelig diesel til at kunne nå næste tankstation kørende i egen campervan. Umiddelbart efter vi forlod Carters Beach stod der en skilt med teksten: “Næste tankstation 90 kilometer”, men da jeg havde ‘3 streger’ på tankmåleren, mente jeg, at det burde være rigeligt til 90 km. Desværre forsvandt den 3. streg allerede efter 10 km, så usikkerheden kradsede lidt i mavesåret, da en stor del af ruten foregik i meget dieselforbrugende ‘bjergkørsel’. Vi nåede dog Greymouth uden problemer – og tankede “kun” 68.35 liter (ifølge Tekniske data skulle tanken kunne indeholde 75 liter).

Turen bød (igen) på mange ‘envejsbroer’ – men helt specielt blev en af disse broer også ‘delt’ med jernbanen. Altså ét spor til biler og tog i begge retninger. Der kom dog heldigvis ikke tog, mens vi var på vej over 🙂

Ca. 12:40 spottede vi et reklameskilt for en bar/restaurant, der skulle befinde sig en time længere fremme. Fint, tænkte vi, det er jo passende tidspunkt at indtage lidt frokost. Kl. 13:40 passerede vi en klump huse (det kan ifølge Rasmus kun kaldes en by, såfremt der er en McDonald’s), og der var da også ganske rigtigt en bar/restaurant. Men den så ud til at have været lukket hele denne sommer.

Franz Josef Clacier

Så det blev først frokost kl. 15:00, da vi havde parkeret os på Top 10 Holiday Park Franz Josef. Her kunne vi så til gengæld nyde rugbrød (ja, vi har fortsat noget tilbage) med pålæg og ost med ‘gletsjerudsigt’. Skyerne ‘hang’ lidt over bjergene, men på campingpladsen havde vi ‘australsk’ varme, svag vind og sol fra total blå himmel.

Med ‘sømsprætter’ (jeg har ikke fundet på navnet) og tyggegummi agerede jeg ‘brillemand’ og fik skruet min nye RayBan sammen igen, inden vi kørte til nærmeste supermarked for at købe ind til hakkebøffer med bløde løg, brun sovs og kartofler.

Gallamiddag

Vi holdt dog lidt New Zealandsk stemning over det – jeg stegte hakkebøfferne og løgene på Maui’ens indbyggede BBQ. Verdensklasse.

Det var dog bestemt ikke verdensklasse, at jeg hen på aftenen konstaterede, at højre bagdæk var ‘halvflat’. Var vi punkteret? Hvordan ville det lige se ud i morgen?

Se billeder fra 22.01.2013 – klik her.

23.01.2013

“Go’ morgen, vi er klar til Skype”, bimlede SMS’en på iPhone kl. 07:30. Midt om natten – men vi savnede rigtig meget Rasmus og Tina, så det var hurtigt morgentoilette og lidt vand i hovedet. Vi fik hul igennem på FaceTime, så forbindelsen blev med både lyd og billede. Ikke det bedste billede – ikke fordi forbindelsen var dårlig, men fordi Tinas iPhone har været udsat for en del ‘styrt’. Rasmus hader at FaceTime, men vi fik da et par dejlige glimt.

Umiddelbart havde vi ikke tabt mere luft i højre bagdæk – men havde vi det, så havde vi nok også stået på fælgen. Jeg fik telefonisk kontakt med Maui, som anbefalede et værkstedsbesøg, men inden jeg havde fået anvist et værksted, forsvandt mobildækningen. Så jeg besluttede mig for at trille stille og roligt ned på tanken i Franz Josef, hvor jeg tømte iltbeholderen – eller også var det fordi, den alene kunne ‘trykke’ 21 bar. Nu satsede vi på, at den holdt luft til vi fandt et rigtigt bilværksted.

Vi kørte videre mod Franz Josef gletsjeren, men udsatte vores vandretur, da en større regnbyge begyndte. Tilbage til campingpladsen og ‘alenetid’ – jeg var også kraftig i underskud.

Efter frokost klarede det op – og vi nød en 2 timers vandretur til foden af Franz Josef gletsjeren. Vi havde desværre skiftet til lange bukser og flistrøje – så vi svedte tran, da vi nåede frem. Heldigvis blev det mere overskyet og mere blæsende på hjemturen, så her passede påklædningen bedre. En dejlig vandretur og meget spændende natur med gletsjer, vandfald og fossende flod. Vi var helt høje, da vi kørte tilbage til campingpladsen.

På vandretur til Franz Josef gletsjer
På vandretur til Franz Josef gletsjer
På vandretur til Franz Josef gletsjer

Her ventede så endnu en udfordring – ‘landstikket’ gav ikke den forventede opladning og netspænding i campervan’en. En efter en fejlkilde blev udelukket – men først da vi fik en nabo og mulighed for at teste med et andet kabel, fik jeg lokaliseret fejlen. Jeps – kablet. Dvs hanstikket som blev sat i campingspladsen ‘hunboks’. Gør-det-selv-handyman fik – med assistance fra naboen – løst udfordringen, og så var der igen strøm på dyret.

Se billeder fra 23.01.2013 – klik her.

24.01.2013

Danmark – Ungarn – 1/4-finale – 28-26

Jeg var helt klar 08:45 New Zealand tid – 20:45 Dansk tid – nu skulle Ungarnerne have gullash. VPN-forbindelsen var oprettet og TV2 kunne med god samvittighed sende mig kampen på min danske internetforbindelse. Øv, øv, øv – forbindelsen var i starten så dårlig, at de danske drenge scorede 2 mål under hvert afbrud. Og det blev kun værre – altså forbindelsen. Så nødtvungent måtte jeg ty til tekst-liveopdatering. Med stor negativ indflydelse på det danske spil – ja, blev det ikke lige bare for spændende til sidst? Nå, når enden er god, er alting godt. Men gullashsuppe blev det ikke til.

Franz Josef – Haarst – 141 km

Turguiden havde planlagt en kort tur – Franz Josef Glacier – Haarst – 141 km.

Men tanke på gårsdagens halvflade bagdæk svingede vi lige ind forbi tankstationen og tankede luft. Mistænkelig hvislelyd, når jeg rørte ved ventilen! Så efter 15 km på en tankstation i Fox Clacier – og med et ‘advarselsskilt’ om 120 km til næste tankstation – ville jeg lige tjekke trykket i dækket en sidste gang. Igen en mistænkelig hvislelyd – og da jeg forsøgte at trykke dækket yderligere, skete ‘katastrofen’. Ventilen pistede ud som en nyantændt Saturnraket. Det tog 18 sekunder, så holdt Maui’en på fælgen.

Hvor heldig kan man være (og dog så synes jeg jo på en eller anden måde, at jeg rent faktisk havde opsøgt heldet)? Altså ikke at dækket var helt og aldeles fladt, men at vi holdt på en BP-tankstation MED et workshop (autoværksted).

Og så en mere

Jeg kontaktede Maui telefonisk – og de mente, at jeg blot selv lige kunne skifte til reservehjulet. De måtte have drukket af natpotten – selv med automekanikerens dunkrafte (ja, i flertal) og store boltnøgle var det en større udfordring. “Skal jeg ikke bare reparere dækket – altså isætte ny ventil? Det er helt sikkert nemmere end at skifte til reservehjulet”, forespurgte den venlige automekaniker. “Og vi har ‘samarbejde’ med Maui, så det er ikke noget problem”. Jeg tjekkede lige igen telefonisk med Maui, som i mellemtiden havde sendt mig en SMS med en adresse på Hansens Auto Service i Queenstown. En ny servicemedarbejdere hos Maui kunne godt se fornuften – og jeg rakte triumferende telefonen til automekanikeren. Jeps, kontakt, aftale, smil – og Maui’en var igen køreklar – vel 1/2 time efter vi rullede ind på tankstationen.

Haarst er Haarst River og absolut intet andet. Men til gengæld var vejret til en hel morfar i solbadning på græsplænen.

Og så tryllede jeg med ‘pyt-i-pande’ på Maui’ens indbyggede BBQ. Igen 3 kokkehuer. Fruen bliver sgu forvendt.

Se billeder fra 24.01.2013 – klik her.

25.01.2013

Haarst – Queenstown – 212 km

Havudsigt er smuk. Havudsigt med klipper er smukkere. En sø mellem klipper er smukkest. Enig – hvad der er mere eller mindre smukt er subjektivt, men vi har lagt os pladask for udsigter med vand og bjerge. Gang på gang – det være sig ved kystlinjen eller ved floder og søer omgivet af bjerge – siger vi “Whaw” i munden på hinanden. Det er bare SÅ smukt. Ved havet en larmende bølgekraft – ved floderne en larmende vandstrøm – ved søerne en larmende stilhed. Som livet – ungdom, manddom, alderdom. Måske derfor det smukkeste i dag opfattes som søen omgivet af bjerge.

