1999 Kampingferie

Prolog

Efter 10 års mareridt til havs, skulle det sejlende sommerhus nu forsøges byttet til et rullende ditto. Livet er jo “styret” af tilfældigheder, og vores forsøg med “kampingswugn” blev ligeledes “planlagt” helt tilfældigt. Et møde i forretningsudvalget i RevisorGruppen Danmark udviklede sig pludselig til campingsnak med Jens Skovby (direktør i butikken), og inden frokost var aftalen om et års leje med forkøbsret af en pæn, velholdt, 10 år gammel, Knaus Südwind (ja, nu skal man så lære mærker og størrelser på campingvogne, men mon ikke det modsvarer en Dehler 35) indgået.

Det seneste halve år har så stået på planlægning – vel sammenlagt godt en time – så vi var godt forberedte, da vi søndag den 4. juli hentede “vores” campingvogn, som havde stået forårsparkeret hos Ballon-Kirsten (det kalder vi altså Kirsten Thorbjørn, ikke fordi hun ligner en sådan, men fordi hun flyver en sådan) i Borup.

Oprindeligt havde vi hentet campingvognen hos Jette og Jens i Silkeborg i slutningen af april, da vi vel havde haft et naivt håb om en eller flere testweekends, men efter en times testkørsel med baglænsparkeringer (mens Christopher og Anette trænede på rulleskøjter) blev sommerhuset parkeret, og herefter tog arbejdet alt for meget af fritiden frem til sommerferien.

Som nævnt blev det rullende sommerhus hentet hos Kirsten den 4. juli – og på vej ud af gårdspladsen skete første (og forhåbentlig sidste) skade. Vi var advaret – pas på når du svinger – bagvognen fortsætter svingningen – men koncentrationen var fokuseret på om campingvognen kunne komme fri på venstre side i svinget venstre ud af gårdspladsen, mens højre bagende fortsatte ind i en træstub. Surt show – kofanger og højre bagløgte lignende en tom coladåse – efter du har trådt på den.

Så noget brødbetynget måtte Jens Skovby kontaktes – hvorledes er “dyret” forsikret ? Største problem – altså hvis man sådan lige ser bort fra det rent økonomiske – var selvfølgelig, at vi havde planlagt at starte ferien onsdag middag, og det var ikke til at opdrive et reperationsværksted, som sådan lige stod med en ny kofanger, og i øvrigt havde ledige arbejdstimer i disse før-ferie-dage. Med utroligt held, lettere fingerfærdighed og ½ liters krobssved lykkedes det dels at erhverve et nyt lygteglas, dels at reparere kofangeren så meget, at vi anså det forsvarligt at påbegynde eventyret. Eneste problem : højre afviser fungerer ikke – så vi må nøjes med at dreje til venstre.

 

07.07.1999

Sidste år røg Elvis-frisuren på første feriedag (det er jo rart at vende sig til sig selv – inden ens kolleger kommer med dumme kommentarer) og i det forgangne år har jeg mange gange truet med, at næste sommer skulle Preben Elkjær-look’et strammes op. Det må så være sidste gang der spildes penge på en frisør – fremover kan det klares med en hårtrimmer – 5 mm – altså pånær issen, som tages med barbermaskinen.

Og så kunne ferieplanlægningen rigtigt begynde – hvor skal vi hen, hvilket tøj skal vi have med (udover campingshabitten) og mon ikke det er rart at medbringe cykler. 1½ times forsøg på at tilpasse et cykelstativ fra en Volvo til en Jeep resulterede i skoldede skuldre, modificerede tagbøjler, kraftige eder, men ingen cykler på taget. Så cyklerne kom tilbage i skuret, og campingvognen blev fyldt med alskins overlevelsesudstyr til de kommende godt 3 ugers udfordring.

Klar til afgang

Afgang kl. 15:56 Bregnevej – retning : syd – bestemmelsessted : sydpå – dog med en forventning om, at Wien (Østrig) kunne nåes inden for et par døgn. (Sådan her et par døgn efter, med godt 60 timers næsten uafbrudt regnvejr – tænker vi tilbage på, at det faktisk var rigtigt dejligt solskinsvejr, da vi kørte fra Bregnevej).

Har en campingvogn et navn ? – Et skib kan f.eks. hedde Anderstina, en flyvemaskine kan hedde Netair One, men skal en campingvogn navngives ? Vi kender heldigvis ikke svaret, for så ville nogen måske falde om af grin, da vi undervejs seriøst drøftede navn til vores rullende sommerhus. Valget faldt på “RulleKnaus” (den opmærksomme læser husker at mærket på campingvognen er Knaus), men vi har indtil videre undladt at overmale agterspejlet med vores originale påfund.

Rødby – Puttgarden besejles fortsat, men nu må det kun være spørgsmål om statstilskuddets størrelse hvorlænge overfarten opretholdes. En tom Taxfree-shop (dog kan der købes tyske øl  ½ time efter afrejse) og flere besætningsmedlemmer end passagerer en onsdag kl. 18:30 lover ikke godt for den fremtidige færgedrift, men med RulleKnaus’ danske fartgrænse og ca. 6 km. pr. liter Super-benzin er der jo fortsat et forretningsgrundlag.

I Tyskland er den officielle hastighedsgrænse vist nok 80 km/t, men efter næsten at være blevet skubbet fremad flere gange af 40 tons tunge lastvognstog, sneg hastigheden sig efterhånden op til i underkanten af de 100 km/t. Og Tyskland er jo rent slaraffenland for danskere med campingvogn – du må køre lidt stærkere, og du må overnatte på alle rastepladser. Jamen hvilken luksus – tænk sig : ingen tidspilde med at finde campingpladser !

Til gengæld skal man nok ikke vente til kl. 01:00 med at finde en velegnet parkeringsplads på en rasteplads, for på det tidspunkt er der kun selvopfundne længdeparkeringer i “fodenden” af nogle velvoksne kølevogne. Arbejdsmiljøloven ville forbyde arbejde i varighed over 1 minut uden brug af høreværn, men alligevel lykkedes det os nærmest at besvime til en ouverture af kølegeneratorer og autostradadiscolarm. Sted : Seesen, en-eller-anden-rasteplads i Tyskland, tid : 01:00.

 

08.07.1999

Da vi onsdag aften på Fehmern havde forladt det TeleDanmark-dækkede mobilnet forsvandt kontakten med den civiliserede verden. Tænk sig, mobiltelefonen virkede ikke ! – og dermed det allerværste : så ville mobilopkoblingen til Internettet ej heller fungere. Præcis da receptionen i verdensfirmaet Andersen Hübertz Kirkhoff åbnede klokken 08:00 ringede vi og bad om øjeblikkelig nødhjælp : indkald alle nødvendige ekstraressourcer i den tekniske afdeling af TeleDanmark Mobil, og få så den radiokontakt til teleoperatører i Tyskland til at fungere.

Men ak – ikke alene kontakten til D1 og D2-Privat i Tyskland var mistet – hele TeleDanmark Mobil var “nede”. Overbelastet var forklaringen, jamen vi havde endnu ikke startet Internetopkoblingen ! Vi skulle tæt ved Passau (grænsen til Østrig) før vi fik kontakt – og det med en teleoperatør i Østrig (det var aldrig gået den gang Kohl bestyrede butikken). Så endelig kunne vi ringe hjem til mor, og høre om den frygtelige hedebølge, der var under opsejling i Danmark. Det var vi da heldigvis blevet skånet for, og taget på RulleKnaus var siden middagstid blevet godt og grundigt vasket af kraftige regnbyger.

Campingbogen (ja, det hedder Havnelodsen altså i vores nye liv) var blevet tygget godt og grundigt undervejs, og kursen var løbende blevet justeret til en plads 15 KM nord for Wien. Men efter 13 timers kørsel var både Jeep og chauffør godt træt, så vi fandt en ganske nydelig plads midt ude i ingenting (vi fandt i hvert fald aldrig ud af, hvilke omgivelser eller lignende denne plads skulle friste med) kastede vi så RulleKnaus med en perfekt baglæns-sidespejls-manøvreret-sidevejs-parkering ind på et dertilindrettet 12 x 6 meter frimærkegræstæppe.

RulleKnaus behørigt parkeret.

Som på bedste sejlermanér blev RulleKnaus fortøjret (altså det kalder vi det, når de 4 støtteben i hvert hjørne rulles ned) og landgangsbroen (sådan en nydelig, lille fodskammel – så Anette kan komme op i huset) placeret. Mange roser til chaufføren – og de øvrige campister måtte slukøret vende tilbage til deres respektive gemakker – ingen paniske frem og tilbage rokeringer, med Mutti højtråbende og med store armbevægelser, signalerende, at idioten skulle have drejet modsat for flere meter siden.

Campinghabitten blev taget ud af skabet (dog kun overdelen, man skulle jo nødigt vise sig fra starten) og høflig konversation blev indledt med naboen. “Vi er på campingtur for første gang, og det er første sted vi overhovedet camperer”, annoncerede vi – sådan i håbet om en vis forståelse, såfremt vi skulle misse etiketten. De var nu meget venlige, og vi forstod ligeså meget af deres tyske, som de forstod af vores engelske. Og dårligt havde vi sat os i tørvejr i campingvognen (det regnede fortsat) og knappet et par dåsebajere op, før de listede deres VW-campingsbus rundt til en anden plads. Vi checkede, dobbeltcheckede og krydscheckede, men mente fortsat, at vores parkering var i overensstemmelse med landmålerens tildeling af kvadratmetre.

Med alskins elektronisk udstyr – ikke mindst strømforsyning til “fjenden” (det kalder Anette’s min nye Compaq Armada 7800 – 366 MHz Pentium Pro, 13,1″ TFT-skærm, 64 MB ram (yderligere 64 MB er bestilt), 8 GB disk, DVD og GSM-modem – er jeg ikke bare heldig ?) – men også godt med elektrisk lys, købeskab og emhætte, kræver efter en vis tid “landstrøm”. Jeg havde fået instruktioner i diverse stikkombinationer, og ifølge Jens Skovby skulle RulleKnaus være i stand til at tappe strøm fra alle autoriserede campingpladser i Europa. Men hvad var nu det – et stik der absolut ikke passede i en eneste af det utal af stik-til-stik-omstillings-stik-dåse jeg var udstyret med ! Dybt frustreret forsøgte jeg flere gange at parre en struds med en elefant – indtil naboen venligt informerede mig om, at jeg nok ikke fik 220 V ud af TV-antennestikket.

