2012 Sjælland Rundt

Så stod vi til søs

18.07.12 stod vi så til søs på første sejltur, som ikke kunne kategoriseres som ‘sommerferie’. For ‘ferie’ er vel defineret som ‘fri for arbejde’ – så kan man holde ferie, når man er ’tilbagetrukket’?

Jeg har ‘googlet’ emnet, og meningerne er delte. Jeg tilslutter mig dog den halvdel, der mener, at ‘ferie’ og ‘arbejde’ hører sammen, også selv om en sejltur (eller andre rejser m.v.) er en afbrydelse af hverdagens trummerum. Så altså – vi tog på sommersejltur – og ikke sommerferiesejltur 🙂

Turen startede efter det (forhåbentlig) sidste kontrolbesøg på Herlev Hospital. Det er sikkert af sparehensyn, at man nu ‘udskriver’ behandlede prostatakræftpatienter efter 2 år – og så venligt opfordrer til løbende kontrol af PSA hos egen læge. Men jeg valgte i første omgang at opfatte ‘udskrivningen’ som en definitiv raskmelding.

Vores sejltur var blevet fremrykket, da partsreder, storebror Bjarne inviterede kahytsjomfruen Anette og styrmand Jan med på tur. Bjarne egen sommersejltur var planlagt til den svenske (vest)skærgård og med slutdestination Skagen, hvor vi så havde aftalt at overtage Anderstina søndag den 22.07.12. Men af forskellige årsager blev denne tur aflyst, så vi startede fælles fra Skovshoved onsdag den 18.07.12 med kurs mod Rødvig, Stevns – og ‘lille’ opstartstur på 35,3 nm.

Vejret var overskyet og blæsende – og vinden kom ‘selvfølgelig’ fra stik syd, så det blev jerngenua (motor) og Hugo (Autopilot). Men alligevel var humøret helt i top – vi var alle 3 glade for, at sommersejlturen nu var i gang.

I Rødvig serverede kahyts Italiensk Bøf Stroganof fra Slager Broe og storebror gik i ‘vinkælderen’ og fiskede en dyr Pomerol med propsmag. Nu lå flasken heldigvis ikke alene i ‘vinkælderen’, så Pomerol’en blev skænket til havnens småfisk og krabber, mens vi blev forgyldt men en lækker Amarone.

Torsdag (19.07.12) gik turen videre sydpå gennem Bøgestrømmen til Kalvehave. Vanddybden i Bøgestrømmen er visse steder kun knap 2 meter, så det føles ind i mellem som om man ‘gnider’ hen over havbundens tang. Traditionen tro havde vi da også slukket for ‘dybdealarmen’ – da er jo ikke til at holde til ‘bip-lyd’ ud hele tiden 🙂

Vinden var fortsat frisk – ja, ind i mellem mere en frisk – men bølgerne går ikke så højt i Bøgestrømmen på grund af det lave vand. Så de 18,5 nm var en lidt blandet fornøjelse – men dog det meste af turen en god oplevelse.

Kalvehave Havn ligner ikke ligefrem Skovshoved Havn, men de har Hotel Færgegården – og her serveredes stegt flæsk. Hånligt havde styrmand Jan afvist at bestille bord – “der kommer sgu da ikke andre end os” – men det var da godt nok lang næse, da vi entrede en totalt fyldt restaurant med modtagelsen: “Nej, desværre – vi har ingen ledige borde foreløbig – smut I ind i krostuen og få en øl”.

Som foreslået som gjort – og vi fik da rigtig nok alle 3 en på opleveren. Den ene gæst var mere fuld end den anden – men den mest berusede var godt nok tjeneren 🙂

Det blev vores tur. Vi fik vores stegte flæsk – så vi var ved at revne. Og med 3 store fadøl løb den samlede regning op i 310 kr. Den veltilrettede mad, lidt spøjse betjening og næsten foræringspris gav måske forklaringen på besøgstallet. Måske var Hotel Færgegården også fuldbooket? Det burde vi have undersøgt.

Vinden var fredag (20.07.12) frisket yderligere op og drejet til sydvest. Samtidig med betydelig større vanddybde i Storestrømmen betød det pæne store bølger og direkte modvind. Tju hej hvor det gik – 29,6 nm til Karrebæksminde.

Vi havde egentlig planlagt at passere Karrebæksmindebroen (forbindelsen mellem Sjælland og Enø) og lægge til i ‘inderhavnen’, og storebror havde da også hejst broflaget på halv fortop. Men en indgående strøm på over 6 knob og en vindstyrke på vel omkring 12 m/sek fik os til at gå ind i den nye lystbådehavn til bagbord lige inden broen.