Lake Wanaka – set fra strandbredden i Wanaka

Haarst var som nævnt i går ikke meget andet end Haarst River. Den førte os til gengæld ind langs Mount Aspiring National Park og derefter stak vi sydpå mod Lake Wanaka. “Whaw”. Findes det smukkere? Vi må se de kommende dage. Men at sidde for ‘foden’ af Lake Wanaka og spise dansk rugbrød med dansk gorgonzola er VERDENSKLASSE.

Forbi Lake Hawea og så over Cardrona Valley Road (ja, godt nok dal det meste af strækningen, men lige en bjergtop på 1.074 m.o.h. skal bestiges) til ‘nedstigningen’ mod Queenstown og Lake Wakatipu.

Queenstown i det fjerne

I 20 år og 4 måneder havde vi glædet os til at komme tilbage til Queenstown. I 20 år og 4 måneder har jeg sagt, at hvis der var noget sted på denne jord, jeg skulle bo, hvis det ikke var i Danmark, så var det Queenstown, New Zealand. Kunne illusionerne holde – var virkeligheden en helt anden?

Vi ankom nordfra, hvilket absolut gengav det ‘gamle’ indtryk. Neden for ‘bjerget’ ved søen lå byen indhyldet i nostalgi. De kommende dage må få os ud af drømmene.

Campingpladsen var ikke alene Top 10 Holiday Park – den var 5 stjernet. Superb beliggenhed – 2 minutter til supermarked og 4 minutter til bycentrum – lige for foden af ‘bjerget’. Paraglideren dalede ned i ‘hovedet på os’. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Drømmer jeg eller er jeg vågen? Og for første gang i mit liv følte jeg behov for at fotografere toiletfaciliteterne.

Se billeder fra 25.01.2013 – klik her.

26.01.2013

Lad mig starte med konklusionen: Queenstown er absolut lige så smuk som for 20 år siden – Queenstown er og forbliver at være en af de smukkest beliggende byer på denne klode. Men nej, Queenstown er ikke længere et alternativ til Danmark. Hvad gik galt? 1,9 mio. turister årligt kan da ikke tage fejl. Lige netop udfordingen – 1,9 mio. turister årligt har forvandlet byen til et ‘turistmekka’ – med eventbureauer, tøj- og sportsbutikker samt restauranter side om side. Og et mylder af unge, livsglade mennesker. Lyder det så tosset? Nej – ikke til et besøg, men til en fast bopæl.

Wikipedia: “Byen er mest af alt kendt for sine mange forskellige forlystelser og bliver ofte benævnt som actionbyernes hovedstad. Hvad adrenalinjunkier ikke kan prøve her, er ikke værd at prøve. Queenstown har omkring 8.500 indbyggere og er et yndet turistmål for både New Zealændere og udlændinge.”

Morgenen startede med praktiske gøremål – restaurantbestilling på toppen af Queenstown og vask af sengetøj. Hvorfor er det lige så interessant? Jo, forbi jeg dermed glemte alt om drengenes semifinale mod Kroatien 🙁 Først da Tina’s sms tikkede ind “Hej far. Danmark har lige tævet Kroatien og er klar til VM finalen på søndag :-)” gik livets alvor op for mig.

Massage – Queenstown

De alvorlige udfordringer fortsatte med dagens aftalte ‘bytur’. Hvor mange forretninger skulle tjekkes, hvor mange bukser og sko skulle prøves. Og i stegende hede – man kunne jo blive fristet til at gå med ind i forretningen blot for at blive afkølet.

Og ulykkerne væltede ned. Der var ‘marked’ i byen. Spørg mig ikke lige, hvad man kunne købe – men Shiatsu-massagen var ganske udmærket.

Queenstown – på toppen

Middagen og aftenen var planlagt til Skyline Queenstown Restaurant. Fra deres egen hjemmeside hedder det: “It’s the ideal place for that special night out and the best place in Queenstown to watch the sun go down! With live music creating a relaxing atmosphere and never ending scenery to admire, you will be entertained as you dine on our award winning cuisine.” Ja, man skal ikke sætte sit lys under en skæppe. Igen – udsigten kan ikke diskuteres. Men den afslappende atmosfære og prisvindende køkken må vist ses gennem japanske øjne med fotohysteri og effektiv affodring. Så var det bedre for 20 år siden, hvor man skulle booke bord 3 måneder i forvejen og middagen var a la carte. Men retfærdighedsvis skal det jo nævnes, at uden denne kapacitetsforøgelse havde vi jo ikke fået fornøjelsen af at spise ‘på toppen’ af Queenstown.

Se billeder fra 26.01.2013 – klik her.

27.01.2013

Er vi blevet for gamle til bungyjump, skydiving, riverrafting? Fruen har ikke lyst (og har vel egentlig aldrig haft det) – og jeg har ikke lyst til det alene. Næste tur til adrenalinjunkiernes paradis må blive sammen med Rasmus. Spørgsmålet er så, om man kan komme frem til eventstederne med rollator.

TSS Ernslaw på Lake Wakatipu

Men selvfølgelig skulle vi med sejle med TSS Ernslaw på Lake Wakatipu. Nostalgi på 1. klasse. Og bare man planlægger turen minutiøst, er det jo 26 grader, svag vind og sol fra en skyfri himmel.

Med tanke på gårsdagens ‘affodring’ på Skyline Queenstown Restaurant havde jeg droppet kl. 12:00-afgangen med frokostbuffet. Det gjorde jo så også lige, at jeg kunne klare 2 gange vask inden afgang 🙂 Det skal nu blive dejligt at komme hjem til vaskekonen, rengøringskonen og madlavningskonen igen.

Nå, med store fadbamser og røget laks til frokost på Pier 19 glemte jeg skyndsomt det hårde rejseliv og nød tilværelsen.

TSS Ernslaw på Lake Wakatipu

14:00 stævnede vi ud – og det var bare smukt. Tekst kan ikke beskrive det (jeg har i hvert fald ikke evnerne) – billeder er (indtil nu) et todimensionelt, begrænset udsnit af ens synsfelt. Men i ‘memory’ er det lagret fuldsize og femdimensionelt (3D + bevægelse + duft). Så må fremtiden vise, hvor længe hukommelsen rækker 🙂

Hjemme på campingpladsen blev det til en hel morfar, inden jeg blev sat i gang med at stege bacon og spejle æg på Maui’ens BBQ.

Så var det virkelighed igen.

Se billeder fra 27.01.2013 – klik her.

28.01.2013

Mens humøret endnu var i top 🙁

Var jeg lige klar til VM-finalen? I hvert fald noget mere (skulle det vise sig) end de danske spillere. Alarm sat til 05:00, så jeg kunne etablere WiFi-, internet- og VPN-forbindelse. Alt var klart, da jeg sad ‘midt om natten’ og sang med på “Der er et yndigt land”. Endda overskud til en ‘hilsen’ fra Queenstown på Livebloggen – og selvfølgelig SMS’er til og fra Tina. Men hvad gik galt? Ikke bare forringet billedkvalitet – spillet gik fuldstændig i stå på skærmen. Ja, hvordan skulle jeg kunne hjælpe Ulrik, når jeg ikke kunne se kampen, men blot på Livebloggen følge med i, at vi kom mere og mere bagud.

Queenstown – Te Anau – 173 km

I pausen skiftede jeg TV2 ud med DR1. Det hjalp på transmissionen – men jo altså ikke på danskernes spil. Efter 10 minutter af anden halvleg gav jeg op – og lagde mig til at sove igen. Så kunne Tina jo sende en glad SMS: “Far, de gjorde det sgu – vi er verdensmestre”. I stedet lød den: “Det var simpelthen pinligt” og “Kan ikke huske hvornår jeg sidst har set et hold have en SÅ stor kollektiv off-dag.” Så i stedet for mine ønsker om at give spanierne med spanskrør, blev vi ‘tyr-aniseret’ rundt i manegen.

Turguiden havde sat kursen mod Te Anau – med henblik på at opleve Fiordland og Milford Sound. En lille tur på 173 km rundt om Lake Wakatipu og Eyre Mountains/Taka Ra Haka Conservation Park.

Men vi kunne naturligvis ikke forlade Queenstown uden at køre forbi H.J. Hackett Bungy Jump. Det var jo der, det hele startede i 1988 – Kawarau Bridge – og det var jo der, jeg ‘sprang ud’ i 1992.