Hvem fanden ku’  vide, at der ved hver plads var et fællesantenne-stik ?

“Anmeldung” viste sig at være et – efter omstændighederne – hyggeligt østrigsk madsted (ordet restaurant faldt mig ikke rigtig for) så aftensmaden stod på alt-muligt-svinekød-på-en-panne-med-sauerkraut og gemüse (eller på Østrigsk : Wiener Pfanne) og bag os sad familien Jensen og familien Petersen fra Vejle. Jamen, er verden da ikke lille. Tænk sig, at vi danskere skulle mødes her, midt ude i ingenmandsland. Og de var så lykkelige over at det regnede, for Østrig og Ungarn havde de seneste par uger været “hærget” af højtryk, klar solskin og 30 – 35 grader, så som i led i deres afklimatisering til danske forhold (de skulle bare vide) var de glade for regnvejr. Glæden blev nu hurtigt dæmpet gevaldigt, da de begyndte at tænke på deres miniaturetelte, som nu ikke længere var i græshøjde, men nærmere under vandoverfladen.

Og det regnede, og regnede og regnede ………..

 

09.07.1999

Familien Jensen og familien Petersen fra Vejle.

Hjælpsomheden er stor, når nøden er størst. Tænk sig, “supermarkedet” lukkede kl. 09:00, så her stod vi med RulleKnaus og al hendes/hans (vi kan ikke blive enige om en campingvogn er hankøn eller hunkøn) fancy udstyr, og så mangler man en tændstik ! Ikke mindre end en stor husholdningsæske blev gavmildt bragt af vores nye venner, så jeg måtte jo lige tage et billede – så de jo også kunne se hvordan sådan et digital-kamera virker !

Afrejsen foregik i yderst adstadigt tempo – men i forkert retning – blind vej ! Og Mutti Schwartz, som havde omkranset sin campingswugn med minihegn og urtepotter, så lettere forvildet ud, da RulleKnaus og Jeep’sen masede sig ind på hendes vej. Som om at det sku’ vær’ et problem, at bakke og vende på en campingsplads miniature-veje ! Vi kom rundt og tilbage, og de rigtige campister (vores nye venner) vinkede med et let overbærende smil. Ja, ja, de ku’ jo sagtens – bare sådan et par småtelte.

Ölspur

Vi fortsatte med at køre den forkerte vej – måske inspireret af et – på dansk – morsomt vejskilt : Ölspur. Her gennemførte vi så verdens hurtigste kursus i betjening af digital-kamera, idet Anette i løbet af 10 sekunder fik lært at tænde kameraet, anvende zoom og tage op til 3 billeder.

Endelig fandt vi rette vej mod Wien. Det var nok på grund af mit “Tigerblik” (Anette’s udtryk – jeg mener det hedder Falkeblik), og foran os lå alene en mindre køretur på ca. 200 KM til Wien. Men hvilke 200 KM – éet stort vejarbejde (hvilket også er tiltrængt, for det er en elendig vej). Og vejret var fortsat yderst konstant – det sjaks-øs-regnede.

“On the road again” – vi mener at kunne melodien og første linie – er blevet denne sommers “slagsang” – hørtes igen i Jeep’sen, og stemningen var nærmest euforisk.

Uden problemer fandt vi frem til det planlagte mål : Donaupark Camping Klosterneuburg, og til Anette’s store fryd (I skal se hende trone, når far her bakker RulleKnaus ind med milimeters nøjagtighed) fik vi påny parkeret sommerhuset. Vi er endnu ikke begyndt at tænke på husets placering på grunden i forhold til solen – men så længe det fortsat bare regner, så er det jo også ligemeget.

Hvordan ‘pakker’ man en campingvogn.

Til gengæld må vi nok hellere begynde at tænke på vognens indretning – specielt under kørsel. Trods yderst hensynfuld kørsel, med adstadig kørsel på dårlig vej og i skarpe sving, kan det efter et par timers kørsel være svært at genfinde orden blandt service, sukker og salt m.v.

Vi besluttede at resten af dagen skulle være “sumpedag” (et udtryk Tina benyttede på sejlerferie – hvilket betyder, at man absolut intet fornuftigt (læs planlagt) foretager sig, men blot drikker et par øller, læser en bog eller eksperimenterer med sin nye computer. Rigtigt – jeg valgte første og sidste mulighed. Ikke alt fungerede efter hensigten på den nye “fjende”, så klokken blev mere end mange, før Power-knappen blev drejet på Off.

 

10.07.1999

De fleste kender lyden af haglvejr på et biltag (som min farbror sagde – det er det jeg elsker mest ved at have fået bil – tænk sig, tidligere cyklede jeg i sådan et forfærdeligt regnvejr), og forstærket med quatrofoni og surround sound så har man lyden i RulleKnaus. Selv en megen sen aftens anstrengelser foran computerskærmen og 3 – 4 go’nat’bajere kunne ikke dæmpe høreapparatet tilstrækkeligt til at vi kunne sove hele natten. Det ikke bare regnede – det lynede, tordnede og haglede. (Tænk sig hvis vi nu havde fået den idé at vi ville prøve at campere i et 2-mands-telt.)

Rundturssporvogn

Dagen var planlagt (I guder hvor vi planlægger – flere gange op til 3 – 4 timer ud i fremtiden) til sightseeing i Wien. Wien er en smuk by, siger mange, så da en rundturs-sporvogn holdt lige foran S-togs-stationen Karlsplatz, mente jeg, at denne kunne spotte de vigtigste kultursteder for os. Og ganske rigtigt, vi fik i løbet af en time vist Ringstrasse, Stadtpark, Urania, Donaukanal, Prater, Riesenrad, Universitetet, Rådhuset, Burgtheater, Parlamentet, Hofburg og Statsoperaen.

Obligatorisk shopping

Ja, så var der jo kun at nyde Wien’s caféliv (vi nåede 3 forskellige på 3 timer) og den obligatoriske shopping (jeg må altså købe de blå bukser – det er sådan nogen jeg har søgt efter i årevis).

Efter disse timers ukulturelle adfærd mente Anette at hun måtte gense Operaen, Parlamentet og Rådhuset, så vi genså seværdighederne til fods. Mærkværdigvis var vi forskånet for regnvejr på hele byturen – nok fordi vi var heftigt udstyret med regnjakker og paraplyer.

Tilbage på Donaupark Camping opsummerede vi dagens kulturelle (og mindre kulturelle) oplevelser (hvor er det smart med sådan et digital-kamera – man kan glæde sig over billederne såsnart man igen har fået kontakt med “fjenden”) og den nye ferieform blev indgående drøftet. Som så mange gange før er vi meget tændte på eksperimentet – men hvorfor skal det absolut regne 20 timer i døgnet, bare for at vi skal prøve grænser ? (vi tænkte tilbage på første år i Anderstina, hvor Lene og Bjarne havde haft 2 uger i strålende sol, mens vi fik 2 uger i regn og blæst – jo, sejlerliv var skam skønt).

Kampingmajls

Skønt  regnen nu igen stod ned i lårtykke stråler, og vi efterhånden søgte efter en gummibåd for at kunne komme på toilettet, så sad vi faktisk og snakkede hyggeligt om hvor de kommende års campingture skulle føre os hen.

Aftenen skred frem – Anette forsvandt ind i soveværelset – og jeg “fik lov” at sætte strøm på “fjenden” og skrive Kampingsmajls.

 

11.07.1999

Egentlig havde vi “planlagt” at nyde kulturen i Wien i 2 dage, men på en eller anden måde var vores temperament ikke til storslåede, gamle bygninger – og en historie, som vi må erkende, vi ikke er fuldt bevandret i. Derimod var havde vi begge stor lyst til at nyde naturen – sådan set fra forsæderne i en Jeep. Kun udstyret med solen som kompas (tænk sig, solens skinnede ind i mellem) og en idé om hvor Klosterneuburg var placeret på Østrigskortet, kørte vi “ud i det blå”.

Hyggelig beværtning – “ud i det blå”

……….. og pludselig dukkede en hyggelig beværtning op …………

Ind i mellem kunne vi spejde Østrig’s Gundenå.

Hedder det ikke “Schönen Blauen Donua” ? – de må være farveblinde, de Østrigere. I vores farveskala var den blå farve i hvert fald noget brun.

Mit største “problem” var imidlertid, at vandet løb “den forkerte vej”. Glemt var geografitimerne, for Donau løber ikke som Rhinen og Elben mod vest og nord, men mod øst og syd – og løber ud i Sortehavet. Og her er så svaret på Danmarks vindmøller – flodkraft. Enorme vandmasser er efterhånden blevet styret igennem velarrangeret kanaler, og turbinerne summer af elektrisk strøm. På sin vis frygtindgydende kræfter – på den anden side, noget mere naturrigtigt end et atomkraftværk.

Schönen ‘Blauen’ Donau

Fra Donau’s breder nød vi synet at Midalderborgen Greifenberg, og trods flere 25 %’s stigninger klattrede Jeep’en til tops, og dagens kulturelle indslag blev forestået af en ganske uforståelig østrigsk historiestuderende. Men vi forstod at borgen var “bossen’s” hovedsæde, og udsigten ud over Donau og dennes sletter vidnede om en vis magt over området. Som så mange andre af den slags borge var der en ualmindeligt uhyggelig fangekælder, og dennes aflivningsinstrumenter må have inspireret instruktøren af “En Hitlerlæges torturkammer”.

