2004 Australien

Forord

Endelig fik vi os taget sammen. Efter 3 gange et års udsættelse fik vi kontraheret med Singapore Airlines, Grand Chancellor, Brisbane, Maui Rentals, Qantas, Outback Pioneer Hotel, Ayers Rock Resort og Crowne Plaza Coogee Beach, Sydney.

Jo, den er god nok. Destination : Australien – Down under – jul og nytår i tropisk varme. Fra “Turen går til Australien” skrives der : “Australien er det tørreste, fladeste og tyndest befolkede kontinent i verden. Store dele af verdensdelen er dækket af ørken, busksteppe og af bjergformationer, der er dannet for over 1 mia. år siden og efterhånden nedbrudt af erosion. Men i kystområderne og på Tasmanien (Mary’s ø) findes der også regnskove og frugtbart landbrugsland. Australien byder på alle former for oplevelser, lige fra kulturens højborg Operahuset i Sydney, over det eksotiske og myteomspundne Uluru (Ayers Rock) i kontingentets hjerte til Great Barrier Reef med dets orgie af farver under vandet og uspolerede koraløer.” Så den tur tager vi lige (bagfra).

Forfatteren fejrer H.C. Andersens 200 års fødselsdag med en lille rejsebeskrivelse. “At rejse er at leve”, sagde den navnkundige forfatter (jeg føler mig jo ligesom i familie med ham), så nu har du chancen/risikoen for at følge med i vores liv de næste 3 uger.

Det mobile skrivebord er netop blevet opgraderet til en IBM ThinkPad X40 – what a feeling. Eneste minus er en batteritid på “kun” 3 timer. Ordren på ekstrabatteri (yderligere 7 timer) kunne desværre ikke effektueres inden afrejsen.

11.12.2004

Endnu en isterning – jeg tror sgu hun gør det med vilje. Hvis jeg nu lukker øjnene, så kan det være at hun selv fjerner den fra mit skød. Øv, hun vækkede mig i stedet.

“SQ351 leaving now. Må din gud være med dig. Knus Jan.” Tommelfingeren trykkede febrilsk på mobiltelefonens tastatur. “Vær venlig at slukke al elektronisk udstyr”, lød det på engelsk, kinesisk (eller var det japansk) og ……….. dansk. Så der var ingen dårlige undskyldninger. Men jeg ville jo lige sige pænt farvel til familie og venner. Måske var det en sidste hilsen. Er du bange for at flyve ? Overhovedet ikke, men jeg flyver helst med gashåndtaget i egen hånd og med selvvalgte passagerer.

Jeg føler mig dog straks mere veltilpas – frk. Sim Yi Jun taber en isterning i mit skød. Altså de Singapore Airlines stewardesser gør mig helt varm – selv med isterninger i skødet. 11 timer og 55 minutter, 9950 KM – ja, altså bare for at “mellemlande” i Singapore – i selskab med verdens yndigste stewardesser.

Vi havde jo besluttet, at i år skulle det være – fremover vil Rasmus jo ikke acceptere at holde jul uden besse og morfar. Det var nok ikke gået helt op for ham, at vi skulle rejse væk i længere tid, for så var de mange dejlige smil og grin nok blevet erstattet af utrøstelig gråd.Efter en kop kaffe i afgangshallen var det tid til knus og kram – jo, var han ikke bare lidt bekymret ved situationen ? Vi var i hvert fald – og allerede nu efter 1½ time, har vi haft billederne af ham fremme på skærmen. Hvordan levede man før den bærbare computer ?

Optakten til ferien forløb planmæssigt. En arbejdsuge på 60 timer afsluttende med julefrokost. Jo, jeg var skam oplagt, da fruen befalede morgenmad kl. 07:30.

Hellere forebygge end helbrede tænkte jeg – men det var nok lidt for sent. De 2 panodiller blev skyllet ned sammen med vitaminpiller og børnemagnyl. Fruen kaldte det “hjertemedicin”, men hvad ved bønder om agurkesalat.

Vi havde aftalt med Rasmus, Tina og Bo, at de skulle hente os kl. 09:00 og køre os i lufthavnen, så efter morgenmad, barbering og bad havde jeg en hel time til at pakke rejsekufferten. Det tog ½ time – nok mest fordi jeg havde lidt svært ved at beslutte mig til rejsedresset. Enten skulle jeg jo se lidt fjollet ud i København, eller også skulle jeg svede tran i henholdsvis Singapore og Brisbane. Anette har pakket de sidste 3 dage, men hun skal jo også have hele garderoben frem, valgt ud, valgt ind, pakket ind, pakket ud, reducering pga. overvægt (altså kufferten), pakket ind, pakket ud, reducering pga overvægt ……………………

I øvrigt lidt imponerende seatning. Flyet har 3 x 3 sæder, og vi har fået de 3 midterste – altså med et ledigt sæde i midten. Men endnu bedre – betjeningen til højre, hvor Anette sider, er unge herrer, mens betjeningen i venstre side, hvor jeg sidder, er unge damer. Der er sgu klasse og stil over Singapore Airlines.

12.12.2004

00:00 Konarak, Den Bengalske Bugt, Dansk Tid 19:30 (jeg har nok ikke helt forstået, at man opererer med ½ tidszoner), 3:25 til Singapore.

Hvorfor lige denne præcision ? Jo, vi havde fået et par kuverter af Rasmus, inden vi drog af sted, og første kuvert måtte åbnes kl. 00:00 – og gerne lokaltid. Så hver halve time tjekkede jeg klokken – altså lokaltid. Der var ikke et øje tørt – nej rent faktisk fik vi begge tårer i øjnene. Kuverten, som måtte åbnes kl. 00:00 den 12.12, indeholdt et stort (A4) billede af besses kærlighed og morfars dreng – i nissetøj. Hvis vi ikke fik tårer nok i øjnene af at se billedet, så gik det da rent galt, da vi læste hans hilsen på bagsiden. Hvor er den dreng dog kærlig og intelligent. Jeg fatter stadig ikke, at så mange gode egenskaber kan nedarves, generation efter generation.

Rasmus vi lover dig, at dit billede kommer op at hænge i Kænguroekspressen.

I øvrigt var jeg også lidt imponeret over ham kaptajnen. Da vi lettede fra Kastrup stod der Estimated Time of Landing Singapore Time 6:01. Undervejs skiftede det mellem 5:59 og 6:03 og han satte hjulene på landingsbanen 6:02. Hvorfor er det så lige, at togene ikke holder tidsplanen ?

Den 12. december ligesom flyver af sted – i kilometre og i tid. Efter de knap 10.000 kilometre til Singapore fik vi lov at strække benene i 3 timer, hvorefter vi steg ombord i en ny maskine fra Singapore Airlines. “Tror du det er de samme stewardesser”, spurgte fruen “intelligent”. “De ligner de andre”. Jeg kunne dog berolige, at selv singapolesere arbejder normalt ikke mere end 12 timer om dagen. Så vi tog lige et smut på yderligere 7 ½ timer og knap 7.000 kilometre. Så var den dag fløjet af sted – for mens vi havde fløjet 17½ time havde jorden drejet sig (jo, det er solen, som står stille – er der noget at sige til man ind i mellem bliver lidt rundtosset) 9 timer. (Glem lige matematikken – det stemmer ikke.)

Spændte, lettere rundtossede var vi nu landet i Kænguroland.

Vi var advaret om temperaturen – computergrafikken på stoleryggen sagde 28 grader. Men uanset advarslen så er det altså lidt af et varmechok fra den airconditionerede kabine (hvor temperaturen af en for mig uforklarlig grund skal være under 21 grader, så de fleste pakker sig ind i tæpper) at komme ud i den “friske” aftenluft. Det var ikke bare varmt, det var ulideligt varmt.

Hastigt ind i en nedkølet Toyota fra før krigen (Irak-krigen, dog ikke 2. verdenskrig) – så kunne man jo ligesom tænke igen

Opstemte kom vi frem til Hotel Grand Chancellor, hvor vi lige skulle have en enkelt overnatning, inden vi transmitterede til Kænguroekspessen

“Anette og Jan Andersen ?, from Copenhagen, Denmark ?”, stemmen var mere end overrasket. Havde den unge dame bare en syg form for humor ? “Oh, I see, yes we have a room reservated for you – tomorrow !” Der skal jo mere til at slå en statsautoriseret revisor ud af fatningen, så jeg greb ned i tasken og fiskede ordrebekræftelsen frem. Øh ……. – værelse reserveret fra 13.12 til 14.12 – et dobbeltværelse – 1 overnatning. Og når jeg nu var i gang med at tjekke tidsplanerne, så konstaterede jeg samtidig, at jeg først havde lejet kæmguroekspressen fra den 14.12. Måske skulle jeg næste gang overlade den slags detailplanlægning til et rejsebureau.

Krisen var dog kortvarig – “selvfølgelig har vi et værelse til Dem”, bedyrede den unge dame, “og det kan De så benytte i to overnatninger”. Ja, ja, smarte – men vi håbede jo på, at vi kunne få Kænguroekspressen en dag før bestilt.

Vi bestilte (selvfølgelig) roomservice – fish & chips, en kæmpe clubsandwich og en flaske australsk rødvin (Wolf Blass – kendt fra fru Hansens vinkælder).

13.12.2004

Meget uforståeligt vågnede vi allerede vi 4-tiden (mere end bare fruens sædvanlige natpisseri). Efter min tidsopfattelse burde vi være mere end bagud på søvn, men det indre ur ville åbenbart anderledes. “Skal jeg lave en kop kaffe”, spurgte fruen betænksomt.

En kombination af dovenskab og fornuft overmandende dog de vilde planer, hvorefter vi småblundede til kl. 06:30. Jeg tror aldrig, at jeg før (på ferieture) har indtaget den helt store morgenbuffet kl. 07:00.

Heldet var med os – kænguroekspessen kunne afhentes over middag, så formiddagen kunne “blot” bruges til “storbyhygge” (Brisbane er Australiens 3. største by med 1,7 mio. indbyggere). I øvrigt en meget “surrealistisk” by. Gamle og nye bygninger i en vild forvirring. For første gang i mit liv nød jeg fruens lyst til at stikke snuden ind i hver en tøjbutik og hver en skobutik. Indendørs var alt airconditioneret – uden for var det 35 grader.

Vi ankom til udlejningsfirmaet præcis kl. 14:00, hvor de havde lovet Kænguroekspressen klar. Det stod $-tegn i øjnene på den midaldrene dame, men jeg orkede ikke at forhandle om prisen for den ene dag ekstra. Stik mig nøglerne – og jeg er kørt, tænkte jeg.

Men nej, damen ville hele den store instruktion igennem – og som en bedre eksaminator afsluttede hun med at spørge, om jeg nu havde forstået ALT hvad hun havde fortalt mig. “Bare hun ikke stiller konkrete spørgsmål”, tænkte jeg, så kommer vi ikke af sted foreløbigt.

Så var det lige som om det gik op for Vor Herre, at Anette og Jan var i Brisbane med henblik på at holde sommerferie. Efter en kort intro med let regn, mens vi pakkede Kænguroekspressen, stod regnen ned i lårtykke stråler. Det ikke bare regnede, det stormede. Nej, værre endnu – dagen efter hørte vi i radioen, at der havde været vind på op til 70 km/t. Pæne store grene lå mange steder på vejene, og langt de fleste biler holdt stille i vejkanten. (Det var nok ikke rigtigt gået op for mig, at naturen var i gang med at prøve kræfter, for så havde jeg nok også pænt holdt ind til siden for ikke at risikere at blive blæst omkuld.)

Forude siksakede lynene hurtigere og hyppigere end jeg nogen siden har set på film, og effekten udeblev naturligvis ikke – et kæmpe område nord for Brisbane (bl.a. der hvor vi stoppede for overnatning) gik i sort. Var vi lige uheldige ? – Kænguroekspressen var jo ikke ladet meget op – så der var vel strøm til 1 time. Men, men, da spændingen lige netop var så lav, at Low Battery – advarselslampen ikke kunne klare mosten længere, kom der strøm på campingpladsen. Aftenen var reddet – der kom lys.

Dermed kom der også strøm til fars skrivemaskine, men før der skulle forfattes, skulle der lige gang i kommunikationen med omverdenen. For at begrænse teleregningen (som vist nok ikke er helt billigt med datamobiltakst Australien / Danmark) havde jeg indkøbt et Vodafone red SIM-kort og et OzE pre-paid dial-up internet-abonnement. Mig skal de sgu ikke tage røven på – troede jeg. Jeg har det med nyt IT-legetøj, ligesom med at deltage i en tennis-match. Det er hyggeligt at deltage, men det bliver først rigtigt sjovt, når man vinder. Så efter 6 timers installering, afinstallering, installering, nødkald til serviceprovider og teknisk support fra Vodafone havde jeg det som at have været ude i en 5 sætter – og tabt. Lortet ville bare ikke som jeg ville. Så var det lige jeg tænkte – det skulle nok have været et særligt dataabonnement, du skulle have købt.

Jeg sendte en forsigtig forespørgsel til AHK’s IT-chef for at høre om prisen på at bruge mit Vodafone-kort med direkte access til TDC. TDC og Vodafone er jo nærmest gift i deres markedsføring af nævnte GPRS-indstiksmodem, så mon ikke prisen er “rimelig” ?

Det tidligere omtalte nissebillede af Rasmus blev taget frem og beskuet. Igen var der ikke et øje tørt. Kænguroekspressen var nu installeret – med dvd-afspiller, computer og familiebillede.

