2009 Svenske (vest)skærgård

Torsdag 16. juli 2009 (dagene 11. – 16. juli) 

Sejlerferie er VERDENSKLASSE – og den svenske (vest)skærgård måtte jo prøves efter manges ubetingede anbefalinger.

Smukt er her også – men den direkte årsag til starten på fortællingen om sejlerferien i 2009 er noget mindre idyllisk.

Det blæser 10 m/sek, hvilket jo ikke er alverden. Klokken er 2:45 om natten, og det bliver den jo hver nat. Men hvorfor sidder jeg og skriver feriehistorie og ikke blot sover trygt i captains cabin? Har jeg fået for mange godnatøl og ikke kunnet falde i søvn efter endt natpisseri?

Det er natten mellem onsdag og torsdag i vores første uge på sejlerferie. Vi ligger ved Käringön i den svenske skærgård – vel at mærke for anker uden for havnen. ”Det er så hyggeligt at ligge for svaj”, annoncerer kahyts (Anettes kælenavn om bord) i tide og utide, men jeg er sikker på, at nuværende oplevelse ikke tidligere har været en del af billedet om den lille vig, hvor båden vugger behageligt igennem natten, mens fuldmånen oplyser havet og man kan drømme i vågen tilstand.

Nattens drøm er i hvert fald nærmest blevet til mareridt – og her fra klokken 1:22  i lysvågen tilstand. En underlig dyb, skurrende lyd fik mig ud af sengen, og nej ankeret kunne ikke holde båden på fast plads mere. Den umiddelbare forklaring var naturligvis vindens styrke, men også at vindretningen var skiftet 180 grader. Så inden ankeret igen fik møvet sig godt og grundigt ned i den stenede bund, måtte jeg lægge øre til 5 – 6 ufrivillige pladsjusteringer.

Det var på med tøjet og op på broen – uden at jeg dog havde helt klar idé om, hvad jeg så skulle foretage mig der. Men jeg kunne vel starte motoren og slå bak, og så dermed holde mig nogenlunde på fast plads.

Efter godt en time hvor jeg iagttog Anderstinas bevægelser og i lige så stort omfang de omkringliggende bådes bevægelser, greb jeg så fat i computeren og begyndte dette års ferieskrivning. Vinden er løjet noget – men kommer fortsat i stød i over 10 m/sek – og det synes som om, at vi alle har indfundet os vores nye pladser. Nærmeste nabobåd har åbenbart haft større problemer med sit anker, for nu ligger den maks. 30 meter fra Anderstina, hvilket er under halvdelen af afstanden vi havde, da vi gik til køjs.

Nu kan jeg så vente på, at solen står op klokken 4:35, så vi kan sejle til Marstrand og forhåbentlig få en pæleplads inde i havnen.

Hvorfor var det så lige, at vi lå for anker? Havde kahyts overtalt os på grund af havblik og udsigt til fuldmåne? Næh, men trods forholdsvis tidlig ankomst ved 2-tiden, så var havnen allerede overfyldt, og vi fik venligt men bestemt at vide af havnefogden, at havnen var fyldt. De svenskere har altså en noget anden opfattelse af gæstfrihed. Helt bogstaveligt giver den svenske allemannsrät alle ret til at tage ophold i naturen – så hvorfor tage besværet med både i havnen – de kan jo blot ligge for anker udenfor.

Turen har indtil nu ellers forløbet perfekt – dog med noget (nej meget) omskifteligt vejr. Men et kig på vejrudsigten den kommende uge kan få de første 4 dages vejr til at fremstå som fantastiske. Nåh, vi lader vejrudsigten blive til uvidenhed – dog naturligvis altid med en klar forventning til vejrudviklingen under sejlads.

Sommerferieturen startede i Kungshamn, 417 KM fra Bregnevej – vel omkring 200 KM i kystlinje nord for Göteborg. Kahyts og jeg kørte til Kungshamn lørdag (11.07.09), hvor skipper Bjarne stod klar til afmønstring. Straks efter ankomst blev kommandoen overdraget og jeg blev skipper mens Bjarne overtog titlen som partsreder. Bjarne havde da i de forløbne 4 uger haft fornøjelsen af at sejle i den svenske skærgård, hvoraf 2 af ugerne havde været kejservejr. Den sidste uge havde været noget blandet – mere og mere dårlig hen mod skiftedagen. Nej, det lød ikke godt 🙁

Tidligere på lørdagen havde Lotte og Preben og en af Prebens sejlerbekendte fra Skovshoved fundet til Kungshamn, så der var lagt op til lækker middag på byens gode madsted og kaffehygge tilbage på Anderstina.

Søndag formiddag kørte Bjarne så tilbage til Gentofte i Landcruiseren, hvorefter Lotte og Preben og kahyts og jeg besøgte Smögen – Vestskærgårdens svar på Skagen. Et mylder af mennesker, tøj- og skobutikker på rad og række og så en glimrende restaurant, hvor vi fik en god frokost. Heldigvis skulle kahyts og jeg hurtigt tilbage, så plastikkortet blev kun brugt en enkelt gang – en vindbreaker og sejlerjakke til mig 🙂

Vi skulle nemlig med den lokale bus ind til Uddevalla, hvor vi skulle hente Rasmus og Tina, som glæder os med deres deltagelse i den første uge af vores sejlerferie. Frem og tilbage – og så var besætningen samlet på Anderstina, hvor det blev til den nemme aftensmadsløsning – pizza fra den lokale.

Mandag stak vi så til søs – med en fantastisk spændende oplevelse af den svenske skærgård, smalle passager, drejebroer og kabelfærger. Solen var on and off – nok mest off – og selvfølgelig pissede det ned, at vi søgte efter plads i Fjällbakka.

Også her viste svensken sig fra den ugæstfrie side. Lotte og Preben – som havde været vores turguider på første tur i skærgården – lå på en efter danske forhold ganske udmærket ubenyttet plads, men det passede ikke naboen, der var hysterisk med hendes 10 fods pram. Det var ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt Lotte og Preben reducerede hendes manøvremulighed i væsentlig grad. Nej det var spørgsmålet om princippet – den plads Lotte og Preben lå på var ingens plads – og derfor skulle der ikke ligge nogen. Havnefogden havde sine udfordringer – for skulle man nu holde sig gode venner med en af fastliggerne, eller skulle man kunne tillade det logiske, at den tomme plads blev brugt af en gæst fra Danmark.

