2001 Lykkens vej

03.07.2001

Lykken er ferie ……….

Indrømmet, det er lidt snyd – billedet er fra 07.07.1999. Kun få forskelle : bilen er blevet lidt yngre, fruen lidt ældre og træerne lidt færre, men højere.

Endnu en gang kom ferien bag på mig selv, mine kunder og mine medarbejdere. Måske er det et godt tegn – altså et tegn på engagement i jobbet, at mine forberedelser til ferien indskrænker sig til at “invitere” mig selv på ferie i min Notes-kalender. Så aftaler jeg da i det mindste ikke noget med nogen.

Men det kan selvfølgelig være lidt problematisk ultimo juni måned at konstatere, at den nye (ja, ja, 4 år gammel) Jeep vejer betydelig mere end den gamle (så tror da fanden, at benzinen løber lige i gennem), så bil + RulleKnaus umiddelbart kræver “trailerkørekort”. Jeg lovede mig selv – og manden på Bilinspektionen – kun at læsse 12 flasker rødvin (man tager jo heller ikke sand med til Sahara) og 3 kasser dåseøl med som ekstraudstyr, hvorefter vi med lidt nedjustering af Jeep’sen maksimale trækvægt fik gjort vogntoget lovligt til stemplerne i mit kørekort.

Fruen er noget bedre til at planlægge ferie – så tirsdag morgen var alt pakket. Sku’ vi ikke tage afsted ved frokosttid ?, udgød hun ved morgenbordet. Ja, jeg manglede vel kun omkring 20 timers arbejde, at rengøre RulleKnaus udvendig og så pakke gummirøjser, regnfrakke og den mere end 1 meter høje læsebunke.

Så formiddagen gik med at (bort)forklare hængepartierne – og så godkende regningerne på hovedparten af statusperiodens arbejde. Så er det jo spændende og se, om kunderne har kunnet se mit feriehumør !

RulleKnaus fik sin sommerferierengøring og interiøret blev hentet ud af vinterhiet. Hvem sagde ferieklar ? – nå, ja, måske skulle vi lige vende om og hente Campingbøger og Vejatlas, bare sådan for god ordens skyld.

Første stop – efter “anden afrejse” – ved Solrød Strand. Altså ikke for at bade, men for at opsamle Christopher’s rejsegods. Christopher og Tina joiner os nemlig på ferien om et par uger, og Christopher mente det var lettere for RulleKnaus end for SAS at transportere diverse regntøj og dyne. Allerede her burde jeg jo være blevet lidt mistænksom – hvorfor skal man bruge regntøj i Frankrig og ikke i Danmark ? Vi blev fristet – og det var ikke svært – at grilstegt kalkun, guldøl og rødvin, så første stop blev udvidet til godt 2 timer.

Sommerklargøringen af RulleKnaus havde i øvrigt givet lidt elektriske problemer : Batteriet (som var blevet forsvarligt vinteropbevaret) var naturligvis helt og aldeles dødt, men værre var det, at samme tilstand synes at indfinde sig hos akkumulatoren. Jeg ladede og ladede, men lige lidt var batteriet blevet opladet, og jeg havde endda forsøgt mig med at “låne” strøm fra Jeep’sen batteri. Heldigvis havde Hr. Danmark (særligt kælenavn for Knold, alias Anders, alias Christopher’s far) en “lidt ældre model” af et ladeapparat, så vi tappede lidt Solrød-strøm – og lånte den tekniske museumsgenstand med på sommerturen.

Lykken er ferie ……….

04.07.2001

Lykken er aircondition ……….

Hverken RulleKnaus’ eller mit batteri var tilstrækkeligt opladet, så kl. 01:00 gik jeg flad, og måtte slukke lyset for en koncentreret opladningstid. Hamborg Stillhorn er nu bare så charmerende midt om natten, især når man kan få plads mellem 2 stk. 40 fods kølevogne (jeg formoder, at larmen fra kompressonerne må være ligefrem proportional med køleeffekten). Hjernen sov efter 1 minut, mens benet holdt ca. 1 time. Så blev uroen for meget for hjernen, og de 200 Jeep’ser-heste blev vækket til live. 6 timer senere – og 600 km længere mod sydvest – var det igen tid til en reloading, men denne gang var det bagende morgensol, der indskrænkede sovetiden til ca. 1 time.

Så er det altså at jeg synes, at når jeg nu med 110 km/timen overhaler en af de irriterende, larmende, kølevogne fra Stillhorn, må resten af de stræbsomme, 2-hjulstrukne (eller -skubne) singlekøretøjer s’gu vise lidt respekt. RESPEKT, gjallede jeg – men de rystede blot på hovedet, når de brovtende gled forbi, dårligt inden jeg igen havde fundet inderbanen.

Morgensol og morgentræthed er en stærk cocktail – jeg fatter ikke dem som hver morgen kan holde ½ – 1 time i kø på vej ind til jobbet. En må være overmandet lidt for kraftigt af søvnen, for pludselig stod alt helt og aldeles stille. Udrykningshorn og blinkende, blå lygter berettede om ulykke forude, så hastigheden ikke alene blev reduceret, næh, vi holdt helt og aldeles stille. Jeg mente nok min situation var værst, så jeg bad snart co-driveren overtage opsynet, mens jeg lod øjenlågnene skærme for det værste sollys. Kender I den lidt dumme følelse, når man bliver vækket af en flue på næsen, og straks konstaterer, at nærmeste bil er ca. 500 meter længere fremme ? Ja, co-driveren sov, som åbenbart også resten af køen bag os. Det forsømte blev dog indhentet på 1 minut, og så sløvede vi igen ½ time.

I øvrigt er vi et fantastisk godt køreteam. Driveren er langsynet og co-driver er nærsynet. Det betyder at vi normalt kan følge med, både med vejskilte og kortlæsning. Vi har naturligvis lidt kommunikationsudfordringer, for det er ikke altid driverens udtalelse af vejskilte falder lige i harmoni med co-driverens læsning af tilsvarende navne på kortet. Så er det driveren kan snyde lidt – for det langsynede blik kan også bruge til at læse kortet på 1 meters afstand. Pudsigt nok når vi næsten altid frem til samme punkt på samme tid.

Man kan jo nok ikke påstå at det er videre genialt, sådan rent rejseplanlægningsmæssigt, at nå Paris’s berømte motorringvej ved 17:30-tiden. Men de tilbagelagte kilometre og den anvendte tranporttid ville det sådant. Hold kæft hvor var det varmt – termostaten viste 36 grader. Hvor mange grader dette var påvirket af Jeep’sen egen (ud)stønning, skal være usagt, men det var i hvert fald et “must” at have vinduer lukket og airconditioning på fuld skrue.

Lykken er aircondition ……….

Efter Paris’s myndretid klarede vi kun yderligere en time mod syd, hvor vi fandt en stille og rolig campingplads et par kilometre fra motorvejen. Et varmt bad og 1 flaske rødvin var som sovepiller – og vi faldt om kuld i et inferno af lyn og torden. Næste morgen kunne vi konstatere, at uvejret ikke havde været helt almindeligt uvejr – det skulle efter sigende have været det værste en mands minde i Frankrig.

Inden vi dejsede omkuld skulle vi lige have sikret os en yderligere opladning af el-reserverne. Ak og ve. Det var som om uvejret var på vej ned i akkumulatoren – i hvert fald spyede den ild og batteriet synes fortsat at være fladt – helt fladt.

05.07.2001

Lykken er toilet – med brædt ……….

At morgenstund har guld i mund – kan være lidt svært at få øje på, når regnen står ned i lårtykke stråler. Var der noget med det der regntøj ? Lidt belastende med vejrmeldingerne – høj flot sol i Danmark, og regnvejr i nord-, vest- og østfrankrig. Det fik os til at tænke på, at John (John og Giite, Randers) tidligere på året havde forespurgt hvornår vi skulle have ferie, og om vi igen rejste til Frankrig. For I så fald ville de holde ferie samtidig – og BLIVE i Danmark.

Anette bevarede dog fortsat optimismen – og søgte oplysninger om vores tiltænkte sommerresidens. Fruens “sprogøre” (og øje)” er på Vorbasse-niveau, så campingbogens beskrivelse af “sunny and shady sites” fik en noget spøjs udlægning. Jeg var i hvert fald spændt på hvilken “side” vi skulle ligge på.

Kørselsvejledningen til Euronat anbefalede en mindre sejltur over floden Gironde. Hermed skulle være sparet et par hundrede kilometre syd om samme. I skrivende stund er jeg noget i tvivl om hvormeget nord for Bordeaux man kan passerede floden, men det vil forhåbentlig blive udforsket, når en endagstur skal bringe os på vin-indkøbs-tur til Saint Emilion.

Lidt svært at forestille sig, at passagen af Gironde-floden skulle indbefatte meterhøje bølger, et underdrejet skib og fruen, der måtte forlade soldækket p.g.a. begyndende søsyge. Jo, det var s’gu nok meget godt vi “gik i land” i 1999.

Endelig fremme ved vores bestemmelsessted – Euronat – Grayan-L’Hôpital, efter 24 timers kørsel (ca. 48 timer undervejs i alt) og ca. 1900 km syd-sydvest for Bregnevej, daffede vi ind i receptionen kl. 18:30 torsdag og fik anvist vores jordstykke for de kommende 2 uger : Alleé des Bouleaux nr. 16, med venlige tyske naboer i nr. 18 og franske i nr. 14.

