På’en igen ?

Historien skulle jo have været slut, men …………………

En blinkende lygte med en PSA-værdi på 0,1 i maj 2015 i forbindelse med fornyelse af helbredsgodkendelse til mit balloncertifikat blev bevidst overset. Jeg var jo helbredt. Det måtte tilskrives måleusikkerhed.

09.05.2016

Kalenderen viste “Blodprøver” kl. 9:30. For at være i god tid inden næste fornyelse af helbredsgodkendelsen hos flylægen den 31.05 havde jeg bestilt tid til endnu en gang at få bekræftet, at jeg var helbredt for prostatakræft.

Faktum er, at prostataceller – som de eneste – producerer et enzym, hvis mængde man kan måle i blodet med den såkaldte PSA-værdi. Og når prostata er fjernet – helt og aldeles – ja, så burde der ikke kunne måles en PSA-værdi.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at tilstedeværelsen af prostataceller ikke nødvendigvis betyder ‘syge’ celler. Hvis der i forbindelse med den radikale prostatektomi blev efterladt ‘raske’ celler, vil disse også dele sig og efterhånden kunne producere målbart PSA. Men efterfølgende ‘historie’ viser, at urologerne på Herlev Hospital anser risikoen for ‘syge’ så væsentlig, at disse forsøges ‘aflivet’.

20.05.16

Desværre åbnede egen læge, Tina Sværke de gamle journaler op igen. “Jan, din PSA er målt til 0,2, hvilket betyder, at du bliver ‘genindskrevet’ på Urologisk afdeling på Herlev Hospital”.

Gik jeg lige i sort? Helt og aldeles. Flylægen blev aflyst – og tankerne blev igen koncentreret om kræft. Shit. Hvad nu? Hvor lang tid har jeg igen?

14.06.16

e-Boks viste ny post fra Region Hovedstaden. Jeg var sgu blevet ‘genindkaldt’.

29.06.16

Urologisk afdeling, Herlev Hospital udviste igen hurtig og effektiv håndtering, og som ‘gammel kunde’ gik jeg hastigt frem og tilbage mellem afdelingen og blodprøvetagning. Ja, selv om jeg rent faktisk havde overset, at jeg skulle få taget blodprøve 2 – 3 dage før lægesamtale, så ‘fiksede’ de mig hastigt gennem systemet.

Pludselig blev der igen ‘lys’. “Din PSA-værdi er ‘kun’ 0,1, så vi bliver nød til at se tiden an”, lød ‘dommen’ fra urologen. Skulle jeg le eller græde? Kunne jeg igen slå problemet hen til, at der alene var tale om måleusikkerhed?

“Lad os ses igen om 3 måneder”, sluttede urologen så af med. Det lurede jo nok i baghovedet på os begge, at vi var ved begyndelsen og ikke slutningen af ‘genindkaldelsen’.

Jeg valgte at le – og bestilte straks tid hos flylægen.

12.10.16

Tilbage fra 4 ugers efterårskærestetur i mobilhome stod der igen “Blodprøvetagning” i kalenderen.

Et forholdvis ‘afslappet’ besøg på Herlev Hospital – der ventede jo ingen ‘dommer’ den dag. Og dog – en ‘medpatient’ ‘underholdte’ i ventetiden med hans syn på læger, hospitaler – og kræft. “Jeg kender personligt en urolog, som fortæller, at det er de rene forsøg, de gennemfører. De ka’ s’gu ikke helbrede prostatakræft. De dør alle sammen.”

Min indledningsvis store overbærenhed for hans oratoriske udskejelser fik en bræt ende. Højlydt og uden rysten i stemmen brølte jeg, “Nu stopper du – jeg er her, fordi jeg har prostatakræft.” Han forsøgte lidt stammende – men jeg afbrød, “Jeg sagde, nu stopper du.” Han forsvandt ned bagerst i ventelokalet.

14.10.16

Resultatet af blodprøven viste desværre en PSA-værdi på 0,2. Om det er syge eller ikke-syge celler, der producerer enzymet, vides ikke. Og hvor de befinder sig vides heller ikke. Lortedag. Hvad nu?