På vej til Fjällbakka havde vi haft en højst besynderlig – og ganske ubehagelig – oplevelse. Anderstinas bovpropel havde startet helt uprovokeret, og den eneste måde at bringe den til standsning var at slukke for en hovedafbryder. Det viste sig meget effektivt – den kunne nemlig ikke starte igen. Så første anløbning i årets sejlerferie måtte foregå uden bovpropel – og selvfølgelig var der ingen pladser de første to ’inderhavne’ vi søgte ind i.

Det var måske lidt held i uheld. For med den defekte bovpropel fik vi talt til havnefogdens bedre jeg – og fik lov at ligge på en plads, som ellers tilhørte en fastligger. Ja, det var måske også uheld i held. For havnefogden kunne ikke få fat i fastliggeren og vidste derfor ikke, om han kom hjem samme dag. Han havde godt nok telefonnummeret til fastliggeren på havnekontoret – men han havde smækket sig ude af havnekontoret J Jeg måtte love på spejderære, at jeg ville flytte båden, hvis han kom – og at jeg i øvrigt ikke forlod båden.

Pladsen var den inderste mod selve kajen og var i øvrigt ret bred, men det viste sig, at man ikke skulle ligge helt op ad kajen, for her var dybden så marginal i forhold til Anderstinas køl, at vi stod på bunden, da Lotte og Preben kom om bord (hermed ikke noget negativt om vægten af Lotte og Preben :-)). Det fik mig til at sende følgende SMS til partsrederen: ”Hej partsreder. Det pisser ned og det har det gjort hele dagen. Vi står på grund og bovpropellen er gået i udu. Men vi hygger os med Lotte og Preben og spiser dine rester. Og så er det ikke en gang løgn.” Vi væddede om hvor lang tid, der ville gå, inden partsrederen ringede. Jeg vandt med et gæt, der sagde under 2 minutter.

Jeg snød lidt med hensyn til ikke at forlade skibet, for Preben og jeg måtte til en bådudstyrsforretning for at købe en ny hovedafbryder til bovpropellen. Det var som nævnt reelt problem nr. 2, for problem nr. 1 var jo, at bovpropellen helt uprovokeret var startet. Men uden at løse problem nr. 2, var det både umuligt og ligegyldig at løse problem nr. 1.

Noget stressende ikke at vide, om man kunne ligge natten over, eller om man skulle flytte båden i løbet af aftenen. Det var som om, at alle indkommende både lignede den båd, der normalt havde plads, hvor vi lå. Vi slap med skrækken, men måtte om morgenen (selvfølgelig) bøde 260 SEK for en overnatning.

Tirsdag stak vi så til søs uden skærgårdsguide – så vi valgte det kendte (eller i hvert fald lidt kendte) og sejlede tilbage til Kungshamn. Mit indre barometer havde spottet omskiftning i vejret, så fra morgenstunden havde jeg hevet shortsene frem. Det viste sig at være spot on, for dagens sejlads foregik i høj flot solskin. Vind var der ikke så meget af, og den der var, kom fra syd. Så de passager, hvor vi godt kunne have anvendt sejl, blev alligevel gennemført med jerngenuaen. Nok meget fornuftig under alle omstændigheder, da jeg lige skulle vende mig til, at man passerer bulerne på vandet i ned til 2 meters afstand.

Rasmus har vist sig at være en rigtig søulk. Han springer rundt på dækket som det var legepladsen i børnehaven, og med sin søverhat og sværd sidder han på prædikestolen og råber: ”Land i sigte”. Det skulle jo gå galt – og det gjorde det. Nej, han faldt ikke i vandet, men han tabte sværdet. Men lykken står den kække bi, og 50 meter efter os opdagede et svensk par i en mindre motorbåd, at piratens sværd var faldet i vandet. De sejlede forbi men vendte båden og samlede sværdet op og sejlede op til os, hvor vi så kvitterede med 3 danske dåseøl (ja, fordi nr. 2 selvfølgelig blev tabt i vandet ved overleveringen).

I Kungshamn måtte vi selvfølgelig også vise Rasmus og Tina Smögen, og så fik kahyts jo også mulighed for at bruge plastikkortet. Det blev til et par Ecco-sandaler. Halv pris plus lidt til – jo med svenske pesetas og rea, så er det jo faktisk kriminelt ikke at købe noget.

Vi hyggede os på en af havnens restauranter, hvor dejlig mad blev krydret med en lun, solrig sommeraften og livemusic fra Svenne og Lotta i 09-udgave med ringe og tatoveringer synlige (og sikkert også usynlige) steder og Lottas levende reklame for Michelins truckerdæk bærende i flere lag fra brysterne til knæhaserne.

Så blev det onsdag, og nu skulle vi rigtig sejle vores egen sø. Igen for mange klipper og vinden lige i snotten, så sejlene var fortsatte pynteklude og masten udelukkende for at vise de forbipasserende, at man jo er en rigtig sejler.

Turen gik – efter anbefaling fra Lotte og Preben – til Käringön, hvor vi som nævnt ufrivilligt skulle ligge for anker.

Med anker og ankerspil der er dimensioneret til Hr. Møllers nye 86 fods Swan skulle der jo heller ikke være noget problem. Men vægten af anker og kæde passer ikke rigtig til mine kontorarme, så der opstod en mindre krise, da ankerspillet var i udu. Dagens bodybuilding blev gennemført med krum hals og truende vabler, men det lykkes dog at sænke ankeret rimeligt kontrolleret. Helt bevidst undlod jeg at tænke på, at ophalingen nok ville være noget mere anstrengende.

Der måtte luft i gummibåden, så vi kunne komme i land – mest fordi Tina følte et vist behov for en hovedrengøring. Det viste sig enkelt at pumpe den op, men umiddelbart kunne jeg ikke få liv i påhængsmotoren. Igen helt i uheld, for det betød, at vi ikke kom af sted før det blæste op og regnen stod ned i lårtykke stråler. De små buler på vandet kom faretruende nærmere og nærmere, så det var gang i motoren og trodse vind og strøm.

En ny ankerplads blev fundet og påhængsmotoren startet. Det hjalp pudsigt nok at hælde benzin på J. Rasmus, Tina og jeg sejlede ind til havnen, mens kahyts blev tilbage og passede på Anderstina. Usch – det var vist en oplevelse, der huskes – men ikke for det gode. Anderstina lå dog pænt på samme plads, da vi maks. 10 minutter efter var tilbage. Vi havde nok en fornemmelse af, at kahyts var i krise, så badstuen blev flyttet til Anderstina og vi skyndte os retur.