Bang – bong – sagde det, da styrmand Jan missede broen, da han ville gå i land for at montere landstrøm. Hvad der lige gik galt i koordineringen vides ikke, men foden ramte ikke broen. I stedet ‘fløj’ han vandret baglæns og landede vel godt en meter nede direkte på ryggen. Bang. Det var så ryggen. Bong. Det var så hovedet, det fortsatte bevægelsen nedad. Besætningen på nabobåden havde set stuntet og fik straks ‘alarmeret’ kahyts og storebror. Styrmanden fik sundet sig – og efter en dobbelt morfar og en ristet hotdogs kom humøret da også tilbage. Heldigvis ingen hovedpine – men betydelige rygsmerter (som i skrivende stund 26.08.12) ikke er helt forsvundet).

 21.07 – Karrabæksminde – Skælskør 21,1 nm

Dansk sommer 2012

Den danske sommer 2012 var i dagene xx. – yy. juli. Sol, svag vind og 25 grader (mindst).

22.07 – Skælskør – Lundeborg 1. sommerdag 20,4 nm

23.07 – Lundeborg – Svendborg 13,5

24.07 – Svendborg – Fåborg 16,4 nm

25.07 – Fåborg – Aarøsund 27,6 nm

26.07 – Aarøsund – Bogense 31,0 nm

27.07 – Bogense – Hou – sidste sommerdag 22,3 nm

We are sailing

28.07 – Hou – dagsregn

29.07 – Hou – Marselisborg, Aarhus 16,4 nm

30.07 – Marselisborg – Ebeltoft 20,1 nm

31.07 – ‘blæst inde’ i Ebeltoft

01.08 – Ebeltoft – Langør 19,7 nm

02.08 – Langør – Odden 32,9 nm

03.08 – Odden

04.08 – Odden

Rasmus på sejlerferie

Søndag 05.08.12 Odden – Så var freden forbi – men hvilken herlig støj 🙂 Vi havde glædet os længe til, at Rasmus skulle tilslutte sig på vores sommersejltur, og ‘timet og tilrettelagt’ (vi er ‘monteret’ med TV, Wii og 11 Olsen-bande-film) ankom Rasmus til Odden havn kl. 13:58.

Tina havde ellers meldt deres ankomst til 13:45, men hun må have husket forkert på størrelsen på vores ‘færge’, når hun mente at mødestedet var aftalt til Odden Færgehavn. Katemaranerne på Odden – Ebeltoft/Aarhus færgefarten lignede ikke helt Anderstina, så efter en opklarende opringning fandt de vejen til Odden Havneby.

Stemningen var høj – besse, Rasmus og morfar strålede om kap – og Tina blev garanteret også glad over at se vores fælles forventningsglæde. Efter en hurtigt frokost blev mor ‘sendt hjem’, og så var der dømt Cartoon Network et par timer. “Min krop er skabt til Cartoon Network”, annoncerede Rasmus, og morfar glædede sig over den spontane investering i en fladskærm og et ekstra kort til Boxer-abonnementet umiddelbart inden afrejsen fra Skovshoved.

Mandag skulle så sejlturen begynde – og vejrudsigten for tirsdag og onsdag understregede, at hvis vi skulle opleve andet end Odden Havneby, så måtte vi hellere komme afsted. Ruten var planlagt rundt om Sjællands Odde – gennem Snekkeløbet – og så stik sydvest til Ballen på Samsø. 32 såmil ventede forude, så vi startede ud allerede kl. 7:30. Rasmus var ikke færdig med at sove, så han fik sig en god time mere – indtil vi passerede Snekkeløbet. Så var der halvvind og Anderstina krængede og vippede så vågent ophold under dæk var ikke behageligt.

Stemningen var høj en 1/2-times tid, men så blev vipperiet for meget for Rasmus. Hans balancenerve var ikke helt indstillet på sejlerferie, så der blev ‘opfret til Guderne’. Sejt vendte han tilbage med godt humør – men det gjorde søsygen også – så der var opkast endnu en gang inden han faldt i søvn i morfars favn. Trods udsigten til en længere ventetid til vi nåede en havn med en legetøjsforretning, valgte han en forkortelse af dagens sejltur, så da vi passerede nordvestspidsen af Sejerø, skiftede vi kurs og sejlede ind til Sejerby – ‘hovedstaden’ på Sejerø. De 32 sømil blev dermed reduceret til 23,2 sømil.

