Selvmedlidenhed

13.07.10

Efter ’udskrivningen’ torsdag aften den 08.07.10 havde jeg nogle ’forrygende’ dage med ’historieskrivning’ og et utal mails fra og til venner og bekendte. Linda havde udstyret mig med smertestillende piller til morgen, middag og aften i 3 døgn, så reelt set var det vel alene ’tisseposen’, der konstant mindede mig om, at jeg havde været igennem en større operation.

Det var jo ren luksus. Servicen på Bregnevej har altid været yderst tilfredsstillende, men alligevel kunne jeg mærke en yderligere opmærksomhed, ja vel enkelte lejligheder ’bare for meget’. Jeg ville jo gerne selv.

Vejret var dansk sommervejr, når det er bedst, og havestol med ekstra puder, havestol som fodskammel og anretterbord blev straks om formiddagen sat tilrette i en af havens skyggepladser. Læsestoffet, som havde fulgt mig frem og tilbage til Herlev Hospital, blev lagt i rette bunker, kaffe og vand fyldt op og så fik jeg lov at leve i min helt egen verden sammen med Jan og hans computer. Det var rigtigt dejligt at få forløbet beskrevet, og jeg glædede mig over, at jeg faktisk selv syntes, at jeg havde håndteret processen tilfredsstillende.

14.07.10

Vel egentlig første ’minusdag’, men tydeligt at ophør med smertestillende medicin havde sin indflydelse. Jeg kunne godt nok mærke mig selv – og jeg skulle godt nok koncentrere mig om at tænke på andet end smerter og sygdom. Selvmedlidenheden bankede kraftigt på. Der var noget at arbejde med.

Jeg var blevet godt og grundigt advaret om operationens bivirkninger med hensyn til inkonsistens og impotens. Men ingen havde fortalt mig, at ’forbindelsen’ mellem hjerne og endetarm kunne blive sat ud af funktion. Så havde jeg i hvert fald ikke hørt godt efter. Men faktum var, at jeg simpelthen ikke evnede at styre afføringen – altså den udgående ’bevægelse’. Lukkemusklen fungerede udmærket – ja, der var lukket. Men at sætte tømningen i gang var mig simpelthen ikke muligt. Jeg sad flere gange 15 – 30 minutter forgæves og prøvede at skabe kontakt mellem hjerne og endetarm. Heldigvis var jeg af Linda blevet udstyret med noget lettere afføringsmiddel, så jeg røg ikke ind i deciderede maveproblemer, men det var godt nok mærkeligt ikke at kunne ’presse’.

15.07.10

Det var meget generende med kateteret, men endnu mere generende når vandladningen få gange skete med en hastighed, som oversteg rørets kapacitet. Der er altså ikke plads til urin ved siden af et 6 mm rør. Hold kæft det gjorde ondt.

Så ondt at jeg overbeviste mig selv om, at røret måtte være stoppet, hvor efter jeg gik i gang med at ombytte diverse slanger og tissepose. Ja, som jeg ikke havde udfordringer nok i forvejen. Hvor dum kan man være? Rigtig dum og også rigtig stædig og optimistisk. Selvfølgelig lykkedes det – men selvfølgelig var røret ikke stoppet og ’operation slangebytte’ havde været helt og aldeles ligegyldig.

Rasmus havde sidste dag i børnehaven, og traditionen tro sluttede den om formiddagen med mor og far og ’afskedsparty’. Så kunne sommerferien starte, inden han medio august skal starte i 0’te. Og den første uge stod der ’besse og morfar sejlerferie’ på. Desværre var vi jo blevet i land, men heldigvis havde Rasmus forståelse for begrænsningerne i mine fysiske udfoldelser, så han havde omstillet sig til, at dette års sommerferie med besse og morfar skulle foregå på Bregnevej.

Det blev det helt store pizzaparty, da Carina, Inge og Marius havde sikret aftenens omsætning hos Umuth’s. Stemningen var sådan rigtig ”nu er det ferie”, og rødvinen dulmede smerterne.

16.07.10

Bortset fra et hyggeligt besøg af Knold, så var det en rigtig dårlig dag, og der blev større og større grobund for selvmedlidenheden. Smerterne var operationsområdet var kun begrænsede og kortperiodiske, men til gengæld generede kateteret mere og mere. Jeg kunne jo også godt på billeder af det mandlige understel se, at jeg jo reelt sad på slangen fra urinblæren og ud gennem dilleren og at siddestillingen også belastede sammensyningen af urinblære og urinrør. Men hvad fanden skulle jeg gøre. Stå op? Jeg kunne selvfølgelig ligge ned – hvilket jeg også gjorde flere gange om dagen – men ham den selvmedlidende Jan gad jeg altså ikke tale med.

17.07.10

Jeg havde inden operationen aftalt med min niece, Stine, at jeg skulle afhente Sille i Aarup på Fyn den 17.07. Sille, som er verdens dejligste, sorte labrador, skulle være på ferie hos os i 1½ uge, mens familien skulle joine storebror ombord på Anderstina. Godt det var aftalt inden operationen – og inden den seneste uges eftervirkninger. Så det var 2 tykke havepuder, 2 Panodil’er og kop kaffe og så af sted i Landcruiseren. Jeg var godt nok ikke mange sure sild værd, da jeg på motorring 3 passerede Herlev Hospital.

Om det var Panodil’erne, kaffen eller glæden over at køre forbi Herlev Hospital ved jeg ikke, men efter 15 – 20 minutter følte jeg mig faktisk rigtig godt kørende. Både fysisk og psykisk. Jeg måtte lige give fruen et ring – og så var vi begge glade.