Første del af ferien – d.v.s. inden ferien sådan rigtig begynder med mandag morgen i shorts og sundhedssandaler – sluttes med Take That’s Greatest Hits på DVD-spilleren, mens første kampingsmajls bliver sendt ud i Cyberspace.

 

12.07.1999

Nok ikke alle vil kunne forstå, at min største problem til dato på vores kamper-ferie er, at modem-hastigheden på Internet-forbindelsen er så langsom, at Cyberspace nægter at transmitere mine kampermajls. Sammenlagt har jeg nok brugt 3 timers GSM-mobil-telefontid til TeleDanmark Mobil – og første Kampermajls er endnu ikke gået igennem. I morgen må jeg forsøge at oprette et Internet-abonnement her i Østrig – det er jo ikke til at leve uden.

Mandag er så første “rigtige” feriedag, og dog føler vi at vi snart har holdt en hel uge. Bortset fra majls-stressen har vi det helt supert, og minsandten om ikke solen også er begyndt at titte lidt frem.

RulleKnaus blev igen hægtet på Jeep’en og turen gik fra Wien til Bad Waldersdorf. Hvorfor så lige netop Bad Waldersdorf. Jo, ser du, her skal verdensmesterskabet i ballonflyvning foregå ultimo august / primo september, og danmarksmesteren (det var vist nok i 1996) skal naturligvis deltage (det er så sidste internationale mesterskab i en rum tid, da min ranglisteplacering nu ikke længere giver adgang i det fine selskab). Ifølge en informationsbrochure til VM skulle der juli måned åbne en ny campingplads netop i Bad Waldersdorf, så vi tog chanchen og kørte dertil.

Den var ny – helt ny – faktisk havde den kun været åben i 2 uger. Omgivelserne var OK, men selve pladsens indretning bar naturligvis præg af at være nyindrettet. På positivsiden skal dog nævnes, at toilet- og badefaciliteterne var fuldt på højde med Bregnevej. A propos toiletfaciliteter så havde vi endnu en udfordring foran os – hvordan / hvornår / hvorhen tømmer man Porta Potti ? Sene aftensstunder, øsende regnvejr og almindelig nattisseri har bragt væskeoverfladen i faretruende nærhed af helt og aldeles fuld, men trods ihærdig spejdning efter “hvordan gør naboen”, var det ikke lykkedes at få fiduser. Navnet Chemi-WC lød tilstrækkelig sanitært til at jeg afmonterede “gylletanken”, og var det fejlagtigt, det jeg gjorde, og der jeg gjorde det – ja, så var der ingen, der så mig. Nu håber jeg at se andre anvende sådanne steder til sådanne gøremål inden næste tømning forestår.

Eftermiddagen blev brugt til rekognoscering i området. Byen Bad Waldersdorf er på størrelse med Bøvlingbjerg, og vejene i området leder tankerne hen på Japan. Forskellen her er blot, at europæerne tror vejene er brede, så derfor har de traditionelt ikke så smalle biler som i Japan. Det skal nok blive morsomt når ballonkortegerne skal passere hverandre, bakke og vende, og alting i et tempo, som nærmest minder om starten på et formel 1 – løb.

Teichhof Samwald

Vi besigtigede Teichhof Samwald, som skal være base for Uniform-holdet under verdensmesterskabet. En nydelig – meget tynd – værtinde, en mindre nydelig – meget tyk – vært og en sund, kraftig Rotweiter.

Nydeligt, nyere gasthof (vist kun 2 år gammelt), som duftige mistænkeligt friskt og rent. Ja, ganske rigtigt – rygning forbudt. Med 3 rygere på holdet skal vi nok se enkelte stå på balkonerne og nyde den friske luft.

 

13.07.1999

Tirsdag formiddag brugte vi på lidt yderligere besigtigelse – Launchfield, briefing-center og gas-refuiling, samt hilst på Kindermann, som er leder af planlægningskomitéen. Jeg havde netop inden afrejsen modtaget flyvekort til mesterskabet samt regelsæt, men da jeg kun havde fået éet flyvekort ville jeg se om jeg kunne erhverve éet mere, så følgebilen kan guides med de samme kortreferencer som bruges i ballonkurven. A propos regelsæt, så kan jeg ikke undlade at bemærke, at de internationale regler nu foreskriver en sikkerhedsafstand på 200 meter fra selvvalgt mål til højspændingsledninger. Med de regler havde jeg ikke alene været forhenværende danmarksmester – så havde jeg også været regerende danmarksmester. Mon ikke lige jeg skulle eftersende en complaint !

“Duften” af ballon fik humøret i top, og Anette måtte på den videre færd mod Klagenfurt igen lægge øre til mine ballonhistorier (og endnu engang historien om de famøse 475 meter mellem et selvvalgt mål og en højspændingsledning).

Frokosttid nærmede sig, og med formiddagens testkørsel i Bad Waldersdorf og højdeliggende tilgrænsende områder, trængte balancenerverne til en fødeindtagelse i motorvejshøjde. Stedet hed Oldtimer (hvorfor fandt jeg aldrig ud af) og indretningen var originalt gennemført med diverse udstyr fra motorcykler, racerbiler og trucks. Jeg var lidt facineret over fadølsanlægget, som var en ombygget 8 cylinders motor (nej, det var nok snyd, men det så ret spøjst ud). Og menuen – en Trucker Turbo Power – sæ’fø’li. Navnet var noget morsommere end selve menuen, men solen skinnede, så efter de efterhånden mange – rigtig mange – timers regnvejr, ville nok selv en stykke 8 dage gammelt morgenbrød have smagt os.

I den næsten totalt uplanlagte ferierute havde vi allerede hjemmefra spottet “Klagenfurt”, som ligger “i bunden” af Østrig (tæt på Slovenien). Årsagen hertil ligger 8 år tibage, hvor vi sammen med en del danske tablere deltog i et internationalt RT-møde hernede. Udover en utrolig dejlig tableroplevelse (som blandt andet var starten på nye tætte RT-venskaber) var det en meget smuk naturoplevelse, og vi havde begge meget lyst til at få disse minder genopfrisket.

Campingbogen viste 4 alternative campingpladser, men specielt Kärnten – Eberndorf fristede. Var det nu “pladsen ligger op til skoven, afskærmet af tykke, høje hække, lille dam med naturstrand, med muligheder for vandsport, borge, slotte, kirker, søer, bjerge, museum eller drypstenshuler”, der fristede, eller var det : “pladsen er kun for naturister, enlige mænd har ikke adgang”, der ligesom trak Jeep’en tilfældigt væk fra motorvejen ca. 20 km før Klagenfurt ?

Glemt var havets bølger og stormlyde i masten, glemt var sorte løjper og stormbriller, og glemt var ballonfærd og -landing i 15 knob – næh, nu gjaldt det FKK – See – Camping. FKK mente Anette stod for “frække kvinders klub”. Jeg ved nu ikke (endnu) om de er særligt frække, men de er nu ikke lige grimme allesammen (altså sådan målt med camping-målestok).

Vores nøgne kroppe blev straks angrebsmål for overfede myg og endnu mere overfede hestebremser (eller hvad de nu hedder her i Østrig). Enten er hele områdets myg og hestebremser blevet mætte, eller også har den første angrebsbølge advaret de øvrige mod surt dansk blod, for efterfølgende har vi været forskånet for de helt store angreb.

For os førstegangs-naturister var det jo nemt at forholde sig til hvordan man solbader, og de første tanker gik på adskillige vittigheder om “gæste-naturister” (jeg troede det hed nudister – hvad er så det ?).

Man solbader også nøgen i solarier, så umiddelbart var der ingen synlige tegn på at vi normalt ikke render rundt med numsen bar. Mere problematisk var spørgsmålet om indkøb i supermarkedet – “hvordan handler man kartofter”, sagde Anette pludselig, mens jeg med det ene øje halvt åbent fulgte de forbipasserende.

 

14.07.1999

I vores nye naturist-liv er det selvfølgelig vigtigt, at solen skinner, og at det er dejligt varm. For selv naturister iklæder sig tøj og tildækker sig når temperaturen går under de 20 grader. Så med sol fra morgenstunden så dagen ud til at tegne godt, men med tanke på gårsdagens insektangreb om eftermiddagen, blev vi enige at lade solen beskinne vores nøgne kroppe om formiddagen og så tage på sightseeing om eftermiddagen.

Wöthersee

Wörthersee – frit oversat : værd at se – var målet for dagens udflugt. Imponerende smukt – mindre kan ikke gøre det. Den sydlige kyst var spækket med rigmandsvilaer lige ned til vandet – Strandvejen kan godt pakke sammen.

Men ligesom Strandvejen er det jo lidt pudsigt at tænke på, at vandet ligger på den forkerte side af huset ! Jeg fatter ikke hvorfor vi overlod Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne igen, for kysten fra Falsterbo til Gøteborg ligger altså noget bedre for solen end strækningen Gedser – Helsingør (ja, altså med mindre man står op ved solopgang hver dag).

Jeg tænkte lidt det samme her ved Wörthersee, Klagenfurt, indtil jeg kom på den nordlige side. Her var kyststrækningen “smykket” med en dobbeltsporet jernbane, så de få huse med grund ned til søen, havde virkelig tæt til offentlige transportmidler. Hvordan i alverden har man kunnet ødelægge naturen på den måde ?

Minimundus

Anette huskede fra sidste besøg i Klagenfurt stedet “Minimundus” – jeg ville også have husket det, hvis jeg ikke har brugt tiden hernede sidste gang med “politiske” RT-møder – med et utal af verdens smukke bygningsværker i miniformat. Vi indløste en adgangsbillet til en halv formue, begav os ind på området, og fandt et spisested, hvor et par fadøl og en let anretning fandt vej til vores ganer.

Og hvad skete så – ja, rigtigt – det begyndte at regne. Mine meteorologiske evner fortalte mig straks, at der var tale om passage af en koldfront, og at det formentlig ville klare op med et klart, solrigt, “bagsidevejr” i løbet af 3 – 4 timer. Så regningen blev betalt, og verdens smukkeste bygningsværker henstod ubeset i øsende regnvejr.