Gensyn med H.J. Hackett i Queenstown
Da jeg ‘sprang ud’ 25.09.92

Censuren har strøget fruens bemærkning, da vi så ‘broen’, men jeg skal gerne indrømme, at det var specielt at være ’tilbage’. Havde jeg ikke sprunget i 1992, så havde jeg gjort det i dag. Stemningen var simpelthen dragende. Og hvilket adrenalinkick. Nu nøjedes jeg ved at fortælle pensionistklubben fra Risgaard Rejser, at de fik halv pris, hvis alle fra busselskabet sprang. Ups – jeg havde lige overset, at en stor del af selskabet havde rundet 70 – og så var spring gratis.

Se springet fra 1992 – klik her.

Tilbage ad ‘hovedvej’ 6 og ‘nedenom’ Lake Wakatipu. Det gjorde absolut ikke Quennstown mindre smuk at se byen sydfra. Måske skulle vi alligevel flytte herned?

Vi kørte igennem et mega dalområde inden vi kom frem til ‘foden’ af Fiordland ved Te Anau. Wikipedia: “Fiordland National Park occupies the southwest corner of the South Island of New Zealand. It is the largest of the 14 national parks in New Zealand, with an area of 12,500 km², and a major part of the Te Wahipounamu World Heritage site.” (Sjælland er ca. 7.000 km²)

Endnu en skøn ‘dansk’ frokost ved Lake Te Anau – og endnu en super fin Top 10 Holiday Park. For så ikke at glemme vejret – endnu en SKØN sommerdag på sydøen. Der tales blandt de lokale om, at det er den bedste sommer i 100 år 🙂

Se billeder fra 28.01.2013 – klik her.

29.01.2013

Igen en dag med ‘alarm’ – kl. 06:50. Skrækkeligt – igen op midt om natten. Men fruen var allerede oppe, så jeg vendte mig hurtigt om på den anden side. 07:30 ville være mere passende, da vores afgang med “Go Milford” først var fra campingpladsen 08:15.

Vi blev afhentet ret præcist af Sir Chuck – en over selvglad, hurtigtalende og næsten uforståelig lokal rangers, der var ked af, at diligencen var afløst af en dieselhakker på fire hjul. Han fortalte mange historier om Milford Road og Milford Sound, men vi forstod kun en meget begrænset del. Og alle mine fordomme om ‘busselskaber’ blev indfriet. Stop – alle mand ud – fotografering til venstre – ind i bussen (samme pladser selvfølgelig) og videre – stop – alle mand ud – fotografering til højre – ind i bussen (samme pladser selvfølgelig) og videre – stop – alle mand ud – der skal tisses – ind i bussen (samme pladser selvfølgelig) – skal jeg blive ved? Og rejseselskabet? Himmel henrykt – The best day of my life.

Lake Mirror – på vej mod Milford Sound

Men retfærdigvis skal det nævnes, at vi fik set det, man skulle se på vejen ud til Milford Sound. Og det var smukt. Ja, smukt var vel kun fornavnet, da vi blev ‘parkeret’ ved Mirror Lake. Jeg forstod ikke den ‘tekniske’ forklaring på ‘spejlrefleksen’, men jeg kunne med egne øjne se det helt fantastisk syn at bjerge, der både vendte op og ned. Meget originalt havde de da også et skilt, der oven vande var ulæseligt, men i spejlbilledet klart viste “Mirror Lake”. Sådan.

Og er nogen fanatikere af The Hobbit, så kan jeg berette, at ‘fantasiland’ (også) ligger i Fiordland – på vej af Milford Road til Milford Sound. En stor del af ‘landskabsfilmen’ skulle efter sigende være filmet her – resten et eller andet sted i Wales.

Så var vi fremme – efter godt 3 timer med mange foto- og tissepauser – og (gen)synet af Milford Sound var overvældende. Alligevel vidste vi godt, at det bedste ventede – sejlturen ud – og ‘klimaks’ – selvturen ind fra Tasman Sea. Det var da hyggeligt med sælkolonierne, det var da fascinerende med vandfald, men det var helt ubeskriveligt smukt at sejle ind gennem Milford Sound. Må det være på ønskesedlen for alle – og må jeres ønske blive opfyldt.

Ombord fik vi en spiselig buffet – men jeg er fortsat ikke til buffet’er. Men hvor var fadølsanlægget? Hvor kunne jeg købe Chardonnay til fruen? Vi var kommet på et cruise for afholdsmennesker – eller også var vi de eneste, der syntes at Milford Sound og frokostbuffet så sig bedst ud gennem en fadbamse. Det blev til 2 Speicht på dåse – og vi var absolut de eneste, der havde behov for andet end vand, kaffe og the.

Milford Sound

Hvis vi bare om 10 år kan huske 10 % af indtrykket fra Milford Sound, så kan vi mimre til billederne og i taknemmelighed tænke tilbage på 29.01.13.

Sir Chuck bragte os tilbage til Te Anau – og heldigvis indstillede han skydningen på hjemturen, så vi kunne få os en lille ‘buslur’.

Fruen havde givet mig fri mht aftensmaden og inviteret på La Dolce Vita – italiensk restaurant for viderekommende. Tænk sig en italiensk restaurant, der ikke serverede pizza. Det skal man vist til Te Anau på New Zealand for at opleve. OK – maden var udmærket – men at de serverede hovedretten før vi havde spist forretten gav sgu ikke mange kokkehuer. Ja, og så gjorde de ikke en gang antrit til en retræte – næh, tjeneren placerede stort set hovedrettet oven på resterne af forretten. Her kommer vi aldrig igen.

Se billeder fra 29.01.2013 – klik her.

30.01.2013

Morgenmad til fruen

Det blev heller ikke til meget skønhedssøvn den 30. Jeg havde nemlig besluttet mig for at forberede morgenmad til fruen, mens hun var i bad. Sådan – bacon, pølse og spejlæg – klar da hun kom tilbage. Der manglede blot lige det ristede toastbrød. Jeg fik rent 10 tal for initiativet – men dumpekarakter for de forkullede baconstykker (desværre lod jeg dem ligge med fuld varme på, mens jeg selv lige fik vand i hovedet og børstede tænder).

Te Anau – Bluff / Invergargill – 236 km

Dagens rute var planlagt til Bluff – et af de sydligste punkter på Sydøen – og lidt nord på igen til Invarcargill – ca. 236 km.

Først syd langs kanten af Fiordland til Lake Manapouri. Whaw. Så gennem ‘højlandet’ syd til Te Waewae Bay. Whaw. Så kystvejen til Riverton. Whaw. Igennem Invarcargill – OK – en ‘rigtig’ by med både industrikvarter og gamle, særprægede huse. Og så endelig Bluff – med udsigten mod Stewart Island og Sydhavet. Desværre ikke Whaw – da en søbrise lå tæt over området. Jeg havde jo ellers lige glædet mig til at kunne se Sydpolen 4.810 km lige frem.

Sydligste spids (undtaget Stewart Island) på New Zealand
Udsigt mod Sydpolen

I stedet kiggede jeg små 13.000 km lige ned gennem jorden – og kunne fornemme, at jeg sejlede i Anderstina på kanten mellem Atlanterhavet og Biscayen og sådan vel på højde med Bordeaux.

Invarcargill var som nævnt en ‘rigtig’ by, som ud over McDonald’s også havde et Countdown supermarked. Ja, hvad ville jeg så lige tilberede til aftensmaden, blev jeg venligt spurgt. Fast arbejde ved Maui’ens BBQ – og denne gang grillstegt laks svøbt i bacon.

Vores ‘bagboere’ beundrede min kokkekunst og inviterede til after-dinner-drinks. Et ældre ægtepar (vel på vores alder) fra Holland. De havde tidligere ejet og drevet en campingplads i Arnhem – nu havde de solgt geschäften og nød livet. Hyggeligt at møde nye mennesker, som lægger ører til gamle røverhistorier 🙂

Se billeder fra 30.01.2013 – klik her.

31.01.2013

Min efterhånden betydelige erfaring med Maui’ens BBQ havde givet mig blod på tanden. Skulle jeg ikke overraske fruen med en omelet til morgenmad. Jeg må sove, når jeg kommer hjem til Danmark igen.

Lad mig starte med det positive. Vi fik stillet sulten. Men jeg måtte i den grad erkende, at jeg er 35 år bagefter med basale kogekunster. Vi kaldte det alene omelet på grund af ingredienserne. Så der blev ikke noget billede til offentliggørelse.