Deres venlighed blev straks sat på en prøve. For en ting er at være “verdensmester” i at bakke RulleKnaus ind på et dertil indrettet jordstykke – en anden ting er det at justere “huset” rundt på toppen af en bakke. I starten var hjælpen ment som almindelig nabohøflighed, men det blev snart klart, at det mere var selvhjælp for ikke at få ødelagt egen indretning af fortelt, læsegl m.v.

Stedet kan i øvrigt bedst beskrives med ordene fra præsentationsbrochuren :

Imagine an endless beach on the Atlantic Ocean. A vast stretch of white sand bordered by dunes and pine forest. A preserved haven with the sun as only witness. Welcome to the South West of France, to Euronat, Europe’s largest naturist resort.

This is where freedom becomes reality, expressed as a way of life in harmony with a huge 335-hectare estate. The pine forest and its untamed fragrance, the undergrowth dotted with broom and ferns, the dunes interspersed with beachgrass, all offer an ideal environment to rediscover the simple joys of peaceful, beautiful and respected nature.

En ting er gode ord og flotte billeder, noget andet er virkelighed. Her er virkeligheden blot meget smukkere. Jo, vi har fundet Edens Have – vi troede bare solen skinnede noget mere der.

Og måske som rosinen i pølseenden – men nu slet ikke så tosset endda – Euronat har (også) toilet med brædt.

Lykken er toilet – med brædt ……….

06.07.2001

Lykken er hjemmevideo ……….

Regn, regn og atter regn – det var s’gu svært at se, at vi havde indtaget en naturist-campingplads, for påklædningen lignende grangivelig Blokhus-turister i efteråret. Vores tyske nabo kommenterede da også vejrsituationen med gloser jeg ikke kunne finde i vores lille parlør, så det var helt legalt, at jeg startede “fjenden” for at se DMI’s verdensvejr.

Ak, det forbedrede ikke humøret, og som et kuriøsum hørte vi fra Bjarne & Lene, sejlende i Nordsøen, fra Tina i København og Philip fra på surf-ferie i det sydfranske – alle var ved at dø af hedeslag. Vi havde ikke meget medlidenhed til overs for deres bekymringer, og inviterede alle til afkøling i Bordeaux.

Tasken med den 1 meter høje læsebunke blev bragt ind i huset – og 24 Sort Guld blev lagt til rette på hylden.

Fruen deklarerede “madhold” – vi har jo begge to ferie. Jeg opgav på forhånd enhver form for diskussion – så hellere “leve med” på idéen. “OK”, sagde jeg, “hveranden dag laver du mad, og hver anden dag inviterer jeg dig på restaurant”. Hun sagde s’gu OK !

Euronat har selv 3 – 4 restauranter (i skrivende stund har vi prøvet 2 af dem), mens oplandet er fyldt med små byer og disses små restauranter. Det bliver spændende hvor meget vi får vovet os uden for lejren, og hvor mange franske spisekort vi får gættet os igennem. Man kommer jo ikke langt med Trois beires pression og L’addision, sil vu plaise (eller hvordan det nu staves). Omvendt er Grillet Entrecôte vist meget internationalt.

Mit franske ordforråd består endvidere af “une barquette et trois coirsant” (heldigvis skal bagerjomfruen ikke læse sig til bestillingen) og frisk-appelsin-presse-manden foran bageren forstår “une littre”. Jo, det går helt fint med det franske. Anette klarer sig med 2 fingre – én til at pege med, og to, når vi nu skal have to bøffer, to skinkeruller, to laksestykker m..v.

En lækker Anette-servering og en medbragt St. Emilion Grand Cru (nu må vi altså også se at besøge det slot) var den perfekte optakt til aftenens film – Kærlighed ved første hik.

Det er historien om Victor, der som ny 1. G’er falder pladask for den uopnåelige 3. G’er Anja. Det er den om hikkeanfaldet og det lovede kys af den guddommelige eneste ene. Det er den med den lådne fugleedderkop i fødselsdagsgave og det er den med lillebror’en og kadongerne. Det er pragtfuld underholdning.

“Sofie Lassen-Kahlke er faktisk mere attraktiv end Julia Roberts”, skrev Berlingske Tidende. Lidt svært at sammenligne en uskyldig 3. G’er med Pretty Woman, men jeg nøjes nu gerne med Julia Roberts.

Lykken er hjemmevideo ……….

07.07.2001

Lykken er sol ……….

Meteoløgnerne havde IKKE ret (til at begynde med) – for vi vågnede op til det skønneste solskinsvejr. Endelig kunne vi igen ringe til familie og venner, uden at blive mobbet med vejret i Danmark.

Så vi solede, solede og atter solede – ja, vi vovede os endog ned til stranden – dog uden at lade os “overtale” til at prøve vandtemperaturen med andet end storetåen.

Vejret holdt til kl. 15:00 – men nok OK med det, for både skuldre og balder var så småt begyndt at være selvlysende.

Lykken er sol ……….

Jeg stod for aftensmaden – altså valget af hvilken restaurant der skulle have et aftryk af plastikkortet. Til gengæld er valg af menu helt individuel, og her har Anette altid – når hun ser på menukortet – en stærk trang til at prøve “noget andet”, mens øjnene næsten falder ud af hovedet, når hun beskuer min lækre, møre, medium-stegte bøf med gorgonzola-sauce, mens øjnene er noget mere “tavse”, når blikket falder på det der “noget andet”.

Vi var blevet hug på det der hjemmebio, og denne gang fik jeg lov at vælge blandt de af Poulsen venligst udlånte DVD-film. (Nej, det er ikke rejsefilm, dem beholdt Poulsen selv).

Valget blev Heat med Robert de Niro og Al Pacino. Flot fyr ham Robert de Niro. Hvis han fik fjernet sin skønhedsplet og klippet lidt mere korthåret, så kunne han såmen godt bruges som min standin.

“Heat goes way beyond the expectations of the cops-and-criminals genre – and into the realm of movie masterpiece”, står der i omtalen. Og vi var enige – den er bare god.

08.07.2001

Lykken er rødvin ……….

Søndag gik vi rigtig hårdt til den – altså med hensyn til læsning. Ikke mange “unødige” ord blev vekslet, og ud over den obligatoriske efter-frokost-spadserer-tur, levede vi stort set i hver vores verden.

Trangen til hinanden – småsnak – og småli’r gik dog op i en højere enhed, da Anette’s kogekunst og mit valg af vin fik alvoren til at forsvinde, og forelskelsen til at blusse op påny. En gang i mellem glemmer vi, at vi har kendt hinanden i over 20 år – fedt mand.

Fruen mente vi skulle have koinfri kaffe (nej, jeg har ikke stavet forkert) og mælken til kaffen blev eftersøgt på toilettet.

Lykken er rødvin ……….

Anette stod for valget af aftenens hjemme-DVD, og jeg bifaldede straks valget af Erin Brockovich. Dels er hende Julia Roberts nu altså ikke helt grim, dels bringer det minder om vores tur til Sydney, Australien i påsken 2000. Her studerede Tina Olympisk historie på et universitet i Sydney, og vi måtte jo ned og se hvordan det gik for sig Down Under. Tabte jeg tråden – nej, de viste Erin Brockovish i den lokale forstadsbiograf – ca. 1 måned før den kom op på de danske læreder.

Erin er skilt to gange og alene med tre børn. Det er nærmest held i uheld, da hun får et job hos advokaten Ed Masry (Albert Finney); i hendes situation må hun tage, hvad hun kan få. Tilfældigt finder hun nogle sagsmapper, indeholdende nogle medicinske rapporter, hvilket i sig selv ikke er opsigtsvækkende. Men at hun finder dem blandt sager vedrørende ejendomsret; det er mærkværdigt. Erin får lov at undersøge sagen nærmere, og snart viser det sig, at det handler om en tilsløring af en sag om et provinssamfund, hvis drikkevand er blevet forurenet. Forureningen har forårsaget alvorlige sygdomme hos beboerne i det lille samfund, og ingen af dem er meget for at blive involveret i nogen sag. Men Erins engagement, vedholdenhed og personlighed gør en forskel, hvilket bl.a. resulterer i en af USAs største udbetalinger ved et søgsmål, nemlig 333 millioner dollars.

Det bedste ved filmen – altså måske lige bort set fra Julia Roberts – er, at den bygger på en historie fra det virkelige liv. Og jeg har selv set Erin Brockovich. For det er bare skide smart med disse dersens DVD’ere. Ikke bare film får du – næh, der er skam også fraklippede scener, soundtracks og “personality profil – the real Erin Brockovich”.

09.07.2001

Lykken er badestrand ……….

Tænk sig, at vi skulle få det så varmt, at jeg ikke alene blev fristet af en strandtur – jeg følte virkelig også en vis lyst til at SE hvor koldt Atlanterhavet var.

Det var nu slet ikke så koldt – eller også var det synet at de dejlige badenymfer, der fik det hele til at se normaltempereret ud.

De halvskoldede skuldre havde i øvrigt fået mig til at klippe en T-shirt midt over – altså horisontalt. Så kunne skuldrene beskyttes, men vommen fortsat kunne pyntes af lidt alternativ til dansk flæskefarve.