Og hvad var så fruens største problem ? Regn — havestole, liggestole, håndklæder, som var efterladt i strålende solskin på FKK-campingpladsen. Turen hjem (ca. 1 time) blev noget anstrengende, for selv forsigtige forsøg fra min side om, at det nok ikke havde regnet på campingpladsen, eller at naboerne nok havde bragt vores udstyr i tørvejr, var ikke til at bringe fruens barometer fra Faretruende til Foranderligt.

Men naturister er nogle rigtige gode campister. Selvfølgelig har de bragt vores campingudstyr i sikkerhed inden det heftige regnvejr har forvandlet campingpladsen til nedfaldstedet for Krimmler-vandfaldet (Europas største vandfald – tror jeg nok). Trods det fortsatte regnvejr steg humøret til “Smukt” og eftermiddagshyggen blev genoprettet indendørs i RulleKnaus til tonerne af regndisco (nærmest heavy-rock) på taget.

Som tidligere nævnt var det passage af en koldfront, så pludselig standsede regnen, og efter ca. et kvarter skinnede solen fra en skyfri himmel. Dog var temperaturen faldet betydeligt, så selv de garvede naturister var iklædt en T-shirt.

“Netværkshandlingen blev ikke udført på en rimelig tid, prøv igen senere” – ret belastende melding fra Lotus Notes. Vel sammenlagt har jeg nu forsøgt i 4 – 5 timer at sende første kampingsmajls til familie og venner (tænk sig hvad 5 timers mobiltid koster fra Østrig – uff) og sidst har jeg måtte slette de ellers så flotte indlagte billeder af “rigtige campister”, “ölspur” m.m.m. Og senest her til aften har jeg i kamp med ca. 20 myg igen forsøgt med mobilkontakt til Cyberspace, denne gang med computeren stående på taget af Jeep’en. Tror I lige de aftenturs-vandrende campister har fået nået nyt at tale om ? – og vi som ellers griner lidt af deres parabolantenner. Nu må jeg vist finde en telefoni-butik i morgen i Klagenfurt, og se om jeg kan tegne et Østrigsk internetabonnement – dette circus er s’gu for dyrt.

  

15.07.1999

 “Regensch. ab Kopenhagen” – anviste vejrmeldingen i Kleine Zeitung. Betyder det mon ikke noget med regn derhjemme ? Altså en ting er at der pis-øs-regner i Østrig, men at høre på konstante beklagelser om hedebølge, hamstring af haveparasoller og totalt udsolgt at solcreme faktor 16 i Danmark – der er bare for meget. Så lidt regnvejr i København styrker jo alt andet lige humøret.

Avisen blev egentlig købt på grund af overskriften : “Nu skal hæren besigtige bjergene” (ja, sådan oversætter jeg “der Herr” – for hverken Vorherre eller østrigske herrer i Leberhosen vil eller kan vist stoppe risikoen for yderligere bjergskred). Betryggende at læse, at enten cementerer de bjergsiderne – eller også sprænges de mindre fastsiddende stykker bort.

Vi drog som planlagt til Klagenfurt – og vigtigste mission var forsøget på at anskaffe et Østrigsk internetabonnement. 3 forskellige butikker – og tre forskellige forklaringer på hvorvidt og i givet fald hvorledes et sådant kunne anskaffes. Sidste butik virkede mest troværdig – og solgte mig et 500 Ø.sch. Netway Funtastic. Det skulle senere vise sig at være OK, blot man ikke fulgte den medfølgende brugsanvisning. Men efter 4 opkald til deres Hotline fik jeg endelig kontakt til Cyberspace med lokaltelefonopkald fra via mit GSM-modem. Jamen, er det ikke ligesom livet igen er værd at leve ?

Filmsoptagelse i Klagenfurt

Inde i Klagenfurt “løb” vi ind i en filmsoptagelse. Hovedpersonerne var vi ikke i tvivl om (altså hvem det var og ikke hvem de var – selvom vi klart mente at have set dem i flere “store” film), og et par enkelte mindre roller synes også ret tydelige, men vi havde klart på fornemmelsen, at hovedparten af statisterne var ganske almindelige – og ualmindelige – forbipasserende på torvet, hvor optagelserne foregik. Fakterne, lydene og handlingen (altså det vi nu gættede os til) bar præg af en italiensk mafia-film, så nu må vi se alle nye italienske film (og jeg som hader italienske film) for at kunne sige : “vi var der”. 

 

16.07.1999

Solen var kommet til Klagenfurt og Eberndorf, så dagens program stod på solbadning, afbrudt af et dukkert i ny og næ i svimmingpoolen.

De mange vandringer frem og tilbage til toilet eller svimmingpool gav inspiration til ny beskæftigelse – måske skulle jeg nedsætte mig som damefrisør ! De korthårede var klart i overtal, og nogle var endog meget korthårede, så inden længe var vi med hårtrimmeren frisket op med en noget mere naturist-moderne frisure.

Dagen blev i øvrigt brugt til kraftige indhug i den “dårlige samvittighedsbunke”. Tænk sig alt det faglitteratur og lignende man modtager igennem en statussæson ! Hvem i alverden læser det ?  Med ca. ½ meter i A4-format – og jeg overdriver desværre ikke – bliver det kun til læsning af overskrifter, og så et par enkelte artikler, som synes at have interesse i en aktuel kunde- eller opgavesammenhæng.

Aftensmaden blev indtaget i den nærmeste “større” landsby : Völkermarkt. Ved gennemkørsel de sidste par dage havde der været en vis form for “liv” på hovedgaden, med det var åbenbart kun i forretningernes åbningstid, for da vi ankom lå byen næsten øde hen. Det viste sig at éen restaurant kunne servere mere end blot kaffe og is, og denne blev da også “varmt” anbefalet af de første 2 caféer vi indledningsvis forgæves forsøgte få til at diske op med lidt føde. Restauranten var næsten klinisk ren, maden OK, men servitricen meget lidt OK.

 

17.07.1999

 Lørdag er jo traditionel ferie-skiftedag, og dette gjaldt også vores kampernaboer – og i øvrigt en del af pladsens gæster. Efter hyppige besøg ved svimmingpoolen – det var jo varmt – fik jeg hurtigt gjort status : nydelige frisurer – fra meget, meget kort til normalt langt – så der var ikke rigtig brug for min nye uddannelse.

Så med tanke på måske endnu et par år indenfor revisionsbranchen fortsatte jeg læsning af responsa, faglige artikler m.v., mens Anette udskiftede “En lykkelig kvinde” med “De svære år” (Gu’ ved om det næste bliver : “19 år med Kamper-Jan”).

Mobiltelefonen bippede, og displayet fortalte, at det var Partner-Peter, der var på indgående linie. Peter, Yvonne og Otilia var på vej mod Danmark fra Norditalien, og havde valgt at passere Klagenfurt. Jeg inviterede dem straks på en Martini eller et glas rødvin, men inden Peter havde fået konfirmeret aftalen hos familien, bemærkede Anette, at jeg nok hellere måtte fortælle hvilken slags campingplads vi befandt os på.

Familien Nordahl i Maria Sall

Det synes ikke at afskrække Peter – tværtimod synes glæden over hans assistents påklædning – eller mangel på samme – at forstærke lysten til et hastigt gensyn, men pladsens – og områdets – mangel på hyggelige restauranter fik os til at forlægge middagsindtagelsen til Maria Sall, som er en meget smuktliggende by nord for Klagenfurt.

Vi hyggede os alle 5 med en dejlig middag og lidt røverhistorier fra vores respektiver ferieoplevelser. Meget hyggeligt at mødes med sin “gamle” partner sådan midt i ude “på landet” i Østrig.

 

18.07.1999

 Søndag blev rigtig sumpedag, og resten af den dårlige samvittighedsbunke blev gennemgået. Hvormeget jeg egentlig har fået læst, og hvorlidt jeg egentlig har forstået vil fremtidens virke vise, men i hvert fald er det skønt, at den nu dels ligger i papiraffaldscontaineren, dels er lagt pænt tilrette til arkivering når RulleKnaus igen finder Bregnevej.

Anette blev endnu engang udsat for heftige angreb af hestebremser (eller lignende insekter, som bider eller stikker, med efterfølgende hævelser og nederdrægtig kløe til følge). Pudsigt nok var det hver gang hun absolut skulle “følge mig” ned til svimmingpoolen – ja, jeg havde altså ikke udsat dusør – at angrebene blev sat ind, og sidste gang må det få de omkringliggende have set ud som om jeg løb efter hende og slog hende med et håndklæde, for konstant var der 1 – 2 på arme eller ryg, så jeg slog og hun skreg ! De efterfølgende timer ventede jeg hvert øjeblik på et par uniformsklædte herrer, som ville bringe mig til den nærmeste politistation og anklage mig for hustruvold.

Aftensmaden bestod af Anette-special-pyt-i-pande og med tanke på, at vi mandag ville drage videre – samt den tiltagende kløe (altså på ryggen) – måtte vi afslutte vores naturist-oplevelse med 2 flasker rødvin.

 

19.07.1999

Afrejsen fra Rutar Lido FKK See-Camping var lidt vemodig, men vi kunne konstatere, at naturist-livet i høj flot solskin – trods utal af insektbid og -stik – i hvert fald i de rolige omgivelser vi havde haft de forløbne dage, havde været sund for krop og sjæl. Nødde(lyse)brune – og så over det hele – og totalt nedgearet var ferien nu for alvor rigtig igang, og var vi blot lige begyndt på 2. af i alt 3 ugers ferie.

Ruten var planlagt mod nord, og med Tauern-tunellen midlertidig lukket (der er vist noget med en brand her i foråret), samt ønsket om at prøve et rigtigt bjergpas, gik turen over Grossglockner Hochalpenstrasse.