Invercargill – Dunedin – 214 km

“Oh what a beautiful morning” forsøgte fruen, da vi startede dagens tur på 214 km fra Invercargill til Dunedin. Og selv om hun jo ikke ligefrem er nogen sanglærke, så gav det en fortryllende indledning til en tur i et landskab, der i den grad mindede mig om det absolut smukkeste af Vestsjælland. Dette blot i kingsize.

Jeg undrede mig over, at vi ikke mødte modkørende campervans. “Jeg tror, det er fordi, de kører den anden vej rundt”, forklarede fruen med overbevisende stemme. Det tog mig 10 minutter, inden jeg holdt op med at grine og jeg kunne forklare det totalt ulogiske i udsagnet.

Vi spiste om kap med mågerne

Fremme i Dunedin fik vi parkeret Maui’en og gik på jagt efter et pizzeria. Nu ville vi altså have den pizza. Først den ene vej – og så den anden vej. Ikke noget decideret pizzeria – men Ratbags servede en ganske udmærket pizza med broccoli og blue cheese. Eneste minus var, at mågerne spiste ved borderne ved siden af.

Hvorfor sætter man ikke 100 måger i bur på hver af alverdens zoo’s og så i øvrigt udrydder bestanden? Kan nogen fortælle mig hvilken verdens nytte disse ‘havrotter’ gør. Den kan da ikke være det store problem at fange dem – de kommer jo helt af sig selv.

Se billeder fra 31.01.2013 – klik her.

01.02.2013

Fik man så endelig lov til at sove længe? Næh – for igen blev skønhedssøvnen forstyrret af en infam kløe (ja, altså på arme og ben). Og igen en del ‘røde knopper’. Computer, WiFi, Internet, Google – og “det klør af helvede til”. Tekst og billeder. Konklusion: Vi måtte have mindst én loppe på fri kost og logi. Så Maui’en blev tømt, linned (igen) vasket og fruen i gang med hovedrengøring. Hvis den eller de lopper overlever dette, så er der ‘frit blod’ i 8 dage.

Back2School – opfindsomt blikfang i computerbutik

Turguiden havde dikteret ‘bytur’ i Dunedin, så det var med bussen fra campingpladsen til City. En små 15 minutters hyggelig tur, som gav forklaringen på, hvorfor Kiwi’erne kalder Dunedin for New Zealand’s San Francisco. Bakke op og bakke ned – og absolut uden for kategori.

Fruen entrede samtlige butikker på George Street – og jeg nød det dejlige solskinsvejr. En enkelt shop fristede mig dog – mega store med Apple, PC’ere og diverse accessories. Jeg kan dog godt se uden at røre 🙂 Hverken fruen eller jeg misbrugte plastikkort, så vi kunne tomhændet slentre videre til det mere kulturelle – The Cathedral Church of Saint Paul The Apostle og ‘hovedbanegården’ i Dunedin.

Fruen var naturligvis opmærksom på min passion for jernbanedrift – også i skala 1:1 – så vi tog en Scenic Tour med Dunedin Silver Fern. Ganske hyggeligt – og også ganske spændende at se Port Chaimers – Dunedin’s container- og krydstogtskibshavn samt diverse bugter sådan lidt fra oven (jernbanen bugtede sig op langt kysten på bjergsider og lignende vel i gennemsnit 100 meter over havet).

Tilbage i byen bemærkede jeg de mange børn og unge mennesker, der syntes på vej hjem fra skole. To ting slog mig. 1. Deres skoleuniformer. 2. At ingen ‘hængte ud’ på McDonald’s eller de mange, hyggelige barer ved The Octagon. For lige at tage det sidste først – man bruger nok ikke skoleuniform i en alder, hvor det er tilladt at drikke alkoholiske drikke ‘offentligt’. Men altså skoleuniformer – og i øvrigt meget forskellige fra skole til skole. Har vi nogen sinde haft skoleuniformer i Danmark? Er vi de kloge eller de dumme?

Ta’ dig så sammen, mand

Vi smuttede så også lige forbi et apotek, så vi kunne få noget spray mod lopper og noget creme til lindring af kløen efter loppestik. “Det er sandfluer, I er angrebet af”, udtrykte apoteksassistenten med stor overbevisning, efter at hun havde besigtiget skaderne. Kommer I fra vestkysten eller Queenstown – det er en plage derovre i øjeblikket.

Nå ja – lopper eller sandfluer – det klør ad helvede til. Så for 250 kr. ‘skrub-a-sandflue’ og kløelindrende creme kom vi optimistiske videre til en hyggelig aften i byen.

Jeg skulle have en friaften, mente fruen. Så hun inviterede på middag. “Du har vel ‘kortet’ med”?, forsikrede hun sig dog, inden vi bestilte. Joh, det var lige som det plejer – men hvem ønsker også forandringer efter 400 måneder?

Tilbage på campingpladsen, hvor sengetøjet igen blev monteret. Opstemte over troen på, at både lopper og sandfluer var likvideret – og måske også under lettere indflydelse af de alkoholiske drikke, vi havde nydt i byen – fik vi næsten en fest ud af at montere linned på dynerne.

Se billeder fra 01.02.2013 – klik her.

02.02.2013

Duniden – Omarama – 230 km

Vi havde altså bare ikke fået nok af bjerge, floder og søer. Så efter godt 100 km nordpå af kystvejen fra Dunedin mod Oamaru, smuttede vi lige igen ca. 130 km ind i landet. Igennem Waitaki Valley, langs Waitaki River, Lake Waitaki og Lake Aviemore og den vest dele af Lake Benmore. Waitaki River deler i øvrigt områderne Otago og Canterbury.

Newzealand.com: ” The Waitaki is a place of scenic contrast. Journey along the Waitaki Valley and the landscape changes from green pasture to the dryness of Central Otago.”

Waitaki Power Station

Ikke mindre end 8 vandkraftstationer udnytter energien i og omkring Waitaki River. teara.govt.nz: “The Tekapo basin and Waitaki River, with eight hydro stations and about 50% of New Zealand’s hydroelectric storage, are critical to New Zealand’s electricity supply. The river and lake system is one of the most modified in the country, dotted with feeder canals, artificial or raised lakes, dams, and the power stations themselves.” Fasinerende. I min optik den smukkeste udnyttelse af natures egne energikilder.

Undervejs en spøjs frokostoplevelse på The Flying Pigs, hvor vi helt originalt nød henholdsvis lakse- og kyllingesalat. Ikke et ondt ord om grise – der var naturligvis bacon i salaterne.

Se billeder fra 02.02.2013 – klik her.

03.02.2013

Idéen med ‘afstikkeren’ ind på øen var – udover at nyde Waitaki Valley, Waitaki River og Lake Waitaki – at have et velegnet udgangspunkt for en dagstur til Mt. Cook. Omarama var udmærket hertil – ca. 100 km til Mt. Cook National Park.

Lake Pukaki og Mount Cook set fra Peter’s Lookout

Turen ‘derind’ af Twizel-Omarama Road gik forbi mega marker med græssende kvæg – alle marker med ‘rullende’ vandningsanlæg. Ja, har man (fersk)vand, har man mulighed for græsmarker. Har man græsmarker, har man mulighed for kvæg. Herefter ad Mount Cook Road langs Lake Pukaki, som ligger i forlængelse af Tasman Valley, som igen er forlængelse af Tasman Gletsjer. Jeg er fuldstændig tosset med bjerge og søer 🙂

Efter at have betragtet herlighederne på afstand kørte vi ind i Hooker Valley, hvor vi bevægede os ud på en ‘længere’ travetur, hvor vi ‘hilste på’ Freda (første kvinde der besteg Mt. Cook i 1910), beskuede Aoraki / Mt Cook Memorial (til ære for de snesevis af klatrere som er omkommet på bjerget) og beundrede Hooker River og Mount Sefton og Mount Cook i baggrunden.

Jeg havde dog ikke fået stillet min eventyrlyst – og mente egentlig også, at der måtte være flere views at se – at vi kunne komme tættere på Tasman Gletsjeren og Mt. Cook – så da vi kørte fra centret for Mt. Cook National Park, ‘opdagede’ jeg en grusvej, som jeg senere (på Google Maps) fandt ud af var Tasman Valley Road. 8 km – og ikke et ord. Jeg kunne mærke fruens betænkeligheder ganske tydeligt – selv om det blev lidt afdæmpet, da vi på vejen mødte en enkelt bil. Men det var så også det. 8 km støvende grusvej, over broer, på bjergsider, hvor man absolut ikke skulle møde en modkørende, og ind gennem Tasman Valley. Lykken stod mig bi – for inde for enden af denne 8 km grusvej var der en parkeringsplads – og 5 – 6 andre biler. Vi var ikke alene. Absolut ikke – for mens vi sad og nød frokosten ved Tasman River, kom en turistbus med omkring 40 vinterklædte, japanske ‘fotografer’.