Den pågældende T-shirt var i øvrigt udstyret med en lille lomme – skide smart, Egon, for deri kunne nøglen til RulleKnaus jo passende opholde sig, når vi nu promenerede rundt på strand og skovstier. Hvad jeg ikke havde tænkt på – eller rettere tænkte på – var, at min begejstring på Atlanterhavets bølger kunne få mig til at trække denne tøjgenstand hastigt over hovedet.

Vandet blev nydt, stranden blev nydt og gå-turen hjem til RulleKnaus blev forlænget med den største omvej – jo livet var jo andet end debet og kredit. Det var også sand mellem tæerne og holde-i-hånd.

Vi kom dog tilbage til nutiden da vi igen nåede hjem – for nøglen til RulleKnaus havde levet sig eget strandliv – og åbenbart synes så godt om det, at den havde besluttet sig for at blive. Man kunne fristes til at tro, at fruen havde gemt nøglen, for hun lokkede mig til at gå hele turen en gang til. Vi så måske lidt spøjse ud. To nøgne mennesker går med raske skridt gennem strand og skovstier, med blikket rettet koncentreret mod jorden. Hvis vi nu ikke kigger på dem, kigger de vel heller ikke på os …….. – de kunne jo ikke vide, at vi forgæves søgte efter en lille 1 cm. bred, 2 cm. lang og 2 millimeter tyk nøgle til RulleKnaus.

Det var klimaks – og antiklimaks – at vi forespurgte en af livredderne, om de skulle have fundet, eller fået overbragt – en tabt nøgle. “Oui, naturelement, visite outre chef” – eller noget i den retning. Vi gik smågrinende op til “vagtcentralen” – og jeg beskuede en genstand, som klart lignede en nøgle, blot ikke den tabte til RulleKnaus.
Lykken er badestrand ……….

10.07.2001

Lykken er fransk spisekort ……….

Håbet om det umulige – og så kombineret med, at fruen skulle “luftes” – fik os ned til stranden igen tirsdag. Blot for god ordens skyld henvendte jeg mig hos “chefen”. “Du skulle vel ikke have 2 tabte nøgler”, spurgte jeg. “Jo”, svarede ham, “hvilken en passer dig bedst ?”. Og så stod jeg der med en nøgle, som grangiveligt lignede nøglen til RulleKnaus – og som ½ time senere viste sig at være NØGLEN. Hvor heldig kan man være ?

Meteroløgnerne havde i øvrigt lovet sol – så vi blev “hjemme”. De må have slået plat og krone, og denne gang vendte mønten den rigtige side opad.

Til gengæld mente jeg fruen måtte luftes om aftenen, så vi tog en tur til Le Verdon (den havneby, vi “landede” i for et par dage siden). De hyggelige restauranter havde gemt sig godt, så fronten blev igen vendt sydpå, og pludselig befandt vi os i L’Amalie (det skal ikke afvises, at det staves L’Amélie, men vi så det altså som først anført).

Byens flotteste hotel og restaurant (måske var der kun den samme) hed Hôtel des Pins, og her kastede vi os uforfærdet ind, iført korte bukser og sundhedssandaler. Tænk sig middag i L’Amalie – ja, jeg tænkte “I Kina spiser de hunde”. Menukortet var helt og aldeles fransk – og vi vovede os ud i Salade de St-Jacoques aux Herbes og Escal. Foie Canard til forret, og Magret de Canard Grille til hovedret. Det eneste vi var helt sikre på var, at vinen var en Saint Emilion Grand Cru. Dejligt at de kan skrive noget på dansk.

Frues herbessalat var noget af en prøvelse. Jeg jokede lidt med at det nok var blæksprutte, og så var den sidste lyst til at indtage forretten helt forduftet. “Hvad hedder blæksprutte på engelsk”, spurgte Anette (hun mente at en vis del af menukortet stod på engelsk). “Jetink”, svarede jeg. Ja, så var det altså ikke blæksprutte hun fik. Mine forventning om snegle til forret blev til andelever, men vores grillede andebryst var grillet andebryst.

Lykken er fransk spisekort ……….

Jeg undrede mig i øvrigt over sidedamens deodorant, og hun kiggede også lidt bekymrende på mig. Pludselig gik det op for mig, at det ikke var naboen, men mig selv, der “duftede” af myggespray. Den specielle mad, dejlige vin og duften af myggespray var efterhånden en hård belastning for fruens termostat. Så midt i hovedretten piplede sveden frem på panden. Jeg er sikker på, at de snakker om os endnu på Hôtel de Pins.

A propos snakker – så blev fruen pludselig meget filosofisk. Inspireret af 2 blinde gæster (og en dejlig lys Amalie) kom det meget klogt : “De døve kan godt nok ikke høre, men de blinde kan altså ikke se”. Måske var der alligevel blæksprutte i den forret, for det var nu ikke så dumt sagt.

11.07.2001

Lykken er bytur ……….

Turen til Bordeaux blev allerede hjemmefra programsat til “den dag solen ikke skinner”. Vi var ikke helt klar over, at der kunne bruges mange dage at vælge i mellem, men onsdag morgen var der ingen tvivl – ikke et solstrejf ramte vores lille have.

Vi nåede da også at få vasket bilen godt og grundigt inden vi arriverede Bordeaux, og kun lyden fra On the road again III (min hjemmelavede kampings-ferie-musik-CD) holdt humøret på plusgrader. Bedre blev det naturligvis for fruen da gågade-kvarterets utallige skotøjsforretninger poppede op, og der blev “set” på de første 100 par sko (hvorfor “ser” piger og børn med fingrene ?). De mange sko blev suppleret med en del tøjbutikker, og mest vildt blev det, da et par “stumpebukser” (det kalder Anette nogle lange bukser, som er for korte, eller nogle korte bukser, som er for lange) blev påskruet. “Sidder de ikke pænt”, blev jeg udfordrende forespurgt – “som malet på dig”, svarede jeg. Og så blev de hængt tilbage på bøjlen.

Heldigvis er vi 100 % enige om, hvor langt vi kan gå på literen, så de 3 timers bytur blev krydret med én formiddagsøl, én frokostøl og én eftermiddagsøl.

Lykken er bytur ……….

Den første etapesejr til et dansk hold i Tour de France er ikke længer kun en drøm. Hvad der mislykkedes under navnet MemoryCard/Jack & Jones i sidste års debut i verdens hårdeste cykelløb realiserede CSC/Tiscalis franske topnavn, Laurent Jalabert, onsdag ved at vinde fjerde etape.

BT online (forside 11.07.2001)

12.07.2001

Lykken er sumpedag ……….

Oven over alting, stråler moders sol. Den sætning tænker jeg altid på, når jeg flyver igennem skyerne, det være sig i ballon (ja, ja, det foregår naturligvis kun i træningsøjemed), i Netair One (med behørig certifiseret instruktør) eller i en almindelig flyvemaskine. Uden skyer, ingen vand – ingen vand, intet liv. Men alligevel har jeg ikke lært at elske skyerne så meget som solen.

Dagen i dag giver rig mulighed for at blive dus med skyerne, for himlen er fuld af dem – i rigelig mængde endda. Ja, faktisk ligger der både over, under og ved siden af hinanden, så der er dømt sumpedag.

Presset fra min forlægger er også begyndt at stige – de truer faktisk med at boykotte min Internet-forbindelse, såfremt jeg ikke snart kommer med en ny serie kampingsmail. Jeg tror jeg kan sætte mig ind i den fornemmelse Peter Høeg havde efter Fr. Smilas fornemmelse for sne. På sin vis vil man jo gerne – det hele startede som en leg – jeg kan jo godt lide at skrive – men guldkornene kommer kun hvis man er “in the mode”.

Min tankeproces – og søgen på Internettet efter filmbilleder, nyheder, facts om dit og dat – bliver afbrudt at Frau RulleKnaus. I den sidste time er hun vandret ind og ud af “huset”, medbringende drømmeseng og en god bog. Jeg tror snart vores hjørnesofa er godt fedtet ind i unødigt påsmøring af solcreme. Og det skulle blive endnu værre – “Jeg keder mig”, stønnede fruen, og bemærkede, at jeg nu havde været opslugt af “fjenden” fra kl. 10:30 til 19:30, dog behørigt afbrudt af fruens veltilberedte skinke med spejlæg til frokost.

Måske skulle jeg dresse op og finde en hyggelig restaurant i Grayan L’Hôspital.

13.07.2001

Lykken er Saint Emilion ……….

Et forsøg på at få en nyt billede frem fra DMI (Danmarks Meteologiske Institut) over 5 døgns prognosen for Bordeaux mislykkedes – og dog, de havde skiftet dage og datoer, men billederne af skyer og regn var uforandret. Lidt trøst har vi dog hentet – efter lokale rapporter fra det høje nord, skulle regnen da efterhånden også have nået Danmark. Ja, det ændrer selvfølgelig ikke vejret her, men det er lidt lettere at leve med, end hvis hjemmeværende familie og venner fortsat døjede i sol og hedebølge.