Jeg var blevet indskrevet til “konference” blandt alle de kloge fra urologisk afdeling – men jeg blev stillet i udsigt, at man ville tilbyde at fjerne et vist antal lymfeknuder i bækkenpartiet. En test af disse skulle så vise, om prostatakræftcellerne var blevet ‘opslugt’ af lymfesystemet – og om hvorvidt de i så fald havde tabt eller vundet over immunforsvaret.

07.11.16

Om det var en enstemmig afgørelse – eller ‘split decision’ – ved jeg ikke. Men resultatet af konferencen var et ’tilbud’ om en kikkertoperation, hvor 17 lymfeknuder i bækkenpartiet blev fjernet – og analyseret.

Endnu en gang fik jeg oplyst og risici og mulige bivirkninger – og at der var tale om et ’tilbud’. Men endnu en gang måtte jeg konkludere, at jeg ikke kunne sige “Nej” til et godt tilbud – og at jeg ikke kunne bruge en ‘second opinion’ til noget som helst.

08.11.16

Hele processen må have været ‘prebooket’, for allerede dagen efter konsultationen i urologisk afdeling lå der brev i e-boks.

Indkaldelse til forberedelse 17.11 og operation 18.11 – de har s’gu styr på logistikken i den afdeling.

17.11.16

Også denne gang måtte jeg skuffe sygeplejersken med, at fruen og jeg selv havde klaret glatbarbering af maveskind og de nedre regioner. Nå, det var nok mere min egen frække fantasi, der blev udstillet. For ALLE, jeg indtil nu har smidt bukserne overfor, har været yderst professionelle og uden synlige tegn på særlig interesse for, om det var bukserne eller blusen, jeg smed.

Jeg fik gennemgået morgendagens forløb – og sendt hjem til ekstra kærlighed og omsorg.

18.11.16

Som en gammel krigshelt indfandt jeg mig på 23. etage kl. 7:00. Jeg havde jo helt styr på situationen. Jeg var også klar over, at jeg ikke var første mand på skafottet, så der blev læst aviser og surfet på nettet – mens jeg beroligede nye ‘kunder’ og hilste medlevende på dem, som kom tilbage fra operationsstuen.

Jeg havde jo nok så ikke lige forudset, at jeg først selv blev gjort operationsklar og kørt ‘ned’ klokken godt 12. Uden mad og drikke i snart 18 timer var jeg efterhånden godt sulten.

“Er der noget, du gerne vil vide, inden vi lægger dig til at sove?”, spurgte lægen venligt. “Nej, jeg tror jeg har helt tjek på det”, svarede jeg – vist ret roligt og overbevisende – “men når du roder rundt derinde, kan du så ikke sætte den ledning sammen, som din kollega fik skåret over for 6 år siden?”. Efter en uddybende forklaring om min impotens efter den radikale prostatektomi i 2010, fik jeg smilet frem hos både læge, narkoselæge og sygeplejersker. De er sgu bare så søde alle sammen.

Jeg husker, at narkoselægen sagde “godnat, Jan” – og så vågnede jeg til barnegråd på opvågningsstue. Overfor lå en mor med barn – efter et vellykket kejsersnit.

Der var ‘gang i den’ på opvågningsstuen den eftermiddag. Et eller andet var gået galt, og en sygeplejerske undskyldte og undskyldte telefonisk i et væk – mens hun søgte opbakning blandt kollegerne. Jeg var ret sikker på, at det var en pårørende, der brokkede sig, så da jeg blev kørt ud, kommenterede jeg oplevelsen til hende.

“Nej, det var ikke en pårørende. De nemmeste er patienterne, så kommer de pårørende – men de værste er kollegerne”. Jeg fik skæld ud, fordi jeg havde sendt en patient op på afdelingen, før de var klar til modtagelsen.” “Ja, jeg lavede en fejl, men selv tre undskyldninger var ikke nok.”

Velkomstkomiteen stod (igen) klar. Tina og Anette havde Dannebrogsflag i øjnene – og jeg blev venligt parkeret på en 3-mands-stue.

19.11.16

Om det var fordi, jeg nu blev betragtet som ‘stamkunde’, ved jeg ikke, men denne gang var jeg ‘forfremmet’ til en plads ved vinduet. Bare ikke noget hit – for byggeriet er så smart indrettet, at aircon kommer op gennem en rist i gulvet ved vinduet – og for at skabe en rimelig acceptabel temperatur ind mod de centrale gangarealer og fælles opholdsrum trækker der konstant en kølig vind. Man bliver sgu syg af at ligge på hospitalet.