14.12.2004

Så var det ligesom ferien rigtig begyndte. Vi var installeret i Kænguroekspressen, solen skinnede fra en skyfri himmel og vi havde bare os selv at tage hensyn til. Hvilken vild luksus. Vi har lejet et 4-personers mobilhome, så det gør jo – ud over de 2 ekstra sovepladser – at der er lidt mere albuerum.

“On the road agian” – vores slagsang fra RulleKnaus-tiden – gjallede højlydt i Kænguroekspressen. Livet var bare dejligt og vi tænkte med glæde frem til de næste to uger i vores nye “hjem”.

Oprindeligt ville vi have startet med at køre 100 km sydpå til Surfers Paradise og Baron Bay, men da vi ikke havde planer om at surfe og turen til Cairns (hvor vi skal aflevere Kænguroekspressen) er 1.733 km, valgte vi at stikke kursen nord fra starten.

På turen beklagede fruen sig over bilens digitalur. Den kan da ikke blive ved med at være 10:49, sagde hun. Nej, lille skat, vi lytter til Radio Sunshine på 104.9 mhz.

Lidt nord for Brisbane ligger en 150 km lang kyststrækning, kaldet Sunshine Beach, og jeg skal hilse at sige, at den levede op til sit navn. Det var sol, sol og atter sol, og det lovede uvejr (meteoløgnerne havde forudsagt en gentagelse af gårsdagens uvejr) drejede bag om kystlinien. Det var ikke bare varmt – det var MEGET varmt (morgendagens aviser berettede om 37,4 grader i skyggen – men jeg undrer mig over, hvor de har fundet skygge).

Vi fandt en dejlig campingplads – lige til stranden, men det var næsten for varmt til at være ude (Kænguroekspressen har et udmærket airconditionanlæg). Vi blev lidt beroligede over vores temperaturfølsomhed, da flere af de lokale (i forretningerne og barerne) nævnte, at det vist var lidt varmt i dag.

Helt befriende var det, da solen gik ned. Men også en noget dramatisk affære. På mindre end 30 minutter går det fra at være sol, så du bliver skoldet, til bælgragende mørkt. Temperaturen holder sig dog fint – selv kl. 24 kan man sidde udendørs i shorts og t-shit. Det synes i øvrigt myggene er dejligt – så er der natmad.

Aftensmad blev indtaget på en kineserrestaurant. Vi havde forestillet os (selvom det er altså forholdsvist billigt at spise på restaurant, så vi troede virkeligt, at der var tale om meget små retter) 3 – 4 retter, men startede forsigtigt ud med at bestille 2 hver. Gosh – efter første ret var vi faktisk mætte, og anden ret kunne vi simpelthen ikke spise op. Mætheden, varmen og måske de sidste timers indtagelse af XXXX Gold Lager havde reduceret sanseniveauet til et absolut minimum, så da jeg prøvede at skylle maden ned med en flaske af husets rødvin, måtte jeg ind i mellem tjekke øjenlågene inde fra. Det syntes fruen var vældigt morsomt (fin humor – andre fruentimmere var måske blevet lidt mopset), men da hun frygtede at den sjove oplevelse skulle slutte med at hun skulle bære mig hjem, blev der straks rekvireret en hel liter vand. Af frygt for at hun ville hælde det i hovedet på mig, for at holde mig vågen, besluttede jeg mig for at drikke det meste. Det virkede – jeg blev (næsten) helt vågen igen.

15.12.2004

Der var dømt solbadning – og sand mellem tærerne. Ferien skal jo både være oplevelser og dasen. Og for fruen er solbadning og sand mellem tæerne fed lykke. For mig er det er mareridt, som bare skal overståes. Måske ville jeg hellere til tandlægen – og det siger ikke så lidt.

Havde det så bare været en solbaderstrand – og gerne tekstilløs – så havde jeg da i det mindste kunne nyde udsigten. Men nej – småfede australiare med knælange shorts og teltlignende bluser. Altså med mindre det var det seje unge fyre med deres suftbræder. Skulle det være så svært ? – ja, det er det vist nok – og jeg må jo indrømme, at der ser pisse blæret ud, når de kommer tonsende ind på bølgen, under bølgen og til sidst igennem bølgen.

Heldigvis var der en hel del vind. Det havde to gode formål..1 : afkøling, 2 : selv fruen kunne ikke klare stranden mere end et par timer.

“Hjem” til Kænguroekspressen og der finde en plads i skyggen.

Jeg sørgede for frokost – 2 quarterpunder fra McDonalds. Man er vel i et civiliceret land (jeg kan ikke mindes et land, med så mange McDonaldsrestauranter med så kort afstand i mellem).

Eftermiddagen blev brugt til “hjemmehygge” – d.v.s. læsning (ja, jeg læser faktisk en bog (godt nok om Ejerskab og lederskab), men da en bog), øl, vin og peanuts. Og oven på gårsdagens trættende oplevelse på kineserrestauranten mente fruen, at vi hellere måtte spise hjemme.

Vi havde i øvrigt fået anskaffet os noget klisterbånd, så Rasmus i nissetøj hænger i Kænguroekspressens “dagligstue”, hvor vi fra begge vores sofapladser kan se besses kærlighed og morfars dreng. Hvor det i øvrigt dejligt, at han allerede har fået mobiltelefon. Vi sms’er hver dag til hinanden – så kan vi jo lige som bedre følge med, og så blevet savnet heller ikke helt ulideligt.

Vi fik gang i dvd-afspilleren – første film på programmet hed Bridget Jones’ Dagbog. Gab – eller var vi blot tappet for energi pga. varmen og derfor ikke kunne svinge os op til den form for humor ?

16.12.2004

Som noget nyt sov vi længe. Først kl. 06:00 smuttede fruen i bad, hvorefter jeg – efter et tyrkisk bad – kastede mig over rejsekammeraten (altså den fra IBM).

Stop omgående brugen af Internettet stod med flammeskrift fra IT-chefen. Han havde netop modtaget prisen på at bruge det nye GPRS-Vodafone-kort fra Australien. Så indtil videre er brugen ren nødværge. Jeg mister jo min identitet – men det har IT-chefen slet ikke forståelse for. Ingen mails, ingen surf på nettet. OK, det sidste kan jeg godt leve uden (et par uger), men at være afskåret fra at modtage og sende mails bringer mig i neurotisk tilstand. Nu må jeg se at få det GPRS-data-abonnement.

Vi kørte ca. 100 km nord på, dels langs kysten, dels lidt inde i landet. Førstnævnte er meget betagende – ikke så meget forbi en kystvej normalt er et smukt syn, men fordi havet bare er mere end normalt flot, klart blåt. Sidstnævnte meget betagende, da det virker utroligt frodigt. Vi stødte på de første vinmarker side om side med majs- og ananas-marker.

Lidt pudsigt begyndte trætheden at melde sig, at et utal af skilte fortalte, at kørsel trætter og at tiden var inde til et hvil. “Survive this drive”, “Take a rest and refresh”, “Break the drive, stay alive”, og så den barske : “Rest or R.I.P. Tired drivers die.”  Ligesom reklamer med kolde øl gør mig tørstig, så medførte disse reklamer, at jeg blev umådelig sløv, så jeg gav efter og standsede “in the middle og nowhere”, hvor der “tilfældigt” var et “resort” med alt hvad en kræmmer kunne begære.

Det blev til en cappuchino og en krokusmakron, der ikke var bagt i går.

Vi nåede frem til dagens bestemmelsessted – Hervey Bay – ved 1-tiden. Havnebyen Urangan danner udgangspunkt for færgeture til Frazer Island, som er verdens største sandø. Efter en rekognosering langs bugten efter campingpladser og biludlejningsfirmaer (man skal bruge en 4WD, for at kunne komme rundt på øen) kørte vi ned til havnen for at tjekke sejltiderne. Det viste sig at være mere end heldigt. Der lå den fineste lille campingplads og byens turistkontor. De kunne fortælle, at en endagstur til øen i disse dage er uladsiggørlig, da tidevandet er så højt, at man selv ikke med en 4WD, kan køre på østkysten midt på dagen. Så et godt forslag var en en dags guidet tur, og det bedste forslag en en dags guidet eksklusive tur. Sidstnævnte var “naturligvis” udsolgt, men de ville forsøge en finde en minibus og en chauffør mere, så ville vi blive upgradet. Det lykkedes senere på dagen, så nu glæder vi os både til selve oplevelsen og til “eksklusiviteten” (den var ikke gratis).

Den venlige dame i informationen var i øvrigt helt med på, at der var et land, som hed Danmark. Jo, vi havde jo en prinsesse, som hed Mary, og Mary er jo som bekendt fra Australien. Der var ligesom et særligt bånd mellem Danmark og Australien, mente den venlige dame. Det gav dog ingen rabat – hverken på standardturen eller på eksklusiviteten.

Vi fik parkeret Kænguroekspressen og daffede ned til havnen, hvor adskillige hyggelige restauranter fristede med overdådige frokosttilbud. Krisen var, at den kønne unge dame ikke serverede fadøl, så hun løb i rutefart med små Heineken. Det gjorde nu ikke så meget (for mig), for grim var hun absolut ikke.

Vi havde fundet en plads mellem store træer / palmer, så der var faktisk behagelig temperatur i skyggen.

Fruen var gået sukkerkold, så biffen var lukket den aften. Så blev der endelig tid til forfatterskabet.

17.12.2004

Jeg nægtede at deltage i fruens pakke-tøj-planlægning til dagens tur til Frazer Island. “5 meninger må være nok”, sagde jeg. Hvor svært kan de være ? Sandaler, shorts, t-shirt og badetøj. Jo, når man nu har 2 par yndlingssandaler, så er der 2 muligheder. Når man nu har 5 par yndlingsshorts er der 5 muligheder. 10 yndlings-t-shirts, men heldigvis kun en bikini (det er nok fordi hun ved, at den ikke skal bruges). 5 kombinationer skilte sig ud, men så var det : “Hvad synes du, skat, jeg skal tage på ?”

Vi var klar ved færgen 8:15 og her dukkede så Chris op. En 2 meter høj og 1 meter bred (humørfyldt – skulle det vise sig) australier. Vi blev tjekket ind og fik bestilt T-bone-steak til lunch. Jo, eksklusivt skulle det jo være. Færgen, der skulle bringe os til øen, var nærmest under turistklasse, og kaptajnen, som vi mødte i havnen, lignende en, der havde haft et natligt job som bartender. Inden han mønsterede skibet smed han dog t-shirten og iklædte sig en hvid skjorte med kaptajnsmærker på skuldrene – jo, så var vi jo ikke i tvivl om, hvem der havde kommandoen. Det skal retfærdigvis nævnes, at manøvreringen i inderhavnen af den firkantede jernklods var til et rent 11 tal.

Chris havde medbragt en 20 personers 4WD-minibus. Et meget spøjst køretøj, hvor førerkabinen bevægede sig frit i forhold til passagerafdelingen. I modsat fald tror jeg også bussen ville være knækket midt over, for godt nok er der veje på øen, men disse består to dybe hjulspor med huller og trærødder på kryds og tværs.

Chris mente, at der var mere end livsfarligt at sidde i førerhuset, så han inviterede de modige indenfor. Jeg måtte naturligvis prøve, men indrømmet, det var absolut mindre komfortabelt end inde i passagererkabinen. Udsigten var derimod verdensklasse.

Frazer Island er en kæmpe naturoplevelse. At hele øen er af sand tænker man kun på, når man ser på “vejene”. Man skulle så tro, at 400.000 turister om året hurtigt fik has på denne skønhed, men her belærte Chris os om 3 grundregler : 1. Smid ikke affald uden for de dertil indrettede (Rubbish bin Laden – stod der på alle affaldscontainere), 2. Intet må hjemtages fra øen, 3. Fordre ikke dyrene.

Mit botanikkendskab og australsk/engelskforståelse er utilstrækkelig til at beskrive oplevelsen i detaljer, men her lidt fakta : Øen er 124 km lang og mellem 5 og 27 km bred (alligevel er den korteste vej tværs over øen 34 km). Der er ørkenområder (de bevæger sig iøvrigt med 2 – 3 meter pr. år), steppeområder og regnskov med træer, der er op til 70 meter høje (ja, regnskov på en sandø – vist det eneste sted i verden). Midt på øen findes der ferskvandssøer (d.v.s. regnvand) i ca. 300 meter over havets overflade (hvorfor vandet ikke forsvinder ned gennem sandet, forstår jeg ikke).

Vi stoppede ved en af disse søer, og da Chris postulerede, at man mindst blev 10 år yngre, såfremt man badede i søen, så måtte jeg jo prøve.

Knægten var som nævnt ikke uden humor, for han bemærkede på min hårpragt, da jeg gik op af søen, at jeg var blevet 10 år yngre at se på, end da han havde beskuet mig bagfra, da jeg gik ned i søen.

Vi fik serveret frokost ved Cathedral Beach. The Cathedrals er sand i 70 forskellige farvenuancer. Chris grillede fisk og T-bone-steaks, og endelig blev der bevilget en (ja to, nej faktisk tre) øl.

Midt under frokosten blev vi forstyrret af en støj fra en helikopter. Det var såmen bare Ken, som lige kom forbi. Dels var han sulten, dels ville han for en mindre, “ubeskedent” beløb vise os øen sådan lidt fra oven.

Om det nu var fordi risikoen for at falde ned med helikopteren og blive dræbt trods alt var begrænset (Ken ville vel også gerne overleve), eller det var risikoen ved at blive efterladt som sørgende enke 17.000 km fra Bregnevej, der lokkede/truede mest, eller om frokostøllen og den store T-bone-steak, der havde bragt fruen i euforisk stemning ved jeg ikke, men uden nogen provokation fra min side tilmeldte Anette sig straks, da Ken spurgte, om der var nogen i selskabet, som ville se øen oppefra.

