1996 Sankt Anton, Østrig

Kære Christopher

Nu nærmer skituren sig !

Alle bookinger er nu bekræftet, så nu kan du rigtigt begynde at glæde dig til vores første “drenge-skitur”.

Turen starter fra Københavns Hovedbanegård fredag den 5. januar 1996 kl. 19.05. Jeg vil selvfølgelig gerne hente dig i Solrød, men måske synes din mor og far, at det ville være hyggeligt at vinke farvel på hovedbanegården, så skal vi ikke bare aftale, at vi mødes “under uret” kl. 18.00. Så kan vi snolde lidt og spise en McBacon hos McDonald’s.

Toget kører som nævnt kl. 19.05, og jeg har bestilt en sovekupe til os to alene. Når vi starter skulle kupeen være indrettet med nogle sæder, men senere kommer der en og redder vores senge. Vi skal køre i tog i rigtig mange timer, så husk lige nogle spil og lidt at læse i.

Vi gider ikke lave lektier fredag aften, men da vi som sagt skal køre ret meget i tog, og jo også har en ligeså lang hjemtur, synes jeg det ville være fornuftigt om du havde dansk- og matematikbøger med. Så skal vi nok få lært ligeså meget som hvis du havde været i skole de 3 – 4 dage.

Efter et par timers togtur kommer vi så til færgen Rødby – Puttgarden. På færgen kan vi så snolde tax-free og få et stykke “godnat-mad”. For herefter er det bare i seng og sove, mens toget buldrer sydpå mod Østrig. Vi kommer til München, som ligger i Sydtyskland kl. 9.21 (altså næste formiddag), men vi skal heldigvis ikke skifte, for vores tog kører videre ind i Østrig og helt til Innsbruck. Her er vi kl. 11.36, og skal så skifte til et andet tog, som kører os direkte til St. Anton, hvor vi vist er ca. kl. 14.00. Jeg har ikke helt tjek på hvor hotellet ligger i forhold til stationen, men det må en taxi kunne finde ud af for et par østrigske schillings.

Mon ikke vi lige kan nå at smide bagagen af på hotellet, og så bare prøve 2 – 3 ture; bare sådan for lige at “smage” sneen.

Ellers må vi jo bruge lørdagen til at blive indlogeret på Hotel Alte Post. I brochuren skriver de om hotellet: “Hotel Alte Post ligger perfekt midt i St. Anton med mindre end 5 min. gang til hovedliften. Hotellet er af meget høj kvalitet med værelser holdt i ægte Tyrolerstil, men med alle moderne bekvemmeligheder, såsom farve-tv, radio, telefon, minibar og “safe”. Hotellet har endvidere egen sauna, fitness-center, solarium, boblebad og bordtennis. Alte Post’s hyggelige “Gaststube” er det naturlige mødested for skientuiaster fra hele verden. Hotellet har endvidere egen parkerings-plads. For de gæster som vælger halvpension venter en stor gastronomisk oplevelse med en 4-retters menu hver aften, samt gratis eftermiddagsbuffet når man kommer hjem fra skiløbet.”

Det lyder vel rimeligt til os to, ik’ ? Jeg har ikke adressen eller telefonnummeret på hotellet, men det skal jeg nok senere give til din far.

Vi kan så hygge lidt med spil eller læsning, inden vi går i seng for at blive rigtig udhvilet til søndagens ski-udfordringer. Tænk dig, vi har så hele søndagen, hele mandagen og hele tirsdagen, hvor vi kan vise alle de andre ski-bumser, hvordan Tumba “styrer” pisterne. Jeg kan fortælle dig, at der er 82 Km. blå og 108 Km. røde pister, og når vi har løbet dem, kan vi så tage de 70 Km. sorte. St. Anton-skiområdet har 88 lifter, og pisterne går oppe fra 2.811 meters højde ned til byen, som ligger i 1.200 meter. PS – husk din styrthjelm – området “frister” til styrtløb, og for børn under 12 er det “forbudt” at løbe styrtløb uden hjelm.

Oppe i terrænet er der en masse små hyggelige hytter, hvor vi kan få varm chokolade og forskellige pulimut-retter. Der er formentlig også nogle liggestole, så vi kan slappe lidt af indimellem piste-erobringerne og kigge på alle de flotte skidragter.

Efter således tre hele dagen på ski – mon ikke vi er blevet godt trætte i benene – bliver det så onsdag, og vi må begynde at tænke på at rejse hjem igen. Er vi helt vilde – og det er vi vel – må vi lige afslutte med et par “promenade-ture” onsdag formiddag, men ellers er det til stationen, hvor vi skal køre fra klokken 13.37 mod Innsbruck.

Hjemturen er lidt mere besværlig, for udover at skifte i lnnsbruck, skal vi også skifte i München. Her får vi så igen en sovekupé bare til os to alene. Ca. 1.300 Km.’s togtur bringer os tilbage til Københavns Hovedbanegård, hvor vi efter planen ankommer kl. 9.30 torsdag formiddag.

Mon ikke far og/eller mor har savnet dig bare en lille smule og kommer ind og henter dig på hovedbanegården ? Desværre bliver jeg nok nød til at smutte på arbejdet, så det bliver “farvel og på gensyn” på hovedbanegården. Ja, jeg regner også med at Anette har savnet mig, så jeg håber hun henter mig derinde.

Det var så lidt om turen. Du kan tro jeg glæder mig.

Mange kærlige hilsener

>PS Hils mor og far og sig tak for at jeg må “låne” dig sådan næsten en hel uge. Det er bare sødt af dem.

Min historie

Kære Christopher

Tilbage ved skrivebordet – ved computeren – dukker minderne om vores første “drenge-skitur” nu frem. Jeg har nemlig fået fremkaldt billederne fra turen, og selvfølgelig har jeg fået lavet en sæt til dig.

Det er naturligvis ikke alt jeg kan huske, og det er ej heller alt vi fik fotograferet, men nu får du et par af mine minder, og så håber jeg du selv har en masse billeder i dit indre jeg.

Her får du så min “historie” :

Fredag, den 5. januar 1996 

Ready to go !

Ja, hvor kunne vi starte bedre end på McDonald. Jeg havde jo lovet dig en bacon-burger, men det var jo ikke ligefrem den store appetit du udviste – havde du lidt sommerfugle i maven ?