Jeg fik sovet lidt, men jeg var meget opsat på at kunne blive udskrevet ved morgenstuegangen. Så for at gøre mig ‘fit’ – efter råd fra natsygeplejersken – ‘stormede’ jeg rundt fra tidlig morgen fra drop hængende i et stativ.

Vi havde ikke første prioritet i ‘hjørneværelset’, men endelig kom lægen forbi. Min ‘makker’ i midtersengen og jeg blev ‘godkendt’, så det var ud med drop og af med det oversexede hospitalsundertøj. Fruen var blevet tilkaldt – og snart skulle jeg hjem og forkæles.

“Nå, Jensen, vi har så fjernet den venstre nyre. Operationen gik helt efter bogen. Så må du se at komme til hægterne igen.”, sagde lægen til Jensen, som var min tredje ‘stuekammerat’. Jensen blev godt nok stille, stirrede lidt tomt ud i lokalet og udbrød: “Det vil jeg så sandelig ikke håbe. Det var nu den højre, som jeg havde kræft i.” Er det det, man kalder ‘værkstedshumor’?

Den ellers så hurtigtalende læge blev mundlam – kiggede ned på sin medbragte iPad – og undskyldte. Nej, de havde vist godt nok fjernet den syge nyre.

Kikkertoperationen var i øvrigt foretaget gennem 4 huller i maveskindet – og disse huller var rent bogstaveligt lukket med hæfteklammer. Nu var det så bare at vente et par uger på at laboranterne kunne analyse de udtagne lymfeknuder. Lidt underligt – og efterfølgende konstateret forkert logik – så ønskede jeg, at man fandt kræft i én enkelt lymfeknude. Så når nu den var fjernet, så var jeg (igen) helbredt.

22.11.16

Indkaldelse til samtale 05.12.16 dumpede ind i min e-boks, så dagligt blev Sundhedsjournalen på sundhed.dk tjekket for at se om analyseresultaterne var tilgængelige. Det var de så bare ikke.

05.12.16

Det lød næsten som “nul huller” hos tandlægen, da urologen meddelte, at man ikke havde konstateret maniglitet (kræft) i en eneste af de 17 lymfeknuder, man havde taget ud.

Min førnævnte teori blev skudt totalt ned. For hvis der havde været kræft i blot en af lymfeknuderne, så ville det ifølge urologen havde været et dårligt tegn. For så ville der have været stor risiko for, at lymfesystemet rent faktisk havde transporteret kræftceller rundt i kroppen.

Så urologen havde et nyt ‘godt tilbud’ – salvage strålebehandling – hvilket kan oversættes til helbredende strålebehandling. Jeg overhørte bevidst, at urologen nævnte, at det vist nok var 35 behandlinger, men at det var noget, som man tog stilling til i onkologisk afdeling. Til gengæld havde han helt tjek på, at jeg skulle have ‘skudt 3 guldstifter’ op i prostatalejet (der hvor prostataen sad før den i 2010 blev fjernet), så strålekanonen kunne indstilles præcis.

Heldigvis – eller måske nærmere desværre – så havde “John Wayne” først tid til at skyde i morgen.

06.12.16

Tankerne gik tilbage til 2010, hvor jeg fik taget 10 + 2 vævsprøver i prostataen. Mildest talt ubehageligt. Nu var det jo så ‘kun’ 3 guldstifter – og smerten pr. skud var vel kun det halve i forhold til vævsprøverne.

Det skulle så være farvel til urologisk afdeling og goddag til onkologisk afdeling. Jo, man lærer begreberne.

13.12.16

I min indkaldelse til en samtale med en læge fra onkologisk afdeling indeholdte dels en præcisering af, at ‘programmet’ indeholdte 35 behandlinger – hver hverdag i 7 uger i træk – dels at jeg skulle starte den 22.12.16.

Jeg kunne således lige nå far/barn-skituren 18. – 21.12.16, men både SkiJanTour med Christopher og MorfarSkitur med Rasmus måtte aflyses. No way. Vi taler om livskvalitet. Jeg måtte kunne få forståelse for en udsættelse.

