1998 Sölden, Østrig (dec.)

Kære Christopher

Hvordan kunne vi dog selv tro på, at vi ikke skulle på SKI Jan-tour i skisæsonen 1998/99 ?

Vi kunne mistænkes for at have været snu, men det var nu oprigtigt nok, da jeg i oktober måned anbefalede, at du skulle tage med Slagelse Skiklub til xx-fjeldet i Norge, selvom det måtte blive på bekostning af vores årlige SKI Jan-tour. Men efterfølgende lange fri-weekends, hvor jeg blandt andet fik ordret vores billeder fra de seneste 2 års ture, fik mig på “bedre” tanker. Kunne jeg overtale Anette til at tage af sted weekenden før jul ? — det var da et forsøg værd.

Og endnu engang viste Anette sig fra sin søde side — vi fik lov at tage af sted torsdag den 17. december, med planlagt hjemkomst onsdag den 23. december. Så skulle der jo være tid nok til at forberede julen !

Jeg reserverede vores pladser i toget allerede den 2. november, men holdt tæt indtil tirsdag den 15. december, hvor jeg kom direkte fra Stockholm til Solrød, for at høre om du havde lyst til at tage med til Sölden. Der var flere grunde til at jeg ikke fortalte dig om det tidligere. 1 – jeg ville gerne have at du alene tænkte frem til din tur med Slagelse Skiklub, 2 – så tidligt på sæsonen ville jeg gerne være sikker på, at der var sne i Sölden, og 3 – arbejdet var igen begyndt at tage al for meget af min fritid.

Rent faktisk holdt jeg i bilen på Avedøre Holme nævnte tirsdag aften i 45 minutter, hvor jeg dels ringede til hotellet i Sölden, dels tjekkede vejr og snemelding på Internettet via min bærbare computer. Og jeg talte knoer, skal, skal ikke. Det blev skal, og så kørte jeg til Solrød, hvor mor godt kunne se på mig, at jeg var totalforvirret.

Jeg holdt en sidste nødbremse — jeg ville have bekræftet fra turistbureauet i Sölden at det var muligt at løbe på ski helt oppe fra gletcheren og ned til byen. Dette blev bekræftet om onsdagen (de lokkede måske lidt rigeligt, men de skal jo også sælge byen til turister), men først efter at du havde ringet flere gange.

Selvfølgelig var du spændt, så spændt at du ikke turde at gå med Spacy, før jeg havde givet besked om, hvornår jeg troede jeg ville ringe.

Med mindre end 24 timers varsel fik du så endelig besked — vi mødes torsdag kl. 17:00 på Hovedbanegården.

Jo, optakten var i ‘bedste’ stress-Jan-stil, men med vores erfaring i disse tog-rejse-rygsæk-forlænget-weekend-skiture var det jo ikke noget problem.

17. december 1998

Jeg kunne jo nok have sagt mig selv, at med sådan en optakt måtte jeg få problemer. Og det fik jeg — arbejdet ville simpelthen ingen ende tage om torsdagen, så jeg kom først afsted 20 minutter over 4 — og rygsækken var endnu ikke pakket. Bedre blev det så ikke, at det var umuligt at få en taxi til Bregnevej, så med over 1/2-times forsinkelse dukkede Anette og jeg endelig op på Hovedbanegården.

OK, der var jo 25 minutter til togafgang, men hvad jeg helt havde miskalkuleret var ventetiden i DSB’s udlandsbillettering. Så billetkøb på Hovedbanegården måtte opgives, hvilket senere skulle vise sig at blive en dyr affære. Vi blev venligt hjulpet af en sød togstewardesse, men prisen var ikke just familierabat.

Anders og Anette provianterede mens jeg hævede lidt kontanter, og det blev til en masse slik, 4 sodavand og 6 1/2-liters Tuborg julebryg. De havde nok ikke tænkt på hvor meget alt dette vejede, og hvor lidt plads, der var tilovers i vores rygsække, så jeg blev nød til at drikke 4 1/2-liters julebryg inden vi gik i seng i nattoget fra Hamborg til München.

