1997 Sankt Anton, Østrig

Kære Christopher

Tak for invitationen !

Totalt målløs, med klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen, sad jeg lørdag den 24. februar 1996 på Gl. Køgevej i Solrød ved jeres spisebord. Hva’ sagde han ? Invitere mig på skiferie ?

Vi havde som sædvanligt hygget os med mad og vin, og mange gode minder fra vores første drenge-skitur og efterfølgende fællesskitur med Anette og resten af familien Poulsen var naturligt en væsentlig del af snakken omkring bordet. Du var lidt urolig – ja, altså mere end du plejer – og pludselig, med blikket rettet stift i din mors øjne, sagde du : “Må jeg så godt sige det nu ?”

Far og mor smågrinede, de vidste hvad du havde på hjertet, og de glædede sig begge til opleve de følgende sekunder ! “Jan, vil du med mig på ski-tur til næste år til St. Anton, jeg vil gerne invitere dig.” Ja, det var s’gu mere end mit gamle onkel-Jan-hjerte kunne bære. Jeg tror faktisk jeg fældede en tåre; jeg blev bare rigtig, rigtig glad, og fik vist da også fremstammet : “Ja, tak.”

Året 1996 er så gået med at jeg har pralet med “min søn”, og spændt set frem til at det igen skulle blive januar.

Du har knoklet for at få ekstra lommepenge, spinket og sparret. Vi fik oprettet en “ski-konto” i Forstædernes Bank, og du tømte bankkonto og sparrebøsse, så vi kunne få lidt “startkapital”. Du har virkeligt imponeret mig (og jeg tror faktisk også Sarah, Philip, mor og far er imponeret) med en målbevidsthed, der kun haves af meget få mennesker. Jeg har hørt mange historier om ekstrajobs, fornægtelser af livets øvrige fristelser (så som slik og fritidsfornøjelser), såfremt disse ville gøre indhug på din opsparing, og til fødselsdag gaveønsker, der kunne indsættes på vor ski-bank-konto.

Glæden ved vor første “drenge-skitur” er blevet fornyet igen og igen. Og forventningerne til den næste er steget i takt med opsparingen. Jo, selvfølgelig skal vi to til St. Anton igen – det havde du besluttet den 24. februar.

Som skiarrangør har jeg jo egentlig haft det nemt. Dog har jeg her i efteråret skabt en masse unødige problemer for mig selv, ved at tænke på hvornår, hvorlænge og hvordan (transport). For egentlig havde du jo inviteret mig på en forlænget weekend, fra fredag til torsdag, første uge i januar 1997, med nattog til St. Anton.

Som aftalt har jeg dog ændret afrejsen en dag (hvorfor vente til fredag !), så der er afgang fra Københavns Hovedbanegård med tog D 483 til München torsdag, den 2. januar 1997, kl. 19.05.

Vi mødes “under uret” kl. 18.00, så vi lige kan få pakket mine ski ned i din skipose og dumle rejsefeberen med en pølse og en stor fadøl. (Vi kan selvfølgelig erstatte pølsen med en McDonald-burger, men så må vi gå i baren bagefter !)

Du skal huske

  • Rossignol-ski
  • Rossignol-handsker
  • Rossignol-skipose
  • Rossignol-støvletaske
  • Rossignol-mavetaske
  • Rossignol-rygsæk
  • Skistøvler
  • Skistave
  • Skidragt
  • Skiundertøj
  • Styrthjelm
  • Pas

og så måske et par underbukser, et par strømper, joggingdragt, Fleece-trøje og tandbørste.

Til togturen (og til om morgenen inden jeg vågner op) anbefales en Game-boy og måske et par Jumbo-bøger.