Med Live-billeder fra Mount Everest, egne flyvninger i Netair One tæt forbi Mount Blanc og en del skiferier i både østrigske, sveitsiske og franske alper, burde man måske ikke blive så imponeret, men alligevel var denne biltur over den 60 år gamle pasovergang en storslået oplevelse. Jeg kan forestille mig, hvordan familien Larsen, far, mor og 2 børn, i 1960 i en Ford Anglia kørte på campingferie ved Gardasøen – nu forstår jeg bedre, hvorfor de havde svært ved at “komme ned på jorden” igen.

Efter at have passeret Heiligenbrut (ifølge “Turen går til Østrig” er byen navngivet p.g.a. en dansker – Den Hellige Briccius i året 916) gik turen af den såkaldte Gletcherstrasse, som giver en perfekt udsigt mod det 3.797 m. høje Grossglockner. På vejen op – da temperaturmåleren første gang nærmede sig det faretruende røde felt ved 125 grader – stoppede vi op ved en restaurant. “Tør I virkelig køre denne vej med en campingvogn ?”, spurgte en af de utallige danske billister vi mødte. Man har vel en Jeep – tænkte jeg – so what’s the problem ?

RulleKnaus på toppen

En umiskendelig lugt af brændt gummi gav mig nok en fornemmelse af et mindre problem, med da ventilatoren havde fået temperaturen ned på omkring 110 grader igen (sæ’fø’li’ slog den automatisk til, da temperaturen blev for høj), og jeg havde fået sat den i laveste gearing (og dermed mindre filen på koblingen), ja så stred vi langsomt, men sikkert, med RulleKnaus op af de 14 % (hvordan måler man det – det føles jo nærmest som lodret) stigninger.

Først på turen ned forstod jeg den forundrede dansker – en ting er at man kan bruge gearet til at bremse med (og det kan man faktisk også med automatgear), men RulleKnaus er jo ikke udstyret med gear, næh, sådan i tingest har en påløbsbremse, og når nedstigningen bliver for kraftig (eller hastigheden reduceres for hurtigt), ja, så aktiveres denne snedige mekanisme. Mindre snedigt er det så, når den igennem længere tid aktiveres, så nedkørslen blev over et skiftende tema : frit rullefald og lidt hård opbremsning (de garvede bjergryttere ryster nok lidt på hovedet – men så må jeg lære noget nyt til næste gang).

Udsigten var ikke ligesom Bregnevej, Gentoftegade og Lyngbyvejen, måske lige bortset fra nummerpladerne på det forbipasserende biler – hvad laver alle de danskere her ? “Imponerende” er det bedste ord jeg kan finde, og heldigvis fik Anette taget 20 – 30 billeder af sceneriet.

Rejseplanen gik til Zell am See, og Sport Camp Woferlgut havde en fin annonce i Campingbogen. Herudover havde Anders hørt pladsen fint omtalt, da han og Christopher her i juni havde været på sommerski-camp i Kaprun (bob, bob, knægten er udtaget til talent-ski-landsholdet). Og faciliteterne – altså de sanitære – var der også helt perfekte. Et nyt “badehus” udgjorde et nyt centrum for vel 100 campingvogne og -telte, og lige dér ved siden af fik vi så anvist en plads.

RulleKnaus blev “monteret” med støtteben og strømtilslutning, og badetøjet fundet frem. En nærliggende sø var nemlig i forbindelse med campingpladsen, og solbadningen måtte genoptages. Ak, ak, dels snerrede det tætsiddende badetøj, dels var vi absolut ikke alene. Jensen, Hansen, Petersen, Andersen og Rasmussen (ja, så har vi vel 50 % af os danskere repræsenteret) var der – og med alle deres unger. Jamen, var det ikke fornøjeligt, sådan at ligge på et badehåndklæde ned mod søen, men 2 – 300 danskere hujende omkring. Det blev til en enkelt dukkert i søen, ca. ½ times sol, og så ellers tilbage til RulleKnaus.

Forventningen til en smuk aften ved søen (ja, korrekt, heraf navnet Zell am See) fik tankerne om eftermiddagens strabadser i baggrunden, og efter en tur halvvejs rundt om søen fandt en en smuktliggende sø-restaurant. Menuen – Bøf Bearnaise (man skulle jo nødig helt glemme dansk madkultur) – blev nydt med en Pinot Noir (det var vist kun navnet på druen – vinen var produceret i Østrig, men smagen var OK). Lidt spøjse gæster, som tydeligt bar præg af, at penge var noget man havde – og noget man talte om.

Tilbage i lejren gik der nærmest panik i RulleKnaus. Kø ved aftentoilette, skrigende unger og stort set kun dansktalende, overfrodige campister, var mere end fruen kunne kapere. “Jeg vil hjem”, annoncerede Anette (uden at jeg dog fandt ud af om hjem var Danmark eller naturist-campingpladsen i Eberndorf). Vi var meget enige – den form for camping-plads-liv var nok ikke lige noget for os. Vi gjorde en foreløbig status over campist-typer :

  • Kamper-campister (de “rigtige” – altså dem fra Vejle, hvor primusblusset anvendes under en paraply og alt telt- og soveudstyr kan ligge i bagagerummet på en 15 år gammel Opel Kadett)
  • By-campister (giv mig en plads tæt ved – eller i – storbyen, hvor jeg kan parkere mit lejede mobilhome, faciliteter underordnet – jeg går ikke i bad alligevel)
  • Naturist-campister (nnn…yyy…ddd nu livet, hvad du ikke når i dag, er også ligemeget)
  • Turist-campister (mange børn, mange badedyr – vi kommer igen næste år)

 

20.07.1999

Saltminerne i Hallein

Vi var faktisk på nippet til at rykke “teltpælene” op allerede efter en nat, men området nord mod Salzburg var velegnet til en “turistdag” uden RulleKnaus. Fra min  tur med 2. real i 1968 huskede jeg saltminerne i Hallein / Dürrnberg. Det var fortsat en spændende oplevelse, selv om jeg må indrømme, at det virkede lidt for turistpræget, efter at den kommercielle drift af minerne var ophørt for 10 år siden. Men vi fik turen på slidskerne, den underjordiske saltsø og transporttoget.

Salzach gennem Salzburg

Herefter drog vi til Salzburg, som jeg helt fejlagtigt huskede som en kedelig industriby (der må være gået et eller andet helt galt i Salzburg). Vi fik en hyggelig og dejlig eftermiddag i byens centrum, og da eftermiddagen tillige fik de sidste brikker til at falde på plads til at Tina kunne komme ned til os på forlænget weekend, ja så steg humøret igen til Solrigt.

Hjemturen til Zell am See blev planlagt over Kitzbühel – en lettere, men smuk omvej – og aftensmaden bestod af pizza i byens centrum. Noget mærkelig at være på et for os kendt skisportssted i korte bukser, T-shirt og sandaler. Vi måtte naturligvis forbi The Londoner og stak lige snuden derind. Helt og aldeles dødt – ja, altså hvis man lige ser bort fra de to tjenere og 2 gæster.

Hjemme igen på turist-kamper-pladsen gjorde vi hurtigt status : dejlig dag, fantastisk smuk tur – farverne betydeligt smukkere end om vinteren.

 

21.07.1999

“Go’morgen – det er fra alarmcentralen”, lød det i mobiltelefonen. “Vi skulle bare checke om der var forbindelse, for umiddelbart viser vores signaler, at forbindelsen har været afbrudt”. Jo, der var skam forbindelse, men til hvad ? – til min mobiltelefon, og hvorledes sikrer det Bregnevej 23 mod indbrud ? Jeg har faktisk både før og efter installation af tyverialarm været overbevist om, at det eneste reelle “værn” var og er skiltet udenpå huset, for hvorfor lave indbrud til en øredøvende larm af en sirene, hvis man kan gøre det uforstyret hos naboen.

Men det med en 2 meter høj og 1 meter bred vagtmand med en frådig, sulten schæfferhund, der ca. 30 sekunder efter alarmen aktiveres, møder op på adressen og fanger indbrudstyven, ja, det forbliver et fantasibillede.

På kontoret var jeg ugen inden ferien ude for at alarmen på 2. sal gik igang ca. 07:05, og jeg gik naturligvis selv en inspektionsrunde og råbte alle tyvene væk, hvorefter jeg fortsatte arbejdet og forberedte mig på et møde kl. 08:00. Da jeg efter min gæst var ankommet skulle hente lidt kaffe i kantinen stødte jeg ind i en vagtmand, som mente at vi for lidt over en time siden havde haft en nærgående flue på en rumføler. Jeg var sur på ham fordi der var gået mere end en time – og han var sur på mig fordi jeg ikke havde “afbestilt”, da jeg nu selv havde foretaget vagtrunden på 2. sal. Der ligger sikkert en regning for misbrug af vagtmandskab når jeg kommer tilbage på kontoret.

Med Mikkel på spejderlejr i Sverige og Jan Bernburg som dronningens oppasser på Masiellensborg (eller hvordan det nu staves – men altså det dersens lille slot ovre ved Århus) var de sædvanlige vagthunde uden for rækkevidde, så heldigvis kunne vi få fat i Ballon-Aase, som p.t. er hjemvendt feriebarn fra Nepal.

Meningen var – og er – at hun bor på Bregnevej under hendes Danmarks-ophold, men indtil videre har familie og venner vist krævet hendes nærværelse, så Bregnevej har kun været besøgt for at tømme postkasse og vande blomster. Hun var dog fluks i huset, for at kunne konstatere, at “indbrudstyven” indtil videre alene har været en strømafbrydelse. Til gengæld synes den lidt drilagtig, da nye sikringer og genaktivering af HFI-relæen ikke umiddelbart løste problemet.

Ekspertisen måtte hidkaldes – sammen med farmor og Robert – for at få klarlagt, at lynet vist nok havde slået ned i en udendørs (på terrassen) stikkontakt. Heldigvis ingen større skader (nej, jeg havde ikke afbrudt strømmen til TV’et) og efter en hel del mobiltelefonering og farmor og Roberts tilstedeværelse 2 gange på Bregnevej, synes alt ting nu igen at fungere. (Ja, altså sådan at alarmcentralen bliver opmærksom på såfremt der skulle være indbrudstyve, således at de kan ringe til min mobiltelefon i Østrig og berette om udviklingen.)