Det er nu en ret fed fornemmelse at flyve med helikopter. Synet var fascinerende og frygtindgydende.

Fascinerende fordi der var øde sandområder på flere kvadratkilometre og fordi resten var tæt bevokset. Frygtindgydende fordi der var øde sandområder på flere kvadratkilometre og fordi resten var tæt bevokset.

Tænk sig hvis man overlevede et styrt. Ingen mobildækning, måske 5 km til et hjulspor, men i et terræn, der vel kan forceres med 100 meter i timen (med mindre du er blevet bidt af en slange i mellemtiden).

 Vi landede (naturligvis) sikkert igen, og turen fortsatte så i den airconditionerede luksus-4WD-minibus op langs østkysten på stranden. Normalt køres der ræs på stranden, men pga tidevandet, så var der kun er meget smal strandbred at “lege” på, og her var sandet meget løst. Som i lille ekstra chikane mod strandræserløb var der så lige også et par flyvemaskiner som brugte stranden som landings- og startplads (så hellere helikopter, tak).

Længere oppe ad stranden fangedes blikket af de rustrøde rester af et gammelt skibsvrag, “Maheno”, der er en udtjent passagerdamper, som strandede på øen i 1936.

Jeg forstod nok ikke helt, at sådan et skibsvrag var en attraktion. Så havde det jo været sjovere, hvis det havde været vraget fra skibsforliset i 1836, som har givet navn til øen. Da strandede kaptajn James Frazer med hans hustru Eliza og en del af besætningen. De lokale aboriginere slog James og besætningen ihjel, hvorefter de hyggede sig i nogle måneder med fru Eliza, inden det hun blev undsat af en undvegen straffefange.

Sidste stop på østkysten var Eli Creek. Hver dag pumper denne flod 150 mio. liter vand ud i Stillehavet. Vandet var køligt og krystalklart, og hvis det ikke var fordi, jeg allerede havde smidt badebukserne og rendte rundt i short uden underbukser, så havde jeg taget en “flydetur” de sidste 100 meter ned mod kysten.

Herefter kørte vi igen tværs “igennem” øen, et godt stykke i regnskov med kæmpehøje træer. Længere fremme blev bevoksningen mindre frodigt og lav, og her så vi inde i buskadset 3 små Dingohvalpe (vilde hunde). Mætte af oplevelser gik turen tilbage mod fastlandet igen ca. 16:30 og dermed farvel til Chris. Han havde i den grad været med til at gøre turen oplevelsesrig, så jeg stak ham lige en 20’er. Den store dreng blev helt blød i knæene – det var vist undtagelsen og ikke reglen for hans gæster. (Gav vi ikke altid turistguiden på grisefest-turen en lille skilling ?)

Vi fik en sandwich i en af restauranterne i havnen, men ellers var det tidlig i seng. Dels var vi trætte efter dagens strabadser – og oplevelser – på Frazer Island, dels havde den megen airconditionering i luksusbussen gjort et kedeligt indtryk på hals og lunger.

Under en “godnatøl” på “terrassen” fik vi besøg af et par lokale turtelduer.

18.12.2004

Der var dømt lidt transporttid i dag. Selv om 15 dage synes som en evighed, så er strækningen Brisbane – Cains dog 1.733 KM, og indtil nu har vi vel alene bevæget under 300 km. Nu er transport jo ikke pr. definition noget negativt, særligt ikke når man bevæger sig i Queensland (delstaten i Australien). Når man derudover synes det er hyggeligt at være “on the road again”, ja så kan en transport på ca. 550 km være smuk og hyggelig.

Formiddagskaffen blev indtaget i en lille flække, som vi passerede. Vi fik øjne på nogle “bagerting”, som lignede danske “berlinene” og bestilte 2 stk. Blot for at forøge vores kendskab til australsk “madkultur”, spurgte vi, hvad de kaldte disse “bagerting”. “Jam”, var svaret. Vi troede først, at svaret skyldes sprogforvikling, men et et par mundfulde blev vi overbevist om, at det nok var det rigtige svar. Det var simpelthen et par “syltetøjsbomber”.

Fra Hervey Bay gik det ind i landet til Highway 1 og af denne nordpå i et meget smukt og vekslende landskab. Der var dog en fællesnævner for de 550 km : der er ca. 10 km mellem hver ejendom. Det er i hvert fald ikke dette område, som trækker befolkningstætheden op ad. Befolkningstætheden i Australien er gennemsnitlig 2,5 indbygger pr. km2, mens den er 116 pr. km2 i Danmark.

Vi havde besluttet os at tage en overnatning på den første (og altså ikke dermed den bedste) campingplads vi stødte på, når Highway 1 igen nåede kysten, og det skete ved en “by” ved navn Clairview. Stillehavet ligger i baghaven, men så har jeg vist også nævnt al det positive, jeg kan finde på omkring campingpladsen.

Den er vist uden for kategori. Jernbanen og landevejen ligger i forhaven. Reception, supermarked, bar, restaurant og byens forsamlingshus er en ubeskrivelig bygningskonstruktion på vel omkring 50 kvm. Byens befolkning (som vist alle var til lørdagskomsammen i forsamlingshuset) lignede alle en dårlig reklame for en overvægtig burgerkultur.

 Vi havde faktisk “lukket os inde” i Kænguroekspressen, da vi havde rimelige forsyninger af el, vand, mad og drikke, men så var det jo lige, at virkningen af dagens indtagelse af 25 piratos meldte sin ankomst. I bælgravende mørke forsøgte jeg at finde “Gents”-das.

Da jeg kom frem mødte jeg to meget lystige, yngre, lokale ungmøer – ingen af dem under 100 kg. De havde dog ærbarhed nok til ikke at følge mig ind på toilettet. For en gangs skyld var jeg glad for, at der ikke stod : “Efterlad toilettet, som du ønsker at genfinde det”. For det første ville det have krævet resten af ferien til renovering, men for det andet, så havde jeg noget svært ved at slette egne spor, da vandforsyningen var yderst begrænset.

Jeg listede mig ubemærket tilbage i mørket. Ubemærket for de to ungmøer, men desværre ikke for de 10 myg, jeg åbenbart må have generet i deres nattesøvn.

19.12.2004

Kl. 01:30 måtte jeg desværre vække fruen. Jeg var under mit dagsbogsskriveri blevet forstyrret af et eller andet, der bevægede sig henne ved køkkenet. Yes – vi havde en blind passager. “Aussie” – måske fra Brisbane, måske først taget ombord senere. Nej, den lignede en her fra Clairview. En fin lille grå mus med lang hale. “Er der noget med, at du er bange for mus”, spurgte jeg forsigtigt. Forbavsende roligt svarede hun bare “Ja”, gik på toilettet og lagde sig tilbage og sov videre. Jeg var lidt spændt på næste morgen tidlig, om hun overhovedet havde været vågen.

Anette huskede episoden næste morgen. Men dog ikke at hun skulle have svaret “Ja”, for hun mente ikke at være decideret bange for mus. De behøvede da godt nok ikke at krybe op under dynen/lagenet.

Den 19.12 var så dagen, hvor næste Rasmus-gave måtte pakkes ud. Vi var begge meget spændte, og der blev gjort klar ved morgenborden til fælles udpakning. Jamen knægten har jo kunstneriske talenter ! Ikke alene er han køn og intelligent, men han er tilmed kreativ. På sine A6-kort modtog vi “aftryk” af hænder, fødder og …….. kyssekinder. Jo, besses pakkekalender var skam taget i brug – men vildt jubel for Rasmus, måske mindre jubel for mor og far (sådan noget bodypaint sviner af H-til).

Vi følte ikke trang til at blive på den 0-stjernede campingplads længere end højst nødvendigt. Anette havde modigt forsøgt sig med et morgenbad, men ak, der var ikke vand i hanerne. Så er det jo fint, at Kænguroekspressen indeholder en fin bruseanordning på toilettet.

Afsted nordpå kl. 07:30 med destination Airlie Beach. Men så var det altså lige, at første tankstation lå 100 meter for langt væk. Præcis ved højreafkørslen til tankstationen (d.v.s. i modsat side – man kører jo i venstre side i Australien) standsede dieselmotoren på Kænguroekspressen, og så vidste jeg egentlig godt, at det være noget være skidt. Man skal ikke køre tør med en dieselmotor.

Vi gjorde dog to forgæves forsøg. Først fyldte jeg diesel på via en ½ liters vandflaske, men nej. Så skubbede Anette og et par venlige forbipasserende Kænguroekspressen de sidste 100 meter, hvorefter den blev fyldt helt op. Men nej. Dieselmotorer er ikke til at spøge med. Så til orientering til de næste, der kører tør med en dieselbil i Australien, så er nummeret 131111 til RACQ – Australiens svar på Falck. Der var ikke det, hun ikke ville vide i telefonen, men det var måske fordi hun ikke var helt sikker på, at jeg havde lyst til at betale for assistancen. Men for 88 AUD i kontanter kommer nærmeste RACQ-sherif farende. Han smågrinte – nok ikke første gang en tumpet turist blev overrasket over, at der var mere end 100 km mellem tankstationerne i hans distrikt. Han fik pustet liv i Kænguroekspressen, og mens jeg voldtog en pengeautomat, underholdte han Anette med “vigtige informationer” om skoleferie, årstider og at han aldrig havde haft et par lange bukser. Nå, men ud over et par gensidige dumme vigtigheder bevarede vi vores gode sommerhumør, og efter en ufrivillig pause på ca 40 min. var vi igen “on the road again”.

Vi nåede frem til Airlie Beach ved 13-tiden.Airlie Beach er en livlig og rodet ferieby, hvor hveranden butik sælger udflugter til Whitsunday Islands og revet (den sydlige del af Great Barrier Reef). Den anden halvdel sælger traditionelle souvenirting. Vi rekognosede lidt frem og tilbage på kyststrækningen omkring byen, og fandt en 4½.stjernet campingplads ca 20 minutters gang fra “centrum”. Også her var receptionen lig supermarkedet, men så hørte sammenligningen med gårsdagens campingplads også op. Der er en vis alvor bag de stjerner, men til gengæld forstår jeg ikke prisforskellen. 17 AUD i går og 23 AUD i dag. Hvis gårsdagens pris var “rigtig”, så burde det koste 170 AUD i dag. Så det blev til både dis, das og hovedrengøring.

Vi fik bestilt en en-dags-tur til Hamilton Island og Whitehaven Beach til næste morgen, hvorefter vi motionerede vores “klumpfødder” med en spadserertur til “byen”. Så havde vi jo også fortjent en kæmpe clubsandwich og et par store fadøl.

Helt befriende begyndte det at regne, men den helt store “dejligt nu bliver det køligt og frisk”-effekt udeblev. Det er og bliver varmt hernede, men kroppen er da heldigvis ved at vende sig til det.

For lige at tjekke om vi fortsat havde Aussie med som blind passager, så lagde vi et stykke ost på gulvet mellem førersæderne. Efter vores bytur lå osten der stadigvæk, så vi troede at Aussie havde forladt os på grund af det ufrivillige stop om morgenen. Hun var sikkert smuttet ind i en anden kænguroekspres på tankstationen. Men nej, senere på aftenen var osten væk – så det var Aussie altså ikke.

20.12.2004

Vi kom kørende ned af en stejl bakke på en smal, lidt småsumpet vej. Hastigheden var 15 – 20 km i timen, for vejen var ind i mellem vanskelig farbar p.g.a. grene og trærødder, som gik tværs over vejen. Da det lidt længere fremme så ekstra sumpet ud, satte jeg farten lidt op, og pludselig kom der en krokodille gående på tværs af vejen. Jeg trådte hårdt på bremsen, og “boink” så stod Kænguroekspressen lide på snuden. Altså sådan på højkant, hvor det “soveværelse”, som ligger over førerkabinen, stod ned i mudderet. Vi tumlede lidt rundt i førerhuset, men var uskadte. Så kravlede vi “op” mod bagenden og vupti, så vippede Kænguroekspressen tilbage. Krokodillen stod og gloede åndsvagt på os. Fuldstændigt ligegyldigt begyndte vi at tale om, hvordan vi skulle forklare udlejningsfirmaet, at bilen var blevet en halv meter kortere. Ingen ville jo tro, at vi måtte bremse hårdt op for en krokodille. Og så vågnede jeg – heldigvis. Kænguroekspressen havde sin fulde længde, og krokodillen var i hvert fald smuttet væk.

Der var dømt udflugt med FantaSea, men heldigvis skulle vi først med bussen kl. 09:00. Så der var tid til at nyde badefaciliteterne endnu en gang, samt at sidde i tropeomgivelser, med “musik” fra kæmpestore, hvide papegøjer og indtage et overdådigt morgenmåltid.

Whitsunday Island er et af Queenslands største ferieområder. Øgruppen består af 74 øer, hvoraf langt de fleste er ubeboede og fredede som nationalparker. Den britiske opdagelsesrejsende James Cook gav øgruppen navnte Whitsunday (pinsedag), forbi han sejlede forbi dem pinsedag 1770. Det er høje klippeøer, som ligger i en afstand af 10 – 50 km fra kysten – i læ af koralrevet, der ligger ca. 60 km fra kysten.

Med lokalbussen kørte vi til Shute Harbour, som er udgangspunktet for et væld af udflugtsbåde ud til en række af øerne og til revet.

FantaSea Ten bragte os ud til Hamilton Island. En meget smuk sejltur på ca. 35 minutter i en katamaranfærge. Undervejs passerede vi tæt flere af de små ubeboede øer.