“Er det virkelig rigtigt vi skal på skitur, Jan”, spurgte du flere gange.

Du havde fået lejet dine ynglingski – Rossignol – og rygsækken var pakket. Sej oppakning, og så med styrthjelmen monteret udenpå rygsækken.

Jeg tror også mor og far var noget spændte. OK, de smilte, men hvad mon de tænkte ? De to på tur sammen – det går aldrig godt ?

Men vi var blare helt klar – tommefingeren i top – hvem sagde Tumba og Tumba ?

Sarah og Philip havde fulgt dig til Hovedbanegården, og de skulle på weekend hos Lone og Preben – goodbye !

Vi mødtes præcist – det vil sige, vi var der vist begge lidt for tidligt, men første opgave var da heller ikke uden problemer.

Vi skulle havde dine Rossignol-ski ned i min skipose. De kunne faktisk ikke være der, men tilsidst lykkedes det alligevel – vi måtte så håbe, at skiposen kunne kiare turen; det så noget faretruende ud med stave og bindinger, der så ud som om de ville bryde gennem stoffet hvert ojeblik det skulle være.

Der blev handlet vildt ind – far matte have dankortet frem – og så var der McDonald-menu til alle. Din bacon-burger blev byttet ud med en Quarter Pounder, men det var ikke ligefrem appetitten, der var mest fremtrædende. Jeg var mere sulten, så udover min egen bacon-burger spiste jeg en stor del of din burger.

Far havde forresten inviteret mor ud at spise, nu hvor de skulle være alene. Men jeg tror nu ikke mor havde forestillet sig, at restauranten hed McDonald’s.

Vi måtte jo lige proviantere, sa vi fandt en slikbutik. Det tog sin tid, for inde i forretningen var der to unge gutter, som hver skulle kobe en kæmpe Toblerone. Ja de var kæmpe store – ca. 1 meter lange. Vi fik så snoldet lidt – det skulle jo bare holde til vi nåede færgen. For her kunne vi jo købe taxfree.

Endelig måtte vi lige på toilettet – så var vi altså bare rejseklare.

Sovevogn – hva’be’har Vi havde vores egen kupé sådan bare helt for os selv. Overkøjen var allerede redt op, mens der var tre brede sæder forneden, hvor vi kunne flyde ud ind til vi skulle i seng.

Anette, mor og far var med oppe i sovevognen. De var vist alle parate til at tage med.

Bagagen blev sat på plads, og kupen inspiceret til mindste detalje.

Første “ulykke” var såmen ved at ske inden vi tog afsted, for ovenover døren, sådan lige ved stigen til overkøjen, ja der sad et håndtag, som havde havde overskriften “Nødbremse”. Jeg forklarede hvad dette håndtag blev brugt til, og hvad der skete hvis man trak i “for sjov”.

Heldigvis fik du ikke trukket så hårdt, og resten af turen havde du næsten mareridt over det håndtag.

Tålmodigheden var ved at slippe op – hvornår kører det tog så ?

Jakkerne blev smidt – var vi bare seje i vores Fleece-trøjer. Og så var der airconditioning, det vil sige, den virkede ikke mens toget holdt stille, og det var lidt snyd, at vi ikke kunne åbne vinduerne, for vi ville jo gerne snakke lidt med mor og far, og høre om hvor heldige de synes vi var – at bare de kunne komme med.

Omvendt slap vi jo så for en masse formaninger – pas nu på dit og pas nu på dat. Selvfølgelig skulle vi nok passe på det hele. Vi skulle jo bare på skitur og det der med “at se på skidragter”, det var vist bare noget værre sludder.

Tiden sneglede sig afsted, så vi havde tid til en sidste gang at stille op for fotografen.
St. Anton here we comes !

Og så skulle der kysses og krammes ! Farvel, farvel, god tur, pas nu på jer selv.

Vi satte os tilbage i kupéen, åbnede en cola og en Faxe Fad, pakkede slikket ud på bordet, og gjorde Game Boy’en klar.

Ekstra batterier – naturligvis – du skulle jo nødig “gå i sort”.

Vi tjekkede lige en sidste gang det vigtigste af baggagen :

  • Penge – kreditkort
  • Pas
  • Billetter

Og rygsækkens indhold af spil blev gået igennem – jo mon ikke vi havde husket det hele.

Ellers kunne det så også være lige meget nu – for nu ventede vi altså bare på at komme afsted.

Klokken blev så endelig 19.05 – og ret præcist begyndte togvognen at bevæge sig.

Vi vinkede, og vi vinkede ! – Og traditionen tro (ja, sådan gør man altså når man tager afsked på Hovedbanegården) løb mor og far efter togvognen, mens de vinkede. Lidt morsomt, for de kunne selvfølgelig ikke følge med.

Om det nu var på grund af burger, slik eller almindelig spænding over vores netop påbegyndte drenge-skitur ved jeg ikke, men vi havde altså dårligt nok forladt Københavns Hovedbanegård før du startede din helt private pruttekonkurrence. Jeg ville naturligvis ikke stå tilbage, men hverken i antal eller i duft kunne jeg følge med.

Første strækning gik fra København til Rødby, hvor vi skulle med færgen til Puttgarden i Tyskland. Trods turen til Rødby kun tog et par timer nåede vi at få en lille forsmag på, at togrejsen ville være meget I a n g, men vi havde dog trods alt færgeoverfarten at glæde os til. Her skulle vi snolde, og så have lidt aftensmad.

Vi trillede ombord “Deuchland”, sikrede os tegnebøgerne, og efter et par forgæves forsøg på at komme op med en elevator fandt vi endelig en trappe, der førte direkte op til parfumeriet. “Jan, du skal have en gave” – utålmodigt hev du mig ind i forretningen, d.v.s. vi måtte lige vente et par minutter, for færgen skulle først sejle, inden de måtte begynde at sælge toldfrie varer. Du var klar til at købe hele butikken til mig, men vi fandt dog hurtigt ud af, at den bedste gave var en deodorant – eller parfume, som du kaldte det. Hvilket bedre mærke end “Harley Davidson” kunne man vælge ? Vi fik en duftprøve på hånden – jo, det var altså bare sejt.

Det stormede vist nok udenfor, for båden gyngede i hvert fald, så indkøbene i Tagfred blev foretaget i raskt tempo. Det forhindrede dog os ikke i at købe “4 kilo slik”, 6 dåseøl og 4 cola – selvom vi godt vidste, at det kunne blive svært at få plads til at dette i vores bagage. Aftensmaden var noget speciel – du fik cornflakes !