Det ikke bare regnede – det pissede ned. Så skipper lignede en druknet mus, da vi lagde til kaj i Sejerby. Heldigvis holdt det op med at regne, så efter frokosten fik besse en lille lur, mens Rasmus og skipper gik til ‘centrum’ og fandt en Dagli’ Brugs. En ny Olsen-bande film og så en krabbefiskestang, som vi indviede efter besses servering af lækker Lasagne til aftensmad. Det blev til 6 krabber på en god halv time – og en ny dimension af sejlerlivet blev prøvet.

Vinden tog til i styrke hen over aftenen, og vi forberedte os på en urolig nat. Anderstina var vel fortøjret, men de kraftige vindstød og tiltagende bølger i havnen gav noget af en godnatvuggen. Jeg vågnede midt på natten ved et brag og efterfølgende ‘hvislelyd’, men hverken nattens eller efterfølgende undersøgelse har opklaret, hvad disse lyde skyldtes. Måske var det bare min underbevidsthed, der spillede mig et puds?

Vi havde på forhånd aftalt ikke at skulle sejle tirsdag, da vejrudsigten – særligt vindstyrken – ikke lovede ‘bessesejlervejr’. Men vi havde godt nok ikke forventet at skulle stå op til 17,2 m/sek vind inde i havnen. Nu var betegnelsen ‘blæst inde’ virkelig relevant.

Hvor fanden kommer alt den vind fra? De må da ikke have mere luft tilbage i Jylland. Konstant over 10 m/sek (i havnen) og vindstød op mod 20 m/sek – morgen – middag – aften – nat. Det mest belastende er faktisk lyden af stormvejr – det bliver man sgu træt og deprimeret over. Der blev set Cartoon Network, der blev set film, der blev spillet Matador, og turen op til Dagli’ Brugsen i Sejerby kender vi nu forfra og bagfra. Tirsdag og onsdag adskilte sig vist alene med at vi tirsdag fik hjemmelavede burgere og vi onsdag nød besses tunfrikadeller med mega meget remoulade.

Onsdag aften bønfaldte Rasmus, “ka’ vi ikke sejle et andet sted, hvor det ikke siger “uhh” hele tiden?”, hentydende til vindens ‘musik’ i masterne. Jeg lovede, at vi sejlede torsdag morgen og krydsede så fingre for, at vinden ville løje af og at der var mere læ i næste havn, så vi kunne få lidt fred i øregangene.

Så var der jo også lige fortsat OL. Men ak – håndboldherrerne blev slået ud i kvartfinalen – og så af svenskerne! Bedre gik det FcK, der i Brügge vandt 3-2. En super spændende fodboldkamp, hvor FC Brügge startede med at komme foran med 1-0 på et selvmål af FcK. Jeg blev ‘fanget’ at en reklame fra Bet365 og tænkte på, om jeg havde et mindre beløb stående på kontoen. Jeps – 135,96 kr., som jeg satsede på, at næste mål blev scoret af FcK. Vupti – så var kontoen pludselig forøget til 407,88 kr. Inden jeg fik besluttet mig for, hvad jeg så ville spille på, havde FC Brügge bragt sig foran 2-1. Faktisk blev odds’ne ændret før jeg over nettet fik vist målet – en lidt pudsig forsinkelse, når man ser TV over internettet. Nå men FcK skulle jo have uafgjort for at gå videre, så jeg satsede alle 407,88 kr. på at slutresultatet ville blive uafgjort. FcK scorede og indtil 4 minutter ind i overtiden stod jeg til en gevinst med odds 5,0. Men så løb den belgiske målmand med op ved sidste hjørnespark, og da de ikke fik scoret, var Santin så på en ‘friløber’. Ak ja, 10 sekunder fra en ‘formue’ – men super fedt, at FcK vandt.

Torsdag startede med at et mysterium blev opklaret. Braget og efterfølgende ‘hvislelyd’ viste sig at have været en af vores redningsveste, der åbenbart havde fået nok af stormvejret, så den mente at vi var ved at drukne. Jeg er fortsat ikke klar over, hvad der ‘udløste’ oppustningen, men jeg var da godt nok glad for, at det ikke skete, mens jeg havde den om halsen.

Vi fik tanket diesel, besse og Rasmus blev udstyret med ‘søsygearmbånd’ og så stak vi til søs. Fortsat en pæn vind – vel omkring 7 m/sek – men vi havde alle tre fået ‘økuller’. En helt fantastisk sejltur fra Sejerø – rundt om Røsnæs – til Kalundborg. Særligt ‘benet’ Sejerø – Røsnæs var VERDENSKLASSE. Vinden mellem ‘foran-for-tværs’ og ‘halvvind’, fuld storsejl og 75 % genua gav en ‘cruisehastighed’ på godt 7 knob. Ja, ind i mellem ‘toppede’ vi omkring de 8 knob. Super flot af den ellers lidt ‘gumpetunge’ Anderstina.