Tilbage til selve turen. Vi drager altså afsted kl. 19.05 fra Københavns Hovedbanegård, og efter færgen fra Rødby til Puttgarden er vores kupé lavet om til to store dejlige senge, hvor vi kan sove til næste morgen. Jeg tror vi får serveret morgenmad ca. kl. 8.00, således at vi færdige med at spise, tage tøj på og få pakket remedjerne igen inden kl. 9.21, hvor vi skal skifte tog i München. Vi har kun 9 minutter inden EC 85 afgår mod Innsbruck, men som erfarne togfarere er det jo ikke noget problem. Vi ankommer så til Innsbruck kl. 11.20, hvor vi så (desværre) skal vente til kl. 12.39 for at komme med bumletoget til St. Anton.

St. Anton skulle så gerne – efter 18 timer og 52 minutter – ligge for vores fødder fredag den 3. januar 1997 kl. 13.57.

SKI Jan-tours har i år lejet sig ind på Gästehaus Seeberger. Normalt lejer Gästehaus kun ud på ugebasis, men med en lille “snyde-historie” om far-søn-forlænget-weekend-tradition lykkedes det at få et dobbeltværelse fra fredag den 3. til tirsdag den 7. januar. Fra et konkurrerende rejsebureau har jeg denne beskrivelse:

“Ualmindelig flot og lækkert hus, totalt nyindrettet i smagfuld stil. Værtinden, Helga Seeberger, søger perfekt for hus og gæster. Alle værelser har TV, telefon, minibar og safe. Morgenmadsbuffet. Kombineret morgenmads- og opholdsstue. Støj kan forekomme, da huset ligger ud til byens centrale fodgængerzone. 3 etager. 20 senge. Afstande : 250 m. til lift, 50 m. til centrum.”

Lyder meget godt, ik’ ?

Vi får altså en ny udfordring – aftensmaden skal indtages “ude i byen”. Men efter erfaringerne fra sidste år, tror jeg ikke du umiddelbart er ked af, at de 4-retters menuer udskiftes med Wienerschnitzel og pommes frites. Og så fandt vi jo også ud af at du kunne lide Gullasch-suppe og spaghetti med kødsovs.

Men i øvrigt er såvel gästehaus som bespisning jo kun af sekundær betydning. Det der jo gælder i næsten 4 dage sammenlagt er : Galzig, Umer Hütte, Kapall, Gampen og Schindler Spitze. Og ska’ vi så besejre Valluga i år ?

Vi kan vel lige nå at få varmet ski og lårbasser op fredag eftermiddag med et par “bløde” ture på Gampen, for det med at pakke ud kan vi vel vente med til lifterne lukker og Vorherre slukker for lyset.

Og så har vi bare 3 dage. 3 hele dage – lørdag, søndag og mandag – hvor vi kan “tonse” ned af samtlige pister i og omkring St. Anton, Ziks, Lech, St. Christoph, Stuben og Klösterle.

Skulle vi ikke være helt mætte tirsdag (og det er vi jo nok ikke), ja så kan vi vel bruge formiddagen på pisterne, inden vi ved frokosttid pakker grejet sammen, for at være klar til togafgang kl. 14.06.

Det bliver igen med skift i Innsbruck og i München, og efter 19 timer og 24 minutters togtur gennem Østrig, Tyskland og Danmark, forventes vi at komme på Københavns Hovedbanegård onsdag den 7. januar 1997 kl. 9.30. Mon ikke vi bliver hentet ?

Jeg må desværre på arbejdet, så det bliver goodbye på Hovedbanegården. Men så kan vi jo glæde os over, at nye friske ører vil høre “røverhistorier” om Tumba’s og Tumba’s 2. drenge-skitur.

Jeg glæder mig rigtig meget.

Mange kærlige hilsener

Jan

2. januar 1997

Udstyret, bestående af blandt andet

  • Rossignol-ski
  • Rossignol-handsker
  • Rossignol-skipose
  • Rossignol-støvletaske
  • Rossignol-mavetaske
  • Rossignol-rygsæk

stod klart i god tid før kl. 18:00 på Hovedbanegården, og din tålmodighed blev endnu engang sat på prøve.

Selvfølgelig skulle vi på McDonald, og vi skulle vi købe slik, men at toget først skulle køre kl. 19:05 var jo rent tidsspilde.