Anders havde endvidere fået trykt nogle meget flotte skibluser, og SKI Jan-tours blev straks omdøbt til Team Pist ‘N Race, med underteksterne Experience, Explorer og Sölden ’98. Vi beundrede dem sammen inden toget forlod Hovedbanegården, og midt i forsøget på at ” køle ned” opdagede jeg pludselig, at jeg endnu ikke havde fået dit pas og sygesikringskort.

Som de garvede tog-rejsende havde jeg valgt København-Hamborg via Rødby-Puttgarden, med 7 minutter til skift i Hamborg til nattoget Hamborg-München. Det betød så en lille sejltur, og muligheden for at starte skituren på bedste østrigske maner : Wienerschnitzel mit gemüse.

Vi var selvfølgelig lidt nervøse for den korte tid til at skifte i Hamborg, men denne nervøsitet skulle vise sig at være helt unødvendig. Vi gik målrettet ud af toget, som ankom præcist til Hamborg, fandt den anviste perron, gik målrettet frem mod det forventede holdested for sovevogn nr. 9 — og ventede et på minutter inden vores nattog kørte ind på perronen. Jo, vi havde skam styr på det, og alt stress var hermed lagt bag os.

Og hvilken glædelig overraskelse mødte os — Deutschen Bahn når det er bedst. En dejlig lys, ren og ny sovekupe, med eget BAD !!! og toilet. Ren luksus.

Klokken var blevet over halvelleve, og vi måtte begge lige ringe hjem og fortælle, at alting var gået helt perfekt, og at vi nu var på vej til München. De skulle jo gerne følge lidt med derhjemme, og da også gerne være bare en lille smule misundelige.

18. december 1998

Dårligt havde togstewarden banket på døren før du var i tøjet. Jeg tog mig lidt længere tid og prøvede badefaciliterne, inden jeg iførte mig min nye skitrøje, Team Pist ‘N Race.

Og så kom næste glædelige overraskelse : Morgenmaden (gratis), som næsten kunne konkurrere med kvali-teten på et bedre hotel, kunne indtages i en lækker spisevogn.

Vi havde 25 minutter i München, hvilket blandt andet blev anvendt til køb af billet fra Kufstein (togstewardessen i toget fra København kunne ikke udstede billet længere end til den Tysk-østrigske grænse) til Ötztal, så heller ikke ved dette togskifte var der megen tid tilovers. Men tid nok til at finde vores kupe og en noget irriterende familie a la Italia, med Valentine og Stefanie, som absolut ikke kunne sidde i ro.

På en eller anden måde fik disse umulige unger dig til at opføre dig eksemplarisk (nej, det er måske uretfærdig, for du havde siden afrejsen virkelig taget hensyn til min indledende bemærkning : Kære Christopher, jeg er totalt udkørt, min tolerencetærskel ligger omkring 0-punktet, tag hensyn til en gammel mand), og det lykkedes mig, på samme måde som spagetti-familiens midaldrende overhoved, at få en ekstra morgenlur.

Sidste skift i Innsbruck var ren rutine, så de godt 20 minutter mellem ankomst og afgang mod Ötztal føltes som rent tidsspilde.

Vi ankom præcist på tidstabellen til Ötztal, alting havde simpelthen ‘klappet’. Belært af erfaringerne besluttede jeg mig for allerede ved ankomsten at købe billetten til hjemturen. Her blev resultatet af torsdagens stress og forsinkelse udregnet i Shillings. Jeg fik en RETUR-billet for en pris der var mindre end den enkeltbillet jeg sammenlagt havde købt i togene på vej til Østrig. Så vi blev hurtig enige om, at vi selvfølgelig senere på sæsonen måtte drage til Ötztal igen — vi havde jo togbilletten.