Vi kom til Puttgarden – nu var det altså bare rigtigt – vi var på vej på skitur. Godnat mor – godnat far – godnat Anette – mobiltelefonen kaldte Solrød og Gentofte. Vi var trætte efter en lang dags overspændthed.

6. januar 1996

Billedet på ovenfor fra tidligt om morgenen den 6. januar. Hvis du er i tvivl så kig lidt på dine øjne – du sov vist stadigvæk, mens vi nærmede os München.

Du fortalte mig mange gange, at du flere gange havde drømt om, at det altså bare ikke var rigtigt, at vi skulle på skitur, og jeg fik “tusind” kys og kram. Jo, du var rigtig i hophumør, og det varmede naturligvis mit hjerte. “Tak Jan, fordi du tager mig med på skitur”, sagde du “50” gange – dejligt som du viste, at du bare var super-glad.

Første del af vores togrejse nærmere sig afslutningen. Efter morgenmaden, lidt skyndsomt vand i hovedet, men naturligvis børstet tænder samt morgentoilette fik vi så din seng (den nederste) redt, og der blev plads til Gameboy, slik og cola.

Vi fik testet magnetismen i brikkerne til dit medbragte ludo, og hen på formiddagen fik jeg endelig “lov” til at nyde en Faxe Fad.

Vi nærmede os Østrig – og heldigvis kunne vi efterhånden skimte lidt sne i højderne. Jo, nu var vi skam rigtigt på vej !

I god tid – vi skulle jo nødigt “glemme” at stå af i Innsbruck – fik vi samlet vores ting sammen, og en kort stund havde vi helt glemt, at vi skulle vente over en time i Innsbruck inden vi kunne komme med en nyt tog det sidste stykke til St. Anton.

Vi nærmest “væltede” ud af toget – sådan en rygsæk giver altså hurtigt lidt ubalance. Heldigvis holdt toget på perron 1, så vi gik lige ind i ankomst/afgangshallen. Mon ikke vi vakte lidt opsigt – jeg mener med alt det bagage !

Vi så os omkring – ikke ligefrem Københavns Hovedbanegård – men der var dog trods alt en kiosk, – og så en kakao-maskine.
Nu er det jo altså sin sag med en “20 kg’s rygsæk”, wienerbasse og varm chokolade, så det var jo næsten givet, at første egenlige “ulykke” måtte blive spildt chokolade på jakke, cowboybukser og rygsæk.
Pludselig øjnede vi chanchen for en ekstra time på ski, for på perron 3 kørte Skiløberen fra København ind med 70 minutters forsinkelse. Et stoppet toilet havde forhindret en planmæssig afvikling af køreplanen, så et øjeblik troede vi på, at vi kunne komme til St. Anton en time tidligere en forventet. Men ak, vi kom ikke tættere end døren til togvognen, så fik vi skuffende at vide, at alle pladser var besat, og vi måtte pænt vente til vores “eget” tog skulle afgå.

Vi forsøgte på forskellig måde at “slå tiden ihjel”, og på et tidspunkt fandt vi det udfordrende at gå op af den rulletrappe – der kørte ned !

Selvfølgelig er det blot et spørgsmål om at gå / løbe hurtigt nok, men uheldet måtte jo indtræffe – og heldigvis var det mig det gik værst ud over. Lige inden vi nåede helt op faldt vi begge. Du “kastede” dig det sidste stykke op på perronen, men da jeg “kastede” mig, var det for blot at lade på en nys udsprunget rulletrappetrin – med det resultat, at jeg “smadrede” mit venstre knæ.

Nu har jeg får et par år siden beskadiget mit venstre knæ – jeg tror knæskalden er flækket – så i løbet af den næste time kom det bare til at se helt spøjs ud ! En stor bule piblede frem, og det gjorde bare pokkers ondt.

Næste rulletrappe skulle “naturligvis” besejres på samme vis, det vil sige, at jeg frivilligt trak mig fra “kampen”, men du var stædig, og knoklede som en gal op af den meget lange rulletrappe mod afgangshallen. Naturligvis gik det galt, og du faldt lige inden du var helt oppe. “Træk fingrene til dig”, skreg jeg (nærmest hysterisk), da jeg så du med hænderne forsøgte at komme op igen. Jeg tror du blev noget forskrækket over mit “nødråb”, i hvert fald kørte du nu hele vejen ned igen, og brugte så trappen til at komme op til mig.

Langt om længe kom så toget der skulle køre os det sidste stykke fra Innsbruck til St. Anton.

Vi fik mødt en flink dansker på vej til Schweiz med sin kæreste, en hysterisk “dame”, der mente vores bagage fyldte for meget, og en “indfødt”, der absolut ikke kunne acceptere, at vi faktisk havde reserveret netop det sæde han “flød ud” på. Men der skulle mere til at ødelægge vores humør – for nu var det altså kun et spørgsmål om ganske kort tid – så ville vi være i St. Anton.

Også denne gang gjorde vi os klar i god tid, og da vognen endelig holdt stille på perronen, kastede vi bagagen ud – tænk sig, hvis vi ikke nåede at stå af !

Jeg havde nævnt, at min partner Peter havde været i St. Anton den forløbne uge, og at han måske først skulle afsted samtidig med at vi kom. Men at han, hans datter Otilia og hans kone Yvonne ligesom kom os i møde på perronen og straks hjalp os med at bære bagagen, ja det var jo næsten for godt til at være sandt.

Som en indfødt viste Peter vej til hotellet – ok, det var ikke så svært, for hotellet var jo stort set nabo til stationen.

Nu skulle vi jo altså ikke bare stå der og snakke. Checkin på hotellet, op på værelset og skifte til skidress, og så ud på løjperne – ja, der var ikke et minut at forspilde.

Da Peter og familie ikke var til sinds at stå mere på ski den dag (de var jo næsten allerede på vej hjem), ja så havde vi jo egentlig ikke mere at snakke med dem om. Gode råd om hvor der var sne, og hvor der var gode afterski-steder fløj gennem luften, men jeg tror ikke vi hørte meget efter. Vi skulle nok selv finde ud af det – goodbye, kom godt hjem.