18 timer og 52 minutter skulle gå (efter planen) før vi kunne stå af toget i St. Anton.

Lidt overfjollet fik vi vinket farvel til Philip, mor, Anette og far – nej hvor pinligt, at mor løb hen langs perronen !

Første dåse-øl/sodavand blev knappet op og du udbrød :

“Nu er vi fan’me på ferie” – “Nu har vi det fan’me godt”.

Jo, jeg indså straks, at der var en god del opdragelse foran os de kommende dage, men jeg var da enig i dine udsagn, og de seneste 10 måneders forventningsglæde (fra 24. februar sidste år) kulminerede i et kæmpe drenge/mande-kram og vi havde nok lidt tårer i øjnene begge to.

Termostater og tyske togvogne er ikke umiddelbart noget man forbinder med hinanden – i hvert fald ikke på turen København – München. Vi havde valget mellem overhedt eller nissekoldt, og specielt om natten var det med at blive under dynen, ellers frøs man til is.

Nu var det jo nok heller ikke en helt almindelig vinternat, for alting frøs, også sporskiftene. Det betød at vi kom for sent til München, og det betød at vores 9 minutter til togskifte var utilstrækkelige. Faktisk var toget til Innsbruck kørt før vi ankom til München.

Næste afgang mod Innsbruck var et “bumletog”, d.v.s. at det stoppede ved stort set alle små stationer, så næste togskift var selvfølgelig også gået i kage.

Jeg glemte lige at nævnte, at vi på turen fra København digtede en sang på melodien “Det er hammer, hammer fedt”. For at få musik til, købte vi på færgen CD’eren med Jakob Haugaard, men desværre gik Cd-afspilleren i stykker.

Togproblemerne sluttede med, at bumletoget fra Innsbruck til St. Anton kl. 12:39 blev byttet ud med TransAlpin’en kl. 14:39.

Vi mødte Lars og Morten – og Morten havde vundet sølv i VM og sølv i styrtløb og bronze super-G i OL (eller også var det omvendt). Morten var blind, så Lars var hans “fører”.

Vi havde stort set levet af kakao og kager, så spisevognen i TransAlpin’en var jo pludselig en glædelig overraskelse – men ak, serveringen var stoppet, så frokosten blev en kæmpe Toblerone.

Som erfaren Interrailer foregik toiletbesøg alene. Men en af gangene syntes jeg du havde været væk lidt længe, så jeg kom ud og spurgte om der var noget galt. Det var du glad for at jeg sådan passede på dig.

Efter godt 21 timer var vi endelig fremme.

“Det er fan’me godt – det er ren luksus” – udbrød du (opdragelsen var endnu ikke slået helt igennem).

4. januar 1997

To vækkeure og en telefonopringning fra Anette skulle sikre os, at vi ikke sov for længe lørdag morgen – vi var jo taget til St. Anton for at stå på ski. Vi kunne have undværet enhver vækning, for lidt før 7 vågnede vi begge – forventningsfulde til dagens ski-oplevelser.

Morgenmaden blev indtaget i roligt tempo (lifterne kørte jo alligevel ikke), og udstyret blev checket nok engang. Godt 10 minutter før lifterne startede stod vi klar, og præcis kl. 08:30 begav vi os (behøver jeg at sige “som de første”) op mod Gampen.

Jeg har ikke noteret mig hvor og hvor langt vi løb den dag, men hvis man forestiller sig “turboholdet” på en pisterundvisning, og så erstatter spisepauserne med 5 minutters tisse- og Heise-chokolade-ophold, giver dette er godt billede heraf.

Heldigvis (for mine ben altså) går solen forholdsvis tidligt ned i begyndelsen af januar, så lifterne lukker mellem kl. 16:00 og 16:30. Det betød, at uanset din fortsatte lyst til : “ska’ vi lige snuppe Rød 42 – sidste gang”, oprandt tidspunktet, hvor jeg godt udmattet kunne sætte mig halvnøgen i sofaen på værelset, med benene oppe på sofabordet, og nyde mig en velfortjent øl.