Med taxi (der var ingen tid at spilde på lokal bustransport) ankom vi til Hotel Garni Post, Sölden kl. 11:15, (billedet er lidt snyd, for det er taget om aftenen, men jeg fandt det på Internettet, og jeg synes det er rigtig flot), og lykken tilsmilede os fortsat : Vi fik straks vores værelse, klædte om til skitøj og traskede målbevidst til Skipas-salgsstedet ved Giggijogg-gondolen.

Og præcis kl. 12:02 var vi på vej op til et perfekt præpareret skiterræn. Sædvanen tro var vejret på ankomstdagen perfekt, og vi nød den stærke sol på den blåklare himmel. Jo Tomba og Tomba var tilbage i Sölden, og første hvil medførte (selvfølgelig) frokost i Eugen’s Obslerhütte. Var det ikke som om tjenerne kunne genkende os ? Var det ikke som om de havde Gullashsuppen allerede klar i suppeskålene til os, en stor cola og en velskænket stor fadøl ?

Traditionen tro (og dem holdt vi alle sammen) fik jeg lov at nyde frokosten lidt længere, mens du alene tonsede en ekstra gang ned af Sort 20’er. Alt var ‘as usual’, og vores humør var ganske enkelt på toppen.

Sidste mand lukker og slukker — syntes piltekontrollen at signalere, og dagens skioplevelser måtte slutte.

Tilbage på hotellet måtte jeg puste ud, mens jeg nød den næstsidste Tuborg julebryg, og du vovede dig ned i receptionen for at låne 2 housecotes (“beklager, jeg ved ikke hvordan det staves, og receptionisten forstod hverken engelsk eller tysk” — sagde du). Jeg fik problemet forklaret med lyde og store armbevægelser, og snart befandt vi os i bad- og saunarummet. Desværre var der ingen ” lamseben” i saunaen, så jeg benyttede i stedet lejligheden til en tur i solariet.

Hverken sauna eller solarium fristede dig voldsomt, men du trissede forsigtig rundt og forberedte dig på aftenens snorkeldykning i vores eget badekar.

Jeg fik en 1/2-time på øjet inden vi dressede op til aftensmaden, og her forsøgte vi igen på bedste hjemvandte stil at besøge ‘vores’ grill-restaurant. Desværre (eller måske heldigvis) var den lukket, så det blev en anden af de kendte restauranter, som fik glæde af vores schillings.

Fineste ret på menukortet (målt ud fra prisen) var Tournedos, som efter påkrav blev serveret med Pommes Frites, og da du fortsat var sulten (jeg fattede det ikke), fik du Banana-split til dessert, mens jeg stille nød en Irish Coffee.

Mætte af både mad og drikke, de sidste dages togtransport og dagens hektiske skiløb kom vi tilbage til Hotel Garni Post.

Hurtigt ring til familien Poulsen og til Anette, og jeg tror dårligt vi var kommet under dynen, før Ole Lukøje havde slukket for ‘batteriet’.

19. december 1998

Dagen startede med fint vejr hele formiddagen, og de første mange løjper blev løbet uden længerevarende stop.

På sin vis var jeg stolt som en pave — det var jo oprindelig mig, der lærte dig at stå på ski, men omvendt følte jeg mig, som dagen skred frem, noget gammel og udslidt, for trætheden ved at holde dit tempo begyndte hurtigt at gå ud over “stilen”.

Kvaliteten på vejret faldt også : det blev overskyet, temperaturen faldt til under frysepunktet, men det betød jo samtidig også at de kunne sætte gang i snekanonerne, hvilket faktisk var ganske udmærket.

Jeg holdt ikke til længere end kl. 15:30, hvor den varme chokolade (med rom) var blevet skyllet ned med en Glühwein, så var det bare slut — helt slut, og jeg trængte hårdt til en lur. Du kunne mærke mit batteri var helt og aldeles opbrugt, så jeg fik lov at sove næsten 1 1/2 time, inden du forsigtigt vækkede mig, og forespurgte om vi ikke skulle have aftensmad.