De første anmeldelser på Lykkens Vej indløb i de tidligere formiddagstimer. Et par stjerner er det blevet til – de anmeldere er nu også bare blevet så forvente. En enkelt gik direkte til værks – vi vil se billeder af naboen. Helt ærligt – hvad skulle der være særligt ved naboen – sådan en rigtig “pølsetysker”. Og naboinden – ja, hende er der ikke blevet meget mad tilbage til, for hun er bare en streg i luften.

Til gengæld har vi fået nye genboer, og jeg overvejer kraftigt om jeg ikke skulle dreje RulleKnaus 90 grader, så jeg sådan mere naturligt kan følge med i deres soldyrkning – altså hvis altså solen igen skulle begynde at skinne i Euronat. Jeg tog lige et par spionsfotos, men billederne er censureret bort. Er du skuffet ? – så klik her, men altså kun hvis du må for mor.

Den grå himmel og udsigten til at jeg ville hellige mig “fjenden” og diverse faglitteratur fik fruen i charmeoffensiv – og jeg bukkede under. Til gengæld fik jeg lov at bestemme hvor turen skulle gå hen, og hvad var mere naturligt end Saint Emilion. For de uvidende kan jeg nævne, at det ikke alene er navnet på et vindistrikt, men også på en lille, hyggelig by, midt i samme.

I de glade tablerdage (sådan omkring 1992) var vi til EMTM i Bordeaux (sådan et pamperarrangement for landsformænd og lignende godtfolk), og under opholdet blev vi vist rundt på en hel del vingårde / – slotte. Hovedparten lå i Saint Emilion – distriktet, og ydermere blev en “rockerfest” afholdt i vinkældrene under byens gader. Arrangementet har siden stået for os som en af de største oplevelser i min tablertid, og siden har mine smagsløg været indstillet på Saint Emilion Grand Cru.

En sådan blev nydt til et dejligt frokostmåltid midt i byens hjerte, og på lykkens vej var vi da endelig også ramt af en enkelt solstrejf.

Vi promenerede i byens smalle gader og oplevede et utal af vin-udsalgssteder. Men næh, vi ville gøre rigtigt – vi ville købe vin direkte på vingården.

Navnet “Fombrauge” har i mange år lydt smagfuldt i mine ører, så på byens oversigtskort fik vi spottet os ind på vingården (som nu vist er oppe i den størrelse, hvor det kaldes slot), og vi forsøgte os med Jeep’sen indbyggede kompas at farte mod nordøst. Desværre (altså hvis det nu havde været et “must” at finde det “rigtige” slot) blev vi “fanget” af et skilt med “Clos Roi de Fombrauge”, så snart befandt vi os på gårdspladsen hos en meget lille vinbonde – eller rettere – hans knægt og hans mor.

Det blev jo rigtig hyggeligt, for den ældre dame kunne absolut ikke andet end hendes modersmål, men yderst elskværdigt skænkede hun op af sønnens mesterværker. Jeg tror vi havde købt 12 flasker uanset smagen – men den der 1996’er var nu ikke så tosset, så 600 FF og 12 flasker Roi de Fombrauge blev byttet. Knægten må være inspireret af diverse krimifilm og Tour de France, for straks nuppede han den ene 200 FF og hoppede på cyklen. Vi fik lært lidt særprægede franske gloser, og knægten vendte slukøret tilbage.

Vi fandt Château Fombrauge – men for sent. I den prisklasse lukker man butikken kl. 16:30 om fredagen, og min gestikuleren af at ville købe 12, ja måske endda 24 flasker, kunne ikke få vingreven ned (han befandt sig på 1. sal) fra sin herskabsbolig. Nå, det skal nu ikke forhindre mig i at købe Fombrauge i fremtiden.

Lykken er Saint Emilion ……….

14.07.2001

Lykken er “fjenden” ……….

Natten igennem havde regntrommerne lydt ubønhørt til RulleKnaus’s tag, og fra morgenstunden fortsatte det med at styrte ned. Min morgentur til bageren blev udsat til op ad formiddagen, men mit forsøg på at finde et kort ophold i regnen mislykkedes. Tvært i mod synes himlens sluser rigtig at åbne sig da jeg var nået halvvejen, så jeg blev ikke bare våd – jeg blev helt og aldeles gennemblødt.

Efter gårsdagens Tour de Saint Emilion var der beordret hviledag, og jeg kunne tænde “fjenden” uden den sædvanlige halvdårlige samvittighed. Jeg startede endog med lidt “offensiv”, idet jeg genfandt mine mails fra sommer-sejlferien i 1998, og læste dem højt. Dejlige minder fra en god sommerferie – lidt pudsigt, at jeg egentlig huskede vejret som værende sol, sol og atter sol, mens dagbogen fortalte regn og blæst i rigtig mange dage. Heldigvis fortrænger man dårlige oplevelser og husker de gode.

Vores hjemmeside blev suppleret med dagbøgerne fra 1998, 1999 og 2000, men i første omgang kun med et begrænset antal billeder. Transmissionshastigheden på mit GSM-modem er simpelthen for langsom til at sende billeder i større antal. Det må blive til en hyggelig hjemmeside-dag til efteråret.

Laurent Jalabert vandt igen (BT online) :

Den franske kaptajn på det danske cykelhold CSC Tiscali vandt i dag suverænt syvende etape i cykelløbet Tour de France på den franske Bastille-dag. Dermed kommer CSC Tiscali-rytteren ind på en andenplads i klassementet, kun overgået af tyskeren Jens Voigt, der sørgede for, at den gule førertrøje bliver siddende på en rytter fra det franske hold Crédit Agricole. I tiden fire timer og seks minutter kørte franskmanden alene over målstregen i vinbyen Colmar i Alsace, 162,5 kilometer efter at have taget dagens første tråd i Strasbourg. Det er Laurent Jalaberts anden etapesejr i dette års Tour de France, den første tog han på fjerde etape.

Og så nød Anette den ultimative tudefilm, (og Brad Pitt) i Columbias Legendernes tid.

Så også for Anette var lykken “fjenden” ……….

“Sex er en af de ni grunde til at mennesket skal genfødes. De andre otte er uinteressante” (Henry Miller).

15.07.2001

Lykken er pizza ……….

Solen fik atter frit løb gennem luftlagene og efter et par timer i vores egen lille andedam, måtte jeg overgive mig og daffe til stranden med fruen. Jeg luskede lige digitalkameraet med, da endnu et par anmeldere har klaget over billedkvaliteten.

“For at have succes hos det modsatte køn bør man sige, at man er impotent. Hver kvinde gribes af en uimodståelig iver for at modbevise det.” (Cary Grant).

Jeg stod for aftensmaden og min opfindsomhed kulminerede med Pizza Orientale. Spørg mig ikke om det nærmere indhold, min jeg kan smage den endnu – sådan ca. 4 timer efter. Til gengæld blev vi glædede overrasket over vores private vingårdsindkøb. Den der Clos Roi de Fombrauge er nu ik’ så ringe endda.

Lykken er pizza ……….

16.07.2001

Lykken er BT ……….

Man føler jo ikke helt at have forladt civilisationen, når man kan læse danske aviser. I gamle dage fik man næsten helt tårer i øjnene, når man på en eller anden uciviliseret italiensk eller spansk ferieby fik tag i en ugegammel dansk avis, og hver artikkel blev slugt – tænk sig, det var nu igen nødvendigt at kunne dansk for at følge med. Hvem husker ikke glædesskriget, når de danske rugbrød med leverposteg og spegepølse blev serveret med BT på vej hjem i flyveren. Jo, ude var godt, men hjemme bedst.

Nej, BT er ikke kommet til Euronat, men til gengæld har jeg fat i Iteneris (et selskab som TeleDanmark, Sonofon o.lign), som igen har kontakt med World Wide Web – og så er lykken jo gjort. Jeg kan skrive hjemmeside – og jeg kan læse BT (Brandgode Tina). Nu synes jeg blot hun skulle forlade sportsredaktionen og så blive webmaster. Så kunne jeg jo også nyde hendes værk på ferien.

Dagens tophistorier :

Hakkinen er tilbage. SILVERSTONE: Det var det perfekte svar til alle dem der havde afskrevet ham som »førtidspensionist«. Med Michael Schumachers andenplads på Silverstone skal der nu enten små McLaren-mirakler eller fysiske Schumacher-skader til for at forhindre endnu et VM til tyskeren. »Det kan godt være, at det så ud som om jeg nærmest parkerede, da Hakkinen gik forbi mig. Men min bil var slet ikke i balance og derfor kunne jeg ikke forsvare mig mod Mika’s angreb,« sagde Schumacher efter løbet, der sikrede ham et VM-forspring på hele 37 point.

Bjørn i verdens Top-10 for første gang
Fire dage før sæsonens tredje major-turnering, British Open, er Thomas Bjørn i Top-10 på verdensranglisten for første gang i sin karriere.

Andenpladsen i Scottish Open – hans anden i træk på European Tour – resulterede i et avancement på fire pladser for Danmarks bedste golfspiller, som dermed er placeret på netop 10.

Blandt dem, Thomas Bjørn har lagt bag sig, er skotten Colin Montgomerie, der må konstatere en tilbagegang på tre pladser til en 12. plads.