Tasman Gletsjer – Mount Johnson
Tasman Gletsjer – Mount Cook til venstre

Endnu en dejlig vandretur – denne gang blev vandreturen nærmest en bjergbestigning, så turguiden sendte mig alene afsted på de sidste 200 meter frem og 100 meter op 🙂 Whaw en udsigt – Tasman Gletsjer, Tasman Lake og Tasman Valley. Og så en perlerække af sneklædte bjerge i baggrunden – med Mt. Cook knejsende over dem alle.

Det skal lige nævnes, at der også var en mere ‘japservenlig’ rute rundt om ‘bjerget’ og ned til Lake Tasman, så vi stødte ikke ind i busselskabet 🙂

Desværre er det jo nok også den rute, vi må vælge næste gang 🙁

Se billeder fra 03.02.2013 – klik her.

04.02.2013

Omarama – Timaru – 191 km

Så gik den ikke længere – 11 dage uden regn og rigtig mange solskinstimer. Og der var sparet godt op 🙂 Så en dag med regn fra morgen til aften.

Vi tænkte lige tilbage – regn en hel dag 15.01 og en halv 17.01 og 23.01. Absolut langt under ‘standard’ som angiver 9 dage i januar og 9 dage i februar.

Vi tilbragte så formiddagen af regnvejrsdagen på landevejen mellem Omarama og Timaru. Selv regnen kunne ikke ødelægge humøret og det smukke landskab forbi sydenden af Lake Pukaki, Simons Pass, Lake Tekapo og et utal af græsmarker med kvæg og lam. Rigtig ‘landbrugsNewZealand’.

I Timaru kapitulerede vi så over for McDonald’s. Tænk sig – vi havde overhovedet ikke fået McDonald’s mad på New Zealand. Så den særlige NZ-Bacon-Cheese-BBQ-Burger blev indtaget med stor fornøjelse.

Og så kunne regnvejrsdagen jo passende bruges til en hel morfar, surf på nettet, opdatering af dagbog og nyhedsmail til Dansk Ballonunion.

Nej – der er så ingen billeder 🙂

05.02.2013

Det var så en rigtig ‘slapperdag’. Sove længe, nyde solen (som igen skinnede fra en (næsten) skyfri himmel) og en længere gåtur.

Caroline Bay Rekreationsområde

Achbury Park og byens stolthed – Caroline Bay – lå øde hen. OK, de 13 grader var måske heller ikke lige til badestrand, men gårsdagens regn- og stormvejr pyntede ikke på strandpromenaden. Rosenhaven så også noget forblæst ud.

Timaru var ‘alting og ingenting’. En rigtig by (ifølge Rasmus) – men forretningslivet viste et tydeligt tegn på krise og på NZ’s noget tilbagestående økonomi. Indtrykket blev givet heller ikke forskønnet af, at ALT var på udsalg. Jeg skal ikke afvise, at man kan spare mange penge ved at købe under udsalg, men hold kæft hvor bliver det bare kedeligt, når ‘resterne’ ligger i rodebunker og hænger ‘hulter til pulter’.

PAK’nSAVE – så kan det vist ikke mere uinspirerende at købe ind

Fruen rørte ved rigtig meget (bare hun ikke får tøjeksem) – men købte ikke noget. For en gangs skyld konkluderede hun, at et køb ville være et forbrug og ikke en besparelse.

Efter en hyggelig frokost på Monteith’s Bar & Restaurant smuttede vi lige i PAK’n’SAVE (supermarked) på vejen tilbage til campingpladsen.

Magen til uinspirerende ‘købe-ind-sted’ skal man lede længe efter. Fruen mente dog, at Aldi er nummeret ringere. Jeg holder mig til Countdown. Ups – det var vist lige før, at jeg kom til at indrømme, at det er lidt hyggeligt hernede at købe ind og dagligt være ‘Grilmaster’.

Se billeder fra 05.02.2013 – klik her.

06.02.2013

Dagen startede helt perfekt. FaceTime med Rasmus og Tina, og fruen huskede vores 401. kærestedag. Sådan.

Timaru – Christchurch – 165 km

Men den blev hurtigt lidt vemodig, for turen Timaru – Christchurch på 165 km var planlagt til at være ‘sidste rejse’ med Maui’en. Så “On the road again” blev afsunget med ‘gråd’ i stemmen.

Vi tænkte tilbage til første tur – 14.01.13 – hvor vi kørte fra Christchurch til Akaroa. Her havde vi holdt ind på The Old Vicarage for at spise frokost, men desværre havde køkkenet middagslukket, så det blev alene til kaffe og kage. Men stedet var super hyggeligt, så hvorfor ikke prøve at finde det igen, og så få den ønskede frokost.

Vi var vel stort set halvvejs til Akaroa, da vi vendte om. De måtte have nedlagt stedet – eller også havde vi overset det på ruten. For det var jo helt utænkeligt, at vi ikke kunne huske, hvilken vej vi kørte for godt 3 uger siden 🙂

The Old Vicarage

Dieselmåleren blikkede advarende, da vi nærmede os Christchurch igen. Jeg overvejede at vise tankpasseren et billede at The Old Vicarage og så høre, om han skulle kende stedet, men da det eneste billede, jeg havde, var ‘inde’ ved restauranten og ikke viewet fra vejen, opgav jeg på forhånd.

Videre mod byen – og 200 meter efter tankstationen – lå så The Old Vicarage. Klokken var blevet 14:10, så nu frygtede vi, at køkkenet igen havde middagslukket.

Men nej nej. Der var sort af mennesker – og de serverede da gerne frokost til os. Altså mod en ekstrabetaling på 15 % som følge af “public holiday – Waitangi Day” (Waitangi Day commemorates the first signing of New Zealand’s founding document – the Treaty at Waitangi in 1840.) Det var prisen værd – også med de plus 15 %. Super dejlig frokost – og de samme hyggelige omgivelser 🙂

Fremme på campingpladsen i Christchurch demonstrerede vi tydeligt, at vi nu var ‘erfarne’ campister. Var den anviste plads OK? – Nej. Var alternativet OK? – Nej. Alle gode gange 3 – ja, sidste gang sendte jeg sgu fruen – og så fik vi en super plads, hvor vi rigtig kunne nyde eftermiddagssolen.

07.02.2013

Dagens post og dagens nyheder studeres

Det var nu dejligt med en l a n g formiddag. Ikke fordi vi stresser for at kunne forlade campingpladsen senest 10:00 – for når fruen har svært ved morgenmad meget senere end 9:00, så har vi masser af tid til at gøre os ‘flytteklare’. Men det giver nu en særlig formiddagshygge, når en ekstra kop kaffe kan nydes til læsning af nattens (d.v.s. dag i Danmark) post og nyheder.

Og så kan jeg jo også få tid til at vaske tøj. Man rejser vel ikke hjem fra en 4 måneders tur med vasketøj? Her på campingpladsen i Christchurch kunne jeg så glæde mig over en ‘dårlig-skulder-venlig’ tørresnor, der hang i brysthøjde. I øvrigt spændende om fruen, når vi kommer hjem, kan huske, hvordan man vasker tøj 🙂

Buslinjen B bragte os fra campingpladsen til Central Station, som er en ny ‘åben’ samlingsplads for stort set alle Christchurch’s busser. Men forveksl endelig ikke denne samlingsplads med Rådhuspladsen – ‘terminalbygninger’ var containere og omkringliggende bygninger var én- max to-etagers fabriksbygninger.

I vores forsøg på at finde centrum travede vi lidt sydpå – og kom til South City Center – a la Fields (i mindre målestok). OK – gang i kompasset på iPhonen. “Kompasforstyrrelse” – ja, jeg ska’ komme efter dig. Så gang i “8-tallet”. Lidt sjovt at fruen ikke kendte til mit forehavende, så hun traskede pænt efter mig i hele “8-tallet” 🙂

Et udsnit af jordskælvskatastrofen i Christchurch
re:Start – ny bydel primært opbygget af containere
(Gen)opbygget restaurant i yderkanten af City Centre

Tilbage mod nord fandt vi heldigvis et skilt med “City Centre”. Ja, heldigvis, for ellers ville vi aldrig have gættet på, at vi nu var i City. Bag en total afspæring kunne vi se enkelte bygninger, hvoraf de fleste var under nedrivning, og øde områder med beton, grus og sten. Virkelig skræmmende. Omfanget af jordskælvskatastrofen i februar 2011 var ganske enkelt uforståelig. Det skønnes at ødelæggelserne løber op i 10 – 15 milliarder dollars.