Under perronerne gik en tunnel, som førte os direkte over til “foden” af skiområdet. Det kunne faktisk ikke være bedre – mindre end 1/2 time efter vi var stået af toget stod vi nu klar – vi manglede blot to styk liftkort.

Jeg blev i tunnelen tilbudt et “brugt” gældende resten af dagen, mens vi måtte spilde op til 10 minutter på at få købt et dagskort til dig. Og så var vi der – altså i en 4-personers stolelift på vej op ad Gampen (1.850 meter). Neden under os var der sne – dejlig hvid sne – og vi begyndte at indsnuse den intense atmosfære, der prægede området. Drømte vi – eller var vi vågne – støvlerne var spændt, skiene strittede lige ud i luften – jo inden for 5 minutter ville vi “tonse” ned af bjergsiden. Helt glemt var de seneste 20 timers rejse.

Vi “tillod” os selv to pauser. Den første prøvede vi virkeligt at være “sociale”, idet vi ville vinke farvel til Peter og familie, men da de ikke stod på perronen (om det nu var fordi de var kørt, eller først skulle køre 10 minutter senere, fandt vi aldrig ud af) hastede vi tilbage til liften. Den næste – efter at have tilbagelagt mindst 15 km i styrtløbstempo – blev midt på pist 41, på en bar/restaurant, der senere skulle vise sig at blive vores “stamværtshus”. Her fik vi så varm chokolade med flødeskum – og rom.

Pisterne var svære, for midt i at man synes alting gik stille og fredeligt, ja så ændrede pisten sig fra lyseblå til dybsort, for slet ikke at nævne, at det ind i mellem var så som så med sne. Men sålænge vi ikke skulle bremse alt for kraftigt, ja så var det jo ikke så væsentligt om underlaget var sne eller is.

Vi spejdede over mod Valluga-bjerget, men måtte konstatere, at den eneste måde at “bestige” det bjerg på var med en kæmpe gondol, der “svævede frit” mellem bjergtopperne Valluga (2.811 m) og Galzig (2.185 m). Det var altså bare ikke lige noget for os.

Vi fik “smagt” sneen et par gange, men der var jo ingen “kære mor”. Det her var for “de hårde drenge”, så fik man sig en ufrivillig rutchetur, ja, så var der jo ikke andet at gøre end at børste sneen af, samle sig selv og skiene sammen igen, og så drøne videre nedad. Vi “lukkede” pisterne kl. 16.30 og så var tiden inde til at “undersøge” vores hotel.

Vi fandt baren, spisesalen, boblebadet og saunaen, men motionsrummet med bordtennis var ikke sådan umiddelbart at finde. Vi følte os “lidt brugte”, så tilbage på værelset fik vi “knappet” en cola og en Faxe Fad op, og imens du nød tilværelsen i karbadet fik jeg lagt vores tøj på plads på hylderne.

Det var et rigtigt dejligt stor værelse, med stor skabsgang, separat toilet og badeværelse, farve-TV og minibar. Jo, Tumba og Tumba undte sig selv lidt luksus.

Vi tog en ren rullekravebluse på – naturligvis først efter, at vi havde sprøjtet os godt til med Harley Davidson. Hvem sagde “ski-bumser” ?

Som om vi ikke havde fået motion nok, søgte vi hjælp i receptionen efter motionsrummet, og den venlige receptionist viste os ned i kælderen. Jeg tror ikke rummet var blevet brugt tidligere på sæsonen, for luften var noget “gammel”, men vi fik da os en 1/2 times bordtennis, inden vi “indtog” baren, og skyllede en stor cola/øl ned. Vi var nu klar til en 4 retters menu, hvor forretten var en kæmpe ta’selv-bord, mellemretten suppe, hovedretten en slags bøf, og desserten iskage.

Vi fik os en glædelig overraskelse, da servitricen på skandinavisk tiltalte os – jo, nu havde vi skam vores egen private servitrice – Sofia.

Klokken 20.45 var vi “færdige” og sengeklare, og selv om vi havde tiltænkt at se Eurosport “hele aftenen”, tror jeg ikke der gik et kvarter førend vi nærmest besvimede.

7. januar 1996

Søndag morgen. Ja, jeg havde meget tydeligt fortalt dig inden vi sov lørdag aften, at søndag morgen ville jeg altså sove længe. Under ingen omstændigheder ville jeg stå op før klokken 8.30.
Hvornår du vågnede ved jeg ikke præcis, men jeg forstod på dig, da du præcis klokken 8.30 (på vores clockradio ved sengen) vækkede mig, at du havde været vågen længe, men at du havde fordrevet tiden med Gameboy og så dagdrømmeri om dagens skiture.
Efter din opfattelse var det nærmest ligegyldigt med morgenmad, men heldigvis foregik det som ta’selv, så der var ingen unødig ventetid på servitricen. Efter at vi begge havde fået en stor portion Guldkorn, lykkedes det mig at få en halv kop the inden din tålmodighed var opbrugt.

OK, nu var vi jo ikke taget til St. Anton for at sidde på restaurant, så ned i skikælderen og på med udstyret.

Jeg følte det stort set som om jeg lige var stået op, da jeg fandt mig selv glidende det sidste stykke hen mod stoleliften.

“Danke”, sagde du på flydende tysk, da en af mændene ved liften gav dig et venligt løft op på stolen. Jeg fik noget forbløffet fremstammet “Thank you”, men du protesterede vildt. “Du behøver ikke at sige noget, når jeg har sagt tak”, sagde du, “og så er det i øvrigt fjollet at du taler engelsk, når jeg taler tysk. De tror jo du er englænder og jeg er tysker !”

Jo, humøret var skam i top, og foran os havde vi nu en helt dag, hvor pisterne skulle “besejres”. Solen skinnede – pisterne var blevet præpareret i løbet af natten – wunderbar !

Jeg undrede mig lidt over, at du synes det var bedre at køre i en 4-personers stolelift os to alene. Men efterhånden fandt jeg ud af forklaringen. Når vi kørte alene talte du som et “vandfald”, mens du forholdt dig stille, når vi var 3 eller 4 i stolen. I starten gjorde vi “krumspring” for at komme alene afsted i stolen, men i løbet af dagen “snød” jeg nogle gange – jeg måtte have lidt hvile i øregangene.

Vi tog op på Galzig (2.185 m) og nød pist rød 2, efterfulgt af blå 2, helt ned til St. Anton.