Du undlod naturligvis ikke i din daglige telefonberetning til familien at kommentere : “Nu drikker Jan øl igen – som han plejer”.

Og så fik jeg lov at bestemme aftensmaden Waw, for et fint sted – og rigtig lækker mad, og så var vi jo bare hammer-sultne.

5. januar 1997

Vi prøvede vel alt den dag : Gaizig, Umer Hütte, Kapall, Gampen og Schindler Spitze. Kun Valluga blev ikke besejret – endnu. Jeg insisterede på lidt flere pauser, og den varme chokolade blev erstattet med Glühwein. Du bemærkede, at Glühwein giver “brand-prutter” (du brugte vist et andet ord).

Også denne aften fik jeg lov at bestemme, også selv om jeg valgte en pizzarestaurant (og du som ikke kan lide pizza).

6. januar 1997

Det blev så dagen !  Dagen hvor jeg huskede mit fotografiapparat, og hvor vi endelig besejrede Valluga (2.811 m.o.h.)

Kanon-sneføre, kanon-vejr, kanon-oplevelse. Vi blev hurtig enige om, at selve pisten ned fra Valluga ikke kunne leve op til forventningerne, men nu havde vi været der, nu kunne vi snakke med om den rædselsfulde oplevelse, det er med gondolen op fra Galzig til Valluga.

– 9 grader, sol, let vind, pulversne, 80 cm nede og 180 cm oppe – ja, at det blev til pauser den dag krævede stor pædagogik og en håndfuld stædighed.

Nyd billederne fra den 6. januar:

Afterskiing er jo normalt noget med “nede i byen”, en forfærdelig larm og alt for meget røg, men Crazy Kangaruh ligger et stykke op mod Gampen, og da en del af gæsterne opholdt sig i den udendørs del af værtshuset, var røgen til at holde ud.

Crazy Kangaruh blev selvfølgelig vores alterski-sted, og da enkelte af servitri-cerne kunne huske os fra 1996 (det må være dit skiløb og frække udtryk i øjnene) blev vi (og vores drinks-bestilling) hurtig populære gæster.

Du blev tiltalt af gæster og personale, og som du sagde : “og så måtte jeg bare sige det hele på flydende engelsk”.

Det var en kanondag, men koldt på toppen. “2 isterninger og 1 ispind” betegnede du en del af indholdet i dine skibukser.

7. januar 1997

Ingen tid at spilde – ingen tid til billeder.

Men jeg husker, at vi stod tidligt op og pakkede alt, således at vi efter formiddagens skiløb blot skulle skifte skibukserne ud med cowboybukser.

Togturen hjemad var lang og kedelig, men du “underholdte” med røverhistorier fra “det virkelige liv” – og fra din “drømme-verden”.

Jeg forsøgte at proklamere “våbenhvile”, men straks fandt du nye ofre : Peter (en Københavner-advokat som jeg kender) og hans søn Michael.

Overraskende havde vi mødt dem hos Seeberger, og vi fulgtes hele vejen hjem.

Du fik nyt øgenavn : “Due-dræberen”, da du på Innsbruck station ihærdigt forsøgte at dræbe duer med Kamikaze-spark.

Som sidste vogn holdt vi helt ude ved Dybbialsbro, og traditionen tro blev vi begge hentet, og det blev “farvel og på gensyn” på Hovedbanegården.

Vi var noget spændte på specielt Anette’s modtagelse, for i St. Anton havde du lokket mig til at barbere mit overskæg af (jeg havde faktisk haft overskæg i de 16 år jeg havde kendt Anette). Men hun opdagede det ikke ! (først dagen efter, da en af pigerne på kontoret kommenterede det).

Tumba’s og Tumba’s 2. drengetur var slut, og jeg noterede til min dagbog.

– at vores skitur i 1997 simpelthen var den bedste oplevelse jeg nogen sinde har haft sammen med dig.