Men kiwierne er et sejt folkefærd, så lige uden for “Rød zone” (hvor alt er afspærret for publikum) havde man etableret “re:Start” – slet og ret en ‘containerby’ med caféer og forretninger. Livsbekræftende.

Kun en enkelt kritik bemærkning – umiddelbart havde ingen af caféerne fadøl 🙁 Så det blev lidt ufrivilligt en længere ‘rundtur’ – altså rundt om “Rød zone”. Det gjorde kun vores indtryk endnu mere deprimerende. Vi taler ikke om et par enkelte kontorbygninger, ikke om en gade eller to – vi taler om en hel bydel, og måske mest trist om den ældste del af Christchurch med katedraler og offentlige bygninger.

Det eneste positive ved vores tur rundt om “Rød zone” var Cassels & Sons bar & pizzeria, som var nybygget (eller totalrenoveret) lige uden for “Rød zone” mod havnen. Skøn pizza – og en STOR fadbamse 🙂

Men vi var godt nedtrykte, da vi kom tilbage til campingpladsen, så det blev til et ekstra glas rødvin og taknemmelighed over, at vi ikke (og heller ikke som turister) har været udsat for naturkatastrofer.

Se billeder fra 07.02.2013 – klik her.

08.02.2013

Så nærmede tiden sig, hvor vi skulle indstille os på at forlade Christchurch – at forlade Sydøen på New Zealand. Ja, vel mentalt at indstille os på, at vi nu var på vej hjem til Danmark. Lidt underligt – for det har vi jo været, siden vi tog ud 16.10 – men det var først bievet ‘rigtigt’ her de sidste 8 dages tid.

Og alligevel havde vi jo både nogle dage i Auckland (Nordøen på New Zealand) og 3 1/2 dag i Hong Kong at se frem til.

Sidste dag i Christchurch og dermed på Sydøen blev en rigtig ‘slapper’, hvor vi først stod op ved 9-tiden (jeg havde dog været på mail siden kl. 7), spiste morgenmad frem til kl. 11 og en kort frokosttur til nærmeste mexicanske restaurant og et mega Countdown.

Grillmesteren tryller

I supermarkedet købte vi de lækreste bøffer og bearnaisesauce – og selvfølgelig et par frankfurtere. Fruen kogte lidt kartofter (som jeg efterfølgende også grillede) og miksede tomatsalat med rå løg. Og ja, så tryllede jeg en sidste gang ved Maui’ens indbyggede BBQ. Det var VERDENSKLASSE 🙂

Se billeder fra 08.02.2013 – klik her.

09.02.2013

Og det var så definitivt sidste tur i Maui’en – 20 km fra campingpladsen til udlejningsfirmaet (som jo meget bekvemt ligger vis-à-vis lufthavnen). Og der blev IKKE sunget “On the road again” – det var sgu for vemodigt. Nej, der blev ikke en gang talt – vi var tavse. Men ikke deprimerede – vi havde haft en super dejlig tur på Sydøen i Maui’en – i alt 3346 km var det blevet til – blot vemodige.

Smut – en hop på 1.000 km – i Air New Zealand’s dejlige Airbus 320. Lige godt 1 time – og så var vi i Auckland på Nordøen.

Nu var det jo blot en indenrigsflyvning, så ikke så meget pjat med told- og paskontrol. Dårligt havde maskinen sat hjulene på landingsbanen, før vi sad i en taxi på vej mod Auckland centrum.

Mercure Windsor Hotel

Og mig som hader taxier. Hvorfor skulle jeg lige få en chauffør, der sad med vanter, tørte sved af panden og havde tændt for varmeanlægget, selv om solen skinnede fra en skyfri himmel og udetemperatuen i skyggen var 21 grader? Jeg følte mig helt bogstaveligt tvunget til at tale med ham hele turen ind til centrum – ellers var han faldet I søvn mere end den ene gang. Belastende. Og så var det endda en VIP-vogn – Gud ved hvordan ‘almindelige’ taxichauffører klarer at holde sig vågen.

Hotel Mercuri var ikke noget at skrive hjem om – måske lige bortset fra, at det lå meget centralt. 5 minutters gang og vi sad på en super hyggeligt restaurant ved Pier 2.

Efter frokost fik fruen ‘bevilget’ en times powershopping (det blev dog kun til en enkelt skuldertaske), men jeg fik kinesisk hoved-nakke-ryg-massage. Så var vi jo begge lykkelige 🙂

Aftensmiddagen blev indtaget på restaurant Everybody’s – en restaurant for de unge, de smukke og de rige. Heldigvis kunne vi få bord under katagorien “de smukke”. Der var godt nok mange lamseben – men jeg nøjedes med en ribeye-steak.

Og så nød vi et pænt stort hotelværelse, bad og en dobbeltseng 🙂

Se billeder (nej ikke fra dobbeltsengen) fra 09.02.2013 – klik her.

10.02.2013

Her var man så lige blevet forvænt med, at der var velfungerende WiFi- og Internetforbindelse på Top 10 Holiday Park – og så havde de ikke WiFi på Hotel Mercure Windsor i Auckland 🙁 Skulle man på ’nettet’ var det en kabelforbindelse på skrivepulten – men det er jo hyggeligere at ligge i sengen med benene oppe og en kold WhiskyCola inden for rækkevidde.

Og det var jo nødvendigt med benene oppe efter en lang dag, hvor særligt havneområdet var blevet inspiceret på gåben.

Anderstina III ?
Auckland North Wharft

Auckland er lidt af et Mekka for sejlskibe – og vel at mærke sejlskibe at en sådan størrelse, at end ikke den nye Tuborg Havn har tilstrækkelige store ’landingsfaciliteter’. Der var rigtig mange skibe, som i drømme blev døbt ”Anderstina III”. Men end ikke to Brødrene Andersen sammen ville kunne håndtere disse sejlskibe.

North Wharf var omdannet fra en kedelig industrihavn til et ’oplevelsescenter’ med America Cup’s skibe, charterbåde af erhver størrelse (altså begyndende ved de vel omkring 60 fod) soppebasin, gøglere, legeplads – og så en stribe af moderne – men absolut hyggelige – restauranter. Og alting ser jo lækkert og indbydende ud, når turister i tusindtal slentrer op og ned ad kajen i solskin.

Rigtigt inspirerende er det at beskue de kønneste pigers fantastiske evne til klæde sig passende til sommervarmen.

Go’ tur ned 🙂
Udsigten fra Sky Tover Auckland

Efter moleræs og en dejlig frokost på Soul i North Wharf smuttede vi lige en tur i  Sky Tower. Der er nu noget særligt at se en storby fra 186 meters højde – og Auckland er virkelig en smuk by med dens beliggehed på en landtange – omgivet af vand næsten hele vejen rundt.

Og hvert ’tårn’ har jo efterhånden sine egne ’tårnspringere’ – Sky Tower ingen undtagelse. Go’ tur ned 🙂

Se billeder (nej ikke af de kønne piger) fra 10.02.2013 – klik her.

11.02.2013

Rejsedage er sådan pr. definition “in between”. Ja, OK – vel med undtagelse af dagen, hvor rejsen starter. Ophidselsen ved airportlounges og transithaller er omvendt proportional med antallet af gange, man har oplevet det. Mens ‘depressionen’ ved ‘nedpakning’, taxi til lufthavnen, checkin, overvægt (altså mht baggage), udrejsekontrol og securitycontrol nærmest er ligefrem proportional med antallet af gange, man har oplevet det.

Og så bliver det absolut ikke bedre af, at planlagt flyafgang først var 23:59.

Baggagen blev stuvet af vejen på hotellet, og så begav vi os på endnu en byvandring.

Havnefronten på vej til Devenport

Auckland er såmen en ganske hyggelig by – og den tager sig indbydende og smuk ud i solskin – men der skulle en sejltur til Devonport (en halvø vis-a–vis Auckland Harbour) til at give dagen et særligt indhold. Det var også rigtigt flot at se Auckland Skyline fra vandsiden – og Devonport var ganske hyggelig med sædvanlige souvenirbutikker og små caféer.

The Ferry Building

Tilbage i centrum forkælede vi os selv med en super lækker frokost på Harbourside Seafood Bar and Grill på 1. sal i The Ferry Building. Unik beliggenhed mellem Pier 1 og Pier 2 – direkte ved havnefronten. Jeg tror, vi holdt den længste frokost på vores rejse 🙂

Sidst på eftermiddagen hyrede vi så – via hotellet – en taxi, der kunne køre os til lufthavnen. “35 NZD cash”, annoncerede receptionisten. Ja, frem og tilbage er ikke altid lige langt. Turen ind til hotellet fra lufthavnen kostede 75 NZD (ekskl. tips) – og så med sovende chauffør. Taget i røven. Nu fik vi en vågen chauffør og turen for 35 NZD (ekskl. tips).