Hamilton Island har koralhavets største feriecenter med plads til 2000 gæster. Det er også den eneste ø med en stor lufthavn til jetfly.

Hele øen “oser” af penge – der er vist flere “kendisser”, så har en feriebolig på øen.

Under indsejlingen har jeg spottet, at øen vrimlede med små Buggy’s, ligesom det var tydeligt, at øen var meget kuperet. Jeg strøg derfor målrettet hen mod Buggy-udlejningen – og fluks var vi kørende (nu forstår jeg bedre, hvorfor så mange spiller golf – den er nu ret spøjs at køre med, sådan en Buggy).

Buggy’s har forkørselret for de almindelige biler – og disse må langt de fleste steder heller ikke overhale, så trafikken går i et adstadigt tempo. Buggy’s har vigepligt for varaner (altså de firbenede), som så til gengæld bliver jaget helt op i træerne af hidsige fugle.

Vi fik slukket (den værste) tørst ved et af de mange resorts på øen.

FantaSea Two serverede dejlig barbeque-lunch kl. 12:00 i havnen på Hamilton Island og kl. 12:30 lagde vi ud med destination Whitesunday Island, som er den største ø i gruppen.

Vi blev fragtet i land på Whitehaven Beach, som er den længste og flotteste i Whitsunday-øgruppen med snehvidt sand (mærkeligt nok var sandet ikke overvældende varmt – vi fik forklaringen af skipper undervejs, men det var for meget australsk og for lidt engelsk, til at jeg kunne forstå det).

Eneste minus ved stranden var, at man ikke burde bade i vandet unden “særligt stinger-udstyr” (de dersens brandmænd skulle man vist ikke spøge med – der døde årligt et par stykker (altså mennesker), som var ubetænksomme). Vi tog dog adskillige dukkerter i løbet af de par timer, vi opholdt os på stranden – men kun 5 – 10 meter ude.

 FantaSea One sejlede os tilbage fra Hamilton Island til Shute Habour, hvor hele crewet stod linet op på kajen som efter et bedre krydstogt.

Hele arrangementet var timet og tilrettelagt – lige noget der passede vores temperament.

Vi kom hjem lige til fuglefodringstid. Et væld af fantastisk flotte Regnbuelorier fløj omkring kæmguroekspressen – måske lige en anelse for støjende. Særligt sceneri gav to store, hvide papegøjer. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det var to af samme køn, hvor den ene ønskede territoriet alene, eller om det var en af hver køn, som jagtede hinanden. Det lød ikke som kærlighed, men ærligt så ved jeg ikke, hvordan en hanpapegøje siger : “du er godt nok dejlig, sid lige stille, så vi kan parre os”, eller hvordan hunpapegøjen siger : “hvis du vil ha’ mig, så må du først fange mig”.

Endnu en gang traskede vi ned til Airlie Beach, hvor vi på Sidewalk Cantina indtog en Cimihanga (spørg mig ikke lige, hvad det er) – det smager udmærket, men vi kunne let have delt en enkelt portion. I øvrigt en hyggelig restaurant – efter at vi fik skiftet bordet i saunahjørnet ud med et bord ud mod vejen. (Tre andre par forsøgte samme bord – først det fjerde blev sidende, men der var temperaturen måske også faldet et par grader). Lidt spøjst i øvrigt – restauranten havde ingen “lisence”, så man kunne vælge mellem limonade eller alkoholfri øl. Man kunne også få en særlig rabatkupon, og så kunne man selv frekventere øl- og vinhandleren længere op ad gaden. Helt legalt i øvrigt – du betaler 2 AUD i proppenge, og servitricen er yderst behjælpsom med at åbne flasken. Det blev (igen) Eaglehawk fra Wolf Blass – så er det jo helt Australsk/Dansk.

21.12.2004

Vi forlod Airline Beach og Island Gateway ved 8-tiden og kørte tilbage til Highway 1. Som navnet lyder og det Australiens vej nr. 1 – den løber (venstre om) fra Darwin i nord, over Perth i vest, til Adelaide / Melbourne i syd og Sydney / Brisbane / Cairns mod øst (omkring 13.000 km). Ikke nogen 6 sporet motorvej (måske lige med undtagelse af områderne omkring storbyerne), men som en almindelig dansk tosporet landevej. Ind i mellem er den udvidet med et 3. spor i enten højre eller venstre side, således at der kan ske en forsvarlig overhaling. I øvrigt kører australierne yderst civiliserede – ingen hasarderede overhalinger og ingen hastighedsoverskridelser (du må køre 100 km/t langt de fleste steder på Highway 1).

Så langt øjet rakte var sukkerplantager så store, at Egeskovs 1200 hektar agerbrug virker som et hobbylandbrug. Hvem spiser dog alt det sukker ? Jeg er dog ikke i tvivl om, hvorledes man transporterer sukkerrørene – med jernbane – for på en strækning på ca 50 KM tror jeg vi krydsede mindst 100 jernbanespor (og vi taler altså stadigvæk om “hovedvej 1”).

I Townsville fandt vi en indkøbscenter, hvor vi fik suppleret vores mad-, øl- og vinlager. Centret havde i øvrigt også en Vodafone-forretning, så jeg gjorde (endnu) et ihærdigt forsøg på at reducere firmaets teleomkostninger. Men ak – de forstod (efter en længere redegørelse – udgangspunktet var jo “umuligt” – jeg er på ferie, men jeg havde behov for internetopkobling på min bærbare computer), men de kunne ikke løse problemet. For mig totalt uforståeligt. Man kan købe et prepaid sim-kort til tale og sms, men man kan ikke købe et prepaid sim-data-kort. Og dette til trods for, at man i Australien kan tegne et månedsabonnement med ubegrænset forbrug til kun 99 AUD. Jeg forsøgte mig med 3 kreditkort, internationalt kørekort og pas, men nej. Jeg skulle have en fast adresse i Australien – Kænguroekspressen kunne ikke godkendes.

Vi havde spottet Rollingstone Beach Caravan Resort – en BIG4 Holiday Parks i Rollingstone. Bynavnet lød jo fristende, mens jeg jo havde en vis modstand mod at benytte noget med navnet BIG4.

Totalt uforståeligt var pladsen kun blevet tildelt 3 stjerner. Den skulle have haft 10. Kære Vorherre – hvis du endnu ikke har fundet ud af, hvor du vil placere Paradis på jorden, så kig lige derned i Rollingstone Beach. Vi var ikke alene på pladsen, nej der var skam yderligere 3 campingvogne. Uforståeligt – bortset fra, at pladsen lå meget øde (byen Rollingstone er mindre end et “trinbrædt”, og der er vel 30 km til nærmeste “rigtige” by). Stillehavet (som ikke er så stille) brusede i baghaven, og vi parkerede, så vi rigtig kunne nyde udsigten.

I øvrigt var der 4 fuldtidsbeskæftigede (en i receptionen og 3 til at passe haveanlæg, plads, toilet- og badefaciliteter, samt en dejlig stor swimmingpool).

Efter solbadning og adskillige dukkerter stod den på hjemmehygge med Lasagne og – naturligvis – Wolf Blass.

Aftenen sluttede med storfilmen Heat med Al Pacino og Robert de Niro (I guder, hvor den mand dog ligner mig. Selv den lille skønhedsplet har han fået malet samme sted på kinden.)

22.12.2004

Vejret var blæsende og det truede alvorligt med regn. Ellers var vi nu nok heller ikke kommet afsted fra Paradis. Fruen havde ellers indstillet det indre ur til at kunne tage billeder af solopgangen, men desværre blandede skyerne sig allerede ved 6-tiden.

Vi kørte gennem større tætte og frodige skovområder, og da det så begyndte at styrtregne, var det, at jeg forklarede fruen, at vi nu var i regnskoven. Jeg måtte straks meddele, at det var en joke. Altså ikke, at vi ikke var i regnskoven, men at det ikke havde noget at gøre med, at det regnede.

Brake the drive – stay alive. Rest stop or dead stop. Skiltene langs Highway 1 tonede igen frem og gjorde sit indtryk. Måske blev det ekstra forstærket af, at vi på en kortere strækning så 3 kænguroer – desværre alle sammen døde – ramt af de velvoksne kængurofangere, der sidder på en enhver australsk 4WD. Fruen serverede frisklavet kaffe – og skulle så lige “showe” for fotografen. Desværre kunne jeg ikke logge hende til at køre, så det blev til et kvarters søvn i bagperronen. Fint med sådan en bil med både køkken og soveværelse.

Vi er efterhånden blevet helt dus med mobilhome-hilse-traditionen. Det er lige som når man møder et passerende skib på havet, så vinker man hilsende til hverandre. Sådan er det også med os campere. Hej med jer – fortsat god tur. Man er jo ligesom i familie.

De store sukkerplantager blev efterhånden afløst af kilometervis af lange rækker med bananpalmer. Lidt spøjst er klaserne pakket ind i plastikposer – men så er de jo også lettere at sende til supermarkederne.

Længere nordpå passerer hovenvejen den lille by Tully, Australiens vådeste plet med 4267 mm regn om året. Mere end 1 cm. pr. dag i gennemsnit. De fik vist deres ration – også den dag. Skyerne hang lavt hen over byen og de omkringliggende bjerge, og samtidig med, at vi kørte igennem byen, styrtregnede det. Jo, de gør skam virkelig noget for at leve op til beskrivelsen i Turen går til Australien.

Strækningen vi har kørt mellem Brisbane og Cairns er i øvrigt præget af et utal af floder, som løber ud mod havet. Der er mindst en flod for hver kilometer – alle med fine navne. “Der er en flod mor, tror du, der er nogle krokodiller”, blev det stående udtryk, (næsten) hver gang vi passerede en “Creek”.

Aligator Creek kommer igen for hver ca. 200 km., men jeg tror nu ikke det er den samme – navnet klinger bare for godt. Liverpool Creek var en af de lidt større, hvorimod Mary Creek blot var en mindre, indtørret sumpstribe. Det må være en opgave for kongehuset at få et stor flot og frodig Creek opkaldt efter vores dejlige kronprinsesse.

Så nåede vi frem til Cairns – det foreløbige slutmål med Kænguroekspressen. Det kan dog ikke helt afvises, at vi tager en “smuttur” længere nordpå og tilbage igen (vi skal flyve herfra den 27.12). Fruen havde udset sig Cairns Villa & Leisure Park, men her syntes de 4 stjerner at være noget forældede. Dyb depression blev dog afløst af optimisme, da jeg indvilgede i, at vi straks næste morgen fandt en anden campingplads i byen (eller omegnen af Cairns).

23.12.2004

Det startede jo lidt af en joke med skov + regn = regnskov. Men måske er regntiden begyndt, for det har regnet konstant siden i går eftermiddags – og det regner fortsat. Så vi tager en smut op i regnskoven.

Jo, det er op, for landet bag den flade kyststrækning ligger ca. 300 meter højere. Det gør jo så, at regnvandet, som opsamles gennem de enorme regnskovområder mod vest, kommer fossende ned gennem store vandfald. Smart nok – så dæmmer man vandet op og leder dem igennem nogle turbiner – og så er der strøm til Cairns og omegn. Så skrådt op med naturgas eller olie – bare der er tilstrækkeligt regnvejr. De mangler vist ikke strøm i disse dage.

Befordringen op i regnskoven foregik med Kuranda Scenic Railway. Navnet beskriver jo, at det i dag alene er en turistattraktion, men fra 1884 til 1910 var det mere end hårdt arbejde for op mod 700 mand at bygge denne jernbane. Baggrunden for dette bygningsværk var behovet for en stabil transportvej mellem guldminerne oppe i landet og Cains samt de lavtliggende jordbrug (og dermed menneskeføde). Den eksisterende “vej” blev oftere og oftere skyllet væk, og så eksistensen for minearbejderne var til tider mere end truet.

Flytning af 2,3 mio. kbm jord (og klippe), bygning af 15 tuneller og 12 broer – og 23 bekræftede dødsfald (de faldt sgu ned eller blev bidt af slanger) og 9 ubekræftede (man savnede dem faktisk ikke, men de hævede aldrig deres løn) – skabte en 75 km jernbane.

Som øvrige turistattraktioner vi har oplevet hernede, var alting “timet og tilrettelagt”. I de “gamle” togvogne er installeret videoskærme, der løbende informerer om, hvad der nu måtte være interessant at bemærke. Man bliver “advaret” om kommende seværdigheder, således at fingeren kan være klar på kameraudløseren. Før digitalkameraerne ville jeg havde postuleret, at disse informationsindslag var sponseret af Kodak-film, men nu er det vel nærmere HP, som nyder godt af salget af jetinkprintere og fotopapir.

Hastigheden bliver reduceret til fotograferingsspeed, og en enkelt gang bliver det til et fuld stop.

Jo, intet er overladt til tilfældighederne. Og på bedste flyselskabmanér slutter turen da også med : “Tak fordi De valgte Kuranda Scenic Raiway”.

Hvad gør man så, når man endelig er kommet helt derop ? Ja, lige rundt hjørnet fra stationen mod “centrum” modtages man af en good looking young lady, som venligt spørger “How are you doing today, sir” – og om turen op var smuk – og varm. Ja, ordet “varm” havde jo den fornødne effekt, for straks svarede Smarte Arne “I need a bear”. Jamen, det var jo ligesom det, det hele gik ud på. OK, vi vandt begge to. Hun fik sin omsætning, og jeg fik min øl.