Den ny verdensrangliste ser sådan ud:

1. Tiger Woods, USA, 29,93 point. 2. Phil Mickelson, USA, 13,06. 3. Ernie Els, Sydafrika, 9,06. 4. Vijay Singh, Fiji, 8,37. 5. Davis Love, USA, 8,03. 6. Sergio Garcia, Spanien, 7,55. 7. David Duval, USA, 7,48. 8. Lee Westwood, England, 7,05. 9. Darren Clarke, Nordirland, 6,94. 10. Thomas Bjørn, Danmark, 6,59. Mon ikke snart bjørnen spiser tigeren ?

Lykken er BT ……….

17.07.2001

Lykken er Sort Guld ………

Formiddagen var (igen) indevejr og Æblemost-reglementet blev trofast studeret. En dejlig bog – ikke så kedelig, at man kaster den fra sig, men ej heller så spændende, at man ikke kan kaste den fra sig. Sådan en rigtig regnvejrsbog. Lidt utraditionelt blev den traditionelle formiddagsbajer suppleret med endnu een, og da vi kun drikker “almindelig” øl (læs Sort Guld) på ferien, blev fruen s’gu helt “høj” inden frokost. Sådan lidt alkohol hjælper nu på oplevelsen af regnvejr.

Lykken er Sort Guld ……….

Fra den tidligere morgenstund (nå ja, sådan kl. 09:00) havde jeg “lovet” solskin inden kl. 12:00, og jeg var jo noget triumferende, da jeg 11:52 beordrede “bukserne af”, og solen skinnede i vores lille have. Det blev dog noget “af og på” i løbet af eftermiddagen, men i nøjsomhedens tegn konkluderede vi, at det sammenlagt ikke havde været så ringe endda. Nu var vi jo heller ikke i Danmark, så man måtte jo tage til takke for hvad man kunne få.

Det store goodbye-måltid fra Euronat var planlagt til centrets lokale kineserrestaurant, hvor vi fik “thairuller” og rejer i karry. Jeg undrer mig lidt over hvad de der kinesere putter i maden, for fruens udluftning var ganske markant hele vejen hjem til RulleKnaus.

Planen var at slutte aftenen med lidt “hjemme-DVD”, men ak, efter en times forgæves kamp med “fjendens” DVD-afspiller måtte jeg opgive. Så det blev til godnat-historier uden billeder ……….

18.07.2001

Lykken er at tale fransk ……….

Dagen var oprundet, hvor vi igen skulle drage mod nord (hvem sagde mod de varme lande ?). Tina og Christopher kommer til Paris på lørdag, og vi havde til hensigt at finde en campingplads i Normandiet. Her skulle RulleKnaus så parkeres, mens vi oplever Paris i en forlænget weekend.

Efter 14 dage i Euronat var det “franske” jo blevet en del af hverdagen, så det var jo helt naturligt for mig at henvende mig hos “service-manden” for at bede om at få afbrudt strømmen. “Service-manden” var ikke i huset, men det var “service-mandens” veninde, så jeg spurgte høfligt : “Voulez vu votre electricité terminé” (jeg ved ikke hvordan det staves, men det lød helt fransk). “Oh, I’m sorry”, udbrød pigen”, I dont speak french, I’m from England, do you speak English ?” Det var s’gu for meget. Heldigvis kom “service-manden” i det samme, og jeg fik lov at brilliere – i hvert fald forstod han mit budskab, og strømmen blev afbrudt.

Helt vemodigt at sige farvel – ja, jeg fik endog et venligt håndtryk fra vores franske nabo. “Bon voyage” – ja, ja, jeg forklarede ham (på fransk), at vi skulle til Paris, hvor vores “unger” ville joine os i den sidste uge af ferien.

Undervejs nordpå fik jeg berettet Anette om formiddagens fransk-oplevelser, og straks måtte fruen udvide hendes franske ordforråd. Visse ord falder fruen noget svært – andre er bare helt umulige. F.eks. ord som “noire”. Ja, jeg overdriver ikke, når det tætteste på korrekt udtale var det danske ord “nar”. Anette mente nu heller ikke ordet var så vigtigt, for hun kunne faktisk slet ikke lide “sort”, og så drak hun jo altid Cafe au Lait.

Jeg havde ellers været lidt duperet over Anette’s franske i de forløbne 14 dage. Dels handlede hun ind helt på egen hånd, og bortset fra at indkøbene altid resulterede i en hel håndfuld mønter (det var ligesom lettere bare at stikke ham ekspedienten en 200 Franc), så kom hun altid smilende tilbage – Ih, de er altså så flinke oppe i “byen”. Min beundring blev dog lidt afkølet, da vi kom til at tale om hvad man sagde, når man forlod en forretning eller restaurant. Anette mente det der franske var helt nemt, når hun havde besvaret et “au revoir” med “a’ hva'”.

Lykken er at tale fransk ……….

Turen nordpå, fra Euronat (sådan ca. 100 km. fra Bordeaux) til Le Nache Saint Aubin (sådan ca. ude ved Normandiets kyst) tog 9 ½ time. Jeg synes egentlig at jeg havde kørt “stille og roligt”, men dels var sejladsen over Gironde-floden noget (Anette mener – meget) gyngende, dels var ikke alle veje jævne, rette motorveje. Så resultatet var “kaos” i RulleKnaus, med dåsebajere, litteratur, bordtennisbat m.m.m. – og “fjenden” – i et mix på gulvet. Heldigvis var der ingenting, der tog skade – hverken dåsebajere eller “fjenden”.

Vi ankom til Le Nache Saint Aubin kl. 21:30 – og heldet tilsmilede os – 2 pladser tilbage på den planlagte campingplads – hvor heldig kan man være?

Nu var det ikke så svært at vende sig til påklædningen kl. 21:30 om aftenen – med en aftentemperatur på 15 grader var det helt naturligt at have tøj på – men derimod fik vi noget af et “kulturchok” over støjniveauet på sådan en (u)naturlig campingplads – ja, vi blev enige om, at støjen var ligefrem proportionel med påklædningen.

19.07.2001

Lykken er et GSM-modem ……….

“Fjenden” havde jo ikke været, hvad den er, uden Nokia Card Phone 2.0. For de uvidende kan jeg berette, at dette lille vidunder er et indstikskort, som sættes i computeren, og dermed giver adgang til et nyt og bedre liv. For man er bare “på”, d.v.s. online, realtime på World Wide Web, hvilket jo banalt set giver adgang til e-mails, men lidt mere spændende, også adgang til Internettet.

Desværre har dette lille vidunder denne triste begrænsning, at den kun (uden for dronningeriget Danmark) sender og modtager med 9.600 bps, hvilket omregnet til almindelige termer betyder 1.200 bytes pr. sekund. Med andre tal – skal man overføre en fil på 1 MB (og det skal man helst ikke), tager det ca. 20 minutter.

Jeg havde “fået lov” til at arbejde om formiddagen. Seriøst gik det fint et par timer, men så indtraft katastrofen.

Kommunikationen med omverdenen blev blokeret af en mail, som ikke bare var stor – den var rigtig, rigtig stor. Min tålmodighed holdt 1 time – fruens noget mindre – men så gik vi også på indkøb og besigtigede lokaliteterne.

Da vi kom hjem stod resultatet skrevet på skærmen – godt 5 MB overført på lidt over 1 ½ time – hvad kunne det dog være ? Fruen var klar til at ringe pågældende op og beklage sig – men ak, det var en “sag” fra FSR’s responsumudvalg, hvor jeg er 2. mand i det nedsatte 3 mands-udvalg, som udarbejder en indstilling til udvalget. Jo, vi går skam seriøst til værks, når vi udsætter kolleger for kritik.

Lykken er et GSM-modem ……….

Oven på denne psykiske belastning mente fruen at det nu var tid til en alvorlig luftning, hvorefter vi besigtigede “inversionskysten”, fra Ver-sur-Mer (Gold Beach) til Omaha Beach. Det blev til 3 museer om begivenhederne 6. juni 1944. Stof til eftertanke – og mange indtryk, som fortsat cykler rundt i knolden.

20.07.2001

Lykken er VISA-kort ……….

Så var dagen oprinden, hvor vi skulle indtage Paris og gøre klar til at modtage “ungerne” (Tina og Christopher). Daseferien var overstået – nu stod den på storby og storfamilie.

Formiddagen blev dog lige brugt til at “bygge til” RulleKnaus, idet hjemmets 4 vægge sidder noget tæt, såfremt huset skal bruges til køkken, soverum og opholdsstue for hele familien. Så RulleKnaus fik sin Isabella-udestue monteret, og fluks var huset mere end dobbelt så stort.

Selvom jeg efter en hel del besøg i Paris (som dog primært er i “før-Anette-tid”) føler mig rimelig dus med distrikter, pladser og større veje, fik Anette mig overtalt til at købe et bykort på en tankstation straks inden Paris.

Nu skulle vi jo bare have et oversigtskort, så ved nærmere eftersyn måtte vi konstatere, at Rue Laferrière ikke var afmærket. Fra rejsebureauet havde vi endvidere fået oplyst, at hotellet lå tæt ved Place St. Georges, men ej heller denne “berømte” plads havde gjort sig berettiget til en anmærkning på vores Paris-kort. Derimod fandt vi på kortet en metrostation med navnet Saint Georges – så vi satsede. Vi kom naturligvis til byen midt i myldretiden (er det ikke altid myldretid i Paris ?), og med nævnte oversigtskort kæmpede vi os frem mod den berømte plads St. Georges. Efter første forhindring – en ensrettet gade (den forkerte vej) – opgav codriveren videre navigering, så med brillerne godt nede på næsen og kortet i højre hånd, blev det til godt 10 minutters kørsel “på fransk” (fuld fart frem, bremsen i, hornet i bund, gestikulerende armbevægelser, hovedrysten).