Se billeder fra 11.02.2013 – klik her.

12.02.2013

Ved checkin til Air New Zealand’s NZ35 til Hong Kong fik vi valget mellem 38A+38B (midt i flyet) eller 60K og 60J (bagerst i flyet – 66 rækker i alt). Normalt ville vi jo vælge så langt fremme som muligt, men her var der lige den ‘krølle’, at 38C var besat, mens 60H på tidspunktet for vores checkin var ledigt. Skulle vi satse? Vi fik oplyst, at flyet ikke var fuldbooket – “der er nogle usolgte pladser endnu”, bedyrede checkinagenten. “Men jeg kan selvfølgelig ikke garantere …… :-)”. Vi satsede – og ‘vandt’ – så vi kunne ‘brede’ os over 3 sæder de små 11 timer (10:46 – 9.246 km) fra Auckland til Hong Kong.

Det udnyttede jeg til vel godt 7 timers søvn – kun kortvarigt afbrudt 30 – 40 gange – enten pga uro i benene eller ondt i nakken, når hovedet blev tabt for meget. Fruen var betydelig mindre effektiv – det blev vist kun til et par timers søvn.

Ingen tvivl om at Hong Kong International Airport (Chek Lap Kok Airport – som blev åbnet i 1998, efter at englænderne havde ‘overdraget’ Hong Kong til Kina) normalt er en meget travl lufthavn (ifølge Wikipedia verdens travleste lufthavn med 44,4 mio. passagerer årligt), men kl. 6 mandag morgen midt i kinesisk nytårs-tam-tam (vi fandt ud af, at vi var landet til noget svarede til vores nytårsmorgen) var der sgu noget dødt. Passagerne fra Air New Zealand NZ35 var ret alene i lufthavnen – hvilket betød nul ventetid ved pas- og indrejsekontrol. Befriende – når vi lige tænker tilbage på vores øvrige oplevelser på RTW-Tour’en.

Størtste udfordring lå så i valget af farven på taxi’en. Der var røde, der var grønne og der var blå. Og vi forstod rimeligt klart, at de kørte til forskellige områder af Hong Kong. Problemet var blot, at vi ikke kunne ‘oversætte’ adressen på hotellet til disse ‘områdeskilte’. Jeg gættede (vel et såkaldt kvalificeret gæt) – og gættede rigtigt, så med en rød taxi kørte vi hastigt mod Hotel The Harbourview på Hong Kong Island. En rigtig ‘lynkineser’, som var lysvågen, så jeg ikke behøvede at tale med ham. Ret heldigt – for hans engelske var nogenlunde på niveau med mit kinesiske. Ikke andet end taxi’er på vejene. Om det skyldtes kinesisk nytår, betalingsveje (vejafgifterne fordoblede taxameterprisen ind til hotellet) eller bilfri by, ved jeg ikke, men vi følte os helt alene i en by med 7 mio. indbyggere.

Naturligvis var vores værelse ikke indflytningsklart kl. 7 om morgenen, så vi startede dagen med et større morgenmåltid på hotellets restaurant, hvorefter vi begav os på vores første bygåtur i Hong Kong. Overvældende stilhed mødte os. Byen var lukket. De eneste på gaden ud over os var ‘glædespiger’, som fortsat manglende lommepenge. Hotellet lå fantastisk centralt – vel 3 blokke fra ‘Halmtorvet’.

Majestry Seafood Restaurant

Vi fik vores værelse allerede klokken 11, så herefter vores anden bygåtur. Nu var vi jo opmærksomme på nabolagets særkende, så hurtigt spottede fruen en ‘pænere’ restaurant på 2. sal i en kontorbygning. Majestry Seafood Restaurant – ja, det kunne vel ikke gå galt? En storslået ‘velkomst’ – men så var ‘festen’ også slut. Tvungen the som både lugtede og så ud som urin var restaurantens løsning på det ellers sædvanlige glas vand. En sur kælling der kun delvist accepterede vores valg af forårsruller og kyllingevinger (alene valgt ud fra at det var de eneste to retter, vi ‘forstod’). Delvist fordi hun ret egenrådigt supplerede med to yderligere retter. Dog heldigvis ikke suppe – heldigvis fordi spiseredskaberne alene var pinde 🙂

……. længere nede ad gaden 🙂
Happening Hong Kong – vist nok Gudstjeneste

Efter dette møde med ‘Kina’ spadserede vi rundt lidt – med retning mod ‘Hovedbanegården’. Se nu begyndte ‘festen’. Høj musik i gaderne, større forsamlinger af mennesker – og alle i ‘feststemning’.

El Shaddai DWXI – Prayer Partners Fellowship International, Inc. – så var der gang i den. Og en ‘efterligning’ af ‘vores’ linedans. Jo, der var ikke en trusse tør.

For bemærkelsesværdigt var det, at mere end 90 % af menneskerne på gader og pladser var kvinder under 30. Måske kan nogen forklare mig, hvad de lige havde gang i, når de sad på fortovet i grupper af 5 – 10, spiste picnic og spillede kort?

Tilbage på hotellet fik vi et par sandwich og så tidligt i seng for at kompensere for de ekstra 5 timer vi havde fået på strækningen Auckland – Hong Kong.

Se billeder fra 12.02.2013 – klik her.

13.02.2013

Inspireret af den erfarne Hong Kong turist, partnerkollega i Beierholm, Hakon Rønn Jensen (ja, nu er han sgu blevet direktør i foretagendet – sikken en karrierre, jeg har givet ham :-)), mindre erfarne Kong Kong turist, storebror Bjarne, 5 magiske oplevelser i Hong Kong, turengaardtil.dk og så vores egen nysgerrighed skulle vi nu opleve Hong Kong – eller i hvert fald en del af Hong Kong.

Jeg havde i tillæg til førnævnte inspiration googlet lidt – og blandt andet fundet et par “Hop on Hop off”-busser, som kunne transportere os til de forskellige områder og seværdigheder i byen. En af dem – Rickshaw Sightseeing Bus – havde ruterne H1 og H2, hvor H2 havde stoppested ca. 10 minutters gang fra vores hotel. Hvor svært ka’ det være? Ups – den kørte vist lige for næsen af os. Men pyt – en halv times ventetid, hvor vi meget imponeret over gadebilledet med kun busser og taxi’er fulgte med i byens tilbagevending efter nytårshalløjerne. 167 busser kom forbi – men ingen H2. Så efter en lille times tålmodighed gik vi lidt slukøret videre mod Central Station. Nej den kom ikke lige efter, vi var gået. Ruten var omlagt pga vejarbejde et par stoppesteder tidligere, så den kom slet ikke 🙁

Til gengæld fik vi så oplevet Grappa’s Ristorante i The Mall Pacific Place. Det var ikke så meget den veltempererede Carlsberg, jeg vil huske. Men en yngre kvinde med en (fik jeg senere oplyst) 7 årig pige, der spiste Lasagne. Aldrig har jeg set en så ‘fin’ pige sidde så rank flot på en høj barstol og spise Lasagne så flot med kniv og gaffel. Da vi gik, måtte jeg komplimentere moderen (og fik der oplyst alderen på pigen) – det kunne have været århundredets scoretricks – hvis altså ikke fruen fulgte nysgerrigt med på 5 meters afstand.

I vores søgen efter en af de 5 magiske oplevelser i Hong Kong (turengaardtil.dk), Mid-Levels Escalators, Des Voeux Road Central (jeg må vist lige have givet redaktøren en GoogleMapFinte) stødte vi ind i Lupa Mario Batali – en super lækker (og pisse dyr) restaurant, der absolut intet kinesisk havde over sig.

Mid-Levels Escalators

Og lige rundt om hjørnet var så (selvfølgelig) Mid-Levels Escalators, Des Voeux Road Central. Turengaardtil.dk: “Gennem snævre, stejle gader, forbi små cafeer, klos op ad butikker, langs spændende restauranter og eksklusive boliger. Med sine 800 meter er Hong Kongs overdækkede rulletrappesystem verdens længste og en overraskende, anderledes og afslappende måde at opleve den asiatiske storby på.”

Peak Cafe Bar

Ja, overraskende, anderledes og afslappende (rimeligt stejlt op ad samtlige 800 meter – men jo altså på rulletrapper) – kun afbrudt (igen) af en velafkølet Carlsberg på Peak Cafe Bar på vejen op. Og så i øvrigt en taxi hele vejen ned – og hjem til hotellet.