Det var lidt småkoldt, men den indre varme, ophedet af pumpende adrenalin i blodet, fik sveden til at springe frem på panden. Jo, der blev løbet slalom og ind i mellem styrtløb.

“Kommer vi deroppe fra ?”, spurgte du efter et storslalomsløb i opvisningsstil.

Ind i mellem virkede det som om de andre på pisterne “stod stille”. Og det var altså bare smadder irriterende, når en af skiklasserne fyldte op på pisterne. Helt forfærdeligt var det når vi måtte sænke farten på grund af “langsomtkørende”, sådan lige før en af disse “transportveje” mellem de egentlige pister. For disse “veje” gik nogen gange opad, og så skulle vi stave – uf ! “Er vi på langrend-tur ?”

Fra Galzig (2.185 m) gik blå 8 ned til St. Christoph (1.800 m). Vi var blevet anbefalet turen, og pisten var faktisk også helt perfekt. Der var ikke så mange der løb på den, så sneen var bedre end flere af de øvrige pister ned mod St. Anton.

Og så var det jo lidt sjovt, at byen hed St. Christoph !

“Du løber forrest, og du skal holde mange pauser !”, stønnede du. Jeg var lidt stolt over, at du trods alt blev lidt træt i benene. Det var vist godt, at vi begge havde trænet benbøjninger siden jul.

Ind i mellem kikkede jeg lidt bagud, og hver gang så jeg dig dybt koncentreret i helt præcist at følge mit spor. Vi fik ikke de bedste stilkarakterer, men nu er der jo ikke nogen der giver point efter det kunstneriske indtryk i styrtløb.

Men på de blå pister gik vi over til slalom, og stilen blev lidt flottere.

Du havde det store smil fremme hele dagen, også selv om du et par få gange fik hovedet nederst – og skiene øverst.

Det var efterhånden blevet noget overskyet, men hvad, vi var jo ikke taget til St. Anton for at slikke solskin. “Godt mor og Anette ikke er med”, sagde du flere gange. Og vi blev rørende enige om, at St. Anton ikke var til bløde knæ og blege kinder.

“Hvad synes du er smartest, skidragt eller to-delt ?”, spurgte du om (50 gange). “Skidragt til styrtløb og to-delt til after-skiing”, svarede jeg (næsten lige så mange gange).

“Hvilke ski synes du er bedst ?”, spurgte du om, men mit svar var egentlig ligegyldigt, du havde selv svaret “Rossignol”.

Et enkelt styrt tog pusten fra dig. Og en enkelt tåre måtte frem. Men du imponerede mig, for selv om du havde taget et megastyrt, og var landet på et meget hårdt underlag (ren is), ja så tog det dig kun 20 sekunder at få smilet tilbage på læberne, og mens du bandede som “en tyrker”, rystede du sneen ud af styrthjelmen, fjernede selv sne og is fra øre, næse og mund, og sluttelig fik brillerne en pudsetur.

Ingen grund til at afklæde sig styrthjelm og solbriller, blot for at spise en bolle.

Flere af de nødvendige tissepauser blev klare midt på pisterne.

Søndag aften blev lidt af en udfordring. Efter en helt perfekt skidag, hvor vi havde nydt skiløb, solskin, sneklædte bjerge og hinandens samvær, blev der nu disket op med en 5-retters søndags-menu. Allerhelst ville nok begge to hellere have haft en bacon-burger-menu med en stor cola, men fint skulle det være (altså synes hotellet), og det virkede som om, at de synes det var finere, jo længere man ventede på mad og drikkevarer. Vores “private” servitrice – Sofia – havde friaften, og overtjeneren (han virkede i hvert fald som om han var “over” de andre) talte hele tiden meget høfligt til os – men burger så vi ikke noget til.

Serveringshastigheden passede aldeles ikke dit temperament, og maden var ikke en typisk McDonald-opskrift. Så efter en halv bolle mente du middagen var slut, og jeg skal da gerne indrømme, at det alene var min “voksen-høflighed”, der fik mig til at indtage 2 af de 5 retter, inden jeg sluttede mig til dit selskab på værelset. Vi blev enige om, at man godt kunne springe et enkelt måltid over, og lovede så hinanden at indtage et større morgenmåltid mandag morgen.

Hånd i hånd faldt vi i søvn, men jeg tror du fortsatte skiløbet, for i løbet af natten lykkedes det dig at snurre hele vejen rundt i sengen, og ind i mellem kommenterede du højlydt både dit eget og andres skiløb. Heldigvis var sengen godt bred.

8. januar 1996

Vi havde aftalt, at vi skulle prøve den helt specielle “Standseilbahn” – bare en enkelt gang. Den kørte parallelt med den 4-personers stolelift, og reelt kørte den lidt hurtigere en stoleliften. Men vi fandt så ud af, at ventetiden var meget lang inden den blev fyldt, og dermed kørte var “urimelig” langsom. Nuvel vi fik prøvet den, første, sidste og eneste gang.

Gampen (1.850 m) – St. Anton (1.304 m) var nu blevet helt hjemmebane, og mixet mellem blå 44 / 41 og rød 42 fik os gang på gang til at “vende hjem”.

Lille-Tumba og Store-Tumba “styrede” Gampen (1.850 m), og enkelte troede de så genfærd, når de siddende i den udendørs bar så os med mindre end 10 minutters mellemrum.

Herudover skiftede vi mellem Kapall (2.326 m) og Galzig (2.185 m), og selvfølgelig skulle vi også prøve Schnidler Spitze (2.650 m). Jeg lurede naturligvis lidt da der ved indgangen til stoleliften stod “Kun for vel-øvede”, men der var faktisk ingen rigtig vej tilbage, og vi var vel “veløvede”.

Der er koldt på toppen – meget koldt. Og det gik altså bare stejlt ned ! Hvornår de i St. Anton-området kunne tænkes at bruge den sorte farve på pist-betegnelsen ved jeg ikke, men rød 13 ned til Umer Hütte (2.279 m) synes jeg godtnok var noget af en udfordring.

Nuvel, desto sværere pisten var, desto mere koncentrerede vi os, og de største “Fedtmule-styrt” skete altid på blå pister.

En sjælden gang holdt vi pause – og kunne så nyde lidt af den meget smukke natur.

Som nævnt skete de største styrt på de blå pister.