Opringningen kom iøvrigt samtidig med at vi var ved at forlade Sportscamp Woferlgut. Det var altså bare for meget ………. vi ville ud inden ungerne begyndte at skrige og badebolde, luftmadresser og gummibåde igen smykkede landskabet omkring morgenbordet. For at være på forkant af en kilometerlang kø foran “Hausfrau Mutti” ville jeg checke ud før morgenmad, men ak, sådan noget skulle skam bestilles god tid i forvejen. Teknikken er skam også kommet til Salzburgerland, så “Hausfrau Mutti” talte skiftevis i mobiltelefon, wallkee talkee med den cyklende lyseslukker (altså ham som skulle disconnecte vores eltilslutning), mobil hustelefon og forbipasserende gæster. Så hver ekspedition tog 10 – 15 minutter (sådan føltes det i hvert fald) og jeg måtte således 2 gange gå den slagne vej. Det var ligesom om pulsen igen nærmere sig “arbejdshøjden”.

Formiddagskaffe på Hahnenkamm

Vi fik lagt Zell am See bag os, og endnu engang bevægede vi os tilbage over Pass Thurn mod Kitzbühel. Det var som om Hahnenkamm trak os tilbage til “stedet”, hvor Anette’s skirædsler for alvor begyndte (var det i 1986 ?). Som behandling af f.eks. højdeskræk (ja, nu bevæger jeg mig helt ud på det psyko-terapeuriske plan) skal man opleve det “skrækkelige” roligt og under trygge omstændigheder, så jeg invitererede Anette på formiddagskaffe på restauranten oppe på Hahnenkamm – og hvilken succes !

Jamen, hvor var det smukt, og såvel Ehrenbachhöhe og Pingelstein lå der med deres kønne, grønne bakketoppe. Vi nød tillige udsigten over mod Kizbüheler Horn, og tænkte tilbage på alle de glade skiminder vi havde fra området. Nogen er hurtigere til at tænke end andre, så snart havde Anette drukket sin capputino og vi tog gondolen ned igen. Lidt nemmere uden ski, skistave og skistøvler, men trods den meget smukke natur må jeg indrømme, at det føltes noget blasfemisk (og jeg skulle hilse at sige, at det s’gu heller ikke er gratis) at anvende skilift til formiddags-kaffe-transport.

Nostalgien fortsattte, da vi straks efter Kizbühel drejede ind i Brixen im Thale. Tankerne gik tilbage på 1968, hvor jeg som afslutning på 2. real på Efterslægten var på sommertur med klassen.  Første gang var bondeknolden og Nørrebro-bissen i udlandet (ja, altså bortset fra turen med Viking-bådene til Malmø) – og så til Østrig – hold kæft hvor var de bakker høje !

Ikke altid kan man huske hvad man foretog sig i går (Anette siger heldigvis – hvad har hun dog lavet ?), men ganske tydeligt genså jeg terrassen mod jernbanen – og gasthof Alpenhof (gu’ ved hvor mange Alpenhof, der findes i Østrig ?). Ganske tydeligt huskede jeg, hvordan jeg – efter at have drukket et par tandkrus 60 % Strohrom – nød udsigten mod jernbanen, mens jeg overdækkede underboernes håndklæder med halvfortæret gullashsuppe og wienersnitzel. Jeg huskede hvordan Peter reddede mit liv (helt specielt form for udpumpning) og hvordan jeg dagen efter måtte fortælle værtinden, at det vist nok var p.g.a. suppen jeg var blevet dårlig.

På vej ud af byen spedede jeg op mod Höhe Salve, og mindedes da vi travede helt derop, dog måtte vi efterlade “Søm og skruer” (når vi var venlige kaldte vi ham for “Humperding”) for foden af bjerget. Tænk sig hvis man kunne samle 2. real igen, og så gentage turen fra 1968 ? Ja, ja, tilbage til virkeligheden !

Efter seneste mindre heldige valg af campingplads (indrømmet, faciliteterne var perfekte, men altså alle disse badedyr !) var Campingbogen blevet tygget godt og grundigt, og efter at ruten var blevet drejet lidt nordligere, som følge af “besøg” af Tina, der fredag aften kommer til fly til München, var valget faldet på Terrassecamping Schlossberg Itter, tæt ved  Wörgl. Det var nok ikke “Opvarmet svømmebad (16 x 8 m) og soppebassin til børn”, der primært lokkede, men et billede af en masse grantræer og omtalen af en naturist-tagterrasse fik os til at drømme tilbage til Eberndorf.

“Topmoderne sanitærafdeling” er absolut ikke overdrevet – det er bare rigtigt flot – og indtil videre har vi haft naturist-tagterrassen helt for os selv. Navnet terrassecamping svarer til indretningen, og det er ganske hyggeligt og smukt. Vi ligger på næstøverste terrasse (man har vel en Jeep) med masser af fred og ro og en dejlig udsigt. I øvrigt ikke så underligt at Østrig er smukt grønt (om sommeren) – masser af sol og varme, og så ind i mellem et heftigt regnskyl – slaraffenland for græs og grantræer (ups, der bevægede jeg mig vist igen ind på et område, jeg ikke har forstand på).

Så til tonerne af Steppeindianernes regndans på taget af RulleKnaus – og Søs Fenger på den indbyggede DVD (ja, sådan éen kan også lade sig misbruge som en CD-afspiller) – afsluttes denne Kampingsmails.

 

22.07.1999

 “Jeg duer ikke til at leve i en et-værelses-lejlighed, når ham jeg deler lejlighed med, absolut skal skrive hele sin livshistorie kl. 02:00 om natten”, annoncerede fruen lettere ophidset. Med mit udvidede tofinger-system tager det nu altså lidt tid at skrive Kampingsmajls, og sådanne skal skrives når inspirationen er der (det må være sådan at være forfatter), uanset stillingen på den lille viser på klokken.

Så da det var blevet klokken rigtig meget sent inden “Fjenden” blev slukket, og da regnen ubønhørligt trommede på taget af RulleKnaus hele morgenen (og formiddagen – og eftermiddagen – og aftenen – og natten – og så videre ……) sov vi længe, og dagen blev en rigtig “sumpedag”.

Største ophidselse var fruens jagt på en flue ved aftenstid. Efter utallige forsøg, hvor fluen i flere omgange brækkede ben og den ene vinge, fik Anette endelig dødsstødet ind, og et højlydt “jeg fik den” gjallede med frydefyld stemme.

Regnen mindede os i øvrigt om de seneste 10 års sommer-sejler-ferier, og sommerferien 1998 blev genoplevet ved oplæsning af sidste års sejlermajls.

 

23.07.1999

 Regnen fortsatte (regner det altid så meget i Østrig ?), så FKK-solterrassen henlå ubenyttet. Vejrudsigten blev intenst studeret på Internettet, og endelig synes der opklaring på vej – faktisk lovede metereoløgnerne solskin de kommende mange dage.

Men henblik på opsamling af vores tilstødende familiemedlemmer (Tina og Christopher) i München lufthavn fredag aften, drog vi til storbyen med højt humør. Solen tittede lidt frem – og så glædede vi os meget til “ungerne” skulle komme.

München har et væld af sko- og tøjbutikker samt ølstuer, så der var lidt for enhver smag. Midt på gågaden ringede mobilen (lidt Karl Smart, ik’) – “Hej Jan, velkommen hjem”, lød det. En yderst speciel og genkendelig stemme, Cato Sverdrup (tidligere direktør for Burmeister & Wain), ringede fra sit kontor på Alabama Shipyard, U.S.A. Jeg kunne så meddele, at min privattelefon automatisk blev skiftet over til mobiltelefonen, og at jeg altså befandt mig i München. Jo, verden er skam blevet lille – sådan telefonitisk.

Tina & Christopher ankom 18 minutter før scedule time. De havde haft en fin tur sammen fra København, og ifølge beretningerne skulle de have “underholdt” det meste af vejen ned. Det blev sent inden vi nåede frem, så campingpladsen var desværre lukket for indkørsel med bil. I øsende regnvejr måtte vi så gå den slagne vej op gennem hele campingpladsen med al “ungernes” bagage – jo, der skulle mere end en god psyke til at bevare det gode humør.

 

24.07.1999

Sommer i Tyrol

 “Ungerne” medbragte solen fra Danmark, så da dagens udflugt til Krimmler-vandfaldet startede, var de korte bukser og T-shirten igen fundet frem og snart var det nødvendigt med max-cold på airconditioneringen i Jeep’sen. Turen gik igennem Kitzbühel og Christopher mindedes hans første skiferie i 1993, hvor jeg “frelste” ham fra en børnepasningsordning (i en aflåst kælder, kunne han huske), mens hans forældre var på skiskole. Jeg tog ham med op i terrænet, og resten af ferien lærte han de første bevægelser på ski, stående – eller nærmere hængende – mellem mine ben. Sjovt at tænke på, nu hvor talentet langt har overgået mine skikundskaber, og jeg dybt koncentret og sammenbidt må halse bagefter ned af sort pukkelpist, mens han nærmest opfører sig som om han deltog i en reklamefilm for Stimorol.

Hel halv regnbue

Jeg mener at vide, at Krimmlervandfaldet er Europas største. Stort og imponerende er det i hvert fald, og selv halvt op var nok til at sætte kondien på en alvorlig prøve. Men belønningen var storslået – fantastiske syn af brusende vandmængder i frit fald 50 meter, og midt på turen den flotteste, klare “hele” (altså hel halv) regnbue, jeg kan mindes at have set.

Aftenen stod på “hyggeaften”, og røverhistorierne var i overtal, så vi fik slet ikke nået at spille nogle af de mange spil Tina havde medbragt. Til gengæld underholdte Christopher, idet han – med musikken gennem ørepropper fra en diskman – afholdte Karokee-song-contest. “Oversat” fra en plakat i byen blev det til : “If Good is a DJ, RulleKnaus is a church”.