Efter en hel morfar og almindelig hotelværelsesafslapning (ja, der var internetforbindelse) førte fruen os igen til en spændende spiseoplevelse – denne gang pizza på Jack’s Terrazza. Nej, man finder ikke restauranten i turistguider eller lignende. Igen en restaurant på 2. sal – nuvel et par etager over glædespigerne på gaden, men alligevel?

Se billeder (nej ikke af glædespigerne) fra 13.02.2013 – klik her.

14.02.2013

Med gårsdagens erfaring søgte vi nu at stå på Rickshaw Sightseeing Bus H2 ved Hong Kong Convention and Exhibition Center (10 minutter den anden vej) – og efter 24 minutters ventetid (de kører hver halve time :-)) havde vi succes. Fine pladser på første sal – og det småregnede kun 🙂 H2 var den såkaldte Metropolis Route, som bragte os gennem den østlige del af Hong Kong Island med Victoria Harbour, Wan Chai og Admiralty.

Vi stod af ved The Peak Tram (anbefalet af den erfarne Hong Kong turist) – for fra toppen af denne ‘togbane’ skulle man have et fantastisk syn over den meste af Hong Kong. Den idé havde mindst 1.000 andre turister også, så da vi endelig fik os indordnet i en kø, viste første tidsanvisning en ventetid på 2 1/2 time. Det passede ikke lige vores temperament 🙁

Armani Junior – det er fandme uhyggeligt

Vi tog så i stedet en gåtur ned gennem Central mod Central Star Ferry. De var der alle sammen – Cartier, Gucci, Bvlgari, Dolce & Cabbana, Armani – ja, selv Armani Junior (det er altså bare for meget). Og unge mennesker stod i kø foran Prada – ikke fordi der var udsalg, men fordi de kun lukkede et begrænset antal kunder ind ad gangen.

Ved Star Ferry fik vi os en formiddagsøl (Carlsberg, naturligvis), inden vi tog ‘2. del’ af sightseeing-turen, H1 Heritage Route, som bragte os gennem den vestlige del af Hong Kong Island. Rigtig mange ‘boligtårne’ – 30 – 40 etager med (formentlig) én lejlighed på under 50 m2 pr. etage – betonbyggeri fra 60’erne – det kan umuligt være disse lejligheders lejere, der stod i kø foran Prada.

Næh, disse unge mennesker mødte vi så igen på Watermark – en absolut-ikke-kinesisk restaurant ved Star Ferry terminalen. Spisekort kun på engelsk – tjenerne talte kun engelsk til gæsterne – men tjenerne indbyrdes og gæsterne indbyrdes talte kinesisk. Sikke et show.

Hard Rock Cafe Hong Kong

Både den erfarne Hong Kong turist, den mindre erfarne og turengaartil.dk havde anbefalet Restaurant Felix på The Pinensula Hotel. Så vores “RTWTourafslutningsmiddag” skulle naturligvis indtages “Bag de store panoramavinduer på 28. etage er der berusende vue ned over byens flakkende lyshav, og indenfor har den franske designer Philippe Starck sørget for at sanserne stimuleres maksimalt.” (turengaardtil.dk). Men ak – igen lynkinesere. For allerede dagen før meldte restauranten “alt udsolgt”. Den havde vi ikke lige set komme. Enorm populær restaurant – eller et resultat af St. Valentine’s Day?

Men vi havde fundet det bedste alternativ – Hard Rock Café i Hong Kong. Vi er og bliver ‘hardrockere’ – og hvilken festmiddag med revelsben, fritter og coleslaw.

Ved siden af os sad et ungt par – spiste, drak, tastede på hver sin smartphone – men sagde ikke et ord til hindanden i over en time. Tillykke med os, skat.

Se billeder fra 14.02.2013 – klik her.

15.02.2013

Så oprandt sidste dag på vores RTW-Tour – ja, sådan lige med undtagelse af hjemrejsen, som er planlagt til at starte kl. 23:25 fra Hong Hong Airport og via Frankfurt slutte i Københavns lufthavn lørdag morgen kl. 8:45.

Star Ferry

Endnu en gåtur til Central – endnu en formiddagsøl (Carlsberg) ved Star Ferry – og så en sejltur med samme over til ‘fastlandet’. Starferry.com.hk: “The Star Ferry’s ferry crossings at Victoria Harbour are acclaimed as an important part of the commuter system between Hong Kong Island and Kowloon, and essential journeys for visitors. The National Geographic Traveler named the ferry crossing as one of 50 places of a lifetime.  The ferry ride is also well known as one of the world’s best value-for-money sightseeing trips.” Ja, turen frem og tilbage kostede 9 HKD (6,50 DKK) for os begge.

Hong Kong Island

Hyggeligt og imponerende at se Hong Kong Island fra vandsiden – men desværre var det noget diset. Vi fik os en dejlig frokost på BLT Steak, som lå umiddelbart i forbindelse med Star Ferry’s terminal i Victoria Harbour. Men varmen var trykkende – og energien på nulpunktet – så det blev ikke til sightseeing på ‘fastlandet’ – vi tog hurtigt færgen tilbage til Hong Kong Island.

En sidste tur ‘op i byen’ og en en ‘skrub-hjem-øl’ (Carlsberg) i Central, inden vi gik tilbage til hotellet.

I øvrigt var Hong Kong Island helt særpræget mht trafik og fodgængere. Trafik: Private personbiler var et meget sjældent syn. Gadebilledet var hurtigkørende busser og taxier samt sporvogne. Fodgængere: Mindst halvdelen af fodgængerfortove befandt sig på ‘2. sal’ – og dermed også gangbroer over stort set alle befærdede gader. Jeg er umiddelbart ikke tilhænger af betalingsring eller roadpricing i København, men jeg må indrømme, at systemet på Hong Kong Island er effektivt.

Fra hotellet gik det med shuttle bus til Hong Kong International Airport (Chek Lap Kok Airport) – en tur – igen uden væsentlige trafikale udfordringer – på ca. tre kvarter. Men her havde vi så lige forregnet os – for vi havde ikke været opmærksom på, at Lufthansa alene havde en og samme afgang fra Hong Kong – og at checkin/baggagedrop derfor først kunne ske omkring 20:30. Så var det jo mindre hyggeligt at være der allerede ved 19-tiden.

Jeg havde gennemført online checkin omkring midnat i går, og forsøgte at være ‘smart’ ved sædevalg. 44A og 44 C – og dermed 44B ledigt. Første tilbagemelding fra checkinagenten var positiv. Flyet var ikke fuldbooket, så 44B var fortsat ikke besat.

Se billeder fra 15.02.2013 – klik her.

16.02.2013

Round The World – det lød måske nok lidt ‘poppet’, men det var jo den ‘livsdrøm’, vi ønskede at gennemføre. Hele tiden på vej ud – hele tiden på vej hjem.

Round The World 2012/13

Sidste dag Round The World startede med 9.213 km fra Hong Kong til Frankfurt og derefter 672 km fra Frankfurt til København. Samlet flyvetid 14 timer og 20 minutter. Min ‘snedige’ plan med at seate os på 44A og 44C lykkedes – der blev ikke sat nogen passager i mellem os – så vi kunne igen brede os over 3 sæder på natflyvningen fra Hong Kong til Frankfurt. Super fedt. Første klasse til økonomipris.

Selvfølgelig lidt belastende med mellemlandingen i Frankfurt, men de 2 timers transfertid var jo til at overleve med en kop kaffe og en chokoladecrossant.

Og så stod vi der lige pludselig igen. I Københavns Lufthavn. 4 måneder (på nær 5 timer) efter vi stak afsted mod New York. Så lang tid – og alligevel – vi var jo næsten lige taget afsted. En meget underlig fornemmelse. Men hold kæft hvor vi glædede os til at se familie, venner – og Bregnevej.

Else og storebror Bjarne dannede i ankomsthallen velkomstkomite med dannebrogsflag. Vildt og rørende. Limousinekørsel til Bregnevej – og så var vi hjemme. En fornemmelse lige så dejlig som da vi 16. oktober sidste år satte alarmen til, og af familien Stampe blev kørt til lufthavnen.

Vi er dybt taknemmelige over den fantastiske oplevelse, vi har haft. De 1.418 billeder og denne dagbog er kun ‘snapshots’ af en Round The World Tour i VERDENSKLASSE.

Kilometerstatistik

Vi har sammenlagt kørt godt 10.000 km i mobilhome, 4.000 km i alm. bil og fløjet knap 44.000 km – i alt jorden rundt godt 58.000 km. Så med jordens rundkreds (ved ækvator) på 40.000 km har det jo ikke alene været ‘rundt’ men også noget ‘ned og op’ :-).