I en smuk solnedgang og svag vind nød vi så kahyts lasagne med flutes, tomater og agurk – og et par glas ’bådens vin’. Jeg fik repareret ankerspillet (en dummert i forbindelse med udskiftningen af hovedafbryderen til bovpropellen), så nu troede vi på, at alting igen ’spillede’. En enkelt godnatøl og så til køjs. Ja, det var jo rigtig dejlig indtil kl. 01:22.

Søndag 19. juli 2009 (dagene 16. – 19. juli)

Så blev her stille – helt stille. Kahyts lister omkring nede om læ, mens jeg sidder i cockpittet med min computer. Vi er nu efterladt alene, efter at Rasmus og Tina afmønstrede i går lørdag. Anderstina vugger behageligt, men det er småkoldt og skyerne truer med at falde ned i hovedet på os. Efter vejrudsigten er der dømt ’hjemmehygge’, da vi ikke vil ligge midt mellem bulerne på vandet og miste sigten på grund af kraftig, vedvarende regn.

Det blev jo torsdag morgen og solen stod som ventet op kl. 04:35. Jeg havde en hel time glædet mig til solopgangen, for jeg kunne mod øst se et ’flammehav’ og skyerne belyst nedefra. Men ak, straks inden solopgang blev det totalt overskyet mod øst, så lyset kom uden syn af solen.

Jeg synes dog fortsat, det var lidt for tidligt at vække besætningen, og sejlads fra Käringön til Martrand med en frisk til hård vind ville givet medføre en søgang, der bedst opleves fra cockpittet. Jeg havde jo også min computer at hygge mig med, så ’først’ 05:30 purrede jeg Tina.

Det blev som forventet ’livligt’, så inden vi havde sejlet mere end et par sømil kaldte Rasmus. ”Mor, det hele flyver rundt hernede.” Der blev indrettet ’puttenusseplads’ i cockpittet og vi fik rigtigt ’sejlet op ad åen – og nedad igen’. Kahyts kiggede op, men blev straks beordret ned i kahytten igen.

Heldigvis har fruen den gode egenskab, at hun kan sove i forholdsvis høj søgang.

”Vil du have en cola?” – tænk sig, at så få ord kan sige så meget på så kort tid. Kahyts var stået op, men et fortsat ophold nede om læ gav en noget ubehagelig mavefornemmelse. I kahyts evige ønske om at behage sine medmennesker tænkte hun, at når hun nu havde behov for en cola, ja så havde jeg måske også. Jeg læste også tankerne – ”hvorfor skal jeg pines og plages med høj søgang?”, ”er vi snart i havn?”, ”er du nu helt vågen?”, og sidst men ikke mindst ”du ved godt, at jeg er med ombord, ik’?”

Efter at vi udenskærs havde passeret grænsen mellem Skagerrak og Kattegat, kom vi igen indenskærs og det blev efterhånden en ganske rolig og smuk morgen, og kl. ca. 9 anløb ved Marstrand, hvor de første udgående både gav os op til flere muligheder for en perfekt kajplads med fast ankerline.

Et ganske smart system til at undgå kaos med ens eget anker – eller rettere med alle andres ankre, hvor ankre og ankerliner har det med at ligge på kryds og tværs, når man igen skal sejle ud. Her er en line spændt fast i den ene ende til en wire på bunden et stykke ude i bassinet og i den anden ende på broen, således at man reelt kan ligge med stævnen mod broen og hækken fastspændt, som om du havde verdens mest effektive hækanker.

Nabobåden var godt overrasket over vores tidlige ankomst – og vel særligt, da vi berettede om, at vi kom helt fra Käringön. Skipper virkede i øvrigt noget bekendt, så jeg måtte jo lige forhøre mig, om ikke vi havde set hinanden før. Jo, ganske rigtigt. Simon fra Kunde & Co – en samarbejdspartner vi i Beierholm havde anvendt i forbindelse med vores navnebytte og brandingkampagne.

Jeg manglede jo ligesom 6 timers nattesøvn, så en lang formiddagssøvn var nødvendig. Rasmus og Tina erobrede Carlstens fæstning – nu for 3. gang indtaget af danskere. Fæstningen ligger på Marstrandsøens højeste top hvor den troner over byen. To gange tidligere er fæstningen blevet erobret af henholdsvis statholder Gyldenløve og admiral Tordenskjold. Men fæstningen blev denne gang givet tilbage til Sverige uden nationale forhandlinger.

Eftermiddagen stod på proviantering, som skulle foregå i et supermarked, som lå placeret på den modsatte ø (Marstrand ligger reelt på 2 øer, som forbindes med en kabelfærge). Så fik vi også prøvet ’so ein ding’. Ganske fornuftig anordning – ikke så meget besvær med at styre fra havn til havn. 200 mennesker og et par varebiler flyttes fra en ø til en anden af en besætning på blot 1 person. Han må jo nødvendigvis være kaptajn. Tænk sig at være kaptajn på en færge, som sejler i pendulfart mindre end ½ sømil, og som holdes fast af et kabel, som er spændt ud mellem de to havne. Han må være i samme fagforening som elevatorførerne.

Humøret gik under nulpunktet, men det skyldtes en telefonsamtale med partsreder Bjarne, som kunne berette, at vores kære mor nu var fast besluttet på at flytte fra Husum Vænge til bebyggelsen Roskildevej, Frederiksberg, hvor Robert bor. Argumenterne skulle være gentagne røverier i Husum Vænge, besværlig transport til Tivoli og manglende altan.

Efter min opfattelse er det to ældre menneskers ønske om at flytte sammen uden at flytte sammen. Jeg synes ikke mor skal flytte – hun får ikke bedre sted at bo end i Husum Vænge – og jeg vil godt vædde 12 flasker Amarone på, at hun inden for 1 år vil give udtryk for, at hun har fortrudt.

Efter en hyggelig middag på en af byens mange restauranter (Marstrand er en meget populær svensk sejlerby), blev det til kaffe og op til mange godnatøller tilbage på Anderstina. Kahyts blev forfremmet til ’fodnusser’ og frustrationerne om min kære mor blev masseret ud gennem tæerne. Jeg fik så lært, at sure tæer kommer af sprut, og sent på aftenen – eller måske nærmere tidligt på natten – fandt jeg mig selv siddende nikkende i cockpittet, mens resten af familien sov.