Et var så at finde pladsen, som vi dog trods alt havde lidt hjælp til i oversigtskortet, et andet var at finde Rue Laferrière. “Kan du ikke bare spørge ham der, eller hende der ?” – jo, hjælpen fra codriveren var igen at spore. Men fruen kunne naturligvis heller ikke se i bagspejlet – konstant havde jeg 2 – 3 biler klods bagi, og den mindste tøven i min hastighed blev omgående straffet med hornlyde og lygter. Lykken står den kække bi – men ham den stædige har det nu også med at være heldig en gang i mellem – så pludselig stod skiltet “Rue Laferrière” for næsen af os. Og ensrettet – den rigtige vej ! – jo, hvor svært ka’ det være at finde et hotel i Paris ? Ydermere en parkeringsplads overfor hotelindgangen (eller skulle vi sige – en plads, hvor Jeep’sen kunne stå et par minutter, uden at andre forsøgte på Paris-manér at flytte den ½ meter), så vi fik læsset af og bragt bagagen op på værelset, hvorefter jeg skyndsomt fandt et parkeringshus, hvor Fars Dyt kunne stå bulefri under vores ophold i Bilernes by (eller hedder det Byernes by ?).

Det succesfulde indtog i Paris måtte fejres med en sen-eftermiddags-øl, og som enhver landsbykirke har sin kro, har enhver plads og statue sit eget (mindst éet) Brasserie (sådan et lidt pænere udtryk for et værtshus). Mit Pariser-franske er perfekt : “Deu grande bieres pression, s’il vue plais” (ja, jeg skriver jo ikke til dem, så glem bare stavefejlene), og snart havde vi udnævnt etablissementet som vores stamværtshus under dette weekendophold. Pludselig slog det mig, at parkeringskælderen havde ruineret mig for de sidste kontanter, så jeg spejdere forsigtigt rundt for at se om der skulle være en pengeautomat i nærheden. “Intet problem”, meddelte servitricen venligt, da hun havde gættet min søgen med plastikkortet i hånden, “vi accepterer naturligvis VISA-kort”. Ja så kunne vi jo godt nyde den kolde fadøl, og med god samvittighed bede om regningen (det kan jeg også på “flydende” fransk – men så er ordforrådet efterhånden også brugt op). Hvad den venlige dame ikke fortalte – eller måske opfandt, da hun så vores naive turistfjæser – var at minimumsbetaling med VISA-kort var 100 FF. Ja, så kunne vi jo vælge og betale 100 FF for 2 øl, eller købe 2 øl mere. Vi valgte naturligvis den økonomiske løsning.

Lykken er VISA-kort ……….

Så var der dømt “gå-by-tur” (altså, det der med at se med fingrene), og vi sluttede med middag på Avenue Des Champs Elysées. Maverne fyldte og fødderne ømme fik overbevist os om taxichaufførernes kørefortræffeligheder, så vi sprang uforfærdet ind i en taxi og daffede hjem til “vores” værtshus til en “godnat-øl”.

Var det helt symbolsk at Anette under gåturen tabte paraplyen ?

21.07.2001

Lykken er sandaler ……….

Den store dag var oprundet – “ungerne” skulle slutte sig til vores ferie. Morgenmaden blev hastigt indtaget, blandt andet på grund af smaskende japsere, der drak af kaffekanden.

Da Jeep’sen var i “sikker” havn havde vi besluttet at tage toget til Charles de Gaule-lufthavnen, og efterkalkulationen viste også at det var mindst lige så hurtigt med denne transportform. Så måtte vi jo lige tage besværet med bagagen, men 2 mands bagage til 8 dage er lige til at klare for 4 personer. Og så fik “ungerne” jo også prøvet Paris by Train.

Som aftalt havde de taget de gode vejr med fra Danmark, så der var dømt short og sandaler til dagens etape. “Sandaler ! – ja, sådan nogle kunne jeg også godt tænke mig”, bemærkede Christopher. “Man kan jo ikke gå 10 km. i et par klipklappere, og det er alt for varmt i mine kondisko”. Med udsalg i O’Neill og årets sommerferie-tur-gave, var fodbeklædningen klaret til weekendens strabadser.

Lykken er sandaler ……….

Dagens etape : Gåtur i Montmatre – Frokost på Place De L’Opera – Tivoli i Jardin Des Tuilleries – Avenue Des Champs Elysées (hvor de var i fuld gang med opstilling til Tour de France) – vedligeholdelse af væskebalancen – Arch De Triomphe (blandt almindelige dødelige danskere kalder Triumfbuen) – sikring af væskebalancen (påny) – metro til La Defense – La Defence Grande Arche (også kaldet Den nye Triumfbue).

Den noget særprægede elevatorkonstruktion gav specielt Christopher store problemer med at bestige toppen, men 3 mands overtalelser var for meget at sige nej til – og da vi igen stod med fødderne plantet på fast grund, var vi jo alle glade for oplevelsen.

Vi hastede hjemad (med metro’en – naturligvis) til ½ time med fødderne i vejet og en kold dusche, hvorefter vi smuttede på Hard Rock Café og fik aftensmad. Måske ikke særlig Parisisk, men bare rigtig hyggeligt.

Christopher havde lovet sig selv en T-shirt fra Hard Rock, og da han tidligere på dagen havde været FDF’er (Før Dig Frem) med væskeforsyninger på Champs Elysées, var pengekassen nu ved at være tom. En SMS’er (Send Mere Slanter) til fatter derhjemme hjalp dog straks på valutareserverne.

22.07.2001

Lykken er skygge ……….

Efter gårsdagens seje opslidende etape – ja, kom ikke og sig, at etapen til og i Paris er den rene promenadegang – måtte ungerne have et ekstra morgensøvn for at blive “gangklare”. Dagens etape var planlagt til Sacré-Coeurs – Notre Dame – Eifeltårnet.

Ungerne havde virkelig medbragt det gode vejr – sol fra en skyfri himmel. Efter at have beundret malerne på torvet, skulle vi naturligvis se kirken, og timingen var perfekt – vi modtog pavens (han lignende ham i hvert fald i tøjet) velsignelse.

Det blev til frokost i Latinerkvarteret syd for Notre-Dame, hvorefter vi tog en sejltur på La Seine i Batobus (vi troede vi kunne sidde på 1. sal, men vi blev stegt under en glasoverbygning). Da vi nåede Eifeltårnet, var temperaturen mindst i 35 grader, så vi måtte søge skygge under Eifel-tårnets ben.

Lykken er skygge ……….

At have været i Paris uden at have været på 3. sal af Eifeltårnet, er som at have været i København uden at have set Tivoli, så Tina og jeg fandt den mindste kø, mens Christopher og Anette fandt en plads på græsplænen. Køen var den mindste fordi der her skulle bruges rugbrødsmotor i stedet for elevator, men hvad betyder 340 trin for 2 toptrænede atleter ?

Efter dagens motion til 1. sal blev vi dog lidt mere magelige (nu var det selvfølgelig også for at Christopher og Anette ikke skulle vente hele eftermiddagen på os), så det blev elevator til 2. sal og elevator til 3. sal. Måske havde en af de lidt længere køer, hvor der kunne købes billet til 3. sal, været en bedre disponering ?

1 ½ time tog bestigelsen, og da vi kom tilbage var Christopher gået sukkerkold. Først efter 2 stk. Blue-et-eller-andet på Vores værtshus kom der igen liv i knægten, så da vi andre skulle hvile krop og ben, gik han selv på en lokal bytur.

Aftenen sluttede med osetur i den frække del af Montmatre og aftensmad på Buffalo Bill. Jo, vi ved skam godt hvor man får god fransk mad.

23.07.2001

Lykken er Crepes ………
Vi stod tidligt op – dagens etape stod både på Louvre – Verseilles – Côte de Nacre (Home of RulleKnaus).

Kulturens højborg, Louvre, skulle besigtiges, og naturligvis MÅTTE vi se Mona Lisa. Jeg havde advaret mine rejsefæller : I skal stå i kø, kommer ikke helt tæt på, og så er hun faktisk ikke særlig stor.

På vejen til det “magiske” hjørne, hvor Mona Lisa sidder og smågriner til os alle, gik vi forbi det ene kæmpestore maleri efter det andet, ja endog lofterne var overmalet i pompøs. Og alligevel styrer man målrettet efter skiltene til Frk. Lisa. Helt ærligt, hvem fanden har bildt os ind, at dette skulle være et af verdens største kulturarvestykker ? Så giv mig hellere et af Robert’s (min mors ven) malerier fra Frederiksberg Have.

Jeg må bekende min ophøjede “ukulturelhed” – Louvre er nok ikke lige mig.

Derimod kunne vi alle ifalde samme melodi på Boulevard Hausmann, da Christopher havde styret os til nærmeste “Creperie”. Crepes med fadøl (eller cola) – og så i solskin – var Paris, når Paris var bedst.