“Byen” Kuranda er 20 souvenirshops og 10 spisesteder. Og da vi nu ikke lige var in the mood til at købe Crocodile Dundee hatte eller de dersens lange rør, som aboriginals stønner igennem og frembringer underlige lyde, ja så hellere to steaksandwich og (endnu) et par kolde øl (Gud ved, om man tager et par kilo på hernede. Heldigvis ingen vægt, men shorts’ne begynder at stramme i taljen.)

Turen ned foregik med Skyrail – en gondolanordning på bedste alpemaner. Liftsystemet er bygget med helikoptere, for ikke at “forstyrre” regnskoven. Ret imponerende at bygge 7,5 km kabelbane med 36 master, hvoraf den største er 40,5 meter høj, ved brug af helikoptere.

Højeste punkt er 545 m.o.h. og ind i mellem er der mere end bare langt ned. Et imponerende syn, når køften “åbner” sig under en, men også et meget smukt syn, når man i trætopshøjde passerer henover regnskoven. En ret civiliseret måde at opleve uciviliseret land.

Igen – timet og tilrettelagt – ved Caravinica Terminal, nede i dalen, ventede en minibus, som kørte os tilbage til Frechwater Station, hvor vi havde parkeret Kænguroekspressen.

Som nævnt havde jeg lovet fruen at finde en ny(ere) campingplads, så vi brugte en times tid og recognoserede i byen. Desværre ingen centralt beliggende campingpladser – men derimod en filial af en af AHK’s kunder – Il Fornaio Bakery. Jeg er ikke helt sikker på, om kunde og revisor Peter Nordahl kender til denne filial Down Under.

Vi vidste godt, at BIG 4 havde en campingplads i udkanten af byen (7 KM til centrum), og fruen havde bemærket, at den endog var 5-stjernet. Så da der ikke var andre campingpladser på vej ud af byen (jo, der var jo lige Cairns Villa & Leisure Park, som jeg stolt demonstrerede min stedsans ved at køre direkte ud til), så stak vi næsen inden for Cairns Coconut Resort på Anderson Road.

Waw – ikke et øje tørt – heller ikke hos mig, da vi af en nydelig ung dame blev vist rundt i en Buggy. Jo, her kunne vi vist roligt slå os ned. Camping på businessclass – dog har jeg indsendt en klage over deres Internetcafé, da deres webmail ikke tillader diverse “cookies” m.v., som er nødvendigt for at jeg fuldt ud kan anvende AHK’s webmail. (Jeg kan læse mails, men ikke besvare eller skrive nye mails – så det er jo sådan lige som at “se, men ikke røre”.)

Campingpladsen har faktisk også et lille “madhus”, hvor hr. og fru Aussie serverede mør T-bone-steak. Vinen – ja, den medbringer man selv – så ja, Wolf Blass – det skal jo ikke blive for avanceret.

Vi fik sendt et par enkelte “Glædelig jul og godt nytår”-sms’er, og så frydede vi os meget over en længere snak med Tina i telefonen. I øvrigt en lidt underligt fornemmelse at ringe til Danmark. Man ved godt, at der er 17.000 KM – sådan lige i ret luftlinie – i en stor bue – men telefonforbindelsen er lige så god, som mellem et storkøbenhavnsk mobilnet og Tina’s fastlinietelefon. Godt gået Graham Bell.

24.12.2004

Juleaftensdag var planlagt til bytur (by og by er måske så meget sagt, men et utal af badetøjs-, souvenir- og turarrangør-forretninger ligger gade op og gade ned).

Vi startede ved havnen, for vi ville tjekke om nogle af selskaberne arrangerede ture Juledag.

Vi havde udset os et heldagsarrangement med Down Under Cruise & Dive, men selskabets skranke i terminalbygningen var alene “betjent” med et stk. telefon og en nummeranvisning.

Til gengæld var naboen mere end vågen, så da hun opdagede, at vi ikke var helt på det rene med proceduren, tilbød hun straks sin hjælp. Genialt – i løbet af 2 minutter havde vi booket hos Passions of Paradise i stedet for.

Cairns er kendt for at være terminal til dykkerture på Great Barrier Reef, men absolut ikke for dets badestrand. Faktisk er “stranden” så ulækker (det er det rene muddersump), at ingen – absolut ingen – bader der.

Til gengæld har byen så indrettet en overdimensioneret svimmingpool, hvor der ud over pools i forskellige dybder er livreddere, omklædningsfaciliteter og musik fra levende bands. Jo, man kommer nu i en speciel julestemning down under.

Efter et par overdådige BLT’s (kæmpe bacon) sandwich og XXXX Gold Lager (udtales 4 X – vi er jo ved at være indfødte) havde fruen dikteret : “Jeg skal lige se på en bikini”. (Det gik ikke rigtig op for mig, hvad der var galt med den hun havde.) Forretning ind – forretning ud – forretning ind, røre lidt – forretning ud. Jeg så op til flere smarte modeller – alle sammen tætsiddende på str. 34 voksfigurer. Endelig var der ved at være bid – jeg blev venligt af ekspeditricen parkeret i “mens corner” – det er åbenbart helt normalt, at mænd føler en vis frustration over at skulle være inhabil dommer. De burde servere drinks i “mens corner” – jeg tror faktisk, det ville forøge omsætningen. Men bingo – fruen så ti år yngre ud og fars kreditkort blev (endnu en gang) misbrugt. Nå, men så klarede jeg da også julegaven i 2004.

Vi kørte en tur op og beskuede strandede nord for Cairns, men ingen – absolut ingen – campingplads kunne slå vores nuværende BIG4 – Cairns Coconut Resort på Anderson Road. Så vi nød strandviewet og dafferede retur mod Cains.

Og så blev det endelig jul i Kænguroekspressen. “I’m dreaming of a White Christmas”, lød det fra IBM’s CD-afspiller, men det måtte jo blive i drømmen – for temperaturen var over 30 grader kl. 20:00, da fruen serverede andesteg med ris (Vi var lige en smut på Taste of China inde i Cairns på tilbagevejen og købte lidt Take-a-way.). Jeg havde selvfølgelig sørget for en flaske Eaglehawk fra Wolf Blass. Der blev ringet til de meget nære i Danmark, men det var tydeligt, at teletrafikken på dette tidspunkt var intens mellem Australien og Europa. Vi fk hele tiden kun en “envejskanal” (når der er plads på nettet, får du ægte tovejskommunikation), og det er jo lidt af et problem for os danskere, som elsker at tale i munden på hinanden. Budskabet nåede dog frem : Glædelig jul.

10.000 AUD-spørgsmålet : “Var det ikke underligt at fejre jul i 30 grader, så langt væk fra Danmark ?”. Helt ærligt – temperaturen og afstanden er uendelig ligegyldigt. Vi synes rent faktisk, at sol og varme er bedre end mørke og kulde – også selv om hørte, at det vist visse steder var “hvid jul”. Men det var underligt ikke at fejre julaften sammen med sin familie. Så næste gang vi forlader Danmarks land omkring juletid, håber vi, at vi kan få følgeskab af familien.

25.12.2004

Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle opleve det alle, vi har talt med om ferie til Australien, har nævnt – dykning, snorkling eller blot viewing Great Barrier Reef.

Vi havde som nævnt booket plads på Passions of Paradise – med henblik på dykning eller snorkling på Paradise Reef og Upolu Cay.

Transporten derud – og i øvrigt vores platform i 9½ time – var en 60 – 70 fods katamaran. (Jeg er usikker på størrelsen, men vi var omkring 80 gæster og 10 crews ombord). Turen ud til revet skulle foregå ved motorkraft, mens turen hjem skulle være kombineret motor og sejl.

Desværre var vejret ikke til sejl, mente kaptajnen – motorbølle 🙂

Mødetid 07:30, hvilket betød, at fars rejsevækkeur måtte aktiveres.

Fruen mente at kl. 05:30 ville være passende (vi skulle køre fra campingpladsen omkring kl. 07:00), men jeg fik dog strukket tidsplanen til kl. 06:00.

Vækkeur var dog ikke nødvendigt. Fruens mylder i maven startede allerede ved 5-tiden – hvad var det dog nu, jeg havde lokket hende ud på.

På vejen ud mod revet underholdte Frank og Tonny med dykkerlivets fortræffeligheder, og vi (morfar måtte jo prøve) modige fik en kort lektion – særligt i signalet, der betød, at vi nu accepterede det egentlige dyk – og dermed yderligere 60 AUD i fee.

Corinne – i nissedress – serverede kaffe og Muffins – mens vi møjsommeligt udfyldte diverse helbredserklæringer. “Bare kryds Nej til det hele”, sagde jeg til fruen, “ellers får vi jo ikke lov at dykke eller snorkle”.

Vi ankom Paradise Reef omkring kl. 10:00 – i pisøsende regnvejr. “Ingen problemer”, beroligede Tonny og med, “når I først er i vandet, betyder regnvejr ingenting – ej heller for sigtbarheden”. I tre hold blev de “modige” monteret med “stingersuits” og diverse “gear” – og vupti, så lå man i karet, med hovedet under vandet og alligevel indåndende frisk luft. Hvor smart !

Tonny fodrede fiskene under vandet – og jeg skal lige love for, at der kom fisk. Uden overdrivelse så følte sig mig som at have hovedet inde i verdens største akvarium. Det var ikke små guldfisk – det var “kæmpestore”, farvestrålende fisk, der svømmede lige forbi næsen. Jeg syntes egentlig, de så lidt dumme ud, sådan nogle fisk, men da jeg så på naboen med “det fulde udstyr”, tænkte jeg, at der var en vis lighed med fiskene. Spørg mig ikke om hvilke fisk, jeg så – de burde have haft navneskilt på.

Nu skulle man jo være ligesom en fisk. Svømme under vand med geller monteret. (Næste gang vil jeg være en fugl.). Problemet var blot, at jeg ikke var rigtig fisk, og sådan bare lige lå vandret. Min position lignende mest en søhest – men så er det altså svært at svømme nedad. Et reb, der forbandt katamaraen og nogle betonklodser på bunden, gav dog mulighed for at møve sig nedad, og jeg fik fine karakterer for mit åndedræt, trykudligning og tømning af vand i masken. Men så var rosen også slut. Mit voluminøse legeme havde for meget opdrift til vægten af ben- og muskelmasse, så uanset mine og dykmasterens anstrengelser, så var det mig ikke muligt at svømme vandret eller nedad. Kroppen ville bare hele tiden op. Jeg blev vist “op” og dermed var Introductory Dive afsluttet. Til gengæld sparede jeg så de 60 AUD, det “rigtige” dyk kostede. Jeg tror dykmasteren var lidt bekvem ved, at han ikke ikke havde udstyret mig med ekstra 10 kg bly omkring bodegamusklen.

Fruen havde valgt den mindre anstrengende måde at opleve revet og fiskene på – en lille turbåd med glasbund. Efter beskrivelsen så var oplevelsen fuldstændig den samme – blot betydeligt mere afslappet. Hvorfor var det, jeg ikke havde valgt turbåden ?

XXXX Gold Lager hjalp lidt på humøret – til gengæld havde vi absolut ingen lyst til frokost.

Efter lunch sejlede vi tilbage mod Cairns – til Upolu Cay.

Jeg havde egentlig skiftet til “civil”, men jeg var sur på mig selv, da jeg ikke syntes, jeg havde fået den rigtige oplevelse.

Og turbåden med glasbund fulgte ikke med – så det var så det Great Barrier Reef.

Sgu nej, tænkte jeg – på med udstyret igen. Og så i karet – denne gang med snorkel og dykkermaske.

Efterfølgende har jeg lært fruen, hvordan man zoomer ind på kammeraet – men det er da et flot, blåt hav, ik’ ?

Waw, en oplevelse. På Upolu Cay var der ikke dybere, end at snorkling var (næsten) lige så flot som rigtig dykning. Fantastisk farvestrålende koraller – og næsten endnu mere farvestrålende fisk. Ingen hajer – men en rokke på ca. 1½ meter. Jo, så fik jeg alligevel “kick’et”.

Efter at have indkrævet ekstra betaling for turbåd, drikkevarer og de sædvanlige t-shirts med firmalogo, serverede Corinne kaffe og småkager. Jo, nissepigen forstod at “underholde” drengene, mens Frank underholdte pigerne med tryllekunstneri.

Og på sædvanlig australsk turistturmanér takkede alle besætningsmedlemmer – linet op på kajen – for at vi havde valgt Passions of Paradise. (P.g.a. Corinne anbefaler jeg gerne selskabet til andre mandlige venner og bekendte – jeg synes, jeg har set den nissepige før – i et eller andet blad.)

Så JA, nu har vi “rigtigt” været i Australien. Dykket og snorklet på Great Barrier Reef.

Men jeg er som sagt ingen fisk – så jeg bliver som landkrabbe i Coconut Resort på Anderson Road i morgen og nyder sidste dag i Cairns med (forhåbentlig) sol, swimmingpool – og Kænguroekspressen.

26.12.2004

Jeg havde jo lovet fruen sol, men morgenstunden havde mere vand end guld i mund. Vi “tvang” os til at sove længe, selv om temperaturen inde i Kænguroekspressen hastigt (igen) oversteg de 30 grader. Jeg pustede og pustede, og ved 10-tiden gik der hul i skylaget, regnen stoppede og solen brød igennem. Jo, man skal jo holde, hvad man lover.

Dagen gik som planlagt – med ingen “eksterne” aktiviteter, men med afslapning, solbadning, svimmingpool og læsning. Medbragte Berlingske Nyhedsmagasin og Penge og Privatøkonomi, samt de mere “løsslupne” Motor, Bådnyt, PC-World og Komputerbladet blev skannet igennem.