På vores “favorit-pist” – blå 41 / rød 42 lavede jeg dagens “stunt”, da jeg kørte midt i mellem 4 personer, der stod stille og roligt og snakkede, udråbende “åh, åh, åh, pas på”, mistede begge mine stave, inden jeg fik genetableret balance og stoppet op.

I næste nedløb på samme pist lavede jeg dagens “Tumba-styrt”, som med dette styrt blev omdøbt til “Fedtmule-styrt”. Jeg lignede fuldstændig Fedtmule på glatis, da jeg med næsen forrest – og nederst – kurrede 20 – 30 meter ned af pisten mod vores stamværthus. Du var noget hoverende, da du umiddelbart efter kom løbende i fin stil med mine stave, og jeg blev da allernådigst bevilget en “kop varm chokolade med rom – pause”.

Det med pauser var ikke din store passion. At jeg absolut skulle have kolde øl eller varm chokolade sådan hver anden time, var jo det rene tidsspilde. Så frokost den dag blev ganske stille forbigået !

Vi var over skyerne – og under skyerne – og det meste af tiden på “autoriserede” pister.

Men du kunne ikke stå for fristelsen til at prøve en pist, som godt nok var aftegnet på pist-kortet som blå 25, men som absolut ikke stod øverst på listen, når pistmaskinerne kørte om natten.

Godt på vej ned til byen Pettneu blev vi da også enige om, at dette meget vel kunne ende med en ufrivillig bustur tilbage til St. Anton, så der var ikke andet at gøre – altså hvis man nu er Tumba og Tumba – at lave vores helt egen private smutvej.

Da vi igen sad i stoleliften på vej op til Gampen (1.850 m) synes vi naturligvis at off-pist lige var sagen, men turen ned af blå 25 blev ikke gentaget.

Vi “slukkede og lukkede” efter os ca. klokken 16.15, hvorefter vi trætte, men super glade, vendte næsen hjemad. Af med skidresset og på med joggingdragt, og så op på 3. sal, hvor der var solarium, sauna og boblebad.

Vi var noget usikre på, hvorvidt man havde badebukser på i boblebadet, så generte som vi nu var, hoppede vi i boblebadet med badebukser på. Vi kunne godt se på det ægtepar der sad i rummet, at de vistnok ikke havde tøj på inden under håndklædet de havde viklet omkring sig, men det ville jo se lidt fjollet ud at tage badebukserne af midt i det hele. Først da vi gik i sauna tog vi badebukserne af, for det stod højt og tydeligt udenfor saunaen, at badetøj var forbudt !

Og det var som vi frygtede/håbede – fællessauna. Nuvel denne dag ikke den helt store oplevelse, for førnævnte ægtepar var ikke særligt “spændende”.

Du fik “boblet” en tur mere, mens jeg svedte ekstra i saunaen, og så smuttede vi tilbage på værelset. Du havde åbenbart ikke fået vand nok, for karbadet blev fyldt, og du hyggede dig gevaldigt.

Stemningen var høj da du endelig kom i tøjet, så der skulle optrædes for fotografen.

Og næsten alt var jo tilladt. Vi spiste næsten om kap fra slikdåsen, og minibaren var blevet angrebet – og tømt – for både cola og øl.

Telefonen kimede også flere gange – nu kunne de ikke engang vente til vi ringede for at sige godnat. OK, det var nu dejligt at tale med Sarah, Philip, mor og far, og fortælle om alle dagens sjove oplevelser. Var de bare lidt misundelige – nej meget !

Og så havde det jo været mandag – det vil sige en almindelig hverdag, hvor de andre havde været i skole ! Bare lidt irriterende at solen går ned og lifterne stopper om natten – hvorfor har de ikke lys på pisterne, så man også kan løbe om natten ?

Og når man er på ferie skal man også købe en ting med hjem. Til søskende og forældre – eller bare til sig selv. Vi gik på bytur, og i bedste Christopher-stil synes du ligeså godt du kunne købe den første og den bedste T-shirt, lommekniv eller glasfigur du løb ind i. Heldigvis styrede du/vi dig, for på vejen tilbage til hotellet fandt du “gaven til drengen, der har alt” – en Rossignol- skistøvle-taske. Jeg “overtalte” dig til at “sove på det”, men det gav dig næsten mareridt, og jeg måtte love, at vi gik ned i butikken straks tirsdag morgen – inden morgenmad.

Lidt bedre aftensmad – Lykken er ………….

 

Og så er det bare som om hele verden smiler til dig – og du smiler til verden.

Aftensmaden var en 4-ret-ters menu, og du spiste hovedret og dessert.

Jo, det var skam fremskridt, men det gjorde altså heller ikke aftenen dårligere, at Sofia igen var på arbejdet.

Vi pjattede lidt med at jeg skulle tage et billede af hende, og så skulle vi spørge hvad hun hed. Du blev helt god til at forstå svensk, og de andre gæster i restauranten kikkede med undrede blikke på os, når vi talte med Sofia.

Vi ville heller ikke tale med de andre servitricer eller overtjeneren, nej, Sofia skulle betjene os !

Gang på gang kom du ind på Rossignol-tasken, og inden vi gik op på vores værelse måtte vi tilbage til butikken for at se hvornår de åbnede tirsdag morgen. Klokken 8 åbnede de, men jeg fik dig da heldigvis overtalt til, at de sikkert havde en enkelt taske tilbage kl. 8.30.

9. januar 1996

Det sidste du snakkede om mandag aften var din Rossignol-taske, og det første der kom på dine læber tirsdag morgen var – ja, din Rossignol-taske.

Så inden morgenmaden gik vi ned til forretningen, og heldigvis havde de en enkelt taske tilbage.

Hermed kunne morgenmaden indtages i rimelig ro og orden – dog skulle vi naturligvis ikke sidde forlænge og dvæle over théen, for det var nu altså lidt irriterende, at andre allerede havde “ødelagt” pisterne inden vi kom.

En enkelt pause om formiddagen – med varm chokolade med flødeskum og rom – og så et “sidste-øjebliks-afværget-Tumba-styrt” – endnu en gang en mistet skistav.