Lykken er Crepes ………

Mens Tina og Anette skulle have de sidste lyster af stormagasin styret, smuttede Christopher og jeg tilbage til vores stamværtshus, hvor vi tog behørigt afsked med den efterhånden dansktalende servitrice. Vi hentede Jeep’sen og jeg øvede mig i “fransk” parkering. Sådan et anhængertræk er nu ikke så tosset endda. Tiden var timet og tilrettelagt, for dårligt havde vi pakket bilen og sat “On the road again” på CD-afspilleren, før tøserne indfandt sig.

Som nævnt stod dagens etape også på Verseilles, og om vi nu var heldige eller uheldige, var vist half and half. Slottet er lukket om mandagen !, men vi fik dog alligevel et indtryk af ham Ludvig’s hus og have.

Så gik turen mod vest og kl. 18:30 rullede Jeep’sen igen ind på Côte du Nacre’s børnevenlige campingplads. Børnevenligheden var i mellemtiden blevet udvidet til at omfatte en Karokee-songtest, så støjniveauet var blevet forøget en del decibel siden vi havde forladt pladsen. Vi fik indviet bordtennisbordet – og jeg måtte stille op til øretæver (dog kun et nederlag på 19 – 21).

Christopher havde glædet sig så meget til campinglivet, at han bestemt ville sove på en drømmesegn i forteltet, og forkælelsen ville ingen ende tage, da Anette kom ud med tandbørste med tandpasta, mens knægten råhyggede under dynen.ligger på drømmesengen

24.07.2001

Lykken er mor ……….

Dagen startede faktisk om natten – for ved 2-tiden beklagede både Christopher og Tina sig over kvalme. Christopher havde beklaget sig lidt tidligere, og var derfor krøbet ind i RulleKnaus, og straks efter at Tina havde rejst sig fra sengen og sat sig i en stol i forteltet, styrtede Christopher ud og “ofrede til guderne”. Anette befandt sig straks i sygeplejerrollen, mens Tina’s kvalme forstærkedes og med lidt fødselshjælp (en finger i halsen) blev også hendes aftensmad returneret den vej den var kommet ind.

Nødråbene blev for kraftige til at jeg kunne blive ved med at lade som om jeg sov, så jeg stod op for at hjælpe med lidt rengøring. Det blev til at holde brækposen i 2 minutter, så var jeg færdig. Det er altså bare ikke mig – mine maveregioner tolker stanken af bræk som inspiration, og som nævnt, inden 2 minutter begyndte jeg også med gylpende bevægelser. Jeg valgte den lette løsning – på hovedet i seng og ned under dynen, mens Anette klarede ærterne (som var pizza).

Lykken er mor ……….

Vi gjorde status ved morgenbordet : årsagen måtte have været den pizza, som Tina havde bestilt til aftensmad. Da Christopher ikke var blevet mæt af en mini-cheese-burger, havde han også spist pizza, mens Anette og jeg havde holdt os til cheese-burger. I dag skal det blive indkøb af friske grøntsager i supermarkedet og så et par store grillbøffer, som vi griller på de medbragte engangsgril.

Efter lidt køren rundt i småbyerne omkring Côte du Nacre landede vi i “vores” supermarked og Christopher følte en helt speciel stor trang til at kaste sin klipklapper efter en soldasende havmåge. Han havde nok ikke helt kalkuleret med at disse havmåger er efterkommere efter mågerne, der overlevede D-dagen, for på vej hen for at tage klipklapperen på igen, blev han decideret angrebet af den soldasende havmåges to større brødre. Første angreb planede ud 20 – 30 cm. over hans hoved, så han droppede alt om at tage skoen på foden, men i stedet tog han den i hånden og styrtede over mod supermarkedet. Her kom så anden angrebsbølge – og så var knægten s’gu færdig med at “lege” med havmåger.

Christopher var blevet udnævnt “grillmaster”, og efter “udrykning” til supermarkedet, hvor de seje kødklumper (men, hold op hvor var de billige) var blevet erstattet med møre oksebøffer, tryllede grillmasteren med barbecue- og chilli-bøffer til den store guldmedalje. Ja, det var noget andet end pizza.

25.07.2001

Lykken er en storesøster ……….

Nu havde vi jo inden Pariser-weekenden rekognoseret lidt i området, så vi kunne som bedre turistguider styre direkte mod Omaha Beach. Forståelsen for D-dag er naturligvis begrænset for en knægt på 14, men vi synes nok alligevel at Hr. Poulsen skulle have skolepengene retur, når Christopher mente han havde set noget tilsvarende på Dybbøl’s Bro.

Vi fandt Normandy American Cemetery, hvor 9.386 soldater ligger begravet. På kysten ud for denne kirkegård stred 6 divisioner under amerikansk, canadisk og engelsk kommando sig op ad bakkerne den 6. juni 1944.

Vi gik turen ned af klitterne, ned til havet, og forsøgte at leve os ind i den virkelighed, som de mange tusinde mænd oplevede denne dag. Uden filmen “Save Private Ryan” tror jeg det havde været helt og aldeles umuligt, nu var det bare umuligt.

Vores historieundervisning fortsatte på The D-Day Landing Museum i Arromanches, hvor en nogenlunde forståelig engelsktalende guide forklarede om bygningen af de kunstige havne, som dannede første, meget vigtige, brohoved for de allierede.

Christopher havde droppet museet, så energien var intakt, da vi igen kom tilbage til campingpladsen. Først bankede han mig i bordtennis, dernæst blev det til strandtennis og svimmingpool med Tina. Og da de sluttede med at smuttede i aftensbadet samtidig, var det jo næsten som to søskende.

Hyggeligt – bare rigtig hyggeligt.

Lykken er en storesøster ……….

26.07.2001

Lykken er McDonald’s ……….

Efter onsdagens hårde etape (ja, man er jo fortsat præget af Tour de France, selvom ham Jalabert er blevet træt) var der dømt hviledag. Også med tanke på, at der lå en lang nats kørsel foran os. Med en kaput aircondition (katastrofe ! – tænk, nu hvor vi skal op mod de varme lande), mere behagelig trafiktæthed og i lange perioder en eksemplarisk stilhed i bilen, havde jeg planlagt at køre aften / nat. Anette og ungerne havde fundet en campingplads nord for Osnabrück – en strækning på ca. 1.000 KM:

Dagen blev nydt med mindst mulig fysisk aktivitet, og vi var tilsmilet af sol fra en næsten skyfri himmel. Dagen igennem drøftede vi alternative muligheder for aftensmad, og med stemmerne 4-0 blev det besluttet at drage fra campingpladsen kl. 19:00 og så stoppe på nærmeste McDonald’s. Jo, fransk mad nydes nu særligt på McDonald’s. Tina og jeg vovede os ud i en 280 – et-eller-andet (jeg tror det var vægten på bøffen), Christopher i en særlig fransk udgave, mens Anette gik ombord i en mere traditionel Big Mac.

Lykken er McDonald’s ……….

Med maverne – og sodavands-/slikdepoterne – fyldte daffede vi så nordpå, vel anvist af Shell’s Geostar. E 46 – 56 KM, A29 – 108 KM, A28 – 74 KM, A16 – 161 KM, E40 – 91 KM, E17 – 52 KM, R1 – 9 KM, E34 – 49 KM, A42 – 29 KM, A43 – 61 KM, A1 – 50 KM – og så er man i Osnabrück. Ja, hvor svært kan det være ? Jo, 2 problemer ! – 1 : når motorvejen er spærret p.g.a. vejarbejde, og du dirigeres ud på en længere omkørsel, og 2 : når et skift fra et vejnummer til et andet har 2 alternativer.

Første problem opstod sidst på aftenen, hvor A28 var spærret p.g.a. et større vejarbejde. Vi fulgte pænt omkørselsskiltene, men pludselig var de “væk”, og vi befandt os midt ude på det nordfranske bøhland. Her er så min kritik af det ellers fortræffelig ruteplanlægningsværktøj, Geostar. Du aner faktisk ikke hvad du kører imod, du følger blot et vejnummer. Og når du så er kørt godt og grundigt ud på landet, holder på torvet i megabyen Bouttencourt, skal du så mod Bazinval, Frettemeule eller Fallencourt. Nu gjorde det jo heller ikke øvelsen lettere at vi stædigt ikke (Tina var den stædige co-driver, og jeg den endnu stædige driver) ville bruge vores vejatlas – vi havde jo Geostar. På et tidspunkt mente Christopher vi kørte på et stisystem for cyklister, og jeg var i hvert fald lykkelig for, at vi ikke mødte nogle modkørende. Efter 20 minutters “rundkørsel” – hvor vi passerede den famøse motorvej over og under – fandt vi endelig en tilkørsel, og det var jo ganske let – vi skulle køre mod Abbeville.

Senere opstod en underlig konstant rumlen, og jeg frygtede, at vi var punkteret. Heldigvis ikke Jeep’sen, tænkte jeg, for det mente jeg, at jeg ville kunne mærke direkte, men var det nu RulleKnaus – I guder et mess. Belgragende mørkt, voldsomme tordenbyger og en overfyldt campingvogn – jo nerverne sat uden på T-shirten. Heldigvis var det blot RulleKnaus’s parkerings-/støtte-hjul, der var raslet løst, og dermed havde fået vejkontakt. Resultatet var udover lydeffekten, at en vis del af hjulets gummi havde forladt ringen og nu befandt sig godt klistret på RulleKnaus’s front.