En ny dag truede og vi tog kursen sydpå mellem bulerne med destination Öckerö, hvor Tina har en god ven, Robert fra tiden i USA i starten af 90’erne. Jeg syntes nu, at tiden var inde til at få luftet kludene (læs: sejlene), men det var mest til pynt, for bulerne giver ikke lyst til at krydse i modvind, så jerngenuaen var fortsat det primære fremdriftsmiddel.

Vi anduvede den hyggelige Nimbus Gästhamn og lysten til fadøl var uimodståelig. Men det var adgangen fra fadølsankeret til tappehanen desværre ikke. Tænk sig Anderstina uden fungerende fadølsanlæg. Det er som en bil uden aircondition – ganske utænkeligt, ik’? Jeg kontrollerede fadølsankeret – jo, der var tryk på beholderen. Jeg kontrollerede tappehanen – jo, den så klart ud til at fungere. Men ak – beholderen med spritblandet vand i køleskabet, igennem hvilken ølforsyningen afkøles til perfekt fadølstemperatur, var tom, og jeg kunne konkludere, at øllet var frosset i slangen og derfor ikke kunne komme fra fadølsankeret til tappehanen.

Nu var jeg jo ikke sådan lige indstillet på at opgive ønsket om et stort glas koldt fadøl, så kahyts fandt straks en flaske sprit og beholderen blev fyldt halvt op med vand og sprit (sprit for at vandet ikke skal fryse til is). Kahyts fik ’tilladelse’ til igen at fylde madvarerne ned i køleskabet, nu hvor køleskabets vigtigste funktion med at sikre koldt fadøl var reetableret. ”For helvede”, lød det højt og alarmerende fra pantryet. Der var åbenbart igen skabt forbindelse mellem fadølsankeret og tappehanen, men det genskabte tryk var mere end fastgørelsen af slangen til tappehanen lige kunne klare. Det det boblede ud gennem skabene med den dejligste velafkølede fadøl.

Meget symptomatisk for den slags ’ulykker’, så ankom Tinas ven med familie i det samme J, og Rasmus ville naturligvis gerne straks vise familiens datter på 4½ år hans værelse, captains cabin, køkkenet og badeværelset (som han nu kan sige det :-)). Ordet ’kaos’ virkede næsten som en underdrivelse.

Men selvfølgelig lykkedes det at retablere ølhanen, og kahyts kunne gå i gang med rengøring af ’ølskabet’ og køleskabet. Som det positive menneske, kahyts er, var hendes første kommentar: ”Hvor var det dejligt at få ryddet op i skabene og få smidt det ud, vi alligevel ikke spiser.” Jo, det var en helt særlig fornøjelse at byde Robert på en kold, velskænket fadøl.

Rasmus og Tina tog med familien til ’stranden’ alt i mens kahyts og jeg fik genskabt ro og orden på Anderstina.

Næste udfordring var fremskaffelse af benzin til påhængsmotoren på vores gummibåd. En ikke så ligetil operation. Først bakser man en vel 20 kilos påhængsmotor ned på badebroen – det er forholdsvis enkelt – men at have tilstrækkelig balance og passende afstand stående i gummibåden – til lige at få motoren stille og roligt ned og fastmonteret, kræver både held og en vis erfaring. Sidstnævnte er en stor mangelvare, så førstnævnte var der mere end almindeligt stort behov for.

Operationen gøres ikke enklere af en ’lam’ venstre arm, men i sidste instans opvejes alle udfordringerne af en fandenivoldsk stædighed og kampvilje. Jo, motoren kom på plads – og jeg stak til søs uden den mindste idé om, hvor det ville være muligt at finde en benzinstander.

Syd om øen Öckerö fra Nimbus Gästhamn ligger selve Öckerö havn, og jeg mente, at der måtte være muligt at finde et benzinudsalg. Jeg ’ankrede op’ i inderhavnen og kravlede i land med min tomme benzindunk og en liter olie, der skulle iblandes benzinen. Men ak – man sælger ikke benzin på Öckerö, så det blev til en ½ times gåtur til naboøen, Hönö, hvor en almindelig Statoil-tank kunne hjælpe med de gyldne dråber. Tilbage efter knap 2 timer var kahyts ca. 10 minutter var at kalde søredningstjenesten, Søværnets Operative Kommando og Interpol.

Vi blev alle inviteret på svenske kødboller, cocktailpølser med kartofler og 3 forskellige slags sild – alt i mens Rasmus forsøgte sig på den 2-hjulede (med støtteben) og løbehjul.

Tålmodighed er ikke hans største styrke, men efter kun begrænsede uheld lykkedes det ham dog at få en vis fornemmelse for cykelkunsten. Hvem ved – måske vinder ham Tour de France i 2034.

Lørdag morgen pissede det (igen) ned og der var udsigt til regn hele dagen. Vi havde fået tilbudt at låne Lotta og Roberts nr. 2 bil, så Rasmus og Tina blev kørt til Göteborg – ja, sådan i første omgang. Det viste sig nemlig umuligt at få plads på toget (eller togene) til København, så bilturen gik straks videre til Helsingborg. Kahyts og jeg fik set strækningen Helsingborg – Göteborg 2. og 3. gang – fra landsiden. Nu glæder vi os til at se den fra vandsiden.

Det er jo både godt og skidt med alle disse vejrmeldinger på Internettet. Svært at tro på, at det skulle blive sol og svag vind de første mange dage. Mon vi skal købe sæsonkort til Nimbus Gästhamn?

Vi besluttede allerede lørdag aften at blive på Öckerö søndag, så morgenstunden blev dejlig lang og varm under dynen. Dagen gik med diverse ’omrokeringer’ på skibet, frokost på Öckerö Missionsförsamling (vi nød hver en letøl L), dagbogsskrivning, vandretur og kahyts’ lækre bøf bearnaise med de sidste rødvinsdråber, vi i skrivende stund har ombord. Hvor fanden er nærmeste systembolag?

Fredag 24. juli 2009 (dagene 20. – 24. juli)

Ja, det var i hvert fald ikke på Donsö.

Jeg havde da ved Gud ikke forestillet mig en by, ja en hel ø uden systembolag. Men jo, på Donsö handler med ikke med alkoholiske drikke – altså med mindre man besøger en af havnes/byens restauranter. De er kule skøre, de svenskere.