Jeg havde bestemt mig til, at i dag ville jeg altså have frokost. Så ved en “fejl” kom vi helt op på Schindler Spitze (2.650 m), og efter en hård og udfordrende tur ned til Umer Hüitte (2.279 m), måtte jeg på toilettet. Jeg gik direkte fra toilettet hen til den udendørs servering og købte varm gullasch-suppe og en stor øl, og inden du nåede at beklage dig, var jeg i fuld gang med at indtage dagens frokost. Tidsspilde – mente du, men fandt dog ud af, at dels smagte gullasch-suppe ganske udmærket, dels var du nok noget sulten. Så kunne vi ikke lige drøne ned til vores stamværts-hus og købe en gang pommesfrites ?

Det skulle vise sig, at der gik næsten 1 1/2 time inden vi fandt vores stamværtshus. For efter Umer Hütte (2.279 m) kørte vi forkert, og med den fart vi havde på, opdagede jeg ca. 25 meter for sent, at rød 24 stoppede forenden af en t-lift. Du fik heldigvis stoppet op, og skraldgrinende spurgte du, om det virkeligt kunne være rigtigt, at vi skulle fortsætte den vej. Eneste vej tilbage var helt op med t-liften, lidt tilbage til stoleliften, der førte os helt op på Schindler Spitze (2.650 m), og så den rigtige vej ned forbi Galzig (2.185 m) til stamværtshuset, næsten nede ved St. Anton (1.304 m). Jo, det var en af de ture, der fik mælkesyren frem i lårbasserne.

Efter dette styrtløb foreslog jeg, at vi skulle køre lidt langsommere, og så forsøge at rette skiene ind parallelt med hinanden. Det skulle jeg aldrig have gjort ! For mig var det nu slut med at føre sig frem som Tumba ! Du rettede skiene ind, gik ekstra ned i knæ, pressede fødder og knæ ind mod hinanden, kiggede målrettet fremad og nedad i bakken – og f…’me om du ikke løb med parallel-ski hele vejen ned af blå 41 fra Garnpen (1.850 m) til St. Anton (1.304 m).

Inden vi kom helt ned satte jeg mig i sneen og kastede stavene hen mod dig. “Jeg er sur – jeg gider ikke mere”, surmulede jeg. Men det var bare for sjov – jeg syntes det var helt supert, at du løb så flot på ski. Og så glædede vi os til, at du kunne fortælle familien om din nye stil.

Vi kunne næsten ikke stoppe den dag, for nu havde du rigtig fået “blod på tanden”, og blå 41 blev gennemløbet adskillige gange inden du – efter et ufrivilligt stop mens vi sad i stoleliften – mente, at vi hellere måtte stoppe inden lifterne holdt op med at køre.

Stolte gik vi tilbage til hotellet, tog skitøjet af, og kørte med elevatoren op til 3. sal, hvor sauna og boblebad ventede. Denne gang med flere gæster; denne gang med yngre gæster (“lamseben”); og denne gang var vi ikke i tvivl. Alt ophold i og om-kring boblebad og sauna foregik splitter nøgen – drenge og piger – mænd og da-mer. Der blev startet for alle dyserne i boblebadet, og vi hyggede os rigtigt.

Tilbage på værelset sad vi så uden en trævl på kroppen i sofa og lænestol, med en kold cola/øl i hånden, TV tændt på Eurosport, hænderne i fast rutefart mellem slikskålen og munden, og ringede hjem til Danmark. Nu kunne livet vel stort set ikke forventes at blive dejligere.

Til ære for fotografen fik du et par underbukser på, og så kunne du dels demonstrere hvordan det så ud når jeg forlod de præparerede pister, dels hvordan man løber med parallel-ski. “Hvorfor kan du egentlig ikke det ?”, spurgte du irriterende 50 gange. “Jeg vil hjem”, surmulede jeg.

Nu var det jo vores sidste aften, så da vi inden vi gik i baren for at få vores “før middags-drink” stak hovedet ind i restauranten til Sofia, spurgte jeg hende, om du ikke kunne få en gang pommesfrites med en stegt bøf uden sovs eller andet tingel-tangel.

Det viste sig, at vores bekymringer var ubegrundede, for middagen tirsdag aften bestod af ta’selv bord, og “hammer-sulten” gik du i gang med et hjemmelavet mix af diverse kød, frugt og islagkage. Nuvel, når nu Sofia ligefrem spurgte om du ville have de bestilte pommesfrites, ja så kunne du vel ikke være bekendt at sige nej tak, så det blev tillige til en portion pommesfrites inden “festmiddagen” stoppede.

Tilbage på værelset “slog du mave”, og mens jeg begyndte at forberede morgendagens hjemtur, sad du i sengen og så fjernsyn. Det var noget med at vinde millioner, mens først efter at man gennemført en eller anden vild udfordring. Vinderen blev en (ret flot, ik’) stewardesse, der “fløj” i en redningsbåd.

Jeg fik sorteret tøj m.v. i 3 bunker. En til morgendagens skitur, en til hjemrejsen, og den sidste pakket ned i rygsæk og tasker. Det var heldigt du var “faldet” for den Rossignol-støvletaske, for eller havde vi ikke haft plads til al vores bagage.

10. januar 1996

“Tak fordi du vækkede os”, sagde du, frisk som om du overhovedet ikke havde sovet hele natten.

Klokken var kun 7.45, men Anette havde lovet/truet med at ringe tidligt til os, dels fordi hun skulle på kursus i Roskilde, dels fordi jeg havde lovet, at vi den sidste dag skulle starte på skiløbet når lifterne begyndte.

Morgenmaden blev indtaget stående, og klokken 8.30 befandt vi os i stoleliften på vej op til Gampen (1.850 m).

Nej solen var ikke stået op, i hvert fald ikke op over de modsat liggende bjerge, men tiden var ikke sådan at spilde. Træning i parallel-ski stod øverst på dagens program, og så havde vi jo kun indtil klokken 11. Surt, at vi skulle hjem.

Vi fandt ud af, at blå 36 og blå 37 fra Kapall (2.326 m) til Gampen (1.850 m) og videre af blå 41 til St. Anton (1.304 m) passede perfekt til morgen-parallel-ski-løb, og sådan en sidste skidag kunne altså ikke forspildes med unødige tisse- og varm chokolade-pauser.

Det var noget morgenkoldt, men den indre varme på grund af den fortsat stigende succes i parallel-ski-løb, fik os til at glemme, at kinderne blev blå-røde og næsen løb.

Pisterne havde vi stort set for os selv ………..