Den 4 timers køretur frem og tilbage til Aarup gik ganske forrygende, så jeg var helt høj, da jeg vendte tilbage. Jeg havde dog også behov for at blive rettet ud og få et længere hvil, men psyken syntes at have fået en kraftig vitamininsprøjtning.

18.07.10

En dårlig dag, men dog med en succesoplevelse, da jeg selv fjernede hæfteklammerne.

Linda havde forklaret mig, at de 12 hæfteklammer, som ligesom var en ekstra, udvendig sammenføjning af operationssnittet, skulle fjernes 10 dage efter operationen. Jeg havde i mit ’udskrivningskit’ fået en hæfteklammefjerner og instruktionen fra Linda lød på, at jeg skulle gå til egen læge og få fjernet hæfteklammerne. Altså med mindre Anette, oversygeplejersken eller jeg selv kunne klare opgaven.

Jeg vidste, at jeg ikke skulle spørge Anette. Hun ville gøre alt for mig – med mindre hun besvimede – og den risiko turde jeg ikke løbe. Og oversygeplejersken var i sommerhus, så det var jo bare på med brillerne og frem med hæfteklammefjerneren. Jeg var selvfølgelig alt for forsigtig med den første – og startede fejlagtigt nedefra, hvor skinnet alene holdes sammen af nervetråde – så det var lige før, jeg opgav projektet, inden jeg reelt var kommet i gang. Jeg stoppede forsøget med den nederste og begyndte i stedet med den øverste. Snupti – keine problem – keine schmerz. 1-2-3-4 ………11 og så var der kun der sidste, der igen lige skulle fortælle mig, at det her var altså bare ubehageligt.

Jeg blev lidt overrasket over, at skinnet ligesom delte sig, og det 6-7 mm stykke, som hæfteklammerne dækkede blev til et par centimeter. Jeg bevarede dog roen, påsatte et mega plaster, så huden kunne ’genopstå’ i fred og ro, og gik triumferende ud og viste Anette de 12 afmonterede hæfteklammer.

20.07.10

Dagene blev værre og værre. Nætterne blev værre og værre. Selvmedlidenheden voksede stødt og skulle nu nedkæmpes flere gange om dagen. Belastende med kateter. Belastende med toiletbesøg, selv om jeg havde fået oprettet ’presseforbindelsen’ igen.

21.07.10

Så oprandt endelig dagen, hvor jeg skulle have fjernet kateteret. ’Tryktesten’ faldt ud til fordel for Herlev Hospital i forhold til, hvis jeg skulle have været til tandlægen for almindelig tandrensning. Det siger måske mest om min tandlægeskræk, men også noget om min tillid til betjeningen på Herlev Hospital. Det har ganske enkelt været Danmarks bedste privathospital. Jeg tror fuldt og fast på, at de besidder den allerstørste kompetence. Og jeg har med min egen krop og sjæl erfaret, at medarbejderne er 100 % dedikeret til deres respektive opgaver. Verdensklasse.

”Har du noget, du gerne vil af med?”, blev jeg mødt med på Urologisk afdeling på 18. etage. Igen en af de hvidkitlede, igen af med bukserne og op på briksen. Og igen forsøgte jeg mig med Karl Smart – bemærkninger samtidig med at jeg erkendte, at jeg var noget nervøs ved situationen. ”Har du prøvet det før?”, lød spørgsmålet – ja, ligesom det var jo også ’igen’. Jeg nåede at tænke, at det jo også – igen – var et afledningsspørgsmål, men jeg fulgte instruktionerne og vupti, så var slangen ude. Jeg fik genopfrisket informationerne og opfordringen til at starte bækkenbundstræningen. Ja, ja, tænkte jeg, lige nu skal det bare være dejligt at tisse i bukserne.

Jeg var dog alligevel noget uforberedt på de blodrester, der fulgte de første par tissetårer den dag. Nuvel – jeg ønskede ikke kateteret tilbage, men der skulle godt nok renses lidt ud. Som Knold skrev: ”Godt at høre, at vandværket fungerer. Gamle rør, hvor vandet var været afbrudt, har det med at få rust og skidt i systemet. Og pakningerne kan også godt tørre lidt ud. Helt normalt. Det skal bare skyldes godt igennem. Held og lykke med det.” Ja, dejligt med kløgtig indsigt og gode råd.

Vi tog på Bakken – Rasmus og Anette skulle have deres livret: Stegt flæsk og persillesovs. Super hyggeligt og besse blev rigtig sat på nye udfordringer, da jeg jo rimelighedsvis godt kunne melde afbud til M/S Hurlumhej. Efter middagen med den dejlige kølige fadøl skulle Rasmus og besse på Safari, mens jeg blev ude som taskeholder. Jeg konkluderede hurtigt, at et forsøg på rettidigt at finde et toilet ville være helt håbløst, så med stort smil og beskuende de forbipasserende måtte jeg ’lade vandet gå’. ”Dejligt at tisse i bukserne, bare bleen er stor nok”, tænkte jeg.

22.07.10

Natten havde været noget af en udfordring. Adrenalinen i blodet holdt mig vågen til over 2, og jeg syntes naturligvis at Anette skulle deltage i alle mine gode minder, tanker og ideer. Da jeg så endelig faldt i søvn startede den indre varmepumpe totalt ukontrolleret og det eneste sted, min seng ikke var våd, var det område, hvor jeg havde udlagt et decideret tisselagen. Det var som om kroppen sagde: ”Nu kan det fandme være nok. Nu skal du svede dig rask.”

Lykken var et brusebad – når man igen kunne stå oprejst og lade det lunkne vand bruse over hele sin krop. Ingen slanger. Ingen plastre. Ren lykke. Fuck cancer. Fuck selvmedlidenhed.