 

25.07.1999

Søndag var flyttedag, og vi fragtede Rulle-Knaus til Innsbruck, nærmere bestemt Nasserer See Camping. Pladsen var valgt ud fra antal faciliteter, herunder vandrutschebane, badesø m.m.m., alt sammen for at give de bedste rammer for “familie-camping”.

Vi fik anvist den sidst ledige plads for 3 dage, og pladsguiden advarede os om et kraftig stigning, hvor en god udgangsfart ville være at anbefale. Lettere provokerende startede jeg i et majestætisk tempo, og lod den 4-liters fuldblods 6-cylindrede Jeep give show til Toyota-folket. “Tør du stoppe midt på bakken”, spurgte Christopher provokerende. Sæ’fø’li’ – og opturen fortsatte herefter uden besvær.

Pladsen var OK, og efter en 180 graders ommøblering fik vi placeret Rulle-Knaus efter rette vind- og solforhold, hvorefter vi besluttede os for at gøre opholdet lidt mere komfortabelt ved at montere forteltet.  Jo, vi var skam efterhånden blevet garvede campister, der ikke bare kaster sig ind på pladsen og ånder lettet op når huset er tilfældigt parkeret

Som nævnt fik vi den sidste plads, hvorefter skiltet Bezetst prydede indkørslen. I guder med badedyr – og søbredden lignede Bellevue en varm sommer-søndag. Heldigvis lå vores plads på øverste “terrasse”, så der var rimelig fred og ro i vores umiddelbare nærhed.

Eftermiddagen brugte Christopher og jeg til at besigtige Stubai-gletcheren, idet mandagens planer gik på sommer-skiløb på en gletcher. Vi havde en hyggelig tur, og antallet af betragtede Porsche’r oversteg nu 10. Men godt nok levede Stubai op til til ry om skiføre 365 dage om året, men den ensomme åbne pist fristede ikke ligefrem. Nej, et check på Internettet senere på aftenen viste at Rettenbach-Gletcheren i Sölden havde 7 KM åbent, fordelt på 3 pister, så det gjorde valget let.

 

26.07.1999

En velkendt lyd af Christophers ski-vække-ur lød kl. 06:00. Nej, det er ikke en tyrkfejl – klokken var 06:00 – skriver nulseksnulnul. Man skal være mere end almindelig skitosset – eller være gift med en sådan – for at stå op en sommermorgen kl. 06:00, pakke skiudstyr m.v., spise morgenmad, og præcis når porten til campingpladsen åbner kl. 07:00 (ja, man kan altså heller sådan forsvinde om natten), forlade lejren og køre ca. 1 ½ time til sne og frostvejr.

Det blev til et fornøjeligt gensyn med Sölden, hvor jeg i december (1998) var med Christopher og i januar (1999) var med Tina på forlænget ski-weekend (altså sådan fra torsdag eftermiddag til onsdag morgen) og med Eugen’s Obstlerhütte (bare dér MAN kommer, når man er i Sölden). Men lidt underligt at gense sidstnævnte uden larmende discorytmer på terrassen, og at se folk beskæftiget med at slå græs og rive hø sammen, i stedet for at preparere pister og passe skilifter.

Aftenen forinden havde vi holdt familieråd, og for at sikre fruens nattesøvn, samt undgå trusseindlæg på dagens udflugt, var Anette blevet enig med Anette om, at en gang skiløb pr. år var mere end rigeligt – og nu havde hun jo overlevet strabadserne i februar – så hun ville nyde skilivet uden ski på. Til formålet havde vi sikret os masser af sol (vi startede faktisk i rimeligt overskyet, men desto mere vi nærmere os Sölden, desto mere spredte skyerne sig, og i Sölden skinnede solen fra en skyfri himmel).

Sommerski i Sölden

Med en temperatur på toppen – godt nok i solen – på 14 grader kan man godt løbe på ski, men det bliver altså også derefter. Trods stor entusiasme måtte vi alle tre indrømme, at fornøjelsen nok mest var præget af “vi har gjort det”, men sammen med Anette kunne vi alle fire nyde den stærke sol i korte bukser og t-shirts. Udsigten fra en “bakketop” i 3.350 meters højde er fantastisk, og heldigvis fik vi lokket Anette med en tur op med gondolen. Efter et kortere mareridt på vej ned med samme gondol, glædede Anette sig over oplevelsen. Jo, det var skam intet problem at være på skiferie – bare man ikke skulle have ski på.

På nedturen slog vi et smut omkring Hochsölden, idet vi har overvejet at fejre nytårsaften 1999 – 2000 (nej, det er ikke årtusind-skifte, det er først næste år – altså Jesus blev jo ikke født i år 0 – første år efter Jesus fødsel var år 1, derfor er årtusindskiftet først til næste år – det er også bare på grund af de billige computere, som kun havde plads til 6 ciffre i årstallet) på en bjergtop sammen med Christopher’s “rigtige” forældre og søskende. Synet af Bachmann’s hytte (med 3 lejligheder og fælles opholdsstue) – og nok specielt synet fra Bachmann’s hytte ud over pister af mørkerød kulør – fik dog Anette til at revurdere nytårprojektet. Måske skulle vi hellere holde nytårsaften på Bregnevej.

Overdækket terrasse på Nasserer See Camping

Tilbage i lejren – hvor vi høfligt undskyldte til vores venlige hollandske naboer, at vi havde vækket dem “midt om natten” – varmede vi op til aftenens festmiddag : grillbøffer (og pølser i svøb), og en perfekt dag sluttede med “Meyer” (for de uvidende : et rafle-spil) på vores overdækkede terrasse (ja, kan man ikke kalde sådan et åbent fortelt til en campingvogn for overdækket terrasse ? – det opleves i hvert fald næsten sådan – måske lige bortset fra, at naboen sidder 3 meter fra terrassen).

 

27.07.1999

Desværre måtte Tina tilbage til journalist-jobbet på B.T. Hun havde fået sammensat en forlænget weekend af “familiære årsager” (jamen, hendes far savnede hende jo rigtig meget), men oplaget var nu igen for nedadgående, så de sidste kræfter skulle sættes ind, inden en velfortjent sommerferie – og så tilbage til de sidste 2 semestre på journalisthøjskolen i Århus.

Jeg kørte hende til Innsbruck lufthavn, og det var en noget mere vemodigt oplevelse, end da vi for et par år siden første gang så lufthavnen – netop landet i Netair One med 2 par ski, skistøvler, skidress og et par rene underbukser.

Da Tina vidste at Christopher utålmodigt ventede “hjemme” på campingpladsen – vi skulle nemlig på mountainbikes-tur – blev jeg sendt retur såsnart baggagen var checket ind og vi havde forvisset os om en planmæssig afgang til København (via Amsterdam).

Man skal jo ikke gå ned på udstyret

Udstyret med 2 super-seje (professionel udtalelse) 21-gears mountainbikes, rygsæk med proviant (herunder EPO  – Ekstra PulsOrganisator) og cykelkasket (man skulle jo nødig blive forbrændt p.g.a. den reducerede hårpragt) begav vi os ud i – eller nærmere : op i – det blå.

Jeg skulle hilse at sige, at her kan Valby Bakke (og for jyderne : Himmelbjerget) godt pakke sammen. I det laveste af de 21 gear måtte jeg opgive, da cyklen ved et kontant, hårdt tråd reelt stejlede. Hvem sagde bjergetape ? De dersens Tour de France-ryttere har vist ikke prøvet turen op til Muttersalm. “De fede må svede, og de tynde må dø”, gjallede Christopher (han havde netop lært et nyt udtryk af “kusine” Tina), og vi blev enige om, at vi nærmede os grænsen mellem være fed og tynd.

“Nu har jeg nået toppen, mor, hva’ fa’en sku’ jeg egentlig her”, sang vi, mens vi fejrede triumfen med en stor cola. Udsigten var fantastisk – 1.357 meter under os lå Innsbruck – og vi skulle stort set kun køre nedad hele vejen hjem. Lidt bittert at vi faktisk måtte bremse 90 % af vejen. Et enkelt uheld kostede et håndtag på den ene cykel, men heldigvis ingen personskader, og så lykkedes det os også at få smidt nøglen væk til den ene cykel, så alene 400 Ø.sch. kunne smilet tilbage hos receptionisten på vores campingplads. Vi var begge totalt udkørte, og jeg gik sukkerkold i 1 ½ time.

Så var det tid til at “underholde” Anette (I guder hvor jeg glæder mig til at komme på arbejde – så kan man da slappe af ind i mellem), og vi fik set Innsbruck ved “lukketid” samt hovedbanegården, som har været skiftestation for Christopher og mig ved de forlængede ski-weekends, vi nu har fået lov at holde i de sidste 4 år. Det blev til middag på en “kendt” restaurant – altså vi kendte den ikke, men både Goehte (beklager, jeg aner ikke hvordan det staves), kejser et-eller-andet og kong andet-eller-tredje skulle ifølge krofatter havde spist der, inden vi forgæves forsøgte at genfinde Parkering Zentral. Da benene fortsat “syrede” efter dagens bjergetape, måtte vi tilsidst kaste vores trætte kroppe ind i en taxi, som sikkert fandt vejen tilbage til vores parkeringskælder.

Da Christopher nu manglede sin sengekammerat – og da jeg havde lyst til at ajourføre rejsedagbogen – smuttede han hurtigt i dobbeltsengen med Anette, og jeg blev efterladt med “fjenden” og et par håndbajere. Ik’ så ringe endda.

 

28.07.1999

Det er noget lettere – eller også er det fordi det bare er sjovere – at pakke ud end at pakke sammen. Men vi have besluttet os at drage videre på turen (og havde iøvrigt ej heller fået bevilget flere overnatninger på denne badedyrs-campingplads), så terrassen m.m.m. måtte pakkes sammen. Faktisk gik det smertefrit – inklusiv en udkørsel, som – til megen moro for øvrige gæster – havde voldt andre campister stort besvær (amatører !). “On the road again”, sang vi i kor – jo, stemningen var skam i top.