Og så blev det til endnu en bog : Den familieejede virksomhed, Forretningsudvikling og Generationsskifte af Teddy Wivel. Ham der Leif Davidsen må vente lidt endnu.

Jeg blev vist rundt på pladsen af fruen. Hånd i hånd – men det føles næsten som om, at fruen mener, hun holder et joystik i hånden. Let tryk til venstre – ja, det er ikke til at misforstå – så drejer vi til venstre. Rundvisningen sluttede ved poolen – så det var jo heller ikke til at misforstå. Men jeg skal ærligt indrømme, at det faktisk var dejligt med hyppige nedkølinger, da solen rigtig bragede igennem. Lidt surt dog fortsat, at de australske badenymfer stort set alle er i 100 kg’s klassen.

Aftenen stod på “nedpakning” og mental opladning til afsked med Kænguroekspressen. Fantastisk som sådan en rullende kasse næsten kan blive et rigtigt hjem på 14 dage.

Jeg sendte mig selv uden for døren – når fruen skal pakke, er der kun plads til en i 10 meters omkreds (hun vimser frem og tilbage mellem skuffer, skabe og kuffert – jeg forstår det nok ikke helt – alting skal jo blot pakkes ned i en og samme kuffert). Men uden for nød jeg sommerferie, de sidste fuglekvidder mens mørket tog over samt filmen Enough. Den var bare god. Efter fruens pakkeri var det min tur – og 5 minutter senere så vi resten af filmen liggende i dobbeltsengen. Råhygge på finalen i Kænguroekspressen.

27.12.2004

Endnu en dag med unødvendigt vækkeur. Vi havde aftalt afrejse kl. 07:30, så kl. 06:00 var det absolut tidligste, jeg kunne acceptere en vækning. Da vækkeuret bippede kl. 06:00 var fruen allerede i bad – hvad skal vi med et vækkeur. Turen ud til lufthavnen – hvor også Maui Rentals ligger – var noget vemodig. Alligevel blev det til “On the road again”, dog ikke med helt samme entusiasme som de øvrige dage. Jeg berettede om den utætte vandpumpe, men ikke om Aussie. Hun skulle havde en chance for, at de næste lejere, som skulle køre sydpå dagen efter i “vores” Kænguroekspres, også camperede på Clairview (den 0-stjernede), så hun kunne genforenes med familien.

Vi udskiftede Kænguroekspressen med en taxi, som fragtede os de sidste kilometre ud til lufthavnen. Igen var der mobildækning, så (gårs)dagens (private) mails kunne læses på mobiltelefonen. “Du har vundet i tips”, var den første mail. Jo, den var god nok – afsender Dansk Tipstjeneste. Jeg modtager på min private mail (uden AHK’s spamfilter) et utal af mails, som fortæller at jeg har vundet både det ene og det andet (p.t. vinder jeg dagligt flere pakker Viagra – helt unødvendigt, mener fruen). Jeg åbnede med stor spænding mailen – og jeg forestillede mig de reklamer, hvor vinderen på helt ubehersket vis udtrykker sin glæde over den store gevinst. “Alle i Cairns lufthavn skal sgu høre, at jeg har vundet en million”, tænkte jeg. Det blev til 450 kr. og et stille smil.

Så var der så altså lige 1786 KM ind til Ayers Rock med Quantas Airlines. Og hvad fordriver man tiden med i 3 timer ? – Rigtigt : Sove – kaffe – sandwich – og fars IBM ThinkPad.

Selv fruen er blevet helt begejstret for monstromet. For sådan 180 billider af Rasmus gør jo enhver transportrejse til en fornøjelsestur.

Godt 1½ time af afrejsen fra Cairns begyndte landskabet at ændres fra regnskov til steppe og snart til det rene månelandskab. “Det må lige som at lande med Eagle 1 på månen”, tænkte jeg. Selv ikke da kaptajnen annoncerede snarlig landing, var der andet at beskue end et rødt “månelandskab”. “Gosh”, tænkte jeg, “det er værre end at lande midt ude i Stillehavet, der kan man da tage sig en dukkert, når det bliver for varmt”. Med indflyvningen til Connellan Airport havde jeg absolut intet liv kunne se, end ikke den mindste lille grusvejr, så det var en stor glædelig konstatering (jeg kan jo ikke sige overraskelse, for så havde ham kaptajnen vel sagt lidt om nødlanding), at det røde grus blev afløst af en asfalteret landingsbane.

Varmen kom heller ikke som en overraskelse – her havde kaptajnen advaret. Vi landede kl. 12:00 lokal tid (her i Northern Territory, som Ayers Rock ligger i, er man kun 8½ time foran Dansk tid – altså en af disse skøre ½-timers tidszoner – kunne de dog ikke bare bestemme sig), og temperaturen havde sneget sig op på 38 grader. “Men roligt folks”, oplyste kaptajnen, “det skal nok blive over 40 grader om et par timer”.

Vi var lidt spændte på transporten frem til hotellet, for der var absolut ingen taxis midt ude i ørkenen. Derimod var der en hel del turistbusser, så vi listede op i en, hvorpå det stod Outback Pioneer Hotel. Om det var helt normal lufthavnstransit, eller om vi havde møvet os ind på et rejseselskab, fandt vi aldrig rigtig ud af.

Vi fik installeret os i et dejligt, stort, velafkølet værelse, og fik hurtigt spottet de vigtigste destinationer : Reception, bar og svimmingpool. Og det var godt nok varmt – temperaturen havde passeret de 40 grader, men til forskel fra varmechokket på Sunshine Beach, så var vi her forberedte. Samtidig er luften knastør, så varmen føles knap så anstengende. Men med duften af brændt gran konstant i næseborerne og fliser, der ikke kan betrædes med danske platfødder, er man ikke et sekund i tvivl om temperaturen.

Det blev til lidt dasen ved poolen, inden vi entrerede hotellets restaurant med australsk buffet. Der var kænguro og krokodillekød – og kylling til kyllingerne.

28.12.2004

Og hvorfor var det lige, at vi tog små 2.000 km ind midt i Australien ? Hvad var det, som skulle være helt specielt at opleve Down Under ? Verdens største sten (troede man indtil for nylig), 348 m høj, 3,6 km lang, 9,4 km i omkreds og 600 mio år gammel. 500.000 turister kommer årligt til Ayers Rock – også kaldet (hvis man skal være lidt “lokal”) Uluru.

Selv om Uluru er et imponerende syn, kan man – ifølge Turen går til Australien – kun se den øverste tredjedel. Vores Discovery Ecotours-guide påstod at vi kun så 10 % – som toppen af et isbjerg. Resten står man faktisk på – altså dækket med sand. Altså forestil dig, at Alperne blev dækket med jord (sand er nok for svært at forestille sig i Alperne) op til 2000 meter – så er der jo ikke så forfærdelig mange bjergspidser, der stikker næsen op.

Jo, Uluru / Ayers Rock måtte vi jo se – og alle turistbrochurer påpegede, at sunrise var det mest spetakulære syn, man kunne forestille sig her – in the middle of absolute nowhere. D.v.s. vækning kl. 04:00 – og mødetid foran hotellet kl. 05:00. Jeg troede faktisk kun det kunne forbindes med ballonflyvning, at man frivilligt står op 2½ time før solopgang, men nej. Sunrise ved Uluru MÅ man simpelthen opleve.

Bus efter bus trillede ind på hotellets parkeringsområde – men det var jo “turistklasse” – 48 personer i en turistbus – til et forudbestemt viewing point for sunrise.

Næh, vi havde skam valgt Business Class – kun 16 personer i en særlig “Ecotours”.

Vi havde alle mødetid kl. 05:00, men på bedste Business Class manér, så kunne vi stige ombord i den sidst ankomne minibus. Vi var dog de sidste to passagerer i en fyldt bus – d.v.s. fruen fik et halvt dobbeltsæde forrest i bussen, men jeg fik et singlesæde bagerst i bussen.

Nåh, men vi skulle jo heller ikke holde i hånd, sådan midt om natten, vi skulle jo se “stenen”.

Endnu en gang sled vi på Visa-kortets magnetstribe. Ikke nok med at have betalt 2×100 AUD for busturen – næh, en indgang i “nationalparken” (2/3 af Australien må efterhånden være nationalparker) kostede 25 yderligere AUD pr. person (over 100 DKK).

Og så var det lige det forudbestemte viewing point for sunrise – jo, det er gældende for alle – for “turist class” og for “business class”. Pludselig var vi (igen) samlet med flere hundrede, Canonesere (min egen betegnelse for fotograferende Japanere). Forskellen var blot, at de var kommet på de bedste fotopladser – så vi “business class”- turister, måtte tage de næstbedste billeder.

Solen stod også op den 28.12.2004.

Og heldigvis viste min utålmodighed sig at være perfekt timing. Jeg fik da dette billede af Uluru i solopgang – mens de øvrige, der ventede på lidt mere lys på “stenen” fik lang næste.

I horisonten mod øst begyndte en mindre skylag at dække for morgensolen. Så lang næse – Canonesere, cowboys og franskmænd – vikingerne fik det absolut beste billede af sunrise over Uluru den morgen.

I øvrigt var temperaturen – for første gang under vores ferie i Australien – under 25 grader, hvorfor vi decideret lukkede af for airconditionering i minibussen.

En særlig fornemmelse – kl. 6:23, da solen stod op over Uluru.

Ingen tvivl om, at vores chauffør og guide, Jimmy vidste meget om Uluru og “historierne” omkring Uluru, men ak, hans australsk-australske-engelsk var flere klassetrin over vores skoleengelsk. Heller ingen tvivl om at han var meget begejstret for aboriginernes historie om “stenen” – ja, på en måde var han vel næsten i tvivl om geologernes mere “tekniske” forklaring. Jeg skal undgå et genfortælle flere af de originale historier – dels forstod jeg under 1/3-del af forklaringerne, dels lød det i mine ører noget skørt, at det ikke var bjergformationen, der lignede en slange, men at det var en slange, der lignede en bjergformation. Jeg respekterer 100 %, at Uluru tilhører aboriginerne – men de tager godt nok røven på turisterne, med deres 25 AUD indgangsbillet, en masse røverhistorier og en rød klippe midt i en mangetusinde kvardratkilometer ørken. Jo, den er flot, men ……………….. (hvem sagde “narrefisse”).

I starten af turen grinede jeg højlydt over folk med fluenet omkring hovedet. Men inden længe græd jeg over, at jeg ikke havde et sådant. Fluer, fluer og atter fluer. Ifølge vores kloge guide søgte de vand – og det kunne de finde i vores øjenkroge, ører, næse og mundvige. Ja, det prøvede de så. Noget af et syn, da 16 fuldfede turister “nød” solopgangen over Uluru konstant distraherende af pisseirrriterende småfluer i hovedregioenen.

Endnu en gang kunne jeg konstatere, at jeg mest intenst oplever nutiden og ikke fortiden.

Tilbage på Outback Pionerr Hotel ved 10-tiden måtte vi så forsøge at indhente den manglende nattesøvn. Med airconditioneringen hjælp (og en “snyde-folde-papkarton” som nøgle) havde vi fået temperaturen ned omkring de 25 grader, så det blev til en velfortjent formiddagslur – uden fluer.

Nu skulle vi jo også lade op til eftermiddagens “ride”. Efter utallige opfordringer havde jeg indvilget i, at vi lejede en motorcykel, så vi kunne opleve lidt af ødemarken – og The Olgas – også kaldet Kata Tjuta – på egen hånd. Vi havde bestilt 3 timers selv ride option til kl. 15:00, og præcis kl. 15:00 dukkede Tim op for forpladsen til hotelet.

Waw, en maskine. Rock 5 – en Harley Davidson Heritage Softtail. Tim havde dog kun medbragt en hjelm, så jeg smuttede lige op bag på, og kørte med ham over til “stalden”. Yderligere 4 cykler af samme kaliber prydede hos Uluru Motorcycle Tours.

Så var det så lige det med de 2.500 AUD i depositum. Ak ja, kompagniet aksepterede ikke Diners Club, og træk på mit VISA-kort blev 3 gange afvist. “Hun har sgu spærret kortet”, tænkte jeg – altså ikke Elise i banken, men fruen. Intet depositum – ingen cykel. Så ihukom jeg tilsvarende problemer ved en tidligere udlandsrejse – et VISA-kort har et normalt maksimalt træk pr. måned i udlandet på 15.000 DKK, og jeg måtte jo indrømme, at magnetstriben efterhånden var blevet tyndslidt (her troede man, at alt var betalt hjemmefra – men de yderst venlige og gæstfrie australiere har $-tegn i øjnene). En sidste mulighed – fruens VISA-kort – som vi ikke indtil nu havde misbrugt. Tim og jeg kørte tilbage til hotellet (i en totalt udbrændt varebil – så vi kunne få fruen med tilbage til “stalden”). Anette åndede næsten lettet op da vi vendte tilbage i en varebil og ikke på motorcykel, men hendes glæde varede kun kort. Tilbage til “stalden” og yes, ok, depositum på hendes VISA-kort var registreret.

En ubeskrivelig, fed oplevelse – 110 km – 2 stop – naturligvis på “autoriserede” viewing-pladser. Sådan stop hvor som helst på landevejen er ikke tilladt. Ikke de sædvanlige “advarselskilte” fra Highway 1, men derimod et meget stort og “truende” skilt, når man forlader resortet : “Næste tankstation – 686 KM”.

Vi kørte til The Olgas – ifølge vores guide fra morgenturen er dette den anden ende af en samlet bjergkæde med Ayers Rock. Undervejs hilste flere af de modkørende turistbuschauffører på os – de troede, det var Tim, der havde scoret en ny bikertøs.