Ordene blev lagt i munden på onkologen – og da hun ikke kunne/ville tale mig fra min overbevisning, så fik jeg udsat startdatoen til 24.01.17 – lige efter MorfarSkituren.

15.12.16

Vi fastholdte dog datoen for forberedelserne til strålebehandlingerne, hvilket bestod i en CT-scanning og en MR-scanning. Jeg skulle fotograferes på kryds og tværs og have tatoveret ‘sigtemærker’, således at bestrålingerne kunne foretages så præcist som overhovedet muligt.

Lidt skræmmende blev jeg mødt med “nå, du har ikke tid til behandling før du har været på MorfarSkitur” fra sygeplejersken – men jeg tror såmænd der var tale om misundelse på den gode måde.

23.01.17 – 10.03.17

Så stod den på 35 gange bar røv og Vidar (navnet på stråleacceleratoren).

 

Flaget for enden af briksen var i anledning af, at det var på sidste behandlingsdag, jeg tog billederne.

Selve strålebehandlingen er helt og aldeles smertefri. Og hvis man ikke har noget i mod at smide bukserne – og det har jeg jo ikke, man er vel gammel naturist – så er det alene besværet med at skulle tidlig op og kæmpe mig gennem morgentrafikken på motorring 3, der giver fysiske udfordringer. De psykiske var noget belastende – nogle dage værre end andre. Men behandlingerne gav jo en daglig reminder om sygdommen og dens værste konsekvenser.

7 uger – 5 hverdage hver uge – stort set alle dage mødetid 8:00.

Tak Fiona (storebrors datter og svigersøns labrador) for næsten 4 uger som min trofaste støttepædagog. Det blev til rigtig mange, lange traveturer. Nu kender vi alle “hundeskovene” i den nordlige del af Storkøbenhavn, og den fik grundigt ‘pisset territoriet af’ her i “Blomsterkvarteret”. Tålmodigt lagde den ører til mange ‘budskaber’,og det var dejligt at konstatere, at den altid var enig med mig.

10.03.17

2 timer efter sidste strålebehandling var der afgang fra Bregnevej på Vinterkærestetur til Kitzbühel og Wagrain i Østrig.

Resultatet af strålebehandlingerne ville først kunne konstateres efter 6 uger.

Jeg havde ingen synlige tegn på stråleskader, men dog en del smerter i ‘underlivet’ – mest ved toiletbesøg.

26.04.17

Tilbage til samtalen med urologen i november havde jeg noteret mig, at jeg skulle til kontrol i Urologisk afdeling 6 uger efter sidste strålebehandling. Så selv om afslutningssamtalen i onkologisk afdeling sluttede med en besked om, at jeg ville blive indkaldt efter 3 måneder, så skaffede jeg mig selv en konsultation i urologisk afdeling.

Urologen meddelte mig 1) at min PSA-værdi fortsat var 0,2, 2) at jeg kom for hurtigt efter afslutning af behandlingerne og 3) at det kontrollen indtil videre foregik i onkologisk afdeling. Det var vel nok det tætteste, jeg kunne komme på en skideballe.

Jeg rekapitulerede. Urologisk afdeling havde ‘opgivet’ mig – hvis jeg fortsat havde indikationer om kræft, så skulle disse i første omgang vurderes af en onkolog.

15.06.17

3 måneder efter endt strålebehandling var jeg så til test/kontrol. Testen viste igen 0,2 – så jeg vidste ikke rigtig om jeg skulle le eller græde.

Jeg kunne konstatere, at hvis jeg fortsat er syg (det vides jo ikke om det er syge eller raske prostataceller, der producerer PSA), så er der enten reproduceret lige så mange celler, som der er slået ihjel af strålerne, eller også befinder de sig et sted, hvor man ikke har strålet.

Jeg kunne også konstatere, at 35 bestrålinger af prostatalejet giver nogle ‘følgeskader’ urinblære, urinleder og endetarm.

Ny kontrol om 9 måneder med mindre jeg får det dårlig(e).

Så tog fruen og jeg til koncert med Celine Dion i Royal Arena – og forsøgte at glemme alt om prostatakræft.