Aftenens eksperiment blev så en pizzarestaurant, hvor du vovede dig ud i en Calzone. Snart fandt vi ud af, at denne pizza nok ikke var den største udfordring denne aften. Næh, det var snarere at undgå at begynde at grine, idet vi var placeret sammen med en ægtepar ved et 4-mands-bord. Damen var en 60-årig, affarvet blondine, som var klædt som en 30-årig, og manden — ja, du mente han måtte have rigtig mange penge. Et spøjst par.

20. december 1998

Temperaturen var faldet yderligere, og det var en del overskyet, så der var ingen tvivl om, at det var flies-trøje — altså inden under skijakken.

Tiden var kommet til at vi måtte prøve Rettenbach-gletcheren, og dermed den netop indviede Gletcher-express (gondol). Ankomsten til gletcherområdet mindede mig om en ” no-women-no-cry”-tur, som jeg i 1991 havde arrangeret sammen med en anden tabler fra RT 73 Hellerup. Dengang var vi 19 gutter afsted (vi fejrede i øvrigt min fødselsdag på vej ned i sovebussen), og da foråret var kommet tidligt til Sölden (rigtig gættet — vi var afsted den 12. april), var løjperne under gletcherområdet kun grønne bakker. Jeg fortalte dig om gutten, der på en og samme dag brækkede begge tommelfingre, men jeg tror ikke du hørte meget efter.

Turen op med gondolen gav den første advarsel — det var koldt, men I guder et flot syn. Jo, det var skam en gletcher — hvor normal man kunne se klipper, når det blev for stejlt til at sneen blev liggende, var der nu ren, flot, lyseblåt-skinnende is.

Vi tog først den lange røde løjpe fra top til bund (det vil sige, du skulle naturligvis lokke os på en længere stykke off-piste) og derefter MÅTTE vi prøve T-listen helt op til toppen af gletcheren.

Hvem sagde : Explorer — Experience — Christopher?

“Der er koldt på toppen”, synger Shu-bi-dua, men når det så samtidig blæser 10 pelikaner, og du bliver trukket op af en T-lift i modvind, hvor blæsten er krydret med fygesne, ja så er det ikke bare koldt. Det er hammer-, hammer-koldt.

Jeg tænkte (jeg forsøgte i det mindste at tænke, men det var svært — hjernecellerne var i dybfryser) : nu slipper han snart T-listen og begynder at løbe nedad. Da du stædigt holdt fast, tænkte jeg : enten hyler han i vildt hysteri, eller også skrub griner han. Du var på toppen. På toppen af Rettenberg-gletcheren og på toppen af din mentale styrke. Du grinede, så tårerne løb ned af kinderne (hvorved de frøs til istapper), men udbrød, “Så er det altså bare ned, det her er s’gu godt nok for koldt for mig”. Indrømmet — det var skiturens største prøvelse.

Resten af dagen holdt vi os klogelig i de lavere skiregioner, og jeg havde ikke de store problemer med at få både god frokost og flere gange varm chokolade.

For os ved vi selvfølgelig, at alle fornødenheder blev indtaget på Eugen’s Obslerhütte, men skulle andre læse denne dagbog, er det hermed berettet.

Billedet er godt nok fra vores SKI Jan-tour til Sölden tidligere på året, men Eugen’s Obslerhütte ligner helt sig selv, og stort set alle tjenere var så vidt vi kunne huske de samme.

Om aftenen ville vi igen prøve om ‘vores’ grillrestaurant var åben. Det var den, men vi blev hurtige enige om, at det nok havde været bedre at den var lukket. Faktum var nemlig, at de to eneste gæster foruden os, 2 kaffedrikkende gamle tanter, hurtig forlod restauranten, og så var i mutters alene med vores Hamburger, Gordon Bleu og Pommes Frites. “Hvordan kan det løbe rundt ?” , spurgte du, “de er mindst 4 i køkkenet, og vi er 2 gæster”.

Retfærdigvis skal nævnes, at der senere kom yderligere 2 x 5 personer, men så mente du også, at servitricen var ved at få stress.

Vi havde ikke den store lyst til at tilbringe længere tid i restauranten, så ‘aftenkaffen’ (bestående af varm chokolade og Irish Coffee) blev indtages i baren på vores hotel.