Det blev så første dag med fuld sejlføring og det meste af turen på godt 8 sømil uden jerngenua. En ganske dejlig oplevelse, selvom kahyts særligt i starten var ved at skide grønne grise. Jeg havde en enkelt krise undervejs, da jeg på den på navigatoren indplottede rute var ved at springe et waypoint over. Det skal man ikke gøre i en bulet farvand, men heldigvis sejrede fornuften over teknikken, og vi fik styret båden tilbage på den korrekte rute. Efter godt en time i ’åben sø’ gik vi indenskærs, og det blev en fantastisk fredfyldt og smuk sejlads i den skønne svenske skærgård.

Helt efter bogen (Bogen for typiske hændelser ved anduvning af ukendte havne) stod det ned i lårtykke stråler, da vi nærmere os Donsö. Men ud over at blive godt og grundig pisse våd, så var alt under kontrol og vi fortøjrede sikkert uden på en forlagt, tomastet skonnert. Der var dømt hjemmehygge, god frokost og en hel morfar.

Så var det den virkelige verden gik op for os. Øens i øvrigt velassorterede ICA-supermarked havde (naturligvis) ikke rødvin, men den flinke kassedame kunne berette, at vin og spiritus, ja sgu også ’stærk’ øl (det er sådan dansk almindelig pilsnerstyrke) ikke kunne købes i byen – eller på øen i øvrigt. Nærmeste systembolag var inde i Göteborg. Det står ikke helt klar for mig, hvilken effekt en sådan restriktiv holdning til vin- og spiritussalg har for forbruget. Jeg må studere det nærmere.

Jeg tiggede og bad kahyts om vi ikke nok kunne blive i havn tirsdag. Vinden var i løbet af aften og nat øges ganske betydeligt, om ved morgenstunden viste vindmåleren over 20 m/sek i vindstød og gennemgående 17 m/sek. Og det var vel at mærke i havnen. Hun forbarmede sig, og vi nød faktisk feriens første rigtige ’blæst-inde-dag’. Der blev læst, besvaret mails og studeret aktiekurser. Ja, man ligesom levede helt igen.

Danske Bank i kurs 100. Laveste kurs i det seneste år var 33 og højeste 156,75. Ja, fortæl mig lige, skal vi le eller græde? Med mit positive livssyn vil jeg vælge at le. Glæde mig over, at jeg ikke solgte på kurs 33 – og abstrahere fra, at jeg i sin tid købte på kurs 174,50 efter varm anbefaling fra en (nu pensioneret) Danske Bank-direktør 🙂

Vi fik os en ø-tur til fods, og nej, vi fandt ikke noget systembolag. Øens 1.400 indbyggere må være afholdsmennesker. Hvor uhyggeligt. Der er jo så en helt fysik forklaring på, at svenskere drikker betydeligt mindre alkohol end danskere. De er også anti-bilister, for der findes ingen biler på øen. Svenskere er underlige.

Kahyts serverede pyt-i-pande – verdensklasse. Var kontrollanterne fra Michelin-guiden kommet forbi, så var der straks givet 2 stjerner. Jeg fik gang i WEB-TV’et, da modtagerforholdene på WIN-TV ikke gav mulighed for at se danske kanaler. Man skulle dog væbne sig med en stor del tålmodighed – en sådan har kahyts ikke, men det har jeg 🙂 – for transmissionshastigheden var ’kun’ 3G det meste af tiden.

Morgenstund har guld i mund – og det havde onsdag morgen i hvert fald. Vinden var løjet af og solen skinnede fra en skyfri himmel. Kahyts blev purret 06:30, og jeg gjorde båden sejlklar, mens kahyts forberedte morgenmad. Vi ville tidligt af sted, da vejrudsigten sagde regn fra omkring kl. 12. Destinationen var Gottskär – en mindre havn i Kungsbackafjorden (mellem Göteborg Varberg).

Det blev en helt perfekt, skøn sejltur, indtil vi ½ sømil fra havn gik på grund. Heldigvis noget ’muddersuppedags’, men vi sad nu godt og grundigt fast. Jeg anklagede straks Hugo (navnet på selvstyreren) for pligtforsømmelse og navigatoren for urigtige dybdeoplysninger, men efterfølgende måtte jeg jo konstatere, at såvel fejlnavigering som fejllæsning af søkort var min fejl – ene og alene.

Vi fik båden fri ved motorkraft og fandt den autoriserede rute ind til havnen. Spørg lige om det nu begyndte at regne. Jeps – og med regnen fulgte en ganske betydelig opfriskning af vinden.

Naturligvis ingen pladser i læsiden af mole og broer, men jeg nægtede at ligge med regnen og vinden blæsende ned i cockpittet. Så det blev – for kun 2. gang i vores ’sejlerkarriere’ – til en fortøjning med hækken mod broen. Der blev kæmpet bravt i regn og blæst, men resultatet var tilfredsstillende efter anstrengelserne.

Belønningen var en formidabel frokost med sild, øl og snaps – ja, kahyts tryllede lige pludselig en snaps frem – og en efterfølgende en ’dobbelt morfar’, som blev afbrudt af partsrederen, der lige skulle høre de sidste røverhistorier fra det gode skib Anderstina. Jeg fortalte ham ikke om det ufrivillige holdt i bugten – det må han så vente med at få at vide, til han læser dagbogen 🙂

WEB-TV’et blev aktiveret og vi fulgte spændt de sidste 30 kilometer af 17. etape af Tour de France. Brødrene Schleck’s kamp mod Contador i kongeetapen. Sjældent at både nr. 1, 2 og 3 på en etape jubler lige meget. Jeg synes, det er ufatteligt dumt, at cykelryttere fortsat doper sig, men jeg finder det ganske uforståeligt, hvis de kan gennemføre en sådan etape uden doping.

Min mave begyndte at rumle – duften af kahyts forberedelse af tunfrikadeller til aftensmad sneg sig op i cockpittet. Kan man drikke hvidvin til tunfrikadeller? Skrækken for det som er værre – ingen vin overhovedet – gav jo svaret: Ja. Og så står den på Varberg i morgen. Der må de da have en systembolag. Ellers tager vi færgen til Grenå og provianterer i Danmark.

Torsdag morgen havde knap så meget guld i mund – det var faktisk godt overskyet og det truede alvorligt med regn. Så alvorligt, at vi allerede inden vi sejlede ud havde påklædt os regntøj fra gummistøvler til kasket (dog ikke sydvest, som ellers anvendes af de mest garvede sejlere). De havde lovet byger – og det holdt de. En enkelt byge der varede fra kl. 8 til ca. kl. 16.