Endnu engang drøftede vi projekt “Christopher-plys” (han vil så gerne ligne mig !!!), og vi drøftede om vi skulle benytte os af discountudgaven (brug af egen hårtrimmer) eller en “autoriseret” herrefrisør. “OK, jeg vil gerne klippes som Jan”, sagde Christopher, “men jeg vil bare ikke have den bare plet bagi”. Ret provokerende ik’ – jeg tror det bliver discountudgaven, og så stiller jeg den på 1 mm.

Vi drog vestpå – dels for at gense St. Anton (jamen, endnu et skisports-sted, her var Chrstopher og jeg de første 2 år vi var alene afsted for forlænget weekend) – dels for at få en anden rute hjem mod Danmarks land, og da vi forlod Østrig ved Bregenz, kunne vi konstare, at vi nu havde været “Østrig rundt” (Salzburg, Wien, Klagenfurt, Innsbruck, Bregenz). Et meget smukt land – også om sommeren – eller måske endda særligt om sommeren – og både i sol og regn (men så meget behøver det ikke at regne næste gang vi kommer til Østrig).

Perfekt baglæns-parallel-parkering

Vi fandt Park Camping Lindau am See – ved Bodensee – og mens Anette og Christopher fik handlet ind til frokost og aftensmad, fik jeg parkeret Rulle-Knaus. Denne gang stod træerne omkring Rulle-Knaus rimeligt stille, men til gengæld var der en der flyttede et stengærde mens jeg udførte en ellers perfekt baglæns-parallel-parkering. Holdkæft hvor dumt – Noch einmal – højre baglygte. Og så havde jeg lige fået bliklyset til at virke ………

Det blev til bordtennis – bad i søen – bordtennis – bad i familiebaderum inden Anette og Christopher diskede op med festmenu : mørbradbøffer – Margaux Grand Cru Classé 1993, og Christopher’s fest-frugt-speciel-dessert. Og efter en dejlig aften gik de to atter til ro i dobbeltsengen, mens jeg blev efterladt med min rejsedagbog.

 

29.07.1999

Så går turen for alvor hjemad, og foran lå vel omkring 1.400 KM til Nykøbing Sjælland, hvor vi er blevet inviteret til den årlig tilbagevendende “Lundeborg-weekend” – herom senere. Det blev til ca. 700 KM på 8 ½ time, men efterhånden har jeg også lært de tyske hastighedsgrænser for biler med campingvogn. På den anden side kan jeg egentlig godt forstå grænsen på de 100 KM i timen (er det ikke det man må køre) for med den gamle Jeep’s veludviklede ratslør, kan de 10 %’nedkørsler på autostradaen godt minde lidt om sejllads med frisk vind i Anderstina.

Vi spottede en centralt beliggende (læs : tæt ved motorvejen) campingplads i Bad Gandersheim, som ligger i Harzen (mellem Kassel og Hannover). Pladsen var tydeligt delt i 2 “lejre” – for “transsisterne” og for de “rigtige” gæster. Men i begge “lejre” var der absolut ingen badedyr, så vi nød en god middag (faktisk det bedste mad vi havde fået på hele ferien – og så på sådan i camping-restaurant !) og solnedgangen i fred og ro.

Den meste støj stod vi nok selv for, da Christopher bankede mig i bordtennis. Ikke så meget fordi han bankede mig, men mere fordi spillet hyppigt blev afbrudt af Christophers toiletbesøg, som rimeligt højlydt blev beskrevet “før, under og efter”. Under hans forsøg på “at klemme ballerne sammen” (altså ikke for at banke mig, men for at nå toilettet inden affyring) løb vandet over, så efter kampen måtte der rene underbukser til.

 

30.07.1999

Vores vilde planer med afrejse kl. 07:00 blev droppet ved 6-tiden. Der var simpelthen for varm under dynen og for koldt udenfor ditto. Det flotte klare solskinsvejr fortsatte med klar aften og nat, hvilket fik temperaturen godt og grundigt ned. Så med godt og vel en times forsinkelse var vi “on the road again”, og målet var nu Danmark, eller i hvert fald Jylland. De sidste bakker fladede ud og hastigheden på kamper-kortegerne reduceredes væsentligt. Vi havde spottet en campingplads mellem Åbenrå og Haderslev – primært fordi Campingbogen lokkede med 700 meter badestrand.

Næppe havde vi parkeret RulleKnaus før badebukserne var fundet frem, og en dukkert i “rigtigt vand” blev nydt af os alle 3. Jeg har det med sand ved stranden som græs i haven – det ser meget pænt ud, men lettere irriterende og besværligt. Altså hvordan solbader man på et vådt håndklæde – efter at have været i vandet – på en sandstrand, uden at få sand her, der og alle vegne. Gode råd modtages gerne – jeg har i hvert fald hurtigt sand over det hele, og helt bananas går jeg, når det så bliver tid til solcreme. Jamen I guder, det er jo som at smøre sig ind ved brug af sandpapir.

Vi daffede til Åbenrå – primært for at få Christopher plysset, men Anette ville da også gerne se på et par enkelte sko- og tøjbutikker.

Sidstnævnte mission var hurtigt overstået, for forretningerne var – lige pånær et enkelt supermarked – lukket da vi ankom, men byens “hotteste” frisør var åben, og Lisbeth stod klar med hårvaks, hovedbundsmassage, kam og saks.

Christopher og Lisbeth blev hurtige enige om, at min hårlængde var passende i nakken og i siderne, mens resten nok nærmere skulle være 20 – 30 millimeter.

Byens hotteste frisør

Jeg forsøgte at bytte en klipning med en tilladelse til at bruge mine billeder af “før” og “efter”, men enten var de ikke tilfredse med deres eget arbejde, eller også har de billeder nok, for jyske mark måtte jeg af med.

I supermarkedet fik vi næsten tårer i øjnene af velkendte oste, salater og leverpostej, så den planlagte “mor har fri – vi spiser på restaurant” blev hurtigt nedstemt, og dansk rugbrød med pålæg blev nydt på campingpladsen.

 

 

31.07 – 01.08.1999

Ferien sluttede i Nykøbing Sjælland hos Lone og Preben (Pia’s søster og svoger), som havde inviteret til det årlige Lundeborg-træf. Det “årlige” holder vi fast i – nemlig sidste weekend i juli – mens “Lundeborg” efterhånden har været placeret flere steder på såvel sø- som landkort. Traditionen er startet af Janne og Steen og os, men igennem de sidste mange år har deltagerne været udvidet med venner og familie “på begge sider”. I år var truppen – udover Janne og Steen og os (inklusiv Christopher, som først skiftede familie søndag) – Pia, Anders, Sarah og Philip, Pia’s søster og svoger, Pia’s bror og svigerinde samt Pia’s nevø og hans hustru og 2 børn + veninde.

Da vi kom til Sjælland drejede vi straks efter Korsør mod nord, da jeg havde lagt en snedig plan og at gense min fødeegn – Løve og omegn – og til Anette’s venlige indlevelse og Christophers åbenlyse lyst til hurtigst muligt at komme til en ny badestrand, genså jeg Løve Mølle, Slagteriet, Hullet, Det Gule Palæ, Farmor og farfars hus, Stationen og Hundekrogen. Christopher blev enig med sig selv om, at skulle man bo sådan et sted, måtte man minimum have en 4-hjuls-trukket offroader for at komme i skole.

Vi ankom til Nykøbing omkring kl. 14:00 – og snart befandt vi os på den dejligste sand-badestrand (altså hvis man nu kan lide sand), og nød bade sol og vand. Jo, det var skam dejligt at være rigtig hjemme i Danmark, hvor hovedparten talte et let genkendeligt sprog, og solen skinnede fra en skyfri himmel.

En skidegod fest

Familien Poulsen havde i ugens løb haft en fordøjelses-forstyrrende virus (sådan noget med flydende bøvser og prutter), og Pia fandt gensynet med Janne og Steen, som dukkede op ved stranden, så belastende, at hun måtte “bide i græsset”. Alle 4 havde løbende problemer i løbet af eftermiddagen og aftenen, så vi var enige om, at det var en “skidegod” fest.

Efter en god, lang nattesøvn – Christopher var selvfølgelig gået i dobbeltsengen, så jeg var fortsat henvist til omredning i “stuen” – nød vi en overdådig brunch, inden turen så endelig gik mod Bregnevej. 3 ½ uge i RulleKnaus var slut, og tilbage stod vasketøj, vasketøj og atter vasketøj – samt en mindre reperation af RulleKnaus’es bagkofanger og lygteglas.

 

Epilog

 Hvordan var det så at være på campingferie ?

Generelt har vi nydt det – endog særdeles meget. Rigtige campister bliver vi nok aldrig, men ferielivet med “huset på ryggen” tiltaler os meget. Østrig er fantastisk flot – måske især om sommeren – men man må være forberedt må meget omskifteligt vejr. På plussiden tæller også et yderst venligt folkefærd og meget velordrede og rydelige forhold (og det tiltaler absolut mig).

Er det virkelig rigtigt, I var på nudistlejr ?

Det har jo rigtig været samtaleemne, hva’ ? Vi foretrækker nok ordet “naturist-campingplads”, da ordet “nudistlejr” vel er blevet “misbrugt” igennem vores opvækst. Men ja, vi var på naturist-campingplads, og kombinationen af en godt indrettet, moderat besat og velbeliggende campingplads, venlige campister og turens absolut mest solbeskinnede dage, gav os en rigtig dejlig oplevelse med numsen bar.

Levede ferien op til jeres forventninger ?

Absolut – og mere til. Udover vores tur i 1992 til New Zealand har vi ikke i vores 20-årige ægteskab oplevet så meget smuk natur som under denne ferie. Selvfølgelig er det lidt trættende at køre 5.600 kilometre i “sneglefart”, men når transporten reelt også er en del af ferien – og du tillader dig at nyde det at køre bil – glemmer man faktisk ret hurtigt, at du har huset på slæb.

 

– – – o O o – – –

 

Således oplevet og husket,

Jan