Fruen bliver nok ikke autoriseret bikertøs lige med det samme. Jeg havde i hvert fald ondt i begge brystvorter, da vi kom tilbage til hotellet. For da hun ikke kunne få min lillefinger, blev brystvorterne i stedet til to stk. joysticks. “Det er godt nok varmt om fødderne”, beklagede hun sig. “Ja, ja – vi er jo også midt ude i ørkenen”, svarede jeg “venligt”. Senere da vi holdt et kort stop forstod jeg lidt bedre beklagelserne – sålen på højre kondisko var smeltet af. Man skal altså bruge fodhvilerne og ikke udstødningsrøret som støtte for fødderne.

Jeg måtte lige sende en MMS til Knold med billede af fars cykel. Bare lidt misundelig – mon ikke ?

Så da vi igen landede på hotellet var blodet fortyndet godt med adrenalin – så det blev til et par store, velfortjenste, kolde fadøl. Hun havde sgu igen overgået sig selv. Og igen syntes hun – efter hjemkomsten – at det havde været en fed oplevelse. “Jeg må vi træne lidt mere næste år”, lød det. Jo, det ender en dag med, at fruen bliver en sej, dejlig bikertøs.

29.12.2004

Vi var ikke til en ny gang nat- og morgentur, men derimod til en rigtig sumpedag, hvor det gjaldt om at gøre så lidt fornuftigt en hel dag.

Det blev til hjemmehygge ved poolen – lidt surf på internetcaféen – og frokost på stedets “burgerbar”.

Så lige et tjek på morgendagens rejseplan – og et telefonisk forsøg på at få ændret vores Ayers Rock – Melbourne – Sidney til Ayers Rock – Sidney direkte.

Desværre – og dog – mod yderligere 500 AUD kunne det lade sig gøre. Jeg forstår ikke helt, at de hellere vil transportere os en omvej på 500 kilometre og en mellemlanding, når der nu var plads på flyet.

Jeg prøvede igen lidt senere via Internettet – og så var det, at jeg bemærkede, at det fly, vi havde booket til Melbourne – QF 1105 – ikke havde afgangstid, som anført på vores E-ticket, kl. 13:25, men kl. 11:30. Ret heldigt tjek, må man sige.

I øvrigt et rigtigt dejligt værelse, med en meget flot udsigt til The Outback (ødemarken).

Og en TV, så vi (igen) er blevet del med den civiliserede verden.

En noget trist genforening må jeg sige, med nyhederne fra Indonesien, Thailand, Indien og Sri Lanka om massivt jordskælv og flodbølge. Uhyggelige amatørvideooptagelser vises igen og igen, mens antallet af dødsofre stiger time for time.

Hvor er naturen storslået, men hvor kan den også være frygtelig ond.

30.12.2004

Transportdag – væk fra fluernes fødeby – Ayers Rock. De var altså irriterende – dødirriterende. Mens jeg lystigt tog den ene flue og bankede den anden med, så fløj fættre og kusiner ind i ørerne, mens brødre og søstre søgte vand i næsen eller i øjenkrogene. Så det var faktisk ret befriende, da QF 1105 lettede fra Ayers Rock – alene med en enkelt flue ombord. 2 timer og 50 minutter – 1.908 KM til Melbourne – det var jo blot en lille smuttur. Der blev tid til læsning af dagbogen – hyggelig genopfriskning af de sidste 2 ½ ugers spændende oplevelser.

Dernæst 1 ½ time – 705 KM til Sydney. Vi fik den flotteste indflyvning nord fra (lufthavnen ligger syd for centrum), med Operahuset, Sydney Centrepoint Tower og Harbour Bridge som de mest iøjnefaldende seværdigheder. Vi glædede os meget til gensynet med storbyen, der huser over 20 % (4,2 mio) af Australiens befolkning (20 mio).

Men jeg skal lige love for, at vi fik rejst mod syd – altså væk fra varmen. Temperaturen var 38 grader, da vi forlog Ayers Rock, men “kun” 22 grader, da vi landede i Sydney. Og inden vi fik installeret os på hotellet – og lige skulle indånde den friske aftenluft – så var temperaturen vel omkring de 20 grader. Vi frøs faktisk !

I øvrigt hyggeligt gensyn med Sydney’s forstad Randwick, hvor Tina boede 1. halvår år 2000, og hvor vi boede, da vi besøgte hende i april 2000. Randwick ligger lige “foran” til Coogee Beach, og det virkede faktisk helt bekendt.

Vi var noget spændte på vores hotel – Crowne Plaza – om det nu levede op til de over 2.000 DKK, vi skulle betale pr. overnatning. Placeringen var OK – stort set i strandkanten. Værelset OK – dansk 4-stjernet standard. Men i forhold til vores øvrige prisoplevelser i Australien, så har Crowne Plaza klart fundet ud af dets unikke beliggenhed og tidspunktet på året (sommer og nytårsaften).

De nationale nyhedsudsendelser er fortsat præget 95 % af flodbølge-katastrofen i Asien/Indien. De sidste 5 % vedrører en 52 årig skolelærer, som er “stukket af” med en 17-årig elev. Den forsmåede hustru intervieves igen og igen – om hun har haft fornyet kontakt, om hun har talt med pigens forældre, om hun forgæves har søgt myndighedernes hjælp til at få oplysninger om hendes (ex)mand (hun mener at privatlivets fred må stå tilbage for ægteskabets krav om fuldstændigt ejerskab til ægtefællen), om hvordan hun opdagede utroskaben og om hvordan hun konfronterede (ex)manden med de “nøgne” facts. Godt nok imponerende at en sådan historie dækkes af Australiens DR-TV.

Crowne Plaza fik dog sin 5. stjerne, da jeg kunne konstatere, at værelset var udstyret med High Speed Internet Access. Waw – “kun” 29 AUD pr. døgn for ulimiteret brug af en 100 Mbps linie.

Nu skulle der surfes – og alle vores feriebilleder skulle uploades til hjemmesiden.

Fruen var lagt i seng – og minibaren velassorteret.

Selvfølgelig brok – “det larmer, når du åbner dåseøllene”, mumlede fruen halvt i søvne.

31.12.2004

En speciel dag oprandt så endelig – som vi havde haft i baghovedet siden vi ankom til Brisbane 12.12 – vi skulle fejre nytårsaften i sommervarme i Sydney.

Vi havde ikke planlagt dagen i forvejen – ud over at vi havde en klar forventning til, at vi skulle opleve fyrværkeriet omkring havneområdet i Sydney.

Sommervarmen og solskinsvejret gav dog en klar fornemmelse af dagens forløb – travetur mod centrum.

Det blev til et fornøjeligt gensyn med Coogee Beach, Shark Point, Bronte, Tamarama og sluttelig Bondi Beach.

1 ½ times frisk gåtur langs strande, klipper og en kæmpe kirkegård (fin udsigt, de giver deres døde).

Vi bemærkede at pigerne havde tabt mindst 40 kg – og teltet var skiftet ud med en lille top – ja, der var endog et par enkelte topløse. Skønt – jeg var ved at blive bange for, at det var slut med hunkønsvæsener under 100 kg.

Vi vidste også, at strækningen Bondi Beach – City ikke sådan lige gennemføres på gåben, så de blev et hyggeligt gensyn til Sydney Buses.

Og så var vi der – Operahuset, Harbour Bridge og Circular Quay. Som at komme ind på Rådhuspladsen og se op ad Strøget. Målrettet drager man mod city, forventningsfuld, spænding i maven. Så står man der – øh, ja, så står man der. Så går man lidt op ad Strøget – nå, det ligner jo sig selv. Hvor finder vi det første hyggelige udstrækningssted ?

Egentlig ret målrettet drog vi mod The Rocks (stadig i havneområdet), hvor vi fik bestilt Dream Banquet Menu hos Imperial Peking Restaurant. Slip lige 500 AUD på forhånd, så holder vi et bord til jer i aften. Havde han ikke været kineser, så havde jeg ikke troet ham over en dørtærskel. Men vi fik præsenteret bordet, der skulle være til vores rådighed hele aftenen, så igen sled jeg lidt på Diners-kortets magnetstribe.

Stedet var i øvrigt nabo til italienerrestauranten, hvor Tina og jeg i 2000 efterlod Netus, da vi i 2000 skulle “bestige” Harbour Bridge. Jo, det havde hele formiddagen var ren nostalgi med minderne tilbage fra april 2000. Og hvor ville det have været dejligt, om Tina, Rasmus og Bo havde været i krammeafstand.

Efter frokost på italiener ved Circular Quay daffede vi “hjem” med Route 373 – “vores” bus. Efter ½ dag var vi “hjemme” – og dog, fruen måtte til stadighed justeret (hun kan altså også fare vild i en telefonboks).

Så var det tid til at åbne nytårsgaven fra Rasmus. To billetter til musical’en Den eneste Ene, Forum den 16.04.2005 – og et nytårskort, der (endnu en gang) bragte tårerne frem i øjenkrogene. Trods 17.000 KM afstand kunne vi føle Rasmus, Tina og Bo – man bliver sgu skør af at være så langt væk så længe.

Vi fik dresset op – de korte bukser blev forlænget og sandalerne udskiftet med nogle hyttesko. “Ha’ nu ordentlige sko på”, havde kineseren sagt – “ikke for at I skal være dresset proberly, men på grund af alle glasskårene.” Og på bedste turistmanér tog vi bussen ind til city. Nu var den sidste kilometer ned mod Circular Quay spæret for busser og biler, så vi – sammen med en lind strøm af turister – fik os en pæn gåtur.

Menneskemylderet blev tættere og tættere, og da vi kom frem til selve Circular Quay var menneskemængden bare enorm. Vi skulle passere små 300 meter langs kajen – men umuligt. Halvdelen ville mod øst og halvdelen mod vest. Resultat – absolut ingen bevægelse overhovedet. Ifølge nyhedsudsendelserne så stod vi mere end 500.000 mennesker omkring havneområdet – og det var aldeles umuligt at komme frem til kineseren langs kajområdet.

Vi måtte “flygte” tilbage – væk fra havnefronten – og en større omvej ned til kineseren.

Vi nåede frem 2 minutter for 21:00, hvor første fyrværkeri skulle foregå. En flaske champagne – 2 glas – skål – og showet gik i gang. Jo, det var vist det man kan kalde “timet og tilrettelagt”.

Mr. Fang serverede Salmon, Masako with Madarins Dressing, Stuffed Scallop, Salt & Pepper King Prawns, Chicken Fillet with Garden Greens, Imperial Fried Rice og Mango Pudding.

Og efter champagnen delte vi to flasker rødvin – jo, vi skulle jo have noget for pengene.

Efter det første fyrværkeri kl. 21:00 (vel på Kolding-niveau) forsøgte jeg at sende en “opvarmnings-sms” til familie og venner – men gsm-nettet var mere end overbelastet, så jeg tror faktisk først de kom frem efter midnat.

01.01.2005

Præcist kl. 00:00 startede et kæmpe fyrværkeri – jo det var flot – rigtig flot. Der blev vel fyret samme antal tons af, som i København, men meget koncentreret fra 00:00 til ca. 00:15 og meget koncentret omkring Operahuset, Harbour Bridge og Darling Harbour.

Finalen var et lysorgie over Harbour Bridge – hvilket desværre ikke er så let for en amatør at fotografere med et amatør-digital-kamera.

Vi forsøgte at ringe til nærmeste familie og venner – som vel 100.000 af de 500.000 mennesker, der var i havneområdet. Så det var ikke alene envejskommunikation – vi var mindst 1000 til at dele en enkelt linie til Europa. Forbindelseskvaliteten blev derefter – men mon ikke de hørte, vi råbte : “Godt nytår”.

Ved 01-tiden takkede vi pænt kineseren for en hyggelig aften og begyndte at vade “op” i City – altså væk fra havneområdet. En super idé som vi desværre ikke var alene om. Fruen var ikke helt frisk (når jeg nu skal være høflig). “Du må ikke hele tiden skænke op i mit glas”, beklagede hun. “Jamen kære skat, det er jo meget naturligt, at jeg skænker op, når du har tømt glasset”, forsøgte jeg kærligt. Den længere gåtur – som egentlig blot var et desperat forsøg på at finde en taxi – blev i øvrigt i større og større grad præget af fruens tissetrang. Så jeg scorede 1000 point (jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad det kan bruges til), da det lykkedes mig at praje en taxi. Vi lignede sådan et nobelt ægtepar, sagde taxichaufføren, da jeg høfligt spurgte hvorfor han havde afvist den unge mand, der forsøgte at kapre ham for næsen af os. Sådan en udtalelse gav fluks 10 AUD i drikkepenge.

Tilbage på Crowne Plaza – men nytårsknald havde jeg fået nok af, mente fruen.

Og så har vi et nyt 10.000 AUD-spørgsmål. “Er det ikke underligt at fejre nytårsaften så langt væk hjemmefra, alene to, på en restaurant og i sommervarme ?”

Svaret er meget enkelt : “Jo”. Men omvendt er det også en oplevelse, som man meget bør overveje at give sig selv “once in a lifetime”.

Vi sov til 09:30 – hvorefter vi nød et kæmpe australian (bedre end english) breakfast. Klokken rundede nu de 24:00 hjemme i Danmark, så det blev til endnu en gang “Godt nytår” over mobilen, mens vi betragtede de første 100 badede på Coogee Beach lige foran hotellet. Måske det tidspunkt, hvor tidsforskellen mellem sommertid i Sydney og vintertid i Danmark – 10 timer – var mest bemærkelsesværdig. Her skålede familie og venner nytåråret ind sammen med Rådhusklokkerne, mens vi var klar til (endnu) en solskinsdag Down Under.