Vi passerede Ringhals og undrede os over, at atomkraft lugter af spegepølse. Nordens største kraftværk, der producerer 3.550 MW (hvilket svarer til 18 % af Sveriges elforbrug) udsender en ’duft’, der selv på 10 km’s afstand giver en oplevelse af, at du står i verdens største charcuteri. Atomkraft er givet en meget ’ren’ form for kraftværk, men mon ikke de også skulle udvikle lidt i lugtfiltre.

Regnen silede ned og både kahyts og jeg var krøbet i læ under forkalechen, mens Hugo og amerikanske satellitter styrede os sikkert frem mod Varberg. Jeg havde bevidst ladet hovedkontakten være ’on’ til bovpropellen, da vi jo fortsat ikke havde løst – endsige klart identificeret – problem 1 – at bovpropellen umotiveret starter. Gashåndtaget med kontakter til bovpropellen står ikke under forkalechens læ for regnen, og lige så pludseligt som sidst blev bovpropellen pludselig helt vild i vandet (ikke i varmen, for det problem har vi sgu ikke). Jeg kastede mig ned i forkahytten og afbrød hovedkontakten.

Manøvren skete naturligvis samtidig med, at vi fik behov for et gør-det-selv-studie i Anderstinas radar. Regnen var så kraftig, at sigtbarheden gik under 200 meter, så vi fandt det mest trygt at få et radarbillede af omverdenen. 5 øjne ser jo bedre end 4. Det 5. øje viste sig også yderst effektivt, for på radarbilledet kunne vi med en afstand på 1 sømil se en ’genstand’, som vi ikke med de 4 andre øjne kunne se. Og ganske rigtigt – ud af regnen dukkede ’pludselig’ et større fragtskib op og passerede os med ½ sømils afstand om bagbord.

Vi gik ind i Getterön Gästhamn, som er Varbergs lystbådehavn. Det regnede fortsat og kahyts proklamerede, at vi ikke sejlede igen, før alt tøjet igen var tørt. Mon vi skal blive her måneden ud?

Getterön har (naturligvis) heller ikke noget systembolag, men en lille fiskekutter sejler hver time over til selve byen, Varberg. Vi gik målrettet op gennem byens gader og torve med kun et sigte – byens systembolag. HELT VILDT – et udvalg og med mængder, der fjerner en hver illusion om, at svenskerne ikke drikker vin. Hvorfor er det så lige, at de ikke kan købe det i supermarkedet?

Totalt ulogisk startede vi dagens indkøb i systembolaget – men tænk sig hvis de havde lukket butikken eller det var blevet forbudt at sælge vin inden vi havde provianteret i ICA. Jeg gik majestætisk byen rundt 1½ gang med mine 6 liter rødvin og 10 flasker snaps (ok, det er kun 5 cl i hver).

Kahyts’ udsagn om, at vi ikke skulle sejle igen før alt tøjet var tørt, fik mig i øvrigt til at etablere ’tørrerum’ nede om læ. Fuld kraft på varmeanlægget og så åbne skodder. Ret effektivt.

Vi havde inviteret hinanden på restaurant, men med dagens succes i systembolaget ændredes planerne til ’take away’, idet kahyts havde spottet, at restauranten i den lille gæstehavn også solgte mad ud af huset. Ja, god morgen røv. Der var ’fest og farver’ i restauranten, og den meget lidt venlige overtjener forklarede mig, at køkkenet var så travlt optaget med at servicere ’festen’, at de ikke havde tid til at stege 2 burgere til os.

Kahyts tog naturligvis meldingen med ophøjet ro, og mens jeg tog et aftenbad og smagte på saften fra de ældre druer, tilberedte hun ’kahyts’ pølseret med kartofler, agurk og tomat.

Vejrudsigten lovede fortsat regn – hele fredagen – så vi besluttede os for at sove længe og nyde en ’fridag’ med læsning, shopping (måske en tur til systembolaget, hvis det ikke er lukket på grund af for stor omsætning dagen forinden) og frokost på torvet i Varberg.

Man kan sagtens holde ferie i regnvejr, og så er risikoen for solskoldning og hudkræft jo væsentligt reduceret 🙂

Søndag 2. august 2009 (dagene 24. juli – 2. august)

Det blev så til endnu en dag i Varberg, og efter en hyggelig frokost med BBQ og Bacon Burger på en af byens mange halvt-udendørs-serveringer blev kahyts sluppet løs i et utal af modebutikker. Jeg vidste at frygten for at skulle tale med en af de svenske ekspedienter ville lægge en hel naturlig begrænsning på brugen af plastikkortet. Og så var det, at jeg at det gik op for mig, at ’mærkevarer’ (også) betyder, at mennesker med veludviklet købegen ’mærker’ sig frem gennem tilbuddene. Det er som jeg siger til Rasmus: ”Kig med øjnene – ikke med fingrene”. Men han lærer jo meget af besse.

Kahyts purrede mig allerede kl. 6 – nu ville hun altså ud på bølgen blå. Inden vi forlod Varberg blev der tanket diesel på, så den blev alligevel 7:30 inden vi sejlede ud i det åbne hav. Kursen var sat til Anholt – en frisk tur i modvind på godt 30 sømil eller forventelig 5 – 6 timers ’gyng-gang’. Men da vi passerede sidste sømærke i udsejlingen fra Varberg ombestemte jeg mig, og ændrede kursen sydpå mod Falkenberg. Det var ikke fordi vinden var så vild og voldsom – vel omkring 10 m/sek – men bølgerne var ifølge kahyts på højde med Rundetårn. Noget overdrevet – også selv om vi lægger Rundetårn ned – men 2 meter blev det nok til.

Jeg forsøgte i et par timer at yde krisehjælp og lidt forsejl hjalp på Anderstinas vuggen – nu gyngede vi ligesom kun til den ene side J. Kahyts forsøgte at få humøret igen – og det lykkedes da vi passerede indsejlingen til Falkenberg havn. Helt lystigt sprang hun rundt på dækket og fiksede fortøjninger og fendere – så var vi helt klar. Og med stor glæde passerede 3 pæne store sejlskibe os på vejen ind – det gav håb om en god plads i havnen. Kahyts overvejede at anråbe de udsejlende – ”det er vildt derude” – men omvendt skulle de jo ikke tilbage og optage de nu ledige pladser.