Her bestod du så næste prøve : Forhold dig stille og rolig, mens jeg forhandler et MBO (smart ord for den situation, hvor en nuværende leder i en virksomhed køber selve virksomheden). 28 sider telefax og mere end 1 times mobil-telefon-snak i baren. Jo, vi var vel “smarte” , og da du jo nok kunne erkende, at sådan en ekstra skiferie ikke var helt gratis, ja så var det OK at jeg lige passede arbejdet for en kort bemærkning.

Var det koldt i går, så var det xxxxx-koldt i dag. Allerede første test på terrassen gav advarsel om dagens temperatur, så der blev påklædt med superundertøj, skibluse, flies og skijakke. Pandebåndet blev erstattet af en ulden hue (det skulle senere vise sig, at pandebåndet faktisk er varmere, i hvert fald om ørerne) og solbrillerne blev byttet ud med stormbriller.

Men humøret var i top, og du udviste en helt fantatisk optimisme. Det var som om, at desto mere pessimistisk jeg var, desto større optimist var du. “Det er da ikke så koldt, og der er masser af sne”.

Nu var vi jo også taget til Sölden for at stå på ski, så hvad var problemet?

Et kig ud fra terrassen kunne vise lidt af problemet — kulden (iført forklædning som tåge) hang tyk over Gaislachkogl (3.048 m.o.h.).

Samtidig viste min dårlige forberedelse sig nu for alvor — jeg var total lam i kroppen, og kunne næsten ikke slæbe mig ud af sengen.

Gode råd er normalt dyre (det lever jeg jo af), men du havde din helt egen medicinmand i baghånden. Et hurtigt kald til fatter og medicinen var klar : Red Bull.

Det var vel ikke helt frivilligt, at jeg svælgede Red Bull kl. 8:30 om morgenen, men på en eller anden måde virkede medicinen jo, for snart var vi på vej på Giggijogg-gondolen.

Det skulle så vise sig, at en Red Bull ikke holder den indre varme igennem 18 graders frost og stiv kuling, men jo mere vi frøs op i listerne, desto stærkere kørte vi ned af pisterne.

Vi mødte familien Christiansen (nogle af min brors (Bjarne) og svigerindes (Lene) venner), som var på juletur til Sölden. De skulle holde rigtig skiferie-jul, og det var jo lidt pudsigt at vi mødte dem, for de skulle faktisk have været sammen med Bjarne og Lene. Jeg vidste godt at Bjarne og Lene gerne ville have været på skiferie i julen, men jeg vidste ikke at det var sammen med familien Christiansen og at det var i Sölden.

Vi tillod os at stoppe allerede kl. 16:00, så der blev god til eftermiddagslur, sauna og solarium. Denne gang vovede du også pelsen, så du fik lidt sol på mave og ryg. Imens nød jeg saunaen (desværre fortsat uden lamseben) i 20 minutter, så endelig havde jeg da fået varmen den dag.

Du havde da heldigvis også fået varmen, og så mente du det ville være sundt med lidt aftensgymnastik.

Efter de noget kludtede forsøg på at stå på hænder fik vi os en længere snak om din ‘kære’ skole. Hvad er det for en ‘tøseskole’, du går i. God gammeldags gymnastik, hvor man lærer at stå på hænder, praktiseres ikke, og endnu værre : dine evner til fysisk arbejde med hænderne stimuleres med syning og andet ‘fimset krea’, og ikke med gedigent sløjdhåndværk.

22. december 1998

Hjemrejsedag og dermed tidligt op (07:30), så vi kunne pakke lidt inden dagens skiløb. Det blev noget begrænset pakning, for en del af skidresset, herunder specielt skistøvlerne, skulle jo også pakkes ned, så vigtigst var at få lov at beholde vores værelse til kl. 14:00.