– og mon ikke solen på et eller andet tidspunkt ville “komme op” til vores bakke.

Solen kom først til Kapall (2.320 m), så den sidste time blev brugt til parallel-ski-løb på en lækker velpræpareret blå 36 fra Kapall (2.320 m) til Gampen (1.850 m). “Kan vi nå en tur mere ?”, spurgte du, og med den fart vi havde på, både på pisten og ved på- og afstigning på liften, ja så nåede vi faktisk 4 ture på den time.

Klokken var nu 10.45, og hvad var mere naturligt – sådan stående på toppen af “verden”, i solskin, på ski, med ca. 4 kilometer pist foran sig ned til St. Anton – end at ringe til mor, og spørge hvordan det gik med hendes eksamens-opgave.

Der var nu ikke tid til at aftage styrthjelm, så det var begrænset hvad du kunne høre, men pyt, det “vigtigste” var sådan set bare at ringe op.

Præcis klokken 11 stoppede vi for foden af blå 41, og traskede så de 100 meter under stationen og over til vores hotel. Jo, vi havde skam rigtig fået stået på ski, selvom “festen” kun havde varet i 2 1/2 time.

Den store opgave blev så igen at få skiene pakket i en skipose, mens vi ikke havde problemer med den øvrige del af bagagen. Din Rossignol-støvletaske gjorde livet lidt lettere, i hvert fald hvad pakning angjorde. Det skulle så vise sig, at livet blev noget mere besværligt med hensyn til togskift og stations-ophold.

Vi “parkerede” bagagen i receptionen, og drog over til liftområdet, hvor vi fandt en hyggelig restaurant på 1. sal, med udsigt mod den store Galzig-gondol.

Endelig fandt vi din livret – Wienerschnitzel med pommesfrites. OK, nu var skituren på sin vis overstået, så egentlig kunne du jo ligeså godt spise, men jeg skal da gerne indrømme, at denne Wienerschnitzel bare så indbydende ud, og med godt af ketchup til pommesfrit’terne blev det absolut feriens største madoplevelse.

Klokken var blevet 1, og vi skulle gå den “lange” vej ned til stationen.

Det blev til et “farvel og på gensyn” på hotellet, og receptionisten bemærkede, at hun faktisk havde undret sig over, at vi var taget på skitur om morgenen, så hun havde checket en ekstra gang om hun havde et ledigt værelse, såfremt vi havde misforstået hinanden med hensyn til hvornår vi skulle hjem.

Desværre skulle vi hjem denne onsdag.

På perronen sad du på din rygsæk og spillede på Gameboy, mens vi med “lange øjne” ind i mellem kikkede op mod pisterne. Lidt uretfærdigt, at de andre ikke skulle hjem, men tanken om, at der kun var lidt over 2 uger til din næste skitur, fik smilet tilbage på læberne.

Toget kom præcis (klokken 13.37) – og foran os havde vi så en 21 timers togrejse.

Togvognen var godt fyldt, men vores reserverede sæder var dog ikke optaget, så efter en “kamp” med tasker og skipose, sad vi nu afslappet og “ski-mætte” og småsnakkede om alle vores dejlige oplevelser.

Desværre skulle vi skifte allerede i Innsbruck, og desværre skulle vi vente i 1/2 time på toget, der skulle føre os til München. Du “bevilgede” mig en stor fadøl, men ak du fortrød, for cafeteriet var røgfyldt og menneskerne så noget “mystiske” ud.

Bedre gik det ude i hallen, hvor vi først så en fyr blive nøje undersøgt af politiet, og dernæst fulgte intens med i salget af wienerbasser (eller noget der lignede). Du mente virkeligt at pigen dér tjente mange penge, for det kæmpe bjerg af basser blev udsolgt mens vi ventede på toget.

Vi blev lidt “snydt” på turen fra Innsbruck til München, for i vores kupé sad et ungt par, og fyren havde altså taget en af vores vinduespladser. Men de virkede rimeligt flinke, så vi indpassede os, og fordrev tiden med ludo.

Igen var den Rossignol-støvletaske til stor gavn, for vi brugte den som bord og spilleunderlag.

I München fik vi “kæmpet” os op på 1. sal, hvor vi indtog et Burger King – aftensmåltid, og efter toiletbesøg og cola/øl-proviantering var vi så klar til den sidste lange togrejse til København. Efter nogle timer med Ludo og Gameboy, hyggesnak, hyggesnak og hyggesnak, var vi godt trætte, og vi fik redt vores senge.

Vi forsøgte at ringe hjem for at sige godnat, men mor og far var til dans, så godnathilsenen blev sendt via Philip.

Klokken var ikke meget over 6, da den konstante rumlen blev afløst af underlige hyle- og pivelyde. Vi var på vej ombord på færgen, der skulle sejle os tilbage til Danmark.

Morgenmaden var mindre “ophidsende”, ja faktisk var alt brød fra dagen i forvejen, så du lod dig i stedet friste af 2 bægre yougurt.

Vi skyndte os i Taxfree-shoppen, for du måtte jo have gaver med hjem til familien.

Sidste del af togturen gik faktisk hurtigt, dog synes du at stykket fra Roskilde til Københavns Hovedbanegård var noget kedelig.

Og så var vi der jo lige pludselig – og hvem stod sådan der lige udenfor togvognen – far, morfar og Anette – var de bare glade ?

Det var vi også, for efter et “smil til fotografen” overtog de en del af vores bagage, det vil sige, du slap dog ikke din Rossignol-støvletaske før vi næsten var oppe ved bilerne.

Vi måtte tage afsked med hinanden på Hovedbanegården, for jeg måtte skynde mig hjem, tage bad, rent tøj på, og så på arbejde. Lidt snyd, for du havde også fri fra skolen den dag.

Vores første drenge-skitur – sådan bare en forlænget weekend-tur til St. Anton – var slut.

Kære Christopher – tak for en dejlig oplevelse sammen med dig. Tak for dine mange dejlige knus og kram, morgen-, middags- og aftenkysser, dine smilende øjne og glade latter. Jeg vil mindes turen sålænge der er et par enkelte grå hjerneceller, der kan bruges til andet end talgymnastik.

Mange kærlige hilsener

Store-Tumba

PS Endnu engang tak til din mor og far. Det er bare rigtig sødt af dem, at jeg sådan får lov at tage dig med helt alene på ski-tur.