Efter en dejlig frokost i cockpittet med øl og snaps blev det til en ’morfar’ – og ja, klokken var kun halv to, da vi spadserede ind til byen. Her fandt vi os selv midt i et større motionsløb, men vi brød dog hurtigt ud af geledderne og plantede os som tilskuere, nydende en kop kaffe med vaniljeis og flødeskum. (Det er da meget svensk, er det ikke?) Systembolaget var naturligvis lukket – hr. Svensson drikker ikke rødvin om lørdagen. Tilbage på Anderstina blev der serveret rødvin, jordbær og nødder – og kahyts gik i gang med at forberede peberbøffer. Livet er ikke det værste, man har.

Vinden hylede i masterne søndag morgen, så kahyts udsatte morgenmaden til kl. 8. Det blev så til ’store læsedag’, da vindmåleren signalerede en vindstyrke, der måske lige var en tand højere end gårsdagens. Og da vinden fortsat kom fra vest, var vi klar over, at bølgerne ikke var blevet mindre.

Kahyts havde behov for at få mave og nervesystem i ro, og jeg fandt det passende med en lang dag med læsning af de 10 kg’s læsestof, som jeg havde medbragt. Det har også i år været sådan, at tidsskrifter og andet privat og erhvervsrelateret læsestof blot lægges til bunke i maj og juni måned. Det synes svært i den periode at finde motivation og energi til at læse om SKAT’s indsats over for tynd kapitalisering, renteloft og EBIT-regel i Selskabsskattelovens §§ 11, 11B og 11 C.

Motivationen til netop sidstnævnte artikel lyste ej heller fra det skiftende skydække, der passerede Falkenberg denne søndag, men jeg havde stor fornøjelse af Gør-det-selv (spørg mig ikke hvorfor), Komputer for alle, FLYV, Penge og Privatøkonomi, BådNyt og National Geographic.

Mandag var vinden så løjet noget – det blæser sjældent kraftigt, når regnen siler ned fra morgen til aften L, og vi havde allerede søndag aften bestemt, at det måtte blive endnu en dag i Falkenberg.

På sin vis glædede mig (men fortalte det naturligvis ikke til kahyts – det skulle jo ikke gå ud over, at jeg bliver vildt forkælet, når vi ’ligger over’), for jeg havde stor lyst til at studere lidt om ’track trace’ via VHF-sendere på Internettet, ligesom jeg gerne ville reorganisere vores hjemmeside og gøre den klar til at være opslagsværk for vores mange digitale billeder.

Jeg kunne så konstatere endnu en fordel ved sorte, lavtliggende regnvejrsskyer – man kan læse computerskærmen udendørs i dagslys J

Det indre vækkeur ringede klokken 6:30. Jeg har ladet mig fortælle, at man står tidligere og tidligere op, desto ældre man bliver. Det er der jo en hel naturlig forklaring på – altså med mindre med går tilbage i kanen, når man har tømt urinblæren. Men kahyts spærrede vejen tilbage til captains cabin – nu skulle vi have morgenmad og så skulle vi sejle. Faktisk har vi nok også set rigeligt til Falkenberg, og jeg havde fået læst en hel del. Tak – så var det jo ikke spildt, at jeg slæbte hele gøgemøget med om bord.

Jeg havde sat storsejlet i reb 1 og med ca. halv genua fik vi sat sejlene inden vi forlod havnebassinet. Heldigvis for det. For i havneindløbet og den første sømil gik det noget voldsomt for sig, så havde jeg ikke været på forkant, så var der blevet dømt nul sejl de første par timer. Heldigvis var bølgerne yderst moderate, og halvvinden gjorde en helt perfekt sejlads med cruisingfart på ca. 7 knob helt frem til Torekov. En lille by på fastlandet ud for Hallands Väderö, sådan lidt nord for Kullen.

Netop Torekov var en af de havne, jeg på forhånd havde annonceret som anløbshavn, da jeg tilbage i 2006 med partsreder Bjarne havde en skøn oplevelse, som jeg gerne ville kahyts skulle have. Helt målbevidst søgte jeg helt ind i den inderste inderhavn – smågrinende over, at kahyts lige efter indsejlingen havde udpeget en ledig plads. Jeg tror at denne var ledig indtil kl. 23 – totalt ucharmerende og med yderst begrænset læ fra vestenvinden. Heldet tilsmilede os – vi fik ganske enkelt kongepladsen. Altså forudsat at man ønsker at ligge ved Torekovs svar på Nyhavn. ”Se på os” står i flammeskrift på fribordet.

Jeg blev sendt på indkøb i fiskeforretningen, og når vi nu lå der til offentligt skue, måtte jeg jo nødvendigvis købe friske rejer, stegte sild, Torekovsild og Skagenröga. Dette serveret med øl og snaps gav rigtig mange nysgerrige blikke. Hold kæft hvor vi nød det. Skulle man ikke også lige ligge i solskinnet og få sig en ’morfar’?

Rigtig mange havde Torekov som destination denne dag, så inden eftermiddagen var omme, var inderhavnen pakket med både i 2, 3, 4 ja op til 5 lag. Man kunne stort set ”gå på vandet” over hele inderhavnen. Vi var begunstiget af kun 2 både uden på, hvoraf den sidste ankom ret sent. Den første var kommet tidligt, men det var simpelthen de venligste svenskere vi indtil nu havde mødt på sejlerferien. Når de skulle i land var det i bare tæer med skoene i hånden.

Jeg fik bestilt bord på Hamnkrogen – og oplevelsen var fuldt på højde med førnævnte fra 2006. Et udendørs bord, der var Mary og Frederik værdigt, nedgående sol der lunede og gjorde den smukke kahyts endnu smukkere, første parket med udsigt over havnen (naturligvis frit udsyn til Anderstina) og smørstegt helleflynder med en frisk Muscadet. Så var ligesom finanskrise, den økonomiske krise og Kattegats vilde bølger glemt for en aften. Og inden bonusrunden fik jeg da også lidt serveret en Irish Coffee. Man sover nu dejligt efter sådan en dag 🙂

Til og med vidste vi på forhånd, at vi kunne sove længe (så her var det retur efter morgentoilettet), da vi som nævnt var pakket godt og grundigt inde. Først ved 9-tiden sejlede vi fra Torekov, og så gik den ’på et ben’ til Gilleleje. Fuld sejlføring – så kahyts måtte lige ned og have en formiddagslur. Ret effektiv indirekte surring, når skibet krænger en 20 – 25 grader – kahyts ligger og sover helt trygt, og jeg nyder dysten med vinden, bølgerne og navigationen.