Dagens faste rutine blev gennemført : morgenmad (dog lidt anderledes, minsandten om ikke nogle andre havde taget vores bord), pengeautomat, skibus og 1. gondol til Giggijogg kl. 09:03. Mens vi ventede på skibussen fik jeg kontakt med ‘vores’ taxichauffør, og bestilte afhentning til kl. 14:00. Han kunne selvfølgelig huske os fra sidste tur Sölden — Ötztal i januar, og glædede sig allerede over de 650 schillings næste tur skulle indbringe.

Ja, vejret var også, som det plejer på vores afrejsedag : sol fra en klar, blå himmel. Og med den hårde frost, og snekanoner kørende i døgndrift, var rammerne sat til en perfekt afslutning.

Så dagen skulle naturligvis også bruges til at tage billeder, både til rejsealbummet og din nye sponsor — Rossignol.

Jeg mener nu vi næste gang må medbringe et digitalt videokamera, for godt nok ser du hammersej ud foran det første skilt til vores favorit-løjpe, sort 20, fra Giggijogg til Obslerhütte, men det er nu altså ikke til at fotografere din suveræne stil i både styrtløb og storslalom med et idiotsikret lommefotografiapparat.

Geislachkogl set fra vores terrasse, når solen sikken fra en skyfri himmel.
Gigijogg set fra morgenmadsrestauranten på hotellet.
Fra skibus-stoppestedet mod hotellet (bjerget mod syd er Obergurgl).
Fra skibus-stoppestedet mod Gigijogg-gondol (som ligger til venstre).
Fra Gigijogg og op ad brede, blå boulevarder (lige noget for Anette).
Mellem de to plautau’er ved Gigijogg (samlingssted for skiskoler).
Tomba i sædvanlig blærerøvs-stil på vej ned af Sort 20.
Tomba på Sort 14.
Tomba på Sort 14.
Gondol-slut på toppen af Gaislachkogl – og 3.048 m.o.h.
Geislachkogl ned mod Sölden (med kikkert kunne man se hotellet).
Udsigt fra Geislachkogl mod nord (foran lå Rød 1 helt ned til Sölden).
Gaislachkogl mod syd og sol. Man fornemmer følelsen af -18 grader.
Det var bare koldt, og kameraet skulle varmes i lommen ind i mellem for overhovedet at fungere. Du fik den “glimrende” ide, at jeg skulle fotografere dig ned af Sort 14, og jeg fik ordre til at køre et godt stykke ned og så gøre klar til et mesterfotografi.

Jeg gjorde mig klar, men havde ikke taget vinden i agt, så snart væltede mine skistave, og oven på dem havde jeg placeret mine skihandsker.

Dermed begyndte de en længere rutschetur ned af bakken. Jeg forsøgte intenst at få dig i bevægelse, men først efter l a n g tid begyndte du i opvisningsstil at køre ned mod mig.

Afslutningsvis skulle du naturligvis udføre en snesprøjtende opbremsning, mens jeg i begyndende hysteri prøvede at forklare dig, at du straks måtte løbe videre og fange mine handsker. På det tidspunkt sympatiserede jeg ikke voldsomt med dine latterudbrud, og det tog en god times tid inden jeg rigtig fik liv i alle 10 fingre igen.

Vi gennemløb stort set hele området den formiddag, dog fravalgte vi positivt de to glescherområder, da vi syntes temperaturen i det almindelige skiområde var rigelig lav. En hurtig kalkulation på lufttemperatur og vores hastighed giver en ” hudtemperatur” på ca. – 50°, så det brændte godt i næse og kinder (ja, ja, vi havde smurt os ind i solcreme — var det ikke det vi skulle ?).

Det intense skiløb medførte, at vi måtte kombinere formiddagschokolade med frokost, og her nød vi, sammen med familien Christiansen, vores sidste måltid’ på Eugens Obslerhütte.

Du fik lige en ekstra sidste tur på Sort 20, og sluttede selvfølgelig i opvisningsstil med at klikke den ene ski af med den anden, derefter den anden ski af med støvlen, og fortsættende småløbende ind til bordet, mens skiene var efterladt udenfor. Rent blær.