Om det var ‘søsygearmbåndet’ eller om Rasmus blot nu allerede var blevet mere sødygtig vides ikke, men faktum var, at den ganske pæne sø ikke påvirkede knægten.

Besse smilede – men det var vist alene til ære for fotografen.

Efter 22,8 nm – endelig en ‘rigtig’ by – d.v.s. en by med en BR Legetøj’s forretning. Besse blev snøret, morfar blev snøret – og så var der jo 25% rabat på Lego Starwars for BR-medlemmer.

Vi fik oplevet en anden del af ‘Udkantsdanmark’. Kalundborg – hvor ‘centrum’ var præget af ‘kineserrestauranter’ og folk på overførselindkomst. Lidt af et ‘kulturchok’, da Rasmus gik med ind for at købe 2 øl og en sodavand. “Du får fan’me nogen bank, hvis du ikke betaler mig de 10.000 kr., du tabte, da vi væddede om Danmark eller Kroatien gik videre”, gjaldede en meget ophidset ikke helt ædru herre i hovedet på en endnu mindre ædru herre. Vi skyndte os ud – men var dog ikke mere afskrækket, end at vi bestilte ‘kinesermad’ med hjem til Anderstina.

Efter middagen stod den på Matador, hvor Rasmus hurtigt fandt det formålstjenligt med en alliance med morfar. Efter at Rasmus havde købt Frederiksberg Allé, spejsede vi om Rådhuspladsen, og så blev besse ruineret lige som ‘alarmen’ meddelte, at spilperioden var slut.

Aftenen sluttede igen med Olsen Banden – nu var vi nået til nr. 9 – Olsen Banden deruda.

Fredag havde metereologerne lovet svag til jævn vind fra vest. Vindretningen havde de ‘gættet’ rigtig, men vindhastigheden var fra frisk til hård vind. Ud mod Røsnæs fik vi hjæp af ‘jerngenuaen’, men så gik det ellers for storsejl og halv genua med vind og bølger agten for tværs til Reersø – en tur på 20,6 nm. Tju hej hvor vi red på bølgerne – men jo så også med ned i bølgedalene.

Lidt nostalgisk at sejle til Reersø. Næsten ‘verdens centrum’ for en Vestsjællænder, hvor skippers mor blev født i 1925. Ud over navnet var der ikke meget ‘gensynets glæde’ – om det så skyldes Alzheimer Light eller ombygning af havnen vides ikke. Men lugten af fisk har ikke forandret sig.

Lørdag fik vi så endelig en morgen med solskin og svag vind, så vi krydsede Storebælt fra Reersø til Kerteminde på motor – en kort tur på godt 14 nm. Der blev som sædvanligt hygget med quiz, hvor morfar og besse skulle svare på quiz-spørgsmål fra diverse Ben10 film. Svarene var ind i mellem rigtige, men det var rent held. I Kerteminde kunne vi så konstatere, at børnefamilierne har forladt byen – formentlig til fordel for Odense. Byens eneste legetøjsforretning var lukket for et års tids siden, så eneste legetøj var et MEGET begrænset udvalg i SuperBrugsen. En enkelt lille pakke Lego Starwars sikrede at vi undgik den totale nedsmeltning – men det hjalp sikkert også, at vi fik en mega fed pizza til frokost.

Ved aftenens Matator-spil blev besse endnu en gang trynet – det virker ret godt, når morfar og Rasmus bliver partnere. Aftenen sluttede sædvanen tro med Olsen Banden – nu nr. 11 – Olsen Banden overgiver sig aldrig.

Søndag gik det så tilbage til Sjælland – nærmere bestemt Korsør efter knap 20 nm. Fuld sejlføring frem til Vestbroen (broen mellem Sprogø og Fyn), hvor vi lige kan krybe os under de 16 meters frihøjde. Efter vi havde passeret broen havde vi vinden lige i snotten frem mod Korsør, så kludene blev taget ned og jerngenuaen sat i omdrejninger. Det blev hurtigt for kedeligt for Rasmus, så Olsen-banden kom på DVD-afspilleren nede i kahytten, mens kahyts og skipper nød solen og den svage vind frem mod Korsør.

Stor gensynsglæde da mor steg ombord – og alle røverhistorierne skulle fortælles på én gang.

Efter en hyggelig frokost drog Tina og Rasmus tilbage mod København, mens vi havde fået en rigtig hovmester ombord. Christopher var taget med Tina fra København til Korsør, så han kunne holde en uges ferie sammen med os på Anderstina. Verdensklasse.