Det blev til bytur – men uden den store energi. Endnu en gang besøgte vi Operahuset – og endnu en gang var det lukket. Mon vi nogensinde får set det indefra ?

Det blev til havnefront-gåtur (lige forbi kineseren for forgæves at efterlyse fruens paraply – forgæves, for JEG havde naturligvis IKKE glemt den – jeg havde blot pakket den ned i kufferten, da vi kom tilbage til hotellet) – og gennem gågaden (heldigvis havde de fleste butikker lukket) og til Sydney Tower. Fantastisk 360 graders udsigt over Sydney. Energiniveaumåleren stod på Low power – så det blev til sen frokost på hotellets snackbar – og en eftermiddagslur.

Vi oplevede lidt af aftenlivet på Coogee Beach – selv de yngre mennesker syntes at have skruet ned for blusset efter gårsdagens udskejelser – og aftensmaden blev erstattet af et par kolde Crown Lager.

Besse zappede lidt på dummeren, mens morfar ajourførte dagbogen.

02.01.2005

Oven på gårsdagens slapper måtte vi jo rigtig turist-opleve Sydney den sidste “rigtige” dag Down Under. Ikke alt for tidlig op – det var jo ferie – det store australske morgenbord – og så “vores” bus til Circular Quay. På (bus)vejen ind til Circular Quay passerer man Kings Cross – Sydney’s “mindre pæne” kvarter. En del af de kvindelige “forretningsdrivende” havde nu opgivet at dresse sig op mellem kundemøderne, så det var noget af en øjenåbner, man fik sig på turen.

Dernæst færgen til Sidney’s Zoo, hvor vi på tæt hold ville se alle de australske dyr, vi havde levet sammen med de seneste 3 uger – altså bortset fra fluer og myg, dem havde vi sgu set nok af.

Operahuset ligger straks ved udsejlingen fra Circular Quay – og jeg havde nautrligvis guidet fruen til en udendørs siddeplads på agterdækket med første fotoparket. Imponerende bygningsværk – men også imponerende mismanagement. Ifølge Turen går til Australien skulle bygningen være projekteret til at koste 7 mio. AUD at bygge, men slutregningen blev 102 mio. AUD. Den danske arkitekt Jørgen Utzon er meget populær for bygningsværket, men han ragede åbentbart mere end uklar med bygherrene, for efter sigende skulle han ikke have været i Sydney siden bygningen kun var halvt opført. Og dette til trods for, at byen har søgt at forliges, ved at tildele Hr. Utzon “Byens nøgler” i 1998. Han må sgu godt nok været blevet sur (jeg skrev ikke sær, vel ?).

Jo, vi så skam alle de australske dyr. Koalebjørnen, aligatoren, krokodillen og slanger i alle størrelser og farver. Men jeg nægtede at fotografere de dovne baster, der ALLE sammen sov. Man bør ikke gå i zoologisk have omkring middagstid – hele banden sover.

De eneste dyr, der stillede op til lidt underholdning, var chimpanserne. Men det er jo også det dyr, der er tættere på at være menneske end gorilla. Kun 5 % genetisk forskel til mennesket. Men det må jo så være de 5 %, der gør, at vi betaler for at se dem – de betaler ikke for at se os. I øvrigt var en stor del af haven ved at blive bygget om, men det var lidt svært at se, om det var nye faciliteter til dyrene, eller om det var nye og større bespisningssteder.

Det smukkeste ved Sidney’s zoo er klart det fantastisk flotte view, der er ind mod city, men vi skulle have lyttet til Tina og i stedet taget til Manly. Så havde vi fået hele havneindsejlingen fra Tasman Sea at se – og ikke synet af sovende dyr i larmen fra tusindvis af frustrerede unger, der ikke kunne “finde” dyrene (de fleste dyr er jo så veluniformerede, at de forsvinder med omgivelserne, når de ligger stille), samt den halve times kø for at købe en burger, frites og en cola.

Nåh, men tilbage til fastlandet og videre med Sydney Railsways til Town Hall, hvorfra vi på gåben drog ned i Darling Harbour. Det var til gengæld en meget positiv overraskelse. Det sydede af liv – der var ingen, der sov. Forlystelser, underholdning og restauranter – alle vi bedste udsigt over den del af havneområdet. Bemærkelsesværdigt rent – selv om der var mange mennesker. Men overalt vimsede det med uniformerede rengøringfolk, der næsten greb det tabte ispapir, inden det faldt til jorden.

Og så var det Nick, der underholdte et større hob med at junglere med nogle drabelige krive, stående på en “pind”, som igen blev holdt af fire tilfældige tilskuere. Ud over den “tekniske” del af showet var han faktisk morsom, indtil han – inden “finalen” – meddelte, at hans eneste indtægtskilde var det bidrag, vi “helt naturligt” burde betale, når vi nu forlod pladsen. “Hvor meget skal I betale”, spurgte han sig selv, “ja, en 5-dollar vil da være passende, men har I kun råd til 1 eller 2 AUD, så kan det da også accepteres, bare det ikke bliver sølvmønter” (Forklaring : sølvmønter er Cents, 100 cents = en AUD). Det var godt nok under min humortærskel, så vi daffede af – sammen med ca. 50 andre. Det blev da også til humor for den unge mand. “Se dem, der lusker af nu, de har ikke råd til at betale en dollar”, bemærkede han, og hoben fik sig et halvdyrt grin.

“Bonderøv”, tænkte jeg, “nu spederer jeg lige 150 AUD på en lækker frokost med en flaske kølig hvidvin til”. Tag den. Og mens fruens kæmpede sig igennem en Western Australian Goldband Snapper-filet, nød jeg den lækreste Baramondi-filet. Ikke et eneste ben – så er fisk bare supert. Den hyggelige frokost blev afsluttet med Flat White og Cappuchino – jo, Hr. og fru Andersen førte sig frem i Darling Harbour.

Dernæst gæstede vi Sydney Seaworld – to store akvarier (hvor du går i rør under vandet, så du har fisk bogstaveligt talt rundt om dig) – og en masse mindre. Vi koncentrerede os (igen) om de australske dyr, og betragtede med lidt mylder i maven nogle gevaldige hajer, som stak snuden lige frem i hovedet på os. Afslutningsvis gæstede vi deres særlige afdeling for Great Barrier Reef, hvor vi ligesom fik navneskilte på mange af de fisk, som vi havde tjattet med oppe ved Cairns.

Jeg lokkede fruen på en lidt længere gåtur – målbevist for at finde Hard Rock Cafe. Man har jo ikke ligesom været i en storby, hvis man ikke har besøgt byens Hard Rock. Ventetiden på en time blev slået ihjel med to Bondi Bandits og så serveredes The Original BLT’s og to fadøl.

Godt mætte og umattede prajede vi en taxi og daffede hjem. En hurtig godnatøl på sengekanten og sidste updates fra SkyNews – og så godnat-ole.

03.01.2005

Så oprandt afrejsedagen – ja man fristes til at sige “endeligt”. For det har godt nok været en dejlig, lang ferie, men dermed er glæden ved at skulle hjem igen jo også vokset. Så det tilbagevendende spørgsmål, når en ferie er slut : “Kunne du tænke dig, at blive en uge mere ?” – “Nej tak”. Vi mennesker er nu ret smart indrettet.

Den sidste formiddagspromenade langs Coogee Beach – det sidste solstrejf skulle opfanges – inden vi skulle tjekke ud ud kl 12:00. SMS til Rasmus – om 30 timer er vi hjemme. Han glæder sig helt enormt til vi kommer hjem, gør han. Og han glæder sig til verdens største nytårskram, gør han. Det bliver HELT vildt.

På bedste australsk manér blev sidste måltid en oz burger, en cheese burger, frites og sprite fra McDonalds. Vi var dog så avancerede, at vi indtog måltidet på en bænk på “strandpromenaden”.

Så taxi til lufthavnen med en meget “sjælden” taxichauffør. Han spillede klassisk musik og fløjtede lystigt i akkompagnement.

SQ222 leaving Sydney – lettere forsinket. Først var der en passager, som havde glemt et eller andet, så døren måtte genåbnes og gaten køres frem påny, og dernæst havde kaptajnen “et lille problem med en af motorerne” – “men det tager kun 5 minutter”, så lidt mumlen og “radiosnak”, hvorefter han skyndte sig at afslutte med “Tak fordi De valgte Singapore Airlines”. Ret betryggende !

7:13 timer til Singapore – blot 6.298 KM – og så er man ikke en gang halvvejs – nej, der er sgu godt nok langt mellem København og Sydney.

Endnu en gang valgte fruen midtersædet, så hun fik en fyr på begge sider, og endnu en gang lagde fyren ved siden af sig til at sove. Men sovende mennesker har det med at fylde noget mere, mente fruen, så der var nogen uro undervejs, mens jeg forsøgte at koncentrere mig om Casablanca med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman.

Teo Oiao Yan (fint efternavn – jeg er sikker på, at det udtales Jan) var min søde “private” stewardesse, og jeg spottede, at hvis man bestilte Bloddy Mary, så skulle hun helt ned på knæ. Bloddy Mary – ja, så blev det jo australsk lidt endnu.

Normalt synes jeg, at airconditioneringen på sådan en Jumbo-jet er udmærket, men her blev det godt nok overmandet af en storlumrende gut eller gutinde. Det var godt nok belastende, men vi kunne ikke udpege synderen. Så var han/hun sgu blevet vist ud.

Vi ankom til Singapore kl. 22:00 Singapore tid – 01:00 Sydney tid. Vigtigste opgave var at få genopladet batterierne – altså dem på min ThinkPad, men ak, fruens tålmådighed ophørte efter kun ½ time, hvilket kun – da jeg jo ivrigt brugte computeren samtidig – medførte opladning til 1 times brug. Men så fik jeg i øvrigt også “hul igennem” på min trådløse internetaccess. Oh, what a feeling. Jeg måtte straks skrive til IT-chefen – var jeg ikke bare dygtig ?

Et par hastige sms’er til Rasmus og Tina. Jo, nu kommer vi altså hjem. Vi mangler lige en lille flyvetur, så kommer vi smågrinende ud gennem tolden i ankomsthallen. Ja, billedet stod knivskarpt på nethinden. Mon det blev til en lille tåre ? – hold kæft, hvor bliver man sentimental på ens gamle dage. Man skulle tro vi havde været væk en hel måned.

04.01.2005

00:00 Ja, vi er altså nu Singapore tid. Nu efterhånden forvirret, men på et vist internationalt plan. 03:00 Sydney-tid – er der noget sige til, at man er træt. 17:00 Dansk tid – far passer Rasmus, mens mor er på arbejdet. Lige fået et sms fra Tina. Hun henter os i lufthavnen og holder dagen fri. What a girl.

SQ 352 departing 01:00 Singapore tid. Afstand til København lige knap 10.000 KM, men nu vil kaptajnen have 12 ½ time til at flyve hjem, en halv time mere end ud. OK, det går jo også opad. Fruen får yderpladsen – hun skal jo tisse 5 gange i løbet af natten. Jeg får mig en 7 timers søvn – så (u)behagelig, som den nu kan være siddende i en Boing 777. Og selvfølgelig drømmer jeg om en vellykket nødlanding in the middle of nowhere, hvor mor ringer og spørger om vi var ombord på det fly, hun i TV havde hørt om, var styrtet ned. Ja, midt inde i Tibet er der altså GSM-dækning. Nej, jeg er stadig ikke bange for at flyve.

Video on demand et lidt af et hit. Endelig er man fri for at sidde og glo på en død syg romance, men kan egenhændigt vælge mellem action, drama, thriller eller romance. ‘We don’t live here anymore’ var for kedelig, mente fruen, hvorimod ‘Wimbledon’ var “sød” – “jeg fik en klump i halsen” – og helten vandt selvfølgelig til sidst. Jeg hyggede mig med ‘Runaway Jury’ med John Cusack, Gene Hackman og Dustin Hoffman (selv om jeg for ikke så forfærdelig længe siden havde set den på TV).

Vi havde heldigvis efterladt pruttekarl(a) i Singapore, så for det meste var luften af rimelig kvalitet. Jeg undrer mig dog (igen) over, hvorfor det skal være så pissekoldt, at man skal sidde med tæpper op over ørerne, for ikke at få lungebetændelse.

Og så kom det endelig i højtaleren : “Hej, det er kaptajnen. Vi nærmer os nu København. Vejret er overskyet, det regner, temperaturen er 7 grader.” Og her havde vi ventet at komme hjem til et snedækket land, hvor isbjørnene går rundt i gaderne. En sidste “Tiger” (udmærket øl fra Singapore) og update på computeren – batteriniveauet nu faretruende nede på 8 %. Fruen fik lige en billed-opfrisker af Rasmus – vi var klar.

Det var Rasmus – og Tina og Bo – også. Var han bare lige glad for at se os ? Ja, det var han. Var vi bare glad for at se ham ? JA, det var vi. Og vi var rigtig glade for sådan at blive hentet.

Hjem til veldækket morgenbord – spegepølse og leverpostej.

Turen Down Under var slut – vi var tilbage på Bregnevej. Tilbage med dagbog, billeder og minder fra en kanonstor, dejlig oplevelse. Vi fik daset, oplevet og oset. Vi oplevede natur, fredede nationalparker (både over og under havets overflade), mennesker og storbyer. Vi har været langt væk fra debet og kredit – rigtigt langt væk. En super dejlig “sommer”ferie – batterierne skulle være ladet op.

 

 

Og så får du lige alle billederne her igen ?

021
« 1 af 196 »