“Sidste mand er en tøsedreng”, annoncerede du inden den endelig sidste tur ned til byen, men vi enedes om, at du var den hurtigste, såfremt vi begge skulle have kontrol over skiløbet, så sidste tur foregik i stedet i opvisningsstil.

Forenden af løjpen ved Giggijogg-gondolen stoppede vi en ældre dame, og bad hende tage ‘årets billede’.

I bedste ski-reklamestil stillede vi op, men selv mit ‘idiot-sikrede’ lommekamera voldte åbenbart damen problemer.

Så sidste billede på denne film forsøgte vi så med selvudløser — kamera på en læhegn, understøttet af skistave og pandebånd – og det er da ik’ så ringe endda.

Foran os lå så pakning af rygsæk m.v., men vi havde sædvanen tro god tid (nej, det er ikke en joke, for når du styrer tidsplanen, har vi altid god tid), og ca. 10 minutter før vi havde bestilt taxi, var vi klar til afgang.

Vores “egen” taxichauffør er åbenbart også et meget forsigtigt menneske, så han var der også 10 minutter før.

Resultatet blev, at vi faktisk var på Ötztal-station næsten 1 time før afgang, men heldigvis var Ötztal endestation for toget til og fra Innsbruck, så straks efter vores ankomst ankom toget, og vi fik arrangeret os på bedste tog-turs-ekspert-vis.

Du benyttede lejligheden til at øve både tysk og engelsk ved at konversere med lokalbefolkningen på banegården, mens jeg fik nedskrevet lidt stikord til denne dagbog. Vi havde forinden tillige provianteret i en meget, meget lille kiosk ved stationen, så selv om jeg måtte undvære fars julebryg, var der ikke den store risiko for at jeg løb tør inden vi skulle være fremme på Københavns Hovedbanegård.

Vores overstadige glæde over den passerede skioplevelse fik os til at gennemføre en times matematik, hvor du demonstrerede, at både gange og dividere med 2-ciffrede tal ikke længere er noget problem.

Som på en klokkestreng bevægede vi os gennem tidstabellen fra Ötztal til København, og mindre “forstyrrelser” , som

– en der havde sat sig på vores pladsreservation (væk med ham),

– en tosset østriger, som bestemt og åbenbart yderst voldsomt blev forstyrret af det tyske paspoliti, mens han var på toilettet, men som senere viste sig fra sin venlige side, ved at give dig avis (i sportsektionen var omtale af gårsdagens ski-konkurrence, hvor Østrig, med Hermann Maier i spidsen, placerede sig på de første 6 (eller var det 7) pladser

kunne ikke ødelægge vores fornemmelse af total kontrol på verdenssituationen.

Vi nåede (selvfølgelig) burger på Burger King i München, og lykken tilsmilede os, da vi fik en overkahyt på EuroNight-toget Hans Christian Andersen.

23. december 1998

DSB — de seje bananer — klarede også den sidste strækning på planlagt tid, så præcis kl. 09:58 rullede vi ind på Københavns Hovedbanegård.

De sidste timer blev måske lidt lange, men vi havde rigtig mange dejlige oplevelser at tale om. Jeg blev på et tidspunkt lidt vemodig, da det gik op for mig, at dette var sidste tur med dig som ‘rigtigt barn’. Din opførsel, for slet ikke at nævne dit skiløb, viste mig, at du med stormskridt bevæger dig fra barndom til ungdom, og hvem siger så, der er plads i din kalender til SKI Jan-tour.

Kære Christopher, jeg har nydt denne tur fra start til slut. Jeg har stresset af (du har opført dig eksemplarisk) og jeg har fået løbet på ski, som aldrig før. Tak for at du tog med mig, og hils din mor og far og sig tak for at jeg måtte ‘låne’ dig.

Så vil jeg (og du må da også gerne) give Anette et ekstra knus, og sige tak for at jeg måtte tage af sted på en forlænget weekend (fra torsdag eftermiddag til onsdag formiddag), og så sådan lige op til jul.

Mange kærlige hilsener

Jan