Christopher viste straks både evner og vilje på Anderstinas Weber-grill, så udnævnelsen kom prompte – Hovmester.

Ingen Olsen-bande-film – ingen Matador. Hold bøtte hvor var der stille. En særlig del af vores sommersejlertur var slut – og en ny kunne begynder.

Er vi lige bare heldige?

Hovmesteren

Vi havde jo nok egentlig forventet at stå op til høj flot sol og vindstille. Solen skinnede men vindstille kunne man ikke kalde det. Selv inde i Korsør Havn målte vindmåleren 6 m/sek – og det skulle hurtigt vise sig, at det kun blev værre.

Forinden vinden pustede sig op nåede Hovmesteren dog lige en morgendukkert. Ret sejt. Kahyts turde ikke se på – så hun kom først tilbage på dækket, da hovmesteren igen var sikkert ombord.

Vi havde sat kurs mod Vordingborg, men da vi rundede Stigsnæs og gik direkte sydøst, måtte vi tage sejlene ned, da vinden kom lige i mod os – og vi havde ikke den fornødne tålmodighed til at gå på kryds hele vejen til Vordingborg. Efter en times tid med frisk vind og hård sø i direkte modvind var hovmesteren på den yderste grænse inden søsyge, så vi skiftede slutdestinationen ud til Karresbæksminde.

Det betød en mindre drejning mod nord – men mest af alt betød den en væsentlig forkortelse af turen. Med målet i sigte og en gps-visning på en sejltid lige under en time fik hovmesteren kontrolleret balancenerven og søsyge blev holdt i level.

Efter en hurtig frokost blev det til en HEL morfar. Både kahyts og hovmesteren var ‘færdige’, så vi nød alle den nu aftagende vind og en skyfri himmel.

Skipper var helt opmærksom på de voldsomme strabadser han havde udsat besætningen for, så han inviterede som ‘byens’ Italienske gourmetrestaurant. Super lækker mad – men hvorfor bygger de altid restauranterne i havnemiljø på flydebroer? Vi vuggede alle sammen til aftensmaden – også før både øl, rødvin og Irish Coffee.

Men en skøn aften – en rigtig ‘efterbrænder’ medio august.

Sensommeren tog sit indtog. En skøn morgen – let til frisk vind fra øst og skyfrit. Vi nød morgenmaden i læ af kalechen og flot solskin. Halvvind syd mod Knudshoved – det kunne faktisk ikke være bedre.

Rent nostalgisk gik tankerne tilbage til 1998, hvor Christopher var 1. styrmand på Anderstina. Smilet havde ikke forandret sig – men skægstubbene lidt længere.

Vi sejlede vest gennem Smålandsfarvandet, under Storestrømsbroen og rundt til Kalvehave.

Udkantsdanmark når det er smukkest.

Hov-mesteren grillede Hotwings på kajen og vi nød god mad, lækker rødvin (indkøbt af hovmesteren) og hinandens selskab til tonerne af Don’t Cry for Me Argentina, My Heart Will Go On og Smuk som et stjerneskud.

Aftenen kulminerede med at skipper lammetævede besætningen i Matador.

Den smukke sensommervejr holdt også onsdag. Ikke en sky på himlen og vind fra nordøst. Det betød storsejl og jerngenua op gennem Bøgestrømmen og videre til Rødvig. Verdensklasse – selv Kahyts smilede over hele femøren.

Hovmesteren og skipper gik på strandhugst – men desværre ingen bid. I stedet en helvedes masse sand og ud over at træde på en hundelort lykkedes det også hovmesteren af få en snegl i skoen. Det siger jo lidt om hans tempo.

Men han viste stor klasse, da han inviterede på kajgrilstegt laks. Det var til 2 Michelin-stjerner.

Torsdag gik vi så nordpå til Dragør. En skøn sejllads med fuld sejlføring for halvvind.

Hov-mesteren påbegyndte sit HD studie i Organisa-tion, men det var vist ret tung læsning.

Vi nød turen – og hinadens selskab og prikken over i’et var rødspætte/tournedos på Dragør Strandhotel. Og så selvfølgelig Irish Coffee på Anderstina. Verdensklasse.

Rasmus ringede og berettede, at han savnede os. Uh, uh – var vi lige høje. “Vil du være med til at tømme båd og spule den i morgen, så henter jeg dig i skolen klokken et i morgen?”, spurgte jeg forsigtigt. “Det er lige mig”, svarede Rasmus hurtigt.

Ikke et øje tørt – nu var vi klar til at slutte årets sommersejltur.