Også i Gilleleje vovede vi os helt ind i inderhavnen – og også her havde vi tur i den. Med hækankeret godt ude i bassinet fik vi lagt os med stævnen direkte mod kajen. Kahyts forberedte på ny en lækker frokost med øl og snaps, mens jeg pakkede sejl og kvajlede tovværk. Nu kunne jeg i ro og mag nyde en af de sidste øl – vi var jo vendt hjem til et civiliseret land, hvor øl kan købes i ’livsmiddelforretninger’.

Vi fik besøg af Annemarie og Peter – medbringende vovsen Nelli og ’svigermor’ Oda (Peters mors). Annemarie, Nelli og Oda havde 3 udfordringer. At komme ombord, at være ombord og at komme fra borde. Utrolig hvilken positiv indvirkning vin har på modet. Man kunne tydeligt mærke, at Nelli ikke fik vin.

Aftensmaden stod på ’slammad’ fra havnens burgerbar. Kahyts havde nedlagt arbejdet. Ja, så kæk man kan være, når havnefogden igen taler dansk og taxierne kan køre til Bregnevej på under en time. Jeg fik installeret de danske tv-kanaler på WIN-TV, så jeg nød et (par) ekstra glas rødvin til FCK’s lidt heldige 3-1 sejr og Stabæk (kvalifikation til Champion League), mens kahyts ’besvimede’ allerede ved 21:30-tiden. Min eneste bekymring var, at det – som forventet – var begyndt at lufte noget mere.

Heldigvis ’skråt forfra’ – men kunne ankeret nu holde os ’på tværs’?

Det blev en noget urolig nat, og ’nye lyde’ skulle lige lokaliseres og analyseres. Men ved inspektion på dækket kunne jeg konstatere, at vi alle stort set vuggede i takt i nattens hårde vind, og at ankeret havde den fornødne stabiliserende virkning.

Hvad laver man, når det regner og stormer fra morgen til aften?

Ja, jeg tænder jo med fryd i øjet min computer og surfer løs på internettet. Netaviserne læses og aktiekurserne tjekkes op. Man er jo ligesom et helt rigtigt menneske igen. Mit projekt med billeder på hjemmesiden fik også sin opmærksomhed – vel omkring 10 – 15 timer de næste par dage. TYPO3 er sgu ret smart, men Gallery spiller bare ikke. Learning by doing mistakes tager sin tid – men giver jo også en klar fornemmelse af, hvad man absolut ikke kan.

Fruen blev behørigt, men minimalt luftet – tankerne sværmede konstant omkring Gallery. Der blev mærket lidt på varerne, men hurtigt var jeg tilbage ved min kære Lenovo T61. Op med kalechen og så kunne det sgu for min skyld regne resten af dagen.

Vi var blevet inviteret til middag hos Annemarie og Peter, som holdt sommerferie i et sommerhus i Smidstrup. Medbringende ’stjerneskud’ fra Adamsens Fiskeudsalg i Gilleleje reducerede vi Peters vinbeholdning til et minimum inden vi taxiede tilbage til Anderstina og fik strammet ankertovet inden nattens vindmæssige udfordringer. En rigtig hyggelig aften.

Sejlads var på forhånd aflyst fredag, da vejrudsigten gav lidt ’marginalt’ vejr for sejlads og da næste destination – Hornbæk – var programsat med havnefest. Vi var inviteret til middag hos Ruth og Thyge i Hornbæk, og – efter opfordring – havde jeg ’bestilt’ hamburgryg.

Vi fik til frokost besøg af Rasmus og oldemor Aase, og Rasmus fik rigtig fortalt oldemor, hvordan han tidligere på turen havde styret skibet og truet de forbipasserende med at borde dem og stjæle deres guld. Stolt viste han skibet frem og provokerende fik han vist oldemor, hvordan man ’springer’ fra borde.

Restaurant Jensens på Kystvej serverede den ’bestilte’ hamburgryg og Michelin-guiden blev udvidet med endnu en 2-stjernet. En hyggelig aften hos Ruth og Thyge, som havde fået lov at låne børnebørnene Olivia og Frederik. Klogevand og klogesnak – jo, vi havde naturligvis svaret på alverdens udfordringer. Pensio-Ruth underholdte pensio-Anette med livet som ’efterlønner’. Bare de nu ikke får stres af alle de aktiviteter.

Lørdag morgen var det tidligt op – kahyts ville videre. Jeg fornemmede klart, at med ’videre’ skulle opfattes ’hjemad’, og selv om jeg nævnte hyggelige havne som Helsingborg og Raa, så kunne ingen ’udenlandske’ navne friste. Nu var vi kommet til Danmark – og som nævnt var vi ikke længere væk, end resten af turen kunne foregå i en taxi.

Der var kun lidt vind – og den der var, kom fra sydøst, så det blev med jerngenua til Helsingør. Da vi så rundede Kronborg drejede vinden et par grader mod øst og friskede lidt op. Herefter var Anderstina simpelthen ikke til at stoppe.

Et ben til Skovshoved for fuld sejlføring. Ja, jeg kunne få lov til det hele – danse jitterbug på dækket, hvis jeg havde lyst, for nu kunne kahyts dufte stegt flæsk og persillesovs i sejlklubben.

Med kahyts’ gladeste smil i 3 uger anduvede vi Skovshoved først på eftermiddagen, hvor vi dog måtte ’parkere’ midlertidigt på en noget urolig plads, da vores egen (eller den vi meget gerne ville have var vores egen) var ufremkommelig på grund af et kajakpolomesterskab. Gitte Groth og barnebarn var på moleræs, så det blev til hyggesnak i cockpittet, inden kahyts serverede sejlerferiens sidste frokost. Jeg fik rengjort gummibåden mens kahyts fik sig en halv morfar, inden vi så sejlede de sidste 100 meter og fortøjede Anderstina på rette plads.

Vi råhyggede i sejlklubben, og ja, med stegt flæsk og persillesovs, og vi måtte naturligvis sove i båden til søndag morgen. Ferien skulle ligesom afsluttes med manér.

3 ugers dejlig, kærlig, spændende, udfordrende, smuk, oplevelsesrig, blæsende, regnfuld, solrig og på sin helt egen måde totalt afstressende sejlerferie er slut. Men vi glæder os til næste år, til næste år igen og de næste mange år i Anderstina. Og den svenske skærgård er ikke besejlet for sidste gang i vores sejlerliv.