Temperaturen gik først under 20 grader kl. 24:00, så med en kaput aircondition var det en rigtig varm aftenstur. “Åbne vinduer giver træk”, proklamerede pigerne, og da jeg forsøgte mig med ventilation lugtede den indelukkede luft naturligvis af gummi. “Det er noget der lugter brændt”, bemærkede fruen – og så brændte jeg vist helt sammen.

27.07.2001

Lykken er vandski ……….

Sidst på natten fik jeg så oplevet 2. problem med Geostar. Ved skift fra A42 til A43 havde jeg 2 muligheder, og da man som nævnt ikke ved hvilken by, der skal køres mod, synes jeg egenlig at Dortmund lød bedre end Münster. Jeg fik set Essen by night – ja, endog 2 gange – men til sidst stolede jeg mere på Jeep’sen kompas og min “sunde fornuft” (glem bemærkninger – denne hjemmeside er envejs-kommunikation) og kørte mod østnordøst – mod Münster. Anette var blevet vækket af den noget uroligere bykørsel, og havde sneget sit vejatlas frem. Jeg kiggede “tilfældigt” mens hun søgte at finde vores endelige destinationssted – Alfsee – og glædede mig over at vi var på rette vej. Trætheden var ved at blive mærkbar.

Kl. 08:20 kørte vi så ind på Alfsee Ferien- und erholungspark – fik dejlig morgenmad – og “knaldede brikker” et par timer.

Alfsee Ferien- und erholungspark var positivt valgt, men primært p.g.a. beliggenheden sådan rent geografisk. Vi blev dog glædeligt overrasket, dels over pladsens kvalitet (nu var vi jo også kommet til Tyskerland – Ordnung muss sein), dels over udfoldelsesmulighederne. Der var badesø, vandski, minigolf og go-cart (blot for at nævne de aktiviteter vi benyttede).

Dagens udfordring var vandski. Rundt om ca. ½-delen af den mindre af de 2 Alf-søer var udspændt en vandskibane. Udspændt forstået på den måde, at et wiresystem, som en bedre skilift, var spændt rundt og dannede en 780 meter lang rund bane. Her blev ens træktov så hægtet på, når en anden blev hægtet af, og svubs – så gik det med ca. 40 KM/timen rundt på banen.
Christopher var (naturligvis) klar til udfordringen, mens Tina og jeg lige ville beskue talenterne inden vi showede op. Anette meldte helt og aldeles fra – “næh, lad mig så hellere få mine slalomski”, bedyrede hun.

1. forsøg – styrt på første langside – men dog i gang. Anerkendende nik fra profferne – jo, der var ingen tvivl om at knægten havde talent.

2. forsøg – styrt ved 2. sving – længst væk fra start. Klapsalver og juhu-råb lød fra de øvrige vandskiløbere – hold kæft hvor var “faderen” stolt.

3. forsøg – styrt ved 4. sving – men runden var hjemme.

4. forsøg – frivillig stop efter 2 runder – ny sport erobret. Han er s’gu godt nok sej den gut.

Efter en “sund” tysk frokost nød vi andre badesøen og slikkede solskin, mens Christopher fortsatte sin “opvisning” på vandskibanen.

Lykken er vandski ……….

Tina foreslog at vi spiste aftensmad på en restaurant der lå i forbindelse med centrets Go-cart-bane. Jamen, hvilken genial idé. Altså hvis man fik lov at køre Go-cart !

Det fik Christopher og jeg – af både Tina, Anette og “løbsledelsen”. Så i 10 minutter var vi begge 18 år. Det var bare fedt.

Alfsee-Ring er 600 meter lang, og de “små racerbiler” kørte vel omkring 50 KM/timen på langsiden.

Behøver jeg at berette, at knægten jordere mig allerede i 4. omgang ? Men det var rigtig sjovt, og Christopher var da heller ikke længe om at sluge maden – så var der jo lige tid til 10 minutter mere inden vi smuttede hjem.

Aftenen sluttede med “Tegn og gæt”, og selv om Tina havde deklareret, at dette var en spil, hvor piger så ganske overlegende bankede drenge, ja så var det meget close race – faktisk stod begge hold på slutfeltet, da tøserne tog stikket hjem. Nu havde Tina nok heller ikke helt kalkuleret med Anette’s manglende tegneegenskaber og ligeså manglende fantasi – men det gjorde faktisk blot det hele endnu sjovere.

28.07.2001

Lykken er minigolf ……….

Fra morgenstunden var der heftig aktivitet, og Tina og Christopher slog ny rekord i standtennis – 322 slag (mener jeg at huske) mellem dem før bolden faldt på jorden. Jeg havde bebudet at ville forsøge mig på vandski, mens Tina fortsat havde det bedst som tilskuer.

Christopher ville “føre sig frem”, så vi fik lejet et Wake-board til ham, og begge krøb vi ned i et par stramtsiddende våddragter. Det blev til 3 vandgange for mig og 4 for Christopher. Den udfordring var godt nok lidt for stor – for os begge. Christopher’s sidste forsøg blev dog nok til dels ødelagt af mig, for han startede som nr. 2 eller 3 efter mig, og netop som han havde fået (delvis) styr på sit Wake-board, lå jeg og pjaskede i vandet foran ham. Ja, var han ikke “gået ned”, så havde han formentlig ramlet direkte ind i mig. Heldigvis valgte han sikkerhed fremfor show. Svømmeturene havde taget alle kræfterne, så Wake-board og vandski blev byttet ud med minigolf-køller efter frokost.

Her fik vi så en lektion minigolf af Dronningmølle-mesteren (Tina). Det ene hole-in-one efter det andet satte os på plads, mens vi alle 3 øvrige glimrede med 10’er slag på stribe. Hun skulle jo have haft handicap, eller er det omvendt – hvis man har handicap, så er man ikke så god ? Resultatblokken blev hastigt smidt væk – men vi kunne ikke løbe fra, at Tina havde vundet i overlegen stil.

Lykken er minigolf ……….

Efter afslapning og soldyrkning (jo, her oppe nordpå skinner solen skam) fik vi pakket RulleKnaus “transportsikret”, og Christopher og jeg fik lov til at afslutte “aktiondelen” af ferien med endnu 10 minutters Go-cart. Ren ydmygelse – han overhalede mig i 4. sving og efter godt 6 minutter blev jeg igen overhalet ! Heldigvis kørte vi kun 10 minutter, så jeg tabte “kun” med 1 omgang.

Ferieafslutningsmiddagen var det rene cirkus. Vi ventede 1 time på maden – dog fik jeg min schnitzel efter godt ½ time. Jeg spiste – efter opfordring – trods de andres manglende mad, og heldigvis for det, ellers var maden da blevet helt kold. Og dog – måske skulle jeg have ventet – for ½ time senere kom Frau Günter med min Wienerschnitzel – og var noget fornærmet over at jeg havde spist en Jægersnitzel, som slet ikke havde været til mig.

21:55 forlod vi campingpladsen – senest mulige udkørsel var kl. 22:00 – jo, alting var timet og tilrettelagt (og nu uden Geostart, for Jeep’sen kender vejen hjem fra Osnabrück).

29.07.2001

Lykken er at være hjemme ……….

Som talgymnast har jeg det med at kalkulere ankomsttid til Puttgarden og et godt stykke før Bremen havde jeg regnet ud, at vi ville ankomme til Puttgarden kl. 03:00. Så håbede jeg bare på, at færgen sejlede kl. 03:15 (den sejler hver ½-time 15 og 45, men der er enkelte “manglende” afgange midt på natten). Behøver jeg at berette, at vi ankom 03:03, kørte ombord 03:08 og sejlede 03:15. Hvor svært kan det være ?

Planen havde oprindelig været, at holde ind i Solrød og “aflevere” Christopher. Vi havde inviteret os selv på morgenmad, og truet med at vi ville ringe når vi passerede Vordingborg. Men vi besindede os – for familien Poulsen havde nok ikke lyst til morgenmadsbesøg ved halvfemtiden. Så første stop blev Grøndals Parkvej, hvor Tina havde ønsket at gense sin egen seng og dyne.

Forståeligt nok, for det var også lige hvad vi glædede os til. 05:30 holdt vi igen på Bregnevej og 5 minutter efter lå vi under dynen.

Lykken er at være hjemme ……….

Endnu en dejlig Kampingsferie, med sædvanligt Kampingsvejr. 5.239 KM har vi daffet rundt i Jeep’sen, de fleste af kilometrene med RulleKnaus på krogen (den var jo ikke med på turene til Bordeaux by, St. Emilion og Paris). 74:20 timer med motoren kørende, hvilket giver en gennemsnitsfart lige over 70 KM/timen (ikke så skidt, når man tænker på by- og køkørsel). Benzinselskaberne (primært Shell) har været fornøjet over vores ferieform, for det blev til lige under 1000 liter benzin.

Vi har haft en regnvejrs-slappe af-læse-ferie, en solbadningsferie, en storbyferie, en “historisk” ferie og en aktion ferie. Vi har nydt hinanden, alene og sammen med Tina og Christopher. Vi har simpelthen været på lykkens vej ……….